Jeg læste forleden et interview med entertaineren Flemming Jensen, der er blevet dialogambassadør for Danmission.
Han siger det underfundigt sådan (kursiveringen er mine)
Vi har i kirken et forum, hvor vi kan tale om de ting der er vigtige i livet, og hvor vi ikke blot lader os drive bevidstløst med strømmen. Vi er i vores tid blevet så fokuseret på Underligheden, hvor vi måske hellere skulle være optaget af Inderlighed.
På samme måde med Underholdning, der har fået høj prioritet - hvorimod Holdning er nedprioriteret.
Vores kultur er kort sagt blevet til adspredelse, hvor den hellere skulle være koncentration. Derfor er det, der naturligt foregår i det kristne rum, en mulighed for os til at kunne begive os ind i inderligheden og koncentrationen.
Har han ret i det?
