Dæmoner og besættelser

Med jævne mellemrum popper det op. Det om dæmoner og dæmonbesættelser.
Stort set alle kulturer har sådanne oplevelser med kræfter, som vi i en kristen kultur kalder for dæmoner, fordi Bibelen giver disse onde kræfter og væsner det navn.
Selvfølgelig vil det altid skabe rav i den, når man tager noget så upolitisk korrekt frem som at tale om Djævelen, dæmonerne og, for den sags skyld, den evige straf, fortabelsen og Helvede.

Personligt tror jeg at den manglende erkendelse af disse kræfters tilstedeværelse måske får til resultat, at vi ufrivilligt kommer til at lægge under for dem, og hvad værre er, blive ofre for deres hærgen.

Jeg mener, at Evangelists klare erkendelse af dæmoners tilstedeværelse er rigtig, men at "kulturen", formen, omkring bekæmpelsen af dæmonerne måske er for voldsom, og vi skal også fortælle hinanden, at det ikke er bekæmpelsens voldsomhed, der "virker", men derimod Guds kraft og den har ofte sin egen, undertiden stille, form.

Jeg bringer nedenfor en beretning fra KD om Ole Skærbæk Madsens mere stilfærdige tilgang til det samme emne.

Niels Peder

Når dæmonuddrivelser finder sted i folkekirken

12. maj 2009 17:26 Et tv-indslag om Evangelist har fået danskerne til at snakke om dæmonuddrivelser. Men det er faktisk en almindelig praksis for flere folkekirkepræster. En af dem er Ole Skjerbæk Madsen


Af Kim Schou

I medierne bliver dæmonuddrivelser ofte kædet sammen med religiøse bevægelser som Evangelist. Det skete senest i tv-programmet ’Operation X’ mandag den 11. maj.

Men dæmonuddrivelser finder også sted i folkekirken.

I ’Operation X’ ses folk fra Evangelist drive ’dæmoner’ ud af folk. Det sker med råb og skrål.

Sådan foregår det ikke, når tidligere sognepræst Ole Skjebæk Madsen uddriver onde ånder. Det har han gjort siden 1970’erne.

Som eksempel på en djævleuddrivelse fortæller han om et møde med en mand, der havde forsøgt at tage kontakt til en afdød.

- Bagefter oplevede han, at ånden klæbede til ham. Han ønskede at være fri for den, fortæller Ole Skjerbæk Madsen, der i dag er missionspræst i Bethlehemskirken.

- Jeg spurgte: Tror du, Jesus kan hjælpe dig? Så bad jeg helt enkelt om, at Jesus måtte komme ind i hans hjerte.

- Så sagde jeg til ånden: ”Nu henviser jeg dig til Jesus Kristus”. Og så forlod ånden ham.

Det skete uden stor dramatik. Men sådan er det ikke altid, forklarer Ole Skjerbæk Madsen.

- Når jeg står over for de lidt større ting, beder jeg Gud om at sende engle, der kan stå som et værn mod voldsomhed. Jeg har nemlig haft tilfælde, hvor det blev lidt for voldsomt.

Dæmonbesatte kommer til ham
Ole Skjerbæk Madsen skrev i kølvandet på filmen ”Eksorcisten” fra 1973 et åbent brev til biskopperne om, at man burde tage en kirkelig vejledning fra 1685 op igen. Hans bekymring var, at flere og flere ville eksperimentere med det okkulte. Og dermed blive besat.

Det gav medieomtale. Siden kom mange mennesker til ham og fortalte, at de følte sig besatte.

- Jeg har aldrig betragtet det som om, at jeg havde særlige evner til det her. Det var mere nødtvungent, fordi folk kom til mig, siger Ole Skjerbæk Madsen.

Han beskriver ’dæmoner’ som faldne engle.

- Det er engle, der har gjort oprør mod Gud og prøver at lede mennesker væk fra et gudsforhold og sunde relationer til andre mennesker, siger han og forklarer, at dæmonbesættelser sker frivilligt.

- Man skal selv indvillige i det. Det kræver en form for bevidst engagement, hvor man har påkaldt de åndelige kræfter. Så kan man risikere at blive overtaget af de kræfter, man har påkaldt.

’En stille og rolig ting’
For at komme af med dæmonen er der kun en mulighed, og det er at kræve det onde væk. Personen skal ønske at blive fri, mener han.

- Essensen i en udfrielse er at lave en slags konfirmation eller lede personen til tro eller dåb. Jeg spørger, om personen forsager djævlen og alt hans væsen, og jeg spørger til troen. Så kan de på den måde sige fra, fortæller Ole Skjerbæk Madsen.

Der er også ting, der kan være dæmoniske men ikke har noget at gøre med faldne engle, forklarer han.

- Det kan være forestillinger, der tager magten fra én. Nogle har mærkelige oplevelser i deres hjem, eller måske føler de sig plaget af tanker. Så kan det ligne psykiske problemer, men ikke nødvendigvis være det.

- I de tilfælde er det ikke særlig godt at bruge en konfrontatorisk stil. Det er vigtigere at lede mennesker til Guds kærlighed. At holde fokus på Jesus i stedet, for så kommer der en indre frihed, der gør, at det andet forsvinder stort set af sig selv.

- Hvis en by er belejret, så lever indbyggerne i frygt. Men hvis kongen kommer ind i byen og rejser sit banner, så får de modet tilbage, og belejrerne flygter. Det synes jeg er et godt billede af en sund måde at møde folk, der føler sig plaget af dæmoner. Man inviterer Jesus, beder om at Han må komme ind i deres liv, så de møder Guds kærlighed, og så vil det være et tegn over for det onde om, at det skal vige bort. Det er en stille og rolig ting, siger han.

Fra KD 12. maj 2009

Om at bære frugt

For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,9f

Det er en tekst, som går lidt tæt på, men jeg har alligevel mod til at sige lidt om det, fordi jeg har læst en spændende bog af David Murrow: Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd)

Bære god frugt
Jesus nævner i sædemandslignelsen et stort udbytte 30, 60 eller hele 100 fold.

Menighedsmæssigt ligner det ikke de 30-100 fold
I dag kommer der hvert år typisk kun en person til tro for hver 85 kirkegængere. (Amerikansk undersøgelse)
Det er et høstudbytte på langt mindre end en fold.

Murrow nævner i sin bog , hvordan han har regnet lidt på tallene i sin egne kirke i USA
Jeg stod og regnede lidt. Det år havde vores kirke haft 104 almindelige gudstjenester, 7 særtjenester, 250 bibeltimer for voksne, 600 udvalgsmøder og omkring 1.000 cellegruppemøder. Med al denne aktivitet og et budget på 750.000 dollar var det lykkedes os at frembringe præcis nul flere voksne, der ville følge Jesus Kristus. Vi samledes, vi tilbad og vi elskede hinanden, men vi frembragte ingen frugt. I det øjeblik følte jeg mig som Sisyfos, og kirken var min sten.
(Sisyfos er i græsk mytologi en helt og en tidligere konge af Korinth, søn af Aiolos og Enarete, og var dømt til at han til evig tid skulle rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han er næsten ved toppen ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod. Han må så begynde forfra - et sisyfosarbejde).

Selv i kirker, der virkelig får lokket folk til, bliver der måske intet udbytte.
Pastor G. F. Watkins konstaterede således, at selvom mennesker i tusindvis kom til omvendelse i hans unge kirke, så var det meget få, der blev hængende. "Det var som en flodbølge af mennesker, der skyllede ind i kirken, og så skyllede ud ad bagdøren og blev borte."19

Jesus sagde, at vores opgave var at bære frugt: varig frugt (Joh 15,16).
Selvfølgelig er antal omvendelser og udviklingen i medlemstallet ikke de eneste mål for menighedens produktivitet.
Nogle siger, at kristendommens sande frugt består i livsforandring:
Mennesker, der bliver mere som Jesus. Hvordan klarer vi os så i den henseende?

Murrow nævner nogle undersøgelser:

1. Halvdelen af alle kirkegængere i USA indrømmer åbent, at de ikke vokser i troen.
2. Kun halvdelen siger, at de ofte tager en udfordring til at forandre sig med hjem fra gudstjenesten.

George Barna siger videre:

Kun få medlemmer af menigheden har et bibelsk verdensbillede; halvdelen af de mennesker [der kommer i kirkerne] er ikke åndeligt velfunderede eller modne; børnene flygter fra kirkerne i rekordstore tal; de fleste af dem, der kommer til gudstjeneste, indrømmer, at de ikke får nogen kontakt med Cud; skilsmisseraten blandt kristne er efterhånden den samme som blandt ikke-kristne ... og den gennemsnitlige kirkegænger bruger mere tid på at se fjernsyn hver dag, end han sammenlagt bruger på åndelige sysler en hel uge 20

Nogle kirker bærer rigtig mange frugter, men den sørgelige sandhed er, at rigtig mange kirker ingen frugt bærer.
Det er selv følgelig lidt nedslående, at de fleste menigheder ikke har den gennemslagskraft, Gud ønsker, de skal have.
Vi høster heller ikke det udbytte af forvandlede liv, som ifølge Jesus var hensigten med hans kirke.

Hvordan lykkes det os at skjule denne skandaløse mangel på resultater? Nogle kirker har simpelthen omdefineret, hvad det vil sige at bære frugt.
For dem er succes kriteriet blevet det samme som ved en familiegenforening: Hvor mange fra familien mødte op, og hvordan kom de ud af det med hinanden? En stor, harmonisk forsamling defineres som et godt udbytte af kirkens anstrengelser.
Jo mere vi mødes og forsamles og elsker hinanden, jo mere frugt synes vi, vores arbejde har båret.

Barna siger, at "ved kirker, der vokser, bliver et programs succes vurderet ud fra, hvor mange liv det forandrer. Det står i modsætning til de stagnerende kirker, hvor et programs succes normalt vurderes ud fra, hvor mange mennesker det får involveret."21

Hvorfor bærer vores menigheder så lidt frugt? Det kan selvfølgelig have åndelige årsager manglende bøn, tro, udholdenhed, tillid og så videre. Selv trofaste, bedende menigheder kan imidlertid opleve mangel på frugt, fordi de ikke tør tage det smertefulde, men nødvendige skridt at tynde ud i deres aktiviteter.

Udtynding, det manglende led i frugtproduktionen
Gulerødsprocessen
Der står på posen, at gulerødderne er klar til høst efter cirka 90 dage, og skal de blive store og fine skal de tyndes ud til en indbyrdes afstand på 5 til 10 centimeter.
Man kan ikke vurdere det på gulerodstoppen, for den er næsten altid lige stor om der er lille rod eller ej.

1. Menighedsmæssigt
Sådan er det desværre også i mange af vores kirker: Det ser godt nok ud på overfladen, men udbyttet er for småt.
Det kan være fordi, vi har for meget på programmet. Gennem årene kommer der nye aktiviteter til, men vi glemmer at tynde ud i de eksisterende. Derfor bliver listen over aktiviteter bare ved med at vokse.


Hvordan tynder man så ud i sine aktiviteter?
Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer hvert år sine aktiviteter ud fra, hvor megen frugt de bærer, og skærer så de dårligste 10 procent væk. Der er ingen hellige køer. Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre menneskers liv, bliver slagtet.
Rick Warren fra kirken i Saddleback siger direkte: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22

Jesus sagde: "Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt" (Joh 15,2).

For ellers falder hammeren:
”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.*

2. Personligt
Hvordan orienterer jeg mig selv? Ja nu er menigheden jo ikke andet en enkeltpersoner - dig og mig, og det er nok her tingene skal begynde.
Hvordan tynder jeg så ud i mine egne aktiviteter og prioriteter? Man kan roligt vurdere som Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer det på, og hvert år skære 10% væk, eller kan vi?
Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre mit liv skal ”slagtes”

Rick Warren fra kirken i Saddleback rammer os jo også som en pil: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22

Er det for langt ude?

Niels Peder Nielsen