Tre væsentlige indlæg om vielse af homoseksuelle

Jeg ved godt at debatten er ved at tone ud, men jeg har ikke lyst til at glemme, at netop den problematik har været med til at kaste Folkekirken ud i ret så store problemer, måske de største problemer og udfordringer Folkekirken nogensinde har stået i.

Jeg lader et par stykker "tale" ind i debatten:

Agnethe Råhauge

Præst: Strid om vielsesritual handler om præsteløftets alvor"Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod," spørger sognepræst Agnete Raahauge.

Foto: Nils Rosenvold/Scanpix Denmark

Agnete Raahauge | 5. juli 2012 (KD)

"Det er vanskeligt at høre biskoppens tilrettevisning som andet end et kraftigt vink med en vognstang til præster i hans stift om at stikke piben ind i deres kritik af det nye vielsesritual," skriver sognepræst Agnete Raahauge om sagen om præsten, hvis udtalelse om homoseksuelle vielser førte til en biskoppelig samtale

Går en præst for langt, når hans modstand mod et ritual for homoseksuelle vielser får ham til at tale om frafaldne biskopper og et kættersk syn på seksualitet? Sognepræst Agnete Raahauge svarer:

Hvor langt må en sognepræst gå i sin kritik af sin biskop? Det spørgsmål er blevet pinligt aktuelt, efter at biskop Peter Fischer Møller ved en tjenstlig samtale har irettesat sognepræst Frederik Berggren Smidt for offentligt at udtale, at med det nye kønsneutrale vielsesritual er folkekirkens frafald en realitet, og for at kalde vielsesritualets syn på seksualiteten for kættersk.

Sognepræstens brøde består ifølge biskoppen i, at han med disse tilkendegivelser, sætter spørgsmålstegn ved sin biskops tilsyn og dermed ved det kirkelige fællesskab.

Det er vanskeligt at høre biskoppens tilrettevisning som andet end et kraftigt vink med en vognstang til præster i hans stift om at stikke piben ind i deres kritik af det nye vielsesritual, for ellers sætter de sig uden for folkekirken.

Imidlertid er striden om det kønsneutrale vielsesritual ikke bare en strid om en ubetydelig detalje. Nej, diskussionen angår, som Berggren Smidt klart har peget på, alvoren i det præsteløfte, som enhver sognepræst og biskop har skrevet under på.

Her lover præsten ganske rigtigt med al skyldig lydighed at rette sig efter de kirkelige love og anordninger og udvise et sådant forhold mod foresatte og kaldsfæller, at der ikke med grund skal kunne føres klage over ham.

Imidlertid, først og fremmest lover præsten, at beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i Skriften og i vor folkekirkes symbolske bøger.

Biskoppen må forklare sammenhæng mellem ritual og bekendelse

Roskildebispen, der har været med til at udfærdige det kønsneutrale ægteskab, skylder stadig sine sognepræster og menigheder en grundig og udførlig teologisk redegørelse for, hvordan det nye ritual er i overensstemmelse dels med de skriftsteder, som kirken hidtil har begrundet den kirkelige ægteskabsvelsignelse på, samt en redegørelse for, hvorledes det kønsneutrale ægteskab er Guds forordning og befaling, sådan som det hedder om ægteskabet i Confessio Augustanas artikel 27.

Så vidt jeg kan se af biskoppens redegørelser for sin tilslutning til vielse af homoseksuelle, så begrunder han den med, at vi i dag tænker anderledes om seksualitet og samliv, end man gjorde på Paulus tid – og at vielsesritualet er til for at åbne rum for, at elskende kan blive gennemlyst af evangeliet, så vi ser vores egen fejlbarlighed og behov for tilgivelse.

Men hvis præsterne i længden skal kunne stille sig tilfredse med biskoppens redegørelse, så skal de passe på med at beflitte sig på at holde sig til det, de også lovede i deres præsteløfte: nemlig flittigt at granske Guds ord og troens hellige lærdomme.

De kunne nemlig så få en mistanke om, at deres biskop var kommet vel let om ved sin tilslutning til regeringskravet om kønsneutrale vielser i folkekirken.

