Det har forhåbentlig lange udsigter med Tyrkiets indlemmelse i EU, for selv om man på papiret har religionsfrihed, så er praksis noget helt andet. Jeg har ved selvsyn på NordCypern set kirker omdannet til moskeer, men jeg var ikke klar over, at det stod så galt til, som vi kunne læse om det i KD 19. april 2010.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia
Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.
Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.
20. april 2010
10. april 2010
Household - Oikos - storfamilie
Vi er nogen, der gennem en tid blevet udfordret i forskellige kirkelige sammenhænge, senest på KPN samlingen i Norsminde, på den opfattelse, om kernefamilien, som snæver kernefamilie med hække osv., på sigt kan overleve.
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver
Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag
Af Freja Bech-Jessen
Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-
Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.
– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.
– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.
– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.
Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.
– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver
Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag
Af Freja Bech-Jessen
Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-
Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.
– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.
– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.
– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.
Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.
– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
2. april 2010
Er det rimelig pressedækning eller er det hetz?
Jeg er ikke skabskatolik, som nogen måske på grund af mine to sidste indlæg kunne fornemme, men jeg har det ikke godt med den hetz, som jeg synes pressen efterhånden udøver mod den katolske kirke, en hetz, en mistænkeliggørelse, som kommer til at ligge som en bestemmende bærebølge, så man glemmer de mange gode ting, som den milliardstore kirke trods alt også gør.
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.
Niels Peder Nielsen
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs
Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.
Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.
Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.
Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.
Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.
Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.
Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.
Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.
Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”
I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.
Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.
Niels Peder Nielsen
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs
Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.
Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.
Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.
Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.
Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.
Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).
Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.
Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.
Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.
Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”
I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.
Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den
6. januar 2010
Munk giver råd om sex
Ja så har man set det med. Fantastisk at en munk, der ikke selv har gjort nogle seksuelle erfaringer kan sige så meget godt om det ægteskabelige samlivs måske mest indviklede men også mest fantastiske oplevelsesmæssige univers.
Tag dig tid til at læse hans råd:
Niels Peder Nielsen
Munk giver råd om sex
Fra KD 04. jan 2010 00:00
Sex er en vigtig del af ægteskabet, mener fader Ksawery
Fader Ksawery er blevet en flittig gæst ved diverse polske tv-programmer og talkshow efter udgivelsen af bogen "Sex som du ikke kender det. Til ægtepar som elsker Gud".
Et liv i cølibat er ikke ensbetydende med, at man ikke ved noget om sex. I hvert fald ikke for franciskanermunk Ksawery Knotz fra klostret i Stalowa Wola, nord for Krakow i det sydlige Polen.
Fader Ksawery mener, at sex er en vigtig del af livet og en fremragende måde, hvorpå ægtepar kan opnå en metafysisk enhed med Gud på. Derfor har han skrevet bogen "Sex som du ikke kender det. Til ægtepar som elsker Gud". Bogen, der er blevet en bestseller i Polen, er ikke en sexguide, som belyser forskellige samlejestillinger eller teknikker, snarere en spirituel vejledning gennem erotikkens verden. Fader Ksawery fandt ud af, at mange polakker var i tvivl om, hvordan man som katolik har et seksuelt liv, som er i overensstemmelse med Gud.
– Den romersk-katolske kirke berører normalt ikke spørgsmål om sex, og det efterlader mange troende i tvivl. Men et ægteskab er ikke noget, der bliver realiseret i løbet af bryllupsritualet i kirken ved at udveksle ringe, men i ægtefolks dagligdag gennem samtaler, indkøb, madlavning og naturligvis også i sengen. Folk spørger mig ofte om, hvad de må, og hvad de ikke må, hvad der er rigtig sex, og hvad der er forkert sex, og det fik mig til at forstå, at der var et stort behov for at belyse disse spørgsmål, siger fader Ksawery.
Et franciskanerkloster er normalt ikke et sted, man forbinder med erotikkens verden, og en samtale om sex inden for klostrets mure føles umiddelbart unaturlig. Emnet erotik er dog ganske naturligt for fader Ksawery, som med lethed og smil på læben forklarer, hvorfor sex ikke skal være et tabu, som katolikker aldrig taler om.
