Tre væsentlige indlæg om vielse af homoseksuelle

Jeg ved godt at debatten er ved at tone ud, men jeg har ikke lyst til at glemme, at netop den problematik har været med til at kaste Folkekirken ud i ret så store problemer, måske de største problemer og udfordringer Folkekirken nogensinde har stået i.

Jeg lader et par stykker "tale" ind i debatten:

Agnethe Råhauge

Præst: Strid om vielsesritual handler om præsteløftets alvor"Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod," spørger sognepræst Agnete Raahauge.

Foto: Nils Rosenvold/Scanpix Denmark

Agnete Raahauge | 5. juli 2012 (KD)

"Det er vanskeligt at høre biskoppens tilrettevisning som andet end et kraftigt vink med en vognstang til præster i hans stift om at stikke piben ind i deres kritik af det nye vielsesritual," skriver sognepræst Agnete Raahauge om sagen om præsten, hvis udtalelse om homoseksuelle vielser førte til en biskoppelig samtale

Går en præst for langt, når hans modstand mod et ritual for homoseksuelle vielser får ham til at tale om frafaldne biskopper og et kættersk syn på seksualitet? Sognepræst Agnete Raahauge svarer:

Hvor langt må en sognepræst gå i sin kritik af sin biskop? Det spørgsmål er blevet pinligt aktuelt, efter at biskop Peter Fischer Møller ved en tjenstlig samtale har irettesat sognepræst Frederik Berggren Smidt for offentligt at udtale, at med det nye kønsneutrale vielsesritual er folkekirkens frafald en realitet, og for at kalde vielsesritualets syn på seksualiteten for kættersk.

Sognepræstens brøde består ifølge biskoppen i, at han med disse tilkendegivelser, sætter spørgsmålstegn ved sin biskops tilsyn og dermed ved det kirkelige fællesskab.

Det er vanskeligt at høre biskoppens tilrettevisning som andet end et kraftigt vink med en vognstang til præster i hans stift om at stikke piben ind i deres kritik af det nye vielsesritual, for ellers sætter de sig uden for folkekirken.

Imidlertid er striden om det kønsneutrale vielsesritual ikke bare en strid om en ubetydelig detalje. Nej, diskussionen angår, som Berggren Smidt klart har peget på, alvoren i det præsteløfte, som enhver sognepræst og biskop har skrevet under på.

Her lover præsten ganske rigtigt med al skyldig lydighed at rette sig efter de kirkelige love og anordninger og udvise et sådant forhold mod foresatte og kaldsfæller, at der ikke med grund skal kunne føres klage over ham.

Imidlertid, først og fremmest lover præsten, at beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i Skriften og i vor folkekirkes symbolske bøger.

Biskoppen må forklare sammenhæng mellem ritual og bekendelse

Roskildebispen, der har været med til at udfærdige det kønsneutrale ægteskab, skylder stadig sine sognepræster og menigheder en grundig og udførlig teologisk redegørelse for, hvordan det nye ritual er i overensstemmelse dels med de skriftsteder, som kirken hidtil har begrundet den kirkelige ægteskabsvelsignelse på, samt en redegørelse for, hvorledes det kønsneutrale ægteskab er Guds forordning og befaling, sådan som det hedder om ægteskabet i Confessio Augustanas artikel 27.

Så vidt jeg kan se af biskoppens redegørelser for sin tilslutning til vielse af homoseksuelle, så begrunder han den med, at vi i dag tænker anderledes om seksualitet og samliv, end man gjorde på Paulus tid – og at vielsesritualet er til for at åbne rum for, at elskende kan blive gennemlyst af evangeliet, så vi ser vores egen fejlbarlighed og behov for tilgivelse.

Men hvis præsterne i længden skal kunne stille sig tilfredse med biskoppens redegørelse, så skal de passe på med at beflitte sig på at holde sig til det, de også lovede i deres præsteløfte: nemlig flittigt at granske Guds ord og troens hellige lærdomme.

De kunne nemlig så få en mistanke om, at deres biskop var kommet vel let om ved sin tilslutning til regeringskravet om kønsneutrale vielser i folkekirken.

De kunne opdage, at det kønsneutrale ægteskab var et brud med 2000 års teologi, som har betragtet ægteskabet som noget særligt – med Luthers ord: en ordning, der har Guds ord for sig.

Og de kunne måske også få en ubehagelig fornemmelse af, at det var nerven i evangelisk-luthersk teologi, forholdet mellem lov og evangelium, som biskoppen slørede.

Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor?
Og det er her, hunden ligger begravet: Ved indførelsen af det kønsneutrale vielsesritual, har de 8 biskopper selv lagt et skisma ind i præsteløftet.

Hvis præsterne, som sømmeligheden byder, skal lade være at gå i rette med deres foresatte i lærespørgsmål, så skal de passe på med at tage skrift og bekendelse alt for alvorligt.

Men kan folkekirken leve med det? Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod?

Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor - og dermed også sætter svindsot i ordene om præsters skyldighed over for foresatte?

Det er problemet. Og det kan ikke manes i jorden med tjenstlige samtaler.

Agnete Raahauge er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk

Iben Thranholm | 15. juni 2012

Mennesket kommer til at ligne Gud gennem forening af kønnene. Ikke kun på et sjæleligt plan, men især på et kropsligt plan

DEBATTEN OM, hvorvidt kirken kan og bør vie homoseksuelle, har bølget frem og tilbage i snart adskillige år.

Man kunne have sparet megen tid og strid, hvis man havde startet med at udforme det ritual for vielse af homoseksuelle, som otte af folkekirkens biskopper offentliggjorde forleden. Heri bliver det nemlig soleklart for enhver, at der intet bibelsk grundlag er for et ægteskab mellem to af samme køn.

Teksten fra 1. Mosebog, der siger, at mand og kvinde skal blive ét kød, kan naturligvis ikke anvendes. I stedet for bruger man en enkelt tekst fra Paulus, som er en formaning om at elske hinanden og bære over med hinanden.

Det er en tekst af mere almen karakter, som er rettet til en menighed og ikke til et par. Og da slet ikke af samme køn. Gad nok vide, hvad Paulus, som skriver, at mænd, der ligger i med mænd, ikke skal arve Guds rige, vil mene om, at han nu bruges til at velsigne denne seksuelle akt?

Brugen af almene formuleringer i Bibelen om samliv mellem mennesker gavner bestemt ikke sagen. Det afslører kun umuligheden i at vie homoseksuelle med Bibelens ord.

Ironisk nok viser ordbrugen i ritualet også, at der stadigvæk ikke er tale om den tilsigtede fulde ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Man har ikke alene udeladt bibeltekster, men også fjernet kerneord som ægteskab og ægtefolk. Hvor længe vil de homoseksuelle mon stille sig tilfreds med det? Med tiden vil man blive nødt til at arbejde sig frem imod et fælles og kønsneutralt ritual for alle.

Det er ufatteligt, at 8 ud af landets 10 biskopper har lavet et ritual, der ingen bibelsk hjemmel har, og stadig synes, de kan forsvare det. Deres hensigt har været at hjælpe kærligheden mellem mennesker, men ritualet viser, at kirken tværtimod er på vej væk fra kærligheden.

Ritualet signalerer køns­neutralitet, og at når det gælder kærligheden, er det ikke kønnet, det kommer an på. Et argument, der har domineret debatten. Men i kristendommen kan man ikke tale om Gud og parforhold uden også at tale om køn.

Bibelen fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og kvinde skabte ham dem, for at de skal blive ét kød. Det handler ikke bare om en social anordning, men om, at det er i selve foreningen af kønnene, mennesket kommer til at ligne Gud og bliver et billede på ham. Gud har villet udtrykke sit eget væsen ved at skabe mennesket som to forskellige køn, der kan forenes. Foreningen gælder ikke kun på et sjæleligt plan, men især på det kropslige. Mandens og kvindens kønsorganer er tydeligvis skabt til at passe sammen.

Et homoseksuelt par kan godt indgå et livslangt venskab, men de kan ikke med deres genitalier forenes på samme måde som manden og kvinden.

Det er her, problemet opstår. Bibelen siger, at sex ikke alene handler om at udtrykke kærlighed. Selve den fysiske forening af de komplimentære køn er med til at danne gudbilledligheden. At det er gennem forholdet til det andet køn, at menneskets gudbilledlighed opstår, er et meget overset aspekt i debatten om homoseksuelle vielser. Seksualiteten mellem mand og kvinde har derfor en sakramental karakter, er hellig, og uden den kan mennesket ikke være et billede på Gud.

Denne dynamik mellem kønnene er traditionelt set også afspejlet i andre kirkers struktur og teologi. Når Jomfru Maria har så stor en plads i de katolske og ortodokse kirker, er det, fordi hun repræsenterer det feminine, det receptive.

Det er gennem sin åbne og modtagende holdning, at hun er i stand til at lade sig befrugte af Helligånden, Guds ord, som bærer frugt i sønnen Jesus Kristus, det maskuline.

Nok er Gud kirkens fader, men Maria er dens moder. Uden hende ville komplementariteten ikke være synlig. I den kristne mystik omtales forholdet mellem de troende og Kristus også som brud og brudgom. Hvis ikke kirken og de troende har samme feminine og modtagende holdning som Maria, kan Guds ord ikke komme ind i dem og skabe liv.

Hvis folkekirken i fremtiden bortvisker kønsforskellen, forsvinder en stor del af det, som Guds skabelse bygger på. Og hvad er der så tilbage? En samling sexfrustrerede danskere, der hverken kan finde sig selv, hinanden eller Gud.

Det er ikke blot et nyt ægteskabsritual, det handler om, men menneskets gudbilledlighed. Den danske folkekirke er godt i gang med at forkaste hele Guds skaberordning og den kærlighedsdynamik, som er nedlagt i mennesket gennem køn og krop. Det er ikke bare et fatalt angreb på alt, hvad kirken står for, men også på menneskets værdighed.

Sørine Gotfredsen:

I morgen skal man virkelig være vågen, hvis man har planer om at gå i kirke. Man kan nemlig risikere at blive udsat for en af tidens nye prædikanter med noget ganske andet på sinde end det, der har med kristendom at gøre.

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist.

15. juni 2012, 22:30

De radikale politikere Marianne Jelved og kirkeminister Manu Sareen er indbudt til i hver sin kirke at tale til hyldest af loven om homoseksuelle vielser, der trådte i kraft i går. Der vil blive sagt mange ord om lighed, kærlighed og universelle rettigheder, og således kan man for fuld udblæsning opleve tidens populære forkyndelse. Regeringen har erobret kirkerummet med en effekt, man vel for bare et år siden ikke for alvor havde troet mulig. Det var dengang, Manu Sareen gik rundt og truede med at melde sig ud af folkekirken, fordi en enkelt lille detalje irriterede ham, og i morgen optræder han i samme kirke som manden, der med ét fik magt til at gøre den til ideologisk kampplads. Det var dengang, ingen nok forestillede sig, at politikere med yderst spinkel forstand på kristendom snart skulle stå i kirken og prædike lighed.

Men nu er vi der, og når der er tale om et problem, har det ikke at gøre med, om man går ind for de nye vielser eller ej. Det er det mindste af det. Problemet er, at Jelveds og Sareens idé om lighed afviger temmelig meget fra den lighedsforståelse, der hører kirken til. De vil tale om mangfoldighed i morgen, og minoriteter og moderne rummelighed for alle, og den nye lov vil blive kaldt en sejr for kirken, selv om absolut lighed i kraft af Kristus altid har eksisteret netop her. Fejringen i morgen - som enhver præst burde holde sig for klog til at iscenesætte - afslører, hvordan mennesket kan blive så forført af egen politisk tænkning, at den ophøjes til en slags målestok for det sande. Det synes jo unægtelig, som om den begejstrede markering af den nye lov primært grunder i et ideologisk behov for at trumfe lighed igennem for enhver pris, for set fra kirkens side er der grundlæggende intet nyt. Her har enhver altid været velsignet med ligeværd, og her handler debatten om teologi og synet på vielsen. Slet ikke om begrebet lighed. Det er politikernes kæphest, og man fornemmer, at deres henrykkelse lige nu ikke så meget grunder i interesse for kirken, men snarere i benovelse over egen evne til at gennemtrumfe pedantisk lighed overalt.

Så når disse politikere i morgen entrer kirkerummet, opstår et ubestrideligt højdepunkt i tidens ensrettende forkyndelse, der ikke helmer, før ethvert hjørne i samfundet er blevet renset for selv små uregelmæssigheder. Til det formål benytter man især de homoseksuelle - der må leve med rollen som specielt De Radikales uofficielle maskotter (også kulturminister Uffe Elbæk dyrker dem en del) - som anledning til at kæmpe lighedens kamp. Denne gang i det kirkerum, hvor den for længst er vundet, men hvor de nye prædikanter nu træder frem, som var lighedens fuldendelse i virkeligheden deres fortjeneste. I den politiske tænkning ses den nye lov som et historisk øjeblik, fordi man i mangel på indsigt i sand kristelighed tror, at det er menneskene selv, der har opfundet begrebet. Så når de nye prædikanter i morgen tager ordet i kirken, er der tale om ren selvfejring. Tilmed i det rum, der er bygget til fejring af noget helt andet

Jeg synes Jesper Fodgaard har en pointe, som jeg gerne vil give videre - i en tid, hvor mange vælger at isolere sig i særlige - næsten ghettoagtige "sikre" steder - hvor troen og livet kan udfolde sig mere sikkert og mere "rent".
Men er det en sund tænkning? Læs Jesper Fodgaards tanker

En ildelugtende kirke

Af JESPER FODGAARD, FORMAND FOR DANSKOASE


I en ikke sååååå fjern fortid var der særlige afdelinger i DSBs togsæt, der var reserveret til rygere. Jeg husker, at der lugtede så grimt af røg, at man måtte kæmpe sig igennem disse vogne med svidende øjne, mens man forsøgte at undgå at trække vejret. Selv mange rygere kunne ikke holde ud at sidde i de kupéer, fordi tøj og hår kom til at lugte gennemtrængende af røg efter bare få minutters ophold der.

Men en kristen skal turde sætte sig i rygerkupéen, hørte jeg en præst sige. Med det mente han selvfølgelig, at vi, der følger efter Jesus, skal turde at følges med mennesker, der går steder, hvor vi normalt ikke ville gå. Kun på den måde kan vi blive sande medvandrere.

Når man har siddet i en rygerkupé, så lugter man af røg. Og når vi følges med mennesker, der kæmper med livet og troen, så kommer vi også til at lugte. Af mennesker og de kampe, de kæmper. Og når kirken igennem sin historie har været allerbedst til at være kirke, så har den lugtet af de fattige, af de syge, af de ensomme, af de spørgende, af de fortvivlede, af de opbrugte og nedbrudte.

