Jeg har holdt mange høstgudstjenester i min tid som præst i 28 år.
Jeg sad og kiggede lidt i mine gamle prædikener og faldt så over en høstgudstjenste for et par år siden, og jeg har lyst til at dele den med dig, der evnt læser lidt på min BLOG.
Der er på denne høstgudstjenestedag, som sædvanlig flot pyntet her i Hjarup kirke, og det er også en rigtig festdag i dag, hvor vi er samlet til takkegudstjeneste for udbyttet både på marker og i haver, og som også alterringen og udsmykningen vidner om.
Jeg har ikke altid brugt den anbefalede tekst som afsæt for min prædiken ved vor årlige høstgudstjeneste, men i år sætter dagens tekst unægtelig høstgudstjenesten i relief i lyset af bl. a. tekstens anliggende om ikke at bekymre sig, hvilket jo meget forstærkes af hvad vi ser rundt om os - frugterne - men også af det, der gemmer sig hos landmændene - som alle har oplevet en mangedobling af indsatsen, i gennemsnit ca. 30-40 gange indsatsen :-) altså meget bedre end at sætte penge i banken, hvor man sikkert kun får 1½ % af indsatsen.
Hvis vi satte 10 kr i banken ville vi efter et år kun kunne hæve 10 kr + 15 ører, men hvis afkastet i banken var ligeså stort som hos landmanden ville vi kunne hæve 300-400 kr. (Nu kan jeg høre landmændene protestere og tale om omkostninger osv. ja ja men det lader sig ikke modsige, at tilvæksten er så stor, som jeg nævnte)
Og en sådan synlig kæmpevelsignelse, som høsten er et udtryk for, burde jo kunne slukke den bekymrende ild, som brænder i vort indre, og der er da også et eller andet i os, der ønsker, at vi kunne have det, som Jesus opfordrer os til, nemlig at leve bekymringsløs som fuglen og liljen, og at enhver bekymring blev tavs, og at hjertet blev stille.
Men der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille, for der er konstant en uro, der ulmer og vokser - over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele - hvordan skal det nu gå i dag? ? kan jeg nu nå alt det som jeg har planlagt? - slår jeg nu til? ? er mit tøj nu pænt nok ? og hvad nu hvis dem på min arbejdsplads ikke synes at jeg er dygtig nok? - får jeg nu en høj nok karakter til min eksamen? ? for hvad vil alle andre dog ellers tænke om mig? - er jeg dum eller hvad? - eller som mangen husmor har bekymret sig over ? inden hun skulle have gæster på besøg.: "åh ? er min mad nu god nok"? ? " eller åh - jeg når det aldrig"! - osv. osv.
tarer Tillad Tillad Altsammen - når vi tænker efter - egnt blot små ubetydelige ting ? som man kan gå og rode med i sit indre ? bekymre sig over ? og belemre, belaste ja evnt ødelægge sit liv med - og altsammen bekymringer, som vi kan fornemme Jesus siger, at vi skal lade ligge.
-------
Men når Jesus siger, at vi ikke skal være bekymrede , er det så fordi han ikke selv beskæftigede sig med det flygtige (mad og klæder), eller ikke forstår, at det flygtige er en nødvendig del af vort liv?
Når Jesus siger, som han gør, er det så, fordi han lever i en anden - mere ubekymret - tid en vores, en tid uden Al Quida, narko, global opvarmning, store regnmængder, oversvømmelser, jordskælv, alvorlige sygdomme, vold og trusler om krig?
Nej - når Jesus siger det han gør, så er det ikke fordi han ikke kender til alt det som vore hænder har så fast et greb om, det flygtige, for det havde hans tid også.
Men han gør det ved at pege på, at det flygtige, selv om det forgår (som græsset) dog hele tiden kommer igen, og igen, og igen., Det kan vi, siger Jesus, aflæse gennem skaberværkets vidunderlige processer, at det hele hele tiden fornys i samme hast, som det går under, og at der derfor egnt slet ikke er nogen grund til at bekymre sig, når regnestykket gøres op, for der kommer igen en frugtsæson, igen en høstsæson. Det har vi tusinder af års erfaringer med at sådan er det, og at naturen rytme er måden Gud viser sin skabning, at han elsker den højt, og at vi igen og igen derved skal se, at han gennem sine gode gaver viser os, at vi er hans hjertebørn, og at han er vor himmelske Far, og at det er ham, der får kornet til at gro!
Ham, der giver det lille sædekorn livskimen! Ham, der giver det lille sædekorn viljen til at lægge an til en ny, lille grøn spire, i stedet for blot at forrådne!
Så alt andet lige, så er en høstgudstjeneste en påmindelse om, at vi ikke skal bekymre os, og i de 27 år jeg har holdt høstgudstjenste, har det altid været med en klar oplevelse af, at vi for vore øjne sammen har set noget stort ske, og at han som elsker os fuldendt, vil, at vi derigennem kan og skal kende hans kærlighed, som igen kan og skal give os en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore ellers måske nok så fortumlede og bekymrede liv.
Og altsammen er det billeder på, at hans kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb, og at vi igen og igen kan og skal se Guds bestandige kærlighed i praksis, ikke blot i forhold til det med maden, men også det, der mætter sjælen, og at der også er sørget for den side af Guds omsorg, en omsorg, som Jesus har taget sig af og tager sig af, når han giver mennesker en fremtid og et håb ved at tilgive menensker, ved at helbrede mennesker, gøre døde levende og sætte mennesker fri fra dæmoniske kræfter - og derved satte og sætter dem (og os) fri til at søge Guds rige, sætter os fri til at tro på, at Jesus er Guds søn, vor frelser, og at alt andet blot er noget vi har fået i tilgift - føden, klæderne og fremtiden, og at vi ikke skal bekymre os for i morgen, om i morgen, for netop i morgen kan igen og igen findes og opleves som en Guds gave, og derfor skal vi ikke være bekymrede.
Og netop derfor samles vi til en takkegudstjenste, fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi har fundet takken og tilbedelsen frem, for netop uden takken og tilbedelsen af Gud ville vi ellers glemme den store Gud ved vor side og derved ville vi komme til at leve i frygt og bekymring.
Vi har brug for takken, så vi ikke glemmer Gud og i stedet lever selvoptaget.
Vi har brug for takken, fordi vi ellers ville miste sansen for underne og taknemmeligheden og i stedet daske gennem livet med skyklapper på.
Vi har brug for takken fordi vor naturlige tilbøjelighed trækker os i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed - og det er usundt, og fører os på afveje i forhold til den Gud, som elsker mig.
Amen
17. september 2009
13. september 2009
Danmark (kristen) versus Saudi Arabien (muslimsk)
Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har svært ved at opsnappe alt, hvad der foregår i den malstrøm at nyheder, meninger og debatter, der ruller forbi i uanede mængder og med en substand af mere eller mindre nærværende lødighed.
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser
I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:
En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.
Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.
Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.
I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"
Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.
INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.
Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.
Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?
Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.
Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.
Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.
Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).
Her kan I regne med ubrydelig støtte.
Og vi mærker, at I glæder jer over det.
Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.
Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.
Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.
Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.
Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."
Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser
I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:
En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.
Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.
Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.
I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"
Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.
INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.
Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.
Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?
Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.
Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.
Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.
Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).
Her kan I regne med ubrydelig støtte.
Og vi mærker, at I glæder jer over det.
Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.
Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.
Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.
Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.
Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."
Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen
3. september 2009
Skyggemission
Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.
John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?
Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)
Herfra ordret citat fra bogen:
En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.
Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.
Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.
"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.
Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.
Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.
Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.
Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP
John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?
Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)
Herfra ordret citat fra bogen:
En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.
Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.
Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.
"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.
Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.
Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.
Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.
Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP
Skyggemission
Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.
John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?
Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)
Herfra ordret citat fra bogen:
En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.
Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.
Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.
"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.
Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.
Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.
Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.
Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP
John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?
Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)
Herfra ordret citat fra bogen:
En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.
Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.
Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.
"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.
Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.
Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.
Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.
Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP
Abonner på:
Opslag (Atom)
