Ødselhed

Jeg ved ikke om I har det sådan, men jeg kan af og til "nåes" gennem tanker, ord og udtalelser, som andre kommer med i forskellige sammenhænge.
Da jeg i fredags i Kristeligt Dagblad læste Henrik Højlunds prædiken " - om at vinde sig venner ved hjælp af den uretfærdige Mammon", da slog det mig, at den radikale måde at se det på, havde jeg ikke tænkt over det på, og jeg måtte reflektere noget over min egen måde at reagere med Mommoms midler.
Jeg tillader mig at citere hele hans prædiken og spørger dig om du ikke også "får noget til hjertet" gennem hans prædiken.
Her er den så i sin fylde.
Niels Peder Nielsen

(Hentet fra Søndagsordet 08. aug 2009 00:00 9. søndag efter trinitatis (KD))

Luk. 16, 1-9

Ødselhed

Af Henrik Højlund


Jesu lignelse om den utro godsforvalter er skæv som det skæve tårn i Pisa. Og lige netop derfor – som også det skæve tårn i Pisa – lokkende og udfordrende.

Tag bare slutsætningen: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." Første del er nem nok at forstå. Jodle-Birge sang ganske vist: "Rigtige venner kan ej købes for penge", men med gavmildhed kommer man nu langt. Sidste del er det værre med. Skulle man virkelig kunne købe sig til venner i de evige boliger? Sagt på en anden måde: Kan man få mennesker med til Himlen ved hjælp af penge?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Forstået lige ud ad landevejen er det vel temmelig ligetil. Ligeså sikkert som amen i kirken og doping i cykelsport er det, at intet vidner stærkere om vor himmelske Fars barmhjertighed og ødsle nådefuldhed, end når hans børn lever på samme måde. Rundhåndet og ødselt med alt, hvad de ejer.

Hvis vi tager et hurtigt vue over kirkehistorien fra de første århundreder til i dag, står det klart, at et af de mest overbevisende argumenter for den kristne tro har været den ødsle næstekærlighed.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilket kæmpe indtryk det gjorde, da kristne var udsat for en særlig voldsom forfølgelse i år 250 i blandt andet den romerske storby Karthago, og der kort efter udbryder en pestepidemi, alt går i opløsning i byen, ingen plejede de syge eller begravede de døde – bortset fra de kristne med biskop Cyprian i spidsen.

De tog sig af de syge med al risiko for selv at blive smittet og dø. De rige kristne stillede penge til rådighed. Cyprian skrev: "Vores liv skal svare til vores fødsel. Og så sandt vi er genfødt af Gud, må vi heller ikke fornægte vores nye art, men vise vores gode afstamning fra så god en Far ved at efterfølge hans godhed."

Vi har ikke pest og hungersnød, men vores penge er der gode muligheder for at give til nødstedte andre steder på kloden, og herhjemme har vi har mange ensomme og venneløse at ødsle vores tid på. Ingen af os kan være noget for alle, men enhver af os kan være et spejl af Guds godhed. Og derved gøre det betydeligt mere tillokkende for dem at vende blikket i samme retning som os – mod de evige boliger.

Kirkehistorikeren Euseb skrev om en episode, der lignede den i Karthago, at hedningerne "priste de kristnes Gud, og overbevist af selve gerningerne indrømmede de, at de kristne alene var i sandhed fromme og gudfrygtige."

Søndagsordet bliver skrevet på skift af præsterne Else Hviid fra London, Mikkel Wold fra København, Birgitte Graakjær Hjort fra Århus og Henrik Højlund fra Løsning