At være en kristen handler ikke om at leve uplettet af verden, indtil vi dør og kommer i himlen. En kristen skal helst have pletter på tøjet, fordi man er berørt og rørt af andre mennesker og deres liv og deres lidelser.

Jeg drømmer om, at kirken i vores tid også må lugte – af røg, af sved, af blod… Jeg drømmer om levende menigheder i mission, der i den forstand er ildelugtende. Og som i en anden forstand er en sand velduft, fordi den bærer budskabet om Ham, der kom til jorden for at vandre sammen med os og give os del i sin død og sin opstandelse.

Han kaldte sig ”Vejen”, og når vi går på den, så kan vi gå hvor som helst. Derfor har kirken (igen: når den har været bedst til at være kirke) brudt sociale, kulturelle, økonomiske og geografiske grænser for at vandre sammen med mennesker.

Må vi som menigheder og Jesus-efterfølgere i DanskOase turde være medvandrere både for hinanden og for det folk, vi er sat til at være kirke i. Må vi turde følges med hinanden og vores folk helt ind i de mørkeste og mest stinkende rum i vores verden – fordi vi ved, der er en vej ud af mørket og ind i lyset.

Og det er der, vi alle er skabt til at høre til.

Se andre spændende artikler fra OaseMagasinet:
www.magasin.danskoase.dk

Tips om og til det svære ægteskab

Her er gode tips fra BroBlog  - af Anne Gerhardt 18. april 2013

Hvad er det værste, du kan udsætte din ægtefælle for?

Den amerikanske psykolog og matematiker John Gottman har studeret samtaler mellem mere end 3.000 ægtepar. Hans grundige analyser afslører, hvilken adfærd der har størst indflydelse på ægteskabets holdbarhed. Helt konkret har han og hans medarbejdere filmet ægteparrene og herefter målt, optalt, kodet og registreret 20 forskellige kategorier af følelsesudtryk – fx vrede og klynkeri.

Et kig i Kærlighedslaboratoriet
Forskningsprojektet har sat Gottman i stand til med skræmmende præcision at kunne forudsige, hvorvidt et ægtepar har en lang fremtid sammen eller snarere bør tage en snak om terminer og forældremyndighed.
En times analyse giver Gottman en hitrate på 95 %, og med kun et kvarters video af et ægtepar, der taler sammen, kan Gottman forudsige varigheden af deres ægteskab med 90 % sikkerhed!
Gottmans teknik er kategorisere de forskellige følelsesudtryk, som han kan aflæse i ægteparrets ansigter, imens de taler, og så sende det gennem sit analyseapparat.
Nedenfor kan I se Gottmans Top-4 over de værste ting, man kan udsætte hinanden for i en dialog. Jo oftere de gifte par udsatte hinanden for følgende adfærd, des større er chancen for en kommende skilsmisse:

På fjerdepladsen: Forsvar
Forklaringer og undskyldninger (gode såvel som dårlige) vidner om en høj grad af ulighed, som ofte er lige ubehageligt for begge parter. Den underliggende ambition er enten at få ret eller at appellere om tilgivelse, og ingen af delene er gavnlige for en fornuftig fælles løsning.

På tredjepladsen: Kritik
Der er rigtig mange kritikvariationer. Fælles for dem alle er, at kritikeren tager sig ret til at evaluere den andens adfærd (endda negativt). Dermed bliver modparten inviteret ind i en lidet konstruktiv diskussion, der ofte handler om en af disse tre meget udbredte typer kritik: Faglighed (‘du ved ikke, hvad du taler om’), retfærdighedssans (‘du er egoistisk’) eller medmenneskelighed (‘du har ingen empati for os andre’).

På andenpladsen: Obstruktion
Her nægter man ganske enkelt at deltage i samtalen – fx ved at gå sin vej eller skrue højt op for tv’et. Ved offensivt at nægte at deltage i samtalen tvinger man den kritiserende til at hæve stemmen, supplere kritikken med forsvar og insistere på, at det var ret og rimeligt at kritisere – og det kan lede direkte videre til en aflæsning af topscoreren nedenfor:

På førstepladsen: Foragt
Kategorien ’foragt’ kan antage flere forskellige former – fx at ignorere andre, overhøre, afbryde eller udvise arrogance. Man værdiger med andre ord end ikke kritik. Der er så lidt respekt tilbage, at man ikke vil gå ind i et ligeværdigt skænderi med modparten. Denne adfærd er den værste, du kan udsætte din ægtefælle for.
Det er altså foragten, der er den store skurk, når relationer skal nedbrydes. Og selvom Gottmans yndlingsempiri er ægteskabet, ved vi både fra konfliktforskningen og vores egne erfaringer med at rådgive i konflikthåndtering, at det ikke ser specielt meget anderledes ud på arbejdspladsen.

Så hvad gør vi?
Der er intet, der tyder på, at foragt (og det, vi aflæser som foragt) vil forsvinde. Derfor kan vi lige så godt forsøge at håndtere den.
Og ganske ofte er den foragt, vi og de udviser, end ikke reel. Måske er vi bare optaget af egne overvejelser, når vi kommer til at ignorere en kollega, måske er de bare revet med af diskussionen, når de afbryder os, og måske er det bare usikkerhed, der har fået nogle af os til at skabe et værn, der kan aflæses som arrogance?
Men under alle omstændigheder kan vi altid ty til konflikthåndteringens gyldne lov: Så længe der er dialog, er der håb – og det gælder både, når du er i overhængende risiko for at komme til at udtrykke foragt, og når du oplever foragt fra andre:

• Optræd ikke med foragt
  Når noget brænder på, når der er uenighed og noget på spil for dig og dine kolleger, skal du altså gøre alt, hvad du kan, for at holde en åben forbindelse til din samtalepartner. Helt konkret kan det være ved at bruge de tre enkle og altid nyttige strategier: Lyt, anerkend, og spørg ind til deres argumenter med nysgerrighed. På den måde kan du mindske risikoen for, at du kommer til at optræde foragtfuldt.

• Aflæs ikke foragt
  Når du møder, hvad du opfatter som foragt, så lad være at tage det personligt, fx ved at følge regel nummer 6. Udnyt i stedet din mulighed for at vælge at tro, at de ikke mener det – og at det i hvert fald ikke er gavnligt for jeres sag, at du reagerer på foragten.

Har Iben Thranholm en pointe i sit synspunkt: Abort og skolemassakre hænger sammen?

Jeg ser altid ekstra godt efter, når Iben Tranholm skriver noget, og, indrømmet, hun skriver ikke altid om den gode latin, der mestendels doceres i vores moderne og tolerente tid.
Men tag dig tid til at nærlæse, hvad hun her har på hjerte

Iben Thranholm | 11. januar 2013 KD

Præsident Obama græd offentligt over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook-skolen. Men det havde været bedre, hvis han samtidig havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, skriver Iben Thranholm

Kort før jul fik verden et chok over den voldsomme massakre på Sandy Hook-skolen i Newtown, hvor den 20-årige Adam Lanza skød 20 skolebørn og seks voksne, heriblandt sin egen mor. I ugerne efter lød spørgsmålet igen og igen: Hvordan kunne det ske? Desværre er det ikke første gang, at en amerikansk skole bliver offer for et brutalt skyderi som dette. Tallet ligger op mod de 20. Den umiddelbare reaktion fra amerikanske politikere var, at det var for let at få adgang til våben i USA, og at loven derfor måtte strammes. Et overfladisk svar, der lader spørgsmålet om, hvad der får en ung mand til at begå så meget ondskab, stå ubesvaret tilbage.

Forleden læste jeg, at genforskere vil udtage dna-prøver fra massemorderen i Newtown, fordi man håber på at finde ondskabens årsag i de menneskelige gener. I dag er det neurobiologien, som opfatter mennesket og dets handlinger alene som et resultat af kold kemi, der hersker. Der foreligger endnu ikke nogen resultater, men selvom det skulle lykkes at finde en anden genstruktur end hos gode mennesker, giver det ingen retningslinjer for, hvordan samfundet skal forholde sig til ondskab.

Måske netop på grund af neurobiologiens udbredelse er der en enorm interesse for at forstå ondskab for øjeblikket. Boghandlernes hylder bugner af bøger og biografier om onde mennesker, som for eksempel de værste nazibødler fra Anden Verdenskrig og andre tyranner.

Peter Øvig Knudsens bestsellere ”Efter drabet”, ”Birkedal” og ”Blekingegadebanden”, som forsøger at kortlægge og forstå ondskab, fascinerer danskerne. Også det kontroversielle teaterstykke om norske Anders Behring Breivik, der dræbte 69 mennesker på Utøya, har været et tilløbsstykke, hvor billetterne blev revet væk.

Vi vil have indsigt i det onde, fordi vi tror, at vi kan kontrollere og beherske det ved at forstå det. Det er naivt at forstille sig, at man kan forstå det onde. Det er som at prøve at spille skak med Djævelen. Han vinder, for i forsøget på at blive herre over det onde bliver man i stedet fristet og påvirket af det.

I stedet for at bore i, hvad ondskab er, skulle man hellere spørge, hvordan det kan være, at en kultur, der bygger på kristendommen, er blevet så rådvild og hjælpeløs, hvad angår ondskab. Bibelen giver klare svar på, hvor ondskab kommer fra, og hvordan man bør omgås den. Ondskab skal ikke forstås, men forsages. Interessen for ondskab er en form for hovmod.

I dagene efter tragedien på Sandy Hook læste jeg en samtale mellem Gud og en bekymret skoleelev slået op af amerikanske venner på Facebook. Eleven spørger Gud, hvordan han kan tillade så meget vold i skolerne. Gud svarer: Fordi jeg ikke længere er tilladt på skoler. På amerikanske (og skolerne i hele den vestlige verden) er man holdt med at lære børn at bede og at læse i Bibelen, hvor der står, at man ikke må slå ihjel, og at man skal elske sin næste. I stedet lader man underholdningsindustrien om at opdrage unge med film om vold, mord og promiskuitet.

Gennem voldelige computerspil træner teenagere sig selv til at slå ihjel og til at miste samvittigheden, så de til sidst ikke kan se noget forkert i at dræbe deres klassekammerater og sig selv. Eksperter har længe beroliget befolkningen med, at det ”bare var underholdning”, men Breiviks massemord på vore egne breddegrader beviser det modsatte. Underholdningsbranchen er i gang med at fostre en ny samvittighedsløs mennesketype. Først bliver børn ludomaner og sidenhen personlighedsforstyrret.

Præsident Barack Obama fældede offentligt tårer over de 20 børn, som blev skudt på Sandy Hook og lovede, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at stramme våbenloven. Det havde været bedre, om han samtidigt havde grædt snot over de 50 millioner børn, som er blevet legalt aborteret siden 1973 i USA, og alle de ufødte børn, Obamas politik fortsat tillader at blive dræbt.

Han skulle have lyttet, da Moder Teresa ved National Prayer Breakfast i 1994 sagde til daværende præsident Bill Clinton: ”Ethvert land, der tillader abort, lærer ikke dets folk at elske, men at bruge vold til at få, hvad de vil have.” Hvis præsidenten forbyder abort, kan han vende udviklingen. Hvordan skal unge, der vokser op i et samfund, hvor de ser deres forældre abortere deres søskende, fordi de har en sygdom, et forkert køn eller blot kommer på det forkerte tidspunkt, kunne respektere deres venners liv? Denne holdning til menneskeliv og lovgivning fører til afstumpethed overalt i samfundet.

Står Naveed Baigs ord til troende?

Jeg har tilladt mig at sakse følgende indlæg fra DEN KORTE AVIS og deres kommentar til nytårsgudstjenesten 2013.
Niels Peder Nielsen


Af Hara Dvinge og sakset fra Rundt om samfundet

 

Imam indtog DR’s traditionsrige nytårsgudstjeneste

Integration

Naveed Baig er flere gange blevet heftigt kritiseret for sin tilknytning til radikale organisationer som Minhaj ul-Quran. Ikke desto mindre var han i år med til at nytårsvelsigne danskerne i DR’s midnatsgudtjeneste. Læs hvad han sagde …

For første gang i historien er danskerne blevet nytårsvelsignet af repræsentanter fra hele 4 trossamfund, det kristne, det jødiske, det buddhistiske og det islamiske. Det skete under den traditionsrige midnats- og nytårsgudstjeneste transmitteret direkte fra Christians Kirke i København.

Initiativet til dette overflødighedshorn af velsignelser var taget af Flemming Pless, socialdemokrat, fotograf og præst ved Christians Kirke, Danmarks Radio tog ideen til sig og 2013 blev således markeret som året hvor islam for alvor blev inviteret ind i den pæne stue.

Budskabet fra de gejstlige var naturligvis et kor af håb om tolerance, mangfoldighed og gensidig respekt troende og ikke-troende imellem.

Men fra den islamiske stol blev der eksplicit opfordret til at sige nej til islamofobi, antisemitisme og diskrimination.

Gad vide om Naveed Baig, den islamiske gejstlige, har gået på ”Akademiet for utæmmet kreativitet”. For det er jo et gøglernummer af rang, når imamen stillede sig op og sagde, at håbet fra muslimerne er, at vi skal se at få stoppet islamofobien, dvs. en sygelige angst for og had til islam og muslimer, en fobi der konkret udmøntes i en tiltagende dem og os retorik!

Hvad bilder denne imam sig egentlig ind, for det er jo ikke kristne, jøder, buddhister og ateister der deler verden op i dem og os.

Det er derimod muslimerne selv.

Danskerne har ingen problemer med at gifte sig med muslimerne, spise islamisk mad, svømme med Mohammed og Fatima og generelt tilpasse vores samfundsinstitutioner, så de også passer muslimerne.

Og vi har heller ingen problemer med at sende milliarder af projekt kroner efter de mange muslimer, der har utrolig svært ved at begå sig i skolen, og hvor mange af dem konstant bevæger sig rundt på kanten af loven.

Vi må ikke tale om, at det er muslimerne der er voldsomt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, gør vi det er det et udtryk for islamofobi.

Men ikke nok med at vi skal lægge øre til, at det er meget forkert at være bekymret og bange for at blive det næste offer for tilfældig muslimsk problemadfærd. Det forventes også, at offentligheden bøjer hovedet i ærbødig respekt, når imamerne træder op på scenen for at fortælle de fejlinformerede danskere om den sande islam.

Imamen Naveed Baig der var inviteret til at tale på muslimernes vegne i forbindelse med nytårsgudstjenesten var ingen undtagelse.

Imamen indledte sin tale med at fortælle at islam også går ind for mangfoldighed, og for at underbygge sin påstand er det som bekendt meget populært at tage afsæt i et citat fra koranen, det lød som følgende:

”I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så i kunne lære hinanden at kende”. (sura 49.13)

Man må formode at den pæne imams budskab er faldet i god jord hos familien Danmark, for hvis der er noget der klinger rigtigt i danskernes ører så er det ideen om respekt og anerkendelse for menneskelig diversitet.

En del danskere vil dog sikkert undres over hvordan det kan gå til, at islam går ind for mangfoldighed, tolerance og ligeværdighed mellem alle mennesker, uanset hvem du er, og hvor du kommer fra, når nationale og internationale nyheder dagligt beretter om det modsatte.

Må man minde om at ¾ af alle religiøst forfulgte mennesker i verden er kristne og at 80 procent af de personer der myrdes på grund af deres religion, er kristne. Det er kedeligt at sige det, men desværre tegner muslimerne sig for størsteparten af disse forbrydelser. Det er islamofobisk at nævne det!

Forklaringen er naturligvis at islam på ingen måde går ind for mangfoldighed, tolerance og ligeværdighed, og det fremhæves igen og igen hele koranen igennem. Således også umiddelbart forinden det citerede koranvers, der altså ifølge imamen skulle være et bevis på islams fine og mangfoldige natur.

Når muslimen slår op i sin koran, kapitel 49, for at læse, hvad der står om mangfoldighed vil han hurtigt forstå at Allah hader de vantro, og endog så meget, at han for at beskytte de gode muslimer fra at blive fristet til at respektere de fordærvede vantros ideer, netop SELV har plantet had til de vantro i de troende muslimers hjerter(sura 49.7).

Budskabet om at Allah har skabt menneskene i folkeslag og stammer, for at de skal lære hinanden at kende som venner, gælder kun hvis de er muslimer.

Der er næppe mange danskere der vil stille muslimerne til ansvar for, hvad der blevet noteret for 1400 år siden, men så skal man i det mindste holde op med at lade danskerne stå på mål for projektioner af egne utilstrækkeligheder og dårligdomme, det er simpelthen uanstændigt.

Godt nytår!

Læs talen her: http://naveedbaig.eftertanke.dk/2012/12/30/interreligi%C3%B8s-nytarshilsener-pa-dr-laes-hele-talen-her/

01 Jan 2013

Hvorfor skal de leve? - Et synspunkt på efter-fødselsabortdebatten

Jeg læste med stor interesse cand. teol. Søren Stidsens refleksioner i forbindelse med den debat, som efter-fødsels aborten med rette afføder. Jeg bringer hans indlæg i juninummeret af nyhedsmagasinet fra foreningen Retten Til Liv

Hvorfor skal de leve
Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Derfor bør man tillade efter-fødsels abort, så nyfødte kan dræbes, hvis forældrene ikke ønsker dem. Det gælder både børn med forskellige defekter, børn hvis forældre ikke kan magte opgaven, og børn hvis forældre alligevel ikke ønsker barnet. Dette forslag kunne man læse i artiklen ”After-birth abortion: why should the baby live?” i det internationalt anerkendte tidsskrift, ”Journal of Medical Ethics”, den 23. februar i år. De to forfattere, Alberto Giubilini og Francesca Minerva, er ikke provokunstnere eller satirikere, som det ellers bl.a. er blevet foreslået af vantro mennesker på Facebook. De er meget seriøse etikere og har begge en ph.d. i filosofi, og de mener det helt alvorligt. Når man læser det, må man spørge sig selv, hvordan forstandige mennesker kan mene noget så frygteligt. Desværre er det blot den logiske følge af den forståelse af fostre, der er almindelig i Vesten og vores deraf følgende abortlovgivning.

Den filosofiske begrundelse for abort på nyfødte
Giubilini og Minerva argumenterer på baggrund af den australske filosof Peter Singer, som allerede i 70’erne gav udtryk for en lignende holdning og har udfoldet den flere gange siden. Tanken er, at ingen har ret til noget, de ikke har den mentale formåen til at værdsætte. Kun den, der kan føle smerte, har således ret til ikke at blive påført smerte, og kun den, som er i stand til at værdsætte sin egen eksistens, har ret til at beholde den. Desuden skal man kunne opfatte sig selv som et individ, der eksisterer i tid, og som derved kan sætte sig mål for fremtiden. Den evne har hverken fostre eller nyfødte børn, hævder Giubilini og Minerva, og derfor er de ikke personer i etisk forstand. Da de ikke kan sætte sig mål for fremtiden, mister de ikke noget ved, at man berøver dem denne fremtid. Endvidere har mennesket ikke nogen særlig værdi frem for andre dyr. Ethvert dyr, der er en person i ovennævnte forstand, har ret til livet, ligesom ethvert menneske, der ikke er en person, ikkehar ret til livet. De gør derfor også op med den gamle diskussion om, hvorvidt et foster er et menneske. Det er et genetisk spørgsmål, og selvfølgelig er fosteret et menneske. Det er bare ikke relevant for etikken, hvilken art man tilhører. Om man er en person, er det væsentlige. Hermed overtrumfer de på den ene side den gamle abortmodstand, der stædigt har fastholdt menneskets særlige status og dermed også fosterets, og på den anden side aborttilhængerne, der har hævdet, at fosteret endnu ikke er et rigtigt menneske.

Argumenternes logik halter
Der er imidlertid nogle alvorlige problemer i Giubilini og Minervas idé. For det første bygger den på en ulogisk undtagelse, som de ikke argumenterer fornuftigt for. For det andet er konsekvenserne langt mere vidtrækkende, end det fremgår af artiklen. Det ulogiske ligger i deres måde at forstå krænkelsen af rettigheder på. Deres tanke er, at en krænkelse er afhængig af evnen til at erkende sit tab, hvilket muligvis er sandt for enhver anden krænkelse end netop drab. Døden forhindrer jo netop, at man er i stand til at erkende tabet. Den græske filosof Epikur sagde det således: ”Når vi er, er døden ikke tilstede, og når døden er, er vi ikke tilstede”. Derfor kan ingen erkende sin egen død. Enhver, der bliver slået ihjel på en smertefri måde og uden at vide det, fordi døden indtræffer pludseligt, eller fordi personen sover eller er bevidstløs, krænkes derfor ikke ved at blive slået ihjel, hvis man skal følge denne forståelse af en krænkelse. Giubilini og Minervas forbillede, Peter Singer, har bemærket dette problem, og han mener derfor, at drab snarere er en krænkelse af alle andre personer. Når én person dræbes, skaber det en frygt i andre personer, som derfor får deres livskvalitet reduceret. Denne angst gælder dog kun for andre personer. At man blot tilhører samme art, skaber ikke denne frygt, mener Singer. At den, der på den måde sætter skel op inden for menneskeheden, er på et farligt spor, viser historien kun alt for tydeligt med slavehandel, kvindeundertrykkelse og holocaust. Mere eller mindre vilkårlige grænser kan altid sættes op, når der er nogen, man ønsker at udelukke fra fællesskabet af mennesker. Dét, at der stadig er en udbredt abortmodstand, viser, at mange mennesker faktisk føler sig truet af det, de ser som et overgreb på nogen, de oplever et eksistentielt fællesskab med. Ikke mindst ældre med begyndende demens må føle truslen.

Uhyggelige konsekvenser
Konsekvenserne af Giubilini og Minervas tanker er som nævnt langt mere vidtrækkende, end de gør sig klart i artiklen. Ved at lægge fokus på om nogen er en person i stedet for på hvilken biologisk art, der er tale om, fratager de mennesket enhver værdighed. Som sekulære filosoffer gør de ret i ikke attillægge et dyr en objektivt set højere værdi end et andet, men som mennesker begår de en frygtelig fejl ved det. Når mennesket kun har værdighed i kraft af, at det er en person, forsvinder de gode argumenter imod en lang række ting, vi ellers oplever som grove krænkelser af menneskeheden. Kannibalisme er et godt eksempel. Det er en af de ting, det moderne menneske væmmes allermest ved. Vi oplever det som en krænkelse af den døde, men eftersom den døde ikke er en person, kan der ikke være nogen krænkelse. Vi oplever det som en krænkelse af menneskeheden som sådan at gøre et menneske til mad, men hvis mennesket ikke har nogen særlig værdighed, kan menneskeheden ikke krænkes. Endelig er der naturligvis de efterladtes følelser, der kan krænkes ved kannibalisme, men hvis den døde selv ønskede at blive spist efter sin død, er situationen magen til organdonation, hvor vi lader den afdødes ønsker gå forud for de efterladtes. Den principielle forskel på organdonation og kannibalisme er udelukkende, at vi ser kannibalisme som en krænkelse af menneskeligheden, mens vi ser organdonation som en næstekærlig handling. Desuden er der mangel på organer, mens der ikke er mangel på mad. Ville vi se modsat på de to, hvis vi kunne skabe kunstige organer, men manglede mad?

Hvis der ikke gives nogen absolutte etiske værdier…
I en sekulær etik gives der grundlæggende set ikke nogen absolutte etiske værdier. Etikken er en social konstruktion. Det betyder blot ikke, at vi uargumenteret kan gøre, hvad der passer os. Mennesket er et fornuftsvæsen, og derfor må vi forvente, at mennesket opretholder en fornuftigt sammenhængende etik. Hvis ikke, er enhver tanke om etik jo meningsløs. Vælger man som Giubilini og Minerva at lade personbegrebet være det, der er bestemmende for retten til livet, så man derved ophæver menneskets almene værdighed, er der ikke som sådan noget forkert i det. Ikke ud fra en sekulær etisk overvejelse i hvert fald. Så er man blot nødt til at tage hele pakken med. Hvis det er acceptabelt at slå små mennesker ihjel, fordi de endnu ikke er personer, så er kannibalisme i visse former også acceptabelt. Hvis det er acceptabelt at sætte skel ned mellem forskellige typer af mennesker, så de grundlæggende menneskerettigheder ikke gælder for alle, så vil fostre og nyfødte ikke være de sidste, der udelukkes. Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Så langt har Giubilini og Minerva ret. Alligevel kan den frie abort fejre fyrre års jubilæum til næste år. Lad os markere den ved enten at tillade drab på spædbørn eller ved at give aborten selv dødsstødet. Fyrre år må være længe nok med en inkonsekvent samfundsetik.

Nyt fra Yad Va Lev, Jerusalem (Okt/Nov 2011)

Israelsturen 2011.


Kære venner.
Så kommer 5. og sidste opdatering fra vores Yad Va Levtur til Israel i perioden 10. okt til 3. dec. 2011, og denne udsendelse dækker perioden fra 21, nov og til hjemkomsten den 3. dec. 2011.
God læsning, og jeg minder igen om at jeg er lidt udførlig med en række oplevelse - jeg tænker på feks. på omtalen af Atanja, Hanegalskirken, Oscar Schindler, Citadellet i Jerusalem, Johannes Døbers sted ca. 10 km fra Jerusalem m.m.
Bemærk igen den lidt sjove datoorden jeg har valgt, og igen er det altsammen baseret på mine dagbognotater i hele perioden

Mandag den 21. nov
Så blev det hverdag igen med suppekøkken og renovering af lejligheder

Tirsdag den 22. nov
Det er en god oplevelse at kunne være med til at gøre en forskel i nogles liv med det som vi kan byde ind med. I et par dage snart har jeg repareret skabslåger, ordnet skuffer, slået bagbeklædninger fast og sat hylder fast.
Om aften deltog vi i Joffiaften med Mathias Rom, der underviste i: Udvælgelse

Onsdag den 23. nov
Så blev arbejdet afsluttet hos den etiopiske familie, og om aftnen blev vi inviteret hen til Ester (en enlig etiopisk mor med fire dejlige børn, hvoraf de to kunne spille henholdsvis Bratsch og blokfløjte. Vi fik god mad incl. deres hofret injera – etiopisk fladbrød/pandekage med wot ovenpå. Vi inviterede dem til vores pandekager i næste uge

Torsdag den 24. nov
Dagen i dag var en af de dage, hvor både de unge voluntører og os skulle ud på en fælles udflugt og så måtte vi leje en ekstra bil og jeg kørte vores 9 personers Toyotabus til Netanya, en by nord for Tel Aviv, ca. 2 timers kørsel fra Jerusalem.
Målet var at besøge et uddannelsessted for messianske jøder, et sted, der teologisk ligger på linie med MF/DBI, og stedet hedder Israel College og the Bible (ICB)
ICB er en messiansk uddannelsesinstitution, der har til formål at udstyre og udvikle ledere i Messias' tjeneste og at give en unik forståelse af de jødiske rødder i den messiastroendes liv. ICBs fokus og de fleste programmer er fokuseret på uddannelse af israelere, fordi den jødiske troende bør være et lys for messiastroende i alle nationer.
Lederen, præsident Erez Soref mødte vi, en meget karismatisk leder, der brænder for at møde den moderne jøde med troen på Jeshua som Messias.
Han siger det bl. a. sådan i studiefolderen:
Læring på ICB byder på en markant og indlevende oplevelsen, for den studerende bliver nedsænket i israelsk kultur og sprog, og udfordres af en rig, dyb og åndeligt centreret fagligt møde.
Findes der en bedre måde at studere Bibelens sprog, studere historien om Bibelen, møde troen på Bibelen m.m. end på det sted, hvor det hele begyndte?
Her kan du besøge ikke bare seværdigheder, men egentlige arkæologiske og historiske steder, hvor begivenhederne i Bibelen fandt sted.
Men Israel College of the Bible handler om mere end livløs sten.
Det handler om levende mennesker! Vi drager omsorg for vores studerende og deres udvikling som mennesker og som Guds tjenere.
Her har du chancen for at dele dit liv med lærere og ledere, som er interesseret i at hjælpe dig med at udvikle dig åndeligt såvel som intellektuelt.
Du vil blive i stand til at tilbede i messianske menigheder og frivillig i en række organisationer og tjenester, der virkelig er i verdensklasse.
Dr. Erez Soref, præsident
PS. Erez Soref har et særligt forhold til Ordet og Israel og i en periode blev han støttet af OI

Fredag den 25. nov
Inga og Villy havde arrangeret en fin tur til Hanegalskirken lidt uden for bymuren, og det var en god oplevelse at være tæt på det sted, hvor Peter så skammelig fornægtede sin Herre og Mester (og her tænke sig selv med. Og tænke efter, hvor meget og hvor ofte vi ligner ham).
”Indlagt” – indbygget - i kirken var der rester af ypperstepræstens gård, og sikkert også det fængsle, som Jesus efter al sansynlighed sag fanget i, natten mellem skærtorsdag og langfredag.
Vi besøgte også Oskar Schindlers grav på en kristen kirkegård.
Wikipedia skriver om ham:
Han var ”et menneske med svagheder på godt og ondt, beskrevet som sortbørshaj, medlem af nazipartiet, en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe – og samtidigt én af de største, om ikke den største, humane skikkelse i Holocausts rædselsvækkende historie.
Den 28. april 2008 ville Oskar Schindler være fyldt 100 år – han blev berømt som den centrale figur i Spielbergs oscarbelønnede film Schindler’s Liste, men han passer ikke ind i billedet af Godhedens koryfæer som Gandhi med sit lasede lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt. For Godhed drikker ikke, holder ikke elskerinder på stribe, bærer ikke prangende nazi-emblem …
Oskar Schindler blev allerede i begyndelsen af tresserne hædret i Israel og opfordret til at plante et træ i De Retfærdiges Allè, der leder op til Yad Vashem-museet i Jerusalem. En mindeplade i Park of Heroes hylder ham som frelser af flere end 1200 jøder. I dag er der 7.000 efterkommere af Schindlers jøder, bosat i USA og Europa, mange i Israel. Før anden verdenskrig udgjorde jøderne 3,5 millioner af Polens befolkning – i dag skønnes der at være færre end ti tusinde tilbage.

Her er hans historie (Fra Wikipedia):
Oskar Schindler blev født den 28. april 1908 i Zwittau i det nuværende Tjekkiet i et hjem, præget af forældrenes dybe religiøsitet. Nærmeste naboer var en jødisk rabiner-familie, og de to sønner blev Oskars bedste kammerater. Familien hørte til de rigeste og mest prominente i Zwittau, men i forbindelse med den store økonomiske depression i tredverne gik familiefirmaet fallit.
Schindler fulgte i hælene på SS, da tyskerne indvaderede Polen, og han blev rekrutteret af den tyske Efterretningstjeneste Abwehr for at indsamle informationer om polakkerne. Han flyttede til Krakow, hvor han hurtigt kom på god fod med de lokale Gestapo-chefer. Bestikkelse i form af penge og illegale sortbørsvarer flød i en lind strøm fra Schindler og skaffede ham kontrol over en jødisk-ejet emaljevare-fabrik, Deutsche Emailwaren Fabrik, nær den jødiske ghetto, hvor han fortrinsvis beskæftigede jødiske arbejdere.
Men efterhånden som nazisternes brutalitet tager til med mord, vold og terror, begynder deres plan om jødernes totale udryddelse at gå op for Oskar Schindler i al sin gru. Han kan se jøderne ikke alene som billig arbejdskraft, men også som mødre, fædre, børn der udsættes for skånselsløse myrderier.
Og han beslutter at sætte alt på spil i desperate forsøg på at redde ”sine” 1200 Schindler-jøder fra den visse død i dødslejrenes helvede. Takket være massive bestikkelser og sine forbindelser slipper han godt fra aktivt at beskytte sine arbejdere:
I hans fabrik, placeret ved arbejdslejren Plaszow, får nazi-vagterne besked på at blive på deres side af hegnet, og ingen lukkes ind på fabrikken uden tilladelse fra Schindler selv. Han overnatter hver nat på sit kontor på fabrikken for at kunne gribe ind, når Gestapo dukker op. Tre gange arresteres han af Gestapo – men bliver frigivet, først og fremmest på grund af sine værdifulde forbindelser.
I hans fabrik bliver de gamle registreret som værende 20 år yngre, børnene kategoriseres som voksne. Sagførere, læger, kunstnere registreres som metalarbejdere og mekanikere – allesammen for at kunne overleve som uundværlige for krigsindustrien.
I hans fabrik bliver ingen slået, ingen myrdet, ingen sendt til dødslejre som det nærliggende Auschwitz …
I dè år døde millioner af jøder i udryddelseslejre som Treblinka, Majdanek og Auschwitz – men Schindlers jøder overlevede mirakuløst i Plaszow helt frem til 1944.
Da nazisterne blev slået tilbage på Østfronten, blev Plaszow og dets under-lejre beordret opløst og lukket. Schindler nærede ingen illusioner om, hvad dèt ville indebære. Desperat bearbejdede han sine forbindelser indenfor militære og industrielle cirkler i Krakow og Warszawa og tog til slut til Berlin for at redde ”sine” jøder fra den visse død. Med livet som indsats tog han alle sine overtalelsesevner i brug, han bestak hæmningsløst, kæmpede, bønfaldt ...
Hvad ingen troede muligt, lykkedes for Schindler: Han fik tilladelse til at flytte hele sin fabrik fra Plaszow til Brinnlitz i det besatte Tjekoslovakiet og kunne, hvad aldrig før var set, tage sine arbejdere med. De undgik hermed at dele skæbne med de øvrige 25.000 mænd, kvinder og børn i Plaszow – de sendtes ubønhørligt til udryddelse i Auschwitz`s gaskamre, kun 60 km fra Plaszow.
Indtil befrielsen i foråret 1945 skyede Oskar Schindler intet middel for at sikre sine Schindler-jøder. Han brugte hver en pfennig, selv Emilie Schindlers smykker blev solgt, til mad, klæder og medicin.
Han oprettede et hemmeligt lazaret i fabrikken med lægeudstyr købt på det sorte marked, hvor Emilie passede og plejede de syge. Dè, der ikke overlevede, fik en behørig jødisk begravelse på en skjult kirkegårdsplads – etableret og betalt af Schindler.
Fabrikken fortsatte igennem 7 måneder med at producere granater til den tyske værnemagt – i al dèn tid produceredes ikke een eneste brugbar granat. Ikke een granat gik igennem militærets kontroltests.
Alligevel lykkedes det i disse måneder en utrættelig Schindler at overtale Gestapo til at sende yderligere 100 belgiske, hollandske og ungarske jøder til hans fabrikslejr ”af hensyn til den fortsatte krigsproduktion.”
I maj 1945 var det hele forbi – russerne rykkede ind i Brinnlitz. Aftenen forinden havde Schindler samlet alle på fabrikken og taget en dybt følelsesladet afsked med dem.
Oskar Schindler og med ham de 1200 Schindler-jøder havde overlevet ...

Vi besøgte også den store tyske kirke, der er bygget lidt udenfor muren og som er bygget over Jomfru Marias grav. Det virker dog lidt for meget for en lutheraner, som mig, der ikke levner så meget plads til Maria, som katolikkerne gør.
Vi benyttede samtidig lejligheden til at foretage lidt indkøb i De gamle Bys bazargader. Det er altid sjovt at gå rundt, men hold op, hvor man oplever sig snydt uanset, hvad man har budt. Irene købte sig et par håndlavede sandaler for 200 Shekel.
Vi lavede maden til Shabatsaftnen og delte nadveren med hinanden

Lørdag den 26. nov
De fire af os besøgte Citadellet, eller som det mere korrekt hedder: Tower of David.
Lige indenfor Jaffa Gate, som blev indviet i 1538, ligger Tower of David, og det er en gammel fæstning placeret i nærheden af Jaffa Gate, indgangen til den gamle by i Jerusalem, og blev bygget til at styrke et strategisk svagt punkt i Den Gamle Bys forsvar. Bygningen er oprindelig opført i det 2. århundrede f.Kr. og efterfølgende ødelagt og genopbygget af forskellige bygherrer - kristne, muslimske, Mamlukker og osmanniske erobrere af Jerusalem.
De indeholder vigtige arkæologiske fund, der går 2700 år tilbage, men er også et moderne og populært mødested for forskellige begivenheder, håndværksshows, koncerter, samt lyd- og lysforestillinger.
Navnet "Tower of David" skyldes at de byzantinske kristne troede at stedet var kong Davids palads, men det har ligget et andet sted i City of David (læs om det på en anden dag i dagbogen).
Efter Jerusalems ødelæggelse af romerne i 70 e.Kr., tjente stedet som kaserne for den romerske tropper. Da Romerriget gjorde kristendommen til statsreligion i det 4. århundrede, etablerede et samfund af munke sig i fæstningen.
Efter den arabiske erobring af Jerusalem i 638, renoverede de nye muslimske herskere borgen, og denne kraftfulde struktur modstod angreb af korsfarerne i 1099, og overgav sig først, da dens forsvarere var garanteret sikker passage ud af byen.
I løbet af korstogsperioden foretog tusinder af pilgrimme en pilgrimsrejse til Jerusalem via havnen i Jaffa, og for at beskytte pilgrimmene mod truslen fra landevejsrøvere, byggede korsfarerne et tårn omgivet af en voldgrav på toppen af borgen, og etablerede udkigsposter, som kunne vogte vejen til Jaffa. Borgen fungerede også som sæde for Korstogskongerne i Jerusalem.
I 1187, erobrede Sultan Saladin byen og stedet, men Mamlukkerne ødelagde den i 1260, men genopbyggede det senere.
Borgen blev genopbygget endnu en gang mellem 1537 og 1541 af osmannerne, som designede en imponerende indgang, bag hvilket der stod en kanon placeret.
I 400 år tjente borgen som garnison for tyrkiske tropper. Osmannerne byggede også en moské på stedet, og tilføjede minareten, som stadig står der i dag. Det var i denne periode, at komplekset begyndte at blive kaldt "Tower of David", efter kong David grundlæggeren af Jerusalem.
Under Første Verdenskrig, erobrede britiske styrker under general Edmund Allenby Jerusalem, og i perioden med det britiske mandat (1917-1948), etablerede den britiske højkommissær Pro-Jerusalem Society for at beskytte byens kulturelle arv. Denne organisation rensede og renoverede borgen og genåbnede det for offentligheden som et mødested for koncerter, arrangementer og udstillinger af lokale kunstnere. I 1930'erne blev et museum om palæstinensisk folklore, som viser traditionelle håndværk og tøj, åbnet i citadellet
Efter den arabisk-israelske krig i 1948, erobrede den arabiske Legion Jerusalem og den blev igen en militær position, med dens dominerende udsigt over våbenstilstandslinjen ind i jødiske Jerusalem. Med den israelske sejr i 1967 efter Seksdageskrigen blev citadellets kulturelle rolle genoplivet.
En Dale Chihuly lysekrone hænger i forhallen af Tower of David Museum.
The Tower of David - Museum of the History of Jerusalem blev åbnet i 1989 af Jerusalem Foundation, og beliggende i en række kamre i det oprindelige citadel, er der showrooms, der viser Israels historie. Museet omfatter også en gård, der indeholder arkæologiske ruiner, der kan dateres tilbage 2700 år.
Museet, skildrer 4.000 år af Jerusalems historie fra dens begyndelse som en kana'anæisk by til moderne tider. Ved hjælp af kort, videobånd, hologrammer, tegninger og modeller, udstillingsværelser, skildres Jerusalem gennem de forskellige herskere. Besøgende kan også stige op til voldene, som giver en 360-graders udsigt over den Gamle By og den Nye By i Jerusalem.
Siden 2002, rapporter Jerusalem Foundation, har over 3,5 millioner besøgende oplevet museets udstillinger m.m..

Søndag den 27. nov.
Vi påbegyndte endnu en lejlighed mere, den sidste og om aftnen fik vi besøg af Ester og hendes børn til pandekager og derefter fejrede vi adventfest i Joffihuset

Mandag den 28. nov.
Efter arbejdsdagen hentede en medarbejder os og kørte en tur med os til Kennedy Memorial for at se en fantastisk solnedgang, og vi kørte langsomt tilbage gennem Jerusalemskoven, hvor der er sjakaler og andre vilde dyr. En skøn og fantastisk naturoplevelse
Yad Kennedy, som det hedder på hebraisk, er beliggende i Mateh Yehuda området i nærheden af Jerusalem, og er et mindesmærke for John F. Kennedy, præsidenten for Amerikas Forenede Stater, og som blev myrdet i 1963.
Mindesmærket er 60 fod høj og er formet som en fældet træstamme, der symboliserer et forkortet liv. Indeni er der en buste af John F. Kennedy, og en evig flamme brænder i midten, og flammen er omgivet af 51 søjler, der hver især bærer logoet i en stat (50 stater og Columbiadistriktet)
Monumentet blev bygget i 1966 med midler doneret af jødiske samfund i USA, og er tegnet af den israelske arkitekt David Resnick.
Pladsen er beliggende ca. 10 km fra Jerusalem, ikke langt fra det berømte Hadassah Medical Center.
Den nås ved at følge de snoede ”bjergveje” forbi Ora og Aminadav.
Monumentet og tilstødende picnicområde er en del af John F. Kennedy fredskoven, og så kaldet Jerusalemskoven

Tirsdag den 29. nov.
Vi afsluttede en lejlighedsreparation

Onsdag den 30. nov
Jeg brugte dagen på at lave prædiken til på søndag 2. sø. i advent til Oasefællesskabet i Silkeborg. Nogle gik tur til den gamle by og en sidste tur gennem Den gamle by, for på behørig vis, at tage afsked med det hellige land særlige kendetegn – Den gamle by

Torsdag den 1. dec.
Stod i oprydningens tegn, evaluering med lederne og en tur til Johannes Døberens fødested, hvor der i dag ligger et kloster - The Monastery of St. John i Wilderness – og det er et franciskanerkloster, bygget på en skovklædt skråning syd for Jerusalem, og stedet er hævdes at være stedet, hvor man mener at Johannes Døberen opholdt sig, når han ikke var ”in charge”. Stedet ligger tæt på Ein Karem og er i følge traditionen stedet, hvor Johannes "voksede og blev stærk i ånden, og han levede i ørkenen, indtil han viste sig offentligt at Israel"!
Ifølge kristen tradition, var Johannes Døberen født i Ein Kerem, hvilket førte til oprettelsen af mange kirker og klostre. I 2010 havde kvarteret en befolkning på 2.000, og stedet tiltrækker ca. tre millioner besøgende om året, en tredjedel af dem er pilgrimme fra hele verden.
Ifølge den kristne tradition, er det også stedet, hvor Elizabeth, Johannes Døbers mor, mirakuløst blev gravid. Det er også her han blev født. Bibelen fortæller, at Elizabeth under sin graviditet, fik besøg af en familieslægtning – Jomfru Maria, som også var gravid med Jesus. Traditionen siger, at de to kvinder mødtes ved landsbyen, og at Maria drak af byens kølige kildevand. Dette sted hedder nu Marias brønd, og landsbyen omkring brønden voksede og dens vand betragtes som helligt, og mange pilgrimme kommer for at drikke fra brønden og tage det hellige vand væk med dem på flasker.
Efter denne fine oplevelse viste Ruben os et smukt terraseområde, som man havde ”restaureret” tiden tilbage til tiden med kunstvanding fra friske kilder, der kom ud af klippen, næsten som på Moses tid.
Vi sluttede dagen med sammen at spise på en god restaurant i Ein Karem.

Fredag den 3. dec.
Kl. ca. 12 kom en Sherut (en shuttlebus) der samler passagerer op, som skal til Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv for at fast pris af 60 NIS pr. næse, og turen gik planmæssigt hjemad over Wien og med toget til Skanderborg, hvor vores bil stod på parkeringspladsen klar til at køre os hjem (næsten – for den måtte skubbes i gang, fordi loftslampen i bilen stod tændt) og kl. ca. 4 om morgenen lå vi i vores senge, trætte, men veltilpas efter næsten to måneders fantastiske oplevelser.

---------------------------------------------

Kære Venner.
Så kommer 4. opdatering fra vores Yad Va Levtur til Israel i perioden 10. okt. til 3. dec. 2011, og denne gang er det også mine dagbogsoptegnelser, der danner baggrunden for opdateringen.
Denne "udsendelse" dækker perioden 7. nov. - 20. nov., og jeg vælger igen den lidt specielle opsætning begyndende med 7. nov, og skal I følge os, så må I bladre noget nedad siden for at finde sidste nyt.
Der er en del billeder og der er også en række historiske notitser, som jeg har undersøgt undervejs ved hjælp af brochurer, hjemmesider og ikke mindst ved selvsyn. Irene giver også bidrag med hendes vinkler på det altsammen.
God læsning og hyg jeg med at dykke lidt ned i Israels historie m.m.
Mkh Niels Peder

Mandag den 7. nov.
I går var det Dinas fødselsdag og i dag var det så Saras fødselsdag, og det blev en lidt stille dag med køkkenarbejde og maling af lejlighed.

Tirsdag den 8. nov. – onsdag den 9. nov.
Jeg var med på et maler/reparationsteam til en etiopisk enlig mor, der trængte meget til at få malet og få næsten alt repareret, hvad der havde med møbler at gøre, hængsler, skuffer, hylder m.m. dørehængsler m.m. Et par dage, hvor jeg selv følte mig rigtig i mit es. Onsdag eftermiddag indspillede Villy og jeg en treminutters film om mit udbytte af BlanBeåret i Silkeborg. Vi forsøgte os med vistnok 7 indspilninger før vi synes det var OK. Vi gjorde det ved The Haas Promenade.

Torsdag den 10. nov.
Det har været en dag, som jeg næsten vil sige har været højdepunktet på vores tur. Besøget af Davidsbyen under ledelse af Mattias Rom.
Det hele begyndte for over 3.000 år siden, da Kong David indtog Jebusitterne by. I 2. Samuels bog berettes der om, hvordan David og hans mænd erobrede byen, og oprettede der en hovedstaden i hvad der ville snart skulle blive en israelittisk imperium ved foden af Moriabjerget.
Selvom David ønskede at bygge et tempel på Moriabjerget, fik han ikke lov til det, det gjorde derimod hans søn kong Salomo.
Davidsbyen bestod af den tidligere arabiske landsby Silwan, som lå lidt udenfor den nuværende Gamle By i nærheden af Møgporten, og det er her vi i dag finder resterne af det engang så store citadel, hvor et dynasti af Judæas konger engang regerede.
De senere år har bragt nogle bemærkelsesværdige arkæologiske udgravninger for dagen under de mange huse i Silwan, og som afslører mange spændende nye fund. Der er et massivt besøgscenter, med udsigt over resterne af en bygning, nogle mener, var Jerusalems kongepalads, og når man går rundt får man et ”close-up kig” på de nyeste arkæologiske fund.
Vi sluttede ved Gihon kilden, hvor Salomo blev salvet til konge.
Da byen skulle forsvare sig selv fra den fremrykkende assyriske hær i det 8. århundrede før Kristus, besluttede den gudfrygtige kong Ezekias for at beskytte vandet ved at omdirigere det løb ind i byen med et imponerende tunnel-system.
Denne tekniske bedrift blev opnået ved at grave en 533 meter tunnel ind i bjerget. En gammel sten udskæring fundet i nærheden af indgangen beskriver denne utrolige operation.
2. Krøn 32v30 Det var Hizkija, der lukkede til for Gihons øvre kilde og ledte vandet nedad mod vest til Davidsbyen. Hizkija havde lykken med sig i alt, hvad han foretog sig.
Det var en fantastisk oplevelse, at gå gennem Ezekias tunnel i knæhøjt vand, men det var også spændende at gå i den nylig afdækkede hovedkloak, som gik fra den gamle bys begyndelse og et godt stykke ned i Hinnoms dal
Det var også en fantastisk historisk vingesus over at sidde på de trapper, som Jesus måske har gået på og som ledte op til Herodes den Stores Tempel – det man i dag kun har vestmuren tilbage af
Efter at have ”svælget” i disse fantastiske historiske oplevelser vandrede vi henimod Sionsporten og her i nærheden af den lå en kirke, som er bygget ovenpå de originale sten, som hedder Gabbata, og som var stedet, hvor Pilatus havde sin tronstol stående, da han fældede sin dom over Jesus, og vi sluttede af i Sct Anna kirken, som er bygget over Jomfru Marias fødested. I umiddelbar tilknytning til kirken var der et større udgravningprojekt omkring Betestadammen.
Irene skrev på sin Facebookprofil:
Har i dag gået i ½ km lang, mørk tunnel i vand til knæene. Tunnellen lod kong Hezekias udhugge gennem Moria bjerg, så vand fra en kilde blev ledt ind i Davidsbyen og ikke til den assyriske fjende, som belejrede byen. Det er ca 2700 år siden, et mesterværk og kilden gav også i dag dejlig frisk vand. Bagefter gik vi næsten ligeså langt i en kloak af samme dimension, bygget af romerne, den var så ikke i brug længere, men bygget af kæmpestore tilhugne sten, også imponerende. Den ledte lige op til hjørnet af syd- og vestmuren omkring Jerusalem. Der lå bl.a. en bunke m kæmpestore tilhugne sten. Der havde de ligget siden år 70, havde udgjort en del af Jerusalems tempel. Jo, vi oplever historiens og bibelhistoriens vingesus.

Fredag den 11. nov
Det er vores ”fridag” og fem af os valgte at gå til et parkanlæg ikke langt fra den gamle bymur, men tog mig en slapper i selskab med en bog; Jeg var snigskytte for Arafats af Tass Saada, og jeg skrev sådan på min Facebookprofil:
Nyder morgenstilheden, mens de 5 andre er gået til et udsigtspunkt (Møllen) overfor den gamle by i Jerusalem (husk på fredag er "lørdag" her!) og jeg læser - på terrassen i T-shirt - Jeg var snigskytte for Arafat af Tass Saada, og den afdækker på en alt for tydelig måde den næsten evindelige had, der er mellem jøder og palæstinensere, men også hvad Gud kan gøre, når han far plads i hjerterne.
Om aftnen deltog vi i fælles sabbatsspisning, og modtog Joffiundervisning af Jan Højland i hovedlinier i Zakarias´s bog.

Lørdag den 12. nov
Jeg reddede mig engang ”sprutskid” et eller andet sted, så jeg turde ikke tage med på en morgentur til Promenaden for at se solopgangen over Jordan, Det Døde hav og Jerusalem. Irene skrev sådan som en Facebookkommentar til en ven, der efterlyste en begrundelse for at stå tidlig op: Stå op kl 4,45 - en god spadseretur, så ser man solopgangen over Jordan!
Min mave er stort set på plads igen, og vi fulgte om eftermiddagen del 2 af Jan Højlands Zakariasundervisning. I morgen skal vi til Tiberias.

Søndag den 13. nov
Irene skrev følgende på sin Facebookprofil, som svar til sin veninde bl. a. følgende: I dag er vi taget på ferie til Tiberias. Du kan ikke forestille dig en skønnere udsigt. Vi bor højt oppe med udsigt over byen, Genezareth sø og Jordans bjerge på den anden side. Det er virkelig enestående.
I dag har vi på vejen herop til Tiberias set Cæsarea v. havet, hvor der er flotte ruiner fra kong Herodes byggeri med Amfi-scene, hippodrome med plads til 70.000 tilskuere foruden rester af borgen med alt, hvad dertil hørte. Vi så også ruiner efter en slags borg, Megiddo, bygget af kong Salomon for ca. 2900 år siden.
Det var specielt blevet brugt til hans heste, som der havde været mange af.
Nu er vi så her i Ordet og Israels discipelskole, som et hold elever netop har sagt farvel til i morges. Her skal vi være en lille uge, skal i morgen til Nazareth, og sådan er der noget program på hver dag incl. noget relevant undervisning i relation til det, vi ser.

Mandag den 14. nov.
Først fik vi en god og solid undervisning af Ida Rom om Herrens fester:
Derefter tog vi på en heldagstur til Nazaret, hvor vi først så den Bibelske Nazareth Village, som giver en ret autentisk oplevelse af Nazaret på Jesu tid og som måske var det Nazaret, som Jesus selv oplevede, og på området mødte vi udklædte "indbyggere" som fik os til at føle, at Jesu egen tid bliver levende, med kvinder, der spinder, trækker vand af brønden, bager brød, og hvor vi møder mænd, der dyrker jorden, høster, vogter får og geder, udvinder olivenolie på gammeldags måde osv.
Et helt hus er blevet rekonstrueret, og ligeledes en synagoge af ca. samme type, som Jesus prædikede i (Lukas 4:16-28)
Se www.nazarethvillage.com www.nazarethvillage.com
Men ellers er Nazareth vuggen for kristendommen, byen, hvor englen Gabriel sagde til Maria, at hun skulle undfange en søn (Jesus) ved Helligånden, men Nazareth er også det sted, hvor Jesus tilbragte sin barndom og ungdom.
Byen er i dag et populært valfartssted med kirker bygget over Josefs og Marias hjem.
Mange kirker er blevet bygget op gennem tiden - og ødelagt og genopbygget - alt efter hvem, der havde magten - muslimerne eller de kristne.
I det 19. århundrede tiltrak Nazareth sig fornyet interesse og de kristne vendte tilbage til denne by og genopbyggede kirker og klostre.
Mest kendt af de mange kirker i byen (20 vistnok) er Bebudelseskirken, og den nybyggede kirke har bevaret dele af de tidligere kirker, fra den byzantinske periode og fra korsfarernes tid.
Kirken rummer også en imponerende samling af malerier fra rigtig mange lande.
Lige ved siden af denne kirke er Saint Josephs Church, bygget på ruinerne af bygninger, hvor Josef, Marias mand, sikkert havde sit tømrerværksted.
Også her er mange fine billeder hentet fra Josefs liv og virke

Tirsdag den 15. nov
Irene skriver bl. a. i et brev til vores børn: Vi er nu i Tiberias. Discipelskolen, hvor vi bor, ligger utrolig flot med udsigt over byen nedenfor med de hvide huse og søen, hvor vi næsten kan se det hele og bagved ligger bjergene og landet Jordan.
Vi har i dag været på en heldagstur til det nordlige, nærmest kørt langs grænsen til Libanon og Syrien, haft de mest fantastiske udsigter til bjerge, dale og Tiberias søen. Vi har gået i en dejlig park, hvor hovedkilden til søen og Jordanfloden udspringer, masser af vand vælter op og området er som regnskov. Så har vi set et vigtigt militæranlæg under Jomkippur krigen i 73 lige ved Syriens grænse og med udsigt ind over Syrien. Galilæa er meget frodigt, masser af appelsinlunde og bananplantager, men også andre frugttræer.
Da vi kom hjem plukkede vi nogle appelsiner på ”vores eget” appelsintræ, de smager ypperligt. I aften skal vi ud og spise på en restaurant lige v. en grænseovergang til Jordan. Ida og Mattias, lederpar på Joffihuset (de unge volontører) er med os de første 4 dage, så skifter de med en anden medarbejder, som også er leder hernede. Alle er virkelig skønne mennesker, som sørger for at vi får de bedste oplevelser, og som vi har det dejligt sammen med i øvrigt. Vi kører tilbage til Jerusalem på lørdag.
Ja, vi lever jo en ret enkel tilværelse, hvor der også er tid til at læse bøger. Jeg har bl.a. læst en tyk bog af Golda Meir, som var ministerpræsident fra 1969 til 74 (da var hun 70 – 75 år). Bogen handler om hele hendes meget spændende og svære liv og som samtidig smelter sammen med Israels historie. Det er så interessant at læse, mens vi er hernede. Det er også spændende f.eks. med geologiske udgravninger: at stå v vedbevarede ruiner af en borg, som kong Salomon havde bygget el. gå på de trapper op til templet i Jerusalem, hvor Jesus sandsynligvis har gået. Det gør bibelhistorien nærværende på en ny måde.
Vi er begyndt at glæde os til at komme hjem, men vil dog fokusere på den enkelte dag hernede, for der er noget at være her efter og vi er stadig rigtig glade for det.

