- Jeg ser frem til, at kirken bliver fattig

Det er ikke just toner vi hører som noget positivt, men det slog mig alligevel meget, da jeg læste gårdsdagens Kristeligt Dagblad (23. nov 2009)om betydningen af at blive fattig, fattig i ordets både fysiske og åndelige forstand.
Jesus taler i bjerprædikenen om, at "salige er de fattige, for de skal arve Guds rige".
Jeg har en fornemmelse af, at denne verden og dens tænkning bestemmer så meget af vores måde at agere på som kristen, at vi (næsten) helt glemmer hvordan det åndelige univers, som Jesu præcenterer for os, ser ud, og det synes jeg Olle Carlsson er ved at røre ret så meget ved.
Men læs selv og bedøm selv, om han er helt galt afmarcheret.
Niels Peder Nielsen



- Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm, findes der en meget stærk åndelig interesse, og kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet, siger sognepræst Olle Carlsson. - Magnus Laupa/Kontinent.




23. nov 2009 00:00 Den åndelige vækkelse begynder først, når den svenske kirke helt løsriver sig fra statens trygge favn, mener sognepræst Olle Carlsson, der står bag en af Sveriges mest besøgte folkekirkelige gudstjenester, allehelgenmessen


Af Tobias Stern Johansen

Hvordan klarer den svenske kirke sig 10 år efter adskillelsen fra staten?

- Kirken er blevet vitaliseret, efter at den ikke længere i samme grad hviler i staten. Jo mere adskilt, jo bedre bliver kirkens arbejde. Men der er stadig et stykke vej endnu til fuldkommen adskillelse. Kirkeafgiften opkræves stadig over skattebilletten. Sammenlignet med andre trossamfund har den svenske kirke en meget solid økonomi, og det er også en del af vores problem. Som alle organisationer, der har penge, bliver kirken passiv, fordi der ikke stilles krav om, at man tænker nyt. Der er gudstjenester med den samme liturgi over hele landet, men der kommer ingen mennesker. Så længe staten stadig pumper penge ind i kirken, er der ikke nogen, der tvinges til at forandre den. Derfor ønsker jeg mig en fattig kirke. Kirken bør i sagens natur ikke være rig.

- Som kirke har vi også stadig det problem, at vi ikke ved, om vi er et trossamfund eller en myndighed. Vi præster fungerer som tjenestemænd, og administrationen i kirken er unødigt stor. Det var et kulturchok for mig at blive præst i Katarina Sogn, for den ene kirke, Allehelgenkirken, har en lille administration, bruger ni procent af sognets budget og har 90 procent af sognets kirkegængere, mens Katarinakirken har en kæmpestor administration, men næsten ingen folk i kirken.

Hvad er den svenske kirkes største udfordring i dag?

Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm og i store dele af Sverige, findes der en meget stærk åndelig interesse. Mennesker mediterer, går til yoga og læser selvhjælpslitteratur. Kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet. Men der er en kløft mellem kirken og almindelige mennesker. Mange føler sig hjemme i kristendommen, men den højttravende form signalerer, at kirken ikke er interesseret i mennesker. Den svenske kirke har gjort meget op med Bibelen, og om Gud eksisterer er ikke så vigtigt, men formen er hellig!

Skal kirken smide hele sin traditionelle liturgi over bord?

- Der skal være frihed til at finde det liturgiske udtryk, der bedst møder de mennesker, der er omkring kirken. Så længe kirken formidler det samme gudsbillede - at Gud er en uendeligt elskende Gud, der har vist sig i Jesus Kristus - bør der være plads til lige så mange forskellige liturgier, som der er mennesker.

Du er selv ansat af den svenske kirke. Ser du nogen fordele ved kirken?

- Jeg elsker den svenske kirkes åbenhed. Det, der er sket i Allehelgenkirken, hvor folk kan være, uanset hvad de mener og tror, kunne aldrig være sket i en almindelig frikirke. Den svenske kirke har en åbenhed over for mennesker uanset deres tro eller seksuelle orientering. Det er en styrke ved kirken, som ligger dybt i den svenske folkesjæl.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har

Det er ikke altid at læsning af Kristeligt Dagblad hidser mig særlig meget op eller for den sags skyld blot kalder på følelserne.
Men det synes jeg dagens læsning af KD gjorde. (Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre underlæsningen.)Det gjorde stort indtryk på mig at læse festpræstens beretning om livet i Armadillolejren og især soldaternes reaktion på præstens tilstedeværelse.
Læs selv hvad jeg har "sakset" fra dagens KD

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
03. nov 2009 00:00

Arbejdet som feltpræst i Afghanistans Helmand-provins er på samme tid taknemmeligt og benhårdt. Soldaterne er flittige kirkegængere, men når en af dem falder, er det ligeså smertefuldt som at miste en af sine egne


Af Freja Bech-Jessen

Den gråskæggede mand strækker sine arme mod himlen og slår korsets tegn i en velsignelse over den konvoj af soldater, der i enorme pansrede køretøjer forlader den fremskudte lejr Armadillo for at køre på patrulje i det uvejsomme ørkenland, der strækker sig i kilometervis forude.

John, der er lejrens feltpræst, har overtaget traditionen med velsignelsen fra sin forgænger, og den er efterhånden så indgroet, at soldaterne vægrer sig ved at forlade lejren uden. Derfor er det med stor skepsis, at beboerne i lejren ser frem til den orlov, deres præst er i gang med at forberede. Han skal kun være væk i et par uger for at se sin kone og sine voksne børn hjemme i Viborg, men det huer ikke soldaterne i Armadillo.

– Et par af drengene har spurgt, hvad de skal stille op uden en velsignelse. Jeg har forklaret, at en velsignelse er langtidsholdbar og ikke løber ud. De ved lige så vel som jeg, at velsignelsen ikke er en garanti, men at det er det stærkeste, jeg har. Det er en forvisning om, at Gud altid er med dem, og at de aldrig er alene – heller ikke i døden. Den slags betyder noget, når man bor på kanten af den grønne zone, siger John.

Selvom han er vellidt hjemme i Viborg, har han endnu aldrig oplevet, at sognebørnene derhjemme på samme måde har modsat sig, at han rejser væk i et par uger. Og det er netop forskellen på præstegerningen i Danmark og i Afghanistan. Derhjemme er hans tilstedeværelse først og fremmest påkrævet i lykkelige tider og i sorgens stund. I Helmand er hver- dagen sat på spidsen. Her kan der hvert øjeblik opstå behov for en præst.

– I lejren er kontakten til sognebørnene konstant. Vi spiser sammen, sover sammen, går på toilet sammen, ryger en cigaret sammen og vender dagens begivenheder. Soldaterne behøver ikke opsøge mig i kirken for at få en snak, men kan trække mig til side i løbet af dagen. Og det er der forbløffende mange, der gør. Erfaringerne med, at de unge vælger kirken fra, bliver gjort til skamme i Armadillo, fortæller John.

Han ved godt, at de interimistiske søndagsgudstjenesters store popularitet måske også kan skyldes, at der ikke er så mange andre underholdningsindslag i den lille lejr i den sydlige Helmand-provins, men han tror ikke, at det er forklaringen.

– Livet er mere intenst og rummer flere store spørgsmål, når man er i krig, og de unge mænd, der lægger krop og sjæl til, har brug for perspektiv for at rumme mange af de ting, de oplever. Nogle af dem finder det, de søger, i troen, siger han.

John forsøger at komme de unge mænd i møde ved at skabe anderledes gudstjenester med musik af Jimmy Hendrix, tv-2 og U2, men holder samtidig fast i klassiske salmer. Især "Altid frejdig når du går" har haft en central placering i hans prædikener. Og soldaterne i lejren bærer hans ord med sig – i bogstaveligste forstand. En soldat har tatoveret det sidste vers på sin krop: "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller" står der i svungne bogstaver på hans ene ben, mens andre bærer versene på lamineret papir i deres lommer.

Selvom følelsen af at gøre en forskel som præst hver dag er meningsfuld og tilfredsstillende, er arbejdet i en krigszone ikke uproblematisk. Soldaterne vender tilbage fra fronten med flossede følelser og et tumult af tanker, som de har brug for hjælp til at rede ud. Chokket over at miste en ven bundfældes ikke bare som sorg, men kan også komme til udtryk som uoverkommelig angst for at gå samme skæbne i møde eller i overdøvende raseri og blind hævntørst.

– Ønsket om hævn er ofte en helt naturlig del af det at miste. Men den bliver problematisk, når den gør én blind. Soldaterne skal vide, at det er i orden at rumme de følelser og give udtryk for dem, men de skal samtidig have hjælp, hvis de ikke kan slippe dem igen. Hvis hævnen tager over, kan det blive farligt, fordi man ikke kan se klart, siger John, der også møder soldater, som føler en voldsom skam og skyldfølelse over ikke at kunne redde en kammerat.

