Jeg læste forleden Indre Missions Tidende, og da jeg læste Frank Risbjerg Kristensens indlæg: AT VÆRE ET ORDENTLIGT MENNESKE slog det mig, hvor ualmindelig ret han havde i sine betragtninger, og jeg tillader mig, med kildeangivelse, at bringe hans gode ord her på min BLOG. Læs selv om du er enig med han.
At være et ordentligt menneske
En udfordring til at undersøge, om det billede, vi har af os selv, svarer til den måde, vi lever på
Af Frank Risbjerg Kristensen
Hvordan står det egentlig til med den personlige kristne identitet, integritet og selvforståelse hos os? Hvor dybt ned stikker rødderne? Hvor meget definerer troen på Jesus reelt mine valg, mine værdier, mine prioriteringer; og ikke mindst mit syn på mig selv, på mit livsprojekt og mine medmennesker?
Er jeg ordentligt funderet i den identitet og livsramme, som Jesus har placeret mig i? Og er det den identitet og livsramme, som jeg så virkelig lever og handler ud af?
Ordentlighed
Jeg læste sidste vinter en bog af historikeren Henrik Jensen, som jeg siden ikke har kunnet ryste af mig. Bogen hedder "Det ordentlige menneske".
Der er tale om en debatbog, hvor Henrik Jensen skarpt analyserer, hvad der ser ud til at være sket med os danskere (hele den vestlige kultur) og vores måde at indrette os i livet på i en tidsepoke hen over de sidste godt 100 år. Han er ude i et frontalt opgør med offer- og selvmedlidenhedsmentalitet, egoisme, forbrugerisme, ansvarsflugt, selvrealiseringsjagt og meget mere af samme skuffe.
Han ender i bogen ret hurtigt med at konkludere, at vi danskere nærmest alle ser ud til at være på flugt fra god, gammeldags ordentlighed i livet og fra det at være forpligtede i forhold til samfundet og til hinanden med katastrofale følger for os selv, fællesskaberne og samfundet.
Fra pligt til rettighed
Med fare for at forenkle Henrik Jensens skarpe pointer vover jeg at liste nogle af de facts op, som han kommer frem til omkring det, der er sket med os danskere hen over de sidste 100 år:
Vi er langt hen ad vejen gået fra at være en "pligt- og ansvarskultur" til at være en "rettigheds- og lystkultur".
Vi er gået fra at være samfundsborgere til at være samfunds(for)brugere. Vi er gået fra at ville yde til at ville nyde. Vi er gået fra mest at være forpligtede på fællesskabet, hinanden og fælles normer til mest at være forpligtede på os selv og vore egne behov og selvrealisering (se skema).
Se, nu er Henrik Jensens hovedanliggende ikke specielt kristent funderet. Han er mest på jagt efter at få os danskere råbt op, så vi kan se, hvad vi har gang i, og så vi kan få lukket det ordentlige menneske ud, som vi godt og grundig har fået lukket inde og tabt.
Det er med andre ord et forsøg på at få genfundet nogle basale grundværdier omkring det at være samfund, individ og i fællesskab, der sættes i spil og til debat.
Hvad med os?
Men hvad har det så med os kristne at gøre? Vi er vel alle stadig som kristne helt funderede i venstrespalten i skemaet - godt og grundigt? Vi kan vel hurtigt tjekke venstrespalten af og sætte flueben ved de enkelte punkter:
- Gud sætter rammen for mit liv; jeg er ikke min egen højeste autoritet. Gud holder mig fast i, hvad jeg skal være og gøre/ikke gøre i mit liv.
- Jeg står til ansvar over for Gud i forhold til, hvad jeg vælger, prioriterer og gør i mit liv.
- Jeg tager Guds normer og værdier ind over mig; satser på at gøre Guds værdier og normer til mine egne.
- Jeg er klar til at give afkald og udskyde behov - for næstens skyld, for evangeliets skyld, for samfundets skyld, for Guds skyld.
- Jeg er gennemsigtig for mig selv og Gud; har selvindsigt og selverkendelse nok til at tage min skyld på mig - i forhold til Gud, andre mennesker og mig selv.
Én ting er dog, hvad vi gerne vil kunne sætte flueben ved, fordi vi ved, at det præcis er dét her, det kristne liv går ud på og har udgangspunkt i. Noget andet er, hvad der reelt er i "udbrud" i vores liv, og hvad vi lever ud af og praktiserer.
Der er for mig at se rigtig meget, der tyder på, at vi kristne faktisk også er ret inficerede af højrespaltens måde at praktisere liv og selvrealisering på. Der er rigtig meget i vore kristne miljøer, som giver antydninger om, at vi også bakser rigtig meget med at finde vores plads i livet; og at højrespaltens måde at tænke, leve og handle på har rigtig godt tag i os.
Tid for et selvtjek
Med fare for at moralisere og komme til at pege for meget fingre vil jeg vove at tegne konturerne af nogle symptomer (også hos mig selv!).
Vi er måske mere lyst- og behovsstyrede i vores tilgang til andre mennesker og det kristne fællesskab, end vi bryder os om at indse. Overvej følgende tanke: "Fællesskabet skal honorere mine behov og mine individuelle krav, ellers zapper jeg da videre til det næste fællesskab, som jeg kan (for)bruge." Vi står også i fare for at forbruge hinanden mere end at berige hinanden i vore kristne fællesskaber.
Vi er måske heller ikke så gode til at udskyde eller give afkald på konkret behovsopfyldelse, som vi selv tror. Dankortet og dets behovsopfyldende lyksaligheder ser generelt ud til at blive brugt lige så målrettet og flittigt i den kristnes hænder. Hvor mange har f.eks. brug for og lyst til at give afkald på noget (materielle goder eller events og fritidsoplevelser) for at kunne give til konkret missions- eller humanitært arbejde? Vi synes jo heller ikke, det er særlig nemt og sjovt at skulle udskyde konkrete behov, for vi har jo brug for og ret til at …
Vi er måske heller ikke altid så bundne til Guds autoritative ord og værdier, som vi selv går rundt og hævder. Det er som om, der i vor tid skal mere til end det konkrete ord fra Gud, før Gud virkelig får bøjet vore viljer ind under hans Ords autoritet.
Det er ligesom ikke altid helt nok længere, at Gud faktisk tydeligt siger, hvad han mener, skal være gældende i mit liv. F.eks.: "Gud siger godt nok, at jeg ikke må stjæle; hverken fra det enkelte menneske eller fra fællesskabet, men … sort arbejde er jo da ikke direkte at stjæle, og for øvrigt stjæler staten alt for mange af mine penge i skat." Men - sort arbejde er at stjæle!
Mange af os gør vel i at erkende, at vi har en veludviklet trang til at ville være selvbestemmende i forhold til værdier og forpligtende, moralske normer fra Gud med os i bagagen. Vi gør vel i at erkende, at vi har en indre trang til at gennemføre en meget subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig.
Vi er på mange måder et produkt af den selvcentrerede og selvhævdende livsstil, som vi er omgivet af; godt hjulpet på vej af synden i os, som vedvarende kæmper for at være autonom og selvhævdende.
Vejen frem
Som afrunding har jeg lyst til at vinkle dette ind i vores kristne sammenhæng. Vejen frem i det morads, vi som kristne også er inficeret af, er ikke at synge med på en sang om, at det er "synd for os kristne", at vi er så inficerede af samfundets påvirkninger af os. Vejen frem er derimod at bekende den synd og de misvækster, som vi lader slå rødder i vore liv, og som vi reelt står med og lader styre os.
Vejen frem er (sammen) at vandre ind i Guds ord og tale til os og bøje os vor det. Vejen frem er at finde trøsten, opmuntringen, formaningen og hjælpen til at få ryddet op dér. Vejen frem er ikke at gå i gang med at rydde op i ukrudtet i egen kraft.
Vejen frem er at lade Guds ord under Helligåndens lederskab føre os til opgør med det uholdbare og finde ind i fornyet glæde ved at leve i og ud af Guds værdier og den ramme, som Gud sætter for livet.
Før var vi som borgere/individer
Religiøst funderede
Nu er vi som borgere/individer
Sekulariserede
Før var vi som borgere/individer
Pligtbaserede (Jeg skal være/gøre)
Nu er vi som borgere/individer
Rettighedsbaserede (Jeg har ret til)
Før var vi som borgere/individer
Rodfæstede i en personlig ansvarlighed
Nu er vi som borgere/individer
Rodfæstede i sociale årsager og sammenhænge
Før var vi som borgere/individer
Styrede af objektive, givne regler
Nu er vi som borgere/individer
Styrede af en subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig
Før var vi som borgere/individer
Selvkontrollerede
Nu er vi som borgere/individer
Selvhævdende
Før var vi som borgere/individer
Klar til at give afkald og udskyde behov
Nu er vi som borgere/individer
Lystorienterede; behovsorienterede; der skal være behovsopfyldelse her og nu
Før var vi som borgere/individer
Skyldbevidste (det er min skyld)
Nu er vi som borgere/individer
Skyldbenægtende (det er de andres eller samfundets skyld)
Fra "Det ordentlige menneske" Kristeligt Dagblads Forlag, 2009
Artikel bragt i: IMT 2010 nr. 46
Forfatter: Frank Kristensen
15. november 2010
25. oktober 2010
Et par perspektiver på Halloween
Der er sikkert en del af jer som er lidt ambivalente i jeres forhold til Halloween, og har det lidt sådan - På den ene og på den anden side. Sådan har jeg det selv, og derfor har det været lidt af en øjeåbner for mig at læse et par holdninger til Halloween.
Det første er Inge Tranholms perspektiv i KD og Hanne Dahls perspektiv i Udfordringen, og måske kan min opstilling i det følgende få tungen til at holde sig lige i munden.
Niels Peder Nielsen
En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende, skriver dagens debattør.
Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween, spørger teolog og journalist Iben Thranholm
Fra KD 22. oktober 2010
OM GODT EN UGES TID vil mange danske hjem, skoler og institutioner danne rammer om hyggelig komsammen, men med uhyggen som samlingspunkt. Børnene vil tage del i festlighederne udklædt som skeletter, spøgelser, onde ånder, vampyrer og hekse. Der vil være pyntet op med genfærd, dødningehoveder og edderkoppespind, og ved døren vil lysende græskar skåret ud med et djævelsk udtryk i ansigtet hilse velkommen.
Aftenens højdepunkt nås, når børnehekse og skeletter stemmer dørklokker og truer med forskellige former for terror, hvis ikke de får slik. Det drejer sig om den årlige fejring af halloween, aftenen før allehelgensdag, hvor Fanden bogstaveligt talt er løs overalt i landet.
Spørgsmålet er, om det bare en uskyldig fastelavnslignende fest, eller om halloween bliver mere og mere gyselig år for år og er ved at forvandle sig til en ren dødskult?
Da jeg var barn, var det sjovt at fortælle spøgelseshistorier, for ingen troede på dem. Det var bare en gyserhistorie. Sådan er det ikke mere. Spøgelseshistorier har i dag indtaget en helt anden plads i børns univers gennem fantasylitteraturen som for eksempel den amerikanske ungdomsbestseller "Twilight", der handler om vampyrer, og ugeblade for piger som "Witch" (heks).
De fører nutidens børn dybt ind i, hvordan mørkets magter opererer og efterlader børnene med en fascination af det okkulte. Derfor ligger det også lige for, at børnene klæder sig ud som og efterligner disse dæmoniske væsener, som de har kontakt med gennem litteratur, computerspil og på tv og film.
Halloween er en sammentrækning af ordene All Hallows Eve, som på dansk betyder allehelgensaften. Her fejres alle kendte og ukendte helgener overalt i den kristne kirke hos katolikker, protestanter og ortodokse. Skikken kan spores helt tilbage til den tidlige kirke, som overtog skikken fra kelterne i Irland, Skotland og Wales i den hedenske tid. Kelterne afsluttede året på en dag, de kaldte Samhain. Her holdt man en stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten.
Man brændte også bål for at udrense det gamle og give plads til genfødsel og frugtbarhed. Senere overtog den kristne kirke traditionen og gjorde Samhain til en helgenfejring, nemlig allehelgen, hvor man mindedes alle kirkens helgener. Selvom man aftenen før allehelgen kan gå på kirkegården og tænde lys for de døde, er det alligevel ikke dødens, men livets fest, der fejres. En helgen er et menneske, der er overgået fra det jordiske liv til det evige liv hos Gud. Helgener minder om, at livet går videre efter døden.
Man kunne let fristes til at beskylde nutidens gyselige halloween-fester for at være en direkte tilbagevenden til hedenskabet. Men det er for let. For kelterne var Samhain ikke bare en aften, hvor genfærdene blev sluppet løs, og destruktive og dæmoniske kræfter fik frit løb som i vore dage. For det første ærede man de døde. Hvor mange børn lærer at ære deres forfædre ved halloween-fester? Desuden brændte kelterne som sagt bål denne aften for at rense ud og give plads til nyt liv. Derfor var det samtidigt – som den senere kristne fejring også betonede – en stor fejring af livet.
Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween? Så vidt jeg kan se ingen steder. Der er heller ingen, der klæder sig ud som helgener. I stedet for dyrkes død og ondskab.
Måske får halloween netop dette udtryk, fordi vi lever i en kultur, der hylder døden langt mere end livet. En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende.
Dertil kommer, at vi ikke kan reproducere os selv rent befolkningsmæssigt. Europæerne får simpelthen ikke børn nok. Også her stikker manglen på lyst til liv sit dystre hoved frem. Så hvordan skulle halloween i vore dage blive andet end en forherligelse af døden og ikke livet?
I England går et kirkeligt ordensfælleskab, der sig kalder for Cor et Lumen Christi (Kristi hjerte og lys), imod tendensen med at fejre halloween med død og frygt som fortegn. De vil introducere "Lysets nat". De opfordrer til, at man på halloween-aftenen stiller levende lys og eventuelt også et ikon i stuevinduet ud mod gaden for at minde om, at Jesus er verdens lys og har overvundet døden. Også danskere, der sætter livet højere end døden, kan sætte et levende lys i vinduet. Det kan samtidig lyse vejen op for de børnespøgelser, der flakker hvileløst rundt i natten på jagt efter godbidder.
Her er et andet perspektiv på Halloween hentet fra Udfordringen torsdag den 21. okt (uge42)
Af journalist Af Teresa Suetta
Halloween – dødekult eller opstandelsesfest?
Halloween nærmer sig. Ethvert supermarked har græskar til salg, og legetøjsbutikkerne ser frem til en god omsætning. Nu skal der sælges djævle-og zombiedragter. Og børnene glæder sig, for en fest med udklædning, græskarlygter og uhyggeligt slik taler til ethvert barn.
Som kristen voksen kan man have sine betænkeligheder over for Halloween: For hvad er det egentlig, man lader børnene fejre? Halloween er oprindelig en førkristen keltisk fest. Det har i hvert fald ingenting med kristendom at gøre!
Frimenighedspræst Hanne Dahl arrangerede en ”kristen haloweenfest”, inspireret af Grundtvigs salme: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
Kan vi som kristne voksne og forældre erobre den kristne fest tilbage, samtidig med at børnene oplever en sjov og spændende fest?
Halloween kan ”generobres”
Det mener frimenighedspræst Hanne Dahl, Morsø Frimenighed, bestemt godt vi kan. For Hanne Dahl er Halloween-problemet ikke noget nyt. Allerede i 1999, da hun var helt nyansat præst i Vesthimmerlands Frimenighed, stod hun over for den udfordring at lade børnene fejre Halloween samtidig med, at det skete på en måde, hun som kristen og præst kunne stå inde for.
Dén Halloween fik Hanne Dahl lavet et materiale til, som hun siden har arbejdet videre på til brug for konfirmand- og anden kirkelig undervisning.
Hanne Dahl tog initiativ til et stort anlagt Halloween-projekt. Hun inviterede et antal friskoler til at være med. Hanne Dahl selv var hovedkraften sammen med friskolelærer og keramiker Lise Seier Petersen.
- Ideen bag det hele var jo, at man skulle bruge den amerikanske tradition med Halloween og græskarhoveder til at lave noget kristeligt set fornuftigt. Det kan vi nemlig sagtens! Vi kan give festen et kristent indhold i stedet for det dér monsterindhold.
I modsætning til alle de monstre, der er i Halloween - det er jo noget uhyggeligt – så behøver vi ikke som kristne at fortælle en uhyggelig historie om døden, siger Hanne Dahl.
Halloween som påskefortælling
Hun mener, det er vigtigt at pointere, at hvis man skal fortælle om Halloween (eller Allehelgen) på en kristen måde, så kommer man ikke udenom at snakke om påske.
- Det er selvfølgelig i lyset af påsken, at Halloween ikke bliver en monsterfest men bliver en opstandelsesfest.
- Dét, der inspirerede mig, var Grundtvigs digt ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i Den danske Salmebog).
”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” er et fantastisk digt. Det er et påske-lørdagsdigt. Det handler om, hvad der skete fra Jesus døde fredag og til han genopstod søndag morgen. Og digtet tager os sådan set med igennem hele syndefaldshistorien og opstandelsen.
Med Jesus i dødsriget
I digtet går Jesus ned i dødsriget, og dér møder han Adam og Eva. Han tilgiver Eva sin brøde, og i det øjeblik hvor han møder Eva og tilgiver hende, begynder alting at blive godt.
Det billede Grundtvig bruger er, at Jesus træder ned i Dødsriget (Helvede). Det er hernede, alle monstrene bor. Det er dem, vi ser Halloweens aften!
Men, de bor der kun, indtil Jesus har været der! Det vil sige til Langfredag. Da begynder Jesus sin nedstigning til Dødsriget, og da forsvinder alle monstrene. Da Jesus kommer ned i Helvede, tvinger han monstrene til at holde op med at være monstre. Han får alt det onde til at vige. Og så vandrer han igennem Helvede.
Grundtvig-digtet inspirerede til en Halloween-fest i Thingbæk Kalkminer i 1999.
Totalteater mellem himmel og helvede
- Vi kom på den idé, at man kunne opføre digtet som et totalteater. Vi lod digtet udspille sig i Thingbæk kalkminer (ved Rold Skov, red).
Her kan man gå ind i den ene ende og ud i den anden. Og så havde hver skole nogle vers af digtet, som de skulle dramatisere hver deres sted i minen. De, der var med i totalteateret – publikum - blev ført igennem Helvede for så at stige op i Paradiset.
Der var det helt særlige moment, at bagindgangen til Thingbæk kalkminer er lukket med en stor port. Jeg kunne se det for mig: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Det var dér, der blev banket på, da Jesus steg ned i Helvede.
Vi havde organiseret det sådan, at vi solgte billetter til bestemte tidspunkter. Så skulle folk stå ved indgangen, og så var der nogle børn, der førte dem igennem. Børnene var en slags herolder – fortællere - og de fortalte publikum, hvad der skulle ske. Vi fik så mange ”tilskuere”, vi overhovedet kunne få - jeg tror, der var 2000. Det var udelukkende af hensyn til sikkerheden i minerne, at vi ikke kunne byde flere indenfor.
Dæmonerne har mistet magten
Hanne Dahl opsummerer pointen – eller erfaringerne om man vil – fra Halloween 1999 i Thingbæk Kalkminer på denne måde.
- Dæmonerne og de onde ting hører ikke hjemme i en kristen forestillingsverden. De har ingen magt længere, efter at Jesus er kommet her!
Hvis vi ser på, hvordan vi i ”traditionel forstand” holder Allehelgen, ja så har vi en Allehelgens-gudstjeneste. Her læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Det er jo en fin skik, at vi mindes de døde. Vi mindes dem, fordi de er henfaret i Herren. For dem er der håb: De er lovet en glædelig genopstandelse!
Jesus opløser monstrene
Hanne Dahl har så meget på hjerte. Hendes inspirationskilde var ikke kun salmen ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
En anden ting, der inspirerede hende, var et billede i Viborg domkirke. Oppe i korbuen er der et Jesus-billede, malet af Joakim Skovgaard. På billedet har Jesus været nede i Dødsriget, som er illustreret ved en grotte. Når man kigger ind i grotten, ser man en klippehule, hvorfra de døde kommer ud. De døde er selvfølgelig viklet ind i ligklæder. De, der står længst tilbage, er som mumier. Deres ansigter er ikke genkendelige, men efterhånden som de døde vandrer ud i lyset, opløses det mumieagtige. Deres mumiehoveder forvandles til at være ansigter. De kommer ud i lyset, og dér – sammen med Jesus - bliver de mennesker igen.
Idé til andre...?
- Vores Thingbæk Kalkmine projekt er jo ikke bare noget, man gør. Det tager lang tid at arrangere og koster mange penge.
Men det indholdsmæssige i det står jo meget klart og lige til at gå til:
Tag en salme som ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” og gå den igennem.
Jeg ønsker sådan, at vi kunne tage udgangspunkt i, at Halloween er blevet en populær fest, men at vi bruger den til at få noget påske fortalt.
Halloween på kristen grund er meningsløs uden påskefortællingen. Uden påskefortællingen bliver det en ren monsterfest!
Det første er Inge Tranholms perspektiv i KD og Hanne Dahls perspektiv i Udfordringen, og måske kan min opstilling i det følgende få tungen til at holde sig lige i munden.
Niels Peder Nielsen
En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende, skriver dagens debattør.
Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween, spørger teolog og journalist Iben Thranholm
Fra KD 22. oktober 2010
OM GODT EN UGES TID vil mange danske hjem, skoler og institutioner danne rammer om hyggelig komsammen, men med uhyggen som samlingspunkt. Børnene vil tage del i festlighederne udklædt som skeletter, spøgelser, onde ånder, vampyrer og hekse. Der vil være pyntet op med genfærd, dødningehoveder og edderkoppespind, og ved døren vil lysende græskar skåret ud med et djævelsk udtryk i ansigtet hilse velkommen.
Aftenens højdepunkt nås, når børnehekse og skeletter stemmer dørklokker og truer med forskellige former for terror, hvis ikke de får slik. Det drejer sig om den årlige fejring af halloween, aftenen før allehelgensdag, hvor Fanden bogstaveligt talt er løs overalt i landet.
Spørgsmålet er, om det bare en uskyldig fastelavnslignende fest, eller om halloween bliver mere og mere gyselig år for år og er ved at forvandle sig til en ren dødskult?
Da jeg var barn, var det sjovt at fortælle spøgelseshistorier, for ingen troede på dem. Det var bare en gyserhistorie. Sådan er det ikke mere. Spøgelseshistorier har i dag indtaget en helt anden plads i børns univers gennem fantasylitteraturen som for eksempel den amerikanske ungdomsbestseller "Twilight", der handler om vampyrer, og ugeblade for piger som "Witch" (heks).
De fører nutidens børn dybt ind i, hvordan mørkets magter opererer og efterlader børnene med en fascination af det okkulte. Derfor ligger det også lige for, at børnene klæder sig ud som og efterligner disse dæmoniske væsener, som de har kontakt med gennem litteratur, computerspil og på tv og film.
Halloween er en sammentrækning af ordene All Hallows Eve, som på dansk betyder allehelgensaften. Her fejres alle kendte og ukendte helgener overalt i den kristne kirke hos katolikker, protestanter og ortodokse. Skikken kan spores helt tilbage til den tidlige kirke, som overtog skikken fra kelterne i Irland, Skotland og Wales i den hedenske tid. Kelterne afsluttede året på en dag, de kaldte Samhain. Her holdt man en stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten.
Man brændte også bål for at udrense det gamle og give plads til genfødsel og frugtbarhed. Senere overtog den kristne kirke traditionen og gjorde Samhain til en helgenfejring, nemlig allehelgen, hvor man mindedes alle kirkens helgener. Selvom man aftenen før allehelgen kan gå på kirkegården og tænde lys for de døde, er det alligevel ikke dødens, men livets fest, der fejres. En helgen er et menneske, der er overgået fra det jordiske liv til det evige liv hos Gud. Helgener minder om, at livet går videre efter døden.
Man kunne let fristes til at beskylde nutidens gyselige halloween-fester for at være en direkte tilbagevenden til hedenskabet. Men det er for let. For kelterne var Samhain ikke bare en aften, hvor genfærdene blev sluppet løs, og destruktive og dæmoniske kræfter fik frit løb som i vore dage. For det første ærede man de døde. Hvor mange børn lærer at ære deres forfædre ved halloween-fester? Desuden brændte kelterne som sagt bål denne aften for at rense ud og give plads til nyt liv. Derfor var det samtidigt – som den senere kristne fejring også betonede – en stor fejring af livet.
Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween? Så vidt jeg kan se ingen steder. Der er heller ingen, der klæder sig ud som helgener. I stedet for dyrkes død og ondskab.
Måske får halloween netop dette udtryk, fordi vi lever i en kultur, der hylder døden langt mere end livet. En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende.
Dertil kommer, at vi ikke kan reproducere os selv rent befolkningsmæssigt. Europæerne får simpelthen ikke børn nok. Også her stikker manglen på lyst til liv sit dystre hoved frem. Så hvordan skulle halloween i vore dage blive andet end en forherligelse af døden og ikke livet?
I England går et kirkeligt ordensfælleskab, der sig kalder for Cor et Lumen Christi (Kristi hjerte og lys), imod tendensen med at fejre halloween med død og frygt som fortegn. De vil introducere "Lysets nat". De opfordrer til, at man på halloween-aftenen stiller levende lys og eventuelt også et ikon i stuevinduet ud mod gaden for at minde om, at Jesus er verdens lys og har overvundet døden. Også danskere, der sætter livet højere end døden, kan sætte et levende lys i vinduet. Det kan samtidig lyse vejen op for de børnespøgelser, der flakker hvileløst rundt i natten på jagt efter godbidder.
Her er et andet perspektiv på Halloween hentet fra Udfordringen torsdag den 21. okt (uge42)
Af journalist Af Teresa Suetta
Halloween – dødekult eller opstandelsesfest?
Halloween nærmer sig. Ethvert supermarked har græskar til salg, og legetøjsbutikkerne ser frem til en god omsætning. Nu skal der sælges djævle-og zombiedragter. Og børnene glæder sig, for en fest med udklædning, græskarlygter og uhyggeligt slik taler til ethvert barn.
Som kristen voksen kan man have sine betænkeligheder over for Halloween: For hvad er det egentlig, man lader børnene fejre? Halloween er oprindelig en førkristen keltisk fest. Det har i hvert fald ingenting med kristendom at gøre!
Frimenighedspræst Hanne Dahl arrangerede en ”kristen haloweenfest”, inspireret af Grundtvigs salme: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
Kan vi som kristne voksne og forældre erobre den kristne fest tilbage, samtidig med at børnene oplever en sjov og spændende fest?
Halloween kan ”generobres”
Det mener frimenighedspræst Hanne Dahl, Morsø Frimenighed, bestemt godt vi kan. For Hanne Dahl er Halloween-problemet ikke noget nyt. Allerede i 1999, da hun var helt nyansat præst i Vesthimmerlands Frimenighed, stod hun over for den udfordring at lade børnene fejre Halloween samtidig med, at det skete på en måde, hun som kristen og præst kunne stå inde for.
Dén Halloween fik Hanne Dahl lavet et materiale til, som hun siden har arbejdet videre på til brug for konfirmand- og anden kirkelig undervisning.
Hanne Dahl tog initiativ til et stort anlagt Halloween-projekt. Hun inviterede et antal friskoler til at være med. Hanne Dahl selv var hovedkraften sammen med friskolelærer og keramiker Lise Seier Petersen.
- Ideen bag det hele var jo, at man skulle bruge den amerikanske tradition med Halloween og græskarhoveder til at lave noget kristeligt set fornuftigt. Det kan vi nemlig sagtens! Vi kan give festen et kristent indhold i stedet for det dér monsterindhold.
I modsætning til alle de monstre, der er i Halloween - det er jo noget uhyggeligt – så behøver vi ikke som kristne at fortælle en uhyggelig historie om døden, siger Hanne Dahl.
Halloween som påskefortælling
Hun mener, det er vigtigt at pointere, at hvis man skal fortælle om Halloween (eller Allehelgen) på en kristen måde, så kommer man ikke udenom at snakke om påske.
- Det er selvfølgelig i lyset af påsken, at Halloween ikke bliver en monsterfest men bliver en opstandelsesfest.
- Dét, der inspirerede mig, var Grundtvigs digt ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i Den danske Salmebog).
”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” er et fantastisk digt. Det er et påske-lørdagsdigt. Det handler om, hvad der skete fra Jesus døde fredag og til han genopstod søndag morgen. Og digtet tager os sådan set med igennem hele syndefaldshistorien og opstandelsen.
Med Jesus i dødsriget
I digtet går Jesus ned i dødsriget, og dér møder han Adam og Eva. Han tilgiver Eva sin brøde, og i det øjeblik hvor han møder Eva og tilgiver hende, begynder alting at blive godt.
Det billede Grundtvig bruger er, at Jesus træder ned i Dødsriget (Helvede). Det er hernede, alle monstrene bor. Det er dem, vi ser Halloweens aften!
Men, de bor der kun, indtil Jesus har været der! Det vil sige til Langfredag. Da begynder Jesus sin nedstigning til Dødsriget, og da forsvinder alle monstrene. Da Jesus kommer ned i Helvede, tvinger han monstrene til at holde op med at være monstre. Han får alt det onde til at vige. Og så vandrer han igennem Helvede.
Grundtvig-digtet inspirerede til en Halloween-fest i Thingbæk Kalkminer i 1999.
Totalteater mellem himmel og helvede
- Vi kom på den idé, at man kunne opføre digtet som et totalteater. Vi lod digtet udspille sig i Thingbæk kalkminer (ved Rold Skov, red).
Her kan man gå ind i den ene ende og ud i den anden. Og så havde hver skole nogle vers af digtet, som de skulle dramatisere hver deres sted i minen. De, der var med i totalteateret – publikum - blev ført igennem Helvede for så at stige op i Paradiset.
Der var det helt særlige moment, at bagindgangen til Thingbæk kalkminer er lukket med en stor port. Jeg kunne se det for mig: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Det var dér, der blev banket på, da Jesus steg ned i Helvede.
Vi havde organiseret det sådan, at vi solgte billetter til bestemte tidspunkter. Så skulle folk stå ved indgangen, og så var der nogle børn, der førte dem igennem. Børnene var en slags herolder – fortællere - og de fortalte publikum, hvad der skulle ske. Vi fik så mange ”tilskuere”, vi overhovedet kunne få - jeg tror, der var 2000. Det var udelukkende af hensyn til sikkerheden i minerne, at vi ikke kunne byde flere indenfor.
Dæmonerne har mistet magten
Hanne Dahl opsummerer pointen – eller erfaringerne om man vil – fra Halloween 1999 i Thingbæk Kalkminer på denne måde.
- Dæmonerne og de onde ting hører ikke hjemme i en kristen forestillingsverden. De har ingen magt længere, efter at Jesus er kommet her!
Hvis vi ser på, hvordan vi i ”traditionel forstand” holder Allehelgen, ja så har vi en Allehelgens-gudstjeneste. Her læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Det er jo en fin skik, at vi mindes de døde. Vi mindes dem, fordi de er henfaret i Herren. For dem er der håb: De er lovet en glædelig genopstandelse!
Jesus opløser monstrene
Hanne Dahl har så meget på hjerte. Hendes inspirationskilde var ikke kun salmen ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
En anden ting, der inspirerede hende, var et billede i Viborg domkirke. Oppe i korbuen er der et Jesus-billede, malet af Joakim Skovgaard. På billedet har Jesus været nede i Dødsriget, som er illustreret ved en grotte. Når man kigger ind i grotten, ser man en klippehule, hvorfra de døde kommer ud. De døde er selvfølgelig viklet ind i ligklæder. De, der står længst tilbage, er som mumier. Deres ansigter er ikke genkendelige, men efterhånden som de døde vandrer ud i lyset, opløses det mumieagtige. Deres mumiehoveder forvandles til at være ansigter. De kommer ud i lyset, og dér – sammen med Jesus - bliver de mennesker igen.
Idé til andre...?
- Vores Thingbæk Kalkmine projekt er jo ikke bare noget, man gør. Det tager lang tid at arrangere og koster mange penge.
Men det indholdsmæssige i det står jo meget klart og lige til at gå til:
Tag en salme som ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” og gå den igennem.
Jeg ønsker sådan, at vi kunne tage udgangspunkt i, at Halloween er blevet en populær fest, men at vi bruger den til at få noget påske fortalt.
Halloween på kristen grund er meningsløs uden påskefortællingen. Uden påskefortællingen bliver det en ren monsterfest!
21. august 2010
Er kristendommen blevet for usynlig?
Vi skal sikkert vænne os til et større pres på de kristne værdier og måske trækker det op til en form for kristendomsforfølgelse, eller lidt i den retning, og måske er det et af endetidstegnene, hvem ved?
Det er i hvert fald tankevækkende, hvad Kurt Ravenkilde skriver i ugens udgave af Udfordringen
Niels Peder Nielsen
Er kristendommen
blevet for usynlig?
Korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med Jesus.
På vej hjem fra en ferie i Provence kørte vi igennem Schweiz og ind i Tyskland ved byen Konstanz og gjorde ophold ved Bodensøen, da vi skulle besøge den meget smukke blomsterø: Mainau. På vej ud til øen studsede jeg, da jeg fik øje på en jernskulptur, som jeg aldrig havde set før andre steder.
Når man rejser i Syd-Europa, så er det helt naturligt at se krucifikser ved vejkanten.
Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kors, der er anbragt på bjergtoppene, der alle er symboler på kristendommen og dens ophav, tømmermandens søn fra Nazareth, Jesus Kristus, for vi befinder os i såkaldte kristne lande, hvor man ikke er bange for at skilte med sin kristne tro.
Korset under angreb
Men korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med den kristne Jesus.
Det skal her oplyses, at korset er et abstrakt symbol, medens krucifikset er en konkret og detaljeret fremstilling af Jesus i dødsøjeblikket. Men denne moders ønske er nu blevet en sag for Menneskerettighedsdomstolen, der endnu engang skal tage stilling til, om der må hænge kors i de italienske skoler.
Spørgsmålet er, som en tidligere dansk statsminister proklamerede, om ”religion skal ud af det offentlige rum”.
Det er eksempelvis tilfældet i Frankrig. Jeg er netop kommet hjem fra en rejse til Frankrigs grønne hjerte, og vores rejseleder oplyste, at i Frankrig er tro helt en privatsag.
Der er ingen kristne symboler i de franske skoler. Men jeg lagde dog mærke til, at også hvor vi opholdt os, var der krucifikser og kors ved vejkanten og på bjergtoppe.
Noget kunne tyde på, at man ikke sådan bare kan dræbe tro. Det er måske derfor nok stadigvæk sandt, hvad den danske digter Nis Petersen påstod i 1942:
”Det er min overbevisning, at der er ingen magt, der kan slå kristendommen ned her på jorden. Lad os sige, at der ligger en dynge lig på gaden i Moskva, nogle hundrede stykker. Gå hen og undersøg dem, og du vil under tøjet finde små kors og madonnabilleder.”
Da det blev sagt, forsøgte den kommunistiske og ateistiske stat af al magt at udrydde al tro.
Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Men tilbage til jernskulpturen ved Bodensøen. Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Flot, for de to repræsenterer os alle, der på hver vores måde er skydige i synd, med den forskel, at den ene ikke ville erkende sin synd og derfor ikke følte noget behov for Jesus, der jo bare fysisk burde redde ham, mens den anden indrømmede sine fejl og følte et behov for Jesus som sin personlige frelser.
Denne skulptur havde bare det hele.
Men korset er ikke det eneste symbol på Jesus. En dag vi var på vej hjem fra Odense og holder for rødt, siger jeg pludselig til min kone: ”De, der holder foran os, er kristne.” Hvorfor? Fordi de bag på bilen havde klistret en fisk.
I forbindelse med et besøg i katakomberne i Rom, hvor de kristne jo under de store kristenforfølgelser bl.a. begravede deres døde, bemærkede jeg, at der flere steder var malet fisk på væggene.
Som i Ben Hur
Også filmskabere af store amerikanske film som ”Ben Hur” og ”Men jeg så ham dø”, hvor kristenforfølgelser var en del af handlingen, forstod fiskens betydning som kontakmiddel kristne imellem.
Det er min opfattelse, at det først var efter at kristendommen i 321 under kejser Konstantin blev til statsreligion, de kristne turde bruge korset som det kristne symbol.
Den romerske kejser opfattede sig selv som Gud. Hidtil havde man haft problemer med det uregerlige folk, jøderne, der stædigt holdt fast ved at tro på deres Gud som den eneste monoteistiske Gud. Og nu kommer så tilhængerne af misdæderen Jesus Kristus, der blev korsfæstet, og påstår i fuld alvor, at han var Gud.
Det kunne kejseren ikke leve med, og derfor fik vi de store kristenforfølgelser, der havde den betydning, at kristne ikke tegnede et kors, når de mødte en fremmed, men en fisk i sandet - bl.a. i en scene i en af de ovennævnte film, husker jeg.
I dag er det nok kun kristne, der tænker over det, når de et sted ser en fisk.
Fiskens symbol
Også nogle af Udfordringens læsere bruger en fisk som symbol og kontaktskaber på deres biler eller cykler. Klistermærket fås gratis ved henvendelse til Udfordringen.
Da jeg i efteråret besøgte en af Mosel-byerne, Trier, bemærkede jeg et hus med navnet: ”Haus der Bibel.” Under navnet var tegnet en opslået Bibel, over hvilken man havde tegnet en fiskesignatur.
Men, hvorfor det symbol? Fordi der er en tæt forbindelse mellem Jesus og fisk. Jesus var menneskefisker og ønskede, at han efterfølgere også skulle være menneskefiskere.
På græsk hedder fisk ichtys. Og hvis man tager forbogstaverne i Jesus Christus Guds Søn Frelser - Jesus CHristos, Theu Uios, Soter (græsk) - så giver det netop ichtys.
Under den romerske magt brugte man fisken som symbol af frygt for at blive forfulgt.
Men, hvordan føler vi kristne det så i dag? Skammer vi os over at tro på korsets gåde?
Er kristendommen så meget under angreb, at den er ved at blive væk?
Føler vi det lettest at lade stå til, som den ene røver, uden vilje til at ville indrømme vor skyld, som er tydelig, når vi forsøger at spejle os i Jesus? Eller er vi som den anden røver og erkender ærligt, at vi er syndere, der har
behov for den personlige frelser i skikkelse af den person, der hang i midten på omtalte skulptur?
Tilføjet til udfordringen.dk: 18.08.2010, 12:24
Artiklen bragt i Udfordringen uge 33/2010
Det er i hvert fald tankevækkende, hvad Kurt Ravenkilde skriver i ugens udgave af Udfordringen
Niels Peder Nielsen
Er kristendommen
blevet for usynlig?
Korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med Jesus.
På vej hjem fra en ferie i Provence kørte vi igennem Schweiz og ind i Tyskland ved byen Konstanz og gjorde ophold ved Bodensøen, da vi skulle besøge den meget smukke blomsterø: Mainau. På vej ud til øen studsede jeg, da jeg fik øje på en jernskulptur, som jeg aldrig havde set før andre steder.
Når man rejser i Syd-Europa, så er det helt naturligt at se krucifikser ved vejkanten.
Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kors, der er anbragt på bjergtoppene, der alle er symboler på kristendommen og dens ophav, tømmermandens søn fra Nazareth, Jesus Kristus, for vi befinder os i såkaldte kristne lande, hvor man ikke er bange for at skilte med sin kristne tro.
Korset under angreb
Men korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med den kristne Jesus.
Det skal her oplyses, at korset er et abstrakt symbol, medens krucifikset er en konkret og detaljeret fremstilling af Jesus i dødsøjeblikket. Men denne moders ønske er nu blevet en sag for Menneskerettighedsdomstolen, der endnu engang skal tage stilling til, om der må hænge kors i de italienske skoler.
Spørgsmålet er, som en tidligere dansk statsminister proklamerede, om ”religion skal ud af det offentlige rum”.
Det er eksempelvis tilfældet i Frankrig. Jeg er netop kommet hjem fra en rejse til Frankrigs grønne hjerte, og vores rejseleder oplyste, at i Frankrig er tro helt en privatsag.
Der er ingen kristne symboler i de franske skoler. Men jeg lagde dog mærke til, at også hvor vi opholdt os, var der krucifikser og kors ved vejkanten og på bjergtoppe.
Noget kunne tyde på, at man ikke sådan bare kan dræbe tro. Det er måske derfor nok stadigvæk sandt, hvad den danske digter Nis Petersen påstod i 1942:
”Det er min overbevisning, at der er ingen magt, der kan slå kristendommen ned her på jorden. Lad os sige, at der ligger en dynge lig på gaden i Moskva, nogle hundrede stykker. Gå hen og undersøg dem, og du vil under tøjet finde små kors og madonnabilleder.”
Da det blev sagt, forsøgte den kommunistiske og ateistiske stat af al magt at udrydde al tro.
Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Men tilbage til jernskulpturen ved Bodensøen. Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Flot, for de to repræsenterer os alle, der på hver vores måde er skydige i synd, med den forskel, at den ene ikke ville erkende sin synd og derfor ikke følte noget behov for Jesus, der jo bare fysisk burde redde ham, mens den anden indrømmede sine fejl og følte et behov for Jesus som sin personlige frelser.
Denne skulptur havde bare det hele.
Men korset er ikke det eneste symbol på Jesus. En dag vi var på vej hjem fra Odense og holder for rødt, siger jeg pludselig til min kone: ”De, der holder foran os, er kristne.” Hvorfor? Fordi de bag på bilen havde klistret en fisk.
I forbindelse med et besøg i katakomberne i Rom, hvor de kristne jo under de store kristenforfølgelser bl.a. begravede deres døde, bemærkede jeg, at der flere steder var malet fisk på væggene.
Som i Ben Hur
Også filmskabere af store amerikanske film som ”Ben Hur” og ”Men jeg så ham dø”, hvor kristenforfølgelser var en del af handlingen, forstod fiskens betydning som kontakmiddel kristne imellem.
Det er min opfattelse, at det først var efter at kristendommen i 321 under kejser Konstantin blev til statsreligion, de kristne turde bruge korset som det kristne symbol.
Den romerske kejser opfattede sig selv som Gud. Hidtil havde man haft problemer med det uregerlige folk, jøderne, der stædigt holdt fast ved at tro på deres Gud som den eneste monoteistiske Gud. Og nu kommer så tilhængerne af misdæderen Jesus Kristus, der blev korsfæstet, og påstår i fuld alvor, at han var Gud.
Det kunne kejseren ikke leve med, og derfor fik vi de store kristenforfølgelser, der havde den betydning, at kristne ikke tegnede et kors, når de mødte en fremmed, men en fisk i sandet - bl.a. i en scene i en af de ovennævnte film, husker jeg.
I dag er det nok kun kristne, der tænker over det, når de et sted ser en fisk.
Fiskens symbol
Også nogle af Udfordringens læsere bruger en fisk som symbol og kontaktskaber på deres biler eller cykler. Klistermærket fås gratis ved henvendelse til Udfordringen.
Da jeg i efteråret besøgte en af Mosel-byerne, Trier, bemærkede jeg et hus med navnet: ”Haus der Bibel.” Under navnet var tegnet en opslået Bibel, over hvilken man havde tegnet en fiskesignatur.
Men, hvorfor det symbol? Fordi der er en tæt forbindelse mellem Jesus og fisk. Jesus var menneskefisker og ønskede, at han efterfølgere også skulle være menneskefiskere.
På græsk hedder fisk ichtys. Og hvis man tager forbogstaverne i Jesus Christus Guds Søn Frelser - Jesus CHristos, Theu Uios, Soter (græsk) - så giver det netop ichtys.
Under den romerske magt brugte man fisken som symbol af frygt for at blive forfulgt.
Men, hvordan føler vi kristne det så i dag? Skammer vi os over at tro på korsets gåde?
Er kristendommen så meget under angreb, at den er ved at blive væk?
Føler vi det lettest at lade stå til, som den ene røver, uden vilje til at ville indrømme vor skyld, som er tydelig, når vi forsøger at spejle os i Jesus? Eller er vi som den anden røver og erkender ærligt, at vi er syndere, der har
behov for den personlige frelser i skikkelse af den person, der hang i midten på omtalte skulptur?
Tilføjet til udfordringen.dk: 18.08.2010, 12:24
Artiklen bragt i Udfordringen uge 33/2010
11. juni 2010
Går det ad Pommern til?
Jeg har en bekendt, som jeg sætter meget pris på, og som jeg har stor tillid til, når han beskriver forhold i kirken, men også når han vurderer tingene. Han hedder Mogens Mogensen.
Jeg har ikke kunnet dy mig for at klippe en vurdering fra ham i tilknytning til en folkekirkelige missionskonference, som i disse dage afholdes på Nyborg Strand. Se nedenfor hvad han skriver.
Går det ad Pommern til?
Hvad ser vi? Hvordan vurderer vi det, som vi ser? Hvordan handler i på basis heraf? Denne model præsenterede Peter Lodberg som opsamling på den 4. folkekirkelige missionskonference på Hotel Nyborg Strand, som samlede omkring hundrede deltagere. Blandt dem var tre biskopper, præster, universitetsteologer, menighedsrådsmedlemmer, organisationsleder mm.
Den afrikanske missionsteolog Lamin Sanneh fra Yale hjalp os til at se, hvordan mission har været med til at forandre verden i de sidste 100 år efter den store missionskonference i Edinburgh i juni 1910. Det er ikke det 19. Årh. , men det 20. Årh., som har været det århundrede, som har oplevet den største spredning af kristendommen. I 1910 var 82% af alle kristne europæere eller nordamerikanere, i dag er det kun 1/3. Sanneh mindede om, at kristendommen i modsætning til islam er en oversættelsesbevægelse, og at missionsbevægelser alle deres svagheder og fejl til trods har været med til at give lokale sprog og kulturer værdighed. Samtidig understregede han, at udsigterne for den kristne bevægelse været lysere end de er i dag. Mission er stadig at søge i kærlighed at overbevise mennesker om, at Gud i sin kærlighed er kommet os nær i Jesus Kristus.
Den anden hovedtaler, Michael Herbst, fra et luthersk menighedsudviklingsinsitut ved universitetet i Greifsvald i det tidligere Østtyskland, hjalp deltagerne med at få øje på udfordringerne fra sekulariseringen. I Østtyskland er 75 % af befolkningen praktisk taget uden forbindelse med kirke og kristendom. Umiddelbart ville man forvente, at sekulariseringen var et resultat af 50 års kommunistisk styre, og det havde da også øvet sin markante indflydelse, men forarbejdet var gjort i de forudgående årtier, hvor kirken udelukkende havde stolet på ritualerne som kontakt til befolkningen uden at tilbyde noget egentligt menighedsliv.
Efter ”die Wende” i 1989, havde kirken forventet at folk var vendt tilbage til kirken, men det var ikke sket. Tværtimod, havde kirken mistet medlemmer ved emigration til Vesttyskland. Herbst redegjorde for udviklingen i Pommern, hvor sekulariseringen havde været så stærk, at de fleste ikke blot havde glemt kristendommen, men også glemt, at de havde glemt det. Tilbage var en næsten bundløs uvidenhed og ligegyldighed mht. kristendom og kirke. I den lutherske kirke i Pommern var medlemstallet faldet fr 700.000 i 1959 til 97.000 i dag og der var eksempler på præster, som skulle tage sig af 18 små menigheder med samt kirker og kirkgårde.
Der var imidlertid delte meninger mht. deltagernes syn på udfordringerne og vurderingerne af dem og også spørgsmålet om, hvordan man skulle handle for at tage udfordringerne op. Lamin Sanneh og flere andre medvirkende udtrykte betænkelighed ved islams indflydelse og så islam som den største udfordring. Min vurdering var imidlertid, at sekulariseringen er en større og sværere udfordring for kirken i dag, da den truer med at opløse kirken indefra. Jeg kan derfor være nervøs for om det for kirken i Danmark skal gå ad Pommern til.
Ud fra sin forskning i menighedsudvikling arbejdede Michael Herbst sammen med præster og menigheder i Pommern om at vende udviklingen. Konklusionerne fra dette arbejde var, at der ikke først og fremmest er brug for strategier, men for mennesker som er glade for deres kristne tro, og som elsker at dele den med andre, og for en kirkekultur, hvor kirkens liv er præget af gæstfrihed og åbenhed for andre. Præster må uddannes og trænes til at blive missionale præster og menigheder må have hjælp til en missional udvikling. Endelig er det vigtigt med et dåbskatemumenat for voksne, som ønsker at lære den kristne tro at kende.
I det lys gør det måske alligevel ikke så meget, hvis det i Danmark skulle begynde at gå ad Pommern til.
Hotel Nyborg Strand, torsdag, den 10. juni 2010 Mogens S. Mogensen
20. april 2010
Vi skal ikke være blåøjede overfor muslimernes tilsyneladende positive hensigter i forhold til religionsfriheden
Det har forhåbentlig lange udsigter med Tyrkiets indlemmelse i EU, for selv om man på papiret har religionsfrihed, så er praksis noget helt andet. Jeg har ved selvsyn på NordCypern set kirker omdannet til moskeer, men jeg var ikke klar over, at det stod så galt til, som vi kunne læse om det i KD 19. april 2010.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia
Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.
Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia
Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.
Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.
10. april 2010
Household - Oikos - storfamilie
Vi er nogen, der gennem en tid blevet udfordret i forskellige kirkelige sammenhænge, senest på KPN samlingen i Norsminde, på den opfattelse, om kernefamilien, som snæver kernefamilie med hække osv., på sigt kan overleve.
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver
Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag
Af Freja Bech-Jessen
Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-
Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.
– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.
– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.
– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.
Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.
– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver
Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag
Af Freja Bech-Jessen
Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-
Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.
– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.
– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.
– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.
Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.
– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
2. april 2010
Er det rimelig pressedækning eller er det hetz?
Jeg er ikke skabskatolik, som nogen måske på grund af mine to sidste indlæg kunne fornemme, men jeg har det ikke godt med den hetz, som jeg synes pressen efterhånden udøver mod den katolske kirke, en hetz, en mistænkeliggørelse, som kommer til at ligge som en bestemmende bærebølge, så man glemmer de mange gode ting, som den milliardstore kirke trods alt også gør.
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.
Niels Peder Nielsen
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs
Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.
Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.
Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.
Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.
Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.
Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.
Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.
Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.
Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”
I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.
Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.
Niels Peder Nielsen
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs
Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.
Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.
Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.
Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.
Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.
Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.
Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.
Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.
Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”
I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.
Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den
Abonner på:
Opslag (Atom)
