Jeg ved ikke om I har det sådan, men jeg kan af og til "nåes" gennem tanker, ord og udtalelser, som andre kommer med i forskellige sammenhænge.
Da jeg i fredags i Kristeligt Dagblad læste Henrik Højlunds prædiken " - om at vinde sig venner ved hjælp af den uretfærdige Mammon", da slog det mig, at den radikale måde at se det på, havde jeg ikke tænkt over det på, og jeg måtte reflektere noget over min egen måde at reagere med Mommoms midler.
Jeg tillader mig at citere hele hans prædiken og spørger dig om du ikke også "får noget til hjertet" gennem hans prædiken.
Her er den så i sin fylde.
Niels Peder Nielsen
(Hentet fra Søndagsordet 08. aug 2009 00:00 9. søndag efter trinitatis (KD))
Luk. 16, 1-9
Ødselhed
Af Henrik Højlund
Jesu lignelse om den utro godsforvalter er skæv som det skæve tårn i Pisa. Og lige netop derfor – som også det skæve tårn i Pisa – lokkende og udfordrende.
Tag bare slutsætningen: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." Første del er nem nok at forstå. Jodle-Birge sang ganske vist: "Rigtige venner kan ej købes for penge", men med gavmildhed kommer man nu langt. Sidste del er det værre med. Skulle man virkelig kunne købe sig til venner i de evige boliger? Sagt på en anden måde: Kan man få mennesker med til Himlen ved hjælp af penge?
Ja, hvorfor egentlig ikke? Forstået lige ud ad landevejen er det vel temmelig ligetil. Ligeså sikkert som amen i kirken og doping i cykelsport er det, at intet vidner stærkere om vor himmelske Fars barmhjertighed og ødsle nådefuldhed, end når hans børn lever på samme måde. Rundhåndet og ødselt med alt, hvad de ejer.
Hvis vi tager et hurtigt vue over kirkehistorien fra de første århundreder til i dag, står det klart, at et af de mest overbevisende argumenter for den kristne tro har været den ødsle næstekærlighed.
Det er ikke svært at forestille sig, hvilket kæmpe indtryk det gjorde, da kristne var udsat for en særlig voldsom forfølgelse i år 250 i blandt andet den romerske storby Karthago, og der kort efter udbryder en pestepidemi, alt går i opløsning i byen, ingen plejede de syge eller begravede de døde – bortset fra de kristne med biskop Cyprian i spidsen.
De tog sig af de syge med al risiko for selv at blive smittet og dø. De rige kristne stillede penge til rådighed. Cyprian skrev: "Vores liv skal svare til vores fødsel. Og så sandt vi er genfødt af Gud, må vi heller ikke fornægte vores nye art, men vise vores gode afstamning fra så god en Far ved at efterfølge hans godhed."
Vi har ikke pest og hungersnød, men vores penge er der gode muligheder for at give til nødstedte andre steder på kloden, og herhjemme har vi har mange ensomme og venneløse at ødsle vores tid på. Ingen af os kan være noget for alle, men enhver af os kan være et spejl af Guds godhed. Og derved gøre det betydeligt mere tillokkende for dem at vende blikket i samme retning som os – mod de evige boliger.
Kirkehistorikeren Euseb skrev om en episode, der lignede den i Karthago, at hedningerne "priste de kristnes Gud, og overbevist af selve gerningerne indrømmede de, at de kristne alene var i sandhed fromme og gudfrygtige."
Søndagsordet bliver skrevet på skift af præsterne Else Hviid fra London, Mikkel Wold fra København, Birgitte Graakjær Hjort fra Århus og Henrik Højlund fra Løsning
10. august 2009
23. juni 2009
Åndelig ledsagelse i ægteskabet
Vi er næsten færdig med bogen: At vandre sammen - Om åndeligt venskab og åndelig vejledning af David G. Benner, og jeg vil gerne citere lidt fra den om venskab, om åndelig ledsagelse i ægteskabet
Niels Peder Nielsen
For nylig holdt jeg en forelæsning om ægtefæller som sjælevenner og blev overrasket over at møde voldsomme protester mod denne tanke fra en kristen psykolog blandt publikum. Hun indvendte, at ægtepar i forvejen er udsat for et stort pres for at få deres ægteskab til at fungere, uden at man også skal tilføje den romantiske forventning om at være sjælevenner. Hun opfordrede mig indtrængende til at være realistisk og droppe den slags højtflyvende idealer.
Ikke overraskende afslørede den videre diskussion med denne kvinde, at hendes eget ægteskab led af en alvorlig mangel på intimitet. Endvidere havde hun for længst opgivet håbet om, at denne nærhed nogensinde ville vende tilbage. Det, hun betragtede som det ideelle ægteskab, var et pragmatisk partnerskab - et funktionelt forhold, der på bedste vis skulle støtte forældre skabet og styringen af husholdningen. Det synes jeg var en skræmmende forestilling.
Det er desværre ret almindeligt, at man på denne måde resignerer og reducerer sine forventninger. Det må imidlertid ikke stå i vejen for de enorme muligheder, der er for åndeligt venskab i ægteskabet.
Tag ikke fejl, åndeligt venskab mellem ægtefæller er et højt ideal. Inden for ægteskabet, med de mange niveauer af intimitet, der kan og bør findes, kan åndeligt venskab ikke eksistere isoleret fra et mere generelt sjælevenskab. .
Man bør imidlertid ikke opgive idealerne, bare fordi de er vanskelige eller endog sommetider umulige at opnå.
AT STØTTE UDVIKLINGEN AF ET SJÆLEVENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER
Opnå er imidlertid ikke helt det rette ord at bruge for at beskrive udviklingen af et sjælevenskab. Et sådant forhold er altid en gave, man skal tage imod, ikke bare et mål, man skal nå. Det bedste, vi kan gøre, er at opmuntre udviklingen af det og takke Gud, hvis han i sin nåde velsigner os med et sådant venskab.
Bedre end at gifte sig i håbet om, at min ægtefælle vil blive min sjæleven, er det dog først at stimulere udviklingen af et ægte venskab og så gifte sig som en måde at videreudvikle venskabet på. Forelskelse kan ikke automatisk konverteres til venskab. Venskab kræver pleje. Par, som prøver at udvikle ægte nærhed på en række områder i livet - og ikke bare drages mod ægteskabet af deres lidenskaber - er godt på vej til at få en sjæleven, ikke bare en partner i et romantisk forhold eller en ægtefælle.
At man er tiltrukket af hinanden og umiddelbart på bølgelængde er ikke et tilstrækkeligt grundlag for ægteskabet. De første frugter af et ægte venskab er en langt bedre indikator for et ægteskabs fremtid end den brændende lidenskab.
Et ægteskab vil aldrig automatisk blive til et sjælevenskab.
Det nytter heller ikke noget at kræve, at min ægtefælle skal være min sjæleven. Alene følelsen af at have ret til et ægteskabeligt sjælevenskab kan modarbejde, at det rent faktisk opstår. Ganske enkelt er der ingenting, jeg kan gøre for at skabe et sjælevenskab. Men jeg kan nære den jord, som et sådant forhold kan vokse frem af. Det gør jeg ved at dyrke tre ting: respekt, fravær af kontrol og dialog.
Respekt
Det lyder enkelt at respektere min ægtefælle, og dog er det ekstremt krævende. Sommetider forveksler vi respekt med følelsen af kærlighed. Ægte kærlighed indebærer respekt, men det er skræmmende, hvor mange mennesker der føler en eller anden form for kærlighed til deres ægtefælle og dog kun udviser et ret lavt niveau af respekt.
Respekt for min ægtefælle begynder med respekt for hendes selvstændighed. Kærlighed, der bygger på sammensmeltning en form for udviskning af grænserne mellem min ægtefælle og mig - er ikke kærlighed, men narcissistisk selvtilfredsstillelse. Som allerede nævnt: Hvis jeg skal elske et andet menneske, må jeg først respektere, at han eller hun er adskilt fra mig.
Selv betegnelsen min mand eller min kone rummer potentielt farlige bibetydninger af et ejerforhold. Vores mænd og koner er ikke vores ejendele. De er heller ikke en forlængelse af os selv. Min kone er adskilt fra mig. Og før det står helt fast i min bevidsthed, kan jeg aldrig gå videre til at nyde frugterne af et ægte venskab.
En bevidsthed om selvstændighed er måske endnu mere vigtigt i et sjælevenskab med ens ægtefælle end for folk, der ikke er gift. Intimiteten i ægteskabet gør os mere tilbøjelige til at se vores ægtefælle som en forlængelse af os selv. Den bibelske metafor for ægteskabet med at være et kød betyder ikke en sammensmeltning af to mennesker, sådan at den ene eller de begge mister deres identitet. Billedet med at blive et kød bekræfter dybden i den fælles intimitet, som Gud har til hensigt, at vi skal have. Det skal imidlertid aldrig forstås sådan, at to mennesker bliver til et menneske. Sunde sjælevenskaber giver plads til hinanden midt i intimiteten. Grundlaget for et ægte åndeligt venskab er et fællesskab, der respekterer selvstændigheden.
Nært forbundet hermed har vi en anden dimension af den respekt, som er afgørende for udviklingen af et sjælevenskab, nemlig respekten for, at min ægtefælle er unik. Unik betyder mere end adskilt. Det betyder også anderledes. Respekt for denne status som unik er ikke en modstræbende indrømmelse af noget, jeg er kommet til at indse, at jeg ikke kan lave om på.
Det betyder at respektere og bekræfte denne særegenhed. Det betyder at opgive ethvert forsøg på at lave om på hende, så hun bliver ligesom mig. Dybest set betyder det at værdsætte hendes unikke personlighed ved at nære og støtte den.
Det er forbløffende, hvor ofte mænd er lykkeligt uvidende om deres kones unikke personlighed. De lægger ikke mærke til det mønster af personlig smag, holdninger og værdier, der ligger bag tilpasningen til deres egne. De ser heller ikke, at disse forskelle afspejler konturerne af et menneske, som er helt anderledes end dem. Undtagelsen er selvfølgelig, når en sådan mand skændes med sin kone. I det øjeblik er han bekymret over forskellene, bebrejder sin kone for, at hun er anderledes, og giver det skylden for alle deres problemer. Hustruer kan selvfølgelig gøre sig skyldige i det samme. Den udfordring, som både mænd og kvinder står overfor, er den samme - i kærlighed at være opmærksom på de måder, hvorpå vores ægtefælle er forskellig fra os, og dernæst respektere disse forskelle.
Det kristne grundlag for at respektere en ægtefælles selvstændighed og unikke personlighed er at se ham eller hende med Guds øjne. I kapitel 2 bemærkede vi vigtigheden af, at vi i dialogen ser et andet menneske med Guds øjne. Grunden er, at et sådant perspektiv tjener som grundlag for respekt. Så snart jeg ser min ægtefælle med Guds øjne, ser jeg hende som Guds enestående skabning, som fra evighed er kaldet til at være det ganske særlige udtryk af Guds ansigt, som hun er. Derfor er hun naturligvis også adskilt fra mig. Og naturligvis er hendes selvstændighed og unikke personlighed ting, jeg bør værdsætte. Hvis Gud værdsætter disse særlige træk, hvordan kan jeg så undlade at gøre det? Det er grundlaget for min respekt for hendes unikke personlighed.
Når jeg ser min kone med Guds øjne, ser jeg hende i Gud og Gud i hende. Det hjælper mig til at træde et skridt tilbage og giver os den plads, vi har brug for i vores fællesskab. Det beskytter mig også mod at se hende som en ting, jeg ejer. Hun er Guds særlige skabning, som midlertidigt er lånt ud til mig til den særlige form for nærhed, det er at være et kød i et ægteskabeligt sjælevenskab.
At se en ægtefælle med Guds øjne indebærer også følsomhed over for hans eller hendes åndelige rejse. At være opmærksom på denne rejse er grundlæggende i det åndelige venskab, eftersom det er det, der gør det muligt for ægtefæller at rejse sammen. At rejse sammen som sjælevenner betyder ikke bare at være fælles om forældrerollen eller andre ansvarsområder i hjemmet. Det betyder at støtte hinandens åndelige rejse. Og opmærksomhed på dette område kommer af at se ens ægtefælle, sådan som Gud ser ham eller hende.
Du spørger måske, hvordan du kan se din ægtefælle, som Gud gør det. Dette perspektiv kommer hm gennem bøn. Engagement i min kones åndelige rejse får mig til at bede regelmæssigt for hende om, at jeg vil hmne mærke Andens nærvær og aktivitet i hendes liv og dermed støtte og aldrig komme i vejen for Helligånden. Jo mere jeg beder for hende, jo mere ser jeg hende, sådan som Gud ser hende - med kærlighedens øjne og med omsorg for hendes åndelige vækst. Jeg begynder også at hllnne fornemme Guds vision for hende. Andeligt venskab er at gå ind i denne vision - at være opmærksom på at fremme den på enhver mulig måde.
Denne gave, at kunne se Helligånden virke, er en vigtig del af alle ægte åndelige venskaber. Sjælevenner er opmærksomme på Helligåndens aktivitet i hinandens liv. Ved hjælp af denne opmærksomhed hjælper de også hinanden til at være mere opmærksomme på Helligåndens nærvær og ledelse. Denne opmærksomhed på Andens nærvær udgør grundlaget i den kristnes respekt for sin ægtefælle som en selvstændig og unik person.
At se Gud i sin ægtefælle er et syn, der forvandler. En af de virkelig forbløffende tekster i Det Nye Testamente er Jesu påstand om, at når vi møder et andet menneske i nød, møder vi Kristus. I :Matt 25,31-46 lærer Jesus os, at hans vigtigste nærvær efter opstandelsen i verden i dag er i det menneske, som er i nød. At se sin kone med Guds øjne er en stærk måde ikke bare at se hendes værdi på, men også hendes behov. I det perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hendes knusthed og hendes behov. Det er Kristus i hende.
I modsætning til, hvad man skulle forvente, viser universets Herre sig ikke først og fremmest for os i oplevelser af succes og magt, men i knusthed og nød. At se min ægtefælle, sådan som Gud ser hende, er derfor at se Kristus i hende. Det danner grundlag for den respekt, jeg forsøger at vise hende som min åndelige ven.
Fravær af kontrol.
Et andet element, som er grundlæggende for udviklingen af et ægteskabeligt sjælevenskab, er fravær af kontrol. Det begynder med at opgive enhver dagsorden om at forandre den anden. Vi er ofte fristet til at tænke, at kærlighed giver os ret til at arbejde frem mod det, vi opfatter som en forbedring hos vores ægtefælle. ::\len det er manipulation. Det har ingen plads i et ægte sjælevenskab.
Ådelige venner elsker hinanden, som de er. At se hinanden med Guds øjne betyder, at man i stadig højere grad ser glimt af, hvad Gud gør i ens ægtefælle, når han kalder ham eller hende til helhed og hellighed. Min rolle er hverken at komme med en dagsorden om forandring eller at sikre, at den forandring sker. Ansvaret for de to ting ligger hos Helligånden. Fravær af kontrol betyder også fravær af ejerfornemmelser.
Hvis min ægtefælle ikke er en genstand, som jeg ejer, men et menneske, jeg deler en rejse med, hvilken plads har da ejerskabsfølelser? Sådanne følelser afspejler altid et behov for personligt sjælearbejde, fordi de afslører, at man har en nedbrydende dagsorden, der går ud på at kontrollere andre.
Et endnu tydeligere tegn på ønsket om at kontrollere er enhver form for tvang eller manipulation. Det forbløffer mig, at Gud, som har al magt til rådighed, nægter at bruge den magt til at få mig til at gøre det, han ønsker, jeg skal gøre. Guds selvbeherskelse er et glimrende forbillede for sjælevenner. Men mange af os går ofte ubevidst gennem hverdagen og flytter rundt med folk, som var de ting, og bruger den magt og indflydelse, vi har, til at få andre til at gøre det, vi mener, de bør gøre. Så er det ikke overraskende, at det også breder sig til ægteskabet.
Selv i gode ægteskaber opfører ægtefællerne sig ofte på en måde, der har til formål at lægge pres på den anden. Det er manipulation. U anset om det kommer til udtryk som følelsesmæssig manipulation eller fysisk tvang, er det altid nedbrydende. Ægte åndelige venskaber visner under tvang og manipulation. De blomstrer op, når man giver afkald på en sådan kontrol.
Dialog.
Dialog er det vigtigste, som sjælevenner rent faktisk gør sammen. Men alle ægtepar taler jo sammen og lytter - i det mindste til en vis grad - også til hinanden. Hvordan adskiller den dialog, der stimulerer åndeligt venskab, sig fra den samtale, som andre par har?
Dialog begynder med aktiv lytten. Det kræver en opmærksomhed og et engagement, der er forskelligt fra det, vi typisk giver hinanden, når vi påstår, at vi lytter. Vi er alt for gode til at lytte med et halvt øre, mens vi fortsætter med at være travlt optaget af andre ting. Vi falder alt for ofte tilbage i den dårlige vane med at "lytte" til hinanden, mens vi fortsætter med at læse avisen, arbejde på computeren eller være i gang med andre opgaver mentalt eller fysisk.
Par, som er på vej til at skabe et sjælevenskab, er indstillet på virkelig at lytte til hinanden. De kender vigtigheden af at tage tid til at sætte sig ned og se hinanden i øjnene under en vigtig samtale. De er begyndt at blive bedre til at lægge andre tanker fra sig, som tager opmærksomheden, og oprigtigt stille sig til rådighed for deres ægtefælle. Og de har lært, at det er hårdt arbejde, som vil kræve vedvarende engagement og disciplin.
Det andet kendetegn ved den dialog, der stimulerer sjælevenskaber, er, at det er en dialog, som parret inderligt værdsætter. :Mens mange par gør en indsats for at opretholde kommunikationen, fordi de ved, det er vigtigt, taler og lytter de, der er på vej til at blive sjælevenner, med hinanden, simpelthen fordi de nyder den andens tilstedeværelse. Deres ægtefælle er så tiltrækkende, at de ønsker at lære ham eller hende bedre at kende.
De vil også gerne dele ting om sig selv og udforske livet sammen med deres partner.
Længsel, nysgerrighed og lidenskab driver dialogen. Det er vejen til nye steder, ny forståelse og nye perspektiver på en selv og verden. Ingen behøver fortælle et sådant par, at dialog er en god ting. De længes efter at bruge tid på at tale sammen på grund af den indbyggede belønning, der ligger i det. Det betyder ikke, at disse mennesker bruger al deres tid på at tale med hinanden eller bare på at være sammen. Ægteskabet kræver en rytme af samtale og stilhed, samvær og adskilthed. Ægtefæller, der dyrker åndeligt venskab, værdsætter alle disse ting.
Ægtefæller, som gør fremskridt mod åndeligt venskab, tager chancer i deres dialog. De deler deres virkelige følelser og holdninger. De holder ikke kortene tæt ind til kroppen. Fordi de stoler på deres ægtefælle og er ved at lære at føle sig stadig mere tryg i at være sårbar over for ham eller hende, deler de sider af sig selv, som de ellers ville skjule. Sommetider viser de den enorme tillid at fortælle om følelser af skam og skyld, som ellers giver dem mest lyst til at flygte og gemme sig. Når sjælevenner opdager, at afsløringen af sådanne følelser belønnes med større selvindsigt og nærhed, får det dem til at løbe risikoen ved at dele mere og mere af sig selv.
Det betyder ikke, at man fortæller alt. Husk på, at der er et privat sted, selv i de allernæreste menneskelige forhold. Forsøg på at dele alt overhovedet er naive og vil hurtigt overbelaste kredsløbet. Men sjælevenner tør lukke hinanden ind i de områder af sig selv, der normalt er så private, at vi vælger at ignorere dem.
En af de risici, der er forbundet med dialog, er risikoen for forandring. Ægte dialog kræver, at jeg skal være villig til at ændre mit synspunkt. Hvis jeg ikke er åben for den mulighed, så kan jeg højst gå ind i en samtale om mit synspunkt eller en debat eller diskussion som et forsøg på at overbevise den anden. Dialog kræver, at begge parter er villige til at se sig selv og verden på en ny måde.
Hver gang jeg går ind i en ægte dialog med min kone, er der noget i mig, der bliver forandret. Hun og hendes erfaring bliver en del af mig. Det kan føre til en forandring i mine holdninger eller følelser. Men på et dybere plan kan det også føre til en forandring i, hvordan jeg ser på verden, på hende, på de spørgsmål, vi arbejder med, og endog på mig selv. En sådan vækst og forandring er en del af rejsen.
Frygt for forandringens risiko får nogle mennesker til at gå i sikkerhed på en af de mange bekvemmelige stationer på rejsen. l\len det betyder, at de ikke er i stand til at opleve nærheden og de belønninger, der følger med et åndeligt venskab med deres ægtefælle.
EKSTASEN I DEN ÅNDELIGE FORENING
Jeg har allerede nævnt, hvordan intimitetssfærer naturligt breder sig, og når det sker, styrker de hinanden. Kristne singler, som prøver at leve inden for Bibelens etiske rammer, vil sætte grænser for deres seksuelle intimitet, eftersom dens fulde udtryk er begrænset til ægteskabet. Ægtefællers sjæleintimitet kræver ingen begrænsninger af den art og giver plads for den størst mulige udvikling af intimitet på alle den menneskelige erfarings områder.
Højsangen (eller som den undertiden kaldes: Salomos højsang) er en hyldest til den erotiske kærligheds udsøgte skønhed, særligt som den udtrykkes i ægteskabet. Højsangen er fyldt med rige hentydninger til længsler, lidenskab og ekstase. Den udgør et af alle tiders største kærlighedsdigte. Og den findes i Bibelen!
Seksualiteten er Guds gave, ligesom dialog og venskab. Og når disse ting mødes i ægteskabet, er resultatet en intimitet, som ikke har nogen lige. Med ordene fra Højsangen er den "dejligere end vin" (1,2) og "stærk som døden" (8,6); "dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand" (8,6). "Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort.
Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?" (8,7). Så umålelig værdi har kærligheden!
Det er meningen, at seksualiteten skal udgore en vigtig del af det ægteskabelige sjælevenskab. Høj sangen bør ikke bare betragtes som en allegorisk beskrivelse af forholdet mellem Kristus og kirken. Det er en poetisk hyldest til den erotiske kærlighed i den åndelige forening af to mennesker i et sjælevenskab i ægteskabet.
Men seksualiteten i ægteskabet kan aldrig gøre sig håb om at nå de højdepunkter af ekstase og lidenskab, der beskrives i Højsangen, med mindre den forenes med respekt og dialog.
Ægte seksuel intimitet kan ikke forekomme uden intimitet på en lang række andre områder i livet. Samleje rummer muligheden for ikke bare at være en forening af to kroppe, men foreningen af to sjæle. Er det ikke tilfældet, reduceres seksualiteten til sensualitet. Kun når den placeres i den rige sammenvævning af andre former for ikke-erotisk fællesskab, har den mulighed for at nå sit fulde potentiale.
Seksuel lidenskab er et fuldstændig utilstrækkeligt grundlag for et sjælevenskab mellem ægtefæller. Det er imidlertid en utrolig rig og livs forstærkende krone på værket.
ÅNDELIGT VENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER
Jeg begyndte dette kapitel med at hævde, at ægteskabet giver enestående muligheder for åndeligt venskab. Susan og Pauls historie er en glimrende illustration af denne mulighed.
~fan kan let se, at Susan og Paul har et sjælevenskab og ikke bare et velfungerende ægteskab. Det er endda sådan, at de, der kender dem, ikke kan undgå at bemærke, hvor trygge de er i hinandens selskab, at der ikke er nogen form for fjendtlighed i deres samvær, dybden af deres gensidige kærlighed og respekt, og hvor meget de nyder at være sammen. En af grundene til, at disse ting er så tydelige hos dem, er, at Paul og Susan har været gift i næsten 40 år. De mange, lange år, hvor de har givet næring til udviklingen af et sjælevenskab, har haft masser af tid til at bære frugt, og denne frugt er blevet moden og tydeligvis noget ganske særligt.
Tidlige mønstre. Paul og Susan er nu henholdsvis 62 og 64, og de blev gift, da de var i starten af 20'erne, lige efter at han blev færdig med sin ingeniøruddannelse. Susan var allerede i gang med at arbejde som lærer, og i begyndelsen af deres ægteskab arbejdede de begge meget for at blive etableret i deres job. Venner, som kendte dem på det tidspunkt i deres ægteskab, beskriver dem som tydeligvis forelskede, men ikke nævneværdigt forskellige fra ethvert andet ungt par. Det passer også med, hvordan Paul og Susan selv husker denne periode i deres ægteskab.
N år de ser tilbage, mener de, at de begge formentlig var mere fokuserede på deres arbejde, end de burde have været, men de elskede hinanden højt og havde sat sig for at opbygge et ægteskab, der ville holde.
En af de ting, de gjorde for at opnå dette, blevet mønster i deres forhold, som varer ved endnu i dag. Fra de første år af deres ægteskab besluttede Susan og Paul at sætte kvalitetstid af hver uge til at arbejde videre på at lære hinanden at kende.
I de første år tog det form af en stille aften om ugen, hvor de rykkede telefonstikket ud, sad længe over aftensmaden og brugte flere timer på at blive opdateret om, hvad der skete i hinandens liv.
Da det første af deres tre børn kom til verden, blev det vanskeligere at gennemføre. :Men bortset fra nogle enkelte uger, hvor dage og nætter med hektiske krav flød over i hinanden uden ophold, indeholdt de fleste uger i de fleste måneder i de fleste år den ene hellige aften, hvor de var sammen om i hvert fald en times god dialog. Da børnene blev lidt større, og Susan og Pauls indkomst gjorde det muligt for dem at spise ude oftere, blev mønstret en ugentlig middag på en stille restaurant, de godt kunne lide. Det holder de stadig fast ved. Det vigtigste ved aftenen er imidlertid ikke middagen, men den mulighed for lang, afslappet sjælesamtale, som de får.
Jeg gætter på, at det mere end noget andet er det, der er grunden til, at Paul og Susan har et så trygt og afslappet forhold til hinanden. Bare det, at man overlever 40 års ægteskab, er ikke nok til at garantere, at man også udvikler et åndeligt venskab.
Mindre tid er på den anden side mere end tilstrækkeligt, hvis den tid er blevet investeret i at udvikle en sjælelig intimitet, der bygger på respekt og fravær af manipulation og kontrol.
Jeg nævnte, at Susan og Paul nyder hinandens selskab. Når det er så tydeligt for andre, skyldes det også, at de er sammen med andre meget af tiden. De har altid sat stor pris på deres venner og brugt masser af tid sammen med dem. Deres kærlighed til hinanden har aldrig været noget eksklusivt, der får dem til at trække sig tilbage fra andre. Den lader snarere til at give dem energi til at engagere sig i andre.
:Men i modsætning til nogle par, der er sammen med andre for at undgå at være alene sammen, elsker Susan og Paul også at bruge tid på hinanden. I mange år har de valgt at køre i bil, når de skulle andre steder hen i landet. Det giver dem lange, uafbrudte dage sammen på vejen; noget de begge sætter stor pris på. Disse ture er blevet deres sædvanlige ferieform - turen i sig selv er en del af ferien, ikke bare måden at komme et sted hen på.
Bilture er eventyr, og ethvert par, som har prøvet det, kender de mange mulige frustrationer på den slags rejser. Det, at Paul og Susan elsker at tage på sådanne ture sammen, har altid for mig været et vidunderligt tegn på deres venskab.
En anden bemærkelsesværdig egenskab ved deres venskab er deres fælles sans for humor. De har begge to et glimt i øjet, som afspejler, at de altid er parat til at tage sig selv og deres oplevelser let. Det gør, at de kan se det sjove i situationer, der ellers ville se alvorlige ud. De ler begge to let sammen med andre, og når de er sammen, er deres humor smittende. I modsætning til indforstået humor, der lukker andre ude, flyder deres humor over på en måde, der trækker andre med i den, i stedet for at skubbe dem væk.
Rigtige mennesker/ rigtige kampe.
Paul og Susan har ikke det perfekte ægteskab, og deres venskab er heller ikke som taget ud af en lægeroman. De er rigtige mennesker, og deres forhold har været udsat for udfordringer. Fordi de ikke har behov for at idealisere hinanden, sig selv eller deres forhold, kan de tale åbent om disse udfordringer med dem, de kender og har tillid til. Over for deres vennekreds har de ikke behov for at fremstå som perfekte.
Paul kan ærligt beskrive, hvor meget det krævede af ham ikke at lægge afstand til sin kone, efter at han havde den deprimerende oplevelse sent i livet at blive fyret fra sit job. I denne tid kæmpede han med depression og oplevede, at han for første gang i sit liv trak sig tilbage fra dem, han elskede, og som elskede ham. Det var nyt og forvirrende for både ham og Susan. :\Ien deres faste beslutning om at blive ved med at tale sammen om det, der foregik i deres liv, sikrede, at denne kamp i sidste ende bare styrkede deres ægteskab.
Susans største kamp var for nogle år siden, da man fandt en kræftsvulst i hendes ene bryst. Eftersom hun tilsyneladende klarede behandlingen, prøverne og uvisheden så godt, blev hendes venner overraskede, da hun fortalte os, hvor vred hun var på Paul uden nogen logisk grund. :\Ien igen betød hendes trofasthed i ægteskabet og hendes faste beslutning om at være ærlig og åben over for sin sjæleven, at også dette i sidste ende hLln styrkede deres forhold.
På mange måder fremstår Paul og Susan som et menneske.
De passer så godt sammen, at det er svært at forestille sig, at de kan være hver for sig. Men det mest sandsynlige er jo, at den ene af dem vil dø før den anden, og at de så vil blive skilt ad. Hvordan vil de klare det, især eftersom de har været så tæt sammen, og deres liv har været så tæt vævet ind i hinanden?
Jeg tror, de vil klare det godt. Selvom de oplever en intimitet, der ligger tæt op af det bibelske ideal om at være et kød, så er de jo rent faktisk to selvstændige mennesker. Det har de lært at respektere, ikke bare acceptere. Der er ingen ejerfornemmelser i deres forhold. Der er heller ingen kontrol. I stedet støtter hver af dem den andens personlige rejse og er afklaret omkring, at den er forskellig fra deres egen.
Af en mand af sin generation og kulturbaggrund at være har Paul klaret dette utrolig godt. Han har altid opmuntret Susan til at have sine egne venner, til at forblive aktiv i de organisationer, der knytter sig til hendes egne interesser, og at tage på åndelige retræter som en måde at arbejde med sin åndelige rejse på.
Selvom Susan opmuntrede Paul til at gøre det samme, havde han brug for, at der blev skubbet mere på, før han fulgte dette råd. Af natur er han tilfreds og forholdsvis passiv. Derfor har Susan altid været nødt til at opmuntre ham til at blive ved med at leve sit eget liv, adskilt fra deres fælles liv. I de senere år er han blevet bedre til det. l\iu deltager han i en mandegruppe i kirken, som han tidligere havde undladt at være med i til fordel for fælles aktiviteter med Susan. Efter at et helbredstjek viste, at han havde forhøjet kolesteroltal og for højt blodtryk, startede han også i et fitnesscenter og er begyndt at finde mandlige venner der.
Det venskab, som Paul og Susan har, er noget særligt, men ikke enestående. Denne form for venskab er heller ikke begrænset til folk, som har været gift i mange år. ~len deres venskab minder mig om, at et sjælevenskab ikke automatisk er en del af ægteskabet, selv ikke et godt ægteskab.
Alt for mange mennesker har et stabilt, men utilfredsstillende ægteskab. De stiller sig tilfreds med for lidt. Drømme om at være hinandens sjælevenner virker for idealistiske, så de stiller sig tilfreds med mere beskedne krav som at opretholde en pæn facade og have et rimeligt mål af nærhed. Ægteskabelige sjælevenskaber er krævende, men de er mulige. Som Susan og Paul er et eksempel på, kræver de ikke fuldkommenhed - bare hårdt arbejde, og at man satser på det.
Ægteskabet er på mange måder den ideelle sammenhæng til sjælevenskaber. Tragisk nok bliver muligheden bare sjældent realiseret. Folk stiller sig tilfreds med et ægteskab, der overlever, eller hvor de bare har mindst mulig konflikt og mest mulig lykke. Ægtepar, der er sjælevenner, nægter at stille sig tilfreds med det. De har muligheden for at opleve den ekstase, der følger med en åndelig forening, som kombinerer dialog og intimitet inden for en lang række af livets områder.
Det er ingredienserne i et sjælevenskab inden for ægteskabet.
Dets glæder og velsignelser er nogle af Guds bedste gaver.
ÅNDELIG VEJLEDNING I ÆGTESKABET
Jeg har ikke beskrevet detaljerne omkring de åndelige samtaler, der er mellem Susan og Paul, for jeg kender dem ikke. Der er imidlertid et ægteskab, hvor jeg kender detaljerne tilstrækkelig til at have noget at dele. Her kommer - skrevet i samarbejde med min kone - historien om vores eget forsøg på at kombinere åndeligt venskab og åndelig vejledning.
De fleste mennesker, som ved, at Juliet og jeg har prøvet at give hinanden åndelig vejledning, har reageret med en blanding af forbløffelse, bekymring og interesse. En typisk reaktion har været, at det lyder spændende, men at det afgjort ikke ville fungere i deres eget ægteskab. I\;ogle har udtrykt bekymring over, hvad de opfatter som uklare grænser og en risiko for at overbelaste det følelsesmæssige system. Mange har udtrykt stor interesse for det, vi forsøger at gøre.
Indtil for nylig har vi generelt været tøvende over for at dele ret meget af dette med andre. Til trods for, at vi begge er meget ude i offentligheden, har ingen af os det godt med at tiltrække os opmærksomhed. Vi ønsker langtfra at stille os op som nogen, der har det perfekte ægteskab, og vi er smerteligt bevidst om vores nederlag med hensyn til åndelig ledsagelse og intimitet.
~len vi nyder dog velsignelsen af et sjælevenskab. Juliet er og har i mange år været min nærmeste ven. Og jeg er så privilegeret at være det samme for hende. Det førte til, at vi begyndte at prøve at give hinanden åndelig vejledning. På opfordring fra nogle, som har lært af disse bestræbelser, og i håbet om, at det kan opmuntre andre til at gøre deres egne forsøg, når jeg fortæller dette til et bredere publikLlm, vil jeg fremlægge det følgende for at illustrere mulighederne for åndelig vejledning i ægteskabet.
AT OPBYGGE ET SJÆLEVENSKAB
Ingen af os ville karakterisere de første år af vores ægteskab sådan, at vi havde et ægte sjælevenskab. Vi var dybt forelskede, og det var nogle skønne år af vores rejse sammen. Men selvom vi nok lagde grundlaget for et solidt ægteskab, ville det være vildledende at antyde, at vi rent faktisk oplevede sjælelig intimitet. Vi blev revet med af de tidlige stadier af familieudviklingen og sad fast i vores unge kærlighed og det pres, man oplever i begyndelsen af sin karriere. Vi var på vej til at udvikle mønstre med en større intimitet på en række områder af livet, men det var bestemt ikke noget, vi opnåede fra det ene øjeblik til det andet.
Rejsen mod åndelig intimitet gik ikke altid glat. I de første år fungerede det aldrig for os at holde andagt sammen - hverken som par eller senere som familie. Talrige forsøg gjorde os bare mere og mere frustrerede. Til sidst opgav vi at prøve. Det var sikkert fornuftigt, i hvert fald på det tidspunkt i vores fælles liv.
Vi opgav imidlertid aldrig dialogen. Og vores dialog rummede altid lange og givende drøftelser af vores indre verden og erfaring, altid med den åndelige erfaring i centrum. Vi arbejdede hårdt for at opdyrke en følelsesmæssig intimitet, fordi vi indså, at uden den ville vores åndelige intimitet altid være begrænset. Intellektuel intimitet kom let, da vi altid har været ivrige læsere, og vi diskuterede det meste af det, vi læste. Vi dyrkede også den vane regelmæssigt at se film og snakke om dem. At have gjort det gennem flere årtier har skabt en vidunderligt frugtbar grobund for åndelig dialog.
Jeg må imidlertid med skam indrømme, at vi først genoptog regelmæssig fælles bøn, da vi nærmede os det stadium i familielivet, hvor børnene var fløjet fra reden. Da vi kun havde et barn, kom vi forholdsvis hurtigt til dette punkt. Men det varede stadig længere, end det ideelt burde have gjort. På dette tidspunkt var vi begyndt at være fælles om at lede retræter for andre, og at lede disse retræter var vores første erfaring med gensidig åndelig vejledning.
Guidede retræter.
Juliet så værdien i regelmæssige personlige retræter, før jeg selv gjorde det. Hun bad mig om hjælp til at strukturere den første. Hun planlagde en uges ensomhed i omgivelser flere timers kørsel fra, hvor vi boede. Hun bad mig hjælpe med at finde noget læsestof og nogle områder til at reflektere over under bøn, som kunne hjælpe hende til at finde fOhLls i det, hun håbede at få arbejdet med rent åndeligt i de dage, hun var væk.
Vi drøftede dette og bad over det en tid, før denne første retræte. Jeg opfordrede hende til at lytte til Helligåndens ledelse i hendes liv. Jeg bad hende også om at pege på, hvad hun mest af alt ønskede fra Gud. På baggrund heraf fandt hun efterhånden frem til en bog, som hun ville gøre til en central del af sit fokus i ugen (Thomas Mertons New Seeds of Contemplation), et tema, som hun gerne ville arbejde med i sit bibelstudium og reflektere over under bøn (at kende Gud med sanserne og ikke kun med sin forstand), og en struktur (daglige vandreture og tider med læsning, bøn og åndelig dagbog). Vi blev enige om, at jeg ville slutte mig til hende den sidste dag, for at vi kunne bruge nogen tid på at bearbejde hendes oplevelser.
Dette første forsøg med åndelig vejledning gik udmærket, i betragtning af hvor lidt vi vidste om det, vi lavede. Det, vi gjorde rigtigt ved denne første erfaring, var at stole på Helligåndens vejledning. Helligånden, som man altid kan stole på i rollen som åndelig vejleder, ledte Juliet til og igennem en meget værdifuld erfaring af Gud i de fem dage. Og det privilegium, jeg havde ved at dele det med hende, styrkede vores åndelige venskab meget.
Snart blev det min tur. Jeg begyndte at planlægge en tredages sejltur alene på Lake Ontario. Men i modsætning til andre sejlture, jeg havde foretaget alene for udfordringens skyld, skulle denne struktureres som en åndelig retræte. Nu var det Juliets tur til at hjælpe mig med forberedelserne. Og da jeg kom tilbage, var det hendes tur til at hjælpe mig med at blive "debriefet", da jeg fortalte hende om mine oplevelser med Gud på denne første retræte.
Mønsteret var nu på plads. Juliet foretog jævnlige retræter på land under en eller anden form, og jeg begyndte på det, der er blevet til en ti-årig tradition for sejlretræter på vandet - ankret op i en lagune på en ø om natten og alene med min Gud på vandet i løbet af dagen. Og vi blev ved med at give hinanden åndelig vejledning omkring disse erfaringer.
Vaner for sjælelivet.
I disse år fortsatte vi med jævnligt at tale sammen om det, der skete i vores indre verden. I årevis har vi begge haft for vane at slutte dagen med at sidde i sengen og skrive dagbog hver for sig. ~fens vi gør det, deler vi ofte opdagelser, ny indsigt og åndelige kampe. Vores dialog med Gud i vores dagbøger udvides ofte til dialog med hinanden. Vi giver aldrig den anden vores dagbog og respekterer altid, at de repræsenterer noget meget personligt, men vi fortæller ofte hinanden om noget af det, vi har skrevet i dem.
I flere år har vi også begge praktiseret den daglige bevidsthedsransagelse som en del af vores aftenritual. Når vi reflekterer over vores oplevelse af Guds nærvær hos os i løbet af dagen, taler vi ofte sammen om det. Af og til beder vi sammen som afslutning på dagen, men det er stadig ret sjældent.
Vi er ikke åndelige kæmper. Vi prøver bare at dyrke vaner, der stimulerer både vores åndelige venskab og vores egen og hinandens sjæl.
Strukturerede samtaler.
Den seneste udvikling har været, at vi har aftalt faste møder, hvor Juliet giver mig åndelig vejledning Hun havde allerede en anden åndelig vejleder, så hun havde ikke brug for mig til en sådan fast rølle. Hun fortæller mig imidlertid hyppigt om sine erfaringer med den åndelige vejledning, og vi beder sammen om ting, som hun arbejder med, som en del af den.
Jeg havde ikke haft en formel aftale med nogen om regelmæssig åndelig vejledning i en årrække. Jeg spurgte hende derfor, om vi kunne mødes en gang om måneden til åndelig vejledning. Efter sammen med mig at have fimdet ud af, hvad jeg gerne ville have fra Gud og håbede på at få ud af vejledningen, gik hun med til det. Vi har nu gjort det i næsten to år - med en vis frustration, men også med stort udbytte fra min side.
Den største frustration har også været på min side. Jeg er ofte usikker på, hvad jeg skal fortælle over aftensmaden, og hvad jeg skal gemme til vores faste månedlige møder. Nogle ting kræver, at man fortæller om det med det samme - både velsignelser og kampe. Andre ting er det bedre at gemme, til man har god tid i den time, som Juliet har sat af til under bøn at lytte til min erfaring af Guds And. Det har ikke altid været enkelt at finde ud af, hvad der var hvad. Til tider har det varet lidt Kunstigt at skulle skelne. Men frustrationen har været begrænset i sammenligning med velsignelserne.
Juliet begynder og slutter hvert af vores åndelige vejledningsmøder med at bede for mig. Så opfordrer hun mig til at fortælle hende noget om min erfaring af Gud i den seneste tid. Det gør jeg normalt ved at kigge i min dagbog og læse noget af det seneste, jeg har skrevet. Ved disse månedlige møder - i modsætning til vores daglige samtaler - har jeg mulighed for at reflektere over mine seneste åndelige oplevelser i et større perspektiv. Det giver rig lejlighed til at reflektere under bøn over, hvad jeg tror, Gud har været ved at lære mig, og hvordan jeg har reageret på det. Det er også en vidunderlig mulighed for at reflektere over mønstrene i mit åndelige liv.
Sommetider varer disse samtaler ikke længere end 20 minutter. Sjældent varer de mere end en time. Undertiden har jeg så meget at fortælle, at jeg er ved at revne. Andre gange holder jeg mere aftalen som en disciplin, der er god for min sjæl, end som en tid, jeg ser meget frem til. Jeg oplever imidlertid aldrig mindre end et varmt og velkomment møde med Gud og en påmindelse om min kones omsorg for min åndelige velfærd.
Indtil nu har vi modstået fristelsen til at gøre disse møder mere gensidige. Jeg beder ikke for hende, når vi har dem. Hun beder for mig. Denne tid er sat af til mig. Hun er der for mig og hLln for mig. Hvis og når hun gerne vil have mig til at give hende regelmæssig åndelig vejledning, vil vi gøre det på et andet tidspunkt. Selvom det virker muligt at give hinanden gensidig åndelig vejledning, er der ingen af os, der kan se, hvordan det h.'1mne undgå at blive alvorligt udvande t, hvis vi skulle kombinere vejledning af hinanden ved en enkelt lejlighed.
Det, vi gør, er ikke specielt enestående og bestemt ikke nogen illustration af et ideelt mønster.Mange par er utvivlsomt bedre til at give hinanden åndelig vejledning. Jeg kender et par, som har en "date" hver aften for at dele deres erfaring af Gud i dagens løb. Andre gør sikkert det samme på den ene eller den anden måde. Vores struktur fungerer godt for os lige nu, men det er ikke sikkert, at vi fortsætter sådan på ubestemt tid. Jeg håber, at vi kan opmuntre andre til at dele deres erfaringer ved selv at dele vores.
Forskellige stadier i ægteskabet byder på forskellige udfordringer og muligheder for åndeligt venskab og vejledning. De første år i ægteskabet er det perfekte tidspunkt til at lægge grunden for et ægte venskab. Hvis åndelig intimitet er vævet ind i stoffet af andre former for intimitet, er et ægtepar godt på vej til at udvikle et forhold, der burde være i stand til at styrke dem på deres fælles rejse gennem et helt liv: Forsøg på at lave formelle aftaler om at give hinanden åndelig vejledning er det dog formentlig for tidligt at begynde med i de første år.
Senere stadier i ægteskabet rummer udfordringer i sig selv, men generelt giver de bedre muligheder for åndelig vejledning.
Hvert par må selv finde frem til mønstret for, hvordan de kan gøre det. Det, som min kone og jeg har forsøgt, kræver formentlig et ægteskab, hvor man er lige. .Andre mønstre for ægteskabet vil nok kræve en vis modificering af det, vi har gjort. .i\fen åndelig intimitet kan forekomme i ethvert ægteskab, hvis begge parter ønsker det og er villige til at løbe de risici, den indebærer.
REFLEKSIONER OVER ÅNDELIG LEDSAGELSE I ÆGTESKABET
Ægteskabet giver rige og enestående muligheder for både åndeligt venskab og åndelig vejledning. Det grundlag, som disse muligheder altid må bygge på, er et sjælevenskab i ægteskabet.
* Hvis du er gift, så reflekter over det venskab, som er mellem dig og din ægtefælle. Hvordan har det ændret sig gennem de år, I har kendt hinanden? Hvad kunne I gøre for at styrke det? Overvej disse spørgsmål og skriv om dem i din dagbog, og prøv så at finde en lejlighed til at drøfte dem med din ægtefælle.
For par, som har et rimeligt grundlag af tryghed og modenhed, er der spændende muligheder i tanken om at udvikle et mere formelt åndeligt vejledningsforhold.
* Hvilke muligheder ser I for jer selv med hensyn til åndelig vejledning i ægteskabet - hvis I overhovedet ser nogen?
Drøft dette med din ægtefælle, og undersøg sammen, hvordan I hmne implementere i hvert fald nogle aspekter af åndelig vejledning i jeres forhold. Overvej at tale med et andet par om det og se, hvad I kunne gøre for at opmuntre hinanden til dette.
Ægteskabet er noget så intimt og personligt, at det ville være forkert i jeres venskab bare at efterligne det mønster, som I har set hos andre. I skal heller ikke forvente, at I bare kan tage noget, I læser i en bog - denne eller enhver anden - og bruge det. Hvert enkelt par må selv udarbejde et mønster for sjælelig intimitet, der passer til dem. Det skal bygge på deres personlighed, baggrund, åndelige længsler og en række andre faktorer.
Men hvis noget i dette kapitel fænger dig, så vær dristig nok til at drøfte det med din mand eller kone. Løb den risiko at dele dine åndelige længsler, for når du gør det, deler du din ånd.
Løb den risiko at dele din frygt, for når du gør det, deler du din sjæl. Løb den risiko at dele dit indre jeg, for når du gør det, øger du mulighederne for et ægte åndeligt venskab.
9. juni 2009
Kirkens liturgi
Det har i lange tider skabt debatter om gudstjenesteformen i den danske Folkekirke og fornylig var der en lille snak på et inspirationsforum, jeg selv er med på, og jeg synes det er værd at dele disse tanker med flere, så det være hermed gjort.
Niels Peder
Torsten Borbye Nielsen skriver en åbent spørgsmål til en del kolleger i kirken
Kære venner i præstenetværket.
Jeg skal i juni i 2 dage undervise nyere præster på Præsternes Efteruddannelse med emnet musikalsk fornyelse i gudstjeneste- og kirkeliv.
Hvis I har nogle gode input og tanker - også gode råd, jeg kan give videre f.eks. om samarbejde med organister, som ikke nødvendigvis altid er vilde med at tænke anderledes om musikken - så er de meget velkomne!
Har I nogle erfaringer med f.eks. alternative gudstjenester eller andet, hvor I eller andre har brugt (levende eller elektronisk) musik, sange, lovsange og salmer på andre måder i dynamik med prædiken, læsning, stilhed, forbøn, meditation, dans og bevægelse, billeder osv.?
Så ville jeg være taknemmelig, hvis I ville dele ud af jeres erfaringer (gerne både gode og dårlige).
Tak for hjælpen,
Hertil svarer Helge Maagaard
Kære Torsten
Min erfaring fra adskillelige vikariater er:
Det handler om relationen præst – organist.
Derfor:
Brug/forvent tid i begyndelsen på at bygge et godt forhold til organisten.
Gør noget ud af det!
Både personligt og fagligt.
Brug ekstra tid omkring musik til salmer i begyndelsen, for at kunne arbejde sammen.
Respekter organistens smag/valg i musik fuldt ud, men vær til stadighed ved din egen (evt. anderledes smag og begrundelse for valg).
Respekter organisten for deres faglighed / evner. Og erkend også med dig selv, hvis organisten ikke tænder på det samme, som dig, og eventuelt ikke kan det, du selv ville ønske.
Vær både på skrift og i tale i begyndelsen bevidst foreslående og afprøvende frem for bestemmende og dirigerende eller ’statement’-agtig.
Men vær parat til at tage beslutning/vise hvor du gerne vil hen og vælge, sådan gør vi (denne gang), når/hvis bolden bliver kastet tilbage.
- har oplevet organister spille og være med på ting, de ellers ikke normalt var/gjorde..
Med venlige hilsner Helge Maagaard Kst. sognepræst i Grindsted indtil 31. maj 2009
Senere kommer Jens Arne Skjøtt med et indput
Et godt indlæg Helge.
Her i Ølsted er der ingen fast organist. Sognemedhjælperen står for at finde den/de der skal stå for det musikalske ved gudstjenesten.
1. Her i sognet sparer det ca. 50.000 kr. på årsbasis i løn til organisten, da der betales fra gang til gang.
2. De sparrede penge bruges til at forny gudstjenesten ved at forskellige grupper kommer ind og holder en form for koncert under gudstjenesten og samtidig spiller til salmerne. Eller en a-capellagudstjeneste, hvor gruppen fortæller om sin sang, synger selv og styrer salmesangen.
3. Der kan være solooptræden med et instrument, og den samme står for musikken til salmerne
4. Det giver også mulighed for at synge nogle lovsange, hvor klaveret er på. (det mestrer sognemedhjælperen)
5. Endelig en gudstjeneste, hvor det er klaveret der hele vejen igennem står for musikken.
6. Her til pinsegudstjenesten bruges både orgel og klaver, en cornet ledsager orgelet og ind imellem er der et par piger der synger solo.
7. Uden fast organist, synes vi det giver rigtig mange muligheder for at bryde den faste liturgi og rytme, samtidig med, at vi altid ved specielle gudstjenester for ungdomsklubberne med forældre bruger både salmesang og lovsang, men det er klaveret der spiller.
Det var vist lige det der tiggede ind her lørdag morgen.
God weekend
Jens Arne
Helge Pahus slutter med denne melding
Dejligt med den mulighed, Torsten!
Jeg har en kronik liggende i computeren, måske får jeg aldrig sendt den. Men den frigørelse fra Folkekirken, som er i gang i undergrunden, og som Folkekirkens ledelse næppe véd om, skyldes to ting: en dogmatisk utryghed ved kirkens ledelse. Og/eller: et ønske om en anderledes gudstjeneste.
Og her er det især musikstilen, der er ødelæggende mange steder.
Efter at jeg blevet pensioneret, har jeg været til et hav af gudstjenester, i frikirker og folkekirker. Gudstjenestesituationen i Folkekirken er kritisk, prædikenen kan ofte være OK, men indpakningen - ja, den går bare ikke længere. Et liturgisk dyb gudstjeneste, som den katolske eller armenske (jeg er lige hjemkommet fra Armenien :-) kan give mening, men den danske højmesse er jo blot en afsyngelse af salmer og deltagelse i en klassisk koncert; ja, mange steder er menigheden gidsel i de professionelles afsyngelse af salmer og afspilning af klassisk musik. Det er dybt tragisk, og resultatet er som alle véd: mange steder er jeg omtrent den yngste deltager i gudstjenesten...
Det går ikke længere. Der skal et regulært oprør / ulydighed til. Jeg siger ikke at gudstjenesten skal stilles på hovedet, ofte er det måske i første omgang bare lidt der skal til (dejligt i Boholte kirke at se Torbjørn Stålander indflette to guitarsange; og folket nyder det). Men faktum er, at den mekanisk-profesionelle gudstjeneste er stendød. Den armenske gudstjeneste er ikke blevet ændret de sidste 800 år, men den danske højmesse kan ikke holde så længe....
Gad vide hvor mange danskere der elsker at høre motetter. Åh, suk. Det er i al fald ikke noget for mine venner i jernbaneklubben. Gudstjenesten skal ikke forfladiges, men for folkets skyld skal musikrammen ændres. Den nuværende musikstil er ikke engang særlig hellig. Der skal nok skiftes en hel generation af kirkemusikere, men de kirkemusikere, der kun er i kirken for at holde "koncert", kan måske få særlige kirker at holde gudstjeneste i.
En flot lille idé: Sorgenfri kirke, som ikke er "karismatisk", men dog levende og interessant, har en organist, utvivlsomt klassisk skolet, men han lader orgelet hvile til et eller to af versene i hver salme. Og sangen løfter sig højt. Så der findes altså også organister, der har syn for at salmer er til for at menigheden skal synge! Jeg bøjer mig i respekt.
Tja - hvem tilhører gudstjenesten og hvad vil "kirken" egentlig med den? Blessings, Torsten ... go for it!
Helge Pahus
Niels Peder
Torsten Borbye Nielsen skriver en åbent spørgsmål til en del kolleger i kirken
Kære venner i præstenetværket.
Jeg skal i juni i 2 dage undervise nyere præster på Præsternes Efteruddannelse med emnet musikalsk fornyelse i gudstjeneste- og kirkeliv.
Hvis I har nogle gode input og tanker - også gode råd, jeg kan give videre f.eks. om samarbejde med organister, som ikke nødvendigvis altid er vilde med at tænke anderledes om musikken - så er de meget velkomne!
Har I nogle erfaringer med f.eks. alternative gudstjenester eller andet, hvor I eller andre har brugt (levende eller elektronisk) musik, sange, lovsange og salmer på andre måder i dynamik med prædiken, læsning, stilhed, forbøn, meditation, dans og bevægelse, billeder osv.?
Så ville jeg være taknemmelig, hvis I ville dele ud af jeres erfaringer (gerne både gode og dårlige).
Tak for hjælpen,
Hertil svarer Helge Maagaard
Kære Torsten
Min erfaring fra adskillelige vikariater er:
Det handler om relationen præst – organist.
Derfor:
Brug/forvent tid i begyndelsen på at bygge et godt forhold til organisten.
Gør noget ud af det!
Både personligt og fagligt.
Brug ekstra tid omkring musik til salmer i begyndelsen, for at kunne arbejde sammen.
Respekter organistens smag/valg i musik fuldt ud, men vær til stadighed ved din egen (evt. anderledes smag og begrundelse for valg).
Respekter organisten for deres faglighed / evner. Og erkend også med dig selv, hvis organisten ikke tænder på det samme, som dig, og eventuelt ikke kan det, du selv ville ønske.
Vær både på skrift og i tale i begyndelsen bevidst foreslående og afprøvende frem for bestemmende og dirigerende eller ’statement’-agtig.
Men vær parat til at tage beslutning/vise hvor du gerne vil hen og vælge, sådan gør vi (denne gang), når/hvis bolden bliver kastet tilbage.
- har oplevet organister spille og være med på ting, de ellers ikke normalt var/gjorde..
Med venlige hilsner Helge Maagaard Kst. sognepræst i Grindsted indtil 31. maj 2009
Senere kommer Jens Arne Skjøtt med et indput
Et godt indlæg Helge.
Her i Ølsted er der ingen fast organist. Sognemedhjælperen står for at finde den/de der skal stå for det musikalske ved gudstjenesten.
1. Her i sognet sparer det ca. 50.000 kr. på årsbasis i løn til organisten, da der betales fra gang til gang.
2. De sparrede penge bruges til at forny gudstjenesten ved at forskellige grupper kommer ind og holder en form for koncert under gudstjenesten og samtidig spiller til salmerne. Eller en a-capellagudstjeneste, hvor gruppen fortæller om sin sang, synger selv og styrer salmesangen.
3. Der kan være solooptræden med et instrument, og den samme står for musikken til salmerne
4. Det giver også mulighed for at synge nogle lovsange, hvor klaveret er på. (det mestrer sognemedhjælperen)
5. Endelig en gudstjeneste, hvor det er klaveret der hele vejen igennem står for musikken.
6. Her til pinsegudstjenesten bruges både orgel og klaver, en cornet ledsager orgelet og ind imellem er der et par piger der synger solo.
7. Uden fast organist, synes vi det giver rigtig mange muligheder for at bryde den faste liturgi og rytme, samtidig med, at vi altid ved specielle gudstjenester for ungdomsklubberne med forældre bruger både salmesang og lovsang, men det er klaveret der spiller.
Det var vist lige det der tiggede ind her lørdag morgen.
God weekend
Jens Arne
Helge Pahus slutter med denne melding
Dejligt med den mulighed, Torsten!
Jeg har en kronik liggende i computeren, måske får jeg aldrig sendt den. Men den frigørelse fra Folkekirken, som er i gang i undergrunden, og som Folkekirkens ledelse næppe véd om, skyldes to ting: en dogmatisk utryghed ved kirkens ledelse. Og/eller: et ønske om en anderledes gudstjeneste.
Og her er det især musikstilen, der er ødelæggende mange steder.
Efter at jeg blevet pensioneret, har jeg været til et hav af gudstjenester, i frikirker og folkekirker. Gudstjenestesituationen i Folkekirken er kritisk, prædikenen kan ofte være OK, men indpakningen - ja, den går bare ikke længere. Et liturgisk dyb gudstjeneste, som den katolske eller armenske (jeg er lige hjemkommet fra Armenien :-) kan give mening, men den danske højmesse er jo blot en afsyngelse af salmer og deltagelse i en klassisk koncert; ja, mange steder er menigheden gidsel i de professionelles afsyngelse af salmer og afspilning af klassisk musik. Det er dybt tragisk, og resultatet er som alle véd: mange steder er jeg omtrent den yngste deltager i gudstjenesten...
Det går ikke længere. Der skal et regulært oprør / ulydighed til. Jeg siger ikke at gudstjenesten skal stilles på hovedet, ofte er det måske i første omgang bare lidt der skal til (dejligt i Boholte kirke at se Torbjørn Stålander indflette to guitarsange; og folket nyder det). Men faktum er, at den mekanisk-profesionelle gudstjeneste er stendød. Den armenske gudstjeneste er ikke blevet ændret de sidste 800 år, men den danske højmesse kan ikke holde så længe....
Gad vide hvor mange danskere der elsker at høre motetter. Åh, suk. Det er i al fald ikke noget for mine venner i jernbaneklubben. Gudstjenesten skal ikke forfladiges, men for folkets skyld skal musikrammen ændres. Den nuværende musikstil er ikke engang særlig hellig. Der skal nok skiftes en hel generation af kirkemusikere, men de kirkemusikere, der kun er i kirken for at holde "koncert", kan måske få særlige kirker at holde gudstjeneste i.
En flot lille idé: Sorgenfri kirke, som ikke er "karismatisk", men dog levende og interessant, har en organist, utvivlsomt klassisk skolet, men han lader orgelet hvile til et eller to af versene i hver salme. Og sangen løfter sig højt. Så der findes altså også organister, der har syn for at salmer er til for at menigheden skal synge! Jeg bøjer mig i respekt.
Tja - hvem tilhører gudstjenesten og hvad vil "kirken" egentlig med den? Blessings, Torsten ... go for it!
Helge Pahus
3. juni 2009
Sporten ud af det offentlige rum!?
På søndag skal jeg prædike over Nikodemus og hans natoplevelse med Jesus, og vi møder her en Nikodemus, der i de sene nattetimer forsøger at få hold på livets store spørgsmål, og vi kan sikkert alle nikke genkendende til, at vi ofte om natten får ro til at tænke tanker vi ikke "har tid til" i løbet af dagen.
I mine "nattetanker" tænker jeg nogle gange, om vi da helt har mistet hovedet, og af den grund opsætter de skøreste og mest mærkværdige regler, som nu den nye "regel" på nogle gymnasier, at unge kristne ikke må samles i et rum og drøfte troen og dens betydning for livet og samfundet.
Derfor var det for mig ganske velgørende at læse et debatindlæg i KD af Leif Andersen og jeg bringer hermed - til eftertanke - hans - efter mine begreber - gode og vise tanker om den sag"
Niels Peder Nielsen
DEBAT
Absurd mantra. Sporten ud af det offentlige rum!
Af Leif Andersen
Jamen så tag dog skridtet fuldt ud: Forbyd sport i det offentlige rum! Det er jo ikke alle, der bryder sig om det. Nogle brækker også et og andet. Enkelte bliver faktisk radikale og voldelige. Og andre bliver vel også sårede og kede af, at de ikke kan følge trit med sportsidioterne. Lad dog folk nusse med deres sekteriske boldinteresser i det private rum og så videre.
Sjældent er et politisk mantra blevet så skamredet: "Religion ud af det offentlige rum". Nu bruges det gudhjælpemig som begrundelse for, at religiøse grupper ikke må samles i al stilfærdighed på gymnasierne!
Selvom jeg nødig indrømmer det, rummede Anders Fogh Rasmussens mantra faktisk en pointe: Det sociale og politiske liv må ikke tages som gidsel af ekstremisme, og religion må ikke vride armen om på den demokratiske proces. Men hvad i alverden har det at gøre med, at kristne eller muslimer ikke længere må samles til bøn på deres gymnasium? Eller at der ikke længere må debatteres religion uden for klasseværelset?
Jeg begyndte på Aalborghus Statsgymnasium i 1968, hvor det føg om ørerne med meninger, plakater, tosserier, protestmøder og politik. Meget var hysterisk, andet var umodent, og noget var vildt og ugennemtænkt. Enkelte blev faktisk radikale og udemokratiske. Skulle plakaterne og protestmøderne så have været forbudt?
Hvis jeg var gymnasiast i dag, var jeg nok blevet rimelig mopset: Hvorfor skal vi beskyttes? Skal lærerne kontrollere al debat? Var det ikke en pointe med gymnasielivet, at vi skulle opøves til en fri debat? Introduceres til et åbent samfund?
Helt ærligt: Det giver mindelser om nogle snerpede friskoleekstremisters idéer om, at børn bare skal beskyttes mod "verden derude". Så er kulturchokket i hvert fald sikret, når de en dag kommer ud af drivhuset.
Engang var idealet for det offentlige rum, at det var rummeligt! Det var, hvad vi kæmpede for. Det var, hvad vi forsøgte at eksportere til resten af verden som demokratiets hjørnesten: forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, "kæmpe til døden for din ret til at sige det, jeg er uenig i" og alt det dyre.
Men efterhånden er religionskritikken det eneste religiøse, det offentlige rum kan rumme! Fogh vovede villigt en diplomatisk og international krise for at sikre, at det offentlige rum skulle kunne rumme religionskritik, karikaturtegninger og forhånelse. Men var pointen så, at religionen derefter skulle vende den anden kind til, holde kæft og krybe langs panelerne i sit eget private rum?
Det er så absurd, at det (lidt mere seriøst end den idé med sporten) kun kan sammenlignes med en idé om at lukke politik ud af det offentlige rum: Gymnasiaster må ikke møde meninger. Gymnasiet skal være et rent konsensusmiljø. Ufarligt og sterilt.
Jeg syntes, det var hårdt at gå i gymnasiet. Vi fik jo høvl! Folk var uenige! De rev vore plakater ned og tegnede overskæg på Jesus. Men det var med til at danne os. Det lærte os at samtale. Og det lærte os vilkårene ved at leve i et moderne, frit samfund.
De her nye skræk- og snerpethedsbeslutninger må jo være taget af folk i en alder, der - rent matematisk - indebærer, at de i deres egen gymnasietid nød godt af stor frihed til debat og brydning af meninger. Men det har de åbenbart glemt alt om i dag.
Jeg vil ikke påstå, at jeg slet ikke forstår skrækken for politisk eller religiøs radikalisering af unge. Ekstremisme er ikke noget smukt syn. Og man kan på skolerne sikkert ikke administrativt skelne mellem fredelige grupper og radikale grupper. Men er marginalisering og fortielse virkelig en god afradikaliseringstaktik? Er det dén kultur, vi vil være forbillede i og eksportere til resten af verden?
Og har de gode rektorer og lærere mon faktisk undersøgt, hvor mange gymnasiaster, der reelt er bange for eller bliver sårede af at møde religion og politik på deres studiested? Er gymnasiaster i dag virkelig så utrygge ved meninger?
Næh, hvis jeg var gymnasiast, ville jeg nok af sådan en snerpet konsensuskultur uddrage denne morale: Det offentlige rum må udelukkende rumme det ufarlige! Det må kun rumme det, alle er enige om. Er det dét, der er meningen med et liberalt, demokratisk ?offentligt rum"?
Leif Andersen,
lektor og rejsepræst
I C Lembrechts Alle 30
Hvidovre
Fra Kristeligt Dagblad 02. jun 2009 00:00
I mine "nattetanker" tænker jeg nogle gange, om vi da helt har mistet hovedet, og af den grund opsætter de skøreste og mest mærkværdige regler, som nu den nye "regel" på nogle gymnasier, at unge kristne ikke må samles i et rum og drøfte troen og dens betydning for livet og samfundet.
Derfor var det for mig ganske velgørende at læse et debatindlæg i KD af Leif Andersen og jeg bringer hermed - til eftertanke - hans - efter mine begreber - gode og vise tanker om den sag"
Niels Peder Nielsen
DEBAT
Absurd mantra. Sporten ud af det offentlige rum!
Af Leif Andersen
Jamen så tag dog skridtet fuldt ud: Forbyd sport i det offentlige rum! Det er jo ikke alle, der bryder sig om det. Nogle brækker også et og andet. Enkelte bliver faktisk radikale og voldelige. Og andre bliver vel også sårede og kede af, at de ikke kan følge trit med sportsidioterne. Lad dog folk nusse med deres sekteriske boldinteresser i det private rum og så videre.
Sjældent er et politisk mantra blevet så skamredet: "Religion ud af det offentlige rum". Nu bruges det gudhjælpemig som begrundelse for, at religiøse grupper ikke må samles i al stilfærdighed på gymnasierne!
Selvom jeg nødig indrømmer det, rummede Anders Fogh Rasmussens mantra faktisk en pointe: Det sociale og politiske liv må ikke tages som gidsel af ekstremisme, og religion må ikke vride armen om på den demokratiske proces. Men hvad i alverden har det at gøre med, at kristne eller muslimer ikke længere må samles til bøn på deres gymnasium? Eller at der ikke længere må debatteres religion uden for klasseværelset?
Jeg begyndte på Aalborghus Statsgymnasium i 1968, hvor det føg om ørerne med meninger, plakater, tosserier, protestmøder og politik. Meget var hysterisk, andet var umodent, og noget var vildt og ugennemtænkt. Enkelte blev faktisk radikale og udemokratiske. Skulle plakaterne og protestmøderne så have været forbudt?
Hvis jeg var gymnasiast i dag, var jeg nok blevet rimelig mopset: Hvorfor skal vi beskyttes? Skal lærerne kontrollere al debat? Var det ikke en pointe med gymnasielivet, at vi skulle opøves til en fri debat? Introduceres til et åbent samfund?
Helt ærligt: Det giver mindelser om nogle snerpede friskoleekstremisters idéer om, at børn bare skal beskyttes mod "verden derude". Så er kulturchokket i hvert fald sikret, når de en dag kommer ud af drivhuset.
