En dumsmart reklame for menighedsrådsvalget 2008?

Helt fra starten og introduktionen af plakattegningen vedr. Menighedsrådsvalget 2008 har jeg haft den mening, at det var lidt useriøs, og nemt kunne virke anderledes end tiltænkt.
Det blev bekræftet for mig, da jeg læste Frederik Riis´s indlæg i Jydske Vestkysten, og som jeg bringer her med fare for at han "falder over mig", men jeg synes også han har en pointe. Her er hvad han sriver

Af borgerjournalist Frederik Riis, Kolding
Det er vigtigt at debatere kirken, og de etiske og moralske spørgsmål den afstedkommer. Det er sikkert bare en tastefejl. Men af en eller anden grund, er det første af de her indlæg forsvundet fra 'oversigten', så jeg siger det lige igen.
Det jeg sagde var, at kampagnen var moralsk betænkelig, idet vi, via klovnenæsen, fik skudt noget i skoene, vi ganske enkelt ikke er skyld i. Det er ikke os som befolkning der har sat næsen på præsten, og vi har heller ingen intention om at gøre det.

Kampagnen vender vores fraværenhed, overfor kirken, til en akt af bespottelse. Og det er ikke fair. Vi har ikke gjort nar. Vi er bare blevet væk. Det er to hvidt forskellige ting.

Det er muligt at kirken føler sig fornærmet over, at vi ikke læser doktrinerne mere indgående, at vi holder pjat-brylluper i kirkerummet, og at vi lader børnene have materielt fikserede konfirmationsfester. Men selv i disse tilfælde, er det dog stadig meningen, at kirken skal stå for det 'alvorlige'. Hvad den 'alvor' så end er, er den IKKE en klovnenæse.

Hvis kirkerummet materialiserer sig som flot og dyr kulisse, bliver det naturligvis også, med tiden, brugt som en kulisse. Jesus var ikke til store guld-lysestager, det er kommet til siden hen. Og selvom det er nok så traditionsrigt, at kommunikere det spirituelle pompøse, med det materielle og visuelt pompøse, kan man jo ikke undre sig over konsekvensen: At det materielle lynhurtigt kommer i fokus.

Alle religiøse institutioner der indeholder de fire grundkomponenter: Orakel, Præst, Facilitet og Doktrin har behov for at udtrykke storhed. Men storheden kan jo udtrykkes på mange mange andre måder: En levende debat, gode idéer, musikken, velgørenhed (ud af huset), og en smule selvironi... Og når det forsvinder, bliver vi væk fra kirken.

Men klovnenæsen er ikke vores moralske hovedpine, og vi gider ikke flere billige tricks - kære kirke - arvesynden er rigeligt...

Har han ret? Er der noget om snakken og træder man med reklamen nogen unødigt på manchetterne
Niels Peder Nielsen