De kunne opdage, at det kønsneutrale ægteskab var et brud med 2000 års teologi, som har betragtet ægteskabet som noget særligt – med Luthers ord: en ordning, der har Guds ord for sig.

Og de kunne måske også få en ubehagelig fornemmelse af, at det var nerven i evangelisk-luthersk teologi, forholdet mellem lov og evangelium, som biskoppen slørede.

Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor?
Og det er her, hunden ligger begravet: Ved indførelsen af det kønsneutrale vielsesritual, har de 8 biskopper selv lagt et skisma ind i præsteløftet.

Hvis præsterne, som sømmeligheden byder, skal lade være at gå i rette med deres foresatte i lærespørgsmål, så skal de passe på med at tage skrift og bekendelse alt for alvorligt.

Men kan folkekirken leve med det? Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod?

Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor - og dermed også sætter svindsot i ordene om præsters skyldighed over for foresatte?

Det er problemet. Og det kan ikke manes i jorden med tjenstlige samtaler.

Agnete Raahauge er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk

Iben Thranholm | 15. juni 2012

Mennesket kommer til at ligne Gud gennem forening af kønnene. Ikke kun på et sjæleligt plan, men især på et kropsligt plan

DEBATTEN OM, hvorvidt kirken kan og bør vie homoseksuelle, har bølget frem og tilbage i snart adskillige år.

Man kunne have sparet megen tid og strid, hvis man havde startet med at udforme det ritual for vielse af homoseksuelle, som otte af folkekirkens biskopper offentliggjorde forleden. Heri bliver det nemlig soleklart for enhver, at der intet bibelsk grundlag er for et ægteskab mellem to af samme køn.

Teksten fra 1. Mosebog, der siger, at mand og kvinde skal blive ét kød, kan naturligvis ikke anvendes. I stedet for bruger man en enkelt tekst fra Paulus, som er en formaning om at elske hinanden og bære over med hinanden.

Det er en tekst af mere almen karakter, som er rettet til en menighed og ikke til et par. Og da slet ikke af samme køn. Gad nok vide, hvad Paulus, som skriver, at mænd, der ligger i med mænd, ikke skal arve Guds rige, vil mene om, at han nu bruges til at velsigne denne seksuelle akt?

Brugen af almene formuleringer i Bibelen om samliv mellem mennesker gavner bestemt ikke sagen. Det afslører kun umuligheden i at vie homoseksuelle med Bibelens ord.

Ironisk nok viser ordbrugen i ritualet også, at der stadigvæk ikke er tale om den tilsigtede fulde ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Man har ikke alene udeladt bibeltekster, men også fjernet kerneord som ægteskab og ægtefolk. Hvor længe vil de homoseksuelle mon stille sig tilfreds med det? Med tiden vil man blive nødt til at arbejde sig frem imod et fælles og kønsneutralt ritual for alle.

Det er ufatteligt, at 8 ud af landets 10 biskopper har lavet et ritual, der ingen bibelsk hjemmel har, og stadig synes, de kan forsvare det. Deres hensigt har været at hjælpe kærligheden mellem mennesker, men ritualet viser, at kirken tværtimod er på vej væk fra kærligheden.

Ritualet signalerer køns­neutralitet, og at når det gælder kærligheden, er det ikke kønnet, det kommer an på. Et argument, der har domineret debatten. Men i kristendommen kan man ikke tale om Gud og parforhold uden også at tale om køn.

Bibelen fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og kvinde skabte ham dem, for at de skal blive ét kød. Det handler ikke bare om en social anordning, men om, at det er i selve foreningen af kønnene, mennesket kommer til at ligne Gud og bliver et billede på ham. Gud har villet udtrykke sit eget væsen ved at skabe mennesket som to forskellige køn, der kan forenes. Foreningen gælder ikke kun på et sjæleligt plan, men især på det kropslige. Mandens og kvindens kønsorganer er tydeligvis skabt til at passe sammen.

Et homoseksuelt par kan godt indgå et livslangt venskab, men de kan ikke med deres genitalier forenes på samme måde som manden og kvinden.

Det er her, problemet opstår. Bibelen siger, at sex ikke alene handler om at udtrykke kærlighed. Selve den fysiske forening af de komplimentære køn er med til at danne gudbilledligheden. At det er gennem forholdet til det andet køn, at menneskets gudbilledlighed opstår, er et meget overset aspekt i debatten om homoseksuelle vielser. Seksualiteten mellem mand og kvinde har derfor en sakramental karakter, er hellig, og uden den kan mennesket ikke være et billede på Gud.

Denne dynamik mellem kønnene er traditionelt set også afspejlet i andre kirkers struktur og teologi. Når Jomfru Maria har så stor en plads i de katolske og ortodokse kirker, er det, fordi hun repræsenterer det feminine, det receptive.

Det er gennem sin åbne og modtagende holdning, at hun er i stand til at lade sig befrugte af Helligånden, Guds ord, som bærer frugt i sønnen Jesus Kristus, det maskuline.

Nok er Gud kirkens fader, men Maria er dens moder. Uden hende ville komplementariteten ikke være synlig. I den kristne mystik omtales forholdet mellem de troende og Kristus også som brud og brudgom. Hvis ikke kirken og de troende har samme feminine og modtagende holdning som Maria, kan Guds ord ikke komme ind i dem og skabe liv.

Hvis folkekirken i fremtiden bortvisker kønsforskellen, forsvinder en stor del af det, som Guds skabelse bygger på. Og hvad er der så tilbage? En samling sexfrustrerede danskere, der hverken kan finde sig selv, hinanden eller Gud.

Det er ikke blot et nyt ægteskabsritual, det handler om, men menneskets gudbilledlighed. Den danske folkekirke er godt i gang med at forkaste hele Guds skaberordning og den kærlighedsdynamik, som er nedlagt i mennesket gennem køn og krop. Det er ikke bare et fatalt angreb på alt, hvad kirken står for, men også på menneskets værdighed.

Sørine Gotfredsen:

I morgen skal man virkelig være vågen, hvis man har planer om at gå i kirke. Man kan nemlig risikere at blive udsat for en af tidens nye prædikanter med noget ganske andet på sinde end det, der har med kristendom at gøre.

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist.

15. juni 2012, 22:30

De radikale politikere Marianne Jelved og kirkeminister Manu Sareen er indbudt til i hver sin kirke at tale til hyldest af loven om homoseksuelle vielser, der trådte i kraft i går. Der vil blive sagt mange ord om lighed, kærlighed og universelle rettigheder, og således kan man for fuld udblæsning opleve tidens populære forkyndelse. Regeringen har erobret kirkerummet med en effekt, man vel for bare et år siden ikke for alvor havde troet mulig. Det var dengang, Manu Sareen gik rundt og truede med at melde sig ud af folkekirken, fordi en enkelt lille detalje irriterede ham, og i morgen optræder han i samme kirke som manden, der med ét fik magt til at gøre den til ideologisk kampplads. Det var dengang, ingen nok forestillede sig, at politikere med yderst spinkel forstand på kristendom snart skulle stå i kirken og prædike lighed.

Men nu er vi der, og når der er tale om et problem, har det ikke at gøre med, om man går ind for de nye vielser eller ej. Det er det mindste af det. Problemet er, at Jelveds og Sareens idé om lighed afviger temmelig meget fra den lighedsforståelse, der hører kirken til. De vil tale om mangfoldighed i morgen, og minoriteter og moderne rummelighed for alle, og den nye lov vil blive kaldt en sejr for kirken, selv om absolut lighed i kraft af Kristus altid har eksisteret netop her. Fejringen i morgen - som enhver præst burde holde sig for klog til at iscenesætte - afslører, hvordan mennesket kan blive så forført af egen politisk tænkning, at den ophøjes til en slags målestok for det sande. Det synes jo unægtelig, som om den begejstrede markering af den nye lov primært grunder i et ideologisk behov for at trumfe lighed igennem for enhver pris, for set fra kirkens side er der grundlæggende intet nyt. Her har enhver altid været velsignet med ligeværd, og her handler debatten om teologi og synet på vielsen. Slet ikke om begrebet lighed. Det er politikernes kæphest, og man fornemmer, at deres henrykkelse lige nu ikke så meget grunder i interesse for kirken, men snarere i benovelse over egen evne til at gennemtrumfe pedantisk lighed overalt.

Så når disse politikere i morgen entrer kirkerummet, opstår et ubestrideligt højdepunkt i tidens ensrettende forkyndelse, der ikke helmer, før ethvert hjørne i samfundet er blevet renset for selv små uregelmæssigheder. Til det formål benytter man især de homoseksuelle - der må leve med rollen som specielt De Radikales uofficielle maskotter (også kulturminister Uffe Elbæk dyrker dem en del) - som anledning til at kæmpe lighedens kamp. Denne gang i det kirkerum, hvor den for længst er vundet, men hvor de nye prædikanter nu træder frem, som var lighedens fuldendelse i virkeligheden deres fortjeneste. I den politiske tænkning ses den nye lov som et historisk øjeblik, fordi man i mangel på indsigt i sand kristelighed tror, at det er menneskene selv, der har opfundet begrebet. Så når de nye prædikanter i morgen tager ordet i kirken, er der tale om ren selvfejring. Tilmed i det rum, der er bygget til fejring af noget helt andet

Jeg synes Jesper Fodgaard har en pointe, som jeg gerne vil give videre - i en tid, hvor mange vælger at isolere sig i særlige - næsten ghettoagtige "sikre" steder - hvor troen og livet kan udfolde sig mere sikkert og mere "rent".
Men er det en sund tænkning? Læs Jesper Fodgaards tanker

En ildelugtende kirke

Af JESPER FODGAARD, FORMAND FOR DANSKOASE


I en ikke sååååå fjern fortid var der særlige afdelinger i DSBs togsæt, der var reserveret til rygere. Jeg husker, at der lugtede så grimt af røg, at man måtte kæmpe sig igennem disse vogne med svidende øjne, mens man forsøgte at undgå at trække vejret. Selv mange rygere kunne ikke holde ud at sidde i de kupéer, fordi tøj og hår kom til at lugte gennemtrængende af røg efter bare få minutters ophold der.

Men en kristen skal turde sætte sig i rygerkupéen, hørte jeg en præst sige. Med det mente han selvfølgelig, at vi, der følger efter Jesus, skal turde at følges med mennesker, der går steder, hvor vi normalt ikke ville gå. Kun på den måde kan vi blive sande medvandrere.

Når man har siddet i en rygerkupé, så lugter man af røg. Og når vi følges med mennesker, der kæmper med livet og troen, så kommer vi også til at lugte. Af mennesker og de kampe, de kæmper. Og når kirken igennem sin historie har været allerbedst til at være kirke, så har den lugtet af de fattige, af de syge, af de ensomme, af de spørgende, af de fortvivlede, af de opbrugte og nedbrudte.

At være en kristen handler ikke om at leve uplettet af verden, indtil vi dør og kommer i himlen. En kristen skal helst have pletter på tøjet, fordi man er berørt og rørt af andre mennesker og deres liv og deres lidelser.

Jeg drømmer om, at kirken i vores tid også må lugte – af røg, af sved, af blod… Jeg drømmer om levende menigheder i mission, der i den forstand er ildelugtende. Og som i en anden forstand er en sand velduft, fordi den bærer budskabet om Ham, der kom til jorden for at vandre sammen med os og give os del i sin død og sin opstandelse.

Han kaldte sig ”Vejen”, og når vi går på den, så kan vi gå hvor som helst. Derfor har kirken (igen: når den har været bedst til at være kirke) brudt sociale, kulturelle, økonomiske og geografiske grænser for at vandre sammen med mennesker.

Må vi som menigheder og Jesus-efterfølgere i DanskOase turde være medvandrere både for hinanden og for det folk, vi er sat til at være kirke i. Må vi turde følges med hinanden og vores folk helt ind i de mørkeste og mest stinkende rum i vores verden – fordi vi ved, der er en vej ud af mørket og ind i lyset.

Og det er der, vi alle er skabt til at høre til.

Se andre spændende artikler fra OaseMagasinet:
www.magasin.danskoase.dk