Nedfrysningen er begyndt.

Min kone og jeg har sammen afsluttet læsningen af Magnus Malms profetiske bog: Fodspor i glastrappen, og jeg har lyst til at dele et lille afsnit fra bogen om lammelse og nedfrysning

Lammer vores evne

Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden.
Irenæus skriver: "Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366
Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppelse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år.
Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod.
Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil.
Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.
Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.
Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.
Nedfrysningen er fuldført.

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd,"

Jeg har en lidt ambivalent holdning til medlem af Folketinget Naser Khader, men jeg synes ganske ofte, at han er i stand til at løfte nogle sandheder af sig, som han tilsyneladende kan slippe godt fra, og som har en større vægt, end hvis andre ikke muslimer sagde det.
Det slog mig da jeg 3. marts 2011 i KD læste en artikel om muslimsk dobbeltmoral.

Læs og døm døm selv




“Det er ikke mig, der er en dårlig muslim!”
Naser Khader | 3. marts 2011

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd," mener folketingsmedlem (K) Naser Khader
Igen og igen bliver det skudt mig i skoene af ortodokse muslimer, der for nogens vedkommende går mere op i det ydre og demonstrative end de indre værdier, at jeg enten ikke er en rigtig muslim, eller at jeg er en dårlig muslim.

Måske er jeg en dårlig muslim, fordi jeg ikke gør det, som andre kan se. Jeg har ikke langt skæg, går ikke med bedeperlekrans, beder ikke fem gange i døgnet, faster ikke, drikker alkohol og har børn med to forskellige ikke-muslimer, som jeg ikke har været gift med.

Måske er det fordi, jeg er så ’integreret’ i det danske samfund, at jeg ikke er bange for at kritisere min egen religion, når jeg støder på noget, der kan forbedres, påpege den dobbelmoral og det hykleri som præger en del af mine trosfæller? Måske er det i virkeligheden min brug af ytringsfriheden til at kritisere mine ’egne’, der virker allermest stødende på folk?

Hvordan kan kriminelle være mere hellige?
Personligt har jeg ingen problemer med min levevis og kan sagtens kombinere det med min muslimske baggrund. Og går mere op i de indre værdier end de ydre demonstrative. Hvad der til gengæld undrer mig, er alle de eksempler på såkaldte ’ægte’ muslimer, der lyver, snyder, stjæler og begår kriminalitet af værste skuffe.

Det er folk, der betragter sig selv som hellige, men som udsætter andre for både brutalitet og mord, og det er folk, som forbryder sig mod langt flere af de religiøse forskrifter end jeg gør. Hvordan kan de være hellige, mens jeg ikke er en rigtig muslim?

Hvordan kan kriminalitet, umenneskelighed, undertrykkelse, tvang, mord og brutalitet være mindre synder end, alkohol, barbering, kritik af traditioner (hvoraf mange ikke engang er religiøst funderet, men i stedet stammer fra lokale og regionale traditioner), kampen for lighed, frihed, værdighed, selvstændighed, ytringsfrihed, medmenneskelighed?

For mig er det et paradoks, hvordan jeg (af nogle) er blevet udråbt til den dårlige muslim i denne sammenhæng.

Hykleriske muslimer tager hash
Det mest velkendte eksempel er vel terroristerne fra terrorangrebet i New York 11. september 2001. Men eksemplerne er mange og af forskellig karakter. Også herhjemme er der mange små hverdagseksempler, som viser, hvor hykleriske anklagerne er.

Det sker kun alt for ofte, når jeg kører gennem Christianshavn, at jeg bliver tilråbt med de værste ukvemsord af unge arabisktalende muslimer, der kritiserer mig for ikke at være en rigtig muslim, og for ikke at have læst Koranen ordentligt.

Det paradoksale er, at de selvsamme unge fortsætter direkte ind på Christiania for at købe både hash og drikke øl. Her er alkohol og euforiserende stoffer og kriminalitet altså foreneligt med god moral og islam?

Et andet påfaldende eksempel herhjemmefra er lederen af Blågårdsbanden ”Lille A”, der ud over at være indblandet i rockerkriminalitet også er ortodoks muslim og aktiv i Hiz-ut-Tahrir. En altså umiddelbart kriminel type, der finder mening i religionen og endda trækker HA-rockeren Brian Sandberg med til religiøst vækkelsesmøde i Hizb Ut-Tahrir (fremgår af bogen ”Gangster”).

Her skulle salg af hash og anden rockerkriminalitet altså være foreneligt med islam?

Islamister hylder religion, men misbruger den
Senest har Gaddafi på den internationale scene beskyldt Al-Qaeda for at stå bag urolighederne i Libyen og i samme ombæring beskyldt Al-Qaeda for at forsyne demonstranterne med narko og alkohol. Altså et fundamentalistisk, muslimsk terrornetværk, der efter sigende søger at fremme deres sag ved at donere både euforiserende stoffer og beruselsens eliksir.

Selvfølgelig har jeg kun hovedrysten til overs for denne påstand. Den understreger blot hvor fjernt fra befolkningen og fra tingenes tilstande Gaddafi i virkeligheden lever. Demonstranterne er hverken Al-Qaeda-medlemmer, -sympatisører eller lignende, de er mennesker på jagt efter et bedre liv.

