- Jeg ser frem til, at kirken bliver fattig

Det er ikke just toner vi hører som noget positivt, men det slog mig alligevel meget, da jeg læste gårdsdagens Kristeligt Dagblad (23. nov 2009)om betydningen af at blive fattig, fattig i ordets både fysiske og åndelige forstand.
Jesus taler i bjerprædikenen om, at "salige er de fattige, for de skal arve Guds rige".
Jeg har en fornemmelse af, at denne verden og dens tænkning bestemmer så meget af vores måde at agere på som kristen, at vi (næsten) helt glemmer hvordan det åndelige univers, som Jesu præcenterer for os, ser ud, og det synes jeg Olle Carlsson er ved at røre ret så meget ved.
Men læs selv og bedøm selv, om han er helt galt afmarcheret.
Niels Peder Nielsen



- Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm, findes der en meget stærk åndelig interesse, og kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet, siger sognepræst Olle Carlsson. - Magnus Laupa/Kontinent.




23. nov 2009 00:00 Den åndelige vækkelse begynder først, når den svenske kirke helt løsriver sig fra statens trygge favn, mener sognepræst Olle Carlsson, der står bag en af Sveriges mest besøgte folkekirkelige gudstjenester, allehelgenmessen


Af Tobias Stern Johansen

Hvordan klarer den svenske kirke sig 10 år efter adskillelsen fra staten?

- Kirken er blevet vitaliseret, efter at den ikke længere i samme grad hviler i staten. Jo mere adskilt, jo bedre bliver kirkens arbejde. Men der er stadig et stykke vej endnu til fuldkommen adskillelse. Kirkeafgiften opkræves stadig over skattebilletten. Sammenlignet med andre trossamfund har den svenske kirke en meget solid økonomi, og det er også en del af vores problem. Som alle organisationer, der har penge, bliver kirken passiv, fordi der ikke stilles krav om, at man tænker nyt. Der er gudstjenester med den samme liturgi over hele landet, men der kommer ingen mennesker. Så længe staten stadig pumper penge ind i kirken, er der ikke nogen, der tvinges til at forandre den. Derfor ønsker jeg mig en fattig kirke. Kirken bør i sagens natur ikke være rig.

- Som kirke har vi også stadig det problem, at vi ikke ved, om vi er et trossamfund eller en myndighed. Vi præster fungerer som tjenestemænd, og administrationen i kirken er unødigt stor. Det var et kulturchok for mig at blive præst i Katarina Sogn, for den ene kirke, Allehelgenkirken, har en lille administration, bruger ni procent af sognets budget og har 90 procent af sognets kirkegængere, mens Katarinakirken har en kæmpestor administration, men næsten ingen folk i kirken.

Hvad er den svenske kirkes største udfordring i dag?

Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm og i store dele af Sverige, findes der en meget stærk åndelig interesse. Mennesker mediterer, går til yoga og læser selvhjælpslitteratur. Kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet. Men der er en kløft mellem kirken og almindelige mennesker. Mange føler sig hjemme i kristendommen, men den højttravende form signalerer, at kirken ikke er interesseret i mennesker. Den svenske kirke har gjort meget op med Bibelen, og om Gud eksisterer er ikke så vigtigt, men formen er hellig!

Skal kirken smide hele sin traditionelle liturgi over bord?

- Der skal være frihed til at finde det liturgiske udtryk, der bedst møder de mennesker, der er omkring kirken. Så længe kirken formidler det samme gudsbillede - at Gud er en uendeligt elskende Gud, der har vist sig i Jesus Kristus - bør der være plads til lige så mange forskellige liturgier, som der er mennesker.

Du er selv ansat af den svenske kirke. Ser du nogen fordele ved kirken?

- Jeg elsker den svenske kirkes åbenhed. Det, der er sket i Allehelgenkirken, hvor folk kan være, uanset hvad de mener og tror, kunne aldrig være sket i en almindelig frikirke. Den svenske kirke har en åbenhed over for mennesker uanset deres tro eller seksuelle orientering. Det er en styrke ved kirken, som ligger dybt i den svenske folkesjæl.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har

Det er ikke altid at læsning af Kristeligt Dagblad hidser mig særlig meget op eller for den sags skyld blot kalder på følelserne.
Men det synes jeg dagens læsning af KD gjorde. (Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre underlæsningen.)Det gjorde stort indtryk på mig at læse festpræstens beretning om livet i Armadillolejren og især soldaternes reaktion på præstens tilstedeværelse.
Læs selv hvad jeg har "sakset" fra dagens KD

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
03. nov 2009 00:00

Arbejdet som feltpræst i Afghanistans Helmand-provins er på samme tid taknemmeligt og benhårdt. Soldaterne er flittige kirkegængere, men når en af dem falder, er det ligeså smertefuldt som at miste en af sine egne


Af Freja Bech-Jessen

Den gråskæggede mand strækker sine arme mod himlen og slår korsets tegn i en velsignelse over den konvoj af soldater, der i enorme pansrede køretøjer forlader den fremskudte lejr Armadillo for at køre på patrulje i det uvejsomme ørkenland, der strækker sig i kilometervis forude.

John, der er lejrens feltpræst, har overtaget traditionen med velsignelsen fra sin forgænger, og den er efterhånden så indgroet, at soldaterne vægrer sig ved at forlade lejren uden. Derfor er det med stor skepsis, at beboerne i lejren ser frem til den orlov, deres præst er i gang med at forberede. Han skal kun være væk i et par uger for at se sin kone og sine voksne børn hjemme i Viborg, men det huer ikke soldaterne i Armadillo.

– Et par af drengene har spurgt, hvad de skal stille op uden en velsignelse. Jeg har forklaret, at en velsignelse er langtidsholdbar og ikke løber ud. De ved lige så vel som jeg, at velsignelsen ikke er en garanti, men at det er det stærkeste, jeg har. Det er en forvisning om, at Gud altid er med dem, og at de aldrig er alene – heller ikke i døden. Den slags betyder noget, når man bor på kanten af den grønne zone, siger John.

Selvom han er vellidt hjemme i Viborg, har han endnu aldrig oplevet, at sognebørnene derhjemme på samme måde har modsat sig, at han rejser væk i et par uger. Og det er netop forskellen på præstegerningen i Danmark og i Afghanistan. Derhjemme er hans tilstedeværelse først og fremmest påkrævet i lykkelige tider og i sorgens stund. I Helmand er hver- dagen sat på spidsen. Her kan der hvert øjeblik opstå behov for en præst.

– I lejren er kontakten til sognebørnene konstant. Vi spiser sammen, sover sammen, går på toilet sammen, ryger en cigaret sammen og vender dagens begivenheder. Soldaterne behøver ikke opsøge mig i kirken for at få en snak, men kan trække mig til side i løbet af dagen. Og det er der forbløffende mange, der gør. Erfaringerne med, at de unge vælger kirken fra, bliver gjort til skamme i Armadillo, fortæller John.

Han ved godt, at de interimistiske søndagsgudstjenesters store popularitet måske også kan skyldes, at der ikke er så mange andre underholdningsindslag i den lille lejr i den sydlige Helmand-provins, men han tror ikke, at det er forklaringen.

– Livet er mere intenst og rummer flere store spørgsmål, når man er i krig, og de unge mænd, der lægger krop og sjæl til, har brug for perspektiv for at rumme mange af de ting, de oplever. Nogle af dem finder det, de søger, i troen, siger han.

John forsøger at komme de unge mænd i møde ved at skabe anderledes gudstjenester med musik af Jimmy Hendrix, tv-2 og U2, men holder samtidig fast i klassiske salmer. Især "Altid frejdig når du går" har haft en central placering i hans prædikener. Og soldaterne i lejren bærer hans ord med sig – i bogstaveligste forstand. En soldat har tatoveret det sidste vers på sin krop: "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller" står der i svungne bogstaver på hans ene ben, mens andre bærer versene på lamineret papir i deres lommer.

Selvom følelsen af at gøre en forskel som præst hver dag er meningsfuld og tilfredsstillende, er arbejdet i en krigszone ikke uproblematisk. Soldaterne vender tilbage fra fronten med flossede følelser og et tumult af tanker, som de har brug for hjælp til at rede ud. Chokket over at miste en ven bundfældes ikke bare som sorg, men kan også komme til udtryk som uoverkommelig angst for at gå samme skæbne i møde eller i overdøvende raseri og blind hævntørst.

– Ønsket om hævn er ofte en helt naturlig del af det at miste. Men den bliver problematisk, når den gør én blind. Soldaterne skal vide, at det er i orden at rumme de følelser og give udtryk for dem, men de skal samtidig have hjælp, hvis de ikke kan slippe dem igen. Hvis hævnen tager over, kan det blive farligt, fordi man ikke kan se klart, siger John, der også møder soldater, som føler en voldsom skam og skyldfølelse over ikke at kunne redde en kammerat.

– Soldaterne er så tæt knyttede og så indstillede på ikke at svigte hinanden og holdet, at de kan have meget svært ved at rumme, når det alligevel går galt. De ved, at de og kammeraterne løber en stor risiko, men de har alligevel svært ved at tilgive sig selv, når de vender hjem uden en kammerat, siger han.

Det er også her, den største udfordring ligger for præsten selv. Selvom det kan være hårdt at begrave et menneske derhjemme – et barn eller en voksen, som er død alt for tidlig – så er døden i Armadillo sværere at bære også for præsten.

– Som feltpræst følger jeg et hold af soldater tæt. Jeg lærer dem at kende hjemme i Danmark, mens både jeg og soldaterne er i træning til missionen, og følger dem, fra de lander i Afghanistan, til de tager hjem igen. På den måde kommer man meget tæt på hinanden, og jeg må indrømme, at det rammer mig hårdt, når en soldat bliver såret eller slået ihjel. Jeg kan ikke bruge den professionelle distance, der er – og skal være – derhjemme til noget som helst i Afghanistan. Her må jeg acceptere, at jeg også bliver personligt ramt af sorgen. Det kan ikke være anderledes, siger John.

Han ser imidlertid ingen problemer i sit virke som præst midt i en politisk mission. Uanset sine egne holdninger til krigen i Afghanistan og Danmarks rolle i den, så er han her udelukkende for soldaterne. Han hverken kan eller skal tage stilling til det arbejde, de laver, eller den opgave, de er sendt ud for at løse.

– Når soldaterne forlader lejren, er det netop dem, jeg lyser velsignelsen over og ikke missionen, siger han.

John var på vej til Danmark og sad i Camp Bastion og ventede på sit fly, da soldaterne i Armadillo mistede endnu en kammerat, sergent Michael Ebert. Han valgte at udskyde sin orlov og rejste med helikopter tilbage til Armadillo for at holde mindegudstjeneste over den faldne soldat og for sammen med de efterladte kammerater at bære kisten om bord på flyet hjem til Danmark.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk