26. august 2009

Tanker i forbindelse med afviste irakere

Forventeligt vil det danske folk dele sig i mindst to lejre, når snakken går om de afviste irakere og politistormen på Brorsons kirke - og ikke mindst - den hårdhændede behandling visse demonstranter fik, og det er da heller ikke så let at skulle tage stilling, for alt er jo foregået i fuld offentlighed, og vi lever i en retstat, hvor tingene foregår på en demokratisk tilpasset måde. Dermed være ikke sagt, at så er beslutningerne rigtige, men det gør det sværere at skulle opponere.
Men en vinkel, som vi ikke så tit møder synes jeg fremgår af et hyrdebrev, som en af præsterne ved Århus Valgmenighed (Keld Dahlmann)har sendt til de menigheder, som ÅVM relaterer til og her gør Keld Dahlmann opmærksom på en detalje, som vi ikke må overse i en tid, der blive mere og mere "hjerteløs"

Han skriver bl. a.

Vi er i disse uger vidne til politiske begivenheder, som optager mange – også i vore menigheder – fordi disse begivenheder udfordrer os på nogle meget grundlæggende værdier i vort samfund.
Når vi i medierne hører om rydningen af Brorson Kirke og hører om desperate skæbner så er det let at kritisere politiet. Eller blive provokeret af mangel på respekt for kirkerummet. Men det flytter blot fokus fra selve sagen: hvordan vil vi som samfund tage vare på den som er svag og trænger hjælp? Man kan ikke krænke et kirkerum, men man kan krænke mennesker. Det sidste er det egentlig afgørende i denne sag. Her har vi som disciple et ansvar i at solidarisere os med nødlidende,så vidt det står til os. Jeg kender naturligvis ikke enkeltsagerne, men personer som jeg har tillid er tæt på asylansøgerne og kan bekræfte at langt flere burde have ophold af humanitære grunde.
Uffe Elleman Jensen siger i dag til Kristelig Dagblad at ”frygt og skræmmebilleder er hovedingredienserne i dansk værdipolitik lige nu” og henviser til Naser Khaders forslag. Forslaget indgår i række forslag og politiske udmeldinger de seneste år, som kendetegner den totalitære sekularisme og ateisme. Frygten for politisk-religiøs fundamentalisme er forståelig, men det er langt farligere at dæmonisere en hel muslimsk befolkningsgruppe, ligesom det skete med de europæiske jøder i 30érne. Desuden er mange uvidende om at mange flygtninge har kristen baggrund og ikke flygter fra religion men for retten til at udleve deres religion offentligt. Det er rystende at netop den ret anfægtes af danske politikere i vor tid. Når man i fuld alvor vil foreslå at religion ikke må praktiseres på offentlige uddannelsesinstitutioner savner man grundlæggende viden hvilken ressource troen er for både enkeltpersoner og samfund. Tænk bare påhvad f.eks. den kristne studenterbevægelse har betydet forfolkeoplysning og velfærd.
I dag var jeg til møde i Skt. Hans Kirke i Odense, som oprindelig blev grundlagt som klosterkirke med tilhørende hospital. Det afspejler den historiske virkelighed overalt i Europa. Hvis du går ind i en katedral i en større by, kan du få hundrede meter derfra finde en anden gammel bygning som tjente som hospital. Tilbedelse af Gud og forkyndelse af Guds Ord gik hånd i hånd med barmhjertighed og omsorg for næsten. Gudsbillede og menneskesyn hang sammen. Som disciple af Jesus er vi kaldede til at leve i – og kæmpe for – denne sammenhæng som ”lys og salt” i samfundet.
Lad os derfor med frimodighed i Herren:

· Bede for flygtninge og indvandrere, der kommer til vort land
· Bede for at muslimer må møde Jesus og tale om tro med dem
· Bede for enhver kristen politiker og embedsmand om styrke til at holde fast i sit værdigrundlag
· Bede for at åndsfrihed bevares i vort samfund
· Åbent møde mennesker fra andre kulturer og tale godt om dem
· Bidrage med læserbreve, debatindlæg osv. i medierne, på blogs osv.
. Deltage i debatten på studiet, arbejdspladsen og stå op for vor kristne tro og menneskesyn

”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode” Rom 12,21

Keld Dahlmann

Ingen kommentarer: