Er Hamas af samme skuffe som Taleban?

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal mene, men den 23. januar 2009 kunne man læse en ret så åbenhjertig kronik i Jyllands Posten af virksomhedskonsulent Poul Højlund fra Kjellerup. Døm selv og vurder selv. Har han ret, har vi med en umenneskelighed af dimensioner, som trodser enhver beskrivelse at gøre.
Niels Peder Nielsen




Kronik: Støt palæstinenserne, støt Israel
POUL HØJLUND konsulent, Kjellerup

Offentliggjort i JP 23.01.09 kl. 20:20

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side, skriver Poul Højlund.

Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.

En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.

Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.

Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.

Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.

Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.

Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?

Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der »jo altid er ballade i Mellemøsten«. Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at »Israel er skurken«. Intet turde være en større løgn.

Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.

Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-”journalister”. Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.

De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.

Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.

Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.

Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.

Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.

Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?

Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.

Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?

Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.

Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?

Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.

Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.

Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?

Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?

Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige ”fredsdemonstrationer” entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.

Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.

Den store humanistiske karakterbog

Jeg har selv oplevet en vis skævvridning i debatten om Gazakonflikten, og jeg er måske lidt ensidig på min BLOG ved at lade dem komme til orde, som i en vis udstrækning taler Israels sag, men det mener jeg mig i min gode ret til, fordi jeg gerne vil give debatten bredde og et ret focus.
Jeg tillader mig derfor at bringe en artikel af Adam Holm fra TV2, en artikel bragt i Politiken den 9. jan.




Den store humanistiske karakterbog
Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?
Af ADAM HOLM

Adam Holm er ph.d., journalist, DR 2

Det klinger sært gammeldags. Som noget fra Giro 413. »Vi bringer en hilsen fra ’Israels venner’, som takker for en herlig aften. De samlede efterfølgende ind i Onkel Arons kalot og vil nu gerne høre Hava Nagila«.

Støvet eller ej, taktløst eller ej, det giver mere mening end længe at finde udtrykket frem af gemmerne og værne om det.

Indrømmet, det sker ikke uden at tage en dyb indånding. Vi ved jo, hvad Israels navn nu forbindes med. Blodige dage i Gaza. Say no more. Eller rettere: Say some more!

Vi rammes nemlig bestandigt på den følelsesmæssige centralnerve dér, hvor det analytiske beredskab kobles fra. Det er hjerteskærende at se fotografierne af de dræbte palæstinensiske børn. Er man selv forælder, kræver det ikke en rejse på tværs af kultur, religion og geografi at sætte sig ind i de sørgende palæstinenseres afsindige ulykke. Det er så bedrøveligt, som det kan være.

Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skrive det lille ord ’men’ efter denne konstatering, eller om de uhyrlige handlinger lukker for al videre tale om motiver og årsager. Moralsk set – uden at ville tærske pseudofilosofisk langhalm på, hvis moral det i så fald måtte være – er det vanskeligt.

At skrive noget i retning af »De mange dræbte børn og civile voksne palæstinensere er naturligvis dybt sørgeligt, men ... « giver ikke point i den store humanistiske karakterbog.

Hvis Israels blodige angreb i Gaza ses som statsterrorisme vendt imod en forfærdet og undertrykt befolkning, er det bare at stoppe al videre læsning her. Store dele af den danske venstrefløj og nogle af vores hjemlige muslimske organisationer tænker sådan. Jeg er uenig. Og jeg er bekymret af samme grund.

Ikke at mine forestillinger har en etisk forrang frem for det modsatte synspunkt. Nej, bekymret, fordi tilsyneladende stadig færre i debatten her til lands, sådan som den har udfoldet sig i flere af dagbladene – fra det store Europa er der i øvrigt tilsvarende tegn at spore – gider forholde sig til det israelske argument, den side af sagen, hvor ’men’ er en nødvendig tilføjelse.

Hvorfor dog egentlig? Er det ikke kun ret og rimeligt, at et land beskytter sine borgere mod angreb udefra?

Israels fremfærd i Gaza er til diskussion. Det skal de også være. Ødelæggelsen af vigtige dele af infrastrukturen i Gaza, afskæring af forsyningslinjerne, den voksende humanitære krise, manglen på medicin, vand og elektricitet, er det retfærdige handlinger over for en allerede ualmindeligt hårdt prøvet befolkning?

Kun en hjerteløs satan vil mene, at dét er retfærdigt. Og jeg er indbildsk nok til at hverken tro mig hjerteløs eller satanisk. Så hvordan krigen har været forsvarlig, måske ligefrem ’retfærdig’?

Der eksisterer jo ingen reel trussel mod Israel, sådan som adskillige kritikere herhjemme synes at mene. Ingen trussel? Adskillige tusinde raketter affyret mod områder i det sydlige Israel. Har det intet af sige?