– Soldaterne er så tæt knyttede og så indstillede på ikke at svigte hinanden og holdet, at de kan have meget svært ved at rumme, når det alligevel går galt. De ved, at de og kammeraterne løber en stor risiko, men de har alligevel svært ved at tilgive sig selv, når de vender hjem uden en kammerat, siger han.

Det er også her, den største udfordring ligger for præsten selv. Selvom det kan være hårdt at begrave et menneske derhjemme – et barn eller en voksen, som er død alt for tidlig – så er døden i Armadillo sværere at bære også for præsten.

– Som feltpræst følger jeg et hold af soldater tæt. Jeg lærer dem at kende hjemme i Danmark, mens både jeg og soldaterne er i træning til missionen, og følger dem, fra de lander i Afghanistan, til de tager hjem igen. På den måde kommer man meget tæt på hinanden, og jeg må indrømme, at det rammer mig hårdt, når en soldat bliver såret eller slået ihjel. Jeg kan ikke bruge den professionelle distance, der er – og skal være – derhjemme til noget som helst i Afghanistan. Her må jeg acceptere, at jeg også bliver personligt ramt af sorgen. Det kan ikke være anderledes, siger John.

Han ser imidlertid ingen problemer i sit virke som præst midt i en politisk mission. Uanset sine egne holdninger til krigen i Afghanistan og Danmarks rolle i den, så er han her udelukkende for soldaterne. Han hverken kan eller skal tage stilling til det arbejde, de laver, eller den opgave, de er sendt ud for at løse.

– Når soldaterne forlader lejren, er det netop dem, jeg lyser velsignelsen over og ikke missionen, siger han.

John var på vej til Danmark og sad i Camp Bastion og ventede på sit fly, da soldaterne i Armadillo mistede endnu en kammerat, sergent Michael Ebert. Han valgte at udskyde sin orlov og rejste med helikopter tilbage til Armadillo for at holde mindegudstjeneste over den faldne soldat og for sammen med de efterladte kammerater at bære kisten om bord på flyet hjem til Danmark.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Kæmpe klimabedrag. Nu vokser isen faktisk igen i Arktis

Dette radarbillede fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA viser koncentrationen af is omkring Nordpolen. - AFP/NASA/Scanpix.

Man kan godt i disse tider blive ret så forvirret når så mange eksperter taler så mange kloge ord, ord, som kan være forældede i morgen.
Det slog mig, da jeg læste et indlæg i KD 03. okt 2009.
Her skriver sognepræst Bent Kim Jepsen fra Sabro noget som medierne ikke skriver ret meget om, nemlig at det måske er ret så usikkert om der foregår en global opvarmning i det hele taget eller om det blot er noget af naturens "normale" rytme, der PT pågår. Døm selv.
Niels Peder Nielsen

Af Bent Kim Jepsen
I september 2007 var isen omkring Nordpolen i Arktis smeltet til det mindste, der nogensinde er registreret af forskere. Samme efterår var medierne enige om, at det var den menneskeskabte klimaforandring, der var skyld i, at isen smeltede.

Der var enighed mellem en stor gruppe klimaforskere og medierne om, at den menneskeskabte globale opvarmning var meget værre end FN's klimapanel, IPCC, havde forudsagt i deres klimamodeller.

En af overskrifterne i efteråret 2007 lød således: "Ny forskning tyder nu på, at 2007 ikke var et særtilfælde, men at vi allerede i 2013 risikerer totalt isfrit Arktis om sommeren."

EN AMERIKANSK forskergruppe, ledet af professor Wieslaw Maslowski, havde ved hjælp af mere realistiske computersimulationer med meget høj opløsning fundet frem til, at de hidtidige modeller i høj grad synes at have undervurderet afsmeltningens hastighed. Disse modeller pegede således først på et isfrit Arktis i sidste halvdel af dette århundrede, mest sandsynligt omkring 2070. Forskellen beror ifølge Maslowski især på, at hans model i højere grad har taget højde for varmtvandsstrømmene fra de områder af Stille- og Atlanterhavet, der grænser op til det arktiske bassin. Medierne blev det efterår fulde af historier om isbjørne, der kæmpede for livet. Isbjørnene skulle svømme flere hundrede kilometer for at finde is. Isbjørneungen Knut i Berlins Zoo blev et kæmpe tilløbsstykke som truet dyreart.

Forretningsfolk talte det efterår om at oprette sejlruter over Nordpolen. Der ville blive isfrit flere måneder hver sommer. Interessen for at udvinde olie og andre råstoffer fra Arktis' undergrund fik landene omkring Nordpolen til at gøre territoriale krav på havbunden. Herhjemme blev det kommende klimatopmøde i København gjort til mødet, der skulle redde jorden.

Det var alt sammen i 2007. Nu er vi to år senere blevet meget klogere på isen omkring Nordpolen. Allerede sidste år smeltede der mindre is end i 2007. Og nu i år er der hele en million kvadratkilometer mere is omkring Nordpolen end i 2007. Hvis videnskaben og medierne havde ret i efteråret 2007, så vil det sige, at den menneskeskabte globale opvarmning nu er stoppet.

PROFESSOR I OCEANOGRAFI og direktør for Nansen-centeret i Bergen Ola M. Johannessen påpeger i dag, at isen ikke smeltede i 2007 på grund af den menneskeskabte udledning af CO2. Isen smeltede som følge af naturlige omstændigheder. "Der var mange, som pustede sig op og snakkede om menneskeskabt global opvarmning. Men her var der helt klart tale om meget kraftige naturlige variationer," siger professor Johannessen.

Det er bedrag, når man siger, at isbjørne er en truet dyreart på grund af menneskeskabt klimaforandring. Det er bedrag, når man siger, at Arktis bliver isfri til sejlads i 2013. Der kommer ingen sejlruter foreløbig. Det bliver heller ikke nemmere at udvinde olie og andre råstoffer i Arktis.

I disse år fryser der nemlig mere og mere vand til is omkring Nordpolen. Det er sandheden. Men sandheden skaffer ikke midler til klimaforskere, sælger ikke aviser og giver ikke politikere en høj moralsk profil ved et klimatopmøde.

FN's klimapanel, IPCC, er nærmere sandheden end videnskabelige dommedagsprofeter, selvom panelets klimamodeller langtfra har alle relevante forudsætninger med i beregningerne.

Bent Kim Jepsen,
sognepræst,
Fårupvej 102, Sabro

Tanker i forbindelse med en høstgudstjeneste

Jeg har holdt mange høstgudstjenester i min tid som præst i 28 år.
Jeg sad og kiggede lidt i mine gamle prædikener og faldt så over en høstgudstjenste for et par år siden, og jeg har lyst til at dele den med dig, der evnt læser lidt på min BLOG.

Der er på denne høstgudstjenestedag, som sædvanlig flot pyntet her i Hjarup kirke, og det er også en rigtig festdag i dag, hvor vi er samlet til takkegudstjeneste for udbyttet både på marker og i haver, og som også alterringen og udsmykningen vidner om.
Jeg har ikke altid brugt den anbefalede tekst som afsæt for min prædiken ved vor årlige høstgudstjeneste, men i år sætter dagens tekst unægtelig høstgudstjenesten i relief i lyset af bl. a. tekstens anliggende om ikke at bekymre sig, hvilket jo meget forstærkes af hvad vi ser rundt om os - frugterne - men også af det, der gemmer sig hos landmændene - som alle har oplevet en mangedobling af indsatsen, i gennemsnit ca. 30-40 gange indsatsen :-) altså meget bedre end at sætte penge i banken, hvor man sikkert kun får 1½ % af indsatsen.
Hvis vi satte 10 kr i banken ville vi efter et år kun kunne hæve 10 kr + 15 ører, men hvis afkastet i banken var ligeså stort som hos landmanden ville vi kunne hæve 300-400 kr. (Nu kan jeg høre landmændene protestere og tale om omkostninger osv. ja ja men det lader sig ikke modsige, at tilvæksten er så stor, som jeg nævnte)

Og en sådan synlig kæmpevelsignelse, som høsten er et udtryk for, burde jo kunne slukke den bekymrende ild, som brænder i vort indre, og der er da også et eller andet i os, der ønsker, at vi kunne have det, som Jesus opfordrer os til, nemlig at leve bekymringsløs som fuglen og liljen, og at enhver bekymring blev tavs, og at hjertet blev stille.
Men der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille, for der er konstant en uro, der ulmer og vokser - over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele - hvordan skal det nu gå i dag? ? kan jeg nu nå alt det som jeg har planlagt? - slår jeg nu til? ? er mit tøj nu pænt nok ? og hvad nu hvis dem på min arbejdsplads ikke synes at jeg er dygtig nok? - får jeg nu en høj nok karakter til min eksamen? ? for hvad vil alle andre dog ellers tænke om mig? - er jeg dum eller hvad? - eller som mangen husmor har bekymret sig over ? inden hun skulle have gæster på besøg.: "åh ? er min mad nu god nok"? ? " eller åh - jeg når det aldrig"! - osv. osv.
tarer Tillad Tillad Altsammen - når vi tænker efter - egnt blot små ubetydelige ting ? som man kan gå og rode med i sit indre ? bekymre sig over ? og belemre, belaste ja evnt ødelægge sit liv med - og altsammen bekymringer, som vi kan fornemme Jesus siger, at vi skal lade ligge.
-------
Men når Jesus siger, at vi ikke skal være bekymrede , er det så fordi han ikke selv beskæftigede sig med det flygtige (mad og klæder), eller ikke forstår, at det flygtige er en nødvendig del af vort liv?

Når Jesus siger, som han gør, er det så, fordi han lever i en anden - mere ubekymret - tid en vores, en tid uden Al Quida, narko, global opvarmning, store regnmængder, oversvømmelser, jordskælv, alvorlige sygdomme, vold og trusler om krig?
Nej - når Jesus siger det han gør, så er det ikke fordi han ikke kender til alt det som vore hænder har så fast et greb om, det flygtige, for det havde hans tid også.
Men han gør det ved at pege på, at det flygtige, selv om det forgår (som græsset) dog hele tiden kommer igen, og igen, og igen., Det kan vi, siger Jesus, aflæse gennem skaberværkets vidunderlige processer, at det hele hele tiden fornys i samme hast, som det går under, og at der derfor egnt slet ikke er nogen grund til at bekymre sig, når regnestykket gøres op, for der kommer igen en frugtsæson, igen en høstsæson. Det har vi tusinder af års erfaringer med at sådan er det, og at naturen rytme er måden Gud viser sin skabning, at han elsker den højt, og at vi igen og igen derved skal se, at han gennem sine gode gaver viser os, at vi er hans hjertebørn, og at han er vor himmelske Far, og at det er ham, der får kornet til at gro!
Ham, der giver det lille sædekorn livskimen! Ham, der giver det lille sædekorn viljen til at lægge an til en ny, lille grøn spire, i stedet for blot at forrådne!

Så alt andet lige, så er en høstgudstjeneste en påmindelse om, at vi ikke skal bekymre os, og i de 27 år jeg har holdt høstgudstjenste, har det altid været med en klar oplevelse af, at vi for vore øjne sammen har set noget stort ske, og at han som elsker os fuldendt, vil, at vi derigennem kan og skal kende hans kærlighed, som igen kan og skal give os en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore ellers måske nok så fortumlede og bekymrede liv.
Og altsammen er det billeder på, at hans kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb, og at vi igen og igen kan og skal se Guds bestandige kærlighed i praksis, ikke blot i forhold til det med maden, men også det, der mætter sjælen, og at der også er sørget for den side af Guds omsorg, en omsorg, som Jesus har taget sig af og tager sig af, når han giver mennesker en fremtid og et håb ved at tilgive menensker, ved at helbrede mennesker, gøre døde levende og sætte mennesker fri fra dæmoniske kræfter - og derved satte og sætter dem (og os) fri til at søge Guds rige, sætter os fri til at tro på, at Jesus er Guds søn, vor frelser, og at alt andet blot er noget vi har fået i tilgift - føden, klæderne og fremtiden, og at vi ikke skal bekymre os for i morgen, om i morgen, for netop i morgen kan igen og igen findes og opleves som en Guds gave, og derfor skal vi ikke være bekymrede.
Og netop derfor samles vi til en takkegudstjenste, fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi har fundet takken og tilbedelsen frem, for netop uden takken og tilbedelsen af Gud ville vi ellers glemme den store Gud ved vor side og derved ville vi komme til at leve i frygt og bekymring.

Vi har brug for takken, så vi ikke glemmer Gud og i stedet lever selvoptaget.
Vi har brug for takken, fordi vi ellers ville miste sansen for underne og taknemmeligheden og i stedet daske gennem livet med skyklapper på.
Vi har brug for takken fordi vor naturlige tilbøjelighed trækker os i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed - og det er usundt, og fører os på afveje i forhold til den Gud, som elsker mig.
Amen

Danmark (kristen) versus Saudi Arabien (muslimsk)

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har svært ved at opsnappe alt, hvad der foregår i den malstrøm at nyheder, meninger og debatter, der ruller forbi i uanede mængder og med en substand af mere eller mindre nærværende lødighed.
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser

I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:

En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.

Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.

Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.

I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"

Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.

INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.

Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.

Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?

Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.

Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.

Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.

Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).

Her kan I regne med ubrydelig støtte.

Og vi mærker, at I glæder jer over det.

Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.

Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.

Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.

Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.

Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."

Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen

Skyggemission

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

Herfra ordret citat fra bogen:

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.


Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP

Skyggemission

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

Herfra ordret citat fra bogen:

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.


Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP