Fænomenet Breivik

Lad mig slå fast med det samme. Det er en frygtelig ulyksalig hændelse det ganske Norge har været udsat for i juli måned, og der har været sagt og skrevet så meget om det, om grunden, om motiverne osv, og jeg har slet ingen forudsætninger for at forstå eller forklare, hvorfor det er sket, men der var alligevel et eller andet, der sagde ja inden i mig, da jeg læste Anders Blichfeldts tanker og betragtninger i KD 6. august 2011, og jeg sender det hermed videre på min BLOG til orientering, reflektion og eftertanke.
Vurder selv

Fænomenet Breivik.

Sagens kerne er ikke ideologisk
De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste, skriver Anders Blichfeldt om terrorister som Anders Breivik, Valerie Solanas og James Earl Ray

Anders Blichfeldt | 6. august 2011

Det begynder med en personligt krænket rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet, skriver sognepræst Anders Blichfeldt

Begge parter deler samme præmis for udvekslingen – noget i retning af, hvad Politiken udtrykte i sin leder den 25. juli, at ”... fredagens koldblodige grusomhed var ligesom islamistisk terror næret af ... forestillinger om islam. Mens al-Qaeda og deres ligesindede ser sig selv som Guds soldater i en retfærdig krig, ser den norske terrorist sig som frihedskæmper for sit land og for en nordisk kultur, der er truet på eksistensen af islam”.

Og så kører medierne ellers i studier af Breiviks 1500 siders ordgyderier. Eller den kører i studier af højre- og venstrefløjsretorik, ligesom den tidligere har kørt i islam- og koranstudier efter 11. september 2001.

Disse emner er ikke irrelevante. De er bare ikke sagens kerne. Tillad mig at blære mig lidt: Jeg har gennem mange år haft sære læsevaner. Jeg har læst Unabomberens manifest, Valerie Solanas ditto, jeg har læst biografier om James Earl Ray, Lee Harvey Oswald, Charles Manson. Jeg har set en dramadokumentarisk film om John Wilkes Booth. Og nu følger jeg med i nyhedssagaen om Breivik.

De har noget til fælles alle til hobe, disse ”mørkets celebrities”.

De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste. Flere af dem har beredvilligt udtrykt sig offentligt om deres ”ideologier”, der viser sig at være en samling fikse idéer og monomane forestillinger.

Og hver gang kan jeg se, at ”i begyndelsen var hadet”. Det begynder med personlige krænkelser af overvældende grusomhed, ofte fra barndommen af. Det begynder med livsødelæggende skuffelser og uindfriede ambitioner. Det begynder med et vraget, marginaliseret individ. Nu har vi så en rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet.

NU GÆLDER DET om at lægge en plan og skaffe sig våben, så vores fortabte sjæl fra den sociale ødemark kan gøre regnskabet op med menneskeheden og samfundet. Og det gør rebellen ved at angribe samfundets dyrebare og elskede figurer eller institutioner: præsidenten, filmens eller musikkens stjerner, regeringshovedkvarteret.

Men først skal vi lige blogge og skrive og bånde sange og efterlade diverse optegnelser, gerne kryptiske, med indbyggede urimeligheder, der kan få dem til at tage sig gådefulde ud. Vi skal lige posere for kameraet med skydevåben og lægge det på You-Tube eller sende det til pressen vel vidende, at i morgen, efter udåden, vil verden se og bemærke mig, ansigtet fra marginen. Ham den glemte, ham den foragtede, ham, ingen gad have med at gøre.

Nu er det tid til handling. Bang bang, kan I høre mig nu? Og glad og tilfreds, endelig med fred i mit plagede sind, kan jeg lade mig transportere til fængslet i forventning om en kæmpe retssag, hvor jeg kan optræde og få endnu mere opmærksomhed. Oh, giv mig lov til at optræde i hjemmelavet teateruniform. Giv mig pen og papir til min forsvarstale ...

Min indsigt er: ”any old song will do” for sådan en vred taber. Han vælger måske nok ud fra iboende sympatier, men islam eller sydstatsracisme eller nordisk kultur er ikke hans egentlige motiv. Det viser sig i de forskellige ”manifester” ved nærlæsning. Ingen af dem giver mening (ville en nationalsindet nordmand gøre sådan mod sit land? Ville én, der hader Arbeiderpartiet, booste dets popularitet, som Breivik har gjort? – bare til et eksempel).

Det står endnu tilbage at afdække Breiviks personlige historie. Men jeg tør godt vove den påstand, at han næppe har oplevet sig selv accepteret og elsket for sin egen skyld. Og jeg påstår tillige, at hvis Breiviks sympatier havde ligget hos den yderligtgående venstrefløj, ville han stadig have begået sin terrorhandling.

Hans ”manifest” ville i så fald have bestået af 1500 sider revolutionær pseudofilosofi. Hans selvlavede uniform ville have været parti-sanagtig. Og de anklagende betragtninger om farlig retorik ville være kommet fra højre side af salen. Hvis Breivik havde været islamisk konvertit, ville hans manifest have bestået af korancitater og opfordringer til jihad. Og vi ville alle være engageret i en hed debat om islam, islamisme og Palæstinas skæbne, der nu har krævet menneskeliv i Norge.

Og vi ville tage fejl, som Sørine Gotfredsen tager fejl. Breiviks handling har i grunden intet med ”rationaler” om multikulturalisme at gøre. Lige så lidt som fodbold er kernen i fodboldhooliganisme.

Anders Blichfeldt,
sognepræst,
Gl. Holebyvej 4, Holeby

Troskab og utroskab

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Et "skæv" vinkel på abortdebatten

Det er ukendt, hvor følgende beretning kommer fra, men jeg har klippet den en af mine venner på Facebook - fra engelsk ganske vist - og den følger hermed i dansk oversættelse!

En bekymret kvinde gik til sin gynækolog og sagde:

»Doktor, jeg har et alvorligt problem, og har desperat brug for din hjælp! Min baby er ikke engang 1 år gammel, og jeg er gravid igen. Jeg ønsker ikke børn så tæt sammen.

Så lægen sagde: "Ok, og hvad vil du have jeg skal gøre?"

Hun sagde: »Jeg vil have dig til slutte min graviditet, og jeg regner med din hjælp med det. '

Lægen tænkte lidt, og efter lidt tavshed sagde han til damen: "Jeg tror, ​​jeg har en bedre løsning på dit problem. Det er mindre farligt for dig. '

Hun smilede og tænkte, at lægen skulle acceptere hendes anmodning.

Derefter fortsatte han: »Ser du, for at du ikke skal tage dig af 2 babyer på samme tid, så lad os dræbe den ene i dine arme. På denne måde kan du hvile lidt før den anden bliver født. Hvis vi skal dræbe en af ​​dem, er det ligegyldigt, hvilken af dem det er. Der vil ikke være nogen risiko for din krop, hvis du vælger at dræbe den i dine arme.

Damen var forfærdet og sagde: »Nej læge! Hvor forfærdeligt! Det er en forbrydelse at dræbe et barn!

"Det er jeg enig i", svarede lægen. »Men du syntes at være OK med det, så jeg troede måske det var den bedste løsning."

Lægen smilede, da han blev klar over, at hun forstod hans pointe.

Han overbeviste en mor om, at der ikke er nogen forskel på at dræbe et barn, der allerede er blevet født, og en, der stadig er i livmoderen.

Forbrydelsen er den samme!

-Ukendt

Nedfrysningen er begyndt.

Min kone og jeg har sammen afsluttet læsningen af Magnus Malms profetiske bog: Fodspor i glastrappen, og jeg har lyst til at dele et lille afsnit fra bogen om lammelse og nedfrysning

Lammer vores evne

Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden.
Irenæus skriver: "Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366
Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppelse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år.
Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod.
Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil.
Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.
Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.
Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.
Nedfrysningen er fuldført.

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd,"

Jeg har en lidt ambivalent holdning til medlem af Folketinget Naser Khader, men jeg synes ganske ofte, at han er i stand til at løfte nogle sandheder af sig, som han tilsyneladende kan slippe godt fra, og som har en større vægt, end hvis andre ikke muslimer sagde det.
Det slog mig da jeg 3. marts 2011 i KD læste en artikel om muslimsk dobbeltmoral.

Læs og døm døm selv




“Det er ikke mig, der er en dårlig muslim!”
Naser Khader | 3. marts 2011

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd," mener folketingsmedlem (K) Naser Khader
Igen og igen bliver det skudt mig i skoene af ortodokse muslimer, der for nogens vedkommende går mere op i det ydre og demonstrative end de indre værdier, at jeg enten ikke er en rigtig muslim, eller at jeg er en dårlig muslim.

Måske er jeg en dårlig muslim, fordi jeg ikke gør det, som andre kan se. Jeg har ikke langt skæg, går ikke med bedeperlekrans, beder ikke fem gange i døgnet, faster ikke, drikker alkohol og har børn med to forskellige ikke-muslimer, som jeg ikke har været gift med.

Måske er det fordi, jeg er så ’integreret’ i det danske samfund, at jeg ikke er bange for at kritisere min egen religion, når jeg støder på noget, der kan forbedres, påpege den dobbelmoral og det hykleri som præger en del af mine trosfæller? Måske er det i virkeligheden min brug af ytringsfriheden til at kritisere mine ’egne’, der virker allermest stødende på folk?

Hvordan kan kriminelle være mere hellige?
Personligt har jeg ingen problemer med min levevis og kan sagtens kombinere det med min muslimske baggrund. Og går mere op i de indre værdier end de ydre demonstrative. Hvad der til gengæld undrer mig, er alle de eksempler på såkaldte ’ægte’ muslimer, der lyver, snyder, stjæler og begår kriminalitet af værste skuffe.

Det er folk, der betragter sig selv som hellige, men som udsætter andre for både brutalitet og mord, og det er folk, som forbryder sig mod langt flere af de religiøse forskrifter end jeg gør. Hvordan kan de være hellige, mens jeg ikke er en rigtig muslim?

Hvordan kan kriminalitet, umenneskelighed, undertrykkelse, tvang, mord og brutalitet være mindre synder end, alkohol, barbering, kritik af traditioner (hvoraf mange ikke engang er religiøst funderet, men i stedet stammer fra lokale og regionale traditioner), kampen for lighed, frihed, værdighed, selvstændighed, ytringsfrihed, medmenneskelighed?

For mig er det et paradoks, hvordan jeg (af nogle) er blevet udråbt til den dårlige muslim i denne sammenhæng.

Hykleriske muslimer tager hash
Det mest velkendte eksempel er vel terroristerne fra terrorangrebet i New York 11. september 2001. Men eksemplerne er mange og af forskellig karakter. Også herhjemme er der mange små hverdagseksempler, som viser, hvor hykleriske anklagerne er.

Det sker kun alt for ofte, når jeg kører gennem Christianshavn, at jeg bliver tilråbt med de værste ukvemsord af unge arabisktalende muslimer, der kritiserer mig for ikke at være en rigtig muslim, og for ikke at have læst Koranen ordentligt.

Det paradoksale er, at de selvsamme unge fortsætter direkte ind på Christiania for at købe både hash og drikke øl. Her er alkohol og euforiserende stoffer og kriminalitet altså foreneligt med god moral og islam?

Et andet påfaldende eksempel herhjemmefra er lederen af Blågårdsbanden ”Lille A”, der ud over at være indblandet i rockerkriminalitet også er ortodoks muslim og aktiv i Hiz-ut-Tahrir. En altså umiddelbart kriminel type, der finder mening i religionen og endda trækker HA-rockeren Brian Sandberg med til religiøst vækkelsesmøde i Hizb Ut-Tahrir (fremgår af bogen ”Gangster”).

Her skulle salg af hash og anden rockerkriminalitet altså være foreneligt med islam?

Islamister hylder religion, men misbruger den
Senest har Gaddafi på den internationale scene beskyldt Al-Qaeda for at stå bag urolighederne i Libyen og i samme ombæring beskyldt Al-Qaeda for at forsyne demonstranterne med narko og alkohol. Altså et fundamentalistisk, muslimsk terrornetværk, der efter sigende søger at fremme deres sag ved at donere både euforiserende stoffer og beruselsens eliksir.

Selvfølgelig har jeg kun hovedrysten til overs for denne påstand. Den understreger blot hvor fjernt fra befolkningen og fra tingenes tilstande Gaddafi i virkeligheden lever. Demonstranterne er hverken Al-Qaeda-medlemmer, -sympatisører eller lignende, de er mennesker på jagt efter et bedre liv.

Men når det er sagt, har Gaddafis regime i mange år været så stærkt undertrykkende, at de ekstremister, der i de sidste mange år har været tvunget til at gå under jorden i Al-Qaeda-lignende netværk, er nogle, vi med god grund bør frygte.

Religiøs fanatisme og kriminalitet er farlig cocktail
Fælles for disse islamister er, at de hylder religion og islam, samtidig med at de begår større eller mindre kriminalitet i direkte modstrid med islams ånd. Deres hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd.

For mig at se er der tale om en farlig cocktail af religiøse fanatikere, tidligere og nuværende kriminelle, rodløse unge og andre, der søger mening i livet, eller gerne vil pådutte andre deres. Formentlig vil vi i fremtiden se flere eksempler på det religiøse hykleri. Det kunne være interessant at forske mere i disse tendenser til religiøs fanatisme og kriminalitet.

Naser Khader er folketingsmedlem (K) og kommentarskribent ved religion.dk.

Danmark er ikke på korstog

Jeg lytter (læser) altid meget opmærksomt, når sognepræst Jesper Bacher siger noget/skriver noget.
Denne gang har han taget fat om det hotte problem - om vores indsats i Afghanistan er en religionskrig, som antydet af nogen her til lands, eller det er en legitim og væbnet værn og modstand mod det onde.

Døm selv . Jeg lader Jesper Bacher "tale", som han gør det i KD 11. jan 2011


Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud, skriver sognepræst, Jesper Bacher. Det er myndighedernes opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd, skriver sognepræst Jesper Bacher

HER I AVISEN kunne man den 6. januar læse, at Danmarks biskopper føler anledning til at understrege, at den danske krigsindsats ikke er en religionskrig, og der tænkes vel for tiden særligt på indsatsen i Afghanistan.

Ja, så er det sagt, om end Taleban og åndsfællerne i Hizb-ut-Tahrir ser anderledes på tingene, men hine tidselgemytter regner bispekollegiet nok heller ikke med at få i tale.

Rigtigt er det under alle omstændigheder. Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud. Det er nemlig myndighedernes/øvrighedens opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd.

Som Paulus siger: "Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde." (Romerbrevet 13, 4).

I Afghanistan var situationen som bekendt den, at Taleban havde grebet magten og forsynet terrorister med et fristed, som blev brugt til træning og planlægning af morderiske anslag mod omverdenen. Det måtte de berørte lande, og deres allierede selvfølgelig reagere på. En mere elementær øvrigheds- eller myndighedsopgave gives ikke.

Jeg skal ikke gøre mig klog på de taktiske og strategiske tiltag i den anledning, men da fejlbarlighed hører mennesker til, er den international styrke i Afghanistan og de ansvarlige politikere heller ikke undtaget. Det ændrer ikke ved, at myndighederne er kaldet til at drage sværdet, eller at en luthersk feltpræst kan velsigne soldaten i hans gerning og bede for sejr på den afghanske slagmark. Ikke for Kristi skyld, han har sejret, ej heller for at glorificere vennen og dæmonisere fjenden, men for at der dog må blive lagt en dæmper på vold og mord, og Afghanistan blive stabiliseret til gavn for verdens sikkerhed og tålelige livsvilkår for den stedlige befolkning.

I skriftet "Kan soldater også have Guds nåde?" siger Martin Luther noget om, hvordan man bør anspore soldater før slaget: "Kære kammerater! Vi er alle samlet her i pligttro og lydig tjeneste mod vor fyrste, sådan som vi efter Guds vilje og ordning har pligt til at hjælpe vores herre med liv og ejendom, selv om vi over for Gud er lige så arme syndere som vores fjender. Men dog ved vi – eller vi er i hvert fald ikke bedre underrettet – at vores fyrste har retten på sin side i denne sag. Og dermed er vi sikre og visse på, at vi tjener Gud selv med denne tjeneste og lydighed."

Ikke en ringe feltprædiken, som slutter: "Nu Gud i vold og til kamp med glæde!"

Jesper Bacher, sognepræst, Rubbeløkkevej 10, Rødby

Den danske Muhammed er en nisse

Jeg lytter altid godt efter, når Iben Tranholm har noget på hjerte, og hendes kommentar til "nissesagen" i Løkken er velgørende, og jeg tillader mig at lægge hendes kommentar på min blog. Læs selv
Niels Peder Nielsen

Iben Thranholm | 17. december 2010 KD

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen, skriver Iben Thranholm, teolog og journalist

Selvom det snart er jul, er Fanden løs i Løkken. Frikirkepræst Jon Knudsen hængte forleden en stofnisse i en galge fra gavlen på Løkken Frikirke. Om halsen bar nissen et skilt med teksten: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen ...", da præsten mener, at nisser ikke er venlige julevæsener, men derimod er husånder, der besidder dæmoniske kræfter.

Det har fremkaldt stærke reaktioner i den lille idylliske ferieby ved Vesterhavet. Faktisk har det vakt sådan et røre, at en person har stjålet den aflivede nisse, at kirken har måttet sætte privat vagtværn på for at undgå hærværk på kirken. Børnene i byen hylder nissetyven som en helt. Måske er der alligevel noget om snakken med, at man skal passe på med, hvordan man omgås nisserne. Det kan åbenbart gå gruelig galt.

Før danerne blev kristne, var nissen en uhyggelig skikkelse, som tilhørte mørkets rige. Hvis et dyr døde af uforklarlige årsager, høsten slog fejl, eller anden ulykke indtraf, kunne det let være nissen, der var på spil.

For at undgå ulykker satte man mad ud til nissen for at formilde ham. Det er præcis, hvad sangen "På loftet sidder nissen med sin julegrød" handler om. I sangen beskrives han som god og sød, men sådan så man ikke på ham i folkeovertroens dage. Der levede folk i frygt for nissen.

Den samme skræk for nisser finder man også i udtrykket "nissen flytter med". Det vil sige, at noget ulykkeligt eller måske ligefrem dæmonisk kan forfølge et menneske, uanset hvor det bevæger sig hen i livet. Nissen bliver ved at plage. At nisserne i moderne tid er blevet søde og børnevenlige, er en forvanskning.

Nissedyrkelsen er et udpræget dansk fænomen. Vender man blikket mod de kristne nabolande mod syd, ser man ikke skyggen af de skæggede, rødklædte væsener. Her er det julekrybben, som er i centrum. Ikke bare i kirker, men også i private hjem. I Norden har julekrybben aldrig kunnet udkonkurrere nisserne.

Set i lyset af kristendommen har Jon Knudsen derfor helt ret. Kristendommen kom for at befri mennesket fra mørkets magter og fra væsener, som havde ondt i sinde. Nisserne repræsenterer derfor et åndeligt univers, som kristendommen kom for at overvinde.

Når det så er sagt, må man samtidig også sige, at selve aktionen med at hænge nissen i en galge ikke fremmer budskabet. Et drab, også selvom det kun er på en dukke, strider imod kristen tro. Dæmoniske kræfter kan kun bekæmpes med dåb, bøn og faste og ikke ved provokation. Det får kun ånderne til at gå til modangreb.

Men det burde i princippet ikke vække så voldsomme modreaktioner i befolkningen, at en kristen kirke blot gør det, som den er sat på jorden for – nemlig at knuse mørkets magt.

For det, som måske vækker allermest opsigt ved sagen, er, at den har medført alvorlige trusler mod Jon Knudsen. I et af tilfældene måtte det anmeldes til politiet. Og som sagt har kirken set sig nødsaget til at have et vagtværn for at undgå hærværk mod kirken. Præsten må også slukke for sin telefon om natten for at undgå chikane.

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen. Den danske Muhammed er en nisse.

Velvidende at mange danskere umiddelbart vil sammenligne troen på Gud med troen på nisser, som socialdemokraten Ritt Bjerregård også gjorde engang, så er der alligevel åbenbart gevaldig forskel. Alt imens man passivt accepterer, at kristendommen får mindre og mindre plads i det offentlige rum, kæmper man bravt for nisserne. Hvad siger det om nationens åndelige tilstand?

Selvom vi af politikere og meningsdannerne hjernevaskes med, at vi lever i et sekulært, hvis ikke sekularistisk, samfund, så peger sammenstødet mellem præsten og nisseforkæmperne på, at det ikke holder stik.

Hvordan kan man finde på at true med vold over en hængt stofnisse i et samfund, hvor man bryster sig af at tænke rationelt og videnskabeligt? Og hvorfor er der stort set ingen, der løfter et øjenbryn, hvis korset enten fjernes fra det offentlige rum, eller Jesus udsættes for grov og vulgær satire?

Den engelske biskop Less-lie Newbigin (1909-1998) måtte, da han vendte hjem til Europa efter en lang årrække som missionær i Indien, konstatere, at han ikke kom tilbage til et sekulært samfund, men til et hedensk samfund. Samfundet var ikke uden gud, opdagede han, men fuldt af falske guder.

Nisser spiller naturligvis ikke nogen synderlig rolle i danskernes hverdag og deres spiritualitet, men den voldsomme aggression mod den, som vover at konfrontere hedenskabet, som nisserne er en del af, vidner om, at samfundet slet ikke er så sekulært og rationelt, som det bilder sig ind at være.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen