Følgeskab med Gud - at tage sit kors op

Velfærdskristendommen koster kun lidt eller ingenting. Den tillader os at være som alle andre. Men som Peter Haldorff tankevækkende siger det i samme bog:
"Som et rusmiddel kan den afstumpe vores indre liv, dæmpe vores passion og lulle os ind i en behagelig sløvhed, hvor overskuddet til at give af os selv bliver mindre og mindre for hver dag, der går" -
-------------
Med tiden bliver vi gode til at dulme vores egen samvittighed. Vi er blevet åndelig sløve, og selv når vi læser Johannes Åbenbarings advarsel om ikke at svigte sin første kærlighed (Åb 2,4), må vi erkende, at det næppe har med en afkølet tro at gøre. Nej, det er sikkert mere villigheden til at give afkald, der er afkølet, ja måske er ved at dø.
Modet til at tage sit kors op, følge Jesus og betale prisen er ikke længere tilstede.
Cantalamessa omtaler i sin bog Livet i Kristus tre måder vi kan forholde os til Jesu død og en af dem er Jesu død som et eksempel:"FOR således elskede Gud verden, at han gav..." (Joh 3,16). Den kærlighed, der ikke er klar til at give noget, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved. Paulus siger om Jesus, at han "gav afkald" (Fil 2,7). Hans vej var lydighedens, en vej, der førte ham til korset.
Han var "lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Fil 2,8). Selv Jesus bad engang om at få lov til at slippe. "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi" (Matt 26,39).
Jesus var lige så meget menneske som hvem som helst af os, og noget inden i ham skreg ud i protest - ønskede at slippe - ville gå en anden vej.
Men inden han nåede til "amen" i sin bøn, sagde han: "Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Selv Jesus måtte "lære lydighed af det, han led" (Hebr 5,8).
Så vidt Cantalamessa og den pris, som Jesu måtte betale - altsammen en pris, som mange andre efter ham har måttet betale.

Er lydighed og følgeskab noget der er blevet en fremmed ting for os i dag?

Niels Peder Nielsen