– Sex er en naturlig del af et ægteskab og en måde, som ægtefolk kan komme tættere på hinanden og Gud på. Det handler naturligvis om at respektere hinanden og lytte til hinanden, være åbne for hinandens ønsker. Det handler om at leve et godt liv i samhørighed, og det betyder også på det seksuelle plan. Sex gør et forhold stærkere, men det gør også, at man får større samhørighed med Gud. Gud er med i forholdet, og et seksuelt liv er en god måde, man kan komme nærmere på Gud på, siger fader Ksawery.
Fader Ksawery har lagt vægt på, at bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, så så mange som muligt får glæde af at læse bogen.
– Det er meget vigtigt for mig, at bogen henvender sig til alle, at emnerne er nemme at forstå, samt at der ikke er noget, der er udeladt eller tabuiseret. Derfor bruger jeg helt bevidst ord som for eksempel penis, vagina, orgasme og oralsex, siger fader Ksawery.
Fader Ksawery mener, at erotik mellem to ægtefæller passende kan sammenlignes med en fodboldkamp, hvor der både er regler, men også mulighed for at udfolde sig og gøre forskellige ting. Han mener, at det gælder om at fokusere på friheden og mulighederne frem for at tænke på begrænsningerne og understreger, at det er ganske normalt og fuldt legalt, at folk leder efter, hvad der er godt for dem og bruger forskellige teknikker eller samlejestillinger til at opnå det. Det handler om at leve et godt liv sammen, og hvordan man bedst opnår det er op til det enkelte ægtepar.
– I en fodboldkamp gælder der visse spilleregler. Man må for eksempel ikke bruge hænder og ikke spille uden for banen. Det, der sker på banen, er til gengæld vidt forskelligt fra kamp til kamp. Kampene har en forskellig kvalitet og stil. Spillerne bruger forskellige teknikker og taktikker, nogle kampe er spændende og underholdende, andre er kedelige og håbløse. Det samme gælder for seksuelt samvær mellem to ægtefæller, og hvis man respekterer de grundlæggende spilleregler, er der uanede muligheder for det, der sker. Seksuelt liv gør et hvert forhold unikt og er med til at forstærke forholdet, siger Ksawery Knotz.
Blandt det forbudte i sex hører ifølge fader Ksawery for eksempel brugen af diverse former for prævention. Det ser han som ødelæggende for harmonien mellem to ægtefæller. I stedet forslår fader Ksawery at følge kvindens cyklus som en naturlig måde at beskytte sig mod uønsket graviditet.
Fader Ksawery har indsamlet sin viden i gennem for-tællinger fra andre, men han mener ikke, at det gør hans ekspertise mindre værd.
– Jeg har talt med mange ægtepar, som fortalte mig om deres problemer og deres seksuelle liv. Igennem disse samtaler har jeg fået en dyb indsigt i erotikkens verden og det, der optager folk, siger han.
Bogen er inden sin udgivelse blevet blåstemplet af den katolske kirke i Polen, og fader Ksawery understreger, at også her blev bogen positivt modtaget, og intet er blevet censureret væk.
– Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Man vil naturligvis altid kunne finde nogen, der er imod bogen, men bogen er blevet accepteret af polske biskopper, og der er intet i teksten, som er blevet sorteret fra, siger han.
Bogen er blevet meget populær i Polen, og fader Ksawery glæder sig over den modtagelse, den har fået blandt polske katolikker.
– Folk er glade for, at nogen tog emnet op og taler åbent om det. I den romersk-katolske kirke har sex altid været et tabu og nærmest en synd, og det har været med til, at mange var usikre på sex, siger han.
Ksawery Knotz er 44 år og har været munk i de seneste 25 år. Efter at bogen blev udgivet, har han måttet vinke farvel til fordybelsen og et stille liv på klostret. Bogen er blevet så populær, at fader Ksawery er en flittig gæst ved diverse polske tv-programmer og talkshow, samt ofte deltager i interview med diverse polske og udenlandske medier. Derudover driver fader Ksawery en hjemmeside, hvor folk kan finde supplerende oplysninger om sex, stille spørgsmål og debattere.
Men et forholdsvis travlt liv passer ifølge Ksawery Knotz godt sammen med livet som franciskanermunk.
– Franciskanermunke har aldrig levet lukket inde på deres klostre. Vi kan godt lide at komme ud, tale med mennesker og i det hele taget være tæt på andre, siger Ksawery Knotz, som på spørgsmålet om bogens emne ikke var en fristelse for ham, svarer:
– Jeg blev naturligvis fristet, da jeg skrev bogen, men jeg har valgt et liv i cølibat. Det er mit valg, og så er jeg nødt til at bekæmpe fristelserne. De fleste mennesker bliver fristet af et eller andet mange gange i gennem deres liv. Det er ganske naturligt, siger fader Ksawery.
Oversættelser af fader Ksawerys bog er indtil videre udkommet i England og Tjekkiet, mens en udgivelse i Sydafrika er på vej.
3. december 2009
- Vi skal have forbud mod minareter
Jeg bliver altid glad for at møde mennesker, som siger tingene ukompliceret og forståeligt. Så kan det godt være, at man er uenig med dem, ja, men man har da i det mindste forstået, hvad de har sagt eller skrevet.
I KD 3. dec. 09 læste jeg et synspunkt af teolog og debattør Katrine Winkel Holm, og hvor hun har den lille/store pointe, at pege på, at et ja til minareter, til store moskeer, uden tvivl er vejen for en islamisering af det til enhver tid bestående samfund.
Har hun ret i det? Læs selv følgende, som jeg har sakset fra KD.
Niels Peder Nielsen
02. dec 2009 00:30 Når muslimer fortolker forbudet mod minareter i Schweiz som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen, skriver teolog og debattør Katrine Winkel Holm
Katrine Winkel Holm
Vi skal have et forbud mod minareter. Schweiz har vist os vejen og skåret kagen, eller schweizer-osten, præcis som den skal skæres: Ja til moskeer, nej til minareter. Ja til religionsfrihed, nej til religionslighed.
Europæiske meningsdannere, der uden grund benævnes "eliter" - de aner jo sjældent det ringeste om islam, kristendom og Vestens lange historie - fordømmer over én kam det lille modige alpeland. Og muslimer som Naveed Baig forsøger her på siden at fremstille søndagens ja som et ja til stenkastning mod moskeer og almindelig muslim-hetz.
Under niveau, hr. fængsels-imam! Det kan godt være det er sådanne argumenter dit store forbillede, euro-islamisten Tariq Ramadan benytter. Men det gør ikke metoderne kønnere. Prøv i stedet at høre, hvad partiet, der foreslog afstemningen selv giver som begrundelse for forbuddet:
»Forbuddet mod minareter er at opfatte som et umisforståeligt afslag på denne form for islam [politisk islam], med den religiøse lov sharia, der er i direkte konflikt med grundlæggende friheder og rettigheder, der er garanteret i den schweiziske grundlov. Alle personer, der bor i Schweiz, bør respektere vores grundlov. De, der forsøger at bruge minareten som et tveægget politisk sværd for at pånøde os en anden lov, shariaen, hører ikke til i vores land«.
Det, schweizerne altså i virkeligheden siger, er, at deres nej til minareter er nej til politisk islam. Nej til sharia. Og hvem kan være uenig i det?
Så når muslimer fortolker nej'et som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen. At islam ikke kan eksistere uden minareter og højlydt bøn, der dominerer hele området og dermed markerer at her regerer islam.
Jamen, hvis det er rigtigt, så har de da selv leveret argumentet for et minaret-forbud: Hvis vil vi bevare Vesten med alt hvad vi står for: Med frie selvstændige kvinder, med kirkeklokkeklang i det offentlige rum, med verdslige love og frihed til tro og vantro, så skal vi i gang med at forsvare os mod islamiseringen. Ikke i morgen, men i dag.
Jo, muslimer må praktisere deres tro –men på vores vilkår. Hvis Naveed Baig f.eks. vil følge Koranen og tage sig fire koner, så siger vi nej. Der er forbud mod flerkoneri. På dette punkt kan han ikke praktisere sin tro. Det samme med minareter.
Byg moskeer som jøder gennem århundreder har bygget synagoger: Bedehuse, hvor man kan samles i tro på sin gud – men ikke i mastodont-byggerier, der vil dominere området og virkeliggøre visionen, som Tyrkiets præsident engang luftede:
»Demokratiet er kun det tog, vi vil stige på for at nå vores mål.
Moskeerne er vores kaserner, minareterne er vores bajonetter, moskeernes kupler er vores hjelme, og de troende er vores soldater«.
Dejligt, ikke?
En tysk kommentator skrev for nylig: Schweizerne har taget det første skridt mod islamiseringen. Vi bør gå i deres fodspor.
24. november 2009
- Jeg ser frem til, at kirken bliver fattig
Det er ikke just toner vi hører som noget positivt, men det slog mig alligevel meget, da jeg læste gårdsdagens Kristeligt Dagblad (23. nov 2009)om betydningen af at blive fattig, fattig i ordets både fysiske og åndelige forstand.
Jesus taler i bjerprædikenen om, at "salige er de fattige, for de skal arve Guds rige".
Jeg har en fornemmelse af, at denne verden og dens tænkning bestemmer så meget af vores måde at agere på som kristen, at vi (næsten) helt glemmer hvordan det åndelige univers, som Jesu præcenterer for os, ser ud, og det synes jeg Olle Carlsson er ved at røre ret så meget ved.
Men læs selv og bedøm selv, om han er helt galt afmarcheret.
Niels Peder Nielsen
- Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm, findes der en meget stærk åndelig interesse, og kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet, siger sognepræst Olle Carlsson. - Magnus Laupa/Kontinent.
23. nov 2009 00:00 Den åndelige vækkelse begynder først, når den svenske kirke helt løsriver sig fra statens trygge favn, mener sognepræst Olle Carlsson, der står bag en af Sveriges mest besøgte folkekirkelige gudstjenester, allehelgenmessen
Af Tobias Stern Johansen
Hvordan klarer den svenske kirke sig 10 år efter adskillelsen fra staten?
- Kirken er blevet vitaliseret, efter at den ikke længere i samme grad hviler i staten. Jo mere adskilt, jo bedre bliver kirkens arbejde. Men der er stadig et stykke vej endnu til fuldkommen adskillelse. Kirkeafgiften opkræves stadig over skattebilletten. Sammenlignet med andre trossamfund har den svenske kirke en meget solid økonomi, og det er også en del af vores problem. Som alle organisationer, der har penge, bliver kirken passiv, fordi der ikke stilles krav om, at man tænker nyt. Der er gudstjenester med den samme liturgi over hele landet, men der kommer ingen mennesker. Så længe staten stadig pumper penge ind i kirken, er der ikke nogen, der tvinges til at forandre den. Derfor ønsker jeg mig en fattig kirke. Kirken bør i sagens natur ikke være rig.
- Som kirke har vi også stadig det problem, at vi ikke ved, om vi er et trossamfund eller en myndighed. Vi præster fungerer som tjenestemænd, og administrationen i kirken er unødigt stor. Det var et kulturchok for mig at blive præst i Katarina Sogn, for den ene kirke, Allehelgenkirken, har en lille administration, bruger ni procent af sognets budget og har 90 procent af sognets kirkegængere, mens Katarinakirken har en kæmpestor administration, men næsten ingen folk i kirken.
Hvad er den svenske kirkes største udfordring i dag?
Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm og i store dele af Sverige, findes der en meget stærk åndelig interesse. Mennesker mediterer, går til yoga og læser selvhjælpslitteratur. Kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet. Men der er en kløft mellem kirken og almindelige mennesker. Mange føler sig hjemme i kristendommen, men den højttravende form signalerer, at kirken ikke er interesseret i mennesker. Den svenske kirke har gjort meget op med Bibelen, og om Gud eksisterer er ikke så vigtigt, men formen er hellig!
Skal kirken smide hele sin traditionelle liturgi over bord?
- Der skal være frihed til at finde det liturgiske udtryk, der bedst møder de mennesker, der er omkring kirken. Så længe kirken formidler det samme gudsbillede - at Gud er en uendeligt elskende Gud, der har vist sig i Jesus Kristus - bør der være plads til lige så mange forskellige liturgier, som der er mennesker.
Du er selv ansat af den svenske kirke. Ser du nogen fordele ved kirken?
- Jeg elsker den svenske kirkes åbenhed. Det, der er sket i Allehelgenkirken, hvor folk kan være, uanset hvad de mener og tror, kunne aldrig være sket i en almindelig frikirke. Den svenske kirke har en åbenhed over for mennesker uanset deres tro eller seksuelle orientering. Det er en styrke ved kirken, som ligger dybt i den svenske folkesjæl.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
Jesus taler i bjerprædikenen om, at "salige er de fattige, for de skal arve Guds rige".
Jeg har en fornemmelse af, at denne verden og dens tænkning bestemmer så meget af vores måde at agere på som kristen, at vi (næsten) helt glemmer hvordan det åndelige univers, som Jesu præcenterer for os, ser ud, og det synes jeg Olle Carlsson er ved at røre ret så meget ved.
Men læs selv og bedøm selv, om han er helt galt afmarcheret.
Niels Peder Nielsen
- Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm, findes der en meget stærk åndelig interesse, og kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet, siger sognepræst Olle Carlsson. - Magnus Laupa/Kontinent.
23. nov 2009 00:00 Den åndelige vækkelse begynder først, når den svenske kirke helt løsriver sig fra statens trygge favn, mener sognepræst Olle Carlsson, der står bag en af Sveriges mest besøgte folkekirkelige gudstjenester, allehelgenmessen
Af Tobias Stern Johansen
Hvordan klarer den svenske kirke sig 10 år efter adskillelsen fra staten?
- Kirken er blevet vitaliseret, efter at den ikke længere i samme grad hviler i staten. Jo mere adskilt, jo bedre bliver kirkens arbejde. Men der er stadig et stykke vej endnu til fuldkommen adskillelse. Kirkeafgiften opkræves stadig over skattebilletten. Sammenlignet med andre trossamfund har den svenske kirke en meget solid økonomi, og det er også en del af vores problem. Som alle organisationer, der har penge, bliver kirken passiv, fordi der ikke stilles krav om, at man tænker nyt. Der er gudstjenester med den samme liturgi over hele landet, men der kommer ingen mennesker. Så længe staten stadig pumper penge ind i kirken, er der ikke nogen, der tvinges til at forandre den. Derfor ønsker jeg mig en fattig kirke. Kirken bør i sagens natur ikke være rig.
- Som kirke har vi også stadig det problem, at vi ikke ved, om vi er et trossamfund eller en myndighed. Vi præster fungerer som tjenestemænd, og administrationen i kirken er unødigt stor. Det var et kulturchok for mig at blive præst i Katarina Sogn, for den ene kirke, Allehelgenkirken, har en lille administration, bruger ni procent af sognets budget og har 90 procent af sognets kirkegængere, mens Katarinakirken har en kæmpestor administration, men næsten ingen folk i kirken.
Hvad er den svenske kirkes største udfordring i dag?
Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm og i store dele af Sverige, findes der en meget stærk åndelig interesse. Mennesker mediterer, går til yoga og læser selvhjælpslitteratur. Kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet. Men der er en kløft mellem kirken og almindelige mennesker. Mange føler sig hjemme i kristendommen, men den højttravende form signalerer, at kirken ikke er interesseret i mennesker. Den svenske kirke har gjort meget op med Bibelen, og om Gud eksisterer er ikke så vigtigt, men formen er hellig!
Skal kirken smide hele sin traditionelle liturgi over bord?
- Der skal være frihed til at finde det liturgiske udtryk, der bedst møder de mennesker, der er omkring kirken. Så længe kirken formidler det samme gudsbillede - at Gud er en uendeligt elskende Gud, der har vist sig i Jesus Kristus - bør der være plads til lige så mange forskellige liturgier, som der er mennesker.
Du er selv ansat af den svenske kirke. Ser du nogen fordele ved kirken?
- Jeg elsker den svenske kirkes åbenhed. Det, der er sket i Allehelgenkirken, hvor folk kan være, uanset hvad de mener og tror, kunne aldrig være sket i en almindelig frikirke. Den svenske kirke har en åbenhed over for mennesker uanset deres tro eller seksuelle orientering. Det er en styrke ved kirken, som ligger dybt i den svenske folkesjæl.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
3. november 2009
Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
Det er ikke altid at læsning af Kristeligt Dagblad hidser mig særlig meget op eller for den sags skyld blot kalder på følelserne.
Men det synes jeg dagens læsning af KD gjorde. (Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre underlæsningen.)Det gjorde stort indtryk på mig at læse festpræstens beretning om livet i Armadillolejren og især soldaternes reaktion på præstens tilstedeværelse.
Læs selv hvad jeg har "sakset" fra dagens KD
Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
03. nov 2009 00:00
Arbejdet som feltpræst i Afghanistans Helmand-provins er på samme tid taknemmeligt og benhårdt. Soldaterne er flittige kirkegængere, men når en af dem falder, er det ligeså smertefuldt som at miste en af sine egne
Af Freja Bech-Jessen
Den gråskæggede mand strækker sine arme mod himlen og slår korsets tegn i en velsignelse over den konvoj af soldater, der i enorme pansrede køretøjer forlader den fremskudte lejr Armadillo for at køre på patrulje i det uvejsomme ørkenland, der strækker sig i kilometervis forude.
John, der er lejrens feltpræst, har overtaget traditionen med velsignelsen fra sin forgænger, og den er efterhånden så indgroet, at soldaterne vægrer sig ved at forlade lejren uden. Derfor er det med stor skepsis, at beboerne i lejren ser frem til den orlov, deres præst er i gang med at forberede. Han skal kun være væk i et par uger for at se sin kone og sine voksne børn hjemme i Viborg, men det huer ikke soldaterne i Armadillo.
– Et par af drengene har spurgt, hvad de skal stille op uden en velsignelse. Jeg har forklaret, at en velsignelse er langtidsholdbar og ikke løber ud. De ved lige så vel som jeg, at velsignelsen ikke er en garanti, men at det er det stærkeste, jeg har. Det er en forvisning om, at Gud altid er med dem, og at de aldrig er alene – heller ikke i døden. Den slags betyder noget, når man bor på kanten af den grønne zone, siger John.
Selvom han er vellidt hjemme i Viborg, har han endnu aldrig oplevet, at sognebørnene derhjemme på samme måde har modsat sig, at han rejser væk i et par uger. Og det er netop forskellen på præstegerningen i Danmark og i Afghanistan. Derhjemme er hans tilstedeværelse først og fremmest påkrævet i lykkelige tider og i sorgens stund. I Helmand er hver- dagen sat på spidsen. Her kan der hvert øjeblik opstå behov for en præst.
– I lejren er kontakten til sognebørnene konstant. Vi spiser sammen, sover sammen, går på toilet sammen, ryger en cigaret sammen og vender dagens begivenheder. Soldaterne behøver ikke opsøge mig i kirken for at få en snak, men kan trække mig til side i løbet af dagen. Og det er der forbløffende mange, der gør. Erfaringerne med, at de unge vælger kirken fra, bliver gjort til skamme i Armadillo, fortæller John.
Han ved godt, at de interimistiske søndagsgudstjenesters store popularitet måske også kan skyldes, at der ikke er så mange andre underholdningsindslag i den lille lejr i den sydlige Helmand-provins, men han tror ikke, at det er forklaringen.
– Livet er mere intenst og rummer flere store spørgsmål, når man er i krig, og de unge mænd, der lægger krop og sjæl til, har brug for perspektiv for at rumme mange af de ting, de oplever. Nogle af dem finder det, de søger, i troen, siger han.
John forsøger at komme de unge mænd i møde ved at skabe anderledes gudstjenester med musik af Jimmy Hendrix, tv-2 og U2, men holder samtidig fast i klassiske salmer. Især "Altid frejdig når du går" har haft en central placering i hans prædikener. Og soldaterne i lejren bærer hans ord med sig – i bogstaveligste forstand. En soldat har tatoveret det sidste vers på sin krop: "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller" står der i svungne bogstaver på hans ene ben, mens andre bærer versene på lamineret papir i deres lommer.
Selvom følelsen af at gøre en forskel som præst hver dag er meningsfuld og tilfredsstillende, er arbejdet i en krigszone ikke uproblematisk. Soldaterne vender tilbage fra fronten med flossede følelser og et tumult af tanker, som de har brug for hjælp til at rede ud. Chokket over at miste en ven bundfældes ikke bare som sorg, men kan også komme til udtryk som uoverkommelig angst for at gå samme skæbne i møde eller i overdøvende raseri og blind hævntørst.
– Ønsket om hævn er ofte en helt naturlig del af det at miste. Men den bliver problematisk, når den gør én blind. Soldaterne skal vide, at det er i orden at rumme de følelser og give udtryk for dem, men de skal samtidig have hjælp, hvis de ikke kan slippe dem igen. Hvis hævnen tager over, kan det blive farligt, fordi man ikke kan se klart, siger John, der også møder soldater, som føler en voldsom skam og skyldfølelse over ikke at kunne redde en kammerat.
– Soldaterne er så tæt knyttede og så indstillede på ikke at svigte hinanden og holdet, at de kan have meget svært ved at rumme, når det alligevel går galt. De ved, at de og kammeraterne løber en stor risiko, men de har alligevel svært ved at tilgive sig selv, når de vender hjem uden en kammerat, siger han.
Det er også her, den største udfordring ligger for præsten selv. Selvom det kan være hårdt at begrave et menneske derhjemme – et barn eller en voksen, som er død alt for tidlig – så er døden i Armadillo sværere at bære også for præsten.
– Som feltpræst følger jeg et hold af soldater tæt. Jeg lærer dem at kende hjemme i Danmark, mens både jeg og soldaterne er i træning til missionen, og følger dem, fra de lander i Afghanistan, til de tager hjem igen. På den måde kommer man meget tæt på hinanden, og jeg må indrømme, at det rammer mig hårdt, når en soldat bliver såret eller slået ihjel. Jeg kan ikke bruge den professionelle distance, der er – og skal være – derhjemme til noget som helst i Afghanistan. Her må jeg acceptere, at jeg også bliver personligt ramt af sorgen. Det kan ikke være anderledes, siger John.
Han ser imidlertid ingen problemer i sit virke som præst midt i en politisk mission. Uanset sine egne holdninger til krigen i Afghanistan og Danmarks rolle i den, så er han her udelukkende for soldaterne. Han hverken kan eller skal tage stilling til det arbejde, de laver, eller den opgave, de er sendt ud for at løse.
– Når soldaterne forlader lejren, er det netop dem, jeg lyser velsignelsen over og ikke missionen, siger han.
John var på vej til Danmark og sad i Camp Bastion og ventede på sit fly, da soldaterne i Armadillo mistede endnu en kammerat, sergent Michael Ebert. Han valgte at udskyde sin orlov og rejste med helikopter tilbage til Armadillo for at holde mindegudstjeneste over den faldne soldat og for sammen med de efterladte kammerater at bære kisten om bord på flyet hjem til Danmark.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Men det synes jeg dagens læsning af KD gjorde. (Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre underlæsningen.)Det gjorde stort indtryk på mig at læse festpræstens beretning om livet i Armadillolejren og især soldaternes reaktion på præstens tilstedeværelse.
Læs selv hvad jeg har "sakset" fra dagens KD
Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
03. nov 2009 00:00
Arbejdet som feltpræst i Afghanistans Helmand-provins er på samme tid taknemmeligt og benhårdt. Soldaterne er flittige kirkegængere, men når en af dem falder, er det ligeså smertefuldt som at miste en af sine egne
Af Freja Bech-Jessen
Den gråskæggede mand strækker sine arme mod himlen og slår korsets tegn i en velsignelse over den konvoj af soldater, der i enorme pansrede køretøjer forlader den fremskudte lejr Armadillo for at køre på patrulje i det uvejsomme ørkenland, der strækker sig i kilometervis forude.
John, der er lejrens feltpræst, har overtaget traditionen med velsignelsen fra sin forgænger, og den er efterhånden så indgroet, at soldaterne vægrer sig ved at forlade lejren uden. Derfor er det med stor skepsis, at beboerne i lejren ser frem til den orlov, deres præst er i gang med at forberede. Han skal kun være væk i et par uger for at se sin kone og sine voksne børn hjemme i Viborg, men det huer ikke soldaterne i Armadillo.
– Et par af drengene har spurgt, hvad de skal stille op uden en velsignelse. Jeg har forklaret, at en velsignelse er langtidsholdbar og ikke løber ud. De ved lige så vel som jeg, at velsignelsen ikke er en garanti, men at det er det stærkeste, jeg har. Det er en forvisning om, at Gud altid er med dem, og at de aldrig er alene – heller ikke i døden. Den slags betyder noget, når man bor på kanten af den grønne zone, siger John.
Selvom han er vellidt hjemme i Viborg, har han endnu aldrig oplevet, at sognebørnene derhjemme på samme måde har modsat sig, at han rejser væk i et par uger. Og det er netop forskellen på præstegerningen i Danmark og i Afghanistan. Derhjemme er hans tilstedeværelse først og fremmest påkrævet i lykkelige tider og i sorgens stund. I Helmand er hver- dagen sat på spidsen. Her kan der hvert øjeblik opstå behov for en præst.
– I lejren er kontakten til sognebørnene konstant. Vi spiser sammen, sover sammen, går på toilet sammen, ryger en cigaret sammen og vender dagens begivenheder. Soldaterne behøver ikke opsøge mig i kirken for at få en snak, men kan trække mig til side i løbet af dagen. Og det er der forbløffende mange, der gør. Erfaringerne med, at de unge vælger kirken fra, bliver gjort til skamme i Armadillo, fortæller John.
Han ved godt, at de interimistiske søndagsgudstjenesters store popularitet måske også kan skyldes, at der ikke er så mange andre underholdningsindslag i den lille lejr i den sydlige Helmand-provins, men han tror ikke, at det er forklaringen.
– Livet er mere intenst og rummer flere store spørgsmål, når man er i krig, og de unge mænd, der lægger krop og sjæl til, har brug for perspektiv for at rumme mange af de ting, de oplever. Nogle af dem finder det, de søger, i troen, siger han.
John forsøger at komme de unge mænd i møde ved at skabe anderledes gudstjenester med musik af Jimmy Hendrix, tv-2 og U2, men holder samtidig fast i klassiske salmer. Især "Altid frejdig når du går" har haft en central placering i hans prædikener. Og soldaterne i lejren bærer hans ord med sig – i bogstaveligste forstand. En soldat har tatoveret det sidste vers på sin krop: "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller" står der i svungne bogstaver på hans ene ben, mens andre bærer versene på lamineret papir i deres lommer.
Selvom følelsen af at gøre en forskel som præst hver dag er meningsfuld og tilfredsstillende, er arbejdet i en krigszone ikke uproblematisk. Soldaterne vender tilbage fra fronten med flossede følelser og et tumult af tanker, som de har brug for hjælp til at rede ud. Chokket over at miste en ven bundfældes ikke bare som sorg, men kan også komme til udtryk som uoverkommelig angst for at gå samme skæbne i møde eller i overdøvende raseri og blind hævntørst.
– Ønsket om hævn er ofte en helt naturlig del af det at miste. Men den bliver problematisk, når den gør én blind. Soldaterne skal vide, at det er i orden at rumme de følelser og give udtryk for dem, men de skal samtidig have hjælp, hvis de ikke kan slippe dem igen. Hvis hævnen tager over, kan det blive farligt, fordi man ikke kan se klart, siger John, der også møder soldater, som føler en voldsom skam og skyldfølelse over ikke at kunne redde en kammerat.
– Soldaterne er så tæt knyttede og så indstillede på ikke at svigte hinanden og holdet, at de kan have meget svært ved at rumme, når det alligevel går galt. De ved, at de og kammeraterne løber en stor risiko, men de har alligevel svært ved at tilgive sig selv, når de vender hjem uden en kammerat, siger han.
Det er også her, den største udfordring ligger for præsten selv. Selvom det kan være hårdt at begrave et menneske derhjemme – et barn eller en voksen, som er død alt for tidlig – så er døden i Armadillo sværere at bære også for præsten.
– Som feltpræst følger jeg et hold af soldater tæt. Jeg lærer dem at kende hjemme i Danmark, mens både jeg og soldaterne er i træning til missionen, og følger dem, fra de lander i Afghanistan, til de tager hjem igen. På den måde kommer man meget tæt på hinanden, og jeg må indrømme, at det rammer mig hårdt, når en soldat bliver såret eller slået ihjel. Jeg kan ikke bruge den professionelle distance, der er – og skal være – derhjemme til noget som helst i Afghanistan. Her må jeg acceptere, at jeg også bliver personligt ramt af sorgen. Det kan ikke være anderledes, siger John.
Han ser imidlertid ingen problemer i sit virke som præst midt i en politisk mission. Uanset sine egne holdninger til krigen i Afghanistan og Danmarks rolle i den, så er han her udelukkende for soldaterne. Han hverken kan eller skal tage stilling til det arbejde, de laver, eller den opgave, de er sendt ud for at løse.
– Når soldaterne forlader lejren, er det netop dem, jeg lyser velsignelsen over og ikke missionen, siger han.
John var på vej til Danmark og sad i Camp Bastion og ventede på sit fly, da soldaterne i Armadillo mistede endnu en kammerat, sergent Michael Ebert. Han valgte at udskyde sin orlov og rejste med helikopter tilbage til Armadillo for at holde mindegudstjeneste over den faldne soldat og for sammen med de efterladte kammerater at bære kisten om bord på flyet hjem til Danmark.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Abonner på:
Opslag (Atom)
