Jeg synes Jesper Fodgaard har en pointe, som jeg gerne vil give videre - i en tid, hvor mange vælger at isolere sig i særlige - næsten ghettoagtige "sikre" steder - hvor troen og livet kan udfolde sig mere sikkert og mere "rent".
Men er det en sund tænkning? Læs Jesper Fodgaards tanker

En ildelugtende kirke

Af JESPER FODGAARD, FORMAND FOR DANSKOASE


I en ikke sååååå fjern fortid var der særlige afdelinger i DSBs togsæt, der var reserveret til rygere. Jeg husker, at der lugtede så grimt af røg, at man måtte kæmpe sig igennem disse vogne med svidende øjne, mens man forsøgte at undgå at trække vejret. Selv mange rygere kunne ikke holde ud at sidde i de kupéer, fordi tøj og hår kom til at lugte gennemtrængende af røg efter bare få minutters ophold der.

Men en kristen skal turde sætte sig i rygerkupéen, hørte jeg en præst sige. Med det mente han selvfølgelig, at vi, der følger efter Jesus, skal turde at følges med mennesker, der går steder, hvor vi normalt ikke ville gå. Kun på den måde kan vi blive sande medvandrere.

Når man har siddet i en rygerkupé, så lugter man af røg. Og når vi følges med mennesker, der kæmper med livet og troen, så kommer vi også til at lugte. Af mennesker og de kampe, de kæmper. Og når kirken igennem sin historie har været allerbedst til at være kirke, så har den lugtet af de fattige, af de syge, af de ensomme, af de spørgende, af de fortvivlede, af de opbrugte og nedbrudte.

At være en kristen handler ikke om at leve uplettet af verden, indtil vi dør og kommer i himlen. En kristen skal helst have pletter på tøjet, fordi man er berørt og rørt af andre mennesker og deres liv og deres lidelser.

Jeg drømmer om, at kirken i vores tid også må lugte – af røg, af sved, af blod… Jeg drømmer om levende menigheder i mission, der i den forstand er ildelugtende. Og som i en anden forstand er en sand velduft, fordi den bærer budskabet om Ham, der kom til jorden for at vandre sammen med os og give os del i sin død og sin opstandelse.

Han kaldte sig ”Vejen”, og når vi går på den, så kan vi gå hvor som helst. Derfor har kirken (igen: når den har været bedst til at være kirke) brudt sociale, kulturelle, økonomiske og geografiske grænser for at vandre sammen med mennesker.

Må vi som menigheder og Jesus-efterfølgere i DanskOase turde være medvandrere både for hinanden og for det folk, vi er sat til at være kirke i. Må vi turde følges med hinanden og vores folk helt ind i de mørkeste og mest stinkende rum i vores verden – fordi vi ved, der er en vej ud af mørket og ind i lyset.

Og det er der, vi alle er skabt til at høre til.

Se andre spændende artikler fra OaseMagasinet:
www.magasin.danskoase.dk