20. april 2010

Vi skal ikke være blåøjede overfor muslimernes tilsyneladende positive hensigter i forhold til religionsfriheden

Det har forhåbentlig lange udsigter med Tyrkiets indlemmelse i EU, for selv om man på papiret har religionsfrihed, så er praksis noget helt andet. Jeg har ved selvsyn på NordCypern set kirker omdannet til moskeer, men jeg var ikke klar over, at det stod så galt til, som vi kunne læse om det i KD 19. april 2010.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen


Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia

Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.

Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.

Ingen kommentarer: