3. juni 2009

Sporten ud af det offentlige rum!?

På søndag skal jeg prædike over Nikodemus og hans natoplevelse med Jesus, og vi møder her en Nikodemus, der i de sene nattetimer forsøger at få hold på livets store spørgsmål, og vi kan sikkert alle nikke genkendende til, at vi ofte om natten får ro til at tænke tanker vi ikke "har tid til" i løbet af dagen.
I mine "nattetanker" tænker jeg nogle gange, om vi da helt har mistet hovedet, og af den grund opsætter de skøreste og mest mærkværdige regler, som nu den nye "regel" på nogle gymnasier, at unge kristne ikke må samles i et rum og drøfte troen og dens betydning for livet og samfundet.
Derfor var det for mig ganske velgørende at læse et debatindlæg i KD af Leif Andersen og jeg bringer hermed - til eftertanke - hans - efter mine begreber - gode og vise tanker om den sag"
Niels Peder Nielsen


DEBAT

Absurd mantra. Sporten ud af det offentlige rum!
Af Leif Andersen

Jamen så tag dog skridtet fuldt ud: Forbyd sport i det offentlige rum! Det er jo ikke alle, der bryder sig om det. Nogle brækker også et og andet. Enkelte bliver faktisk radikale og voldelige. Og andre bliver vel også sårede og kede af, at de ikke kan følge trit med sportsidioterne. Lad dog folk nusse med deres sekteriske boldinteresser i det private rum og så videre.

Sjældent er et politisk mantra blevet så skamredet: "Religion ud af det offentlige rum". Nu bruges det gudhjælpemig som begrundelse for, at religiøse grupper ikke må samles i al stilfærdighed på gymnasierne!

Selvom jeg nødig indrømmer det, rummede Anders Fogh Rasmussens mantra faktisk en pointe: Det sociale og politiske liv må ikke tages som gidsel af ekstremisme, og religion må ikke vride armen om på den demokratiske proces. Men hvad i alverden har det at gøre med, at kristne eller muslimer ikke længere må samles til bøn på deres gymnasium? Eller at der ikke længere må debatteres religion uden for klasseværelset?

Jeg begyndte på Aalborghus Statsgymnasium i 1968, hvor det føg om ørerne med meninger, plakater, tosserier, protestmøder og politik. Meget var hysterisk, andet var umodent, og noget var vildt og ugennemtænkt. Enkelte blev faktisk radikale og udemokratiske. Skulle plakaterne og protestmøderne så have været forbudt?

Hvis jeg var gymnasiast i dag, var jeg nok blevet rimelig mopset: Hvorfor skal vi beskyttes? Skal lærerne kontrollere al debat? Var det ikke en pointe med gymnasielivet, at vi skulle opøves til en fri debat? Introduceres til et åbent samfund?

Helt ærligt: Det giver mindelser om nogle snerpede friskoleekstremisters idéer om, at børn bare skal beskyttes mod "verden derude". Så er kulturchokket i hvert fald sikret, når de en dag kommer ud af drivhuset.

Engang var idealet for det offentlige rum, at det var rummeligt! Det var, hvad vi kæmpede for. Det var, hvad vi forsøgte at eksportere til resten af verden som demokratiets hjørnesten: forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, "kæmpe til døden for din ret til at sige det, jeg er uenig i" og alt det dyre.

Men efterhånden er religionskritikken det eneste religiøse, det offentlige rum kan rumme! Fogh vovede villigt en diplomatisk og international krise for at sikre, at det offentlige rum skulle kunne rumme religionskritik, karikaturtegninger og forhånelse. Men var pointen så, at religionen derefter skulle vende den anden kind til, holde kæft og krybe langs panelerne i sit eget private rum?

Det er så absurd, at det (lidt mere seriøst end den idé med sporten) kun kan sammenlignes med en idé om at lukke politik ud af det offentlige rum: Gymnasiaster må ikke møde meninger. Gymnasiet skal være et rent konsensusmiljø. Ufarligt og sterilt.

Jeg syntes, det var hårdt at gå i gymnasiet. Vi fik jo høvl! Folk var uenige! De rev vore plakater ned og tegnede overskæg på Jesus. Men det var med til at danne os. Det lærte os at samtale. Og det lærte os vilkårene ved at leve i et moderne, frit samfund.

De her nye skræk- og snerpethedsbeslutninger må jo være taget af folk i en alder, der - rent matematisk - indebærer, at de i deres egen gymnasietid nød godt af stor frihed til debat og brydning af meninger. Men det har de åbenbart glemt alt om i dag.

Jeg vil ikke påstå, at jeg slet ikke forstår skrækken for politisk eller religiøs radikalisering af unge. Ekstremisme er ikke noget smukt syn. Og man kan på skolerne sikkert ikke administrativt skelne mellem fredelige grupper og radikale grupper. Men er marginalisering og fortielse virkelig en god afradikaliseringstaktik? Er det dén kultur, vi vil være forbillede i og eksportere til resten af verden?

Og har de gode rektorer og lærere mon faktisk undersøgt, hvor mange gymnasiaster, der reelt er bange for eller bliver sårede af at møde religion og politik på deres studiested? Er gymnasiaster i dag virkelig så utrygge ved meninger?

Næh, hvis jeg var gymnasiast, ville jeg nok af sådan en snerpet konsensuskultur uddrage denne morale: Det offentlige rum må udelukkende rumme det ufarlige! Det må kun rumme det, alle er enige om. Er det dét, der er meningen med et liberalt, demokratisk ?offentligt rum"?

Leif Andersen,
lektor og rejsepræst
I C Lembrechts Alle 30
Hvidovre

Fra Kristeligt Dagblad 02. jun 2009 00:00

Ingen kommentarer: