20. april 2010

Vi skal ikke være blåøjede overfor muslimernes tilsyneladende positive hensigter i forhold til religionsfriheden

Det har forhåbentlig lange udsigter med Tyrkiets indlemmelse i EU, for selv om man på papiret har religionsfrihed, så er praksis noget helt andet. Jeg har ved selvsyn på NordCypern set kirker omdannet til moskeer, men jeg var ikke klar over, at det stod så galt til, som vi kunne læse om det i KD 19. april 2010.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen


Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia

Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.

Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.

10. april 2010

Household - Oikos - storfamilie

Vi er nogen, der gennem en tid blevet udfordret i forskellige kirkelige sammenhænge, senest på KPN samlingen i Norsminde, på den opfattelse, om kernefamilien, som snæver kernefamilie med hække osv., på sigt kan overleve.
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver


Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag

Af Freja Bech-Jessen

Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-

Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.

– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.

– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.

– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.

Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.

– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

2. april 2010

Er det rimelig pressedækning eller er det hetz?

Jeg er ikke skabskatolik, som nogen måske på grund af mine to sidste indlæg kunne fornemme, men jeg har det ikke godt med den hetz, som jeg synes pressen efterhånden udøver mod den katolske kirke, en hetz, en mistænkeliggørelse, som kommer til at ligge som en bestemmende bærebølge, så man glemmer de mange gode ting, som den milliardstore kirke trods alt også gør.
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.

Niels Peder Nielsen

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs

Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.

Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.

Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.

Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.

Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.

Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.

Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.

Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.

Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”

I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.

Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den