Nedfrysningen er begyndt.

Min kone og jeg har sammen afsluttet læsningen af Magnus Malms profetiske bog: Fodspor i glastrappen, og jeg har lyst til at dele et lille afsnit fra bogen om lammelse og nedfrysning

Lammer vores evne

Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden.
Irenæus skriver: "Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366
Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppelse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år.
Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod.
Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil.
Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.
Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.
Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.
Nedfrysningen er fuldført.

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd,"

Jeg har en lidt ambivalent holdning til medlem af Folketinget Naser Khader, men jeg synes ganske ofte, at han er i stand til at løfte nogle sandheder af sig, som han tilsyneladende kan slippe godt fra, og som har en større vægt, end hvis andre ikke muslimer sagde det.
Det slog mig da jeg 3. marts 2011 i KD læste en artikel om muslimsk dobbeltmoral.

Læs og døm døm selv




“Det er ikke mig, der er en dårlig muslim!”
Naser Khader | 3. marts 2011

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd," mener folketingsmedlem (K) Naser Khader
Igen og igen bliver det skudt mig i skoene af ortodokse muslimer, der for nogens vedkommende går mere op i det ydre og demonstrative end de indre værdier, at jeg enten ikke er en rigtig muslim, eller at jeg er en dårlig muslim.

Måske er jeg en dårlig muslim, fordi jeg ikke gør det, som andre kan se. Jeg har ikke langt skæg, går ikke med bedeperlekrans, beder ikke fem gange i døgnet, faster ikke, drikker alkohol og har børn med to forskellige ikke-muslimer, som jeg ikke har været gift med.

Måske er det fordi, jeg er så ’integreret’ i det danske samfund, at jeg ikke er bange for at kritisere min egen religion, når jeg støder på noget, der kan forbedres, påpege den dobbelmoral og det hykleri som præger en del af mine trosfæller? Måske er det i virkeligheden min brug af ytringsfriheden til at kritisere mine ’egne’, der virker allermest stødende på folk?

Hvordan kan kriminelle være mere hellige?
Personligt har jeg ingen problemer med min levevis og kan sagtens kombinere det med min muslimske baggrund. Og går mere op i de indre værdier end de ydre demonstrative. Hvad der til gengæld undrer mig, er alle de eksempler på såkaldte ’ægte’ muslimer, der lyver, snyder, stjæler og begår kriminalitet af værste skuffe.

Det er folk, der betragter sig selv som hellige, men som udsætter andre for både brutalitet og mord, og det er folk, som forbryder sig mod langt flere af de religiøse forskrifter end jeg gør. Hvordan kan de være hellige, mens jeg ikke er en rigtig muslim?

Hvordan kan kriminalitet, umenneskelighed, undertrykkelse, tvang, mord og brutalitet være mindre synder end, alkohol, barbering, kritik af traditioner (hvoraf mange ikke engang er religiøst funderet, men i stedet stammer fra lokale og regionale traditioner), kampen for lighed, frihed, værdighed, selvstændighed, ytringsfrihed, medmenneskelighed?

For mig er det et paradoks, hvordan jeg (af nogle) er blevet udråbt til den dårlige muslim i denne sammenhæng.

Hykleriske muslimer tager hash
Det mest velkendte eksempel er vel terroristerne fra terrorangrebet i New York 11. september 2001. Men eksemplerne er mange og af forskellig karakter. Også herhjemme er der mange små hverdagseksempler, som viser, hvor hykleriske anklagerne er.

Det sker kun alt for ofte, når jeg kører gennem Christianshavn, at jeg bliver tilråbt med de værste ukvemsord af unge arabisktalende muslimer, der kritiserer mig for ikke at være en rigtig muslim, og for ikke at have læst Koranen ordentligt.

Det paradoksale er, at de selvsamme unge fortsætter direkte ind på Christiania for at købe både hash og drikke øl. Her er alkohol og euforiserende stoffer og kriminalitet altså foreneligt med god moral og islam?

Et andet påfaldende eksempel herhjemmefra er lederen af Blågårdsbanden ”Lille A”, der ud over at være indblandet i rockerkriminalitet også er ortodoks muslim og aktiv i Hiz-ut-Tahrir. En altså umiddelbart kriminel type, der finder mening i religionen og endda trækker HA-rockeren Brian Sandberg med til religiøst vækkelsesmøde i Hizb Ut-Tahrir (fremgår af bogen ”Gangster”).

Her skulle salg af hash og anden rockerkriminalitet altså være foreneligt med islam?

Islamister hylder religion, men misbruger den
Senest har Gaddafi på den internationale scene beskyldt Al-Qaeda for at stå bag urolighederne i Libyen og i samme ombæring beskyldt Al-Qaeda for at forsyne demonstranterne med narko og alkohol. Altså et fundamentalistisk, muslimsk terrornetværk, der efter sigende søger at fremme deres sag ved at donere både euforiserende stoffer og beruselsens eliksir.

Selvfølgelig har jeg kun hovedrysten til overs for denne påstand. Den understreger blot hvor fjernt fra befolkningen og fra tingenes tilstande Gaddafi i virkeligheden lever. Demonstranterne er hverken Al-Qaeda-medlemmer, -sympatisører eller lignende, de er mennesker på jagt efter et bedre liv.

Men når det er sagt, har Gaddafis regime i mange år været så stærkt undertrykkende, at de ekstremister, der i de sidste mange år har været tvunget til at gå under jorden i Al-Qaeda-lignende netværk, er nogle, vi med god grund bør frygte.

Religiøs fanatisme og kriminalitet er farlig cocktail
Fælles for disse islamister er, at de hylder religion og islam, samtidig med at de begår større eller mindre kriminalitet i direkte modstrid med islams ånd. Deres hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd.

For mig at se er der tale om en farlig cocktail af religiøse fanatikere, tidligere og nuværende kriminelle, rodløse unge og andre, der søger mening i livet, eller gerne vil pådutte andre deres. Formentlig vil vi i fremtiden se flere eksempler på det religiøse hykleri. Det kunne være interessant at forske mere i disse tendenser til religiøs fanatisme og kriminalitet.

Naser Khader er folketingsmedlem (K) og kommentarskribent ved religion.dk.