Men tag dig tid til at nærlæse, hvad hun her har på hjerte
Iben Thranholm | 11. januar 2013 KD
Præsident Obama græd offentligt over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook-skolen. Men det havde været bedre, hvis han samtidig havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, skriver Iben Thranholm
Kort før jul fik verden et chok over den voldsomme massakre på Sandy Hook-skolen i Newtown, hvor den 20-årige Adam Lanza skød 20 skolebørn og seks voksne, heriblandt sin egen mor. I ugerne efter lød spørgsmålet igen og igen: Hvordan kunne det ske? Desværre er det ikke første gang, at en amerikansk skole bliver offer for et brutalt skyderi som dette. Tallet ligger op mod de 20. Den umiddelbare reaktion fra amerikanske politikere var, at det var for let at få adgang til våben i USA, og at loven derfor måtte strammes. Et overfladisk svar, der lader spørgsmålet om, hvad der får en ung mand til at begå så meget ondskab, stå ubesvaret tilbage.
Forleden læste jeg, at genforskere vil udtage dna-prøver fra massemorderen i Newtown, fordi man håber på at finde ondskabens årsag i de menneskelige gener. I dag er det neurobiologien, som opfatter mennesket og dets handlinger alene som et resultat af kold kemi, der hersker. Der foreligger endnu ikke nogen resultater, men selvom det skulle lykkes at finde en anden genstruktur end hos gode mennesker, giver det ingen retningslinjer for, hvordan samfundet skal forholde sig til ondskab.
Måske netop på grund af neurobiologiens udbredelse er der en enorm interesse for at forstå ondskab for øjeblikket. Boghandlernes hylder bugner af bøger og biografier om onde mennesker, som for eksempel de værste nazibødler fra Anden Verdenskrig og andre tyranner.
Peter Øvig Knudsens bestsellere ”Efter drabet”, ”Birkedal” og ”Blekingegadebanden”, som forsøger at kortlægge og forstå ondskab, fascinerer danskerne. Også det kontroversielle teaterstykke om norske Anders Behring Breivik, der dræbte 69 mennesker på Utøya, har været et tilløbsstykke, hvor billetterne blev revet væk.
Vi vil have indsigt i det onde, fordi vi tror, at vi kan kontrollere og beherske det ved at forstå det. Det er naivt at forstille sig, at man kan forstå det onde. Det er som at prøve at spille skak med Djævelen. Han vinder, for i forsøget på at blive herre over det onde bliver man i stedet fristet og påvirket af det.
I stedet for at bore i, hvad ondskab er, skulle man hellere spørge, hvordan det kan være, at en kultur, der bygger på kristendommen, er blevet så rådvild og hjælpeløs, hvad angår ondskab. Bibelen giver klare svar på, hvor ondskab kommer fra, og hvordan man bør omgås den. Ondskab skal ikke forstås, men forsages. Interessen for ondskab er en form for hovmod.
I dagene efter tragedien på Sandy Hook læste jeg en samtale mellem Gud og en bekymret skoleelev slået op af amerikanske venner på Facebook. Eleven spørger Gud, hvordan han kan tillade så meget vold i skolerne. Gud svarer: Fordi jeg ikke længere er tilladt på skoler. På amerikanske (og skolerne i hele den vestlige verden) er man holdt med at lære børn at bede og at læse i Bibelen, hvor der står, at man ikke må slå ihjel, og at man skal elske sin næste. I stedet lader man underholdningsindustrien om at opdrage unge med film om vold, mord og promiskuitet.
Gennem voldelige computerspil træner teenagere sig selv til at slå ihjel og til at miste samvittigheden, så de til sidst ikke kan se noget forkert i at dræbe deres klassekammerater og sig selv. Eksperter har længe beroliget befolkningen med, at det ”bare var underholdning”, men Breiviks massemord på vore egne breddegrader beviser det modsatte. Underholdningsbranchen er i gang med at fostre en ny samvittighedsløs mennesketype. Først bliver børn ludomaner og sidenhen personlighedsforstyrret.
Præsident Barack Obama fældede offentligt tårer over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook og lovede, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at stramme våbenloven. Det havde været bedre, om han samtidigt havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, og alle de ufødte børn, Obamas politik fortsat tillader at blive dræbt.
Han skulle have lyttet, da Moder Teresa ved National Prayer Breakfast i 1994 sagde til daværende præsident Bill Clinton: ”Ethvert land, der tillader abort, lærer ikke dets folk at elske, men at bruge vold til at få, hvad de vil have.” Hvis præsidenten forbyder abort, kan han vende udviklingen. Hvordan skal unge, der vokser op i et samfund, hvor de ser deres forældre abortere deres søskende, fordi de har en sygdom, et forkert køn eller blot kommer på det forkerte tidspunkt, kunne respektere deres venners liv? Denne holdning til menneskeliv og lovgivning fører til afstumpethed overalt i samfundet.
Måske netop på grund af neurobiologiens udbredelse er der en enorm interesse for at forstå ondskab for øjeblikket. Boghandlernes hylder bugner af bøger og biografier om onde mennesker, som for eksempel de værste nazibødler fra Anden Verdenskrig og andre tyranner.
Peter Øvig Knudsens bestsellere ”Efter drabet”, ”Birkedal” og ”Blekingegadebanden”, som forsøger at kortlægge og forstå ondskab, fascinerer danskerne. Også det kontroversielle teaterstykke om norske Anders Behring Breivik, der dræbte 69 mennesker på Utøya, har været et tilløbsstykke, hvor billetterne blev revet væk.
Vi vil have indsigt i det onde, fordi vi tror, at vi kan kontrollere og beherske det ved at forstå det. Det er naivt at forstille sig, at man kan forstå det onde. Det er som at prøve at spille skak med Djævelen. Han vinder, for i forsøget på at blive herre over det onde bliver man i stedet fristet og påvirket af det.
I stedet for at bore i, hvad ondskab er, skulle man hellere spørge, hvordan det kan være, at en kultur, der bygger på kristendommen, er blevet så rådvild og hjælpeløs, hvad angår ondskab. Bibelen giver klare svar på, hvor ondskab kommer fra, og hvordan man bør omgås den. Ondskab skal ikke forstås, men forsages. Interessen for ondskab er en form for hovmod.
I dagene efter tragedien på Sandy Hook læste jeg en samtale mellem Gud og en bekymret skoleelev slået op af amerikanske venner på Facebook. Eleven spørger Gud, hvordan han kan tillade så meget vold i skolerne. Gud svarer: Fordi jeg ikke længere er tilladt på skoler. På amerikanske (og skolerne i hele den vestlige verden) er man holdt med at lære børn at bede og at læse i Bibelen, hvor der står, at man ikke må slå ihjel, og at man skal elske sin næste. I stedet lader man underholdningsindustrien om at opdrage unge med film om vold, mord og promiskuitet.
Gennem voldelige computerspil træner teenagere sig selv til at slå ihjel og til at miste samvittigheden, så de til sidst ikke kan se noget forkert i at dræbe deres klassekammerater og sig selv. Eksperter har længe beroliget befolkningen med, at det ”bare var underholdning”, men Breiviks massemord på vore egne breddegrader beviser det modsatte. Underholdningsbranchen er i gang med at fostre en ny samvittighedsløs mennesketype. Først bliver børn ludomaner og sidenhen personlighedsforstyrret.
Præsident Barack Obama fældede offentligt tårer over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook og lovede, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at stramme våbenloven. Det havde været bedre, om han samtidigt havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, og alle de ufødte børn, Obamas politik fortsat tillader at blive dræbt.
Han skulle have lyttet, da Moder Teresa ved National Prayer Breakfast i 1994 sagde til daværende præsident Bill Clinton: ”Ethvert land, der tillader abort, lærer ikke dets folk at elske, men at bruge vold til at få, hvad de vil have.” Hvis præsidenten forbyder abort, kan han vende udviklingen. Hvordan skal unge, der vokser op i et samfund, hvor de ser deres forældre abortere deres søskende, fordi de har en sygdom, et forkert køn eller blot kommer på det forkerte tidspunkt, kunne respektere deres venners liv? Denne holdning til menneskeliv og lovgivning fører til afstumpethed overalt i samfundet.
