Tankevækkende tanker om, hvorfor kvinden så mange steder lider - fordi de er kvinder!

Jeg læser lige nu en spændende og udfordrende bog af Stasi og John Eldredge - Bedårende - de feminine hjerte, og her blev jeg fanget af en for mig original tankegang, og sikkert ret så rigtig tankegang, og jeg gengiver fra et afsnit fra bogen, hvor forfatterne på en provokerende måde antyder, hvorfor kvinden "er jaget vildt"!


ET SÆRLIGT HAD

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12)

Krigen mod kvinden - dens lange historie og dens kvalmende brutalitet - kan kun forklares ud fra de onde, åndelige kræfter, Bibelen advarer os imod. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at mænd (og visse kvinder, som deltager i angrebene på deres kønsfæller) ikke skal holdes ansvarlige for deres måde at behandle kvinder på, overhovedet ikke. Dermed være blot sagt, at ingen forklaring på de angreb, Evas døtre udsættes for, er fyldestgørende, hvis ikke den åbner vores øjne for, at Mørkets Fyrste nærer et ganske særligt had til kvinden.
Lad os atter engang vende opmærksomheden mod det, der skete i Edens have.
Det, vi skal lægge mærke til, er, hvem den Onde er ude efter.
Hvor vælger Satan at sætte sit angreb mod menneskeheden ind?
Han kunne have angrebet Adam, men det gjorde han ikke.
Satan vender blikket mod Eva og går direkte efter hende.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor han vælger Eva?
Måske er det, fordi han - som det rovdyr, han er - vælger det svageste bytte. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, for Satan er beregnende og gennemført hensynsløs.
For os at se har Satan imidlertid også en anden grund til at angribe menneskeheden gennem Eva.
Du ved måske, at Satan oprindeligt hed Lucifer eller Morgenens Søn. Navnet vidner om en herlighed, en stråleglans eller et særligt lys ved ham. Det vidner om fordums storhed.
Mange mener, at Lucifer ligefrem var øverstbefalende for Guds hær af engle, vogter af Guds herlighed.

Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven Alle slags ædelsten sad på din dragt rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig den dag, du blev skabt Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten (Ez 28,12 14)

Af fuldendt skønhed. Det er nøgleordene. Lucifer var fabelagtig. Han var blændende. Og det blev hans fald. Stoltheden slog rod i Lucifers hjerte. Den vældige engel begyndte at føle, at han blev snydt for noget. Han begyndte at synes, at det egentlig var ham, Lucifer, der skulle tilbedes frem for Gud.
Pludselig var han ikke længere tilfreds med at spille en ædel rolle i Guds historie; han ville have historien til at handle om ham selv. Han ville være stjernen. Han ville selv have al opmærksomheden og beundringen ("Lille spejl på væggen der - ")

Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans (Ez 28,17)