Engang var idealet for det offentlige rum, at det var rummeligt! Det var, hvad vi kæmpede for. Det var, hvad vi forsøgte at eksportere til resten af verden som demokratiets hjørnesten: forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, "kæmpe til døden for din ret til at sige det, jeg er uenig i" og alt det dyre.
Men efterhånden er religionskritikken det eneste religiøse, det offentlige rum kan rumme! Fogh vovede villigt en diplomatisk og international krise for at sikre, at det offentlige rum skulle kunne rumme religionskritik, karikaturtegninger og forhånelse. Men var pointen så, at religionen derefter skulle vende den anden kind til, holde kæft og krybe langs panelerne i sit eget private rum?
Det er så absurd, at det (lidt mere seriøst end den idé med sporten) kun kan sammenlignes med en idé om at lukke politik ud af det offentlige rum: Gymnasiaster må ikke møde meninger. Gymnasiet skal være et rent konsensusmiljø. Ufarligt og sterilt.
Jeg syntes, det var hårdt at gå i gymnasiet. Vi fik jo høvl! Folk var uenige! De rev vore plakater ned og tegnede overskæg på Jesus. Men det var med til at danne os. Det lærte os at samtale. Og det lærte os vilkårene ved at leve i et moderne, frit samfund.
De her nye skræk- og snerpethedsbeslutninger må jo være taget af folk i en alder, der - rent matematisk - indebærer, at de i deres egen gymnasietid nød godt af stor frihed til debat og brydning af meninger. Men det har de åbenbart glemt alt om i dag.
Jeg vil ikke påstå, at jeg slet ikke forstår skrækken for politisk eller religiøs radikalisering af unge. Ekstremisme er ikke noget smukt syn. Og man kan på skolerne sikkert ikke administrativt skelne mellem fredelige grupper og radikale grupper. Men er marginalisering og fortielse virkelig en god afradikaliseringstaktik? Er det dén kultur, vi vil være forbillede i og eksportere til resten af verden?
Og har de gode rektorer og lærere mon faktisk undersøgt, hvor mange gymnasiaster, der reelt er bange for eller bliver sårede af at møde religion og politik på deres studiested? Er gymnasiaster i dag virkelig så utrygge ved meninger?
Næh, hvis jeg var gymnasiast, ville jeg nok af sådan en snerpet konsensuskultur uddrage denne morale: Det offentlige rum må udelukkende rumme det ufarlige! Det må kun rumme det, alle er enige om. Er det dét, der er meningen med et liberalt, demokratisk ?offentligt rum"?
Leif Andersen,
lektor og rejsepræst
I C Lembrechts Alle 30
Hvidovre
Fra Kristeligt Dagblad 02. jun 2009 00:00
14. maj 2009
Dæmoner og besættelser
Med jævne mellemrum popper det op. Det om dæmoner og dæmonbesættelser.
Stort set alle kulturer har sådanne oplevelser med kræfter, som vi i en kristen kultur kalder for dæmoner, fordi Bibelen giver disse onde kræfter og væsner det navn.
Selvfølgelig vil det altid skabe rav i den, når man tager noget så upolitisk korrekt frem som at tale om Djævelen, dæmonerne og, for den sags skyld, den evige straf, fortabelsen og Helvede.
Personligt tror jeg at den manglende erkendelse af disse kræfters tilstedeværelse måske får til resultat, at vi ufrivilligt kommer til at lægge under for dem, og hvad værre er, blive ofre for deres hærgen.
Jeg mener, at Evangelists klare erkendelse af dæmoners tilstedeværelse er rigtig, men at "kulturen", formen, omkring bekæmpelsen af dæmonerne måske er for voldsom, og vi skal også fortælle hinanden, at det ikke er bekæmpelsens voldsomhed, der "virker", men derimod Guds kraft og den har ofte sin egen, undertiden stille, form.
Jeg bringer nedenfor en beretning fra KD om Ole Skærbæk Madsens mere stilfærdige tilgang til det samme emne.
Niels Peder
Når dæmonuddrivelser finder sted i folkekirken
12. maj 2009 17:26 Et tv-indslag om Evangelist har fået danskerne til at snakke om dæmonuddrivelser. Men det er faktisk en almindelig praksis for flere folkekirkepræster. En af dem er Ole Skjerbæk Madsen
Af Kim Schou
I medierne bliver dæmonuddrivelser ofte kædet sammen med religiøse bevægelser som Evangelist. Det skete senest i tv-programmet ’Operation X’ mandag den 11. maj.
Men dæmonuddrivelser finder også sted i folkekirken.
I ’Operation X’ ses folk fra Evangelist drive ’dæmoner’ ud af folk. Det sker med råb og skrål.
Sådan foregår det ikke, når tidligere sognepræst Ole Skjebæk Madsen uddriver onde ånder. Det har han gjort siden 1970’erne.
Som eksempel på en djævleuddrivelse fortæller han om et møde med en mand, der havde forsøgt at tage kontakt til en afdød.
- Bagefter oplevede han, at ånden klæbede til ham. Han ønskede at være fri for den, fortæller Ole Skjerbæk Madsen, der i dag er missionspræst i Bethlehemskirken.
- Jeg spurgte: Tror du, Jesus kan hjælpe dig? Så bad jeg helt enkelt om, at Jesus måtte komme ind i hans hjerte.
- Så sagde jeg til ånden: ”Nu henviser jeg dig til Jesus Kristus”. Og så forlod ånden ham.
Det skete uden stor dramatik. Men sådan er det ikke altid, forklarer Ole Skjerbæk Madsen.
- Når jeg står over for de lidt større ting, beder jeg Gud om at sende engle, der kan stå som et værn mod voldsomhed. Jeg har nemlig haft tilfælde, hvor det blev lidt for voldsomt.
Dæmonbesatte kommer til ham
Ole Skjerbæk Madsen skrev i kølvandet på filmen ”Eksorcisten” fra 1973 et åbent brev til biskopperne om, at man burde tage en kirkelig vejledning fra 1685 op igen. Hans bekymring var, at flere og flere ville eksperimentere med det okkulte. Og dermed blive besat.
Det gav medieomtale. Siden kom mange mennesker til ham og fortalte, at de følte sig besatte.
- Jeg har aldrig betragtet det som om, at jeg havde særlige evner til det her. Det var mere nødtvungent, fordi folk kom til mig, siger Ole Skjerbæk Madsen.
Han beskriver ’dæmoner’ som faldne engle.
- Det er engle, der har gjort oprør mod Gud og prøver at lede mennesker væk fra et gudsforhold og sunde relationer til andre mennesker, siger han og forklarer, at dæmonbesættelser sker frivilligt.
- Man skal selv indvillige i det. Det kræver en form for bevidst engagement, hvor man har påkaldt de åndelige kræfter. Så kan man risikere at blive overtaget af de kræfter, man har påkaldt.
’En stille og rolig ting’
For at komme af med dæmonen er der kun en mulighed, og det er at kræve det onde væk. Personen skal ønske at blive fri, mener han.
- Essensen i en udfrielse er at lave en slags konfirmation eller lede personen til tro eller dåb. Jeg spørger, om personen forsager djævlen og alt hans væsen, og jeg spørger til troen. Så kan de på den måde sige fra, fortæller Ole Skjerbæk Madsen.
Der er også ting, der kan være dæmoniske men ikke har noget at gøre med faldne engle, forklarer han.
- Det kan være forestillinger, der tager magten fra én. Nogle har mærkelige oplevelser i deres hjem, eller måske føler de sig plaget af tanker. Så kan det ligne psykiske problemer, men ikke nødvendigvis være det.
- I de tilfælde er det ikke særlig godt at bruge en konfrontatorisk stil. Det er vigtigere at lede mennesker til Guds kærlighed. At holde fokus på Jesus i stedet, for så kommer der en indre frihed, der gør, at det andet forsvinder stort set af sig selv.
- Hvis en by er belejret, så lever indbyggerne i frygt. Men hvis kongen kommer ind i byen og rejser sit banner, så får de modet tilbage, og belejrerne flygter. Det synes jeg er et godt billede af en sund måde at møde folk, der føler sig plaget af dæmoner. Man inviterer Jesus, beder om at Han må komme ind i deres liv, så de møder Guds kærlighed, og så vil det være et tegn over for det onde om, at det skal vige bort. Det er en stille og rolig ting, siger han.
Fra KD 12. maj 2009
9. maj 2009
Om at bære frugt
For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,9f
Det er en tekst, som går lidt tæt på, men jeg har alligevel mod til at sige lidt om det, fordi jeg har læst en spændende bog af David Murrow: Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd)
Bære god frugt
Jesus nævner i sædemandslignelsen et stort udbytte 30, 60 eller hele 100 fold.
Menighedsmæssigt ligner det ikke de 30-100 fold
I dag kommer der hvert år typisk kun en person til tro for hver 85 kirkegængere. (Amerikansk undersøgelse)
Det er et høstudbytte på langt mindre end en fold.
Murrow nævner i sin bog , hvordan han har regnet lidt på tallene i sin egne kirke i USA
Jeg stod og regnede lidt. Det år havde vores kirke haft 104 almindelige gudstjenester, 7 særtjenester, 250 bibeltimer for voksne, 600 udvalgsmøder og omkring 1.000 cellegruppemøder. Med al denne aktivitet og et budget på 750.000 dollar var det lykkedes os at frembringe præcis nul flere voksne, der ville følge Jesus Kristus. Vi samledes, vi tilbad og vi elskede hinanden, men vi frembragte ingen frugt. I det øjeblik følte jeg mig som Sisyfos, og kirken var min sten.
(Sisyfos er i græsk mytologi en helt og en tidligere konge af Korinth, søn af Aiolos og Enarete, og var dømt til at han til evig tid skulle rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han er næsten ved toppen ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod. Han må så begynde forfra - et sisyfosarbejde).
Selv i kirker, der virkelig får lokket folk til, bliver der måske intet udbytte.
Pastor G. F. Watkins konstaterede således, at selvom mennesker i tusindvis kom til omvendelse i hans unge kirke, så var det meget få, der blev hængende. "Det var som en flodbølge af mennesker, der skyllede ind i kirken, og så skyllede ud ad bagdøren og blev borte."19
Jesus sagde, at vores opgave var at bære frugt: varig frugt (Joh 15,16).
Selvfølgelig er antal omvendelser og udviklingen i medlemstallet ikke de eneste mål for menighedens produktivitet.
Nogle siger, at kristendommens sande frugt består i livsforandring:
Mennesker, der bliver mere som Jesus. Hvordan klarer vi os så i den henseende?
Murrow nævner nogle undersøgelser:
1. Halvdelen af alle kirkegængere i USA indrømmer åbent, at de ikke vokser i troen.
2. Kun halvdelen siger, at de ofte tager en udfordring til at forandre sig med hjem fra gudstjenesten.
George Barna siger videre:
Kun få medlemmer af menigheden har et bibelsk verdensbillede; halvdelen af de mennesker [der kommer i kirkerne] er ikke åndeligt velfunderede eller modne; børnene flygter fra kirkerne i rekordstore tal; de fleste af dem, der kommer til gudstjeneste, indrømmer, at de ikke får nogen kontakt med Cud; skilsmisseraten blandt kristne er efterhånden den samme som blandt ikke-kristne ... og den gennemsnitlige kirkegænger bruger mere tid på at se fjernsyn hver dag, end han sammenlagt bruger på åndelige sysler en hel uge 20
Nogle kirker bærer rigtig mange frugter, men den sørgelige sandhed er, at rigtig mange kirker ingen frugt bærer.
Det er selv følgelig lidt nedslående, at de fleste menigheder ikke har den gennemslagskraft, Gud ønsker, de skal have.
Vi høster heller ikke det udbytte af forvandlede liv, som ifølge Jesus var hensigten med hans kirke.
Hvordan lykkes det os at skjule denne skandaløse mangel på resultater? Nogle kirker har simpelthen omdefineret, hvad det vil sige at bære frugt.
For dem er succes kriteriet blevet det samme som ved en familiegenforening: Hvor mange fra familien mødte op, og hvordan kom de ud af det med hinanden? En stor, harmonisk forsamling defineres som et godt udbytte af kirkens anstrengelser.
Jo mere vi mødes og forsamles og elsker hinanden, jo mere frugt synes vi, vores arbejde har båret.
Barna siger, at "ved kirker, der vokser, bliver et programs succes vurderet ud fra, hvor mange liv det forandrer. Det står i modsætning til de stagnerende kirker, hvor et programs succes normalt vurderes ud fra, hvor mange mennesker det får involveret."21
Hvorfor bærer vores menigheder så lidt frugt? Det kan selvfølgelig have åndelige årsager manglende bøn, tro, udholdenhed, tillid og så videre. Selv trofaste, bedende menigheder kan imidlertid opleve mangel på frugt, fordi de ikke tør tage det smertefulde, men nødvendige skridt at tynde ud i deres aktiviteter.
Udtynding, det manglende led i frugtproduktionen
Gulerødsprocessen
Der står på posen, at gulerødderne er klar til høst efter cirka 90 dage, og skal de blive store og fine skal de tyndes ud til en indbyrdes afstand på 5 til 10 centimeter.
Man kan ikke vurdere det på gulerodstoppen, for den er næsten altid lige stor om der er lille rod eller ej.
1. Menighedsmæssigt
Sådan er det desværre også i mange af vores kirker: Det ser godt nok ud på overfladen, men udbyttet er for småt.
Det kan være fordi, vi har for meget på programmet. Gennem årene kommer der nye aktiviteter til, men vi glemmer at tynde ud i de eksisterende. Derfor bliver listen over aktiviteter bare ved med at vokse.
Hvordan tynder man så ud i sine aktiviteter?
Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer hvert år sine aktiviteter ud fra, hvor megen frugt de bærer, og skærer så de dårligste 10 procent væk. Der er ingen hellige køer. Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre menneskers liv, bliver slagtet.
Rick Warren fra kirken i Saddleback siger direkte: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22
Jesus sagde: "Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt" (Joh 15,2).
For ellers falder hammeren:
”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.*
2. Personligt
Hvordan orienterer jeg mig selv? Ja nu er menigheden jo ikke andet en enkeltpersoner - dig og mig, og det er nok her tingene skal begynde.
Hvordan tynder jeg så ud i mine egne aktiviteter og prioriteter? Man kan roligt vurdere som Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer det på, og hvert år skære 10% væk, eller kan vi?
Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre mit liv skal ”slagtes”
Rick Warren fra kirken i Saddleback rammer os jo også som en pil: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22
Er det for langt ude?
Niels Peder Nielsen
8. april 2009
Påsken og korset
Jeg kan godt opleve, at påsken efterhånden ikke mere siger folk så meget.
Det er for de fleste en ferieanledning, nogle dage off fra det almindelige ræs, men påsken er noget andet og mere.
Påsken har bl. a. Korset, Jesu kors, som centrum, og det er måske ikke så ligetil hvad det betyder, men jeg forsøger mig alligevel med nogle hovedlinier i det nedenstående.
Niels Peder Nielsen
Påsken og korset.
1. Korset udtrykker en historisk kendsgerning.
Det hedder i Hebr. 12,2 at han ”udholdt korset uden at ænse dets skam”
Den apostoliske trosbekendelses ord "pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet", understreger at vi her står overfor en historisk kendsgerning. Evangeliet er fjernt fra at være en slags tidløs gnosis eller filosofi.
Det er knyttet til tidsfæstede historiske hændelser.
Det var hans "jordiske legeme" (ved Kristi legemlige død) ,som døde, Kol. 1,22. " Han blev dræbt i kødet" 1. Pet. 3.18.
De jødiske rabbinere, kristendommens bitre modstandere, kalder ham med spottenavnet "den hængte", og fortæller om hans korsdød dagen før påske.
Den romerske historieskriveren Tacitus skriver: "Kristus, som de kristne har fået sit navn efter, blev under Tiberius' regering henrettet af landshøvdingen Pontius Pilatus.
Jesus varslede selv sine disciple om, at den død han skulle lide i Jerusalem ikke ville blive den jødiske form for dødsstraf ved stening. men den romerske dødsstraf - ved korsfæstelse. Mat. 20. 18-19: »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, v19 og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.«
Sådan krævede også folkehoben det af Pilatus, da de råbte: Lad ham korsfæste!
2. Korset står i centrum af det guddommelige frelses-drama.
Derfor har også den apostoliske forkyndelse af evangeliet Kristi kors som sit centrum.
Korset er i N.T. udtryk for hovedsummen av evangeliet, det frelsende budskab. Paulus karakteriserer evangeliet som "Ordet om korset" 1. Kor. 1,18.
Dette er det ene sande evangelium, og han erklærer: ”- for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” 2,2. Ordet om korset er en ”Guds kraft tíl frelse”, 1,18;
Korsets frelseskraft ligger gemt i den hemmelighed, at Kristi død er en offerdød, en soningsdød.
Kristi død er stedfortrædende straflidelse under Guds vredesdom over synden, Rom. 3,24-25;
Jesus lider så grænseløst, fordi han gav sig hen til en straf i alles sted.
Jesus ser det sådan, at Gud selv skal slå ham (sml. Jesu ord: " Jeg (Gud) vil slå hyrden, - fra Sak. 13,7 i Mat. 26,31, og Jesu kamp med sin Fader i Getsemane). Gud rækker ham lidelseskalken, dybest set. Jesus har ordene i Es. 53 nærværende: " Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom”. (v. 10). ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” Gal. 3,13.
3. På korset skete forligelsen med Gud, Ef. 2,16.
"Han stiftede fred ved hans korses blod", Kol. 1,20. Her hvor menneskelig ondskab når sit højdepunkt, åbenbarer Gud dybet af sin nåde og kærlighed, for "men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.". Rom. 5,8.
Videre hedder det ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden”, 1. Pet. 2,24.
Ved Kristi kors får den, som tror, syndernes forladelse (retfærdiggørelse) Ef. 1.7: Kol. 1.13, for der er skyldbrevet gjort til intet. 2,14. Ved Kristi kors ophæves ikke bare lovens forbandelse over lovbruddene. Gal. 3.13. men loven som partsordning sættes også ud af kraft. Ef. 2.15; Rom. 7.4.
4. På korset forenes den troende med Kristus i hans død.
Dette fremstilles i to noget forskellige betydninger.
Først i forbindelse med efterfølger-motivet.
Den som vil følge efter ham må tage sit kors op, Mat. 16.21.
Den troende er korsfæstet i forhold til synden, Rom. 6.2; kødet, Gal. 5,24, det gamle menneske, Rom. 6.6, verden Gal. 6.14. loven. Rom. 7.4;
Der er her ikke tale om en psykologisk indflydelse af Kristi eksempel. men om den grundlæggende virkning som oprettelsen af dødssamfundet med den korsfæstede har for hele den troendes senere etiske liv.
Dernæst er det forenings-motivet.
Den troende er ikke bare Kristi efterfølger, han er blevet forenet med ham til ligheden med hans død., Rom. 6.5, han er død med Kristus., 6,8, begravet med ham ved dåben til døden. 6.4. og oprejst med Kristus Kol 3,1.
5 Videre bliver korset sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.
Ved korset er gærdets skillevæg, fjendskabet mellem jøder og hedninger revet ned, Ef. 2,14-16, ved at den gammeltestamentlige lovpagt afvikles.
Det er også Guds plan, at hele hans splittede skabning på ny skal forenes i Kristus. Ef. 1,10 - at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset, Kol. 1.20.
De onde åndemagter er besejret ved Kristi værk på korset. - han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus., Kol. 2,15, jfr. Joh. 12,31-32.
Som en triumfator som efter sin sejer lader de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, ser hele universet nu Kristi sejer over al fjendens vælde.
Ikke i sin almagts åbenbaring knuste Gud syndens oprør - det skete ved Sønnens dybe fornedrelse, Fil. 2, 5-11.
Det er Lammet som har sejret og får universelt herredømme, Ap. 5,12-13, jfr. 12,11. Guds dårskab og Guds svaghed, viste sig at være "Guds kraft og Guds visdom", 1. Kor. 1,24-25.
6. Korset er anstød og dårskab for menneskene.
Det anstødelige for vantroen er at Kristus døde som sonoffer for verdens synd, og at mennesker kan bliver frelst bare ved tro på denne hans soningsdød.
Det er korset som frelsens tegn som er det store anstød og den store dårskab.
Til dette knytter sig så i anden række det anstødelige ved korset - fordi det er et symbol på vanære og fornedrelse.
For jøder er korset et anstød. Det bliver det, fordi det som er karakteristisk for jøderne i religiøse spørgsmål er, at de søger tegn.
Sådan havde Gud før stadfæstet sit ord til dem gennem hele den gamle pagts tid, og de ventet at Gud på denne måde skulle udpege og identificere deres Messias for dem.
Dette skete faktisk også. Apgj. 2, 23: Joh. 14.11; 15.24, jfr. 7.3 1: 12.37.
Men jøderne var ikke tilfreds med de tegn Gud er for den søgende tro.
De krævede tegn for vantroen - sensationelle himmeltegn efter eget ønske og påfund.
Jesus sagde, at sådanne tegn ikke skulle gis dem, og det eneste tegn, de skulle få, var profeten Jonas' tegn: v38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mat. 12,38-40.
Jesus varsler altså, at det sidste store afgørende tegn på hans Messias-værdighed er hans død og opstandelse, jfr. Rom. 1,4.
Men hans død var en korsdød, og det eneste korset syntes at tale om var nederlag. En korsfæstet Messias skuffede alle deres forventninger.
Dertil kom, at for jøderne var korset ikke bare en fornedrelse, det var en forbandelse. Forbandet er hver den som hænger på et træ. Gal. 3,13; 5. Mos. 21,23. Kristus døde udenfor lejren, Hebr. 13, 12-13, udstødt fra sit folk - og regnet blandt ugerningsmænd., Mrk. 15,28.
Hvordan kunne så en som hang på et kors under Guds forbandelse være kilden til al frelse og velsignelse?
For hedninger er korset en dårskab, I. Kor. 1,23.
De visdomssøgende grækere står som repræsentanter for folkeverdenen udenfor Israel, 1,22.
Den visdomslære som de søger, må være et vel opbygget filosofisk system som tilfredsstiller deres logiske sans og harmonerer med deres opfattelse af verden og tilværelsen. Og dette tankesystem må fremsættes i den filosofiske terminologi som de var vant til, og satte så højt, afslebet og finpudset gennem århundreders lærde diskussioner. Ordet om korset, dette budskab som måtte opfattes sådan at de kunne blive frelst bare ved at tro på en korsfæstet jøde, syntes fuldstændig absurd. Alligevel siger Paulus at en korsfæstet Kristus er det eneste frelsesbudskab, han vil vide af. 2.2.
Evangeliet har intet behov for hjælp af visdoms overtalende ord.. 2,4, det skaber al sin fremgang ud fra sin egen iboende sandhed og ånds kraft, 2,5
Abonner på:
Opslag (Atom)