Men når det er sagt, har Gaddafis regime i mange år været så stærkt undertrykkende, at de ekstremister, der i de sidste mange år har været tvunget til at gå under jorden i Al-Qaeda-lignende netværk, er nogle, vi med god grund bør frygte.

Religiøs fanatisme og kriminalitet er farlig cocktail
Fælles for disse islamister er, at de hylder religion og islam, samtidig med at de begår større eller mindre kriminalitet i direkte modstrid med islams ånd. Deres hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd.

For mig at se er der tale om en farlig cocktail af religiøse fanatikere, tidligere og nuværende kriminelle, rodløse unge og andre, der søger mening i livet, eller gerne vil pådutte andre deres. Formentlig vil vi i fremtiden se flere eksempler på det religiøse hykleri. Det kunne være interessant at forske mere i disse tendenser til religiøs fanatisme og kriminalitet.

Naser Khader er folketingsmedlem (K) og kommentarskribent ved religion.dk.

Danmark er ikke på korstog

Jeg lytter (læser) altid meget opmærksomt, når sognepræst Jesper Bacher siger noget/skriver noget.
Denne gang har han taget fat om det hotte problem - om vores indsats i Afghanistan er en religionskrig, som antydet af nogen her til lands, eller det er en legitim og væbnet værn og modstand mod det onde.

Døm selv . Jeg lader Jesper Bacher "tale", som han gør det i KD 11. jan 2011


Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud, skriver sognepræst, Jesper Bacher. Det er myndighedernes opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd, skriver sognepræst Jesper Bacher

HER I AVISEN kunne man den 6. januar læse, at Danmarks biskopper føler anledning til at understrege, at den danske krigsindsats ikke er en religionskrig, og der tænkes vel for tiden særligt på indsatsen i Afghanistan.

Ja, så er det sagt, om end Taleban og åndsfællerne i Hizb-ut-Tahrir ser anderledes på tingene, men hine tidselgemytter regner bispekollegiet nok heller ikke med at få i tale.

Rigtigt er det under alle omstændigheder. Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud. Det er nemlig myndighedernes/øvrighedens opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd.

Som Paulus siger: "Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde." (Romerbrevet 13, 4).

I Afghanistan var situationen som bekendt den, at Taleban havde grebet magten og forsynet terrorister med et fristed, som blev brugt til træning og planlægning af morderiske anslag mod omverdenen. Det måtte de berørte lande, og deres allierede selvfølgelig reagere på. En mere elementær øvrigheds- eller myndighedsopgave gives ikke.

Jeg skal ikke gøre mig klog på de taktiske og strategiske tiltag i den anledning, men da fejlbarlighed hører mennesker til, er den international styrke i Afghanistan og de ansvarlige politikere heller ikke undtaget. Det ændrer ikke ved, at myndighederne er kaldet til at drage sværdet, eller at en luthersk feltpræst kan velsigne soldaten i hans gerning og bede for sejr på den afghanske slagmark. Ikke for Kristi skyld, han har sejret, ej heller for at glorificere vennen og dæmonisere fjenden, men for at der dog må blive lagt en dæmper på vold og mord, og Afghanistan blive stabiliseret til gavn for verdens sikkerhed og tålelige livsvilkår for den stedlige befolkning.

I skriftet "Kan soldater også have Guds nåde?" siger Martin Luther noget om, hvordan man bør anspore soldater før slaget: "Kære kammerater! Vi er alle samlet her i pligttro og lydig tjeneste mod vor fyrste, sådan som vi efter Guds vilje og ordning har pligt til at hjælpe vores herre med liv og ejendom, selv om vi over for Gud er lige så arme syndere som vores fjender. Men dog ved vi – eller vi er i hvert fald ikke bedre underrettet – at vores fyrste har retten på sin side i denne sag. Og dermed er vi sikre og visse på, at vi tjener Gud selv med denne tjeneste og lydighed."

Ikke en ringe feltprædiken, som slutter: "Nu Gud i vold og til kamp med glæde!"

Jesper Bacher, sognepræst, Rubbeløkkevej 10, Rødby

Den danske Muhammed er en nisse

Jeg lytter altid godt efter, når Iben Tranholm har noget på hjerte, og hendes kommentar til "nissesagen" i Løkken er velgørende, og jeg tillader mig at lægge hendes kommentar på min blog. Læs selv
Niels Peder Nielsen

Iben Thranholm | 17. december 2010 KD

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen, skriver Iben Thranholm, teolog og journalist

Selvom det snart er jul, er Fanden løs i Løkken. Frikirkepræst Jon Knudsen hængte forleden en stofnisse i en galge fra gavlen på Løkken Frikirke. Om halsen bar nissen et skilt med teksten: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen ...", da præsten mener, at nisser ikke er venlige julevæsener, men derimod er husånder, der besidder dæmoniske kræfter.

Det har fremkaldt stærke reaktioner i den lille idylliske ferieby ved Vesterhavet. Faktisk har det vakt sådan et røre, at en person har stjålet den aflivede nisse, at kirken har måttet sætte privat vagtværn på for at undgå hærværk på kirken. Børnene i byen hylder nissetyven som en helt. Måske er der alligevel noget om snakken med, at man skal passe på med, hvordan man omgås nisserne. Det kan åbenbart gå gruelig galt.

Før danerne blev kristne, var nissen en uhyggelig skikkelse, som tilhørte mørkets rige. Hvis et dyr døde af uforklarlige årsager, høsten slog fejl, eller anden ulykke indtraf, kunne det let være nissen, der var på spil.

For at undgå ulykker satte man mad ud til nissen for at formilde ham. Det er præcis, hvad sangen "På loftet sidder nissen med sin julegrød" handler om. I sangen beskrives han som god og sød, men sådan så man ikke på ham i folkeovertroens dage. Der levede folk i frygt for nissen.

Den samme skræk for nisser finder man også i udtrykket "nissen flytter med". Det vil sige, at noget ulykkeligt eller måske ligefrem dæmonisk kan forfølge et menneske, uanset hvor det bevæger sig hen i livet. Nissen bliver ved at plage. At nisserne i moderne tid er blevet søde og børnevenlige, er en forvanskning.

Nissedyrkelsen er et udpræget dansk fænomen. Vender man blikket mod de kristne nabolande mod syd, ser man ikke skyggen af de skæggede, rødklædte væsener. Her er det julekrybben, som er i centrum. Ikke bare i kirker, men også i private hjem. I Norden har julekrybben aldrig kunnet udkonkurrere nisserne.

Set i lyset af kristendommen har Jon Knudsen derfor helt ret. Kristendommen kom for at befri mennesket fra mørkets magter og fra væsener, som havde ondt i sinde. Nisserne repræsenterer derfor et åndeligt univers, som kristendommen kom for at overvinde.

Når det så er sagt, må man samtidig også sige, at selve aktionen med at hænge nissen i en galge ikke fremmer budskabet. Et drab, også selvom det kun er på en dukke, strider imod kristen tro. Dæmoniske kræfter kan kun bekæmpes med dåb, bøn og faste og ikke ved provokation. Det får kun ånderne til at gå til modangreb.

Men det burde i princippet ikke vække så voldsomme modreaktioner i befolkningen, at en kristen kirke blot gør det, som den er sat på jorden for – nemlig at knuse mørkets magt.

For det, som måske vækker allermest opsigt ved sagen, er, at den har medført alvorlige trusler mod Jon Knudsen. I et af tilfældene måtte det anmeldes til politiet. Og som sagt har kirken set sig nødsaget til at have et vagtværn for at undgå hærværk mod kirken. Præsten må også slukke for sin telefon om natten for at undgå chikane.

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen. Den danske Muhammed er en nisse.

Velvidende at mange danskere umiddelbart vil sammenligne troen på Gud med troen på nisser, som socialdemokraten Ritt Bjerregård også gjorde engang, så er der alligevel åbenbart gevaldig forskel. Alt imens man passivt accepterer, at kristendommen får mindre og mindre plads i det offentlige rum, kæmper man bravt for nisserne. Hvad siger det om nationens åndelige tilstand?

Selvom vi af politikere og meningsdannerne hjernevaskes med, at vi lever i et sekulært, hvis ikke sekularistisk, samfund, så peger sammenstødet mellem præsten og nisseforkæmperne på, at det ikke holder stik.

Hvordan kan man finde på at true med vold over en hængt stofnisse i et samfund, hvor man bryster sig af at tænke rationelt og videnskabeligt? Og hvorfor er der stort set ingen, der løfter et øjenbryn, hvis korset enten fjernes fra det offentlige rum, eller Jesus udsættes for grov og vulgær satire?

Den engelske biskop Less-lie Newbigin (1909-1998) måtte, da han vendte hjem til Europa efter en lang årrække som missionær i Indien, konstatere, at han ikke kom tilbage til et sekulært samfund, men til et hedensk samfund. Samfundet var ikke uden gud, opdagede han, men fuldt af falske guder.

Nisser spiller naturligvis ikke nogen synderlig rolle i danskernes hverdag og deres spiritualitet, men den voldsomme aggression mod den, som vover at konfrontere hedenskabet, som nisserne er en del af, vidner om, at samfundet slet ikke er så sekulært og rationelt, som det bilder sig ind at være.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

At være et ordentligt menneske

Jeg læste forleden Indre Missions Tidende, og da jeg læste Frank Risbjerg Kristensens indlæg: AT VÆRE ET ORDENTLIGT MENNESKE slog det mig, hvor ualmindelig ret han havde i sine betragtninger, og jeg tillader mig, med kildeangivelse, at bringe hans gode ord her på min BLOG. Læs selv om du er enig med han.

At være et ordentligt menneske

En udfordring til at undersøge, om det billede, vi har af os selv, svarer til den måde, vi lever på

Af Frank Risbjerg Kristensen

Hvordan står det egentlig til med den personlige kristne identitet, integritet og selvforståelse hos os? Hvor dybt ned stikker rødderne? Hvor meget definerer troen på Jesus reelt mine valg, mine værdier, mine prioriteringer; og ikke mindst mit syn på mig selv, på mit livsprojekt og mine medmennesker?

Er jeg ordentligt funderet i den identitet og livsramme, som Jesus har placeret mig i? Og er det den identitet og livsramme, som jeg så virkelig lever og handler ud af?

Ordentlighed

Jeg læste sidste vinter en bog af historikeren Henrik Jensen, som jeg siden ikke har kunnet ryste af mig. Bogen hedder "Det ordentlige menneske".

Der er tale om en debatbog, hvor Henrik Jensen skarpt analyserer, hvad der ser ud til at være sket med os danskere (hele den vestlige kultur) og vores måde at indrette os i livet på i en tidsepoke hen over de sidste godt 100 år. Han er ude i et frontalt opgør med offer- og selvmedlidenhedsmentalitet, egoisme, forbrugerisme, ansvarsflugt, selvrealiseringsjagt og meget mere af samme skuffe.

Han ender i bogen ret hurtigt med at konkludere, at vi danskere nærmest alle ser ud til at være på flugt fra god, gammeldags ordentlighed i livet og fra det at være forpligtede i forhold til samfundet og til hinanden med katastrofale følger for os selv, fællesskaberne og samfundet.

Fra pligt til rettighed

Med fare for at forenkle Henrik Jensens skarpe pointer vover jeg at liste nogle af de facts op, som han kommer frem til omkring det, der er sket med os danskere hen over de sidste 100 år:

Vi er langt hen ad vejen gået fra at være en "pligt- og ansvarskultur" til at være en "rettigheds- og lystkultur".

Vi er gået fra at være samfundsborgere til at være samfunds(for)brugere. Vi er gået fra at ville yde til at ville nyde. Vi er gået fra mest at være forpligtede på fællesskabet, hinanden og fælles normer til mest at være forpligtede på os selv og vore egne behov og selvrealisering (se skema).

Se, nu er Henrik Jensens hovedanliggende ikke specielt kristent funderet. Han er mest på jagt efter at få os danskere råbt op, så vi kan se, hvad vi har gang i, og så vi kan få lukket det ordentlige menneske ud, som vi godt og grundig har fået lukket inde og tabt.

Det er med andre ord et forsøg på at få genfundet nogle basale grundværdier omkring det at være samfund, individ og i fællesskab, der sættes i spil og til debat.

Hvad med os?

Men hvad har det så med os kristne at gøre? Vi er vel alle stadig som kristne helt funderede i venstrespalten i skemaet - godt og grundigt? Vi kan vel hurtigt tjekke venstrespalten af og sætte flueben ved de enkelte punkter:

- Gud sætter rammen for mit liv; jeg er ikke min egen højeste autoritet. Gud holder mig fast i, hvad jeg skal være og gøre/ikke gøre i mit liv.

- Jeg står til ansvar over for Gud i forhold til, hvad jeg vælger, prioriterer og gør i mit liv.

- Jeg tager Guds normer og værdier ind over mig; satser på at gøre Guds værdier og normer til mine egne.

- Jeg er klar til at give afkald og udskyde behov - for næstens skyld, for evangeliets skyld, for samfundets skyld, for Guds skyld.

- Jeg er gennemsigtig for mig selv og Gud; har selvindsigt og selverkendelse nok til at tage min skyld på mig - i forhold til Gud, andre mennesker og mig selv.

Én ting er dog, hvad vi gerne vil kunne sætte flueben ved, fordi vi ved, at det præcis er dét her, det kristne liv går ud på og har udgangspunkt i. Noget andet er, hvad der reelt er i "udbrud" i vores liv, og hvad vi lever ud af og praktiserer.

Der er for mig at se rigtig meget, der tyder på, at vi kristne faktisk også er ret inficerede af højrespaltens måde at praktisere liv og selvrealisering på. Der er rigtig meget i vore kristne miljøer, som giver antydninger om, at vi også bakser rigtig meget med at finde vores plads i livet; og at højrespaltens måde at tænke, leve og handle på har rigtig godt tag i os.

Tid for et selvtjek

Med fare for at moralisere og komme til at pege for meget fingre vil jeg vove at tegne konturerne af nogle symptomer (også hos mig selv!).

Vi er måske mere lyst- og behovsstyrede i vores tilgang til andre mennesker og det kristne fællesskab, end vi bryder os om at indse. Overvej følgende tanke: "Fællesskabet skal honorere mine behov og mine individuelle krav, ellers zapper jeg da videre til det næste fællesskab, som jeg kan (for)bruge." Vi står også i fare for at forbruge hinanden mere end at berige hinanden i vore kristne fællesskaber.

Vi er måske heller ikke så gode til at udskyde eller give afkald på konkret behovsopfyldelse, som vi selv tror. Dankortet og dets behovsopfyldende lyksaligheder ser generelt ud til at blive brugt lige så målrettet og flittigt i den kristnes hænder. Hvor mange har f.eks. brug for og lyst til at give afkald på noget (materielle goder eller events og fritidsoplevelser) for at kunne give til konkret missions- eller humanitært arbejde? Vi synes jo heller ikke, det er særlig nemt og sjovt at skulle udskyde konkrete behov, for vi har jo brug for og ret til at …

Vi er måske heller ikke altid så bundne til Guds autoritative ord og værdier, som vi selv går rundt og hævder. Det er som om, der i vor tid skal mere til end det konkrete ord fra Gud, før Gud virkelig får bøjet vore viljer ind under hans Ords autoritet.

Det er ligesom ikke altid helt nok længere, at Gud faktisk tydeligt siger, hvad han mener, skal være gældende i mit liv. F.eks.: "Gud siger godt nok, at jeg ikke må stjæle; hverken fra det enkelte menneske eller fra fællesskabet, men … sort arbejde er jo da ikke direkte at stjæle, og for øvrigt stjæler staten alt for mange af mine penge i skat." Men - sort arbejde er at stjæle!

