En dumsmart reklame for menighedsrådsvalget 2008?

Helt fra starten og introduktionen af plakattegningen vedr. Menighedsrådsvalget 2008 har jeg haft den mening, at det var lidt useriøs, og nemt kunne virke anderledes end tiltænkt.
Det blev bekræftet for mig, da jeg læste Frederik Riis´s indlæg i Jydske Vestkysten, og som jeg bringer her med fare for at han "falder over mig", men jeg synes også han har en pointe. Her er hvad han sriver

Af borgerjournalist Frederik Riis, Kolding
Det er vigtigt at debatere kirken, og de etiske og moralske spørgsmål den afstedkommer. Det er sikkert bare en tastefejl. Men af en eller anden grund, er det første af de her indlæg forsvundet fra 'oversigten', så jeg siger det lige igen.
Det jeg sagde var, at kampagnen var moralsk betænkelig, idet vi, via klovnenæsen, fik skudt noget i skoene, vi ganske enkelt ikke er skyld i. Det er ikke os som befolkning der har sat næsen på præsten, og vi har heller ingen intention om at gøre det.

Kampagnen vender vores fraværenhed, overfor kirken, til en akt af bespottelse. Og det er ikke fair. Vi har ikke gjort nar. Vi er bare blevet væk. Det er to hvidt forskellige ting.

Det er muligt at kirken føler sig fornærmet over, at vi ikke læser doktrinerne mere indgående, at vi holder pjat-brylluper i kirkerummet, og at vi lader børnene have materielt fikserede konfirmationsfester. Men selv i disse tilfælde, er det dog stadig meningen, at kirken skal stå for det 'alvorlige'. Hvad den 'alvor' så end er, er den IKKE en klovnenæse.

Hvis kirkerummet materialiserer sig som flot og dyr kulisse, bliver det naturligvis også, med tiden, brugt som en kulisse. Jesus var ikke til store guld-lysestager, det er kommet til siden hen. Og selvom det er nok så traditionsrigt, at kommunikere det spirituelle pompøse, med det materielle og visuelt pompøse, kan man jo ikke undre sig over konsekvensen: At det materielle lynhurtigt kommer i fokus.

Alle religiøse institutioner der indeholder de fire grundkomponenter: Orakel, Præst, Facilitet og Doktrin har behov for at udtrykke storhed. Men storheden kan jo udtrykkes på mange mange andre måder: En levende debat, gode idéer, musikken, velgørenhed (ud af huset), og en smule selvironi... Og når det forsvinder, bliver vi væk fra kirken.

Men klovnenæsen er ikke vores moralske hovedpine, og vi gider ikke flere billige tricks - kære kirke - arvesynden er rigeligt...

Har han ret? Er der noget om snakken og træder man med reklamen nogen unødigt på manchetterne
Niels Peder Nielsen

Nyt og gammelt - igen og igen

Ordene af Jesus om nyt og gammelt er noget vi altid skal forholde os til. Jeg har nedenstående nogle betragtninger, som du kan være enig eller uenig med mig i ud fra følgende ord af Jesus

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!" Mark.2,14-22

Der er noget der springer i øjne og som kalder på vores focusering:
1. Den nye vin
2. De nye lædersække.
Hvad er det egentlig for to størrelser?

1. Den nye vin - det er, jeg har nær sagt selvfølgelig, Jesus selv. Han er den nye vin i kød og blod. Hans liv, hans ord, hans død og opstandelse er den nye vin, der altid skal sætte dagsordenen for os, for kirken, menigheden og verden. I sammenhængen med de ord, jeg har læst, kan vi forstå, hvad den nye vin er
1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.
Den nye vin er kaldet til at følge Jesus, og her skal alle være med, så mange som muligt
2. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Den nye vin er at “syge” skal møde den store læge, og blír raske - at “syndere” møder den Jesus, der kan tilgive synd og blive renset fra synd, skyld og skam.
3. "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Den nye vin er Jesus i blandt os. Vi skal ikke lede efter ham, og vi skal tilbede og ære ham i vore liv, som den levende og nærværende.
I forbindelse med denne tekst bad jeg Jesus om et anliggende og en klar pointe, og jeg fornemmede at han svarede: “Der skal være plads til mig og det jeg vil.”
Gentag det
Derfor skal vi altid være vågne på en række områder og give Jesus plads, for han ønsker førstepladsen, han ønsker dagsordenen altid - for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, osv osv

2. De nye lædersække
er - jeg havde nær sagt selvfølgelig - formerne, sammenhængen, rammerne, hvor Guds folk samles, udtænker strategier osv.
Vinsækkene skal kunne rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, Guds kraft og virkelighed, som vi stadig har i blandt os, så vi til stadighed kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det focus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle, så han konstant kan ,,spise med os" toldere og syndere, og dele sig selv med os, så vi i alt hvad vi foretager os, kan give plads for “Jesus og det han vil”.

Det er faktisk ret så vigtigt, at vinsækkene er de rigtige, så vinen ikke går til spilde
Jeg vil godt lige, at vi et øjeblik tager et nærkik på vinsækssituationen i den senmoderne tid vi lever i.
Nogen af de initiativer, som tás på det “vinsæksmæssige” område har fået en fællesnævner og samles ret ofte under en fælles betegnelse: Emerging Churches..
Ordet kan bedst oversættes med: Fremspirende kirker - hele tiden er på vej kirker. Ifølge ordbogen: Nyfrembrydende, netop opstået, på vej op, dynamisk og i stadig forandring.
Birger Nygaard har arbejdet med de nye strømninger gennem lang tid, og han sír at “det er en fællesbetegnelse for meget forskelligartede grupper af nye menighedsinitiativer, som søger at være kirke på nye måder i det postmoderne samfund.”
Hans rapport kan man læse om på hjemmesiden
--------
I en tid, hvor det kniber med at få folk til at gå i kirke, er det mange steder blevet et centralt projekt at få flere til at gå i kirke. Der er stigende enighed om, at menighedsråd skal søge at lægge mere vægt på det indholdsmæssige. Murstenene er jo ikke det vigtigste, men vi vil gerne have flere til at benytte sig af ”kirkens tilbud”. Villigheden til at komme “brugerne” i møde gennem særligt tilpassede programmer til forskellige segmenter er steget betragteligt de seneste år. Der er en stigende erkendelse af, at højmessen ikke kan dække alle behov. Kirken har begivet sig ud på markedet med en bred vifte af tilbud fra babysalmesang, spaghettigudstjenester , stillemeditationer eller som vi her i Hjarup, der har fire gudstjenestetyper. Altsammen har det sit udgangspunkt i den store tendens til tilbagegang for traditionel kirke og kristenhed, dels som følge af den stadigt tiltagende sekularisering; dels som følge af tendensen i retning af, at “selvet” bliver det sakrale projekt og "Gud" og religion som sådan kun får statistroller i forsøgene på personlig selvudvikling.
Opbruddet i kirken sker rundt omkring, hvis man kigger godt efter.
De seneste årtier har leveret en lang række forsøg på at skabe fornyelse i kirken lige fra aktivisme-prægede forsøg på gudstjenestefornyelse til karismatiske fornyelsesbevægelser, som feks. Dansk Oase, New Wine osv. Faren her kan være, at man har det med at lukke sig om sig selv, og på et tidspunkt størkne i en vis form, hvorved man selv bliver det, som man tidligere måske kritiserede - en stilart, der bliver sig selv nok.
------
Men hvilke træk skal “holdes i kog” hvis der skal komme noget positivt ud af bestræbelserne for at være kirke i den “senmodernistiske” kultur
Iflg. Gibbs' og Bolger's, der har skrevet en bog: Emerging Churches (Baker 2005) er der ni væsentlige kendetegn, som mere eller mindre præger disse nye kirkelige tiltag.

1) En identifikation med Jesu liv, og hvor man lader sig inspirere af Jesu eget liv og virke.
Kirkens mission har med vores livsstil mere end en særlig profession og aktivitet at gøre.
Eks.: WWJD

2) Man forsøger at transformere et sekulært rum.
Der er en tilbøjelighed til, at man deler verden op i hellige rum (kirken, kirkelige centre), hvor Gud er nær og at der er rum, tider og aktiviteter, som alene er sekulære og uden Guds nærvær. Sportshaller, diskoteker osv
Mange nye tiltag arbejder for, at hele livet kan leves helligt (overalt) og kan leves overalt til Guds ære , og det betyder, at alle steder kan gøres til helligt rum. Arbejdspladsen og fodboldklubben er ikke gudløst område, men også steder, hvor troen og efterfølgelsen kan udleves.
Eks.: Fabriksgudstjenester - friluftsgudstjenester

3) Et fælles liv
Det er kendetegnende, at en ungdomskultur, hvor fællesskab ofte føles meget skrøbeligt (i lyset af forældres skilsmissekultur m.v.) lægger meget vægt på fællesskabet. Ikke et institutionaliseret, formelt, postuleret fællesskab, men en kultur af netværk og relation, hvor venskaber er “bærende” (SMSkulturen - streetracere osv.
På samme måde kan venskabet og fælleskabet blive en del af den Gudsrigekultur, man ønsker at fremme. Kirken som folk og bevægelse bliver dermed mere prægnant end kirken som sted. Det ligger i en flydende netværkskultur, at sådanne fællesskaber løbende skifter karakter og udtryksformer. Det er stadig for tidligt at sige, at emerging churches på lang sigt virkelig vil lykkes i det at skabe stabile fællesskaber. Men længselen er tydelig.
Eks: Cellebaserede menigheder, venskabsevangelisation

4) Åben modtagelse af den fremmede
Nedrivningen af skellet mellem kirken og kulturen medfører en ny åbenhed over for den fremmede. Kirkens hjemsted er der, hvor den fremmede er og lever. Den fremmede er ikke bare objekter for kristen mission, men inviteres åbent til at være en del af fællesskabet. Samtidig med at bevægelsen har en stærk missional intention.
Eks. ALPHA, indvandrergudstjenester osv

5) Tjeneste for andre med gavmildhed
Emerging churches bruger mindre tid på at opbygge og vedligeholde en kirkelig parallelkultur med dertil hørende ressourcekrævende institutioner. Hermed bliver der mere tid og kraft til rådighed for at være til rådighed for tjeneste i kulturen/samfundet. Det er en værdi, at vi som kirke skal bidrage til det samfund, vi er en del af. Programmet er således ikke "at få folk til at gå i kirke", men at få kirken som Guds folk til at bære Guds riges værdier ind i almindeligt hverdagsliv. Dette kan give sig udtryk på mangfoldige måder inden for diakoni, social tjeneste, kunstneriske bidrag, indsats for unge, m.v.
Eks: Noise, Rock Solid bilvask osv

6) Deltage som medvirkende
Her handler ikke primært om de enkeltes kirkemedlemmers mange behov for tryghed og tilfredsstillelse. Tværtimod tror man, at der er behov for at blive befriet fra selvoptagetheden til fordel for et liv i tjeneste og gavmildhed. Kirken er et sted, hvor alle deltager i tjeneste for Gud og næsten.
Eks.: Vores menighed - helt ærligt

7) Skabende virksomhed (brug af kunstarter m.v.)
Det ligger som en helt naturlig del af den postmoderne kultur, at man udtrykker sig gennem et væld af kunstarter og medier. Det er bl.a. i denne ibrugtagning af samtidens udtryksformer, at man skaber helligt rum af noget, som ikke i udgangspunktet forbindes med noget kirkeligt. Kreativ udfoldelses til Guds ære ses i sig selv som en del af kristen gudstjeneste.

8) Ledelse - en sag for hele fællesskabet
Der er stadig en tro på lederskab, men samtidig et opgør med autoritære kirkelige systemer, som mere er udtryk for menneskelig magtudøvelse end guddommelig orden. I takt med tiden lægges mere vægt på netværk end hierarkier. Menighedens vision er ikke så meget overtagelse af en leders strategiplan. Men visionen vokser frem ud af fællesskabets midte - og den udføres ved hjælp af fællesskabets mangfoldige gaver og evner.
Eks. De karismatiske menigheders vægtlægning på udrustning af ledere (ledelsesmæssigt og nådegavemæssigt)

9) Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spiritualitetsformer
Der er formmæssigt en stor grad af innovation i denne bevægelse. Men man trækker i meget høj grad på brede dele af den lange kirkelige tradition som fundament. Der er stor indlevelse i liturgiske traditioner. Nadverens centrale betydning vægtlægges bredt i bevægelsen. Klassiske åndelige discipliner (bøn, faste, retræte, lectio divina, m.v.) tages i brug. Og der er plads til det holistiske, det mystiske, åndelig vejledningstraditioner, monastisk spiritualitet m.v.
Eks: I skandinavisk sammenhæng ser vi dette komme til udtryk i den svenske Pilgrim-bevægelse med Peter Halldorf i spidsen.

I den anglikanske kirke i England (Church og England) er man kommet langt mht. disse anliggender, og en officiel kirkelig kommission har arbejdet med hvad man kalder Mission-shaped Church. Fra denne gruppe har man analyseret mange forskellige nye former, som menigheder antager i dag. Nye eksempler på "fresh expressions of church" indføjes løbende på hjemmesiden www.freshexpressions.org.uk Og man er nu så langt, at man ændrer på kirke-lovene for at give plads til disse nye udtryk for kirke inden for den anglikanske kirkes strukturer, så man herved hjælper sådanne udtryk til at blive en del af den kirkelige orden og tilsyn og hermed undgå at disse fornyelsestiltag ender som marginaliserede grupper uden hjemstedsret. Det ville være ønskeligt om noget lignende kunne ske i Norge og Danmark.