Satans skønhed blev hans fald. Nu søger han hævn ved at angribe og ødelægge skønheden. Overalt i skaberværket hærger han med landminer, olieudslip, brande, Tjernobyl. Som en psykopat, der hader stor kunst, prøver han at vandalisere al den skønhed i verden, der vidner om Guds herlighed.
Det er derfor, han hader Eva mere end noget andet.
Hun er bedårende og enestående vidunderlig. Hun er det, han ikke længere kan være. Hun er en inkarnation af Guds egen skønhed. Mere end noget andet i skaberværket afspejler hun sin Skabers herlighed. Hun forfører hele verden på Guds vegne, og derfor hader Satan hende med en jalousi, vi slet ikke kan forestille os.
Og det er ikke alt. Den Onde hader også Eva, fordi hun giver liv. Det er kvinden, der bærer og føder børnene, ikke manden. Kvinden nærer livet og bringer det til verden, ikke bare i en rent fysisk forstand, men også på alle andre måder sjæleligt, åndeligt og i relationer mellem mennesker. Satan har været en morder - lige fra starten (Joh 8,44). Han bringer død og fordærv, og hans rige er dødens rige. Menneskeofringer, folkemord, Holocaust, abort - det er alt sammen hans opfindelser. Eva er den største menneskelige trussel imod ham, for Eva bringer liv. Hun er en ,livredder' og en livgiver. Eva betyder simpelthen ,liv' eller ,giver af liv'. "Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker" (l Mos 3,20)
De to ting tilsammen: at Eva legemliggør Guds skønhed og giver liv til verden, er mere end Satans onde hjerte kan bære. Derfor angriber han Eva med et særligt, brændende had. Det vidner historien også med al tydelighed om. Kan du se det?
Tænk på de store eventyr og historier. I så godt som dem alle går skurken efter heltens store kærlighed. Han vender skytset mod skønheden. Magus går efter Cora i Den sidste mohikaner. Longshanks går efter Murron i Braveheart. Commodus går efter Maximus' kone i Gladiator. Heksen angriber Tornerose. Stedsøstrene angriber Askepot. Satan går efter Eva.
Det forklarer ikke så lidt. Vi siger det ikke for at skræmme dig, men for at du skal se din livshistorie i et nyt og afslørende lys. De fleste af os går jo som nævnt rundt og tror, at det, der overgik os, på en eller anden måde var vores egen skyld - at vi fik, hvad vi fortjente.
Hvis bare du havde været smukkere eller klogere eller havde anstrengt dig mere eller gjort mere for at behage andre, så ville det nok ikke være sket. Så ville de have elsket dig. Så ville de ikke have gjort dig fortræd.
Du er en af de mange kvinder, der skammer sig og tror, at det på en eller anden måde er din egen skyld, at du ikke er mere elsket og beundret og eftertragtet, end du er. Du kan ikke tro på, at du har en afgørende rolle at spille i et stort eventyr. Du kan ikke tro, at du har en skønhed at åbenbare. Det budskab, der følger med vores sår, er så godt som altid det samme: "Det her er din skyld. Det er, hvad du fortjener."
Derfor er det så befriende pludselig at indse, at det forholder sig lige modsat. Du blev såret og angrebet, netop fordi du er vidunderlig, og fordi du udgør en alvorlig trussel mod mørkets og dødens fyrste. Du blev såret, fordi du på en helt enestående måde legemliggør Guds herlighed i denne verden.
Satan og alle hans håndlangere og nyttige idioter hader dig og angriber dig på grund af din skønhed og din livgivende magt.

Har forfatterne ret?
Niels Peder Nielsen

Underlighed og inderlighed - underholdning og holdning

Jeg læste forleden et interview med entertaineren Flemming Jensen, der er blevet dialogambassadør for Danmission.

Han siger det underfundigt sådan (kursiveringen er mine)

Vi har i kirken et forum, hvor vi kan tale om de ting der er vigtige i livet, og hvor vi ikke blot lader os drive bevidstløst med strømmen. Vi er i vores tid blevet så fokuseret på Underligheden, hvor vi måske hellere skulle være optaget af Inderlighed.
På samme måde med Underholdning, der har fået høj prioritet - hvorimod Holdning er nedprioriteret.
Vores kultur er kort sagt blevet til adspredelse, hvor den hellere skulle være koncentration. Derfor er det, der naturligt foregår i det kristne rum, en mulighed for os til at kunne begive os ind i inderligheden og koncentrationen.

Har han ret i det?

En dumsmart reklame for menighedsrådsvalget 2008?

Helt fra starten og introduktionen af plakattegningen vedr. Menighedsrådsvalget 2008 har jeg haft den mening, at det var lidt useriøs, og nemt kunne virke anderledes end tiltænkt.
Det blev bekræftet for mig, da jeg læste Frederik Riis´s indlæg i Jydske Vestkysten, og som jeg bringer her med fare for at han "falder over mig", men jeg synes også han har en pointe. Her er hvad han sriver

Af borgerjournalist Frederik Riis, Kolding
Det er vigtigt at debatere kirken, og de etiske og moralske spørgsmål den afstedkommer. Det er sikkert bare en tastefejl. Men af en eller anden grund, er det første af de her indlæg forsvundet fra 'oversigten', så jeg siger det lige igen.
Det jeg sagde var, at kampagnen var moralsk betænkelig, idet vi, via klovnenæsen, fik skudt noget i skoene, vi ganske enkelt ikke er skyld i. Det er ikke os som befolkning der har sat næsen på præsten, og vi har heller ingen intention om at gøre det.

Kampagnen vender vores fraværenhed, overfor kirken, til en akt af bespottelse. Og det er ikke fair. Vi har ikke gjort nar. Vi er bare blevet væk. Det er to hvidt forskellige ting.

Det er muligt at kirken føler sig fornærmet over, at vi ikke læser doktrinerne mere indgående, at vi holder pjat-brylluper i kirkerummet, og at vi lader børnene have materielt fikserede konfirmationsfester. Men selv i disse tilfælde, er det dog stadig meningen, at kirken skal stå for det 'alvorlige'. Hvad den 'alvor' så end er, er den IKKE en klovnenæse.

Hvis kirkerummet materialiserer sig som flot og dyr kulisse, bliver det naturligvis også, med tiden, brugt som en kulisse. Jesus var ikke til store guld-lysestager, det er kommet til siden hen. Og selvom det er nok så traditionsrigt, at kommunikere det spirituelle pompøse, med det materielle og visuelt pompøse, kan man jo ikke undre sig over konsekvensen: At det materielle lynhurtigt kommer i fokus.

Alle religiøse institutioner der indeholder de fire grundkomponenter: Orakel, Præst, Facilitet og Doktrin har behov for at udtrykke storhed. Men storheden kan jo udtrykkes på mange mange andre måder: En levende debat, gode idéer, musikken, velgørenhed (ud af huset), og en smule selvironi... Og når det forsvinder, bliver vi væk fra kirken.

Men klovnenæsen er ikke vores moralske hovedpine, og vi gider ikke flere billige tricks - kære kirke - arvesynden er rigeligt...

Har han ret? Er der noget om snakken og træder man med reklamen nogen unødigt på manchetterne
Niels Peder Nielsen

Nyt og gammelt - igen og igen

Ordene af Jesus om nyt og gammelt er noget vi altid skal forholde os til. Jeg har nedenstående nogle betragtninger, som du kan være enig eller uenig med mig i ud fra følgende ord af Jesus

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!" Mark.2,14-22

Der er noget der springer i øjne og som kalder på vores focusering:
1. Den nye vin
2. De nye lædersække.
Hvad er det egentlig for to størrelser?

1. Den nye vin - det er, jeg har nær sagt selvfølgelig, Jesus selv. Han er den nye vin i kød og blod. Hans liv, hans ord, hans død og opstandelse er den nye vin, der altid skal sætte dagsordenen for os, for kirken, menigheden og verden. I sammenhængen med de ord, jeg har læst, kan vi forstå, hvad den nye vin er
1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.
Den nye vin er kaldet til at følge Jesus, og her skal alle være med, så mange som muligt
2. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Den nye vin er at “syge” skal møde den store læge, og blír raske - at “syndere” møder den Jesus, der kan tilgive synd og blive renset fra synd, skyld og skam.
3. "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Den nye vin er Jesus i blandt os. Vi skal ikke lede efter ham, og vi skal tilbede og ære ham i vore liv, som den levende og nærværende.
I forbindelse med denne tekst bad jeg Jesus om et anliggende og en klar pointe, og jeg fornemmede at han svarede: “Der skal være plads til mig og det jeg vil.”
Gentag det
Derfor skal vi altid være vågne på en række områder og give Jesus plads, for han ønsker førstepladsen, han ønsker dagsordenen altid - for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, osv osv

2. De nye lædersække
er - jeg havde nær sagt selvfølgelig - formerne, sammenhængen, rammerne, hvor Guds folk samles, udtænker strategier osv.
Vinsækkene skal kunne rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, Guds kraft og virkelighed, som vi stadig har i blandt os, så vi til stadighed kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det focus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle, så han konstant kan ,,spise med os" toldere og syndere, og dele sig selv med os, så vi i alt hvad vi foretager os, kan give plads for “Jesus og det han vil”.

Det er faktisk ret så vigtigt, at vinsækkene er de rigtige, så vinen ikke går til spilde
Jeg vil godt lige, at vi et øjeblik tager et nærkik på vinsækssituationen i den senmoderne tid vi lever i.
Nogen af de initiativer, som tás på det “vinsæksmæssige” område har fået en fællesnævner og samles ret ofte under en fælles betegnelse: Emerging Churches..
Ordet kan bedst oversættes med: Fremspirende kirker - hele tiden er på vej kirker. Ifølge ordbogen: Nyfrembrydende, netop opstået, på vej op, dynamisk og i stadig forandring.
Birger Nygaard har arbejdet med de nye strømninger gennem lang tid, og han sír at “det er en fællesbetegnelse for meget forskelligartede grupper af nye menighedsinitiativer, som søger at være kirke på nye måder i det postmoderne samfund.”
Hans rapport kan man læse om på hjemmesiden
--------
I en tid, hvor det kniber med at få folk til at gå i kirke, er det mange steder blevet et centralt projekt at få flere til at gå i kirke. Der er stigende enighed om, at menighedsråd skal søge at lægge mere vægt på det indholdsmæssige. Murstenene er jo ikke det vigtigste, men vi vil gerne have flere til at benytte sig af ”kirkens tilbud”. Villigheden til at komme “brugerne” i møde gennem særligt tilpassede programmer til forskellige segmenter er steget betragteligt de seneste år. Der er en stigende erkendelse af, at højmessen ikke kan dække alle behov. Kirken har begivet sig ud på markedet med en bred vifte af tilbud fra babysalmesang, spaghettigudstjenester , stillemeditationer eller som vi her i Hjarup, der har fire gudstjenestetyper. Altsammen har det sit udgangspunkt i den store tendens til tilbagegang for traditionel kirke og kristenhed, dels som følge af den stadigt tiltagende sekularisering; dels som følge af tendensen i retning af, at “selvet” bliver det sakrale projekt og "Gud" og religion som sådan kun får statistroller i forsøgene på personlig selvudvikling.
Opbruddet i kirken sker rundt omkring, hvis man kigger godt efter.
De seneste årtier har leveret en lang række forsøg på at skabe fornyelse i kirken lige fra aktivisme-prægede forsøg på gudstjenestefornyelse til karismatiske fornyelsesbevægelser, som feks. Dansk Oase, New Wine osv. Faren her kan være, at man har det med at lukke sig om sig selv, og på et tidspunkt størkne i en vis form, hvorved man selv bliver det, som man tidligere måske kritiserede - en stilart, der bliver sig selv nok.
------
Men hvilke træk skal “holdes i kog” hvis der skal komme noget positivt ud af bestræbelserne for at være kirke i den “senmodernistiske” kultur
Iflg. Gibbs' og Bolger's, der har skrevet en bog: Emerging Churches (Baker 2005) er der ni væsentlige kendetegn, som mere eller mindre præger disse nye kirkelige tiltag.

1) En identifikation med Jesu liv, og hvor man lader sig inspirere af Jesu eget liv og virke.
Kirkens mission har med vores livsstil mere end en særlig profession og aktivitet at gøre.
Eks.: WWJD

2) Man forsøger at transformere et sekulært rum.
Der er en tilbøjelighed til, at man deler verden op i hellige rum (kirken, kirkelige centre), hvor Gud er nær og at der er rum, tider og aktiviteter, som alene er sekulære og uden Guds nærvær. Sportshaller, diskoteker osv
Mange nye tiltag arbejder for, at hele livet kan leves helligt (overalt) og kan leves overalt til Guds ære , og det betyder, at alle steder kan gøres til helligt rum. Arbejdspladsen og fodboldklubben er ikke gudløst område, men også steder, hvor troen og efterfølgelsen kan udleves.
Eks.: Fabriksgudstjenester - friluftsgudstjenester

3) Et fælles liv
Det er kendetegnende, at en ungdomskultur, hvor fællesskab ofte føles meget skrøbeligt (i lyset af forældres skilsmissekultur m.v.) lægger meget vægt på fællesskabet. Ikke et institutionaliseret, formelt, postuleret fællesskab, men en kultur af netværk og relation, hvor venskaber er “bærende” (SMSkulturen - streetracere osv.
På samme måde kan venskabet og fælleskabet blive en del af den Gudsrigekultur, man ønsker at fremme. Kirken som folk og bevægelse bliver dermed mere prægnant end kirken som sted. Det ligger i en flydende netværkskultur, at sådanne fællesskaber løbende skifter karakter og udtryksformer. Det er stadig for tidligt at sige, at emerging churches på lang sigt virkelig vil lykkes i det at skabe stabile fællesskaber. Men længselen er tydelig.
Eks: Cellebaserede menigheder, venskabsevangelisation

4) Åben modtagelse af den fremmede
Nedrivningen af skellet mellem kirken og kulturen medfører en ny åbenhed over for den fremmede. Kirkens hjemsted er der, hvor den fremmede er og lever. Den fremmede er ikke bare objekter for kristen mission, men inviteres åbent til at være en del af fællesskabet. Samtidig med at bevægelsen har en stærk missional intention.
Eks. ALPHA, indvandrergudstjenester osv

5) Tjeneste for andre med gavmildhed
Emerging churches bruger mindre tid på at opbygge og vedligeholde en kirkelig parallelkultur med dertil hørende ressourcekrævende institutioner. Hermed bliver der mere tid og kraft til rådighed for at være til rådighed for tjeneste i kulturen/samfundet. Det er en værdi, at vi som kirke skal bidrage til det samfund, vi er en del af. Programmet er således ikke "at få folk til at gå i kirke", men at få kirken som Guds folk til at bære Guds riges værdier ind i almindeligt hverdagsliv. Dette kan give sig udtryk på mangfoldige måder inden for diakoni, social tjeneste, kunstneriske bidrag, indsats for unge, m.v.
Eks: Noise, Rock Solid bilvask osv

6) Deltage som medvirkende
Her handler ikke primært om de enkeltes kirkemedlemmers mange behov for tryghed og tilfredsstillelse. Tværtimod tror man, at der er behov for at blive befriet fra selvoptagetheden til fordel for et liv i tjeneste og gavmildhed. Kirken er et sted, hvor alle deltager i tjeneste for Gud og næsten.
Eks.: Vores menighed - helt ærligt

7) Skabende virksomhed (brug af kunstarter m.v.)
Det ligger som en helt naturlig del af den postmoderne kultur, at man udtrykker sig gennem et væld af kunstarter og medier. Det er bl.a. i denne ibrugtagning af samtidens udtryksformer, at man skaber helligt rum af noget, som ikke i udgangspunktet forbindes med noget kirkeligt. Kreativ udfoldelses til Guds ære ses i sig selv som en del af kristen gudstjeneste.

8) Ledelse - en sag for hele fællesskabet
Der er stadig en tro på lederskab, men samtidig et opgør med autoritære kirkelige systemer, som mere er udtryk for menneskelig magtudøvelse end guddommelig orden. I takt med tiden lægges mere vægt på netværk end hierarkier. Menighedens vision er ikke så meget overtagelse af en leders strategiplan. Men visionen vokser frem ud af fællesskabets midte - og den udføres ved hjælp af fællesskabets mangfoldige gaver og evner.
Eks. De karismatiske menigheders vægtlægning på udrustning af ledere (ledelsesmæssigt og nådegavemæssigt)

9) Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spiritualitetsformer
Der er formmæssigt en stor grad af innovation i denne bevægelse. Men man trækker i meget høj grad på brede dele af den lange kirkelige tradition som fundament. Der er stor indlevelse i liturgiske traditioner. Nadverens centrale betydning vægtlægges bredt i bevægelsen. Klassiske åndelige discipliner (bøn, faste, retræte, lectio divina, m.v.) tages i brug. Og der er plads til det holistiske, det mystiske, åndelig vejledningstraditioner, monastisk spiritualitet m.v.
Eks: I skandinavisk sammenhæng ser vi dette komme til udtryk i den svenske Pilgrim-bevægelse med Peter Halldorf i spidsen.

I den anglikanske kirke i England (Church og England) er man kommet langt mht. disse anliggender, og en officiel kirkelig kommission har arbejdet med hvad man kalder Mission-shaped Church. Fra denne gruppe har man analyseret mange forskellige nye former, som menigheder antager i dag. Nye eksempler på "fresh expressions of church" indføjes løbende på hjemmesiden www.freshexpressions.org.uk Og man er nu så langt, at man ændrer på kirke-lovene for at give plads til disse nye udtryk for kirke inden for den anglikanske kirkes strukturer, så man herved hjælper sådanne udtryk til at blive en del af den kirkelige orden og tilsyn og hermed undgå at disse fornyelsestiltag ender som marginaliserede grupper uden hjemstedsret. Det ville være ønskeligt om noget lignende kunne ske i Norge og Danmark.

Stormløb mod det 3. bud

Det løbes storm på mange værdier i vor tid. En af de helt store "værdisamlinger", som vi trods alt alligevel stadig "kender til", er DE TI BUD.
Og jeg skal love for at der løbes storm mod dem, ja jeg har nær sagt fra en kant af. Forhenværende biskop Jan Lindhardt har en god pointe ang. det tredje bud, og jeg håber ikke han tager mig det ilde op, at jeg citerer ham her på min BLOG

Af Jan Lindhardt

08. aug 00:00 Kan man se bort fra lukkeloven og helligdagspåbuddet, blot fordi 48 procent af befolkningen og Bilka synes det?

SÅ HAR DET SIDSTE PARTI i Folketinget smidt handsken og opgivet at forsvare lukkeloven. De Konservative går pludselig med brask og bram ind for dens afskaffelse. Det har længe været misvisende, at partiet kaldte sig ”konservativt”. Hvad det er blevet i stedet, er der vist ingen, der ved.

Dansk Folkeparti har for længst gjort det. Her kan man ikke skelne vælgere fra kunder, og derfor skal lukkeloven afskaffes. Venstre, Danmarks liberale parti, har for længst gjort det samme. Her hersker princippet at ”lyst er lov”, og hvis der er kunder til søndagsåbent, så skal man naturligvis (!) have åbent. Det mener Bilka, halvdelen af forbrugerne og derfor også Venstre.

Nogenlunde den samme indstilling findes hos resten af Folketingets partier. Også Socialdemokraterne? Ja, også dem, selvom de hidtil har stået tøvende sammen med De Konservative i dette spørgsmål.

Jeg skal ikke gentage alle argumenterne for at beholde resterne af en lukkelov, men blot i al korthed nævne de vigtigste: betydningen af at have helligdage i et samfund og ikke blot fridage. De første er vi fælles om, de sidste er private.

Og spørgsmålet er, hvor meget privatliv man kan have, hvis man stadig skal bevare illusionen om at have et samfund. Det er ikke uden grund, at ”privat” i antikken betød ”idiotisk.” Hertil kommer hensynet til de ansatte, der invalideres i deres samvær med familie og venner.

Så meget, så skidt, men der er én ting, der undrer, og det er, hvor det kirkelige landskab er henne. Det drejer sig dog om det 3. bud i loven: ”Du skal holde hviledagen hellig”.

Ikke mindst Indre Mission, Danmarks bibeltro kirkelige retning – hvor bliver de af i debatten? De er optaget af andre ting, for eksempel at gøre præster til mænd. Her er man pludselig meget bibeltro, skønt man ikke har andet at støtte sig på end en irriteret bemærkning fra Paulus om, at kvinder skal tie i forsamlinger.

For nogen tid siden kørte jeg i taxa, hvor chaufføren havde en GPS, der kunne vise ham vej. På et vist tidspunkt adlød han ikke den venlige dame med en kultiveret, let nord­københavnsk stemme, og hun blev derfor ved med at sige ”Hold til højre” – ”Hold til højre”. Men taxamanden havde nu bestemt, at han ville køre ligeud, og til sidst råbte han: ”så hold dog kæft, kælling!”. Sådan kan vel alle mænd have det med det modsatte, temmeligt snakkende køn, og det har åbenbart også grebet Paulus i et kort, ubevogtet øjeblik. Men at lave teologi på en uoverlagt bemærkning turde være letsindigt. Det er hverken Paulus eller det omtalte køn tjent med.

Derimod er det jo noget helt andet med det 3. bud i loven. Moses er blevet kaldt op på Sinai bjerg for at modtage buddet sammen med de ni andre. Man kan derfor ikke sige, at det blot er en uoverlagt bemærkning, som man kan læse hen over, som det passer én. Gud overvejede sagen grundigt, og det varede derfor længe, inden Moses kom ned fra bjerget igen.

Derfor er buddene faktisk et led i den kristne forkyndelse for os lutheranere som for andre kirker. Luther fremsagde dem hver aften, inden han lagde sig til at sove, sammen med trosbekendelsen, fadervor. Det viser, at buddene for ham hørte med til troen. Han tog dem derfor også med i sin katekismus.

En ting er Indre Mission, som læser Bibelen, som de selv vil. Det gør vi andre også til en vis grad, men forhåbentlig ikke med Missionens tilfældighed. Noget andet er: Hvad siger resten af det kirkelige landskab og dets ledere? Om mange ting i Bibelen kan man sige, at de er blevet uaktuelle.

Kvinderne går ikke længere med tørklæde, selvom Paulus anbefaler det. Men kan man se bort fra lukkeloven og helligdagspåbuddet, blot fordi 48 procent af befolkningen og Bilka synes det? I øvrigt ville de 48 procent sikkert dale betydeligt, hvis man inddrog nogle af de videre perspektiver i spørgeundersøgelsen. Bilka vil derimod fortsat være stålsat, må man gå ud fra.

Har Jan Lindhardt en pointe her?
Jeg føler mig i hvert fald ramt, også selv om nogle i IM vil betakke sig for en som mig fra Dansk Oase

Spotte Helligånden

Denne søndags tekst er for de fleste præster en vanskelig tekst, og jeg citerer lidt fra den:
Matt 12: Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Jeg fornemmer i mit hjerte, at det anliggende Jesus havde overfor dem og os er følgende:
- Det er i orden, at I siger mangt og meget dårligt om mig, men I skal vide dette:
- Helligånden gør Guds værk. Når ører og øjne åbnes, så er det Helligåndens værk
- når en ond ånd drives ud er det Helligåndens værk, der viser, at det ondes magt er brudt og knust
- når helbredelser af forskellig slags sker, er det Helligåndens værk, der åbenbarer at Guds rige er kommer nær.
- når nådegaver uddeles og mennesker udrustes til at gøre noget ekstraordinært, er det Helligånden i aktion på min befaling med det formål at Guds rige skal vokse og udvides helt til verdens ende.
- når mine ord lyder, taler Helligånden for at I kan modtage og erfare frelsen og for at I kan opleve at få et nyt liv, for jeg er den frelser Gud har sendt til jer og mine tegn og undere underbygger det jeg siger og I skal blot tage imod det, så bli´r I frelst.
Os, der er samlet her i dag står ca. samme sted som alle tilhørerne dengang. Der var mange, der glædede sig og tog imod, ja blev frelste, for at bruge det ord, eller kom til tro på, at Jesus var Guds søn og verdens frelser, og i deres hjerter tog de imod. Sådan vil reaktionen også være i dag her i dag i Vamdrup kirke. Vi kan præcis gøre det samme i dag. Sige:
- Jeg tror på det, der står i Bibelen om Jesus Guds søn.
- Jeg tror på det han har sagt.
- Jeg tror på det han har gjort af store ting gennem sine undere. Jeg tror, at han er opstået fra de døde påskemorgen og at han forinden skærtorsdag indstiftede livets måltid og langfredag på Golgatas kors sonede min og hele verdens synd.
Har man det sådan, går man herfra i dag med fred, glæde og tro i sit hjerte og med en vished om, at man er et Guds barn og findes i nådens stand.

Men der er også et men
For Jesus havde nogel alvorlige ord til sin samtid, til farisæerene eller hvem det var. Til dem sagde han ca sådan her:
Men samtidig skal I vide, at når I taler imod det, der sker for øjnene af jer, spotter det, prøver at bortforklare det, ja, så skal I vide, at det fører jer til et punkt, hvor der ikke længere er tilgivelse. Mærk jer mine ord.
Men med alvor og en vis smerte må jeg sige, at det ikke kan afvises, at der også i dag kan sidde personer der siger: Jeg tror ikke en dyt på det, der bli´r sagt i dag.

Har jeg ret i, atdet er en alvorlig sag

Følgeskab med Gud - at tage sit kors op

Velfærdskristendommen koster kun lidt eller ingenting. Den tillader os at være som alle andre. Men som Peter Haldorff tankevækkende siger det i samme bog:
"Som et rusmiddel kan den afstumpe vores indre liv, dæmpe vores passion og lulle os ind i en behagelig sløvhed, hvor overskuddet til at give af os selv bliver mindre og mindre for hver dag, der går" -
-------------
Med tiden bliver vi gode til at dulme vores egen samvittighed. Vi er blevet åndelig sløve, og selv når vi læser Johannes Åbenbarings advarsel om ikke at svigte sin første kærlighed (Åb 2,4), må vi erkende, at det næppe har med en afkølet tro at gøre. Nej, det er sikkert mere villigheden til at give afkald, der er afkølet, ja måske er ved at dø.
Modet til at tage sit kors op, følge Jesus og betale prisen er ikke længere tilstede.
Cantalamessa omtaler i sin bog Livet i Kristus tre måder vi kan forholde os til Jesu død og en af dem er Jesu død som et eksempel:"FOR således elskede Gud verden, at han gav..." (Joh 3,16). Den kærlighed, der ikke er klar til at give noget, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved. Paulus siger om Jesus, at han "gav afkald" (Fil 2,7). Hans vej var lydighedens, en vej, der førte ham til korset.
Han var "lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Fil 2,8). Selv Jesus bad engang om at få lov til at slippe. "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi" (Matt 26,39).
Jesus var lige så meget menneske som hvem som helst af os, og noget inden i ham skreg ud i protest - ønskede at slippe - ville gå en anden vej.
Men inden han nåede til "amen" i sin bøn, sagde han: "Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Selv Jesus måtte "lære lydighed af det, han led" (Hebr 5,8).
Så vidt Cantalamessa og den pris, som Jesu måtte betale - altsammen en pris, som mange andre efter ham har måttet betale.

Er lydighed og følgeskab noget der er blevet en fremmed ting for os i dag?

Niels Peder Nielsen

Grundlov, flag, EU og Guds lov

I denne uge blev jeg nok lidt provokeret af følgende indlæg i Udfordringen

I både min kones og min familie har det været holdt i hævd at hejse vort smukke korsbanner ved alle højtidelige lejligheder, ved glæde helt til tops og ved sorg - på halv. Traditionen tro gik jeg kl. 8,30 ud for at hejse flaget. Da det var på halv, stoppede jeg spontant: Er det korrekt at sætte det helt til tops? De senere års regeringer har ringeagtet vor Grundlov, har tilsidesat den og har bevidst overtrådt den. Er Grundloven ikke død?En halv time senere fik jeg en e-mail fra en kær veninde, som i en menneskealder trofast har kæmpet for alt, hvad der er ædelt og dansk. Hendes brev røber samme tanker. Jeg vil lade hendes ord tale:”Så er det grundlovsdag; men denne grundlovsdag er anderledes end alle tidligere. EU-love står over alle nationale love. Derfor var Kronprins Frederik også for nylig i Bruxelles ’for at se, hvor de love laves, som han skal underskrive’. Danmark er degraderet til en slags vasalstat under den feudalstat, som Fogh Rasmussen åbenbart stræber efter at blive leder af. – ”Præsident Fogh”? Der burde i dag hænges kranse på alle de mange statuer i dronningeriget af grundlovsgiveren, Frederik den Syvende.Farvel du danske Grundlov! Din korte klare tekst til værn for land og borgere er skrottet til fordel for et misk-mask, som skal omfatte 27 landes forskellige kulturelle synspunkter. Hilsen – Gertrud.”For nogle dage siden udtalte en gammel frihedskæmper i en telefonsamtale: ”Danmarks ulykke er, at vort folk med regeringen i spidsen har mistet troen på Gud. Derfor famler de i blinde”.Hvordan kan Danmark leve under Guds vejledning og velsignelse, som det har gjort i tusinde år, når vor regering og folk bander ham ud af det offentlige rum? Ja, desuden baner vej for fremmede guder?(Forkortet, red.)

Jørgen D. Grønbæk,Holstebrovej 65,7800 Skive.

Men har de ret?
Kom blot med kommentarer