Kæmpe klimabedrag. Nu vokser isen faktisk igen i Arktis

Dette radarbillede fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA viser koncentrationen af is omkring Nordpolen. - AFP/NASA/Scanpix.

Man kan godt i disse tider blive ret så forvirret når så mange eksperter taler så mange kloge ord, ord, som kan være forældede i morgen.
Det slog mig, da jeg læste et indlæg i KD 03. okt 2009.
Her skriver sognepræst Bent Kim Jepsen fra Sabro noget som medierne ikke skriver ret meget om, nemlig at det måske er ret så usikkert om der foregår en global opvarmning i det hele taget eller om det blot er noget af naturens "normale" rytme, der PT pågår. Døm selv.
Niels Peder Nielsen

Af Bent Kim Jepsen
I september 2007 var isen omkring Nordpolen i Arktis smeltet til det mindste, der nogensinde er registreret af forskere. Samme efterår var medierne enige om, at det var den menneskeskabte klimaforandring, der var skyld i, at isen smeltede.

Der var enighed mellem en stor gruppe klimaforskere og medierne om, at den menneskeskabte globale opvarmning var meget værre end FN's klimapanel, IPCC, havde forudsagt i deres klimamodeller.

En af overskrifterne i efteråret 2007 lød således: "Ny forskning tyder nu på, at 2007 ikke var et særtilfælde, men at vi allerede i 2013 risikerer totalt isfrit Arktis om sommeren."

EN AMERIKANSK forskergruppe, ledet af professor Wieslaw Maslowski, havde ved hjælp af mere realistiske computersimulationer med meget høj opløsning fundet frem til, at de hidtidige modeller i høj grad synes at have undervurderet afsmeltningens hastighed. Disse modeller pegede således først på et isfrit Arktis i sidste halvdel af dette århundrede, mest sandsynligt omkring 2070. Forskellen beror ifølge Maslowski især på, at hans model i højere grad har taget højde for varmtvandsstrømmene fra de områder af Stille- og Atlanterhavet, der grænser op til det arktiske bassin. Medierne blev det efterår fulde af historier om isbjørne, der kæmpede for livet. Isbjørnene skulle svømme flere hundrede kilometer for at finde is. Isbjørneungen Knut i Berlins Zoo blev et kæmpe tilløbsstykke som truet dyreart.

Forretningsfolk talte det efterår om at oprette sejlruter over Nordpolen. Der ville blive isfrit flere måneder hver sommer. Interessen for at udvinde olie og andre råstoffer fra Arktis' undergrund fik landene omkring Nordpolen til at gøre territoriale krav på havbunden. Herhjemme blev det kommende klimatopmøde i København gjort til mødet, der skulle redde jorden.

Det var alt sammen i 2007. Nu er vi to år senere blevet meget klogere på isen omkring Nordpolen. Allerede sidste år smeltede der mindre is end i 2007. Og nu i år er der hele en million kvadratkilometer mere is omkring Nordpolen end i 2007. Hvis videnskaben og medierne havde ret i efteråret 2007, så vil det sige, at den menneskeskabte globale opvarmning nu er stoppet.

PROFESSOR I OCEANOGRAFI og direktør for Nansen-centeret i Bergen Ola M. Johannessen påpeger i dag, at isen ikke smeltede i 2007 på grund af den menneskeskabte udledning af CO2. Isen smeltede som følge af naturlige omstændigheder. "Der var mange, som pustede sig op og snakkede om menneskeskabt global opvarmning. Men her var der helt klart tale om meget kraftige naturlige variationer," siger professor Johannessen.

Det er bedrag, når man siger, at isbjørne er en truet dyreart på grund af menneskeskabt klimaforandring. Det er bedrag, når man siger, at Arktis bliver isfri til sejlads i 2013. Der kommer ingen sejlruter foreløbig. Det bliver heller ikke nemmere at udvinde olie og andre råstoffer i Arktis.

