Niels Peder Nielsen

Nyt fra Yad Va Lev, Jerusalem (Okt/Nov 2011)

2011-10-26T18:13:00.016+01:00

Israelsturen 2011.

Kære venner.
Så kommer 5. og sidste opdatering fra vores Yad Va Levtur til Israel i perioden 10. okt til 3. dec. 2011, og denne udsendelse dækker perioden fra 21, nov og til hjemkomsten den 3. dec. 2011.
God læsning, og jeg minder igen om at jeg er lidt udførlig med en række oplevelse - jeg tænker på feks. på omtalen af Atanja, Hanegalskirken, Oscar Schindler, Citadellet i Jerusalem, Johannes Døbers sted ca. 10 km fra Jerusalem m.m.
Bemærk igen den lidt sjove datoorden jeg har valgt, og igen er det altsammen baseret på mine dagbognotater i hele perioden

Mandag den 21. nov
Så blev det hverdag igen med suppekøkken og renovering af lejligheder

Tirsdag den 22. nov
Det er en god oplevelse at kunne være med til at gøre en forskel i nogles liv med det som vi kan byde ind med. I et par dage snart har jeg repareret skabslåger, ordnet skuffer, slået bagbeklædninger fast og sat hylder fast.
Om aften deltog vi i Joffiaften med Mathias Rom, der underviste i: Udvælgelse

Onsdag den 23. nov
Så blev arbejdet afsluttet hos den etiopiske familie, og om aftnen blev vi inviteret hen til Ester (en enlig etiopisk mor med fire dejlige børn, hvoraf de to kunne spille henholdsvis Bratsch og blokfløjte. Vi fik god mad incl. deres hofret injera – etiopisk fladbrød/pandekage med wot ovenpå. Vi inviterede dem til vores pandekager i næste uge

Torsdag den 24. nov
Dagen i dag var en af de dage, hvor både de unge voluntører og os skulle ud på en fælles udflugt og så måtte vi leje en ekstra bil og jeg kørte vores 9 personers Toyotabus til Netanya, en by nord for Tel Aviv, ca. 2 timers kørsel fra Jerusalem.
Målet var at besøge et uddannelsessted for messianske jøder, et sted, der teologisk ligger på linie med MF/DBI, og stedet hedder Israel College og the Bible (ICB)
ICB er en messiansk uddannelsesinstitution, der har til formål at udstyre og udvikle ledere i Messias' tjeneste og at give en unik forståelse af de jødiske rødder i den messiastroendes liv. ICBs fokus og de fleste programmer er fokuseret på uddannelse af israelere, fordi den jødiske troende bør være et lys for messiastroende i alle nationer.
Lederen, præsident Erez Soref mødte vi, en meget karismatisk leder, der brænder for at møde den moderne jøde med troen på Jeshua som Messias.
Han siger det bl. a. sådan i studiefolderen:
Læring på ICB byder på en markant og indlevende oplevelsen, for den studerende bliver nedsænket i israelsk kultur og sprog, og udfordres af en rig, dyb og åndeligt centreret fagligt møde.
Findes der en bedre måde at studere Bibelens sprog, studere historien om Bibelen, møde troen på Bibelen m.m. end på det sted, hvor det hele begyndte?
Her kan du besøge ikke bare seværdigheder, men egentlige arkæologiske og historiske steder, hvor begivenhederne i Bibelen fandt sted.
Men Israel College of the Bible handler om mere end livløs sten.
Det handler om levende mennesker! Vi drager omsorg for vores studerende og deres udvikling som mennesker og som Guds tjenere.
Her har du chancen for at dele dit liv med lærere og ledere, som er interesseret i at hjælpe dig med at udvikle dig åndeligt såvel som intellektuelt.
Du vil blive i stand til at tilbede i messianske menigheder og frivillig i en række organisationer og tjenester, der virkelig er i verdensklasse.
Dr. Erez Soref, præsident
PS. Erez Soref har et særligt forhold til Ordet og Israel og i en periode blev han støttet af OI

Fredag den 25. nov
Inga og Villy havde arrangeret en fin tur til Hanegalskirken lidt uden for bymuren, og det var en god oplevelse at være tæt på det sted, hvor Peter så skammelig fornægtede sin Herre og Mester (og her tænke sig selv med. Og tænke efter, hvor meget og hvor ofte vi ligner ham).
”Indlagt” – indbygget - i kirken var der rester af ypperstepræstens gård, og sikkert også det fængsle, som Jesus efter al sansynlighed sag fanget i, natten mellem skærtorsdag og langfredag.
Vi besøgte også Oskar Schindlers grav på en kristen kirkegård.
Wikipedia skriver om ham:
Han var ”et menneske med svagheder på godt og ondt, beskrevet som sortbørshaj, medlem af nazipartiet, en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe – og samtidigt én af de største, om ikke den største, humane skikkelse i Holocausts rædselsvækkende historie.
Den 28. april 2008 ville Oskar Schindler være fyldt 100 år – han blev berømt som den centrale figur i Spielbergs oscarbelønnede film Schindler’s Liste, men han passer ikke ind i billedet af Godhedens koryfæer som Gandhi med sit lasede lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt. For Godhed drikker ikke, holder ikke elskerinder på stribe, bærer ikke prangende nazi-emblem …
Oskar Schindler blev allerede i begyndelsen af tresserne hædret i Israel og opfordret til at plante et træ i De Retfærdiges Allè, der leder op til Yad Vashem-museet i Jerusalem. En mindeplade i Park of Heroes hylder ham som frelser af flere end 1200 jøder. I dag er der 7.000 efterkommere af Schindlers jøder, bosat i USA og Europa, mange i Israel. Før anden verdenskrig udgjorde jøderne 3,5 millioner af Polens befolkning – i dag skønnes der at være færre end ti tusinde tilbage.

Her er hans historie (Fra Wikipedia):
Oskar Schindler blev født den 28. april 1908 i Zwittau i det nuværende Tjekkiet i et hjem, præget af forældrenes dybe religiøsitet. Nærmeste naboer var en jødisk rabiner-familie, og de to sønner blev Oskars bedste kammerater. Familien hørte til de rigeste og mest prominente i Zwittau, men i forbindelse med den store økonomiske depression i tredverne gik familiefirmaet fallit.
Schindler fulgte i hælene på SS, da tyskerne indvaderede Polen, og han blev rekrutteret af den tyske Efterretningstjeneste Abwehr for at indsamle informationer om polakkerne. Han flyttede til Krakow, hvor han hurtigt kom på god fod med de lokale Gestapo-chefer. Bestikkelse i form af penge og illegale sortbørsvarer flød i en lind strøm fra Schindler og skaffede ham kontrol over en jødisk-ejet emaljevare-fabrik, Deutsche Emailwaren Fabrik, nær den jødiske ghetto, hvor han fortrinsvis beskæftigede jødiske arbejdere.
Men efterhånden som nazisternes brutalitet tager til med mord, vold og terror, begynder deres plan om jødernes totale udryddelse at gå op for Oskar Schindler i al sin gru. Han kan se jøderne ikke alene som billig arbejdskraft, men også som mødre, fædre, børn der udsættes for skånselsløse myrderier.
Og han beslutter at sætte alt på spil i desperate forsøg på at redde ”sine” 1200 Schindler-jøder fra den visse død i dødslejrenes helvede. Takket være massive bestikkelser og sine forbindelser slipper han godt fra aktivt at beskytte sine arbejdere:
I hans fabrik, placeret ved arbejdslejren Plaszow, får nazi-vagterne besked på at blive på deres side af hegnet, og ingen lukkes ind på fabrikken uden tilladelse fra Schindler selv. Han overnatter hver nat på sit kontor på fabrikken for at kunne gribe ind, når Gestapo dukker op. Tre gange arresteres han af Gestapo – men bliver frigivet, først og fremmest på grund af sine værdifulde forbindelser.
I hans fabrik bliver de gamle registreret som værende 20 år yngre, børnene kategoriseres som voksne. Sagførere, læger, kunstnere registreres som metalarbejdere og mekanikere – allesammen for at kunne overleve som uundværlige for krigsindustrien.
I hans fabrik bliver ingen slået, ingen myrdet, ingen sendt til dødslejre som det nærliggende Auschwitz …
I dè år døde millioner af jøder i udryddelseslejre som Treblinka, Majdanek og Auschwitz – men Schindlers jøder overlevede mirakuløst i Plaszow helt frem til 1944.
Da nazisterne blev slået tilbage på Østfronten, blev Plaszow og dets under-lejre beordret opløst og lukket. Schindler nærede ingen illusioner om, hvad dèt ville indebære. Desperat bearbejdede han sine forbindelser indenfor militære og industrielle cirkler i Krakow og Warszawa og tog til slut til Berlin for at redde ”sine” jøder fra den visse død. Med livet som indsats tog han alle sine overtalelsesevner i brug, han bestak hæmningsløst, kæmpede, bønfaldt ...
Hvad ingen troede muligt, lykkedes for Schindler: Han fik tilladelse til at flytte hele sin fabrik fra Plaszow til Brinnlitz i det besatte Tjekoslovakiet og kunne, hvad aldrig før var set, tage sine arbejdere med. De undgik hermed at dele skæbne med de øvrige 25.000 mænd, kvinder og børn i Plaszow – de sendtes ubønhørligt til udryddelse i Auschwitz`s gaskamre, kun 60 km fra Plaszow.
Indtil befrielsen i foråret 1945 skyede Oskar Schindler intet middel for at sikre sine Schindler-jøder. Han brugte hver en pfennig, selv Emilie Schindlers smykker blev solgt, til mad, klæder og medicin.
Han oprettede et hemmeligt lazaret i fabrikken med lægeudstyr købt på det sorte marked, hvor Emilie passede og plejede de syge. Dè, der ikke overlevede, fik en behørig jødisk begravelse på en skjult kirkegårdsplads – etableret og betalt af Schindler.
Fabrikken fortsatte igennem 7 måneder med at producere granater til den tyske værnemagt – i al dèn tid produceredes ikke een eneste brugbar granat. Ikke een granat gik igennem militærets kontroltests.
Alligevel lykkedes det i disse måneder en utrættelig Schindler at overtale Gestapo til at sende yderligere 100 belgiske, hollandske og ungarske jøder til hans fabrikslejr ”af hensyn til den fortsatte krigsproduktion.”
I maj 1945 var det hele forbi – russerne rykkede ind i Brinnlitz. Aftenen forinden havde Schindler samlet alle på fabrikken og taget en dybt følelsesladet afsked med dem.
Oskar Schindler og med ham de 1200 Schindler-jøder havde overlevet ...

Vi besøgte også den store tyske kirke, der er bygget lidt udenfor muren og som er bygget over Jomfru Marias grav. Det virker dog lidt for meget for en lutheraner, som mig, der ikke levner så meget plads til Maria, som katolikkerne gør.
Vi benyttede samtidig lejligheden til at foretage lidt indkøb i De gamle Bys bazargader. Det er altid sjovt at gå rundt, men hold op, hvor man oplever sig snydt uanset, hvad man har budt. Irene købte sig et par håndlavede sandaler for 200 Shekel.
Vi lavede maden til Shabatsaftnen og delte nadveren med hinanden

