Fakta om fastetiden
Jeg vil gerne henvise til det lille hæfte, som vi har udgivet i anledning af fasten.
Der står rigtig mange gode ting, som man kan blive klog af om fasten
Jeg vil dog mere tage mit udgangspunkt i visse sider, som Peter Haldorff berører i sin lille bog om faste - Vejledning om Fasten - Vis den
PP Indledning: At faste er en menneskelig nødvendighed.
Citat fra Peter Halldorfs bog:
I den kristne historie - såvel som den jødiske - har fasten altid haft en naturlig plads. Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også mulighed for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl.
Den kristne brug af fasten hviler på erkendelsen af menneskets svimlende kapacitet. Vi er i stand til at gøre det mest forfærdelige. Men vi bærer også Guds billede. Hvad der bliver ud af vores liv, har dog intet at gøre med vores evne til at tage os selv i nakken, men kun med hvilke magter vi allierer os. Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave.
Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os der vælger hvordan vi vil forvalte dem.
Det er her fasten kommer ind i billedet.
At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave det er at være menneske.
Når det er sagt, vil jeg gerne pege på vinkler i den periode, som står foran os indtil påske og kommer med nogle headlines - overskrifter
PP 1. Fasten nærer “inderlighedens kamp”.
Og det hænger sammen med det fasten gør ved os.
Bagagen bliver lettere, målet klarere og længselen mere inderlig.
Fasten er en åndelig rejse, hvis mål er påsken - eller i overført betydning: Et liv der er gennemlyst af Kristi opstandelse.
PP Og fasten, den lille kamp, om man vil gør, at vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryder med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og fasten udgør på den måde en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen«) Fil 2,12.
Det er en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke bevare troen i denne verden og modnes til at blive det han er: et billede af sin skaber.
PP 2. Fasten tillader en beskæring af livet
Enhver haveejer ved, at det svære ved beskæring er at den skal foretages på de gode planter. Det er ikke ukrudt vi taler om, når vi skal beskære, men derimod de planter vi ønsker at have i vores have.
At beskære er at acceptere begrænsningens princip. Det er nødvendigt at tilpasse mængden af planter til det område vi har til rådighed, ellers bliver høsten knap og ynkelig.
Det samme gælder i vores indre have, og det jordstykke der er vores liv, kan ikke rumme et ubegrænset antal planter.
PP Drøftelser i smågrupper: Hvad tænker du måske lige nu på som noget, der kan beskæres i dit liv? (3 minutter)
PP 3. I fasten åbnes der for nye muligheder for at Ånden leder os»Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen« (Matt 4,1), fortæller Matthæusevangeliet.
Her skulle fasten virke forberedende for ham før en opgave som ventede.
Vores personlige faste eller askese er et instrument så at sige for Ånden, vil jeg sige.
PP Det kan handle om at søge klarhed eller åndelig kraft før vigtige valg eller beslutninger - under kriser eller ved konflikter, eller blot som et led i en almindelig åndelig proces.
PP Peter Haldorff nævner det lidt selvmodsigelige: Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.
l løbet af fastetiden støtter vi hinanden i mådehold, vi skærper blikket og får værktøjer til at arbejde med både krop og sjæl.
Fastetiden kalder mig til at tage fat på arbejdet i den del af Guds vingård som er mit liv, med større intensitet.
PP 4. Fasten er med til at trække grænser i vore liv
Faste hører vi ofte sammen med et andet begreb, nemlig askese, som ikke i sin grundbetydning forbindes med at sulte sig og plage og foragte sin krop.
Nej ordet blev oprindeligt brugt i helt profane sammenhænge, fx inden for idræt eller i militæret.
Dets betydning er slet og ret træning.
Ved at bruge dette ord i den “åndelige vejledning” viser ørkenfædrene i 300tallet at virkelig fremgang forudsætter øvelse.
Og den øvelse jeg tænker mest på her, er den øvelse, den træning, der indebærer at man trækker en grænse for sit liv.
PP Og det er i forhold til det gode i livet vi har behov for at trække grænser.
Det der er givet af Gud i skabelsen og beriger livet, skal ikke belægges med skyld, og jeg tænker på de helt basale naturlige behov: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.
Men hvis de naturlige behov bliver brugt forkert eller bliver konkurrenter til vores dybere åndelige behov, så virker de imod deres hensigt; så bidrager de ikke til et godt og rigt liv.
Derfor begynder enhver faste med at vi ser på vores liv og vores måde at leve på.
PP Drøftelser i det stille: Vi stiller spørgsmål til os selv: Hvad i mit liv risikerer at tage for meget plads? Hvad trækker mig let i en retning jeg ikke ønsker? Hvad et det der må dø en lille smule for at jeg skal kunne leve mere helhjertet?
PP 4. Små praktiske “fastehints”
Peter halldorf nævner flere typer af faste
PP A. En »partiel« faste.
Den indebærer, at man skærer ned på nogle bestemte ting. Blandt mange kristne er det almindeligt at afstå fra kød i fasteperioderne.
PP Ved kun at spise vegetarisk mad i fastetiden vender man så at sige tilbage til verdens »paradisiske« tilstand - før syndefaldet.
Så enkle ting som at afstå fra pålægget på brødet, desserten efter middagen, kaffen efter maden, chips foran fjernsynet kan være en anden måde at være tilbageholdende under fasten.
Foragt ikke den lille, målbevidste gennemførte forandring!
Så påminder vi vor sjæl om og vænner vor krop til at »mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4,4).
PP B. En længere faste.
Den der har øvet sig på fastens vej og dermed har lært kroppens reaktioner at kende, kan med tiden prøve at faste i flere dage.
I det tilfælde kan det være klogt at nedtrappe fødetindtagelsen et par dage før man indleder selve fasten.
På den måde mindskes en del af det første ubehag, der ellers er normalt i fastens første dage, fx hovedpine og utilpashed noget der er en følge af at kroppen under en faste gennemgår en »renselsesproces« når den tømmes for affaldsstoffer.
Efter cirka to-tre dage indtræder normalt et velbefindende hvor man føler sig lettere i tanken og bedre kan koncentrere sig.
Nu høster man frugten af sin faste.
PP I kombination med et mere intenst bønsliv og en større fordybelse i Bibelens tekster og kristen litteratur bidrager fasten til at det indre menneske »udvider sig«.
Gud bliver større, og en positiv »ligegyldighed« indfinder sig i forhold til meget af det der hører til i den forgængelige verden.
(Hvis man vælger en længere fasteperiode er det vigtigt at man er ved godt helbred, såvel fysisk som mentalt. Den der tager medicin eller er syg, bør rådføre sig med sin læge inden han begynder en faste).
PP C. En ørets og øjets faste
En fortalte engang, hvordan han på den første dag i fasten, askeonsdag, trak stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab.