Tag til Israel og spørg folk uden for de største byer, hvordan det er at leve i landet, og mange vil svare, at de føler sig fanget i en konstant krigstilstand, en situation med permanent mobilisering, og derfor reagerer en stor del af israelerne ikke længere efter standarder, vi vil betegne som normale.

Den europæiske udlægning lyder gerne som følger: Palæstinenserne ydmyges og forhånes, det er derfor kun naturligt, at de tyr til vold, mens jøder, som selv har været så hårdt ramt, burde vide bedre. Altså er budskabet til Israels jødiske befolkning: I, der enten selv har oplevet pogromer, udryddelseslejre og fordrivelse eller er efterkommere i andet og tredje, måske endda fjerde slægtled efter ofrene for Holocaust, I må simpelthen lære at styre jer, når nogen atter vil jer til livs!

Hvabehar!? Det er ikke bare grov kynisme, men hykleri i mesterklassen.

Det er to generationer siden, at millioner af jøder blev myrdet i Europa. Hvorfor? Fordi de var jøder. Intet andet. Uden skelen til hverken køn, alder, politiske tilhørsforhold, seksuel orientering eller graden af religiøsitet.

På den baggrund, som jo ikke kun er nogle få falmede billeder i et fotoalbum, men levende historie for de fleste israelere, hersker der en foruroligende omgang med den historiske lære mange andre steder.

Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?

Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs. Det gør eksempelvis avisen Ha’aretz, men selv når den på lederplads lader fordømmelserne hagle ned over de formastelige i den politiske top og militære ledelse, husker den at sondre mellem Israel, jøder, den israelske hær osv.

Det er disse nuanceringer, som Ha’aretz bærer på rygraden, der ofte mangler i de europæiske medier, og som derfor gør det til en vanskelig, men så meget desto vigtigere manøvre at føje et ’men’ til historierne fra Gaza.

Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.

Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme?

Se på vores egne tiltag her på kontinentet. Adskillige europæiske lande, herunder Danmark, har i kølvandet på 11. september 2001 vedtaget kontroversielle terrorlovgivninger. Og overvågningen af mistænkelige personer og grupper er blevet kraftigt forøget.

Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen.

Angrebet på Gaza gør næppe underværker i så henseende, ja det gør formentlig kun ondt værre, men et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.

Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.

Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.

Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.

Der er altid en risiko for, at et samfund i krig mister fornemmelsen for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Historien viser os, at mange af denne verdens mønsterdemokratier i krigstider har handlet på en måde, der var uforenelig med deres egne værdisæt.

Israel er bestemt ikke bedre end mange andre lande, der har oplevet en spænding mellem at være et frit land og et land i en dødelig konflikt, men heller ikke værre. Hvis det er regeringen i Jerusalem, som er problemet i den kritiske europæiske vurdering af, hvor problemet ligger, så vil det være klædeligt at forsøge at finde ud af, om befolkningen deler dens opfattelse i måden krigen føres på.

Hvad forestiller man sig egentlig? At der er folkefest i Tel Avivs gader, traditionel kædedans i Jerusalem, offentlig hyldest af de heltemodige tropper i Haifa? At Israels jødiske befolkning, fraset de få hændervridende ’peaceniks’, sidder og godter sig over palæstinensernes ulykkelige tab, alt i mens de ringer til den krigsopviglende jødiske lobby i USA og stolt overbringer dem resultatet: »Shalom guys, vi har dræbt tusinder af deres, mens de kun har fået en snes af vores!«. Er det dét?

Okay, karikaturen er tyk, men mindre kan også gøre det. Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres.

De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder!

I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.

Hamas er ikke bare en national frihedsbevægelse, sådan som visse romantikere bilder sig ind. Læs den fremragende palæstinensiske journalist Zaki Chehabs bog ’Inside Hamas’ (2007). Chehab, som man bestemt ikke kan beskylde for at være en åndelig stikirenddreng for Israel, viser, hvordan Hamas fortsat står ved sit charter fra 1988, der tilsiger, at kampen først er tilendebragt den dag, islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det Døde Hav til Middelhavet.

Jo, der er visse pragmatiske åbninger her og hisset, og Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne.

Men intet peger på, at det får dem til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere.

Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn«. Det er Israels fjende lige nu. En fjende, der nyder støtte fra Hizbollah i det sydlige Libanon, det stærke muslimske broderskab i Egypten, islamisterne i Jordan og vigtigst af alle, fra præstestyret i Teheran.

Selvsamme land, hvis præsident Mahmoud Ahmadinejad flere gange har bedyret, at Israel er en fejl på landkortet, der bør korrigeres, men at jøder da skal være velkomne til at leve under islamisk overherredømme. Det er en del af grundlaget for at føje et ’men’ til, når talen falder på Israels overgreb.

Som bekendt er det fra ens rigtige venner, at sandheden skal høres. Og der er, som allerede antydet, en del at lade Israel høre. De mange år i rollen som brutal besættelsesmagt tager sig ikke pænt ud på cv’et. Men den forstandige kritik, man altid må rette mod et land, der kalder sig for demokratisk, er i de senere år taget gevaldigt til med krav om boykotkampagner af alt fra israelske akademiske artikler til avokado.

I dele af det politiske liv, i interesseorganisationer og blandt globaliseringsmodstandere er det naturligt at placere Israels politik over for palæstinenserne i en særlig kategori stemplet som racisme og etniske udrensninger. Den underliggende antagelse: hvis jøderne med deres lidelseshistorie kan udsætte andre for ’præcis det samme’, så må de på ironisk vis i dag indtage rollen som nazister, dvs. ondskaben i en ny forklædning.

Det er derfor, at dele af venstrefløjen, opbragte muslimer og Vatikanet taler om, at Israel har omdannet Gaza til en veritabel kz-lejr, og at den israelske kanontorden er den dystre første sats i et velkomponeret folkemord.

Det er en konstruktion, der har til formål at sige, at hvis jøderne kan agere lige så bestialsk som deres egne bødler, så har omverdenen sonet sin skyld.

Jødernes moralske trumfkort (læs: Auschwitz) er endegyldigt spillet af hænde. Så vidt kritikerne. Beklager, men det er skudt over målet, og hvad værre er, ensidigheden skræmmer. Hvorfor skaber Israels gøren og laden så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus?

Mit problem er, at jeg ikke kan huske, hvem på den danske venstrefløj – højrefløjen med for den sags skyld – der protesterede, demonstrerede og petitionerede, da russiske tropper i løbet af kort tid lagde Grosnyj i ruiner og forskelsløst dræbte i tusindvis af kvinder, børn og mænd.

Jeg har heller ingen klar erindring om, hvor koret af vrede stemmer lod sig høre, da serbiske styrker under Slobodan Milosevic begik krigsforbrydelser mod kroater og bosniske muslimer. Hvem talte om ’proportionsløse’ angreb dengang? Det er klart for enhver – nej, måske ikke enhver, men så de fleste – at der kun er én vej ud af miseren, en skilsmisse mellem israelere og palæstinensere i form af en tostatsløsning.

Det er ikke just en overrumplende vision. En tostatsløsning? Bravo, Einstein! Men har du et bud på, hvordan vi kommer derhen? På hvis betingelser? Og med hvilke konsekvenser? I al enkelhed: Nej, men det har andre og klogere mennesker på begge side af konflikten heldigvis. De har været tæt på før, og de skal nok komme det igen, men først må våbnene tie for alvor og dernæst argumenterne komme til deres ret. Også for Israels vedkommende. Helst uden det apologetiske ’men’.

Hvad er sandhed?

Ja det er jo det gamle spørgsmål, som også kom på tale, da Jesus var i forhør hos Pilatus. I disse tider, hvor vi bombarderes med "sandheder" fra alle sider, må vi nok sande, hvad en journalist engang nogenlunde sagde sådan: Sandheden er det første der ofres, når der er krig. Og det er ikke nemt at finde sandheden i den konflikt, som lige nu står på mellem Israel og Gaza, men jeg oplever at følgende leder i Jyllandsposten er med til at rykke sandheden derhen, hvor den rettelig hører hjemme, men det er der sikkert mange, der er uenig med mig i, men læs selv:

Leder: Israels kamp

Offentliggjort 29.12.08 kl. 03:00

Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel - omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet - befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet.

Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt »Nok er nok«.

Man kan diskutere proportionerne i det militære svar, om end det må anerkendes, at Israel synes at tage de hensyn til Gazas civilbefolkning, som selve krigens natur ellers vanskeliggør: Ifølge nyhedsbureauer er ca. 180 af de omkring 250 dræbte regulære Hamas-krigere.

Men der er grund til hele tiden at minde om disse grundlæggende forhold i den endeløse krig mellem Israel og de terrororganisationer, som omgiver landet, fordi der i så ulykkelig en konflikt hurtigt opstår en falsk symmetri, udmøntet i formuleringen: »De er lige gode om det. Ingen har noget at lade den anden høre«.

Dét er og bliver en manipulation; et moralsk og intellektuelt knæfald for volden og terroren. De to parter er netop ikke lige gode om det. Volden går én vej - og udløser så et svar. Israel har gennem årene givet sine fjender alle chancer. De er blevet afvist. Volden er tværtimod blevet optrappet:

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig ud af Sydlibanon. Har det ført til fred? Nej, raketterne regnede fortsat ned over Israel, så et militært svar på denne front blev uudgåeligt forrige sommer.

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig i 2005 ud af Gaza. Har det ført til fred? Nej, raketter og mortérgranater har lige siden regnet ned over Israel - ifølge israelske opgørelser 6.300 raketter og granater i dette tidsrum(!). Et militært svar er også her uundgåeligt.

Gaza er én stor tragedie. De humanitære forhold er forfærdelige. Halvanden million mennesker er presset sammen på et areal som Langeland. Alle samfundsstrukturer er brudt sammen. Det eneste, der fungerer, er åbenbart det militære apparat og viljen til konstant at udfordre Israel.

Er det Israels skyld? Hvornår stiller det internationale samfund de skiftende palæstinensiske regimer til ansvar? I årtier har Vesten pumpet et svimlende milliardbeløb i Gaza. Også Danmark har bidraget rundhåndet med midler, som var tiltænkt almindelige palæstinensere og et forsøg på at gøre regionen mere selvhjulpen. Hvad er der blevet af pengene? Ja, efterhånden har verdenssamfundet fundet ud af, hvad den bundkorrupte Yassir Arafat brugte milliarderne til. Han flottede sig med et to-cifret antal sikkerhedstjenester, foruden at hans privatkonti i udlandet blev holdt løbende forsynet.

Hvad Hamas bruger kræfterne og donorpengene til står efterhånden også klart. Der er bygget op mod 700 tunneler under grænsen til Egypten, som bruges til at smugle våben ind i Gaza, og man har kastet sig ud i en sideløbende kamp på liv og død mod den konkurrerende Fatah-organisation.

Israel kan ikke have noget ansvar for, at skiftende palæstinensiske ledelseskliker i den grad tager sin egen befolkning som gidsler i en formørket, fundamentalistisk kamp. Israel udgør reelt en vestlig forpost i denne kamp, hvilket understreges af, at på alle Israels fronter trækker Iran i trådene.

Vi skal forstå Israels situation. Men venner skal naturligvis også kritiseres, når der er grund til det.

Hvor langt er dette fra sandheden, tættere på eller længere fra? Døm selv.
Niels Peder Nielsen

Tankevækkende tanker om, hvorfor kvinden så mange steder lider - fordi de er kvinder!

Jeg læser lige nu en spændende og udfordrende bog af Stasi og John Eldredge - Bedårende - de feminine hjerte, og her blev jeg fanget af en for mig original tankegang, og sikkert ret så rigtig tankegang, og jeg gengiver fra et afsnit fra bogen, hvor forfatterne på en provokerende måde antyder, hvorfor kvinden "er jaget vildt"!


ET SÆRLIGT HAD

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12)

Krigen mod kvinden - dens lange historie og dens kvalmende brutalitet - kan kun forklares ud fra de onde, åndelige kræfter, Bibelen advarer os imod. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at mænd (og visse kvinder, som deltager i angrebene på deres kønsfæller) ikke skal holdes ansvarlige for deres måde at behandle kvinder på, overhovedet ikke. Dermed være blot sagt, at ingen forklaring på de angreb, Evas døtre udsættes for, er fyldestgørende, hvis ikke den åbner vores øjne for, at Mørkets Fyrste nærer et ganske særligt had til kvinden.
Lad os atter engang vende opmærksomheden mod det, der skete i Edens have.
Det, vi skal lægge mærke til, er, hvem den Onde er ude efter.
Hvor vælger Satan at sætte sit angreb mod menneskeheden ind?
Han kunne have angrebet Adam, men det gjorde han ikke.
Satan vender blikket mod Eva og går direkte efter hende.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor han vælger Eva?
Måske er det, fordi han - som det rovdyr, han er - vælger det svageste bytte. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, for Satan er beregnende og gennemført hensynsløs.
For os at se har Satan imidlertid også en anden grund til at angribe menneskeheden gennem Eva.
Du ved måske, at Satan oprindeligt hed Lucifer eller Morgenens Søn. Navnet vidner om en herlighed, en stråleglans eller et særligt lys ved ham. Det vidner om fordums storhed.
Mange mener, at Lucifer ligefrem var øverstbefalende for Guds hær af engle, vogter af Guds herlighed.

Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven Alle slags ædelsten sad på din dragt rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig den dag, du blev skabt Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten (Ez 28,12 14)

Af fuldendt skønhed. Det er nøgleordene. Lucifer var fabelagtig. Han var blændende. Og det blev hans fald. Stoltheden slog rod i Lucifers hjerte. Den vældige engel begyndte at føle, at han blev snydt for noget. Han begyndte at synes, at det egentlig var ham, Lucifer, der skulle tilbedes frem for Gud.
Pludselig var han ikke længere tilfreds med at spille en ædel rolle i Guds historie; han ville have historien til at handle om ham selv. Han ville være stjernen. Han ville selv have al opmærksomheden og beundringen ("Lille spejl på væggen der - ")

Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans (Ez 28,17)

Satans skønhed blev hans fald. Nu søger han hævn ved at angribe og ødelægge skønheden. Overalt i skaberværket hærger han med landminer, olieudslip, brande, Tjernobyl. Som en psykopat, der hader stor kunst, prøver han at vandalisere al den skønhed i verden, der vidner om Guds herlighed.
Det er derfor, han hader Eva mere end noget andet.
Hun er bedårende og enestående vidunderlig. Hun er det, han ikke længere kan være. Hun er en inkarnation af Guds egen skønhed. Mere end noget andet i skaberværket afspejler hun sin Skabers herlighed. Hun forfører hele verden på Guds vegne, og derfor hader Satan hende med en jalousi, vi slet ikke kan forestille os.
Og det er ikke alt. Den Onde hader også Eva, fordi hun giver liv. Det er kvinden, der bærer og føder børnene, ikke manden. Kvinden nærer livet og bringer det til verden, ikke bare i en rent fysisk forstand, men også på alle andre måder sjæleligt, åndeligt og i relationer mellem mennesker. Satan har været en morder - lige fra starten (Joh 8,44). Han bringer død og fordærv, og hans rige er dødens rige. Menneskeofringer, folkemord, Holocaust, abort - det er alt sammen hans opfindelser. Eva er den største menneskelige trussel imod ham, for Eva bringer liv. Hun er en ,livredder' og en livgiver. Eva betyder simpelthen ,liv' eller ,giver af liv'. "Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker" (l Mos 3,20)
De to ting tilsammen: at Eva legemliggør Guds skønhed og giver liv til verden, er mere end Satans onde hjerte kan bære. Derfor angriber han Eva med et særligt, brændende had. Det vidner historien også med al tydelighed om. Kan du se det?
Tænk på de store eventyr og historier. I så godt som dem alle går skurken efter heltens store kærlighed. Han vender skytset mod skønheden. Magus går efter Cora i Den sidste mohikaner. Longshanks går efter Murron i Braveheart. Commodus går efter Maximus' kone i Gladiator. Heksen angriber Tornerose. Stedsøstrene angriber Askepot. Satan går efter Eva.
Det forklarer ikke så lidt. Vi siger det ikke for at skræmme dig, men for at du skal se din livshistorie i et nyt og afslørende lys. De fleste af os går jo som nævnt rundt og tror, at det, der overgik os, på en eller anden måde var vores egen skyld - at vi fik, hvad vi fortjente.
Hvis bare du havde været smukkere eller klogere eller havde anstrengt dig mere eller gjort mere for at behage andre, så ville det nok ikke være sket. Så ville de have elsket dig. Så ville de ikke have gjort dig fortræd.
Du er en af de mange kvinder, der skammer sig og tror, at det på en eller anden måde er din egen skyld, at du ikke er mere elsket og beundret og eftertragtet, end du er. Du kan ikke tro på, at du har en afgørende rolle at spille i et stort eventyr. Du kan ikke tro, at du har en skønhed at åbenbare. Det budskab, der følger med vores sår, er så godt som altid det samme: "Det her er din skyld. Det er, hvad du fortjener."
Derfor er det så befriende pludselig at indse, at det forholder sig lige modsat. Du blev såret og angrebet, netop fordi du er vidunderlig, og fordi du udgør en alvorlig trussel mod mørkets og dødens fyrste. Du blev såret, fordi du på en helt enestående måde legemliggør Guds herlighed i denne verden.
Satan og alle hans håndlangere og nyttige idioter hader dig og angriber dig på grund af din skønhed og din livgivende magt.

Har forfatterne ret?
Niels Peder Nielsen

Underlighed og inderlighed - underholdning og holdning

Jeg læste forleden et interview med entertaineren Flemming Jensen, der er blevet dialogambassadør for Danmission.

Han siger det underfundigt sådan (kursiveringen er mine)

Vi har i kirken et forum, hvor vi kan tale om de ting der er vigtige i livet, og hvor vi ikke blot lader os drive bevidstløst med strømmen. Vi er i vores tid blevet så fokuseret på Underligheden, hvor vi måske hellere skulle være optaget af Inderlighed.
På samme måde med Underholdning, der har fået høj prioritet - hvorimod Holdning er nedprioriteret.
Vores kultur er kort sagt blevet til adspredelse, hvor den hellere skulle være koncentration. Derfor er det, der naturligt foregår i det kristne rum, en mulighed for os til at kunne begive os ind i inderligheden og koncentrationen.

Har han ret i det?

En dumsmart reklame for menighedsrådsvalget 2008?

Helt fra starten og introduktionen af plakattegningen vedr. Menighedsrådsvalget 2008 har jeg haft den mening, at det var lidt useriøs, og nemt kunne virke anderledes end tiltænkt.
Det blev bekræftet for mig, da jeg læste Frederik Riis´s indlæg i Jydske Vestkysten, og som jeg bringer her med fare for at han "falder over mig", men jeg synes også han har en pointe. Her er hvad han sriver

Af borgerjournalist Frederik Riis, Kolding
Det er vigtigt at debatere kirken, og de etiske og moralske spørgsmål den afstedkommer. Det er sikkert bare en tastefejl. Men af en eller anden grund, er det første af de her indlæg forsvundet fra 'oversigten', så jeg siger det lige igen.
Det jeg sagde var, at kampagnen var moralsk betænkelig, idet vi, via klovnenæsen, fik skudt noget i skoene, vi ganske enkelt ikke er skyld i. Det er ikke os som befolkning der har sat næsen på præsten, og vi har heller ingen intention om at gøre det.

Kampagnen vender vores fraværenhed, overfor kirken, til en akt af bespottelse. Og det er ikke fair. Vi har ikke gjort nar. Vi er bare blevet væk. Det er to hvidt forskellige ting.

Det er muligt at kirken føler sig fornærmet over, at vi ikke læser doktrinerne mere indgående, at vi holder pjat-brylluper i kirkerummet, og at vi lader børnene have materielt fikserede konfirmationsfester. Men selv i disse tilfælde, er det dog stadig meningen, at kirken skal stå for det 'alvorlige'. Hvad den 'alvor' så end er, er den IKKE en klovnenæse.

Hvis kirkerummet materialiserer sig som flot og dyr kulisse, bliver det naturligvis også, med tiden, brugt som en kulisse. Jesus var ikke til store guld-lysestager, det er kommet til siden hen. Og selvom det er nok så traditionsrigt, at kommunikere det spirituelle pompøse, med det materielle og visuelt pompøse, kan man jo ikke undre sig over konsekvensen: At det materielle lynhurtigt kommer i fokus.

Alle religiøse institutioner der indeholder de fire grundkomponenter: Orakel, Præst, Facilitet og Doktrin har behov for at udtrykke storhed. Men storheden kan jo udtrykkes på mange mange andre måder: En levende debat, gode idéer, musikken, velgørenhed (ud af huset), og en smule selvironi... Og når det forsvinder, bliver vi væk fra kirken.

Men klovnenæsen er ikke vores moralske hovedpine, og vi gider ikke flere billige tricks - kære kirke - arvesynden er rigeligt...

Har han ret? Er der noget om snakken og træder man med reklamen nogen unødigt på manchetterne
Niels Peder Nielsen

Nyt og gammelt - igen og igen

Ordene af Jesus om nyt og gammelt er noget vi altid skal forholde os til. Jeg har nedenstående nogle betragtninger, som du kan være enig eller uenig med mig i ud fra følgende ord af Jesus

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!" Mark.2,14-22

Der er noget der springer i øjne og som kalder på vores focusering:
1. Den nye vin
2. De nye lædersække.
Hvad er det egentlig for to størrelser?

1. Den nye vin - det er, jeg har nær sagt selvfølgelig, Jesus selv. Han er den nye vin i kød og blod. Hans liv, hans ord, hans død og opstandelse er den nye vin, der altid skal sætte dagsordenen for os, for kirken, menigheden og verden. I sammenhængen med de ord, jeg har læst, kan vi forstå, hvad den nye vin er
1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.
Den nye vin er kaldet til at følge Jesus, og her skal alle være med, så mange som muligt
2. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Den nye vin er at “syge” skal møde den store læge, og blír raske - at “syndere” møder den Jesus, der kan tilgive synd og blive renset fra synd, skyld og skam.
3. "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Den nye vin er Jesus i blandt os. Vi skal ikke lede efter ham, og vi skal tilbede og ære ham i vore liv, som den levende og nærværende.
I forbindelse med denne tekst bad jeg Jesus om et anliggende og en klar pointe, og jeg fornemmede at han svarede: “Der skal være plads til mig og det jeg vil.”
Gentag det
Derfor skal vi altid være vågne på en række områder og give Jesus plads, for han ønsker førstepladsen, han ønsker dagsordenen altid - for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, osv osv

2. De nye lædersække
er - jeg havde nær sagt selvfølgelig - formerne, sammenhængen, rammerne, hvor Guds folk samles, udtænker strategier osv.
Vinsækkene skal kunne rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, Guds kraft og virkelighed, som vi stadig har i blandt os, så vi til stadighed kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det focus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle, så han konstant kan ,,spise med os" toldere og syndere, og dele sig selv med os, så vi i alt hvad vi foretager os, kan give plads for “Jesus og det han vil”.

Det er faktisk ret så vigtigt, at vinsækkene er de rigtige, så vinen ikke går til spilde
Jeg vil godt lige, at vi et øjeblik tager et nærkik på vinsækssituationen i den senmoderne tid vi lever i.
Nogen af de initiativer, som tás på det “vinsæksmæssige” område har fået en fællesnævner og samles ret ofte under en fælles betegnelse: Emerging Churches..
Ordet kan bedst oversættes med: Fremspirende kirker - hele tiden er på vej kirker. Ifølge ordbogen: Nyfrembrydende, netop opstået, på vej op, dynamisk og i stadig forandring.
Birger Nygaard har arbejdet med de nye strømninger gennem lang tid, og han sír at “det er en fællesbetegnelse for meget forskelligartede grupper af nye menighedsinitiativer, som søger at være kirke på nye måder i det postmoderne samfund.”
Hans rapport kan man læse om på hjemmesiden
--------
I en tid, hvor det kniber med at få folk til at gå i kirke, er det mange steder blevet et centralt projekt at få flere til at gå i kirke. Der er stigende enighed om, at menighedsråd skal søge at lægge mere vægt på det indholdsmæssige. Murstenene er jo ikke det vigtigste, men vi vil gerne have flere til at benytte sig af ”kirkens tilbud”. Villigheden til at komme “brugerne” i møde gennem særligt tilpassede programmer til forskellige segmenter er steget betragteligt de seneste år. Der er en stigende erkendelse af, at højmessen ikke kan dække alle behov. Kirken har begivet sig ud på markedet med en bred vifte af tilbud fra babysalmesang, spaghettigudstjenester , stillemeditationer eller som vi her i Hjarup, der har fire gudstjenestetyper. Altsammen har det sit udgangspunkt i den store tendens til tilbagegang for traditionel kirke og kristenhed, dels som følge af den stadigt tiltagende sekularisering; dels som følge af tendensen i retning af, at “selvet” bliver det sakrale projekt og "Gud" og religion som sådan kun får statistroller i forsøgene på personlig selvudvikling.
Opbruddet i kirken sker rundt omkring, hvis man kigger godt efter.
De seneste årtier har leveret en lang række forsøg på at skabe fornyelse i kirken lige fra aktivisme-prægede forsøg på gudstjenestefornyelse til karismatiske fornyelsesbevægelser, som feks. Dansk Oase, New Wine osv. Faren her kan være, at man har det med at lukke sig om sig selv, og på et tidspunkt størkne i en vis form, hvorved man selv bliver det, som man tidligere måske kritiserede - en stilart, der bliver sig selv nok.
------
Men hvilke træk skal “holdes i kog” hvis der skal komme noget positivt ud af bestræbelserne for at være kirke i den “senmodernistiske” kultur
Iflg. Gibbs' og Bolger's, der har skrevet en bog: Emerging Churches (Baker 2005) er der ni væsentlige kendetegn, som mere eller mindre præger disse nye kirkelige tiltag.

1) En identifikation med Jesu liv, og hvor man lader sig inspirere af Jesu eget liv og virke.
Kirkens mission har med vores livsstil mere end en særlig profession og aktivitet at gøre.
Eks.: WWJD

2) Man forsøger at transformere et sekulært rum.
Der er en tilbøjelighed til, at man deler verden op i hellige rum (kirken, kirkelige centre), hvor Gud er nær og at der er rum, tider og aktiviteter, som alene er sekulære og uden Guds nærvær. Sportshaller, diskoteker osv
Mange nye tiltag arbejder for, at hele livet kan leves helligt (overalt) og kan leves overalt til Guds ære , og det betyder, at alle steder kan gøres til helligt rum. Arbejdspladsen og fodboldklubben er ikke gudløst område, men også steder, hvor troen og efterfølgelsen kan udleves.
Eks.: Fabriksgudstjenester - friluftsgudstjenester

3) Et fælles liv
Det er kendetegnende, at en ungdomskultur, hvor fællesskab ofte føles meget skrøbeligt (i lyset af forældres skilsmissekultur m.v.) lægger meget vægt på fællesskabet. Ikke et institutionaliseret, formelt, postuleret fællesskab, men en kultur af netværk og relation, hvor venskaber er “bærende” (SMSkulturen - streetracere osv.
På samme måde kan venskabet og fælleskabet blive en del af den Gudsrigekultur, man ønsker at fremme. Kirken som folk og bevægelse bliver dermed mere prægnant end kirken som sted. Det ligger i en flydende netværkskultur, at sådanne fællesskaber løbende skifter karakter og udtryksformer. Det er stadig for tidligt at sige, at emerging churches på lang sigt virkelig vil lykkes i det at skabe stabile fællesskaber. Men længselen er tydelig.
Eks: Cellebaserede menigheder, venskabsevangelisation

4) Åben modtagelse af den fremmede
Nedrivningen af skellet mellem kirken og kulturen medfører en ny åbenhed over for den fremmede. Kirkens hjemsted er der, hvor den fremmede er og lever. Den fremmede er ikke bare objekter for kristen mission, men inviteres åbent til at være en del af fællesskabet. Samtidig med at bevægelsen har en stærk missional intention.
Eks. ALPHA, indvandrergudstjenester osv

5) Tjeneste for andre med gavmildhed
Emerging churches bruger mindre tid på at opbygge og vedligeholde en kirkelig parallelkultur med dertil hørende ressourcekrævende institutioner. Hermed bliver der mere tid og kraft til rådighed for at være til rådighed for tjeneste i kulturen/samfundet. Det er en værdi, at vi som kirke skal bidrage til det samfund, vi er en del af. Programmet er således ikke "at få folk til at gå i kirke", men at få kirken som Guds folk til at bære Guds riges værdier ind i almindeligt hverdagsliv. Dette kan give sig udtryk på mangfoldige måder inden for diakoni, social tjeneste, kunstneriske bidrag, indsats for unge, m.v.
Eks: Noise, Rock Solid bilvask osv

6) Deltage som medvirkende
Her handler ikke primært om de enkeltes kirkemedlemmers mange behov for tryghed og tilfredsstillelse. Tværtimod tror man, at der er behov for at blive befriet fra selvoptagetheden til fordel for et liv i tjeneste og gavmildhed. Kirken er et sted, hvor alle deltager i tjeneste for Gud og næsten.
Eks.: Vores menighed - helt ærligt

7) Skabende virksomhed (brug af kunstarter m.v.)
Det ligger som en helt naturlig del af den postmoderne kultur, at man udtrykker sig gennem et væld af kunstarter og medier. Det er bl.a. i denne ibrugtagning af samtidens udtryksformer, at man skaber helligt rum af noget, som ikke i udgangspunktet forbindes med noget kirkeligt. Kreativ udfoldelses til Guds ære ses i sig selv som en del af kristen gudstjeneste.

8) Ledelse - en sag for hele fællesskabet
Der er stadig en tro på lederskab, men samtidig et opgør med autoritære kirkelige systemer, som mere er udtryk for menneskelig magtudøvelse end guddommelig orden. I takt med tiden lægges mere vægt på netværk end hierarkier. Menighedens vision er ikke så meget overtagelse af en leders strategiplan. Men visionen vokser frem ud af fællesskabets midte - og den udføres ved hjælp af fællesskabets mangfoldige gaver og evner.
Eks. De karismatiske menigheders vægtlægning på udrustning af ledere (ledelsesmæssigt og nådegavemæssigt)

9) Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spiritualitetsformer
Der er formmæssigt en stor grad af innovation i denne bevægelse. Men man trækker i meget høj grad på brede dele af den lange kirkelige tradition som fundament. Der er stor indlevelse i liturgiske traditioner. Nadverens centrale betydning vægtlægges bredt i bevægelsen. Klassiske åndelige discipliner (bøn, faste, retræte, lectio divina, m.v.) tages i brug. Og der er plads til det holistiske, det mystiske, åndelig vejledningstraditioner, monastisk spiritualitet m.v.
Eks: I skandinavisk sammenhæng ser vi dette komme til udtryk i den svenske Pilgrim-bevægelse med Peter Halldorf i spidsen.

I den anglikanske kirke i England (Church og England) er man kommet langt mht. disse anliggender, og en officiel kirkelig kommission har arbejdet med hvad man kalder Mission-shaped Church. Fra denne gruppe har man analyseret mange forskellige nye former, som menigheder antager i dag. Nye eksempler på "fresh expressions of church" indføjes løbende på hjemmesiden www.freshexpressions.org.uk Og man er nu så langt, at man ændrer på kirke-lovene for at give plads til disse nye udtryk for kirke inden for den anglikanske kirkes strukturer, så man herved hjælper sådanne udtryk til at blive en del af den kirkelige orden og tilsyn og hermed undgå at disse fornyelsestiltag ender som marginaliserede grupper uden hjemstedsret. Det ville være ønskeligt om noget lignende kunne ske i Norge og Danmark.