Onsdag den 16. nov
I dag tog Ida Rom os med på en tur til de kendte steder i nærhedens af Tiberias.
1. stop: Saligprisningernes kirke
Kirken er en romersk-katolsk kirke beliggende ved Genesaret Sø nær Tabgha og Kapernaum i Israel, og er stedet, hvor Jesus holdt sin berømte bjergprædiken og i særdeleshed saligprisningerne Matt 5: v3 »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. v4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. v7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. v8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. v9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. 11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.”
Kirken er beliggende på en lille bakke med udsigt over Genesaret Sø, og bygget på det traditionelle sted, hvor Jesus talte'.
Det ved vi lidt fra en gammel pilgrim fra det 4. århundrede - Egeria (c.381) - der i sin dagbog skriver: "Nær ved dette bjerg er den grotte, som Frelseren talte fra”
Den nuværende kirke ligger nær ruinerne af en lille byzantinsk kirke fra slutningen af 4. århundrede, og indeholder et klippestykke fra den tid og resterne af et lille kloster. En del af det oprindelige mosaikgulv er også blevet blotlagt, og er nu udstillet i Kapernaum.
To paver, Paul VI og Johannes Paul II, fejrede messe i kirken under deres besøg i Det Hellige Land.
Den moderne kirke blev bygget mellem 1936 og 1938 tæt på det sted, hvor resterne af nogle byzantinske ruiner fra det fjerde århundrede.
Gulvplanen er ottekantet, og hver kant repræsenterer de otte saligprisningerne. Kirken er byzantinsk i stil med marmorbeklædning på væggene, og guldmosaik i kuplen
2. stop var Tabgha, som var det øde sted, hvor Jesus ofte søgte hen. Her bespiste han ifølge Det Nye Testamente 5000 mænd + kvinder og børn med fem brød og to fisk (Mark. 6, 30-44). Den kendte mosaik med to fisk og – overraskende - 4 brød stammer fra en byzantinsk kirke fra 470 e.Kr. I dag kan mosaikken ses i en basilika fra 1982.
3. stop på turen var Kapernaum, en by som fik sin velstand fra fiskeriet på søen. Her boede Jesus ifølge Mattæus i Peters hus. I denne by fandt Jesus ligeledes sine to første disciple Peter og Johannes (Matt. 4, 12-17).
Her ligger ruinerne af en synagoge og en kirke fra 300-tallet ved siden af hinanden. Desuden ligger her ruinerne af et fattigmandshus, som kan have været Peters hus. Over disse ruiner opførtes i 1990 en meget moderne kirke.
Den er bygget praktisk med glas i gulvet, hvorved ruinerne af Peters hus stadig kan ses.
4. og sidste stop var den 2000 år gamle båd.
I Tiberiasområdet har arkæologer tilbragt år efter år med at afdække sten og jordiske rester af bibelsk betydelige skatte, og nogle gange finder de utroligste ting.
Således er et af de bemærkelsesværdige fund i nyere tid en gammel træbåd opdaget i 1986, der er dateret tilbage til det første århundrede.
Under en alvorlig tørke, der havde sænket Genesaret Sø til et rekordlavt niveau, udforsker to brødre den mudrede lave kyst og fandt et stykke træ, der stak op af havbunden. Det var dele fra et skib, der havde været beskyttet af havbundens sedimenter, og bistået af eksperter fra hele verden, reddede Israel Antiquities Authority båden i løbet af en 11-dage-og-nat udgravning. Det svage og vandlidende skrog krævede stor pleje, og ville smuldre væk, hvis det blev udsat for lys og luft.
En stor del af udgravningen blev udført af frivillige, der arbejder med ansigtet ned i det kolde mudder for at fjerne det våde sand og ler med hånden for at bevare det skrøbelige træ.
Efter at arbejderne omhyggeligt har pakket skibet ind i en kokon af glasfiber og polyurethan, sejlede man den til det nærliggende Yigal Allon Center, hvor det gennemgik en omfattende 11-årig bevarelse proces i en specialbygget pool.
Her blev båden nedsænket i en opløsning af opvarmet polyethylenglycol. Denne syntetiske voks erstattede vandet i træcellerne.
Så fik det hele lov til at tørre langsomt, og skroget blev renset for overskydende voks, og efter 14 år, i år 2000, blev båden flyttet til sin nuværende placering i en nydesignet fløj af Yigal Allon Center, et museum dedikeret til Galilæa historie og er nu synlig og tilgængelig for enhver i det luft- og airconditionerede museum miljø.

Båden har en længde på 26,9 meter, en bredde på 7,5 meter og en højde på 3,9 meter. Det er bygget i den typiske gamle Middelhavs bådkonstruktion, som jeg ikke kan gøre nærmere rede for.
Talrige reparationer, genbrug af tømmer og en række forskellige træsorter (12 i alt), synes at indikere skibet havde et langt arbejdsliv og en ejer med sparsomme midler.
Det tyder på, at båden blev brugt af de lokale landsbyboere til fiskeri og transport, og er dateret til det første århundrede. Det er sandsynligt, det er den bådtype, der er nævnt i evangelierne, som anvendes af Jesu disciple, og Af mange benævnes den som "The Jesus Boat" - Jesusbåden.
Andre arkæologiske spor til bådens oprindelsestidspunkt er fundet af en gryde fundet sammen med båden og en olielampe placeret inde i båden.
Olielampen er dateret til det første århundrede f.Kr.

Torsdag den 17. nov
Så har vi skiftet leder. Mattias og Ida Rom er taget til Jerusalem og en anden medarbejder er blevet vores nye chef for seniorholdet, og han er sammen med os resten af tiden, og han er bestemt også en god leder, og han har tilrettelagt en dag med følgende tilbud til os seks.
1. At vi skulle se 7 varme kilder i Tiberias.
Stedet heddere Hamat Teverya
Et af de ældste udgravede synagoger Severus fra det 4. årh. er placeret på 7 varme kilder i det sydlige Tiberias.
Det er et naturreservat med åbne ruiner, og parken indeholder en del af den oprindelige mur ved den sydlige port til Tiberias og fundamenter og vægge til den store synagoge. Dens mosaikgulv er er forbløffende fine og er en smuk gengivelse af tidlig jødisk kunst.
De 7 varme kilder leverer varme m.m. til mudderbad, mineralpool og massage i et Sanatorium, der ligger på den anden side af gaden, og som er et luksuriøs hotelresort.
2. Bagefter besøgte vi en gårdbutik, som var en del af en kibbutz lige ved bygrænsen. Her kunne man købe alt muligt fra frugternes og krydderiernes verden: dadler, figner, m.m. og en masse andet: køkkenudstyr potter og pander
3. Jordan.
Landskabet omkring den sydlige ende af søen er mere fladt, og her flyder Jordanfloden væk fra søen. Jesus blev døbt i Jordanfloden, men præcist hvor, ved man ikke. Ikke desto mindre har Kibbutz Kinneret indrettet et dåbssted, kaldet Yardenit. Det er meget turistet med souvenirbutikker og betaling for dåben. Egentlig er det meget flot der, med mange fisk og andre ”vanddyr”, men måske en smule udansk med denne profittering på dåben. Nogle blev døbt med tre gange vand. Andre så jeg dykke syv gange under vand, og det er måske en skik i lighede med syeren Naaman, der af profeten Elisa fik besked om at skulle dukke sig syv gange i 4. 4. Vi besøgte også et Rabbinercenter, hvor man solgte billeder af mange af de gamle kendte og toneangivende rabbinere. Ligeledes kunne man købe forskelligt udstyr til den jødiske fromhed (lys, duge, kalke m.m.)
5. Vi sluttede den skønne dag af med en tur i Swiss Forrest, der er bygget for penge rejst af det jødiske nationale fond i Schweiz.
Det er en oplevelse at køre på de snoede veje fra Genesaret Sø til Taiber Guest House og Schweiz campingpladserne i udkanten af den schweiziske Skov.
Swiss Forest er en af de smukkeste naturskønne ruter i landet, og turen byder på mange smukke udsigter, rastepladser og naturoplevelser.
Det primære formål med plantning af schweiziske Skov var en afhjælpning af problemerne med de stejle og nøgne skråninger, som altid var en kilde til problemer for byen Tiberias – med jordskred, laviner og jorderosion, som skadede byen, og nogle gange endda kostede liv.
I 1920'erne begyndte det britiske mandat en skovrejsningsafdeling til bevarende operationer og plantede en skov på skrænten, og efter grundlæggelsen af staten, fortsatte JNF at plante og udvikle skoven. God adgang til vejene blev bygget mellem Poriya og Tiberias, campingpladser blev forberedt og flere observationspunkter er blevet bygget, og campingpladserne er udstyret med picnic borde. Stedet er især smukt i løbet af eftermiddagstimerne, med solen i ryggen, så en picnic ved solnedgang anbefales stærkt.
Stedet er også velegnet til en tusmørke gåtur.

Fredag den 18. nov
En af medarbejderne har altid noget godt i ærmet, og i dag kørte han os til S(e)fat
Sfat har en særlig karakter og skønhed. Smukt beliggende i de galilæiske bjerge.
Det er en gammel by med et stort kunstnerfællesskab med rækkevis af små og charmerende butikker med udstilling af fornemme kunstværker af forskellig størrelse og kvalitet.
Ligeledes har Sfat længe været centrum for den ortodokse jødiske Kabbalah-retning, og byens placering i bjergene har ”hostet” store synagoger og rabbinere i hundreder af år, og derfor har Sfat et betydeligt antal ortodokse jødiske kvarterer.
I dag giver Irene følgende bidrag til dagbogen, og her er hendes oplevelse af dagen:
Dagene her i Tiberias er fyldt med overraskelser. Vores ledere viser os stadig nye steder, selv om vi tror, at nu har vi nok set det hele. I dag var vi i Sefat (swat), hvor kunstnere holder til i en del af byen, og der er åbent hus hver dag. Det var skønt at gå fra den ene udstilling/butik til den næste: glas, malerier, væve-værksted, stearinfremstilling (inkl. Noahs Ark med dyrene i alle farver - i montre) osv. Se billedet. Det kunstværk kostede så også små 200.000 kr. Senere var i en naturpark, et sumpområde, hvor der var vandbøfler, fugle af mange slags, svømmende skildpadder, catfish mmm. Der blev også vist en film i 3-D, med mange indlagte effekter, bl.a. rotter, som skrabede op af stoleryggen og endte med at pusle en i nakken, jo jo, vi oplever noget. I morgen går det hjemad til Jerusalem. Hvis ikke regnen bliver for voldsom, skal vi besøge en kibbutz på vejen.

Lørdag den 19. nov.
Det er dagen, hvor vi skal tilbage fra vores ”ferie” i Tiberias og vi kører hjem langs med grænsen til Jordan (Jordanfloden) og vi gør et ophold i et nyåbnet naturreservat, som er bygget op omkring et kloster og en kirke på det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt i Jordanfloden, og traditionen siger ligeledes, at det også var stedet, hvor Israel gik over Jordenfloden med retning mod Jeriko.
Det kunne godt se rigtig ud, for kursen er rigtig, hvis ellers vores måde at tænke stategisk er den samme som dengang.
Vi besøgte ikke ret langt derfra også en gammel græsk ortodoks kloster og kirke, som på det seneste har haft en meget dyrevenlig abbed. I hvert fald, så var der mange fugle i bure, udhuggede dyr m.m. og så var stedet også indrettet som et udflugtssted, traktørsted og et sted, hvor man kunne købe bøger, billeder m.m. Stedet var velholdt og en stor oplevelse at besøge og også kirkens indre var bestemt et besøg værd.

Søndag den 20. nov.
Vi har fridag i dag, og vi synes, at en guidet tur til Knesset kunne være en god ide.
Som sagt så gjort.
Knesset er navnet på parlamentet i staten Israel.
Knesset, der har ét kammer, består af 120 medlemmer, som vælges for en fireårig periode. Intet parti har nogensinde haft absolut flertal i Knesset.
Knesset har eksisteret siden 1949 og har siden 1966 haft til huse i bydelen Kiryat Ben-Gurion i Jerusalem. Knesset ledes af en formand. Denne har siden 2003 været Reuven Rivlin fra det konservative Likud-parti.
Navnet Knesset betyder forsamling på hebræisk og relaterer til den store forsamling (Knesset Ha-Gdola), som i årene ca. 410 f.kr. - 310 f.kr. under Esra og Nehemia, dvs. efter jødernes tilbagevenden fra det babyloniske fangenskab, mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Bibelen (Det Gamle Testamente), som beskrevet i bogen Nehemia. Denne "store forsamling" bestod ligeledes af 120 medlemmer.
Den store jødiske kunstner Chagall har udsmykket Knesset med tre kæmpegobeliner, der forestiller Jødernes historie i GT, Jødernes historie i exilet incl. Holocoust, men handler også om fremtiden.
Han har også leveret nogle meget smukke mosaikker.
Udenfor Knesset står den rigt dekorerede Menorah (den syvarmede lysestage) hvorved man kan aflæse næsten hele jødernes historie. Udenfor Knesset lyser også en evig flamme, og den har som sit forbillede og tegn : Den brændende tornebusk.
Ekskurs om Menorahen (Delvist fra Fra Wikipedia):
Menorah betyder på moderne hebraisk "el-pære", men betegner også den syvarmede lysestage, der stod i templet i Jerusalem. Denne lampe skulle konstant være tændt som et symbol på det jødiske folks uslukkelige tro på Gud. Desværre blev lampen midlertidigt slukket i forbindelse med grækernes vanhelligelse af templet, men blev dog tændt igen. Episoden markeres ved Chanukka-festen.
Der gjaldt særlige regler for Menorah'en i templet. Den måtte kun brænde på det fineste jomfru-olivenolie. Desuden var Menorah lavet af massiv guld, hvilket har betydet noget, eftersom den var lige så høj som et menneske.
Hvad der skete med Menorah'en, da templet blev ødelagt, er uvist. Mange historikere og opdagere har i tidernes løb forsøgt at spore Menorah'en, dog uden held. Det eneste "spor", om man vil, er et relief på indersiden af Titusbuen i Rom. På dette ses tydeligt den syvarmede lysestage, som romerske soldater bærer med hjem fra krigen i Judæa.
I dag indgår Menorah'en i staten Israels officielle våbenskjold, og Knessets ”folketingssal” er bygget op som en ”liggende” Menorah

---------------------------------
Kære venner.

Så kommer 3. opdatering om vores liv og tjeneste i Jerusalem

PS (Jeg har været lidt i syv sind med, om jeg skal skrive beretningerne kronologisk orden, eller i omvendt kronologisk orden - men jeg har valgt det første.
Er der nogen, der har en mening om det, så giv mig et praj - det er ikke teknisk noget problem med den omvendte kronologi)

Mandag den 24. okt.
Det var min første dag i suppekøkkenet, der ligger i Vestjerusalem, og arbejdet hedder Hazon Esayah, og suppekøkkenet ledes af Tamir, en tynd, glad og syngende kok, der kan holde alle i gang, og dem, der hjælper til i køkkenet kan være op til 25 frivillige, og man laver mad til ca. 1500 hver dag.

Tirsdag den 25. okt
Endnu en dag i suppekøkkenet. Det er ganske hyggeligt at være der og det virker som om os fra Yad Va Lev (Joffi - de unge) og os (seniorvolontørerne) er de mest trofaste, for vi er de første der kommer, og nogen af de sidste der går.

Løbende kommer der forskellige skoleklasser og andre personer fra forskellige lande feks. USA, Holland og Tyskland, og af og til hænder det, at der kommer en stor gruppe (en skoleklasse måske) og så viger vi gerne pladsen for dem, og så tager vi over, når de har arbejdet en times tid - eller deromkring - har taget de obligatoriske billeder, som de kan sende hjem til far og mor eller til vennerne m.m.

Om aftnen var der fællesaften i Joffihuset, hvor vi så filmen Spillemand på en tagryg, som er en filmatiseret musical med musik af Jerry Bock, med tekst af Sheldon Harnick efter en bog af Joseph Stein. Handlingen foregår i det zaristiske Rusland i 1905. Den er baseret på Tevye og hans døtre og andre fortællinger fra Sholem Aleichem. Historien handler om Tevye, far til fem døtre og hans forsøg på at fastholde sin familie og de jødiske religiøse traditioner, mens påvirkningerne udefra antaster deres liv.

Han skal bruge kræfter for at klare sine tre ældste døtre, for to af døtrene vælger kærester, der er på vej ind i en anden tradition (den revolutionære bevægelse og kristendommen, og på den måde bevæger de sig længere væk fra deres tro. Og sidst men ikke mindst fordrives de af zaren fra deres landsby. En film, der giver god indsigt i de traditioner, der har holdt jøderne sammen i stærke fællesskaber.

Onsdag den 26. okt.
Vi fik alle seks en tjans i suppekøkkenet, og om aftnen var tre af os (Villy, Inga og jeg) en tur ved 20 tiden i Joffihuset for at fortælle lidt om vores arbejde til et hold fra Felixrejser, som blev ledt af Ole Andersen fra Ordet og Israel. Ida ledte samtalen ganske godt. Jeg gik lidt før, for vi have lovet at ringe til Rakel i Berlin på vores nye Viberprogram (et WiFibaseret telefonprogram), som man kan ringe gratis med.

Det var hyggeligt at høre Rakel og høre at hun har det godt og at det går hende godt i Berlin

Torsdag den 27. okt og fredag den 28. okt.: Ørkenturen
En af medarbejderne, Simon, Filip og Ida havde tilrettelagt en fantastiske ørkentur for os med følgende program:
Dag 1 (torsdag)
Afgang 8:30
9:00 Mispe Yericho (9:15)
10 min om Jeriko. Udsigt.
10:00 Metzoke Dragot. (10:20)
Kaffepause. Udsigt.
10:30 Et nærmere kig på Det døde Hav (11:30)
11:45 Et sted på vejen (12:45)
Frokost og toiletter
13:30 Et bjerg af salt... (13:45)
14:05 Sodom Bjerg (14:25)
Udsigt. 10 min. om Sodomo og Gomorra
14:40 Nahal Prazim. Melørken. (15:50)
Vandretur
16:10 Lejrplads

Dag 2 (fredag)
06:00 Så står vi op. Morgenmad
07:00 Afgang
08.20 Det lille Krater (10:00)
Vandretur
10:10 Kaffepause (10:40)
11:00 Ein Ahava. Bad og frokost (12:30)
(Toiletter på vej dertil)
13:00 Ein Bakek.
Vandre; mulighed for badning. 14:10
15:45 Hjemme igen
Om aftnen, da vi kunne se tre stjerner på himlen begynder sabbatten og vi oplever det alle, som ret festligt at gennemgå den liturgi, som jeg har omtalt ovenfør.

Sådan skrev Irene på sin Facebookprofil om turen:
Lige hjemkommet fra en fantastisk 2 dages tur i Judæa og Negev ørken. At komme mange steder, hvor turister ikke kommer, det er et privilegium for seniorvolontører! F.eks vade op gennem et vandløb med rent kildevand for at ende i vandfald med køligt kildevand efter et par dage i ørkenens støv. At sidde omkring et bål, hvor aftensmaden bliver stegt, og hvor der bliver snakket, sunget og fortalt personlige historier. At overnatte ikke bare på et 5-stjerners hotel, men et tusindstjerners. At ligge og kigge op på nattehimlen midt i ørkenens stilhed indtil øjnene klapper i, det kan ikke blive bedre. Nu er vi så hjemme i lejligheden igen, og har lige spist sabbatsmåltid.

Lørdag den 29. okt
Det er sabbat og vi deltog i gudstjenesten i Jerusalem Assembly, en messiansk kirke med baptistiske rødder, og som har sat mange aktiviteter i søen. Du kan læse lidt om menigheden her: http://jerusalemassembly.com/ og her kan du læse en præsentation af menigheden, som jeg har oversat:

Hvem er vi
Shalom i Yeshua, vores Messias, navn.
Jerusalem Assembly House of Redemption er en bibeltro messiansk menighed i Jerusalem, som gennem fællesskab, evangelisation og discipelskab arbejde for at opbygge de troende i Kristus.
Vi er en menighed af både jøder og hedninger, som stræber efter at tjene vores Frelser.
Menigheden er etableret i maj 1991, og menigheden begyndte med bare 13 mennesker, der mødtes i et hjem til bibelstudie og er vokset i dag til et fællesskab af mere end 200 troende fra hele verden.
Vi arbejder under ledelse af Herren Jesus Kristus, og ledes af en fuldtids-senior pastor og er underlagt en ledelse af ældste og diakoner, der tager de udøvende beslutninger vedrørende kirken.
Du kan blive opmuntret og velsignet, når du udforsker vores hjemmeside.
Vi er klar til at hjælpe dig, når du henvender dig til os, og du velkommen til at kontakte os.

Søndag den 30. okt
Så stod den for mit vedkommende på endnu en lejlighed, der skulle renoveres og det blev en opgave for Hanne, Villy og mig. Den tilhørte en enlig etiopisk jøde(mor) med 3 børn tror jeg nok, og måske lidt typisk for den etiopiske kultur, så boede hendes bror der også. Vi malede alle rummene, men det var ikke så slem en lejlighed, som den første vi renoverede. Resten var i suppekøkkenet.

Om aftnen var der ”Joffiaften” – et fælles arrangement for de unge og for os seniorer, og denne gang havde man inviteret en Rabbifrue, som er gift med en Rabbi her, Michael Melchior. Hendes navn var Hannah Melchior, og hun begyndte sin introduktion med at sige at hun havde boet i Jerusalem siden 1986, samme år, som deres Volvo var fra og som de stadig havde. Sjovt ikke? Hun blev sikkert også lidt overrasket over, at jeg havde en helt magen til.

Hun fortalte om dagligdags jødedom, og forklarede alle de mange særlige detaljer med kalot, bederemme, bøn, ægteskab m.m.

Mandag den 31. okt
Ordet og Israel sørger for at det bliver meget varieret og en del af vores program hernede går på at vi deltager i aktiviteter, som skal være med til at berige vores ophold.

I dag havde man inviteret Nicolaj Techov fra DBI og Københavnerkirken til at fortælle os om Kristendommens jødiske rødder, og med udgangspunkt i 2. Mosebog trak han tre vigtige linjer fra GT frem, som på det stærkeste var med til at belyse den nytestamentlige teologi og praksis med tre pointer:
1. Guds hellighed
2. Æren og lovsangen til Gud
3. Afgudsdyrkelse
Om eftermiddagen tog vi en tur til den gamle by og besluttede og for en gåtur på muren fra Damaskusporten til Sions port og derefter gik vi hjem gennem Kedrondalen, forbi de mange udgravninger i Davidsbyen.
Det blev alt sammen en rigtig god oplevelse

Tirsdag den 1. nov
Vi afsluttede renoveringen ad den ”etiopiske” lejlighed og fik som tak for det lov til at smage den etiopiske ”hofret” injera – etiopisk fladbrød/pandekage med wot ovenpå.
Injeradejen står og hæver et par dage, før den bages på få minutter og spises kold, og serveres sammen med wot (en varm sammenkogt ret) og man river et stykke injera af med højre hånd og tager hermed en passende mundfuld wot og putter det hele i munden.
Wot findes i mange variationer, for eksempel med linser, gule ærter, fårekød, hønsekød eller kun grøntsager. Vores var en chilibaseret hønsekødret, men den faldt ikke helt i min smag, men jeg tog mig sammen, selv om det var ved at vende tilbage til min hånd

 

Onsdag den 2. okt
Så var 3 af os i suppekøkkenet, men herfra har jeg ikke rigtig noget at fortælle udover at det går ud på at skrælle kartofler, agurker, gulerødder, tomater, squash og skære meget af det i tern til salater eller suppe. Om eftermiddagen lavede vi pandekager til de unge fra Joffihuset, som vi har inviteret til at komme hen til os i nr. 29 i morgen torsdag.

Tre andre fik til opgave sammen med en af medarbejderne at ordne en have for en handicappet jøde, og det var lidt af en barsk omgang med forrevne arme m.m. Irene, Inga og Villy stod for det

Torsdag den 3. nov.
Så stod den på suppekøkken igen for 5 af os, for Villy skulle hjælpe med den sidste oprydning i haven fra i går.
Om aftnen fik vi besøg af de unge fra Joffihuset, og vi fik en hyggelig aften sammen med leg, snak, pandekager, sang og andagt.
Vi gamle fortalte fra vores livshistorie, og de unge fortalte om, hvem de var og hvor de kom fra.

Fredag den 4. nov.
Vi arbejder som nævnt kun fire dage af gangen, og indlagt i vores program er forskellige seværdigheder i Jerusalem, og denne dag kom turen til det verdensberømte holocaustmuseum Yad Vashem, som i Jerusalem blev oprettet af det israelske parlament, Knesset, i 1953 med det formål at dokumentere det jødiske folks historie under Holocaust, og at sikre mindet om hver enkelt af de 6 millioner ofre, og at videregive historien om Holocaust til kommende generationer via Yad Vashems arkiver, bibliotek, skole, museer og samtidig ære de ikke-jøder, der hjalp jøder til at overleve.
Sådan skrev jeg på min Facebook: Det var så i dag vi fik muligheden for at besøge Yad Vashem, (Holocostmuseet i Jerusalem) og museets navn spiller på, at ofrenes navne er skrevet i Guds hånd. Det var en skræmmende og bevægende oplevelse. Jeg kunne ikke andet end græde lidt i afdelingen for de 1½millioner børn, der blev udryddet brutalt under 2. verdenskrig.
Se i øvrigt http://www.youtube.com/user/YadVashem med en række indslag fra museet.

Om aftnen spiste vi det obligatoriske sabbatsmåltid.

Lørdag den 5. nov
Lørdagen er vores søndag, og vi afholdt fra kl. 11 vores egen gudstjeneste. Vi har jo præsten med, og dagen efter er det Alle Helgensdag, en dag, hvor minderne dukker op, så vi sang nogle salmer, der passer til dagen. Den store hvide flok, feks.

Ekskurs om Allehelgensdag
Måske kunne det være godt lige at repetere lidt om Allehelgens og Allesjæles dag, som det også hedder.
1. november er det Allehelgens dag, og helgener hører til i den katolske kirke er vores første tanke, hvor mennesker der har lidt martyrdøden for deres tro,eller en person der har gjort noget godt, kan blive kåret til helgen af paven.
Også i vor tid hænder det, at Paven kårer en afdød til helgen, og de forskellige helgener havde i starten hver deres mindedag, men da man efterhånden havde mange tusinde helgener og martyrer blev det til een dag "Alle helgernes dag" eller"Alle Martyrers dag", hvor man kan mindes alle helgenerne.
Dette skete allerede i det 4. århundrede, hvor man har beviser for, at Allehelgen blev fejret i Antiokia lige efter pinsen.
I 844 blev dagen, 1. november, en helligdag i romerkirken og mange af årets dage har stadig navn efter en helgen.
Når nu helgener havde en dag fik man også en dag til alle de fortabte sjæle, og det blev dagen efter Allehelgens dag, og på den dag - Alle Sjæles dag - var det de almindelige afdøde man mindedes.
Ved reformationens indførelse blev disse 2 dage i den evangeliske kirke
slået sammen til een mindedag for alle de kristne der døde i deres tro, og dagen blev stadig kaldt Allehelgen, selvom man i den protestantiske kirke ikke har helgener, og Allehelgens dag er i dag ”kun” en dag, hvor man mindes alle afdøde, og hvor familie og venner besøger kirkegårdene og sætter med friske blomster/kranse på gravene, og nogle steder er man begyndt at mindes årets døde i kirken med navneoplæsning og sætte levende lys på gravene. Sådan gør man bl. a. i Vamdrup

Om eftermiddagen gik vi en tur til Promenaden eller som den rettere hedder: Haas Promenade, som ligger i vores område Talpiot, nær den FN-hovedkvarteret
Fra dette udsigtspunkt på toppen af ​​en højderyg med udsigt over Jerusalems Gamle By og Det Døde Hav, er der tilknyttet den tradition, at her blev Abraham vist Morijabjerget som stedet, hvor han skulle binde sin dreng, ​​Isak, og ofre ham, som vi kan læse om det i Bibelen i 1. Mos 22.
Gemt under denne højderyg er resterne af en akvædukt bygget af Herodes den Store til at bringe vand i en akvadukt fra syd, til Jerusalem og hans sommerpalads Herodium, og templet.
Området var ingenmandsland i perioden mellem oprettelsen af ​​staten Israel i 1948 og genforeningen af ​​Jerusalem i 1967.
For enden af Promenaden møder vi FN´s Mellemøsten hovedkvarter, som har til huse i den tidligere britiske højkommissærs hovedkvarter.
The Jerusalem Peace Forest gror ned langs skråningen under Promenaden, og byrådet planter et træ i skoven for hvert barn, der fødes i Jerusalem, og som dermed skal repræsentere det evige håb om fred mellem de arabiske og jødiske befolkninger.

Søndag den 6. nov.
4 af os fik lov til at tage med til Tiberias, på en fin tur opad i landet gennem vestbredden og på den måde møde hovedsagelig det arabiske leben undervejs med gartnerier m.m.
Målet var at være med til det: FØRSTE SPADESTIK TIL DANSK HUS, som Torbens Mathisen skriver det på Ordet og Israels hjemmeside. Jeg citerer:

Søndag var en skelsættende dag i Ordet og Israels historie!
Efter flere års forberedelse kunne byggeriet af Ordet og Israels danske hus ved Genesaret Sø endelig sættes i gang.
Ordet og Israels israelske arkitekt, entreprenør og en flok af de nuværende discipelskoleelever og volontører kunne sammen med medarbejderne i Israel tage det første spadestik til de to huse, der tilsammen fremover skal huse Discipelskolen og en bred vifte af kortere og længere kurser for danskere i alle aldre.
Det var et både festligt og højtideligt øjeblik, og begivenheden blev naturligvis markeret med tak og bøn til Gud, om, at Han vil råde på dette sted.

Men undervejs Gjorde vi stop ved Kohav Hayarden National Park, eller Belvoir Fortress, som er Korsfarer fæstning i det nordlige Israel, på en bakke 20 km syd for Genesaret Sø. Den restaurerede fæstning ligger i Belvoir National Park, og det er den bedst bevarede Ridderfæstning i landet.

Belvoir Fortress var en del af den feudale ejendom fra en fransk adelsmand ved navn Velos, der boede i Tiberias. I 1168, solgte Velos det til Korsfarerordenen Hospitallerne og et koncentrisk borg blev bygget på grunden.

Fæstningen fungerede som en væsentlig hindring for den muslimske mål at invadere det korsfarerdominerede og korsfarerkontrollerede kongerige under kong Baldwin IV, som havde hovedsæde i Jerusalem, og som skulle sikre de kristne pilgrimme adgang til de vigtige kristne steder i Israel.

Fæstningen modstod angrebet af de muslimske styrker fra øst i 1180 og igen i 1182, men efter den muslimske krigsherre Saladins sejr over korsfarerne i slaget ved Horns af Hittin, blev Belvoir belejret, og belejringen varede et år og en halv, indtil forsvarerne overgav sig den 5 Jan, 1189, og fæstningen Belvoir blev ødelagt i 1217-18 af de muslimske herskere, der frygtede en generobring af fæstningen af ​​korsfarerne. I 1240 blev Belvoir afstået til korsridderne efter aftale, men manglende midler tillod ikke en restaurering af fæstningsværket og fæstningen kom igen under muslimsk kontrol.

Israel har et Department of Antiquities, og under det en afdeling for undersøgelse af Korsfarerslotte under ledelse af Joshua Prawer. Den mest markante opdagelse var på Belvoir. Mellem 1963 og 1968 blev der foretaget udgravninger på slottet. Før undersøgelserne, havde det været antaget, at Belvoir var en simpel borg, med blot et enkelt kabinet, men resultatet af ​​opdagelsen i ​​1960'erne var, at det viste den komplekse karakter af de tidlige militære arkitekturer i kongeriget Jerusalem under kong Baldwin IV. Belvoirs design bar ligheder med et romersk fort: den indre kabinet var rektangulært med tårne ​​i hjørnerne.

Belvoir er et tidligt eksempel på den koncentriske slotsplanen, som blev meget brugt i senere korsfarerslotte. Slottet var meget symmetrisk, med en rektangulær ydervæg, forstærket med firkantede tårne ​​i hjørnerne og på hver side, der omgiver et firkantet indre kabinet med fire hjørnetårne ​​og en mod vest væggen. Hvælvinger på den indvendige side af begge vægge gav plads for opbevaring af gods m.m. og ydede beskyttelse under bombardementer. Slottet var omgivet af en tørvoldgrav 20 meter (66 fod) bred og 12 meter (39 fod) dyb.

Så har jeg opdateret lidt (2. opdatering) på vores

Kære venner, så er der lidt nyheder herfra igen.
Først lidt, som Villy Thorup gerne vil dele med jer:

Uge 41/42
v. Villy Thorup

Uge 41 - torsdag gik vi rundt i den gamle by, herunder fulgte vi Via Dolorosa (Jesu lidelsesvej) Det blev til en gåtur på 11.5 km.

Fredag var vi på udflugt - besøg i en drypstenshule - Soreq Cave - og badning i Middelhavet (28 grader varmt vand). Vi holdt sabbatsaften fredag aften sammen med lederparret hernede for Ordet og Israel - Ida og Mathias og fik forklaret hvordan man gør som jøde.

Lørdag til gudstjeneste i en messiansk menighed (jøder der er blevet kristne). Der var 3 dåb af voksne menesker. Om eftermiddagen en mindre tur heromkring til området ved kibbutz Ramat Rachel, hvor der er en olivenlund, hvorfra man kan se til Betlehem og svagt skimte det døde hav.

Det blev således en ferieuge, grundet at det er helligdage (løvhyttefest) til minde om udvandringen fra ægypten, som egentlig er derfra man regner Israel som nation, så mange steder ser man at folk bor i løvhytter.
Som højtid kan man næsten samenligne det med vores jul - en rigtig familiefest.

Uge 42 - søndag, mandag og tirsdag arbejder vi i suppekøkken og lejligheder.

I suppekøkkenet snitter vi agurker, tomater og grønpeber i meget små stykker til salat. Skrælning af kartofler m.v. til suppe. Der er servering for 200 mennesker der spiser der, og ca 1300 bliver bespist ud af huset.

Det er meget forskelligt hvormange frivillige der arbejder der fra dag til dag, de kommer fra alle mulige steder i verden, der kan være fra 10 til 50.

Lejligheden som Villy, Irene og Niels Peder har været i de sidste dage er blevet malet, gjort grundig rent og skabe er sat i stand hos en ælder jødisk bedstemor der er indvandret fra Etiopien.

Tirsdag eftermidag kiggede vi på den store Jerusalemmarch som er et festoptog med f.eks soldater, hundefører, hvori også deltager kristne fra mange lande, som er i Jerusalem til den årlige Løvhyttefest.

I onsdags var vi på vandretur til Betlehem hvor vi besøgte fødselskirken,

og selvfølgelig kom vi også igennem muren som skiller - sikkerhedsmuren indtil det palæstinensiske område.

I går tog vi bussen til Oliebjerget og gik derfra ned til den gamle by gennem Gethsemane have.

Lidt fra min dagbog
v. Niels Peder Nielsen

Mandag den 17. okt.
Dagen begyndte kl. 8.00, hvor vi tog ud til vores etiopiske familie, der havde et meget stort behov for at få malet, repareret skabe m.m. og få gjort ren. Jeg kan ikke huske at jeg har oplevet magen til snavset lejlighed, fyldt med kakkelakker, snavs og affald overalt – i skabe og skuffer, kalk i baderum m.m.
Men vi gjorde det, fordi vi tror, at det er godt at lære at tjene og det er godt at huske på, at ”hvad I gør mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig” som Jesus siger et sted

Facebookindslag: Min kone beskylder mig for at være bange for kakkelakker. Men det modbeviser billedet af den døde kakkelak med benene i vejret. Den har jeg helt selv taget et billede af. Fingeren til sammenligning er dog ikke min. Jeg turde jeg ikke selv lægge finger til. Fingeren tilhører min makker udi lejlighedsrenovering - en rigtig modig mand, der hedder Filip.

Tirsdag den 18. okt
Det var dagen, hvor vort hold (Villy, Irene, Filip og NP) under ledelse af en af medarbejderne gjorde lejlighedsrenoveringen hos vores lille etiopiske mor færdig. Arbejdet bestod i maling af hele lejligheden, rengøring af køkken og bad, reparation af skabe, låger, tøjskab, vinduer, skabe, elinstallationer, nyt toiletsæde, badeforhæng m.m. Resultatet blev ganske godt, og dateren var med den sidste dag, og vi tror at der vil være nogle ting, der nu vil være lidt/noget anderledes for hende.
Om eftermiddagen deltog vi i den årlige Jerusalem March, hvor rigtig mange forskellige virksomheder, foreninger deltog og ikke mindst rigtig rigtig mange kristne fra alle mulige lande deltog i forbindelses med løvhyttefesten. Det var en stor oplevelse at se alle de tilkendegivelser overfor Israel, som alle deltagerne i marchen gav udtryk for.

Onsdag den 19. okt.
Vi havde en fridag, og den benyttede vi til at gå en tur på ca. 16 km til Betlehem. Det blev en rigtig god oplevelse at se stedet, hvor Jesus blev født og også godt at møde palæstinensernes forsøg på virkelig at få gang i hjulene på trods af den lidt uhyggelige mur, der er blevet bygget og den lidt voldsomme måde man kropsvisiterer de palæstinensere, der arbejder i Israel.
Det var ikke tilladt for israelere at rejse ind i Betlehem, og heller ikke palæstinensere at rejse ind i Israel uden gyldig grund.
Vi besøgte en butik med træskærerarbejde og deres forretning var næsten gået i stå på grund af muren.

Torsdag den 20. okt
Her er lidt jeg har hugget fra Irenes Facebookprofil, og det dækker ret godt hvad vi har oplevet i dag:
I dag er sidste dag i Sukkot. Vi havde en dejlig formiddag herhjemme med morgen/formiddagskaffe på terrassen - og en bibeltekst, som blev til en hel bibeltime, da alle blev inspireret af den.
I eftermiddag tog vi bus ind til "byen" og gik op på oliebjerget, nød udsigten, hyggede os lidt over en dromedar. På nedturen så vi bl.a. Getsemane have med de ældgamle oliventræer, måske helt fra Jesu tid. Vi var i Fadervor kirken, hvor Fadervor står på alverdens sprog. Vi spiste dejlig middag på en armensk restaurant og gik endelig ind til grædemuren, hvor der var "Toraens glædesfest", dermed sluttede Sukkot.

Fredag den 21. okt
Det var en af de dage, som ikke havde noget bestemt program, og de fleste af os brugte den til at læse, få ordnet vasketøj, skrevet mails, ordnet billeder m.m.
Fredag aften, når de første tre stjerner ses på himlen indvarsles sabbatten, og vi holder sabbat lidt i stil med jødernes sabbat, og vi bruger ritualet, som man bruger her i Joffihuset og hos os i Seniorhuset.
Her er ritualet:
Shabbatsmåltid
Shabatten, hviledagen, bliver af jøder anset som den væsentligste og mest værdifulde højtid. Den indledes allerede fredag aften med synagogegudstjeneste og derefter går man hjem til et lækkert shabbatsmåltid krydret med lovsigelse, bøn og sang.
Vi holder et messiansk shabbatsmåltid. Det betyder at vi har føjet Yeshua HaMeshiah (Jesu Kristi) perspektiver til.

1. Mos. 2, 2-3:
På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede Gud efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

2. Mos 20,9-10:
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Du må ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt hvad de rummer, men på den Syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

Gud befaler, at vi skal holde hviledagen hellig, ligesom han selv hvilede på den syvende dag. På den syvende dag kan vi ligeledes hvile ud efter en ofte hektisk arbejdsuge, både på det fysiske og mentale plan - og for at have tid til at blive styrket åndelig.
Foruden det, har Herren givet os shabatten, som en påmindelse om den kommende Sabbats-hvile. Der skal de, som bekender Jesus Messias som konge, være sammen med ham på den nye jord.

Hebr 4,8-11:
For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag. Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.


Lysene
I jødiske hjem tændes 2 lys lige før solnedgang, som regel af moderen. Dette gøres for at symbolisere overgangen fra den almindelige uge til hviledagen. Desuden står lysene for ordene ”Shamor” – du skal tage vare på…… og ”Zachor” – du skal huske…..
Vi vil her desuden tænde de 2 lys fordi Jesus Messias er verdens lys, og fordi vi skal være lys for ham i denne verden.
(Baruch ata Adonai Eloheinu, melech ha-olam, asher kidshanu b’mitzvohtav, vetzivanu lehiot or legoyim, venatan-lanu Yeshua meshichenu, haor laolam)
Velsignet er du O, Herre vor Gud, universets konge som har helliget os ved dine befalinger og befalet os at være lys for verden og som har givet os Yeshua vores frelser, verdens lys.

Vinen
Der skænkes vin op i et enkelt bæger

Sal 104,13-15:
Du vander bjergene fra din højsal, jorden mættes med frugten af dit værk. Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde. Deres ansigt glinser af olie, og brødet giver mennesket nye kræfter.

Manden løfter vinen og beder velsignelsen:
(Baruch atah Adonai Eloheinu, melekh ha-olam, borei pri hagaffen)
Velsignet er Du O, Herre vor Gud, universets konge, som skaber vinstokkens frugt.

Brødet
Challot er dækket med et stykke klæde, som symboliserer at mannaen faldt som dug. De to brød symboliserer den dobbelte portion af manna.
Sal. 78,23-25
Så gav Han befaling til skyerne deroppe, Han åbnede himlens døre og lod det regne over dem med manna, korn fra himlem gav Han dem at spise; mennesker spiste engles brød, Han sendte dem føde, så de blev mætte.
2 mos 16,22a +23a
Den sjette dag samlede de dobbelt så meget, to omer til hver... Det er det, Herren har befalet: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for Herren.
Husfaderen flytter klædet og beder velsignelsen:
(Baruch ata Adonai Eloheinu, melech ha-olam, ha-motzi lechem min ha’aretz)

Velsignet er du, O Herre vor Gud, universets konge, som bringer brød frem af jorden.
Brødet brækkes og deles ud. Vi skærer det ikke ud fordi vi vil huske den evige sabbatshvile, hvor Jesus Messias skal være konge og alle våben, sværd og knive skal smeltes om til plovjern og markredskaber. Es 2,4.
Brødet kan dyppes i salt. En af traditionerne siger at det er for at huske på at Gud sagde til Adam, at han i sit ansigts sved skulle spise sit brød.

Shabbat Shalom!!!

Lørdag 22. okt.
Jeg har ikke før nævnt, at vi i efterårsferien fik besøg af en menighedstur, arrangeret af Felix rejser under ledelse af Hanne og Leif Toft, med hovedsagelig folk fra vores menighed – Oasefælleskabet - i Silkeborg.
Sammen med lederen af Ordet og Israels arbejde her i Jerusalem blev det aftalt, at vi kom med på en enkelt dagVi kørte ned gennem Judæaørkenen, forbi Jeriko og første stop var det smukke naturreservat Ein Gedi - et af de steder, hvor David og kong Saul mødte hinanden som fjender. Vi gik en spændende tur op til Davidskilden og vandfaldet.
Efter et frokoststop kørte vi til klippefæstningen Masada, hvor jødiske frihedkæmpere år 73 efter romernes angreb begik selvmord for ikke at falde i fjendens hænder.
Vi sluttede af med at bade i Det døde Hav, hvilket er en helt speciel oplevelse pga. det saltholdige vand. Vi kunne også tage et sundt og mineralholdigt sundhedsmudderbad.
På hjemvejen stoppede chaufføren og vi så på afstand Qumranhulerne, hvor de fantastiske fund af dødehavsrullerne blev gjort i 1947 og hvor udgravningerne af Essener-munkenes boplads findes.

Søndag den 23. okt.
Så var der endnu en lejlighed, der stod for tur. Det var en etiopisk familie med 7 børn. Alene at se, hvordan man i en beskeden lejlighed får plads til 7 børn var en oplevelse.

Men Villy, en medarbejder og jeg gik ombord i det , flyttede møbler m.m. og malede hele stuen/køkkenet, og ved 14,30 tiden kom børnene hjem fra skolen og pludselig var der et kontrolleret mylder med de mange børn. Vi fik tyrkisk kaffe (den med grums i bunden af koppen) og det blev alt sammen serveret fra et lille ”kaffebord” fint lavet til de små kopper, kander m.m. det var uhøfligt at drikke mindre end tre kopper af de ganske små kopper.