I disse år fryser der nemlig mere og mere vand til is omkring Nordpolen. Det er sandheden. Men sandheden skaffer ikke midler til klimaforskere, sælger ikke aviser og giver ikke politikere en høj moralsk profil ved et klimatopmøde.

FN's klimapanel, IPCC, er nærmere sandheden end videnskabelige dommedagsprofeter, selvom panelets klimamodeller langtfra har alle relevante forudsætninger med i beregningerne.

Bent Kim Jepsen,
sognepræst,
Fårupvej 102, Sabro

Tanker i forbindelse med en høstgudstjeneste

Jeg har holdt mange høstgudstjenester i min tid som præst i 28 år.
Jeg sad og kiggede lidt i mine gamle prædikener og faldt så over en høstgudstjenste for et par år siden, og jeg har lyst til at dele den med dig, der evnt læser lidt på min BLOG.

Der er på denne høstgudstjenestedag, som sædvanlig flot pyntet her i Hjarup kirke, og det er også en rigtig festdag i dag, hvor vi er samlet til takkegudstjeneste for udbyttet både på marker og i haver, og som også alterringen og udsmykningen vidner om.
Jeg har ikke altid brugt den anbefalede tekst som afsæt for min prædiken ved vor årlige høstgudstjeneste, men i år sætter dagens tekst unægtelig høstgudstjenesten i relief i lyset af bl. a. tekstens anliggende om ikke at bekymre sig, hvilket jo meget forstærkes af hvad vi ser rundt om os - frugterne - men også af det, der gemmer sig hos landmændene - som alle har oplevet en mangedobling af indsatsen, i gennemsnit ca. 30-40 gange indsatsen :-) altså meget bedre end at sætte penge i banken, hvor man sikkert kun får 1½ % af indsatsen.
Hvis vi satte 10 kr i banken ville vi efter et år kun kunne hæve 10 kr + 15 ører, men hvis afkastet i banken var ligeså stort som hos landmanden ville vi kunne hæve 300-400 kr. (Nu kan jeg høre landmændene protestere og tale om omkostninger osv. ja ja men det lader sig ikke modsige, at tilvæksten er så stor, som jeg nævnte)

Og en sådan synlig kæmpevelsignelse, som høsten er et udtryk for, burde jo kunne slukke den bekymrende ild, som brænder i vort indre, og der er da også et eller andet i os, der ønsker, at vi kunne have det, som Jesus opfordrer os til, nemlig at leve bekymringsløs som fuglen og liljen, og at enhver bekymring blev tavs, og at hjertet blev stille.
Men der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille, for der er konstant en uro, der ulmer og vokser - over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele - hvordan skal det nu gå i dag? ? kan jeg nu nå alt det som jeg har planlagt? - slår jeg nu til? ? er mit tøj nu pænt nok ? og hvad nu hvis dem på min arbejdsplads ikke synes at jeg er dygtig nok? - får jeg nu en høj nok karakter til min eksamen? ? for hvad vil alle andre dog ellers tænke om mig? - er jeg dum eller hvad? - eller som mangen husmor har bekymret sig over ? inden hun skulle have gæster på besøg.: "åh ? er min mad nu god nok"? ? " eller åh - jeg når det aldrig"! - osv. osv.
tarer Tillad Tillad Altsammen - når vi tænker efter - egnt blot små ubetydelige ting ? som man kan gå og rode med i sit indre ? bekymre sig over ? og belemre, belaste ja evnt ødelægge sit liv med - og altsammen bekymringer, som vi kan fornemme Jesus siger, at vi skal lade ligge.
-------
Men når Jesus siger, at vi ikke skal være bekymrede , er det så fordi han ikke selv beskæftigede sig med det flygtige (mad og klæder), eller ikke forstår, at det flygtige er en nødvendig del af vort liv?

Når Jesus siger, som han gør, er det så, fordi han lever i en anden - mere ubekymret - tid en vores, en tid uden Al Quida, narko, global opvarmning, store regnmængder, oversvømmelser, jordskælv, alvorlige sygdomme, vold og trusler om krig?
Nej - når Jesus siger det han gør, så er det ikke fordi han ikke kender til alt det som vore hænder har så fast et greb om, det flygtige, for det havde hans tid også.
Men han gør det ved at pege på, at det flygtige, selv om det forgår (som græsset) dog hele tiden kommer igen, og igen, og igen., Det kan vi, siger Jesus, aflæse gennem skaberværkets vidunderlige processer, at det hele hele tiden fornys i samme hast, som det går under, og at der derfor egnt slet ikke er nogen grund til at bekymre sig, når regnestykket gøres op, for der kommer igen en frugtsæson, igen en høstsæson. Det har vi tusinder af års erfaringer med at sådan er det, og at naturen rytme er måden Gud viser sin skabning, at han elsker den højt, og at vi igen og igen derved skal se, at han gennem sine gode gaver viser os, at vi er hans hjertebørn, og at han er vor himmelske Far, og at det er ham, der får kornet til at gro!
Ham, der giver det lille sædekorn livskimen! Ham, der giver det lille sædekorn viljen til at lægge an til en ny, lille grøn spire, i stedet for blot at forrådne!

Så alt andet lige, så er en høstgudstjeneste en påmindelse om, at vi ikke skal bekymre os, og i de 27 år jeg har holdt høstgudstjenste, har det altid været med en klar oplevelse af, at vi for vore øjne sammen har set noget stort ske, og at han som elsker os fuldendt, vil, at vi derigennem kan og skal kende hans kærlighed, som igen kan og skal give os en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore ellers måske nok så fortumlede og bekymrede liv.
Og altsammen er det billeder på, at hans kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb, og at vi igen og igen kan og skal se Guds bestandige kærlighed i praksis, ikke blot i forhold til det med maden, men også det, der mætter sjælen, og at der også er sørget for den side af Guds omsorg, en omsorg, som Jesus har taget sig af og tager sig af, når han giver mennesker en fremtid og et håb ved at tilgive menensker, ved at helbrede mennesker, gøre døde levende og sætte mennesker fri fra dæmoniske kræfter - og derved satte og sætter dem (og os) fri til at søge Guds rige, sætter os fri til at tro på, at Jesus er Guds søn, vor frelser, og at alt andet blot er noget vi har fået i tilgift - føden, klæderne og fremtiden, og at vi ikke skal bekymre os for i morgen, om i morgen, for netop i morgen kan igen og igen findes og opleves som en Guds gave, og derfor skal vi ikke være bekymrede.
Og netop derfor samles vi til en takkegudstjenste, fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi har fundet takken og tilbedelsen frem, for netop uden takken og tilbedelsen af Gud ville vi ellers glemme den store Gud ved vor side og derved ville vi komme til at leve i frygt og bekymring.

Vi har brug for takken, så vi ikke glemmer Gud og i stedet lever selvoptaget.
Vi har brug for takken, fordi vi ellers ville miste sansen for underne og taknemmeligheden og i stedet daske gennem livet med skyklapper på.
Vi har brug for takken fordi vor naturlige tilbøjelighed trækker os i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed - og det er usundt, og fører os på afveje i forhold til den Gud, som elsker mig.
Amen

Danmark (kristen) versus Saudi Arabien (muslimsk)

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har svært ved at opsnappe alt, hvad der foregår i den malstrøm at nyheder, meninger og debatter, der ruller forbi i uanede mængder og med en substand af mere eller mindre nærværende lødighed.
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser

I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:

En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.

Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.

Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.

I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"

Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.

INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.

Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.

Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?

Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.

Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.

Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.

Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).

Her kan I regne med ubrydelig støtte.

Og vi mærker, at I glæder jer over det.

Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.

Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.

Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.

Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.

Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."

Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen

Skyggemission

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

Herfra ordret citat fra bogen:

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.


Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP

Skyggemission

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

Herfra ordret citat fra bogen:

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.


Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP

Tanker i forbindelse med afviste irakere

Forventeligt vil det danske folk dele sig i mindst to lejre, når snakken går om de afviste irakere og politistormen på Brorsons kirke - og ikke mindst - den hårdhændede behandling visse demonstranter fik, og det er da heller ikke så let at skulle tage stilling, for alt er jo foregået i fuld offentlighed, og vi lever i en retstat, hvor tingene foregår på en demokratisk tilpasset måde. Dermed være ikke sagt, at så er beslutningerne rigtige, men det gør det sværere at skulle opponere.
Men en vinkel, som vi ikke så tit møder synes jeg fremgår af et hyrdebrev, som en af præsterne ved Århus Valgmenighed (Keld Dahlmann)har sendt til de menigheder, som ÅVM relaterer til og her gør Keld Dahlmann opmærksom på en detalje, som vi ikke må overse i en tid, der blive mere og mere "hjerteløs"

Han skriver bl. a.

Vi er i disse uger vidne til politiske begivenheder, som optager mange – også i vore menigheder – fordi disse begivenheder udfordrer os på nogle meget grundlæggende værdier i vort samfund.
Når vi i medierne hører om rydningen af Brorson Kirke og hører om desperate skæbner så er det let at kritisere politiet. Eller blive provokeret af mangel på respekt for kirkerummet. Men det flytter blot fokus fra selve sagen: hvordan vil vi som samfund tage vare på den som er svag og trænger hjælp? Man kan ikke krænke et kirkerum, men man kan krænke mennesker. Det sidste er det egentlig afgørende i denne sag. Her har vi som disciple et ansvar i at solidarisere os med nødlidende,så vidt det står til os. Jeg kender naturligvis ikke enkeltsagerne, men personer som jeg har tillid er tæt på asylansøgerne og kan bekræfte at langt flere burde have ophold af humanitære grunde.
Uffe Elleman Jensen siger i dag til Kristelig Dagblad at ”frygt og skræmmebilleder er hovedingredienserne i dansk værdipolitik lige nu” og henviser til Naser Khaders forslag. Forslaget indgår i række forslag og politiske udmeldinger de seneste år, som kendetegner den totalitære sekularisme og ateisme. Frygten for politisk-religiøs fundamentalisme er forståelig, men det er langt farligere at dæmonisere en hel muslimsk befolkningsgruppe, ligesom det skete med de europæiske jøder i 30érne. Desuden er mange uvidende om at mange flygtninge har kristen baggrund og ikke flygter fra religion men for retten til at udleve deres religion offentligt. Det er rystende at netop den ret anfægtes af danske politikere i vor tid. Når man i fuld alvor vil foreslå at religion ikke må praktiseres på offentlige uddannelsesinstitutioner savner man grundlæggende viden hvilken ressource troen er for både enkeltpersoner og samfund. Tænk bare påhvad f.eks. den kristne studenterbevægelse har betydet forfolkeoplysning og velfærd.
I dag var jeg til møde i Skt. Hans Kirke i Odense, som oprindelig blev grundlagt som klosterkirke med tilhørende hospital. Det afspejler den historiske virkelighed overalt i Europa. Hvis du går ind i en katedral i en større by, kan du få hundrede meter derfra finde en anden gammel bygning som tjente som hospital. Tilbedelse af Gud og forkyndelse af Guds Ord gik hånd i hånd med barmhjertighed og omsorg for næsten. Gudsbillede og menneskesyn hang sammen. Som disciple af Jesus er vi kaldede til at leve i – og kæmpe for – denne sammenhæng som ”lys og salt” i samfundet.
Lad os derfor med frimodighed i Herren:

· Bede for flygtninge og indvandrere, der kommer til vort land
· Bede for at muslimer må møde Jesus og tale om tro med dem
· Bede for enhver kristen politiker og embedsmand om styrke til at holde fast i sit værdigrundlag
· Bede for at åndsfrihed bevares i vort samfund
· Åbent møde mennesker fra andre kulturer og tale godt om dem
· Bidrage med læserbreve, debatindlæg osv. i medierne, på blogs osv.
. Deltage i debatten på studiet, arbejdspladsen og stå op for vor kristne tro og menneskesyn

”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode” Rom 12,21

Keld Dahlmann

Ødselhed

Jeg ved ikke om I har det sådan, men jeg kan af og til "nåes" gennem tanker, ord og udtalelser, som andre kommer med i forskellige sammenhænge.
Da jeg i fredags i Kristeligt Dagblad læste Henrik Højlunds prædiken " - om at vinde sig venner ved hjælp af den uretfærdige Mammon", da slog det mig, at den radikale måde at se det på, havde jeg ikke tænkt over det på, og jeg måtte reflektere noget over min egen måde at reagere med Mommoms midler.
Jeg tillader mig at citere hele hans prædiken og spørger dig om du ikke også "får noget til hjertet" gennem hans prædiken.
Her er den så i sin fylde.
Niels Peder Nielsen

(Hentet fra Søndagsordet 08. aug 2009 00:00 9. søndag efter trinitatis (KD))

Luk. 16, 1-9

Ødselhed

Af Henrik Højlund


Jesu lignelse om den utro godsforvalter er skæv som det skæve tårn i Pisa. Og lige netop derfor – som også det skæve tårn i Pisa – lokkende og udfordrende.

Tag bare slutsætningen: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." Første del er nem nok at forstå. Jodle-Birge sang ganske vist: "Rigtige venner kan ej købes for penge", men med gavmildhed kommer man nu langt. Sidste del er det værre med. Skulle man virkelig kunne købe sig til venner i de evige boliger? Sagt på en anden måde: Kan man få mennesker med til Himlen ved hjælp af penge?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Forstået lige ud ad landevejen er det vel temmelig ligetil. Ligeså sikkert som amen i kirken og doping i cykelsport er det, at intet vidner stærkere om vor himmelske Fars barmhjertighed og ødsle nådefuldhed, end når hans børn lever på samme måde. Rundhåndet og ødselt med alt, hvad de ejer.

Hvis vi tager et hurtigt vue over kirkehistorien fra de første århundreder til i dag, står det klart, at et af de mest overbevisende argumenter for den kristne tro har været den ødsle næstekærlighed.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilket kæmpe indtryk det gjorde, da kristne var udsat for en særlig voldsom forfølgelse i år 250 i blandt andet den romerske storby Karthago, og der kort efter udbryder en pestepidemi, alt går i opløsning i byen, ingen plejede de syge eller begravede de døde – bortset fra de kristne med biskop Cyprian i spidsen.

De tog sig af de syge med al risiko for selv at blive smittet og dø. De rige kristne stillede penge til rådighed. Cyprian skrev: "Vores liv skal svare til vores fødsel. Og så sandt vi er genfødt af Gud, må vi heller ikke fornægte vores nye art, men vise vores gode afstamning fra så god en Far ved at efterfølge hans godhed."

Vi har ikke pest og hungersnød, men vores penge er der gode muligheder for at give til nødstedte andre steder på kloden, og herhjemme har vi har mange ensomme og venneløse at ødsle vores tid på. Ingen af os kan være noget for alle, men enhver af os kan være et spejl af Guds godhed. Og derved gøre det betydeligt mere tillokkende for dem at vende blikket i samme retning som os – mod de evige boliger.

Kirkehistorikeren Euseb skrev om en episode, der lignede den i Karthago, at hedningerne "priste de kristnes Gud, og overbevist af selve gerningerne indrømmede de, at de kristne alene var i sandhed fromme og gudfrygtige."

Søndagsordet bliver skrevet på skift af præsterne Else Hviid fra London, Mikkel Wold fra København, Birgitte Graakjær Hjort fra Århus og Henrik Højlund fra Løsning