Jeg bliver altid glad for at møde mennesker, som siger tingene ukompliceret og forståeligt. Så kan det godt være, at man er uenig med dem, ja, men man har da i det mindste forstået, hvad de har sagt eller skrevet.
I KD 3. dec. 09 læste jeg et synspunkt af teolog og debattør Katrine Winkel Holm, og hvor hun har den lille/store pointe, at pege på, at et ja til minareter, til store moskeer, uden tvivl er vejen for en islamisering af det til enhver tid bestående samfund.
Har hun ret i det? Læs selv følgende, som jeg har sakset fra KD.
Niels Peder Nielsen
02. dec 2009 00:30 Når muslimer fortolker forbudet mod minareter i Schweiz som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen, skriver teolog og debattør Katrine Winkel Holm
Katrine Winkel Holm
Vi skal have et forbud mod minareter. Schweiz har vist os vejen og skåret kagen, eller schweizer-osten, præcis som den skal skæres: Ja til moskeer, nej til minareter. Ja til religionsfrihed, nej til religionslighed.
Europæiske meningsdannere, der uden grund benævnes "eliter" - de aner jo sjældent det ringeste om islam, kristendom og Vestens lange historie - fordømmer over én kam det lille modige alpeland. Og muslimer som Naveed Baig forsøger her på siden at fremstille søndagens ja som et ja til stenkastning mod moskeer og almindelig muslim-hetz.
Under niveau, hr. fængsels-imam! Det kan godt være det er sådanne argumenter dit store forbillede, euro-islamisten Tariq Ramadan benytter. Men det gør ikke metoderne kønnere. Prøv i stedet at høre, hvad partiet, der foreslog afstemningen selv giver som begrundelse for forbuddet:
»Forbuddet mod minareter er at opfatte som et umisforståeligt afslag på denne form for islam [politisk islam], med den religiøse lov sharia, der er i direkte konflikt med grundlæggende friheder og rettigheder, der er garanteret i den schweiziske grundlov. Alle personer, der bor i Schweiz, bør respektere vores grundlov. De, der forsøger at bruge minareten som et tveægget politisk sværd for at pånøde os en anden lov, shariaen, hører ikke til i vores land«.
Det, schweizerne altså i virkeligheden siger, er, at deres nej til minareter er nej til politisk islam. Nej til sharia. Og hvem kan være uenig i det?
Så når muslimer fortolker nej'et som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen. At islam ikke kan eksistere uden minareter og højlydt bøn, der dominerer hele området og dermed markerer at her regerer islam.
Jamen, hvis det er rigtigt, så har de da selv leveret argumentet for et minaret-forbud: Hvis vil vi bevare Vesten med alt hvad vi står for: Med frie selvstændige kvinder, med kirkeklokkeklang i det offentlige rum, med verdslige love og frihed til tro og vantro, så skal vi i gang med at forsvare os mod islamiseringen. Ikke i morgen, men i dag.
Jo, muslimer må praktisere deres tro –men på vores vilkår. Hvis Naveed Baig f.eks. vil følge Koranen og tage sig fire koner, så siger vi nej. Der er forbud mod flerkoneri. På dette punkt kan han ikke praktisere sin tro. Det samme med minareter.
Byg moskeer som jøder gennem århundreder har bygget synagoger: Bedehuse, hvor man kan samles i tro på sin gud – men ikke i mastodont-byggerier, der vil dominere området og virkeliggøre visionen, som Tyrkiets præsident engang luftede:
»Demokratiet er kun det tog, vi vil stige på for at nå vores mål.
Moskeerne er vores kaserner, minareterne er vores bajonetter, moskeernes kupler er vores hjelme, og de troende er vores soldater«.
Dejligt, ikke?
En tysk kommentator skrev for nylig: Schweizerne har taget det første skridt mod islamiseringen. Vi bør gå i deres fodspor.
