Lad mig slå fast med det samme. Det er en frygtelig ulyksalig hændelse det ganske Norge har været udsat for i juli måned, og der har været sagt og skrevet så meget om det, om grunden, om motiverne osv, og jeg har slet ingen forudsætninger for at forstå eller forklare, hvorfor det er sket, men der var alligevel et eller andet, der sagde ja inden i mig, da jeg læste Anders Blichfeldts tanker og betragtninger i KD 6. august 2011, og jeg sender det hermed videre på min BLOG til orientering, reflektion og eftertanke.
Vurder selv
Fænomenet Breivik.
Sagens kerne er ikke ideologisk
De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste, skriver Anders Blichfeldt om terrorister som Anders Breivik, Valerie Solanas og James Earl Ray
Anders Blichfeldt | 6. august 2011
Det begynder med en personligt krænket rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet, skriver sognepræst Anders Blichfeldt
Begge parter deler samme præmis for udvekslingen – noget i retning af, hvad Politiken udtrykte i sin leder den 25. juli, at ”... fredagens koldblodige grusomhed var ligesom islamistisk terror næret af ... forestillinger om islam. Mens al-Qaeda og deres ligesindede ser sig selv som Guds soldater i en retfærdig krig, ser den norske terrorist sig som frihedskæmper for sit land og for en nordisk kultur, der er truet på eksistensen af islam”.
Og så kører medierne ellers i studier af Breiviks 1500 siders ordgyderier. Eller den kører i studier af højre- og venstrefløjsretorik, ligesom den tidligere har kørt i islam- og koranstudier efter 11. september 2001.
Disse emner er ikke irrelevante. De er bare ikke sagens kerne. Tillad mig at blære mig lidt: Jeg har gennem mange år haft sære læsevaner. Jeg har læst Unabomberens manifest, Valerie Solanas ditto, jeg har læst biografier om James Earl Ray, Lee Harvey Oswald, Charles Manson. Jeg har set en dramadokumentarisk film om John Wilkes Booth. Og nu følger jeg med i nyhedssagaen om Breivik.
De har noget til fælles alle til hobe, disse ”mørkets celebrities”.
De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste. Flere af dem har beredvilligt udtrykt sig offentligt om deres ”ideologier”, der viser sig at være en samling fikse idéer og monomane forestillinger.
Og hver gang kan jeg se, at ”i begyndelsen var hadet”. Det begynder med personlige krænkelser af overvældende grusomhed, ofte fra barndommen af. Det begynder med livsødelæggende skuffelser og uindfriede ambitioner. Det begynder med et vraget, marginaliseret individ. Nu har vi så en rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet.
NU GÆLDER DET om at lægge en plan og skaffe sig våben, så vores fortabte sjæl fra den sociale ødemark kan gøre regnskabet op med menneskeheden og samfundet. Og det gør rebellen ved at angribe samfundets dyrebare og elskede figurer eller institutioner: præsidenten, filmens eller musikkens stjerner, regeringshovedkvarteret.
Men først skal vi lige blogge og skrive og bånde sange og efterlade diverse optegnelser, gerne kryptiske, med indbyggede urimeligheder, der kan få dem til at tage sig gådefulde ud. Vi skal lige posere for kameraet med skydevåben og lægge det på You-Tube eller sende det til pressen vel vidende, at i morgen, efter udåden, vil verden se og bemærke mig, ansigtet fra marginen. Ham den glemte, ham den foragtede, ham, ingen gad have med at gøre.
Nu er det tid til handling. Bang bang, kan I høre mig nu? Og glad og tilfreds, endelig med fred i mit plagede sind, kan jeg lade mig transportere til fængslet i forventning om en kæmpe retssag, hvor jeg kan optræde og få endnu mere opmærksomhed. Oh, giv mig lov til at optræde i hjemmelavet teateruniform. Giv mig pen og papir til min forsvarstale ...
Min indsigt er: ”any old song will do” for sådan en vred taber. Han vælger måske nok ud fra iboende sympatier, men islam eller sydstatsracisme eller nordisk kultur er ikke hans egentlige motiv. Det viser sig i de forskellige ”manifester” ved nærlæsning. Ingen af dem giver mening (ville en nationalsindet nordmand gøre sådan mod sit land? Ville én, der hader Arbeiderpartiet, booste dets popularitet, som Breivik har gjort? – bare til et eksempel).
Det står endnu tilbage at afdække Breiviks personlige historie. Men jeg tør godt vove den påstand, at han næppe har oplevet sig selv accepteret og elsket for sin egen skyld. Og jeg påstår tillige, at hvis Breiviks sympatier havde ligget hos den yderligtgående venstrefløj, ville han stadig have begået sin terrorhandling.
Hans ”manifest” ville i så fald have bestået af 1500 sider revolutionær pseudofilosofi. Hans selvlavede uniform ville have været parti-sanagtig. Og de anklagende betragtninger om farlig retorik ville være kommet fra højre side af salen. Hvis Breivik havde været islamisk konvertit, ville hans manifest have bestået af korancitater og opfordringer til jihad. Og vi ville alle være engageret i en hed debat om islam, islamisme og Palæstinas skæbne, der nu har krævet menneskeliv i Norge.
Og vi ville tage fejl, som Sørine Gotfredsen tager fejl. Breiviks handling har i grunden intet med ”rationaler” om multikulturalisme at gøre. Lige så lidt som fodbold er kernen i fodboldhooliganisme.
Anders Blichfeldt,
sognepræst,
Gl. Holebyvej 4, Holeby
9. august 2011
2. august 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)