Lørdag den 26. nov
De fire af os besøgte Citadellet, eller som det mere korrekt hedder: Tower of David.
Lige indenfor Jaffa Gate, som blev indviet i 1538, ligger Tower of David, og det er en gammel fæstning placeret i nærheden af Jaffa Gate, indgangen til den gamle by i Jerusalem, og blev bygget til at styrke et strategisk svagt punkt i Den Gamle Bys forsvar. Bygningen er oprindelig opført i det 2. århundrede f.Kr. og efterfølgende ødelagt og genopbygget af forskellige bygherrer - kristne, muslimske, Mamlukker og osmanniske erobrere af Jerusalem.
De indeholder vigtige arkæologiske fund, der går 2700 år tilbage, men er også et moderne og populært mødested for forskellige begivenheder, håndværksshows, koncerter, samt lyd- og lysforestillinger.
Navnet "Tower of David" skyldes at de byzantinske kristne troede at stedet var kong Davids palads, men det har ligget et andet sted i City of David (læs om det på en anden dag i dagbogen).
Efter Jerusalems ødelæggelse af romerne i 70 e.Kr., tjente stedet som kaserne for den romerske tropper. Da Romerriget gjorde kristendommen til statsreligion i det 4. århundrede, etablerede et samfund af munke sig i fæstningen.
Efter den arabiske erobring af Jerusalem i 638, renoverede de nye muslimske herskere borgen, og denne kraftfulde struktur modstod angreb af korsfarerne i 1099, og overgav sig først, da dens forsvarere var garanteret sikker passage ud af byen.
I løbet af korstogsperioden foretog tusinder af pilgrimme en pilgrimsrejse til Jerusalem via havnen i Jaffa, og for at beskytte pilgrimmene mod truslen fra landevejsrøvere, byggede korsfarerne et tårn omgivet af en voldgrav på toppen af borgen, og etablerede udkigsposter, som kunne vogte vejen til Jaffa. Borgen fungerede også som sæde for Korstogskongerne i Jerusalem.
I 1187, erobrede Sultan Saladin byen og stedet, men Mamlukkerne ødelagde den i 1260, men genopbyggede det senere.
Borgen blev genopbygget endnu en gang mellem 1537 og 1541 af osmannerne, som designede en imponerende indgang, bag hvilket der stod en kanon placeret.
I 400 år tjente borgen som garnison for tyrkiske tropper. Osmannerne byggede også en moské på stedet, og tilføjede minareten, som stadig står der i dag. Det var i denne periode, at komplekset begyndte at blive kaldt "Tower of David", efter kong David grundlæggeren af Jerusalem.
Under Første Verdenskrig, erobrede britiske styrker under general Edmund Allenby Jerusalem, og i perioden med det britiske mandat (1917-1948), etablerede den britiske højkommissær Pro-Jerusalem Society for at beskytte byens kulturelle arv. Denne organisation rensede og renoverede borgen og genåbnede det for offentligheden som et mødested for koncerter, arrangementer og udstillinger af lokale kunstnere. I 1930'erne blev et museum om palæstinensisk folklore, som viser traditionelle håndværk og tøj, åbnet i citadellet
Efter den arabisk-israelske krig i 1948, erobrede den arabiske Legion Jerusalem og den blev igen en militær position, med dens dominerende udsigt over våbenstilstandslinjen ind i jødiske Jerusalem. Med den israelske sejr i 1967 efter Seksdageskrigen blev citadellets kulturelle rolle genoplivet.
En Dale Chihuly lysekrone hænger i forhallen af Tower of David Museum.
The Tower of David - Museum of the History of Jerusalem blev åbnet i 1989 af Jerusalem Foundation, og beliggende i en række kamre i det oprindelige citadel, er der showrooms, der viser Israels historie. Museet omfatter også en gård, der indeholder arkæologiske ruiner, der kan dateres tilbage 2700 år.
Museet, skildrer 4.000 år af Jerusalems historie fra dens begyndelse som en kana'anæisk by til moderne tider. Ved hjælp af kort, videobånd, hologrammer, tegninger og modeller, udstillingsværelser, skildres Jerusalem gennem de forskellige herskere. Besøgende kan også stige op til voldene, som giver en 360-graders udsigt over den Gamle By og den Nye By i Jerusalem.
Siden 2002, rapporter Jerusalem Foundation, har over 3,5 millioner besøgende oplevet museets udstillinger m.m..

Søndag den 27. nov.
Vi påbegyndte endnu en lejlighed mere, den sidste og om aftnen fik vi besøg af Ester og hendes børn til pandekager og derefter fejrede vi adventfest i Joffihuset

Mandag den 28. nov.
Efter arbejdsdagen hentede Ruben os og kørte en tur med os til Kennedy Memorial for at se en fantastisk solnedgang, og vi kørte langsomt tilbage gennem Jerusalemskoven, hvor der er sjakaler og andre vilde dyr. En skøn og fantastisk naturoplevelse
Yad Kennedy, som det hedder på hebraisk, er beliggende i Mateh Yehuda området i nærheden af Jerusalem, og er et mindesmærke for John F. Kennedy, præsidenten for Amerikas Forenede Stater, og som blev myrdet i 1963.
Mindesmærket er 60 fod høj og er formet som en fældet træstamme, der symboliserer et forkortet liv. Indeni er der en buste af John F. Kennedy, og en evig flamme brænder i midten, og flammen er omgivet af 51 søjler, der hver især bærer logoet i en stat (50 stater og Columbiadistriktet)
Monumentet blev bygget i 1966 med midler doneret af jødiske samfund i USA, og er tegnet af den israelske arkitekt David Resnick.
Pladsen er beliggende ca. 10 km fra Jerusalem, ikke langt fra det berømte Hadassah Medical Center.
Den nås ved at følge de snoede ”bjergveje” forbi Ora og Aminadav.
Monumentet og tilstødende picnicområde er en del af John F. Kennedy fredskoven, og så kaldet Jerusalemskoven

Tirsdag den 29. nov.
Vi afsluttede en lejlighedsreparation

Onsdag den 30. nov
Jeg brugte dagen på at lave prædiken til på søndag 2. sø. i advent til Oasefællesskabet i Silkeborg. Nogle gik tur til den gamle by og en sidste tur gennem Den gamle by, for på behørig vis, at tage afsked med det hellige land særlige kendetegn – Den gamle by

Torsdag den 1. dec.
Stod i oprydningens tegn, evaluering med lederne og en tur til Johannes Døberens fødested, hvor der i dag ligger et kloster - The Monastery of St. John i Wilderness – og det er et franciskanerkloster, bygget på en skovklædt skråning syd for Jerusalem, og stedet er hævdes at være stedet, hvor man mener at Johannes Døberen opholdt sig, når han ikke var ”in charge”. Stedet ligger tæt på Ein Karem og er i følge traditionen stedet, hvor Johannes "voksede og blev stærk i ånden, og han levede i ørkenen, indtil han viste sig offentligt at Israel"!
Ifølge kristen tradition, var Johannes Døberen født i Ein Kerem, hvilket førte til oprettelsen af mange kirker og klostre. I 2010 havde kvarteret en befolkning på 2.000, og stedet tiltrækker ca. tre millioner besøgende om året, en tredjedel af dem er pilgrimme fra hele verden.
Ifølge den kristne tradition, er det også stedet, hvor Elizabeth, Johannes Døbers mor, mirakuløst blev gravid. Det er også her han blev født. Bibelen fortæller, at Elizabeth under sin graviditet, fik besøg af en familieslægtning – Jomfru Maria, som også var gravid med Jesus. Traditionen siger, at de to kvinder mødtes ved landsbyen, og at Maria drak af byens kølige kildevand. Dette sted hedder nu Marias brønd, og landsbyen omkring brønden voksede og dens vand betragtes som helligt, og mange pilgrimme kommer for at drikke fra brønden og tage det hellige vand væk med dem på flasker.
Efter denne fine oplevelse viste Ruben os et smukt terraseområde, som man havde ”restaureret” tiden tilbage til tiden med kunstvanding fra friske kilder, der kom ud af klippen, næsten som på Moses tid.
Vi sluttede dagen med sammen at spise på en god restaurant i Ein Karem.

Fredag den 3. dec.
Kl. ca. 12 kom en Sherut (en shuttlebus) der samler passagerer op, som skal til Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv for at fast pris af 60 NIS pr. næse, og turen gik planmæssigt hjemad over Wien og med toget til Skanderborg, hvor vores bil stod på parkeringspladsen klar til at køre os hjem (næsten – for den måtte skubbes i gang, fordi loftslampen i bilen stod tændt) og kl. ca. 4 om morgenen lå vi i vores senge, trætte, men veltilpas efter næsten to måneders fantastiske oplevelser.

---------------------------------------------

Kære Venner.
Så kommer 4. opdatering fra vores Yad Va Levtur til Israel i perioden 10. okt. til 3. dec. 2011, og denne gang er det også mine dagbogsoptegnelser, der danner baggrunden for opdateringen.
Denne "udsendelse" dækker perioden 7. nov. - 20. nov., og jeg vælger igen den lidt specielle opsætning begyndende med 7. nov, og skal I følge os, så må I bladre noget nedad siden for at finde sidste nyt.
Der er en del billeder og der er også en række historiske notitser, som jeg har undersøgt undervejs ved hjælp af brochurer, hjemmesider og ikke mindst ved selvsyn. Irene giver også bidrag med hendes vinkler på det altsammen.
God læsning og hyg jeg med at dykke lidt ned i Israels historie m.m.
Mkh Niels Peder

Mandag den 7. nov.
I går var det Dinas fødselsdag og i dag var det så Saras fødselsdag, og det blev en lidt stille dag med køkkenarbejde og maling af lejlighed.

Tirsdag den 8. nov. – onsdag den 9. nov.
Jeg var med på et maler/reparationsteam til en etiopisk enlig mor, der trængte meget til at få malet og få næsten alt repareret, hvad der havde med møbler at gøre, hængsler, skuffer, hylder m.m. dørehængsler m.m. Et par dage, hvor jeg selv følte mig rigtig i mit es. Onsdag eftermiddag indspillede Villy og jeg en treminutters film om mit udbytte af BlanBeåret i Silkeborg. Vi forsøgte os med vistnok 7 indspilninger før vi synes det var OK. Vi gjorde det ved The Haas Promenade.

Torsdag den 10. nov.
Det har været en dag, som jeg næsten vil sige har været højdepunktet på vores tur. Besøget af Davidsbyen under ledelse af Mattias Rom.
Det hele begyndte for over 3.000 år siden, da Kong David indtog Jebusitterne by. I 2. Samuels bog berettes der om, hvordan David og hans mænd erobrede byen, og oprettede der en hovedstaden i hvad der ville snart skulle blive en israelittisk imperium ved foden af Moriabjerget.
Selvom David ønskede at bygge et tempel på Moriabjerget, fik han ikke lov til det, det gjorde derimod hans søn kong Salomo.
Davidsbyen bestod af den tidligere arabiske landsby Silwan, som lå lidt udenfor den nuværende Gamle By i nærheden af Møgporten, og det er her vi i dag finder resterne af det engang så store citadel, hvor et dynasti af Judæas konger engang regerede.
De senere år har bragt nogle bemærkelsesværdige arkæologiske udgravninger for dagen under de mange huse i Silwan, og som afslører mange spændende nye fund. Der er et massivt besøgscenter, med udsigt over resterne af en bygning, nogle mener, var Jerusalems kongepalads, og når man går rundt får man et ”close-up kig” på de nyeste arkæologiske fund.
Vi sluttede ved Gihon kilden, hvor Salomo blev salvet til konge.
Da byen skulle forsvare sig selv fra den fremrykkende assyriske hær i det 8. århundrede før Kristus, besluttede den gudfrygtige kong Ezekias for at beskytte vandet ved at omdirigere det løb ind i byen med et imponerende tunnel-system.
Denne tekniske bedrift blev opnået ved at grave en 533 meter tunnel ind i bjerget. En gammel sten udskæring fundet i nærheden af indgangen beskriver denne utrolige operation.
2. Krøn 32v30 Det var Hizkija, der lukkede til for Gihons øvre kilde og ledte vandet nedad mod vest til Davidsbyen. Hizkija havde lykken med sig i alt, hvad han foretog sig.
Det var en fantastisk oplevelse, at gå gennem Ezekias tunnel i knæhøjt vand, men det var også spændende at gå i den nylig afdækkede hovedkloak, som gik fra den gamle bys begyndelse og et godt stykke ned i Hinnoms dal
Det var også en fantastisk historisk vingesus over at sidde på de trapper, som Jesus måske har gået på og som ledte op til Herodes den Stores Tempel – det man i dag kun har vestmuren tilbage af
Efter at have ”svælget” i disse fantastiske historiske oplevelser vandrede vi henimod Sionsporten og her i nærheden af den lå en kirke, som er bygget ovenpå de originale sten, som hedder Gabbata, og som var stedet, hvor Pilatus havde sin tronstol stående, da han fældede sin dom over Jesus, og vi sluttede af i Sct Anna kirken, som er bygget over Jomfru Marias fødested. I umiddelbar tilknytning til kirken var der et større udgravningprojekt omkring Betestadammen.
Irene skrev på sin Facebookprofil:
Har i dag gået i ½ km lang, mørk tunnel i vand til knæene. Tunnellen lod kong Hezekias udhugge gennem Moria bjerg, så vand fra en kilde blev ledt ind i Davidsbyen og ikke til den assyriske fjende, som belejrede byen. Det er ca 2700 år siden, et mesterværk og kilden gav også i dag dejlig frisk vand. Bagefter gik vi næsten ligeså langt i en kloak af samme dimension, bygget af romerne, den var så ikke i brug længere, men bygget af kæmpestore tilhugne sten, også imponerende. Den ledte lige op til hjørnet af syd- og vestmuren omkring Jerusalem. Der lå bl.a. en bunke m kæmpestore tilhugne sten. Der havde de ligget siden år 70, havde udgjort en del af Jerusalems tempel. Jo, vi oplever historiens og bibelhistoriens vingesus.

Fredag den 11. nov
Det er vores ”fridag” og fem af os valgte at gå til et parkanlæg ikke langt fra den gamle bymur, men tog mig en slapper i selskab med en bog; Jeg var snigskytte for Arafats af Tass Saada, og jeg skrev sådan på min Facebookprofil:
Nyder morgenstilheden, mens de 5 andre er gået til et udsigtspunkt (Møllen) overfor den gamle by i Jerusalem (husk på fredag er "lørdag" her!) og jeg læser - på terrassen i T-shirt - Jeg var snigskytte for Arafat af Tass Saada, og den afdækker på en alt for tydelig måde den næsten evindelige had, der er mellem jøder og palæstinensere, men også hvad Gud kan gøre, når han far plads i hjerterne.
Om aftnen deltog vi i fælles sabbatsspisning, og modtog Joffiundervisning af Jan Højland i hovedlinier i Zakarias´s bog.

Lørdag den 12. nov
Jeg reddede mig engang ”sprutskid” et eller andet sted, så jeg turde ikke tage med på en morgentur til Promenaden for at se solopgangen over Jordan, Det Døde hav og Jerusalem. Irene skrev sådan som en Facebookkommentar til en ven, der efterlyste en begrundelse for at stå tidlig op: Stå op kl 4,45 - en god spadseretur, så ser man solopgangen over Jordan!
Min mave er stort set på plads igen, og vi fulgte om eftermiddagen del 2 af Jan Højlands Zakariasundervisning. I morgen skal vi til Tiberias.

Søndag den 13. nov
Irene skrev følgende på sin Facebookprofil, som svar til sin veninde bl. a. følgende: I dag er vi taget på ferie til Tiberias. Du kan ikke forestille dig en skønnere udsigt. Vi bor højt oppe med udsigt over byen, Genezareth sø og Jordans bjerge på den anden side. Det er virkelig enestående.
I dag har vi på vejen herop til Tiberias set Cæsarea v. havet, hvor der er flotte ruiner fra kong Herodes byggeri med Amfi-scene, hippodrome med plads til 70.000 tilskuere foruden rester af borgen med alt, hvad dertil hørte. Vi så også ruiner efter en slags borg, Megiddo, bygget af kong Salomon for ca. 2900 år siden.
Det var specielt blevet brugt til hans heste, som der havde været mange af.
Nu er vi så her i Ordet og Israels discipelskole, som et hold elever netop har sagt farvel til i morges. Her skal vi være en lille uge, skal i morgen til Nazareth, og sådan er der noget program på hver dag incl. noget relevant undervisning i relation til det, vi ser.

Mandag den 14. nov.
Først fik vi en god og solid undervisning af Ida Rom om Herrens fester:
Derefter tog vi på en heldagstur til Nazaret, hvor vi først så den Bibelske Nazareth Village, som giver en ret autentisk oplevelse af Nazaret på Jesu tid og som måske var det Nazaret, som Jesus selv oplevede, og på området mødte vi udklædte "indbyggere" som fik os til at føle, at Jesu egen tid bliver levende, med kvinder, der spinder, trækker vand af brønden, bager brød, og hvor vi møder mænd, der dyrker jorden, høster, vogter får og geder, udvinder olivenolie på gammeldags måde osv.
Et helt hus er blevet rekonstrueret, og ligeledes en synagoge af ca. samme type, som Jesus prædikede i (Lukas 4:16-28)
Se www.nazarethvillage.com www.nazarethvillage.com
Men ellers er Nazareth vuggen for kristendommen, byen, hvor englen Gabriel sagde til Maria, at hun skulle undfange en søn (Jesus) ved Helligånden, men Nazareth er også det sted, hvor Jesus tilbragte sin barndom og ungdom.
Byen er i dag et populært valfartssted med kirker bygget over Josefs og Marias hjem.
Mange kirker er blevet bygget op gennem tiden - og ødelagt og genopbygget - alt efter hvem, der havde magten - muslimerne eller de kristne.
I det 19. århundrede tiltrak Nazareth sig fornyet interesse og de kristne vendte tilbage til denne by og genopbyggede kirker og klostre.
Mest kendt af de mange kirker i byen (20 vistnok) er Bebudelseskirken, og den nybyggede kirke har bevaret dele af de tidligere kirker, fra den byzantinske periode og fra korsfarernes tid.
Kirken rummer også en imponerende samling af malerier fra rigtig mange lande.
Lige ved siden af denne kirke er Saint Josephs Church, bygget på ruinerne af bygninger, hvor Josef, Marias mand, sikkert havde sit tømrerværksted.
Også her er mange fine billeder hentet fra Josefs liv og virke

Tirsdag den 15. nov
Irene skriver bl. a. i et brev til vores børn: Vi er nu i Tiberias. Discipelskolen, hvor vi bor, ligger utrolig flot med udsigt over byen nedenfor med de hvide huse og søen, hvor vi næsten kan se det hele og bagved ligger bjergene og landet Jordan.
Vi har i dag været på en heldagstur til det nordlige, nærmest kørt langs grænsen til Libanon og Syrien, haft de mest fantastiske udsigter til bjerge, dale og Tiberias søen. Vi har gået i en dejlig park, hvor hovedkilden til søen og Jordanfloden udspringer, masser af vand vælter op og området er som regnskov. Så har vi set et vigtigt militæranlæg under Jomkippur krigen i 73 lige ved Syriens grænse og med udsigt ind over Syrien. Galilæa er meget frodigt, masser af appelsinlunde og bananplantager, men også andre frugttræer.
Da vi kom hjem plukkede vi nogle appelsiner på ”vores eget” appelsintræ, de smager ypperligt. I aften skal vi ud og spise på en restaurant lige v. en grænseovergang til Jordan. Ida og Mattias, lederpar på Joffihuset (de unge volontører) er med os de første 4 dage, så skifter de med Ruben Bernhard, som også er leder hernede. Alle er virkelig skønne mennesker, som sørger for at vi får de bedste oplevelser, og som vi har det dejligt sammen med i øvrigt. Vi kører tilbage til Jerusalem på lørdag.
Ja, vi lever jo en ret enkel tilværelse, hvor der også er tid til at læse bøger. Jeg har bl.a. læst en tyk bog af Golda Meir, som var ministerpræsident fra 1969 til 74 (da var hun 70 – 75 år). Bogen handler om hele hendes meget spændende og svære liv og som samtidig smelter sammen med Israels historie. Det er så interessant at læse, mens vi er hernede. Det er også spændende f.eks. med geologiske udgravninger: at stå v vedbevarede ruiner af en borg, som kong Salomon havde bygget el. gå på de trapper op til templet i Jerusalem, hvor Jesus sandsynligvis har gået. Det gør bibelhistorien nærværende på en ny måde.
Vi er begyndt at glæde os til at komme hjem, men vil dog fokusere på den enkelte dag hernede, for der er noget at være her efter og vi er stadig rigtig glade for det.