En anden sagde: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.«
I den unge kirke lagde man frem for alt vægt på mavens og tungens faste - to områder, hvor der næsten altid kan findes anledning til mådehold.
Frådseri nævnes ofte først blandt dødssynderne og tungen beskrives i Bibelen som »fuld af dødbringende gift« (Jak 3,8).
PP I vores tid er øjets og ørets faste mindst lige så vigtig.
Medierne, som forgifter vores hjerner, flimmeret af billeder, som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage kan være det.
Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv.
Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme.
Måske er det ikke en tilfældighed, at Bibelens sidste bog - den der handler om tidens ende - gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb 2,7).
At fylde ørerne med (u)lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.
PP Faste kan derfor også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås.
Ikke af foragt for mennesker, men af respekt.
Faste på disse områder hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre, at man kan høre sig selv tænke, at man ser på den, der taler til os.
PP D. Faste med fokus på behov eller begær?
Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner.
Hvis jeg vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære.
Behovet er blevet et begær.
På samme måde fungerer den gode »afhængighed« eller vaner.
Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det der opbygger.
Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær.
PP Behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge.
Men et behov der bliver rettet mod noget forkert eller får en fejlagtig proportion i mit liv bliver til et begær, hvorved kroppens og sindets “begærlige” behov behersker mig i stedet for at berige mit liv.
PP 5. Fastens fokus på den åndelige læsning og bøn
PP Mennesket er en visuel skabning. Kærligheden er blik - at se den anden og at lade sig blive set. l et dybsindigt ord i sin bjergprædiken lader Jesus os ane at øjet er det vigtigste hos mennesket: »Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst« (Matt 6,22).
“Troen sidder ikke i tanken, den sidder i øjet” siger Peter Halldorf på hans lidt underfundige måde, og ved at se Gud begynder mennesket at ligne Gud (1 Joh 3,2). »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« (Matt 5,8)
Via åndelig læsning får vi del i livets brød under fasten. Det er en lyttende form for læsning af især Bibelen. Hvad har Gud at sige til mig? Formålet med læsningen er altså ikke at forøge lærdommen, men at forvandle hjertet. Denne læsemåde er i familie med bønnen og bevæger sig ofte ubemærket over i bøn. En af de sikreste måder at blive ven med Bibelen er netop ved at bede med dens ord. Så læser vi ikke for at finde argumenter for troen, men fordi læsningen skal gøre noget med os.
At fx gennemlæse et helt skrift i Bibelen langsomt og forfra - kan være en udmærket målsætning for fasten. En anden kan være at følge en bibellæseplan.
Det hjælper mig til at vende øret mod Gud på en meningsfuld måde under fasten. Desuden er det godt at læse en (en er nok) anden kristen bog som du måske længe har tænkt på at læse, men ikke har taget dig tid til. Læs langsomt - korte stykker ad gangen - så ordene kan synke ind i hjertet
Drøftelse: Er der noget, du synes du vil tage action på - handle på - på baggrund at det vi har hørt?
26. februar 2009
28. januar 2009
Klæder det biskopperne med denne ensidighed?
Af og til falder man over personer, som bare rammer noget af det mange måske ubevidst går og tænker på og som man ikke kan sætte ord på.
Forleden læste jeg et indlæg af provst Knud Henning Hansen, som filosoferer lidt over hvad biskopperne på kirkens vegne mener de skal skal offentligt udtale sig om og hvad de ikke skal udtale sig om - selv om de burde.
Læs selv provsten reflektioner.
Niels Peder Nielsen
Folkekirken og den offentlige mening
Af Provst Knud Henning Hansen, tidligere Østerlars-Gudhjem
Den danske Folkekirke er ingen sekt. Den har ingen teologiske særstandpunkter. Den er hele folkets kirke - ergo mener den det, folket mener. Ingen kan tale på kirkens vegne, hedder det, for den har ingen mening ud over den offentlige mening.
Krigen i Gaza
Det gør det lettere, for så ved den, hvad den skal sige - og behøver ikke tænke dybere over tingene.
Det er vel det udgangspunkt de otte ud af ti biskopper har haft, når de nu har mandet sig op til en udtalelse om Gazakrigen - på Folkekirkens vegne.
Og så mener de det samme som Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og mange fra Venstre og De konservative: En ensidig fordømmelse af lsrael p.g.a. konflikten i Gaza. -
Skidt med at de lukker det ene øje. De har fulgt den offentlige mening. Israelerne har bombet en børneklinik i Gaza, som nogle biskopper har anbefalet danske kirkegængere at støtte økonomisk. At børneklinikken var tom og ingen kom noget til, ændrer ikke ved bispernes indignation.
Gemte sig i moskeer
Der er ikke et ord om baggrunden for Israels voldsomme reaktion i Gaza: At Hamas gennem 14 dage havde bombarderet Israel med op mod tusind raketter. Israel har overtrådt Geneve-konventionerne, siger de, rnen de glemmer, at Hamas har overtrådt nøjagtig de samme konventioner ved at bruge kvinder og børn som skjolde, hvad også en jurist i international ret har fremført.
En bevidst kynisk strategi har det været for Hamas at gemme sig i moskeer, skoler, hospitaler, børnehaver og hvor civile er trængt sammen.
Forleden var der en lille pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen.
Samme aften var der en langt mere talrig moddemonstration for palæstinenserne som havde en truende, voldelig karakter. Her lød råbene: ”Død og lemlæstelse over alle jøder i hele verden, død over demokratiet, død over Danmark”. Utvetydige racistiske og antidemokratiske ytringer.
Jeg har ikke hørt nogen fra kirken tale imod dette jødehad.
200 mio. forfulgte kristne
Gennem en årrække har verden været vidne til en gigantisk forfølgelse. 200 millioner kristne er forfulgt i socialistiske og muslimske stater. Der er tale om henrettelser likvideringer, fjernelse af børn fra forældre, tvangslejre. nedbrænding af huse og andet.
I efteråret bragte Kristeligt Dagblad en meqet tankevækkende kronik af teologen og journalisten Iben Tranholm, hvor hun gjorde rede for forfølgelsernes omfang og karakter.
Ingen reaktion!
Ligeledes bragte Kristeligt Dagblad i adventstiden en artikel om katolske hjælpeorganisationers beskrivelse af omfanget af forfølgelserne af kristne verden over.
Man skulle tro, at en så omfattende forfølgelse af trosfæller kom en ved.
Internt står Folkekirken over for en helt uoverstigelig udfordring, nemlig afvandringen og nedgangen i dåbstallet og den stadig stigende ligegyldighed overfor gudstjenestelivet.
Denne udfordring burde være et hovedtema for alle biskopper og præster.
Striden om Fadervor
På det sidste har ateisterne og de såkaldte humanister “lugtet blod”.
De har taget statsministerens bandbulle mod religiøse symboler og ytringer i det offentlige rum til indtægt.
Det er lidt komisk, at de kulturradikale, som ellers foraqter statsministeren bruger netop det synspunkt. Nu vil de have standset 'det meget “farlige“ Fadervor og salmesang i skoler hvor det endnu er sædvane.
Det er jo tankevækkende at debatten om Fadervor blev udløst af en klage fra en mor, som er medlem af Folkekirken - og som har ladet sit barn døbe.
Kunne det ikke give anledning til at forklare den danske befolkning, hvad den kristne dåb indebærer: At der faktisk er noget der hedder dåbsliv og trosliv?
Det ville gøre godt med udtalelser der fortæller, at evangeliet har noget at sige det moderne menneske i hverdagen? At det er demokratiets forudsætning.
At det giver tryghed og glæde! At det stiller krav til sanddruhed og redelighed! At det kan få os til at begynde på ny på tilgivelsens vilkår. Noget, der bryder sekularismen. Vi trænger til opmuntring og støtte til alle, der formidler genuin, evangelisk luthersk kristendom!
Forleden læste jeg et indlæg af provst Knud Henning Hansen, som filosoferer lidt over hvad biskopperne på kirkens vegne mener de skal skal offentligt udtale sig om og hvad de ikke skal udtale sig om - selv om de burde.
Læs selv provsten reflektioner.
Niels Peder Nielsen
Folkekirken og den offentlige mening
Af Provst Knud Henning Hansen, tidligere Østerlars-Gudhjem
Den danske Folkekirke er ingen sekt. Den har ingen teologiske særstandpunkter. Den er hele folkets kirke - ergo mener den det, folket mener. Ingen kan tale på kirkens vegne, hedder det, for den har ingen mening ud over den offentlige mening.
Krigen i Gaza
Det gør det lettere, for så ved den, hvad den skal sige - og behøver ikke tænke dybere over tingene.
Det er vel det udgangspunkt de otte ud af ti biskopper har haft, når de nu har mandet sig op til en udtalelse om Gazakrigen - på Folkekirkens vegne.
Og så mener de det samme som Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og mange fra Venstre og De konservative: En ensidig fordømmelse af lsrael p.g.a. konflikten i Gaza. -
Skidt med at de lukker det ene øje. De har fulgt den offentlige mening. Israelerne har bombet en børneklinik i Gaza, som nogle biskopper har anbefalet danske kirkegængere at støtte økonomisk. At børneklinikken var tom og ingen kom noget til, ændrer ikke ved bispernes indignation.
Gemte sig i moskeer
Der er ikke et ord om baggrunden for Israels voldsomme reaktion i Gaza: At Hamas gennem 14 dage havde bombarderet Israel med op mod tusind raketter. Israel har overtrådt Geneve-konventionerne, siger de, rnen de glemmer, at Hamas har overtrådt nøjagtig de samme konventioner ved at bruge kvinder og børn som skjolde, hvad også en jurist i international ret har fremført.
En bevidst kynisk strategi har det været for Hamas at gemme sig i moskeer, skoler, hospitaler, børnehaver og hvor civile er trængt sammen.
Forleden var der en lille pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen.
Samme aften var der en langt mere talrig moddemonstration for palæstinenserne som havde en truende, voldelig karakter. Her lød råbene: ”Død og lemlæstelse over alle jøder i hele verden, død over demokratiet, død over Danmark”. Utvetydige racistiske og antidemokratiske ytringer.
Jeg har ikke hørt nogen fra kirken tale imod dette jødehad.
200 mio. forfulgte kristne
Gennem en årrække har verden været vidne til en gigantisk forfølgelse. 200 millioner kristne er forfulgt i socialistiske og muslimske stater. Der er tale om henrettelser likvideringer, fjernelse af børn fra forældre, tvangslejre. nedbrænding af huse og andet.
I efteråret bragte Kristeligt Dagblad en meqet tankevækkende kronik af teologen og journalisten Iben Tranholm, hvor hun gjorde rede for forfølgelsernes omfang og karakter.
Ingen reaktion!
Ligeledes bragte Kristeligt Dagblad i adventstiden en artikel om katolske hjælpeorganisationers beskrivelse af omfanget af forfølgelserne af kristne verden over.
Man skulle tro, at en så omfattende forfølgelse af trosfæller kom en ved.
Internt står Folkekirken over for en helt uoverstigelig udfordring, nemlig afvandringen og nedgangen i dåbstallet og den stadig stigende ligegyldighed overfor gudstjenestelivet.
Denne udfordring burde være et hovedtema for alle biskopper og præster.
Striden om Fadervor
På det sidste har ateisterne og de såkaldte humanister “lugtet blod”.
De har taget statsministerens bandbulle mod religiøse symboler og ytringer i det offentlige rum til indtægt.
Det er lidt komisk, at de kulturradikale, som ellers foraqter statsministeren bruger netop det synspunkt. Nu vil de have standset 'det meget “farlige“ Fadervor og salmesang i skoler hvor det endnu er sædvane.
Det er jo tankevækkende at debatten om Fadervor blev udløst af en klage fra en mor, som er medlem af Folkekirken - og som har ladet sit barn døbe.
Kunne det ikke give anledning til at forklare den danske befolkning, hvad den kristne dåb indebærer: At der faktisk er noget der hedder dåbsliv og trosliv?
Det ville gøre godt med udtalelser der fortæller, at evangeliet har noget at sige det moderne menneske i hverdagen? At det er demokratiets forudsætning.
At det giver tryghed og glæde! At det stiller krav til sanddruhed og redelighed! At det kan få os til at begynde på ny på tilgivelsens vilkår. Noget, der bryder sekularismen. Vi trænger til opmuntring og støtte til alle, der formidler genuin, evangelisk luthersk kristendom!
27. januar 2009
Er Hamas af samme skuffe som Taleban?
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal mene, men den 23. januar 2009 kunne man læse en ret så åbenhjertig kronik i Jyllands Posten af virksomhedskonsulent Poul Højlund fra Kjellerup. Døm selv og vurder selv. Har han ret, har vi med en umenneskelighed af dimensioner, som trodser enhver beskrivelse at gøre.
Niels Peder Nielsen
Kronik: Støt palæstinenserne, støt Israel
POUL HØJLUND konsulent, Kjellerup
Offentliggjort i JP 23.01.09 kl. 20:20
Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side, skriver Poul Højlund.
Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.
En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.
Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.
Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.
Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.
Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.
Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?
Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der »jo altid er ballade i Mellemøsten«. Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at »Israel er skurken«. Intet turde være en større løgn.
Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?
Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.
Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.
Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-”journalister”. Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.
De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.
Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.
Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.
Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.
Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.
Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?
Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.
Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?
Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.
Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?
Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.
Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.
Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?
Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?
Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige ”fredsdemonstrationer” entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.
Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.
Niels Peder Nielsen
Kronik: Støt palæstinenserne, støt Israel
POUL HØJLUND konsulent, Kjellerup
Offentliggjort i JP 23.01.09 kl. 20:20
Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side, skriver Poul Højlund.
Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.
En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.
Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.
Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.
Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.
Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.
Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?
Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der »jo altid er ballade i Mellemøsten«. Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at »Israel er skurken«. Intet turde være en større løgn.
Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?
Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.
Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.
Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-”journalister”. Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.
De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.
Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.
Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.
Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.
Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.
Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?
Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.
Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?
Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.
Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?
Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.
Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.
Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?
Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?
Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige ”fredsdemonstrationer” entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.
Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.
23. januar 2009
Den store humanistiske karakterbog
Jeg har selv oplevet en vis skævvridning i debatten om Gazakonflikten, og jeg er måske lidt ensidig på min BLOG ved at lade dem komme til orde, som i en vis udstrækning taler Israels sag, men det mener jeg mig i min gode ret til, fordi jeg gerne vil give debatten bredde og et ret focus.
Jeg tillader mig derfor at bringe en artikel af Adam Holm fra TV2, en artikel bragt i Politiken den 9. jan.
Den store humanistiske karakterbog
Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?
Af ADAM HOLM
Adam Holm er ph.d., journalist, DR 2
Det klinger sært gammeldags. Som noget fra Giro 413. »Vi bringer en hilsen fra ’Israels venner’, som takker for en herlig aften. De samlede efterfølgende ind i Onkel Arons kalot og vil nu gerne høre Hava Nagila«.
Støvet eller ej, taktløst eller ej, det giver mere mening end længe at finde udtrykket frem af gemmerne og værne om det.
Indrømmet, det sker ikke uden at tage en dyb indånding. Vi ved jo, hvad Israels navn nu forbindes med. Blodige dage i Gaza. Say no more. Eller rettere: Say some more!
Vi rammes nemlig bestandigt på den følelsesmæssige centralnerve dér, hvor det analytiske beredskab kobles fra. Det er hjerteskærende at se fotografierne af de dræbte palæstinensiske børn. Er man selv forælder, kræver det ikke en rejse på tværs af kultur, religion og geografi at sætte sig ind i de sørgende palæstinenseres afsindige ulykke. Det er så bedrøveligt, som det kan være.
Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skrive det lille ord ’men’ efter denne konstatering, eller om de uhyrlige handlinger lukker for al videre tale om motiver og årsager. Moralsk set – uden at ville tærske pseudofilosofisk langhalm på, hvis moral det i så fald måtte være – er det vanskeligt.
At skrive noget i retning af »De mange dræbte børn og civile voksne palæstinensere er naturligvis dybt sørgeligt, men ... « giver ikke point i den store humanistiske karakterbog.
Hvis Israels blodige angreb i Gaza ses som statsterrorisme vendt imod en forfærdet og undertrykt befolkning, er det bare at stoppe al videre læsning her. Store dele af den danske venstrefløj og nogle af vores hjemlige muslimske organisationer tænker sådan. Jeg er uenig. Og jeg er bekymret af samme grund.
Ikke at mine forestillinger har en etisk forrang frem for det modsatte synspunkt. Nej, bekymret, fordi tilsyneladende stadig færre i debatten her til lands, sådan som den har udfoldet sig i flere af dagbladene – fra det store Europa er der i øvrigt tilsvarende tegn at spore – gider forholde sig til det israelske argument, den side af sagen, hvor ’men’ er en nødvendig tilføjelse.
Hvorfor dog egentlig? Er det ikke kun ret og rimeligt, at et land beskytter sine borgere mod angreb udefra?
Israels fremfærd i Gaza er til diskussion. Det skal de også være. Ødelæggelsen af vigtige dele af infrastrukturen i Gaza, afskæring af forsyningslinjerne, den voksende humanitære krise, manglen på medicin, vand og elektricitet, er det retfærdige handlinger over for en allerede ualmindeligt hårdt prøvet befolkning?
Kun en hjerteløs satan vil mene, at dét er retfærdigt. Og jeg er indbildsk nok til at hverken tro mig hjerteløs eller satanisk. Så hvordan krigen har været forsvarlig, måske ligefrem ’retfærdig’?
Der eksisterer jo ingen reel trussel mod Israel, sådan som adskillige kritikere herhjemme synes at mene. Ingen trussel? Adskillige tusinde raketter affyret mod områder i det sydlige Israel. Har det intet af sige?
Tag til Israel og spørg folk uden for de største byer, hvordan det er at leve i landet, og mange vil svare, at de føler sig fanget i en konstant krigstilstand, en situation med permanent mobilisering, og derfor reagerer en stor del af israelerne ikke længere efter standarder, vi vil betegne som normale.
Den europæiske udlægning lyder gerne som følger: Palæstinenserne ydmyges og forhånes, det er derfor kun naturligt, at de tyr til vold, mens jøder, som selv har været så hårdt ramt, burde vide bedre. Altså er budskabet til Israels jødiske befolkning: I, der enten selv har oplevet pogromer, udryddelseslejre og fordrivelse eller er efterkommere i andet og tredje, måske endda fjerde slægtled efter ofrene for Holocaust, I må simpelthen lære at styre jer, når nogen atter vil jer til livs!
Hvabehar!? Det er ikke bare grov kynisme, men hykleri i mesterklassen.
Det er to generationer siden, at millioner af jøder blev myrdet i Europa. Hvorfor? Fordi de var jøder. Intet andet. Uden skelen til hverken køn, alder, politiske tilhørsforhold, seksuel orientering eller graden af religiøsitet.
På den baggrund, som jo ikke kun er nogle få falmede billeder i et fotoalbum, men levende historie for de fleste israelere, hersker der en foruroligende omgang med den historiske lære mange andre steder.
Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?
Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs. Det gør eksempelvis avisen Ha’aretz, men selv når den på lederplads lader fordømmelserne hagle ned over de formastelige i den politiske top og militære ledelse, husker den at sondre mellem Israel, jøder, den israelske hær osv.
Det er disse nuanceringer, som Ha’aretz bærer på rygraden, der ofte mangler i de europæiske medier, og som derfor gør det til en vanskelig, men så meget desto vigtigere manøvre at føje et ’men’ til historierne fra Gaza.
Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.
Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme?
Se på vores egne tiltag her på kontinentet. Adskillige europæiske lande, herunder Danmark, har i kølvandet på 11. september 2001 vedtaget kontroversielle terrorlovgivninger. Og overvågningen af mistænkelige personer og grupper er blevet kraftigt forøget.
Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen.
Angrebet på Gaza gør næppe underværker i så henseende, ja det gør formentlig kun ondt værre, men et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.
Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.
Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.
Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.
Der er altid en risiko for, at et samfund i krig mister fornemmelsen for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Historien viser os, at mange af denne verdens mønsterdemokratier i krigstider har handlet på en måde, der var uforenelig med deres egne værdisæt.
Israel er bestemt ikke bedre end mange andre lande, der har oplevet en spænding mellem at være et frit land og et land i en dødelig konflikt, men heller ikke værre. Hvis det er regeringen i Jerusalem, som er problemet i den kritiske europæiske vurdering af, hvor problemet ligger, så vil det være klædeligt at forsøge at finde ud af, om befolkningen deler dens opfattelse i måden krigen føres på.
Hvad forestiller man sig egentlig? At der er folkefest i Tel Avivs gader, traditionel kædedans i Jerusalem, offentlig hyldest af de heltemodige tropper i Haifa? At Israels jødiske befolkning, fraset de få hændervridende ’peaceniks’, sidder og godter sig over palæstinensernes ulykkelige tab, alt i mens de ringer til den krigsopviglende jødiske lobby i USA og stolt overbringer dem resultatet: »Shalom guys, vi har dræbt tusinder af deres, mens de kun har fået en snes af vores!«. Er det dét?
Okay, karikaturen er tyk, men mindre kan også gøre det. Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres.
De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder!
I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.
Hamas er ikke bare en national frihedsbevægelse, sådan som visse romantikere bilder sig ind. Læs den fremragende palæstinensiske journalist Zaki Chehabs bog ’Inside Hamas’ (2007). Chehab, som man bestemt ikke kan beskylde for at være en åndelig stikirenddreng for Israel, viser, hvordan Hamas fortsat står ved sit charter fra 1988, der tilsiger, at kampen først er tilendebragt den dag, islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det Døde Hav til Middelhavet.
Jo, der er visse pragmatiske åbninger her og hisset, og Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne.
Men intet peger på, at det får dem til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere.
Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn«. Det er Israels fjende lige nu. En fjende, der nyder støtte fra Hizbollah i det sydlige Libanon, det stærke muslimske broderskab i Egypten, islamisterne i Jordan og vigtigst af alle, fra præstestyret i Teheran.
Selvsamme land, hvis præsident Mahmoud Ahmadinejad flere gange har bedyret, at Israel er en fejl på landkortet, der bør korrigeres, men at jøder da skal være velkomne til at leve under islamisk overherredømme. Det er en del af grundlaget for at føje et ’men’ til, når talen falder på Israels overgreb.
Som bekendt er det fra ens rigtige venner, at sandheden skal høres. Og der er, som allerede antydet, en del at lade Israel høre. De mange år i rollen som brutal besættelsesmagt tager sig ikke pænt ud på cv’et. Men den forstandige kritik, man altid må rette mod et land, der kalder sig for demokratisk, er i de senere år taget gevaldigt til med krav om boykotkampagner af alt fra israelske akademiske artikler til avokado.
I dele af det politiske liv, i interesseorganisationer og blandt globaliseringsmodstandere er det naturligt at placere Israels politik over for palæstinenserne i en særlig kategori stemplet som racisme og etniske udrensninger. Den underliggende antagelse: hvis jøderne med deres lidelseshistorie kan udsætte andre for ’præcis det samme’, så må de på ironisk vis i dag indtage rollen som nazister, dvs. ondskaben i en ny forklædning.
Det er derfor, at dele af venstrefløjen, opbragte muslimer og Vatikanet taler om, at Israel har omdannet Gaza til en veritabel kz-lejr, og at den israelske kanontorden er den dystre første sats i et velkomponeret folkemord.
Det er en konstruktion, der har til formål at sige, at hvis jøderne kan agere lige så bestialsk som deres egne bødler, så har omverdenen sonet sin skyld.
Jødernes moralske trumfkort (læs: Auschwitz) er endegyldigt spillet af hænde. Så vidt kritikerne. Beklager, men det er skudt over målet, og hvad værre er, ensidigheden skræmmer. Hvorfor skaber Israels gøren og laden så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus?
Mit problem er, at jeg ikke kan huske, hvem på den danske venstrefløj – højrefløjen med for den sags skyld – der protesterede, demonstrerede og petitionerede, da russiske tropper i løbet af kort tid lagde Grosnyj i ruiner og forskelsløst dræbte i tusindvis af kvinder, børn og mænd.
Jeg har heller ingen klar erindring om, hvor koret af vrede stemmer lod sig høre, da serbiske styrker under Slobodan Milosevic begik krigsforbrydelser mod kroater og bosniske muslimer. Hvem talte om ’proportionsløse’ angreb dengang? Det er klart for enhver – nej, måske ikke enhver, men så de fleste – at der kun er én vej ud af miseren, en skilsmisse mellem israelere og palæstinensere i form af en tostatsløsning.
Det er ikke just en overrumplende vision. En tostatsløsning? Bravo, Einstein! Men har du et bud på, hvordan vi kommer derhen? På hvis betingelser? Og med hvilke konsekvenser? I al enkelhed: Nej, men det har andre og klogere mennesker på begge side af konflikten heldigvis. De har været tæt på før, og de skal nok komme det igen, men først må våbnene tie for alvor og dernæst argumenterne komme til deres ret. Også for Israels vedkommende. Helst uden det apologetiske ’men’.
Jeg tillader mig derfor at bringe en artikel af Adam Holm fra TV2, en artikel bragt i Politiken den 9. jan.
Den store humanistiske karakterbog
Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?
Af ADAM HOLM
Adam Holm er ph.d., journalist, DR 2
Det klinger sært gammeldags. Som noget fra Giro 413. »Vi bringer en hilsen fra ’Israels venner’, som takker for en herlig aften. De samlede efterfølgende ind i Onkel Arons kalot og vil nu gerne høre Hava Nagila«.
Støvet eller ej, taktløst eller ej, det giver mere mening end længe at finde udtrykket frem af gemmerne og værne om det.
Indrømmet, det sker ikke uden at tage en dyb indånding. Vi ved jo, hvad Israels navn nu forbindes med. Blodige dage i Gaza. Say no more. Eller rettere: Say some more!
Vi rammes nemlig bestandigt på den følelsesmæssige centralnerve dér, hvor det analytiske beredskab kobles fra. Det er hjerteskærende at se fotografierne af de dræbte palæstinensiske børn. Er man selv forælder, kræver det ikke en rejse på tværs af kultur, religion og geografi at sætte sig ind i de sørgende palæstinenseres afsindige ulykke. Det er så bedrøveligt, som det kan være.
Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skrive det lille ord ’men’ efter denne konstatering, eller om de uhyrlige handlinger lukker for al videre tale om motiver og årsager. Moralsk set – uden at ville tærske pseudofilosofisk langhalm på, hvis moral det i så fald måtte være – er det vanskeligt.
At skrive noget i retning af »De mange dræbte børn og civile voksne palæstinensere er naturligvis dybt sørgeligt, men ... « giver ikke point i den store humanistiske karakterbog.
Hvis Israels blodige angreb i Gaza ses som statsterrorisme vendt imod en forfærdet og undertrykt befolkning, er det bare at stoppe al videre læsning her. Store dele af den danske venstrefløj og nogle af vores hjemlige muslimske organisationer tænker sådan. Jeg er uenig. Og jeg er bekymret af samme grund.
Ikke at mine forestillinger har en etisk forrang frem for det modsatte synspunkt. Nej, bekymret, fordi tilsyneladende stadig færre i debatten her til lands, sådan som den har udfoldet sig i flere af dagbladene – fra det store Europa er der i øvrigt tilsvarende tegn at spore – gider forholde sig til det israelske argument, den side af sagen, hvor ’men’ er en nødvendig tilføjelse.
Hvorfor dog egentlig? Er det ikke kun ret og rimeligt, at et land beskytter sine borgere mod angreb udefra?
Israels fremfærd i Gaza er til diskussion. Det skal de også være. Ødelæggelsen af vigtige dele af infrastrukturen i Gaza, afskæring af forsyningslinjerne, den voksende humanitære krise, manglen på medicin, vand og elektricitet, er det retfærdige handlinger over for en allerede ualmindeligt hårdt prøvet befolkning?
Kun en hjerteløs satan vil mene, at dét er retfærdigt. Og jeg er indbildsk nok til at hverken tro mig hjerteløs eller satanisk. Så hvordan krigen har været forsvarlig, måske ligefrem ’retfærdig’?
Der eksisterer jo ingen reel trussel mod Israel, sådan som adskillige kritikere herhjemme synes at mene. Ingen trussel? Adskillige tusinde raketter affyret mod områder i det sydlige Israel. Har det intet af sige?
Tag til Israel og spørg folk uden for de største byer, hvordan det er at leve i landet, og mange vil svare, at de føler sig fanget i en konstant krigstilstand, en situation med permanent mobilisering, og derfor reagerer en stor del af israelerne ikke længere efter standarder, vi vil betegne som normale.
Den europæiske udlægning lyder gerne som følger: Palæstinenserne ydmyges og forhånes, det er derfor kun naturligt, at de tyr til vold, mens jøder, som selv har været så hårdt ramt, burde vide bedre. Altså er budskabet til Israels jødiske befolkning: I, der enten selv har oplevet pogromer, udryddelseslejre og fordrivelse eller er efterkommere i andet og tredje, måske endda fjerde slægtled efter ofrene for Holocaust, I må simpelthen lære at styre jer, når nogen atter vil jer til livs!
Hvabehar!? Det er ikke bare grov kynisme, men hykleri i mesterklassen.
Det er to generationer siden, at millioner af jøder blev myrdet i Europa. Hvorfor? Fordi de var jøder. Intet andet. Uden skelen til hverken køn, alder, politiske tilhørsforhold, seksuel orientering eller graden af religiøsitet.
På den baggrund, som jo ikke kun er nogle få falmede billeder i et fotoalbum, men levende historie for de fleste israelere, hersker der en foruroligende omgang med den historiske lære mange andre steder.
Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?
Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs. Det gør eksempelvis avisen Ha’aretz, men selv når den på lederplads lader fordømmelserne hagle ned over de formastelige i den politiske top og militære ledelse, husker den at sondre mellem Israel, jøder, den israelske hær osv.
Det er disse nuanceringer, som Ha’aretz bærer på rygraden, der ofte mangler i de europæiske medier, og som derfor gør det til en vanskelig, men så meget desto vigtigere manøvre at føje et ’men’ til historierne fra Gaza.
Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.
Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme?
Se på vores egne tiltag her på kontinentet. Adskillige europæiske lande, herunder Danmark, har i kølvandet på 11. september 2001 vedtaget kontroversielle terrorlovgivninger. Og overvågningen af mistænkelige personer og grupper er blevet kraftigt forøget.
Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen.
Angrebet på Gaza gør næppe underværker i så henseende, ja det gør formentlig kun ondt værre, men et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.
Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.
Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.
Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.
Der er altid en risiko for, at et samfund i krig mister fornemmelsen for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Historien viser os, at mange af denne verdens mønsterdemokratier i krigstider har handlet på en måde, der var uforenelig med deres egne værdisæt.
Israel er bestemt ikke bedre end mange andre lande, der har oplevet en spænding mellem at være et frit land og et land i en dødelig konflikt, men heller ikke værre. Hvis det er regeringen i Jerusalem, som er problemet i den kritiske europæiske vurdering af, hvor problemet ligger, så vil det være klædeligt at forsøge at finde ud af, om befolkningen deler dens opfattelse i måden krigen føres på.
Hvad forestiller man sig egentlig? At der er folkefest i Tel Avivs gader, traditionel kædedans i Jerusalem, offentlig hyldest af de heltemodige tropper i Haifa? At Israels jødiske befolkning, fraset de få hændervridende ’peaceniks’, sidder og godter sig over palæstinensernes ulykkelige tab, alt i mens de ringer til den krigsopviglende jødiske lobby i USA og stolt overbringer dem resultatet: »Shalom guys, vi har dræbt tusinder af deres, mens de kun har fået en snes af vores!«. Er det dét?
Okay, karikaturen er tyk, men mindre kan også gøre det. Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres.
De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder!
I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.
Hamas er ikke bare en national frihedsbevægelse, sådan som visse romantikere bilder sig ind. Læs den fremragende palæstinensiske journalist Zaki Chehabs bog ’Inside Hamas’ (2007). Chehab, som man bestemt ikke kan beskylde for at være en åndelig stikirenddreng for Israel, viser, hvordan Hamas fortsat står ved sit charter fra 1988, der tilsiger, at kampen først er tilendebragt den dag, islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det Døde Hav til Middelhavet.
Jo, der er visse pragmatiske åbninger her og hisset, og Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne.
Men intet peger på, at det får dem til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere.
Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn«. Det er Israels fjende lige nu. En fjende, der nyder støtte fra Hizbollah i det sydlige Libanon, det stærke muslimske broderskab i Egypten, islamisterne i Jordan og vigtigst af alle, fra præstestyret i Teheran.
Selvsamme land, hvis præsident Mahmoud Ahmadinejad flere gange har bedyret, at Israel er en fejl på landkortet, der bør korrigeres, men at jøder da skal være velkomne til at leve under islamisk overherredømme. Det er en del af grundlaget for at føje et ’men’ til, når talen falder på Israels overgreb.
Som bekendt er det fra ens rigtige venner, at sandheden skal høres. Og der er, som allerede antydet, en del at lade Israel høre. De mange år i rollen som brutal besættelsesmagt tager sig ikke pænt ud på cv’et. Men den forstandige kritik, man altid må rette mod et land, der kalder sig for demokratisk, er i de senere år taget gevaldigt til med krav om boykotkampagner af alt fra israelske akademiske artikler til avokado.
I dele af det politiske liv, i interesseorganisationer og blandt globaliseringsmodstandere er det naturligt at placere Israels politik over for palæstinenserne i en særlig kategori stemplet som racisme og etniske udrensninger. Den underliggende antagelse: hvis jøderne med deres lidelseshistorie kan udsætte andre for ’præcis det samme’, så må de på ironisk vis i dag indtage rollen som nazister, dvs. ondskaben i en ny forklædning.
Det er derfor, at dele af venstrefløjen, opbragte muslimer og Vatikanet taler om, at Israel har omdannet Gaza til en veritabel kz-lejr, og at den israelske kanontorden er den dystre første sats i et velkomponeret folkemord.
Det er en konstruktion, der har til formål at sige, at hvis jøderne kan agere lige så bestialsk som deres egne bødler, så har omverdenen sonet sin skyld.
Jødernes moralske trumfkort (læs: Auschwitz) er endegyldigt spillet af hænde. Så vidt kritikerne. Beklager, men det er skudt over målet, og hvad værre er, ensidigheden skræmmer. Hvorfor skaber Israels gøren og laden så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus?
Mit problem er, at jeg ikke kan huske, hvem på den danske venstrefløj – højrefløjen med for den sags skyld – der protesterede, demonstrerede og petitionerede, da russiske tropper i løbet af kort tid lagde Grosnyj i ruiner og forskelsløst dræbte i tusindvis af kvinder, børn og mænd.
Jeg har heller ingen klar erindring om, hvor koret af vrede stemmer lod sig høre, da serbiske styrker under Slobodan Milosevic begik krigsforbrydelser mod kroater og bosniske muslimer. Hvem talte om ’proportionsløse’ angreb dengang? Det er klart for enhver – nej, måske ikke enhver, men så de fleste – at der kun er én vej ud af miseren, en skilsmisse mellem israelere og palæstinensere i form af en tostatsløsning.
Det er ikke just en overrumplende vision. En tostatsløsning? Bravo, Einstein! Men har du et bud på, hvordan vi kommer derhen? På hvis betingelser? Og med hvilke konsekvenser? I al enkelhed: Nej, men det har andre og klogere mennesker på begge side af konflikten heldigvis. De har været tæt på før, og de skal nok komme det igen, men først må våbnene tie for alvor og dernæst argumenterne komme til deres ret. Også for Israels vedkommende. Helst uden det apologetiske ’men’.
3. januar 2009
Hvad er sandhed?
Ja det er jo det gamle spørgsmål, som også kom på tale, da Jesus var i forhør hos Pilatus. I disse tider, hvor vi bombarderes med "sandheder" fra alle sider, må vi nok sande, hvad en journalist engang nogenlunde sagde sådan: Sandheden er det første der ofres, når der er krig. Og det er ikke nemt at finde sandheden i den konflikt, som lige nu står på mellem Israel og Gaza, men jeg oplever at følgende leder i Jyllandsposten er med til at rykke sandheden derhen, hvor den rettelig hører hjemme, men det er der sikkert mange, der er uenig med mig i, men læs selv:
Leder: Israels kamp
Offentliggjort 29.12.08 kl. 03:00
Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel - omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet - befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet.
Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt »Nok er nok«.
Man kan diskutere proportionerne i det militære svar, om end det må anerkendes, at Israel synes at tage de hensyn til Gazas civilbefolkning, som selve krigens natur ellers vanskeliggør: Ifølge nyhedsbureauer er ca. 180 af de omkring 250 dræbte regulære Hamas-krigere.
Men der er grund til hele tiden at minde om disse grundlæggende forhold i den endeløse krig mellem Israel og de terrororganisationer, som omgiver landet, fordi der i så ulykkelig en konflikt hurtigt opstår en falsk symmetri, udmøntet i formuleringen: »De er lige gode om det. Ingen har noget at lade den anden høre«.
Dét er og bliver en manipulation; et moralsk og intellektuelt knæfald for volden og terroren. De to parter er netop ikke lige gode om det. Volden går én vej - og udløser så et svar. Israel har gennem årene givet sine fjender alle chancer. De er blevet afvist. Volden er tværtimod blevet optrappet:
Efter massivt internationalt pres trak Israel sig ud af Sydlibanon. Har det ført til fred? Nej, raketterne regnede fortsat ned over Israel, så et militært svar på denne front blev uudgåeligt forrige sommer.
Efter massivt internationalt pres trak Israel sig i 2005 ud af Gaza. Har det ført til fred? Nej, raketter og mortérgranater har lige siden regnet ned over Israel - ifølge israelske opgørelser 6.300 raketter og granater i dette tidsrum(!). Et militært svar er også her uundgåeligt.
Gaza er én stor tragedie. De humanitære forhold er forfærdelige. Halvanden million mennesker er presset sammen på et areal som Langeland. Alle samfundsstrukturer er brudt sammen. Det eneste, der fungerer, er åbenbart det militære apparat og viljen til konstant at udfordre Israel.
Er det Israels skyld? Hvornår stiller det internationale samfund de skiftende palæstinensiske regimer til ansvar? I årtier har Vesten pumpet et svimlende milliardbeløb i Gaza. Også Danmark har bidraget rundhåndet med midler, som var tiltænkt almindelige palæstinensere og et forsøg på at gøre regionen mere selvhjulpen. Hvad er der blevet af pengene? Ja, efterhånden har verdenssamfundet fundet ud af, hvad den bundkorrupte Yassir Arafat brugte milliarderne til. Han flottede sig med et to-cifret antal sikkerhedstjenester, foruden at hans privatkonti i udlandet blev holdt løbende forsynet.
Hvad Hamas bruger kræfterne og donorpengene til står efterhånden også klart. Der er bygget op mod 700 tunneler under grænsen til Egypten, som bruges til at smugle våben ind i Gaza, og man har kastet sig ud i en sideløbende kamp på liv og død mod den konkurrerende Fatah-organisation.
Israel kan ikke have noget ansvar for, at skiftende palæstinensiske ledelseskliker i den grad tager sin egen befolkning som gidsler i en formørket, fundamentalistisk kamp. Israel udgør reelt en vestlig forpost i denne kamp, hvilket understreges af, at på alle Israels fronter trækker Iran i trådene.
Vi skal forstå Israels situation. Men venner skal naturligvis også kritiseres, når der er grund til det.
Hvor langt er dette fra sandheden, tættere på eller længere fra? Døm selv.
Niels Peder Nielsen
28. december 2008
Tankevækkende tanker om, hvorfor kvinden så mange steder lider - fordi de er kvinder!
Jeg læser lige nu en spændende og udfordrende bog af Stasi og John Eldredge - Bedårende - de feminine hjerte, og her blev jeg fanget af en for mig original tankegang, og sikkert ret så rigtig tankegang, og jeg gengiver fra et afsnit fra bogen, hvor forfatterne på en provokerende måde antyder, hvorfor kvinden "er jaget vildt"!
ET SÆRLIGT HAD
Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12)
Krigen mod kvinden - dens lange historie og dens kvalmende brutalitet - kan kun forklares ud fra de onde, åndelige kræfter, Bibelen advarer os imod. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at mænd (og visse kvinder, som deltager i angrebene på deres kønsfæller) ikke skal holdes ansvarlige for deres måde at behandle kvinder på, overhovedet ikke. Dermed være blot sagt, at ingen forklaring på de angreb, Evas døtre udsættes for, er fyldestgørende, hvis ikke den åbner vores øjne for, at Mørkets Fyrste nærer et ganske særligt had til kvinden.
Lad os atter engang vende opmærksomheden mod det, der skete i Edens have.
Det, vi skal lægge mærke til, er, hvem den Onde er ude efter.
Hvor vælger Satan at sætte sit angreb mod menneskeheden ind?
Han kunne have angrebet Adam, men det gjorde han ikke.
Satan vender blikket mod Eva og går direkte efter hende.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor han vælger Eva?
Måske er det, fordi han - som det rovdyr, han er - vælger det svageste bytte. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, for Satan er beregnende og gennemført hensynsløs.
For os at se har Satan imidlertid også en anden grund til at angribe menneskeheden gennem Eva.
Du ved måske, at Satan oprindeligt hed Lucifer eller Morgenens Søn. Navnet vidner om en herlighed, en stråleglans eller et særligt lys ved ham. Det vidner om fordums storhed.
Mange mener, at Lucifer ligefrem var øverstbefalende for Guds hær af engle, vogter af Guds herlighed.
Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven Alle slags ædelsten sad på din dragt rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig den dag, du blev skabt Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten (Ez 28,12 14)
Af fuldendt skønhed. Det er nøgleordene. Lucifer var fabelagtig. Han var blændende. Og det blev hans fald. Stoltheden slog rod i Lucifers hjerte. Den vældige engel begyndte at føle, at han blev snydt for noget. Han begyndte at synes, at det egentlig var ham, Lucifer, der skulle tilbedes frem for Gud.
Pludselig var han ikke længere tilfreds med at spille en ædel rolle i Guds historie; han ville have historien til at handle om ham selv. Han ville være stjernen. Han ville selv have al opmærksomheden og beundringen ("Lille spejl på væggen der - ")
Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans (Ez 28,17)
Satans skønhed blev hans fald. Nu søger han hævn ved at angribe og ødelægge skønheden. Overalt i skaberværket hærger han med landminer, olieudslip, brande, Tjernobyl. Som en psykopat, der hader stor kunst, prøver han at vandalisere al den skønhed i verden, der vidner om Guds herlighed.
Det er derfor, han hader Eva mere end noget andet.
Hun er bedårende og enestående vidunderlig. Hun er det, han ikke længere kan være. Hun er en inkarnation af Guds egen skønhed. Mere end noget andet i skaberværket afspejler hun sin Skabers herlighed. Hun forfører hele verden på Guds vegne, og derfor hader Satan hende med en jalousi, vi slet ikke kan forestille os.
Og det er ikke alt. Den Onde hader også Eva, fordi hun giver liv. Det er kvinden, der bærer og føder børnene, ikke manden. Kvinden nærer livet og bringer det til verden, ikke bare i en rent fysisk forstand, men også på alle andre måder sjæleligt, åndeligt og i relationer mellem mennesker. Satan har været en morder - lige fra starten (Joh 8,44). Han bringer død og fordærv, og hans rige er dødens rige. Menneskeofringer, folkemord, Holocaust, abort - det er alt sammen hans opfindelser. Eva er den største menneskelige trussel imod ham, for Eva bringer liv. Hun er en ,livredder' og en livgiver. Eva betyder simpelthen ,liv' eller ,giver af liv'. "Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker" (l Mos 3,20)
De to ting tilsammen: at Eva legemliggør Guds skønhed og giver liv til verden, er mere end Satans onde hjerte kan bære. Derfor angriber han Eva med et særligt, brændende had. Det vidner historien også med al tydelighed om. Kan du se det?
Tænk på de store eventyr og historier. I så godt som dem alle går skurken efter heltens store kærlighed. Han vender skytset mod skønheden. Magus går efter Cora i Den sidste mohikaner. Longshanks går efter Murron i Braveheart. Commodus går efter Maximus' kone i Gladiator. Heksen angriber Tornerose. Stedsøstrene angriber Askepot. Satan går efter Eva.
Det forklarer ikke så lidt. Vi siger det ikke for at skræmme dig, men for at du skal se din livshistorie i et nyt og afslørende lys. De fleste af os går jo som nævnt rundt og tror, at det, der overgik os, på en eller anden måde var vores egen skyld - at vi fik, hvad vi fortjente.
Hvis bare du havde været smukkere eller klogere eller havde anstrengt dig mere eller gjort mere for at behage andre, så ville det nok ikke være sket. Så ville de have elsket dig. Så ville de ikke have gjort dig fortræd.
Du er en af de mange kvinder, der skammer sig og tror, at det på en eller anden måde er din egen skyld, at du ikke er mere elsket og beundret og eftertragtet, end du er. Du kan ikke tro på, at du har en afgørende rolle at spille i et stort eventyr. Du kan ikke tro, at du har en skønhed at åbenbare. Det budskab, der følger med vores sår, er så godt som altid det samme: "Det her er din skyld. Det er, hvad du fortjener."
Derfor er det så befriende pludselig at indse, at det forholder sig lige modsat. Du blev såret og angrebet, netop fordi du er vidunderlig, og fordi du udgør en alvorlig trussel mod mørkets og dødens fyrste. Du blev såret, fordi du på en helt enestående måde legemliggør Guds herlighed i denne verden.
Satan og alle hans håndlangere og nyttige idioter hader dig og angriber dig på grund af din skønhed og din livgivende magt.
Har forfatterne ret?
Niels Peder Nielsen
30. oktober 2008
Underlighed og inderlighed - underholdning og holdning
Jeg læste forleden et interview med entertaineren Flemming Jensen, der er blevet dialogambassadør for Danmission.
Han siger det underfundigt sådan (kursiveringen er mine)
Vi har i kirken et forum, hvor vi kan tale om de ting der er vigtige i livet, og hvor vi ikke blot lader os drive bevidstløst med strømmen. Vi er i vores tid blevet så fokuseret på Underligheden, hvor vi måske hellere skulle være optaget af Inderlighed.
På samme måde med Underholdning, der har fået høj prioritet - hvorimod Holdning er nedprioriteret.
Vores kultur er kort sagt blevet til adspredelse, hvor den hellere skulle være koncentration. Derfor er det, der naturligt foregår i det kristne rum, en mulighed for os til at kunne begive os ind i inderligheden og koncentrationen.
Har han ret i det?
Abonner på:
Opslag (Atom)