Mange af os gør vel i at erkende, at vi har en veludviklet trang til at ville være selvbestemmende i forhold til værdier og forpligtende, moralske normer fra Gud med os i bagagen. Vi gør vel i at erkende, at vi har en indre trang til at gennemføre en meget subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig.

Vi er på mange måder et produkt af den selvcentrerede og selvhævdende livsstil, som vi er omgivet af; godt hjulpet på vej af synden i os, som vedvarende kæmper for at være autonom og selvhævdende.

Vejen frem

Som afrunding har jeg lyst til at vinkle dette ind i vores kristne sammenhæng. Vejen frem i det morads, vi som kristne også er inficeret af, er ikke at synge med på en sang om, at det er "synd for os kristne", at vi er så inficerede af samfundets påvirkninger af os. Vejen frem er derimod at bekende den synd og de misvækster, som vi lader slå rødder i vore liv, og som vi reelt står med og lader styre os.

Vejen frem er (sammen) at vandre ind i Guds ord og tale til os og bøje os vor det. Vejen frem er at finde trøsten, opmuntringen, formaningen og hjælpen til at få ryddet op dér. Vejen frem er ikke at gå i gang med at rydde op i ukrudtet i egen kraft.

Vejen frem er at lade Guds ord under Helligåndens lederskab føre os til opgør med det uholdbare og finde ind i fornyet glæde ved at leve i og ud af Guds værdier og den ramme, som Gud sætter for livet.

Før var vi som borgere/individer
Religiøst funderede

Nu er vi som borgere/individer
Sekulariserede

Før var vi som borgere/individer
Pligtbaserede (Jeg skal være/gøre)

Nu er vi som borgere/individer
Rettighedsbaserede (Jeg har ret til)

Før var vi som borgere/individer
Rodfæstede i en personlig ansvarlighed

Nu er vi som borgere/individer
Rodfæstede i sociale årsager og sammenhænge

Før var vi som borgere/individer
Styrede af objektive, givne regler

Nu er vi som borgere/individer
Styrede af en subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig

Før var vi som borgere/individer
Selvkontrollerede

Nu er vi som borgere/individer
Selvhævdende

Før var vi som borgere/individer
Klar til at give afkald og udskyde behov

Nu er vi som borgere/individer
Lystorienterede; behovsorienterede; der skal være behovsopfyldelse her og nu

Før var vi som borgere/individer
Skyldbevidste (det er min skyld)

Nu er vi som borgere/individer
Skyldbenægtende (det er de andres eller samfundets skyld)

Fra "Det ordentlige menneske" Kristeligt Dagblads Forlag, 2009

Artikel bragt i: IMT 2010 nr. 46
Forfatter: Frank Kristensen

Et par perspektiver på Halloween

Der er sikkert en del af jer som er lidt ambivalente i jeres forhold til Halloween, og har det lidt sådan - På den ene og på den anden side. Sådan har jeg det selv, og derfor har det været lidt af en øjeåbner for mig at læse et par holdninger til Halloween.
Det første er Inge Tranholms perspektiv i KD og Hanne Dahls perspektiv i Udfordringen, og måske kan min opstilling i det følgende få tungen til at holde sig lige i munden.
Niels Peder Nielsen

En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende, skriver dagens debattør.

Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween, spørger teolog og journalist Iben Thranholm


Fra KD 22. oktober 2010
OM GODT EN UGES TID vil mange danske hjem, skoler og institutioner danne rammer om hyggelig komsammen, men med uhyggen som samlingspunkt. Børnene vil tage del i festlighederne udklædt som skeletter, spøgelser, onde ånder, vampyrer og hekse. Der vil være pyntet op med genfærd, dødningehoveder og edderkoppespind, og ved døren vil lysende græskar skåret ud med et djævelsk udtryk i ansigtet hilse velkommen.

Aftenens højdepunkt nås, når børnehekse og skeletter stemmer dørklokker og truer med forskellige former for terror, hvis ikke de får slik. Det drejer sig om den årlige fejring af halloween, aftenen før allehelgensdag, hvor Fanden bogstaveligt talt er løs overalt i landet.

Spørgsmålet er, om det bare en uskyldig fastelavnslignende fest, eller om halloween bliver mere og mere gyselig år for år og er ved at forvandle sig til en ren dødskult?

Da jeg var barn, var det sjovt at fortælle spøgelseshistorier, for ingen troede på dem. Det var bare en gyserhistorie. Sådan er det ikke mere. Spøgelseshistorier har i dag indtaget en helt anden plads i børns univers gennem fantasylitteraturen som for eksempel den amerikanske ungdomsbestseller "Twilight", der handler om vampyrer, og ugeblade for piger som "Witch" (heks).

De fører nutidens børn dybt ind i, hvordan mørkets magter opererer og efterlader børnene med en fascination af det okkulte. Derfor ligger det også lige for, at børnene klæder sig ud som og efterligner disse dæmoniske væsener, som de har kontakt med gennem litteratur, computerspil og på tv og film.

Halloween er en sammentrækning af ordene All Hallows Eve, som på dansk betyder allehelgensaften. Her fejres alle kendte og ukendte helgener overalt i den kristne kirke hos katolikker, protestanter og ortodokse. Skikken kan spores helt tilbage til den tidlige kirke, som overtog skikken fra kelterne i Irland, Skotland og Wales i den hedenske tid. Kelterne afsluttede året på en dag, de kaldte Samhain. Her holdt man en stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten.

Man brændte også bål for at udrense det gamle og give plads til genfødsel og frugtbarhed. Senere overtog den kristne kirke traditionen og gjorde Samhain til en helgenfejring, nemlig allehelgen, hvor man mindedes alle kirkens helgener. Selvom man aftenen før allehelgen kan gå på kirkegården og tænde lys for de døde, er det alligevel ikke dødens, men livets fest, der fejres. En helgen er et menneske, der er overgået fra det jordiske liv til det evige liv hos Gud. Helgener minder om, at livet går videre efter døden.

Man kunne let fristes til at beskylde nutidens gyselige halloween-fester for at være en direkte tilbagevenden til hedenskabet. Men det er for let. For kelterne var Samhain ikke bare en aften, hvor genfærdene blev sluppet løs, og destruktive og dæmoniske kræfter fik frit løb som i vore dage. For det første ærede man de døde. Hvor mange børn lærer at ære deres forfædre ved halloween-fester? Desuden brændte kelterne som sagt bål denne aften for at rense ud og give plads til nyt liv. Derfor var det samtidigt – som den senere kristne fejring også betonede – en stor fejring af livet.

Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween? Så vidt jeg kan se ingen steder. Der er heller ingen, der klæder sig ud som helgener. I stedet for dyrkes død og ondskab.

Måske får halloween netop dette udtryk, fordi vi lever i en kultur, der hylder døden langt mere end livet. En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende.

Dertil kommer, at vi ikke kan reproducere os selv rent befolkningsmæssigt. Europæerne får simpelthen ikke børn nok. Også her stikker manglen på lyst til liv sit dystre hoved frem. Så hvordan skulle halloween i vore dage blive andet end en forherligelse af døden og ikke livet?

I England går et kirkeligt ordensfælleskab, der sig kalder for Cor et Lumen Christi (Kristi hjerte og lys), imod tendensen med at fejre halloween med død og frygt som fortegn. De vil introducere "Lysets nat". De opfordrer til, at man på halloween-aftenen stiller levende lys og eventuelt også et ikon i stuevinduet ud mod gaden for at minde om, at Jesus er verdens lys og har overvundet døden. Også danskere, der sætter livet højere end døden, kan sætte et levende lys i vinduet. Det kan samtidig lyse vejen op for de børnespøgelser, der flakker hvileløst rundt i natten på jagt efter godbidder.


Her er et andet perspektiv på Halloween hentet fra Udfordringen torsdag den 21. okt (uge42)
Af journalist Af Teresa Suetta

Halloween – dødekult eller opstandelsesfest?

Halloween nærmer sig. Ethvert supermarked har græskar til salg, og legetøjsbutikkerne ser frem til en god omsætning. Nu skal der sælges djævle-og zombiedragter. Og børnene glæder sig, for en fest med udklædning, græskarlygter og uhyggeligt slik taler til ethvert barn.
Som kristen voksen kan man have sine betænkeligheder over for Halloween: For hvad er det egentlig, man lader børnene fejre? Halloween er oprindelig en førkristen keltisk fest. Det har i hvert fald ingenting med kristendom at gøre!

Frimenighedspræst Hanne Dahl arrangerede en ”kristen haloweenfest”, inspireret af Grundtvigs salme: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
Kan vi som kristne voksne og forældre erobre den kristne fest tilbage, samtidig med at børnene oplever en sjov og spændende fest?

Halloween kan ”generobres”
Det mener frimenighedspræst Hanne Dahl, Morsø Frimenighed, bestemt godt vi kan. For Hanne Dahl er Halloween-problemet ikke noget nyt. Allerede i 1999, da hun var helt nyansat præst i Vesthimmerlands Frimenighed, stod hun over for den udfordring at lade børnene fejre Halloween samtidig med, at det skete på en måde, hun som kristen og præst kunne stå inde for.
Dén Halloween fik Hanne Dahl lavet et materiale til, som hun siden har arbejdet videre på til brug for konfirmand- og anden kirkelig undervisning.
Hanne Dahl tog initiativ til et stort anlagt Halloween-projekt. Hun inviterede et antal friskoler til at være med. Hanne Dahl selv var hovedkraften sammen med friskolelærer og keramiker Lise Seier Petersen.
- Ideen bag det hele var jo, at man skulle bruge den amerikanske tradition med Halloween og græskarhoveder til at lave noget kristeligt set fornuftigt. Det kan vi nemlig sagtens! Vi kan give festen et kristent indhold i stedet for det dér monsterindhold.
I modsætning til alle de monstre, der er i Halloween - det er jo noget uhyggeligt – så behøver vi ikke som kristne at fortælle en uhyggelig historie om døden, siger Hanne Dahl.

Halloween som påskefortælling
Hun mener, det er vigtigt at pointere, at hvis man skal fortælle om Halloween (eller Allehelgen) på en kristen måde, så kommer man ikke udenom at snakke om påske.
- Det er selvfølgelig i lyset af påsken, at Halloween ikke bliver en monsterfest men bliver en opstandelsesfest.
- Dét, der inspirerede mig, var Grundtvigs digt ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i Den danske Salmebog).
”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” er et fantastisk digt. Det er et påske-lørdagsdigt. Det handler om, hvad der skete fra Jesus døde fredag og til han genopstod søndag morgen. Og digtet tager os sådan set med igennem hele syndefaldshistorien og opstandelsen.

Med Jesus i dødsriget
I digtet går Jesus ned i dødsriget, og dér møder han Adam og Eva. Han tilgiver Eva sin brøde, og i det øjeblik hvor han møder Eva og tilgiver hende, begynder alting at blive godt.
Det billede Grundtvig bruger er, at Jesus træder ned i Dødsriget (Helvede). Det er hernede, alle monstrene bor. Det er dem, vi ser Halloweens aften!
Men, de bor der kun, indtil Jesus har været der! Det vil sige til Langfredag. Da begynder Jesus sin nedstigning til Dødsriget, og da forsvinder alle monstrene. Da Jesus kommer ned i Helvede, tvinger han monstrene til at holde op med at være monstre. Han får alt det onde til at vige. Og så vandrer han igennem Helvede.
Grundtvig-digtet inspirerede til en Halloween-fest i Thingbæk Kalkminer i 1999.

Totalteater mellem himmel og helvede
- Vi kom på den idé, at man kunne opføre digtet som et totalteater. Vi lod digtet udspille sig i Thingbæk kalkminer (ved Rold Skov, red).
Her kan man gå ind i den ene ende og ud i den anden. Og så havde hver skole nogle vers af digtet, som de skulle dramatisere hver deres sted i minen. De, der var med i totalteateret – publikum - blev ført igennem Helvede for så at stige op i Paradiset.
Der var det helt særlige moment, at bagindgangen til Thingbæk kalkminer er lukket med en stor port. Jeg kunne se det for mig: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Det var dér, der blev banket på, da Jesus steg ned i Helvede.
Vi havde organiseret det sådan, at vi solgte billetter til bestemte tidspunkter. Så skulle folk stå ved indgangen, og så var der nogle børn, der førte dem igennem. Børnene var en slags herolder – fortællere - og de fortalte publikum, hvad der skulle ske. Vi fik så mange ”tilskuere”, vi overhovedet kunne få - jeg tror, der var 2000. Det var udelukkende af hensyn til sikkerheden i minerne, at vi ikke kunne byde flere indenfor.

Dæmonerne har mistet magten
Hanne Dahl opsummerer pointen – eller erfaringerne om man vil – fra Halloween 1999 i Thingbæk Kalkminer på denne måde.
- Dæmonerne og de onde ting hører ikke hjemme i en kristen forestillingsverden. De har ingen magt længere, efter at Jesus er kommet her!
Hvis vi ser på, hvordan vi i ”traditionel forstand” holder Allehelgen, ja så har vi en Allehelgens-gudstjeneste. Her læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Det er jo en fin skik, at vi mindes de døde. Vi mindes dem, fordi de er henfaret i Herren. For dem er der håb: De er lovet en glædelig genopstandelse!

Jesus opløser monstrene
Hanne Dahl har så meget på hjerte. Hendes inspirationskilde var ikke kun salmen ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
En anden ting, der inspirerede hende, var et billede i Viborg domkirke. Oppe i korbuen er der et Jesus-billede, malet af Joakim Skovgaard. På billedet har Jesus været nede i Dødsriget, som er illustreret ved en grotte. Når man kigger ind i grotten, ser man en klippehule, hvorfra de døde kommer ud. De døde er selvfølgelig viklet ind i ligklæder. De, der står længst tilbage, er som mumier. Deres ansigter er ikke genkendelige, men efterhånden som de døde vandrer ud i lyset, opløses det mumieagtige. Deres mumiehoveder forvandles til at være ansigter. De kommer ud i lyset, og dér – sammen med Jesus - bliver de mennesker igen.

Idé til andre...?
- Vores Thingbæk Kalkmine projekt er jo ikke bare noget, man gør. Det tager lang tid at arrangere og koster mange penge.
Men det indholdsmæssige i det står jo meget klart og lige til at gå til:
Tag en salme som ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” og gå den igennem.
Jeg ønsker sådan, at vi kunne tage udgangspunkt i, at Halloween er blevet en populær fest, men at vi bruger den til at få noget påske fortalt.
Halloween på kristen grund er meningsløs uden påskefortællingen. Uden påskefortællingen bliver det en ren monsterfest!

Er kristendommen blevet for usynlig?

Vi skal sikkert vænne os til et større pres på de kristne værdier og måske trækker det op til en form for kristendomsforfølgelse, eller lidt i den retning, og måske er det et af endetidstegnene, hvem ved?
Det er i hvert fald tankevækkende, hvad Kurt Ravenkilde skriver i ugens udgave af Udfordringen

Niels Peder Nielsen


Er kristendommen
blevet for usynlig?

Korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med Jesus.

På vej hjem fra en ferie i Provence kørte vi igennem Schweiz og ind i Tyskland ved byen Konstanz og gjorde ophold ved Bodensøen, da vi skulle besøge den meget smukke blomsterø: Mainau. På vej ud til øen studsede jeg, da jeg fik øje på en jernskulptur, som jeg aldrig havde set før andre steder.

Når man rejser i Syd-Europa, så er det helt naturligt at se krucifikser ved vejkanten.
Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kors, der er anbragt på bjergtoppene, der alle er symboler på kristendommen og dens ophav, tømmermandens søn fra Nazareth, Jesus Kristus, for vi befinder os i såkaldte kristne lande, hvor man ikke er bange for at skilte med sin kristne tro.

Korset under angreb

Men korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med den kristne Jesus.
Det skal her oplyses, at korset er et abstrakt symbol, medens krucifikset er en konkret og detaljeret fremstilling af Jesus i dødsøjeblikket. Men denne moders ønske er nu blevet en sag for Menneskerettighedsdomstolen, der endnu engang skal tage stilling til, om der må hænge kors i de italienske skoler.
Spørgsmålet er, som en tidligere dansk statsminister proklamerede, om ”religion skal ud af det offentlige rum”.
Det er eksempelvis tilfældet i Frankrig. Jeg er netop kommet hjem fra en rejse til Frankrigs grønne hjerte, og vores rejseleder oplyste, at i Frankrig er tro helt en privatsag.
Der er ingen kristne symboler i de franske skoler. Men jeg lagde dog mærke til, at også hvor vi opholdt os, var der krucifikser og kors ved vejkanten og på bjergtoppe.
Noget kunne tyde på, at man ikke sådan bare kan dræbe tro. Det er måske derfor nok stadigvæk sandt, hvad den danske digter Nis Petersen påstod i 1942:
”Det er min overbevisning, at der er ingen magt, der kan slå kristendommen ned her på jorden. Lad os sige, at der ligger en dynge lig på gaden i Moskva, nogle hundrede stykker. Gå hen og undersøg dem, og du vil under tøjet finde små kors og madonnabilleder.”
Da det blev sagt, forsøgte den kommunistiske og ateistiske stat af al magt at udrydde al tro.

Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.

Men tilbage til jernskulpturen ved Bodensøen. Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Flot, for de to repræsenterer os alle, der på hver vores måde er skydige i synd, med den forskel, at den ene ikke ville erkende sin synd og derfor ikke følte noget behov for Jesus, der jo bare fysisk burde redde ham, mens den anden indrømmede sine fejl og følte et behov for Jesus som sin personlige frelser.
Denne skulptur havde bare det hele.
Men korset er ikke det eneste symbol på Jesus. En dag vi var på vej hjem fra Odense og holder for rødt, siger jeg pludselig til min kone: ”De, der holder foran os, er kristne.” Hvorfor? Fordi de bag på bilen havde klistret en fisk.
I forbindelse med et besøg i katakomberne i Rom, hvor de kristne jo under de store kristenforfølgelser bl.a. begravede deres døde, bemærkede jeg, at der flere steder var malet fisk på væggene.

Som i Ben Hur

Også filmskabere af store amerikanske film som ”Ben Hur” og ”Men jeg så ham dø”, hvor kristenforfølgelser var en del af handlingen, forstod fiskens betydning som kontakmiddel kristne imellem.
Det er min opfattelse, at det først var efter at kristendommen i 321 under kejser Konstantin blev til statsreligion, de kristne turde bruge korset som det kristne symbol.
Den romerske kejser opfattede sig selv som Gud. Hidtil havde man haft problemer med det uregerlige folk, jøderne, der stædigt holdt fast ved at tro på deres Gud som den eneste monoteistiske Gud. Og nu kommer så tilhængerne af misdæderen Jesus Kristus, der blev korsfæstet, og påstår i fuld alvor, at han var Gud.
Det kunne kejseren ikke leve med, og derfor fik vi de store kristenforfølgelser, der havde den betydning, at kristne ikke tegnede et kors, når de mødte en fremmed, men en fisk i sandet - bl.a. i en scene i en af de ovennævnte film, husker jeg.
I dag er det nok kun kristne, der tænker over det, når de et sted ser en fisk.

Fiskens symbol

Også nogle af Udfordringens læsere bruger en fisk som symbol og kontaktskaber på deres biler eller cykler. Klistermærket fås gratis ved henvendelse til Udfordringen.
Da jeg i efteråret besøgte en af Mosel-byerne, Trier, bemærkede jeg et hus med navnet: ”Haus der Bibel.” Under navnet var tegnet en opslået Bibel, over hvilken man havde tegnet en fiskesignatur.
Men, hvorfor det symbol? Fordi der er en tæt forbindelse mellem Jesus og fisk. Jesus var menneskefisker og ønskede, at han efterfølgere også skulle være menneskefiskere.
På græsk hedder fisk ichtys. Og hvis man tager forbogstaverne i Jesus Christus Guds Søn Frelser - Jesus CHristos, Theu Uios, Soter (græsk) - så giver det netop ichtys.
Under den romerske magt brugte man fisken som symbol af frygt for at blive forfulgt.
Men, hvordan føler vi kristne det så i dag? Skammer vi os over at tro på korsets gåde?
Er kristendommen så meget under angreb, at den er ved at blive væk?
Føler vi det lettest at lade stå til, som den ene røver, uden vilje til at ville indrømme vor skyld, som er tydelig, når vi forsøger at spejle os i Jesus? Eller er vi som den anden røver og erkender ærligt, at vi er syndere, der har
behov for den personlige frelser i skikkelse af den person, der hang i midten på omtalte skulptur?

Tilføjet til udfordringen.dk: 18.08.2010, 12:24
Artiklen bragt i Udfordringen uge 33/2010