8. april 2009

Påsken og korset


Jeg kan godt opleve, at påsken efterhånden ikke mere siger folk så meget.
Det er for de fleste en ferieanledning, nogle dage off fra det almindelige ræs, men påsken er noget andet og mere.
Påsken har bl. a. Korset, Jesu kors, som centrum, og det er måske ikke så ligetil hvad det betyder, men jeg forsøger mig alligevel med nogle hovedlinier i det nedenstående.

Niels Peder Nielsen






Påsken og korset.


1. Korset udtrykker en historisk kendsgerning.

Det hedder i Hebr. 12,2 at han ”udholdt korset uden at ænse dets skam”
Den apostoliske trosbekendelses ord "pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet", understreger at vi her står overfor en historisk kendsgerning. Evangeliet er fjernt fra at være en slags tidløs gnosis eller filosofi.

Det er knyttet til tidsfæstede historiske hændelser.

Det var hans "jordiske legeme" (ved Kristi legemlige død) ,som døde, Kol. 1,22. " Han blev dræbt i kødet" 1. Pet. 3.18.

De jødiske rabbinere, kristendommens bitre modstandere, kalder ham med spottenavnet "den hængte", og fortæller om hans korsdød dagen før påske.

Den romerske historieskriveren Tacitus skriver: "Kristus, som de kristne har fået sit navn efter, blev under Tiberius' regering henrettet af landshøvdingen Pontius Pilatus.

Jesus varslede selv sine disciple om, at den død han skulle lide i Jerusalem ikke ville blive den jødiske form for dødsstraf ved stening. men den romerske dødsstraf - ved korsfæstelse. Mat. 20. 18-19: »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, v19 og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.«

Sådan krævede også folkehoben det af Pilatus, da de råbte: Lad ham korsfæste!


2. Korset står i centrum af det guddommelige frelses-drama.
Derfor har også den apostoliske forkyndelse af evangeliet Kristi kors som sit centrum.

Korset er i N.T. udtryk for hovedsummen av evangeliet, det frelsende budskab. Paulus karakteriserer evangeliet som "Ordet om korset" 1. Kor. 1,18.

Dette er det ene sande evangelium, og han erklærer: ”- for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” 2,2. Ordet om korset er en ”Guds kraft tíl frelse”, 1,18;

Korsets frelseskraft ligger gemt i den hemmelighed, at Kristi død er en offerdød, en soningsdød.

Kristi død er stedfortrædende straflidelse under Guds vredesdom over synden, Rom. 3,24-25;

Jesus lider så grænseløst, fordi han gav sig hen til en straf i alles sted.

Jesus ser det sådan, at Gud selv skal slå ham (sml. Jesu ord: " Jeg (Gud) vil slå hyrden, - fra Sak. 13,7 i Mat. 26,31, og Jesu kamp med sin Fader i Getsemane). Gud rækker ham lidelseskalken, dybest set. Jesus har ordene i Es. 53 nærværende: " Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom”. (v. 10). ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” Gal. 3,13.



3. På korset skete forligelsen med Gud, Ef. 2,16.

"Han stiftede fred ved hans korses blod", Kol. 1,20. Her hvor menneskelig ondskab når sit højdepunkt, åbenbarer Gud dybet af sin nåde og kærlighed, for "men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.". Rom. 5,8.

Videre hedder det ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden”, 1. Pet. 2,24.

Ved Kristi kors får den, som tror, syndernes forladelse (retfærdiggørelse) Ef. 1.7: Kol. 1.13, for der er skyldbrevet gjort til intet. 2,14. Ved Kristi kors ophæves ikke bare lovens forbandelse over lovbruddene. Gal. 3.13. men loven som partsordning sættes også ud af kraft. Ef. 2.15; Rom. 7.4.



4. På korset forenes den troende med Kristus i hans død.
Dette fremstilles i to noget forskellige betydninger.

Først i forbindelse med efterfølger-motivet.

Den som vil følge efter ham må tage sit kors op, Mat. 16.21.

Den troende er korsfæstet i forhold til synden, Rom. 6.2; kødet, Gal. 5,24, det gamle menneske, Rom. 6.6, verden Gal. 6.14. loven. Rom. 7.4;

Der er her ikke tale om en psykologisk indflydelse af Kristi eksempel. men om den grundlæggende virkning som oprettelsen af dødssamfundet med den korsfæstede har for hele den troendes senere etiske liv.

Dernæst er det forenings-motivet.

Den troende er ikke bare Kristi efterfølger, han er blevet forenet med ham til ligheden med hans død., Rom. 6.5, han er død med Kristus., 6,8, begravet med ham ved dåben til døden. 6.4. og oprejst med Kristus Kol 3,1.


5 Videre bliver korset sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.
Ved korset er gærdets skillevæg, fjendskabet mellem jøder og hedninger revet ned, Ef. 2,14-16, ved at den gammeltestamentlige lovpagt afvikles.

Det er også Guds plan, at hele hans splittede skabning på ny skal forenes i Kristus. Ef. 1,10 - at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset, Kol. 1.20.

De onde åndemagter er besejret ved Kristi værk på korset. - han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus., Kol. 2,15, jfr. Joh. 12,31-32.

Som en triumfator som efter sin sejer lader de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, ser hele universet nu Kristi sejer over al fjendens vælde.

Ikke i sin almagts åbenbaring knuste Gud syndens oprør - det skete ved Sønnens dybe fornedrelse, Fil. 2, 5-11.

Det er Lammet som har sejret og får universelt herredømme, Ap. 5,12-13, jfr. 12,11. Guds dårskab og Guds svaghed, viste sig at være "Guds kraft og Guds visdom", 1. Kor. 1,24-25.


6. Korset er anstød og dårskab for menneskene.
Det anstødelige for vantroen er at Kristus døde som sonoffer for verdens synd, og at mennesker kan bliver frelst bare ved tro på denne hans soningsdød.

Det er korset som frelsens tegn som er det store anstød og den store dårskab.

Til dette knytter sig så i anden række det anstødelige ved korset - fordi det er et symbol på vanære og fornedrelse.

For jøder er korset et anstød. Det bliver det, fordi det som er karakteristisk for jøderne i religiøse spørgsmål er, at de søger tegn.

Sådan havde Gud før stadfæstet sit ord til dem gennem hele den gamle pagts tid, og de ventet at Gud på denne måde skulle udpege og identificere deres Messias for dem.

Dette skete faktisk også. Apgj. 2, 23: Joh. 14.11; 15.24, jfr. 7.3 1: 12.37.

Men jøderne var ikke tilfreds med de tegn Gud er for den søgende tro.

De krævede tegn for vantroen - sensationelle himmeltegn efter eget ønske og påfund.

Jesus sagde, at sådanne tegn ikke skulle gis dem, og det eneste tegn, de skulle få, var profeten Jonas' tegn: v38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mat. 12,38-40.

Jesus varsler altså, at det sidste store afgørende tegn på hans Messias-værdighed er hans død og opstandelse, jfr. Rom. 1,4.

Men hans død var en korsdød, og det eneste korset syntes at tale om var nederlag. En korsfæstet Messias skuffede alle deres forventninger.

Dertil kom, at for jøderne var korset ikke bare en fornedrelse, det var en forbandelse. Forbandet er hver den som hænger på et træ. Gal. 3,13; 5. Mos. 21,23. Kristus døde udenfor lejren, Hebr. 13, 12-13, udstødt fra sit folk - og regnet blandt ugerningsmænd., Mrk. 15,28.

Hvordan kunne så en som hang på et kors under Guds forbandelse være kilden til al frelse og velsignelse?

For hedninger er korset en dårskab, I. Kor. 1,23.

De visdomssøgende grækere står som repræsentanter for folkeverdenen udenfor Israel, 1,22.

Den visdomslære som de søger, må være et vel opbygget filosofisk system som tilfredsstiller deres logiske sans og harmonerer med deres opfattelse af verden og tilværelsen. Og dette tankesystem må fremsættes i den filosofiske terminologi som de var vant til, og satte så højt, afslebet og finpudset gennem århundreders lærde diskussioner. Ordet om korset, dette budskab som måtte opfattes sådan at de kunne blive frelst bare ved at tro på en korsfæstet jøde, syntes fuldstændig absurd. Alligevel siger Paulus at en korsfæstet Kristus er det eneste frelsesbudskab, han vil vide af. 2.2.

Evangeliet har intet behov for hjælp af visdoms overtalende ord.. 2,4, det skaber al sin fremgang ud fra sin egen iboende sandhed og ånds kraft, 2,5

Ingen kommentarer: