Hvorfor skal de leve? - Et synspunkt på efter-fødselsabortdebatten

Jeg læste med stor interesse cand. teol. Søren Stidsens refleksioner i forbindelse med den debat, som efter-fødsels aborten med rette afføder. Jeg bringer hans indlæg i juninummeret af nyhedsmagasinet fra foreningen Retten Til Liv

Hvorfor skal de leve
Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Derfor bør man tillade efter-fødsels abort, så nyfødte kan dræbes, hvis forældrene ikke ønsker dem. Det gælder både børn med forskellige defekter, børn hvis forældre ikke kan magte opgaven, og børn hvis forældre alligevel ikke ønsker barnet. Dette forslag kunne man læse i artiklen ”After-birth abortion: why should the baby live?” i det internationalt anerkendte tidsskrift, ”Journal of Medical Ethics”, den 23. februar i år. De to forfattere, Alberto Giubilini og Francesca Minerva, er ikke provokunstnere eller satirikere, som det ellers bl.a. er blevet foreslået af vantro mennesker på Facebook. De er meget seriøse etikere og har begge en ph.d. i filosofi, og de mener det helt alvorligt. Når man læser det, må man spørge sig selv, hvordan forstandige mennesker kan mene noget så frygteligt. Desværre er det blot den logiske følge af den forståelse af fostre, der er almindelig i Vesten og vores deraf følgende abortlovgivning.

Den filosofiske begrundelse for abort på nyfødte
Giubilini og Minerva argumenterer på baggrund af den australske filosof Peter Singer, som allerede i 70’erne gav udtryk for en lignende holdning og har udfoldet den flere gange siden. Tanken er, at ingen har ret til noget, de ikke har den mentale formåen til at værdsætte. Kun den, der kan føle smerte, har således ret til ikke at blive påført smerte, og kun den, som er i stand til at værdsætte sin egen eksistens, har ret til at beholde den. Desuden skal man kunne opfatte sig selv som et individ, der eksisterer i tid, og som derved kan sætte sig mål for fremtiden. Den evne har hverken fostre eller nyfødte børn, hævder Giubilini og Minerva, og derfor er de ikke personer i etisk forstand. Da de ikke kan sætte sig mål for fremtiden, mister de ikke noget ved, at man berøver dem denne fremtid. Endvidere har mennesket ikke nogen særlig værdi frem for andre dyr. Ethvert dyr, der er en person i ovennævnte forstand, har ret til livet, ligesom ethvert menneske, der ikke er en person, ikkehar ret til livet. De gør derfor også op med den gamle diskussion om, hvorvidt et foster er et menneske. Det er et genetisk spørgsmål, og selvfølgelig er fosteret et menneske. Det er bare ikke relevant for etikken, hvilken art man tilhører. Om man er en person, er det væsentlige. Hermed overtrumfer de på den ene side den gamle abortmodstand, der stædigt har fastholdt menneskets særlige status og dermed også fosterets, og på den anden side aborttilhængerne, der har hævdet, at fosteret endnu ikke er et rigtigt menneske.

Argumenternes logik halter
Der er imidlertid nogle alvorlige problemer i Giubilini og Minervas idé. For det første bygger den på en ulogisk undtagelse, som de ikke argumenterer fornuftigt for. For det andet er konsekvenserne langt mere vidtrækkende, end det fremgår af artiklen. Det ulogiske ligger i deres måde at forstå krænkelsen af rettigheder på. Deres tanke er, at en krænkelse er afhængig af evnen til at erkende sit tab, hvilket muligvis er sandt for enhver anden krænkelse end netop drab. Døden forhindrer jo netop, at man er i stand til at erkende tabet. Den græske filosof Epikur sagde det således: ”Når vi er, er døden ikke tilstede, og når døden er, er vi ikke tilstede”. Derfor kan ingen erkende sin egen død. Enhver, der bliver slået ihjel på en smertefri måde og uden at vide det, fordi døden indtræffer pludseligt, eller fordi personen sover eller er bevidstløs, krænkes derfor ikke ved at blive slået ihjel, hvis man skal følge denne forståelse af en krænkelse. Giubilini og Minervas forbillede, Peter Singer, har bemærket dette problem, og han mener derfor, at drab snarere er en krænkelse af alle andre personer. Når én person dræbes, skaber det en frygt i andre personer, som derfor får deres livskvalitet reduceret. Denne angst gælder dog kun for andre personer. At man blot tilhører samme art, skaber ikke denne frygt, mener Singer. At den, der på den måde sætter skel op inden for menneskeheden, er på et farligt spor, viser historien kun alt for tydeligt med slavehandel, kvindeundertrykkelse og holocaust. Mere eller mindre vilkårlige grænser kan altid sættes op, når der er nogen, man ønsker at udelukke fra fællesskabet af mennesker. Dét, at der stadig er en udbredt abortmodstand, viser, at mange mennesker faktisk føler sig truet af det, de ser som et overgreb på nogen, de oplever et eksistentielt fællesskab med. Ikke mindst ældre med begyndende demens må føle truslen.

Uhyggelige konsekvenser
Konsekvenserne af Giubilini og Minervas tanker er som nævnt langt mere vidtrækkende, end de gør sig klart i artiklen. Ved at lægge fokus på om nogen er en person i stedet for på hvilken biologisk art, der er tale om, fratager de mennesket enhver værdighed. Som sekulære filosoffer gør de ret i ikke attillægge et dyr en objektivt set højere værdi end et andet, men som mennesker begår de en frygtelig fejl ved det. Når mennesket kun har værdighed i kraft af, at det er en person, forsvinder de gode argumenter imod en lang række ting, vi ellers oplever som grove krænkelser af menneskeheden. Kannibalisme er et godt eksempel. Det er en af de ting, det moderne menneske væmmes allermest ved. Vi oplever det som en krænkelse af den døde, men eftersom den døde ikke er en person, kan der ikke være nogen krænkelse. Vi oplever det som en krænkelse af menneskeheden som sådan at gøre et menneske til mad, men hvis mennesket ikke har nogen særlig værdighed, kan menneskeheden ikke krænkes. Endelig er der naturligvis de efterladtes følelser, der kan krænkes ved kannibalisme, men hvis den døde selv ønskede at blive spist efter sin død, er situationen magen til organdonation, hvor vi lader den afdødes ønsker gå forud for de efterladtes. Den principielle forskel på organdonation og kannibalisme er udelukkende, at vi ser kannibalisme som en krænkelse af menneskeligheden, mens vi ser organdonation som en næstekærlig handling. Desuden er der mangel på organer, mens der ikke er mangel på mad. Ville vi se modsat på de to, hvis vi kunne skabe kunstige organer, men manglede mad?

Hvis der ikke gives nogen absolutte etiske værdier…
I en sekulær etik gives der grundlæggende set ikke nogen absolutte etiske værdier. Etikken er en social konstruktion. Det betyder blot ikke, at vi uargumenteret kan gøre, hvad der passer os. Mennesket er et fornuftsvæsen, og derfor må vi forvente, at mennesket opretholder en fornuftigt sammenhængende etik. Hvis ikke, er enhver tanke om etik jo meningsløs. Vælger man som Giubilini og Minerva at lade personbegrebet være det, der er bestemmende for retten til livet, så man derved ophæver menneskets almene værdighed, er der ikke som sådan noget forkert i det. Ikke ud fra en sekulær etisk overvejelse i hvert fald. Så er man blot nødt til at tage hele pakken med. Hvis det er acceptabelt at slå små mennesker ihjel, fordi de endnu ikke er personer, så er kannibalisme i visse former også acceptabelt. Hvis det er acceptabelt at sætte skel ned mellem forskellige typer af mennesker, så de grundlæggende menneskerettigheder ikke gælder for alle, så vil fostre og nyfødte ikke være de sidste, der udelukkes. Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Så langt har Giubilini og Minerva ret. Alligevel kan den frie abort fejre fyrre års jubilæum til næste år. Lad os markere den ved enten at tillade drab på spædbørn eller ved at give aborten selv dødsstødet. Fyrre år må være længe nok med en inkonsekvent samfundsetik.