Onsdag den 16. nov
I dag tog Ida Rom os med på en tur til de kendte steder i nærhedens af Tiberias.
1. stop: Saligprisningernes kirke
Kirken er en romersk-katolsk kirke beliggende ved Genesaret Sø nær Tabgha og Kapernaum i Israel, og er stedet, hvor Jesus holdt sin berømte bjergprædiken og i særdeleshed saligprisningerne Matt 5: v3 »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. v4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. v7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. v8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. v9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. 11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.”
Kirken er beliggende på en lille bakke med udsigt over Genesaret Sø, og bygget på det traditionelle sted, hvor Jesus talte'.
Det ved vi lidt fra en gammel pilgrim fra det 4. århundrede - Egeria (c.381) - der i sin dagbog skriver: "Nær ved dette bjerg er den grotte, som Frelseren talte fra”
Den nuværende kirke ligger nær ruinerne af en lille byzantinsk kirke fra slutningen af 4. århundrede, og indeholder et klippestykke fra den tid og resterne af et lille kloster. En del af det oprindelige mosaikgulv er også blevet blotlagt, og er nu udstillet i Kapernaum.
To paver, Paul VI og Johannes Paul II, fejrede messe i kirken under deres besøg i Det Hellige Land.
Den moderne kirke blev bygget mellem 1936 og 1938 tæt på det sted, hvor resterne af nogle byzantinske ruiner fra det fjerde århundrede.
Gulvplanen er ottekantet, og hver kant repræsenterer de otte saligprisningerne. Kirken er byzantinsk i stil med marmorbeklædning på væggene, og guldmosaik i kuplen
2. stop var Tabgha, som var det øde sted, hvor Jesus ofte søgte hen. Her bespiste han ifølge Det Nye Testamente 5000 mænd + kvinder og børn med fem brød og to fisk (Mark. 6, 30-44). Den kendte mosaik med to fisk og – overraskende - 4 brød stammer fra en byzantinsk kirke fra 470 e.Kr. I dag kan mosaikken ses i en basilika fra 1982.
3. stop på turen var Kapernaum, en by som fik sin velstand fra fiskeriet på søen. Her boede Jesus ifølge Mattæus i Peters hus. I denne by fandt Jesus ligeledes sine to første disciple Peter og Johannes (Matt. 4, 12-17).
Her ligger ruinerne af en synagoge og en kirke fra 300-tallet ved siden af hinanden. Desuden ligger her ruinerne af et fattigmandshus, som kan have været Peters hus. Over disse ruiner opførtes i 1990 en meget moderne kirke.
Den er bygget praktisk med glas i gulvet, hvorved ruinerne af Peters hus stadig kan ses.
4. og sidste stop var den 2000 år gamle båd.
I Tiberiasområdet har arkæologer tilbragt år efter år med at afdække sten og jordiske rester af bibelsk betydelige skatte, og nogle gange finder de utroligste ting.
Således er et af de bemærkelsesværdige fund i nyere tid en gammel træbåd opdaget i 1986, der er dateret tilbage til det første århundrede.
Under en alvorlig tørke, der havde sænket Genesaret Sø til et rekordlavt niveau, udforsker to brødre den mudrede lave kyst og fandt et stykke træ, der stak op af havbunden. Det var dele fra et skib, der havde været beskyttet af havbundens sedimenter, og bistået af eksperter fra hele verden, reddede Israel Antiquities Authority båden i løbet af en 11-dage-og-nat udgravning. Det svage og vandlidende skrog krævede stor pleje, og ville smuldre væk, hvis det blev udsat for lys og luft.
En stor del af udgravningen blev udført af frivillige, der arbejder med ansigtet ned i det kolde mudder for at fjerne det våde sand og ler med hånden for at bevare det skrøbelige træ.
Efter at arbejderne omhyggeligt har pakket skibet ind i en kokon af glasfiber og polyurethan, sejlede man den til det nærliggende Yigal Allon Center, hvor det gennemgik en omfattende 11-årig bevarelse proces i en specialbygget pool.
Her blev båden nedsænket i en opløsning af opvarmet polyethylenglycol. Denne syntetiske voks erstattede vandet i træcellerne.
Så fik det hele lov til at tørre langsomt, og skroget blev renset for overskydende voks, og efter 14 år, i år 2000, blev båden flyttet til sin nuværende placering i en nydesignet fløj af Yigal Allon Center, et museum dedikeret til Galilæa historie og er nu synlig og tilgængelig for enhver i det luft- og airconditionerede museum miljø.

Båden har en længde på 26,9 meter, en bredde på 7,5 meter og en højde på 3,9 meter. Det er bygget i den typiske gamle Middelhavs bådkonstruktion, som jeg ikke kan gøre nærmere rede for.
Talrige reparationer, genbrug af tømmer og en række forskellige træsorter (12 i alt), synes at indikere skibet havde et langt arbejdsliv og en ejer med sparsomme midler.
Det tyder på, at båden blev brugt af de lokale landsbyboere til fiskeri og transport, og er dateret til det første århundrede. Det er sandsynligt, det er den bådtype, der er nævnt i evangelierne, som anvendes af Jesu disciple, og Af mange benævnes den som "The Jesus Boat" - Jesusbåden.
Andre arkæologiske spor til bådens oprindelsestidspunkt er fundet af en gryde fundet sammen med båden og en olielampe placeret inde i båden.
Olielampen er dateret til det første århundrede f.Kr.

Torsdag den 17. nov
Så har vi skiftet leder. Mattias og Ida Rom er taget til Jerusalem og Ruben Bernhard er blvet vores nye chef for seniorholdet, og han er sammen med os resten af tiden, og han wer bestemt også en god leder, og han har tilrettelagt en dag med følgende tilbud til os seks.
1. At vi skulle se 7 varme kilder i Tiberias.
Stedet heddere Hamat Teverya
Et af de ældste udgravede synagoger Severus fra det 4. årh. er placeret på 7 varme kilder i det sydlige Tiberias.
Det er et naturreservat med åbne ruiner, og parken indeholder en del af den oprindelige mur ved den sydlige port til Tiberias og fundamenter og vægge til den store synagoge. Dens mosaikgulv er er forbløffende fine og er en smuk gengivelse af tidlig jødisk kunst.
De 7 varme kilder leverer varme m.m. til mudderbad, mineralpool og massage i et Sanatorium, der ligger på den anden side af gaden, og som er et luksuriøs hotelresort.
2. Bagefter besøgte vi en gårdbutik, som var en del af en kibbutz lige ved bygrænsen. Her kunne man købe alt muligt fra frugternes og krydderiernes verden: dadler, figner, m.m. og en masse andet: køkkenudstyr potter og pander
3. Jordan.
Landskabet omkring den sydlige ende af søen er mere fladt, og her flyder Jordanfloden væk fra søen. Jesus blev døbt i Jordanfloden, men præcist hvor, ved man ikke. Ikke desto mindre har Kibbutz Kinneret indrettet et dåbssted, kaldet Yardenit. Det er meget turistet med souvenirbutikker og betaling for dåben. Egentlig er det meget flot der, med mange fisk og andre ”vanddyr”, men måske en smule udansk med denne profittering på dåben. Nogle blev døbt med tre gange vand. Andre så jeg dykke syv gange under vand, og det er måske en skik i lighede med syeren Naaman, der af profeten Elisa fik besked om at skulle dukke sig syv gange i 4. 4. Vi besøgte også et Rabbinercenter, hvor man solgte billeder af mange af de gamle kendte og toneangivende rabbinere. Ligeledes kunne man købe forskelligt udstyr til den jødiske fromhed (lys, duge, kalke m.m.)
5. Vi sluttede den skønne dag af med en tur i Swiss Forrest, der er bygget for penge rejst af det jødiske nationale fond i Schweiz.
Det er en oplevelse at køre på de snoede veje fra Genesaret Sø til Taiber Guest House og Schweiz campingpladserne i udkanten af den schweiziske Skov.
Swiss Forest er en af de smukkeste naturskønne ruter i landet, og turen byder på mange smukke udsigter, rastepladser og naturoplevelser.
Det primære formål med plantning af schweiziske Skov var en afhjælpning af problemerne med de stejle og nøgne skråninger, som altid var en kilde til problemer for byen Tiberias – med jordskred, laviner og jorderosion, som skadede byen, og nogle gange endda kostede liv.
I 1920'erne begyndte det britiske mandat en skovrejsningsafdeling til bevarende operationer og plantede en skov på skrænten, og efter grundlæggelsen af staten, fortsatte JNF at plante og udvikle skoven. God adgang til vejene blev bygget mellem Poriya og Tiberias, campingpladser blev forberedt og flere observationspunkter er blevet bygget, og campingpladserne er udstyret med picnic borde. Stedet er især smukt i løbet af eftermiddagstimerne, med solen i ryggen, så en picnic ved solnedgang anbefales stærkt.
Stedet er også velegnet til en tusmørke gåtur.

Fredag den 18. nov
Ruben har altid noget godt i ærmet, og i dag kørte han os til S(e)fat
Sfat har en særlig karakter og skønhed. Smukt beliggende i de galilæiske bjerge.
Det er en gammel by med et stort kunstnerfællesskab med rækkevis af små og charmerende butikker med udstilling af fornemme kunstværker af forskellig størrelse og kvalitet.
Ligeledes har Sfat længe været centrum for den ortodokse jødiske Kabbalah-retning, og byens placering i bjergene har ”hostet” store synagoger og rabbinere i hundreder af år, og derfor har Sfat et betydeligt antal ortodokse jødiske kvarterer.
I dag giver Irene følgende bidrag til dagbogen, og her er hendes oplevelse af dagen:
Dagene her i Tiberias er fyldt med overraskelser. Vores ledere viser os stadig nye steder, selv om vi tror, at nu har vi nok set det hele. I dag var vi i Sefat (swat), hvor kunstnere holder til i en del af byen, og der er åbent hus hver dag. Det var skønt at gå fra den ene udstilling/butik til den næste: glas, malerier, væve-værksted, stearinfremstilling (inkl. Noahs Ark med dyrene i alle farver - i montre) osv. Se billedet. Det kunstværk kostede så også små 200.000 kr. Senere var i en naturpark, et sumpområde, hvor der var vandbøfler, fugle af mange slags, svømmende skildpadder, catfish mmm. Der blev også vist en film i 3-D, med mange indlagte effekter, bl.a. rotter, som skrabede op af stoleryggen og endte med at pusle en i nakken, jo jo, vi oplever noget. I morgen går det hjemad til Jerusalem. Hvis ikke regnen bliver for voldsom, skal vi besøge en kibbutz på vejen.

Lørdag den 19. nov.
Det er dagen, hvor vi skal tilbage fra vores ”ferie” i Tiberias og Ruben Bernhard kører os hjem langs med grænsen til Jordan (Jordanfloden) og vi gør et ophold i et nyåbnet naturreservat, som er bygget op omkring et kloster og en kirke på det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt i Jordanfloden, og traditionen siger ligeledes, at det også var stedet, hvor Israel gik over Jordenfloden med retning mod Jeriko.
Det kunne godt se rigtig ud, for kursen er rigtig, hvis ellers vores måde at tænke stategisk er den samme som dengang.
Vi besøgte ikke ret langt derfra også en gammel græsk ortodoks kloster og kirke, som på det seneste har haft en meget dyrevenlig abbed. I hvert fald, så var der mange fugle i bure, udhuggede dyr m.m. og så var stedet også indrettet som et udflugtssted, traktørsted og et sted, hvor man kunne købe bøger, billeder m.m. Stedet var velholdt og en stor oplevelse at besøge og også kirkens indre var bestemt et besøg værd.

Søndag den 20. nov.
Vi har fridag i dag, og vi synes, at en guidet tur til Knesset kunne være en god ide.
Som sagt så gjort.
Knesset er navnet på parlamentet i staten Israel.
Knesset, der har ét kammer, består af 120 medlemmer, som vælges for en fireårig periode. Intet parti har nogensinde haft absolut flertal i Knesset.
Knesset har eksisteret siden 1949 og har siden 1966 haft til huse i bydelen Kiryat Ben-Gurion i Jerusalem. Knesset ledes af en formand. Denne har siden 2003 været Reuven Rivlin fra det konservative Likud-parti.
Navnet Knesset betyder forsamling på hebræisk og relaterer til den store forsamling (Knesset Ha-Gdola), som i årene ca. 410 f.kr. - 310 f.kr. under Esra og Nehemia, dvs. efter jødernes tilbagevenden fra det babyloniske fangenskab, mødtes i Jerusalem og samlede teksterne til Bibelen (Det Gamle Testamente), som beskrevet i bogen Nehemia. Denne "store forsamling" bestod ligeledes af 120 medlemmer.
Den store jødiske kunstner Chagall har udsmykket Knesset med tre kæmpegobeliner, der forestiller Jødernes historie i GT, Jødernes historie i exilet incl. Holocoust, men handler også om fremtiden.
Han har også leveret nogle meget smukke mosaikker.
Udenfor Knesset står den rigt dekorerede Menorah (den syvarmede lysestage) hvorved man kan aflæse næsten hele jødernes historie. Udenfor Knesset lyser også en evig flamme, og den har som sit forbillede og tegn : Den brændende tornebusk.
Ekskurs om Menorahen (Delvist fra Fra Wikipedia):
Menorah betyder på moderne hebraisk "el-pære", men betegner også den syvarmede lysestage, der stod i templet i Jerusalem. Denne lampe skulle konstant være tændt som et symbol på det jødiske folks uslukkelige tro på Gud. Desværre blev lampen midlertidigt slukket i forbindelse med grækernes vanhelligelse af templet, men blev dog tændt igen. Episoden markeres ved Chanukka-festen.
Der gjaldt særlige regler for Menorah'en i templet. Den måtte kun brænde på det fineste jomfru-olivenolie. Desuden var Menorah lavet af massiv guld, hvilket har betydet noget, eftersom den var lige så høj som et menneske.
Hvad der skete med Menorah'en, da templet blev ødelagt, er uvist. Mange historikere og opdagere har i tidernes løb forsøgt at spore Menorah'en, dog uden held. Det eneste "spor", om man vil, er et relief på indersiden af Titusbuen i Rom. På dette ses tydeligt den syvarmede lysestage, som romerske soldater bærer med hjem fra krigen i Judæa.
I dag indgår Menorah'en i staten Israels officielle våbenskjold, og Knessets ”folketingssal” er bygget op som en ”liggende” Menorah

---------------------------------
Kære venner.

Så kommer 3. opdatering om vores liv og tjeneste i Jerusalem

PS (Jeg har været lidt i syv sind med, om jeg skal skrive beretningerne kronologisk orden, eller i omvendt kronologisk orden - men jeg har valgt det første.
Er der nogen, der har en mening om det, så giv mig et praj - det er ikke teknisk noget problem med den omvendte kronologi)

Mandag den 24. okt.
Det var min første dag i suppekøkkenet, der ligger i Vestjerusalem, og arbejdet hedder Hazon Esayah, og suppekøkkenet ledes af Tamir, en tynd, glad og syngende kok, der kan holde alle i gang, og dem, der hjælper til i køkkenet kan være op til 25 frivillige, og man laver mad til ca. 1500 hver dag.

Tirsdag den 25. okt
Endnu en dag i suppekøkkenet. Det er ganske hyggeligt at være der og det virker som om os fra Yad Va Lev (Joffi - de unge) og os (seniorvolontørerne) er de mest trofaste, for vi er de første der kommer, og nogen af de sidste der går.

Løbende kommer der forskellige skoleklasser og andre personer fra forskellige lande feks. USA, Holland og Tyskland, og af og til hænder det, at der kommer en stor gruppe (en skoleklasse måske) og så viger vi gerne pladsen for dem, og så tager vi over, når de har arbejdet en times tid - eller deromkring - har taget de obligatoriske billeder, som de kan sende hjem til far og mor eller til vennerne m.m.

Om aftnen var der fællesaften i Joffihuset, hvor vi så filmen Spillemand på en tagryg, som er en filmatiseret musical med musik af Jerry Bock, med tekst af Sheldon Harnick efter en bog af Joseph Stein. Handlingen foregår i det zaristiske Rusland i 1905. Den er baseret på Tevye og hans døtre og andre fortællinger fra Sholem Aleichem. Historien handler om Tevye, far til fem døtre og hans forsøg på at fastholde sin familie og de jødiske religiøse traditioner, mens påvirkningerne udefra antaster deres liv.

Han skal bruge kræfter for at klare sine tre ældste døtre, for to af døtrene vælger kærester, der er på vej ind i en anden tradition (den revolutionære bevægelse og kristendommen, og på den måde bevæger de sig længere væk fra deres tro. Og sidst men ikke mindst fordrives de af zaren fra deres landsby. En film, der giver god indsigt i de traditioner, der har holdt jøderne sammen i stærke fællesskaber.

Onsdag den 26. okt.
Vi fik alle seks en tjans i suppekøkkenet, og om aftnen var tre af os (Villy, Inga og jeg) en tur ved 20 tiden i Joffihuset for at fortælle lidt om vores arbejde til et hold fra Felixrejser, som blev ledt af Ole Andersen fra Ordet og Israel. Ida ledte samtalen ganske godt. Jeg gik lidt før, for vi have lovet at ringe til Rakel i Berlin på vores nye Viberprogram (et WiFibaseret telefonprogram), som man kan ringe gratis med.

Det var hyggeligt at høre Rakel og høre at hun har det godt og at det går hende godt i Berlin

Torsdag den 27. okt og fredag den 28. okt.: Ørkenturen
Ruben, Simon, Filip og Ida havde tilrettelagt en fantastiske ørkentur for os med følgende program:
Dag 1 (torsdag)
Afgang 8:30
9:00 Mispe Yericho (9:15)
10 min om Jeriko. Udsigt.
10:00 Metzoke Dragot. (10:20)
Kaffepause. Udsigt.
10:30 Et nærmere kig på Det døde Hav (11:30)
11:45 Et sted på vejen (12:45)
Frokost og toiletter
13:30 Et bjerg af salt... (13:45)
14:05 Sodom Bjerg (14:25)
Udsigt. 10 min. om Sodomo og Gomorra
14:40 Nahal Prazim. Melørken. (15:50)
Vandretur
16:10 Lejrplads

Dag 2 (fredag)
06:00 Så står vi op. Morgenmad
07:00 Afgang
08.20 Det lille Krater (10:00)
Vandretur
10:10 Kaffepause (10:40)
11:00 Ein Ahava. Bad og frokost (12:30)
(Toiletter på vej dertil)
13:00 Ein Bakek.
Vandre; mulighed for badning. 14:10
15:45 Hjemme igen
Om aftnen, da vi kunne se tre stjerner på himlen begynder sabbatten og vi oplever det alle, som ret festligt at gennemgå den liturgi, som jeg har omtalt ovenfør.

Sådan skrev Irene på sin Facebookprofil om turen:
Lige hjemkommet fra en fantastisk 2 dages tur i Judæa og Negev ørken. At komme mange steder, hvor turister ikke kommer, det er et privilegium for seniorvolontører! F.eks vade op gennem et vandløb med rent kildevand for at ende i vandfald med køligt kildevand efter et par dage i ørkenens støv. At sidde omkring et bål, hvor aftensmaden bliver stegt, og hvor der bliver snakket, sunget og fortalt personlige historier. At overnatte ikke bare på et 5-stjerners hotel, men et tusindstjerners. At ligge og kigge op på nattehimlen midt i ørkenens stilhed indtil øjnene klapper i, det kan ikke blive bedre. Nu er vi så hjemme i lejligheden igen, og har lige spist sabbatsmåltid.

Lørdag den 29. okt
Det er sabbat og vi deltog i gudstjenesten i Jerusalem Assembly, en messiansk kirke med baptistiske rødder, og som har sat mange aktiviteter i søen. Du kan læse lidt om menigheden her: http://jerusalemassembly.com/ og her kan du læse en præsentation af menigheden, som jeg har oversat:

Hvem er vi
Shalom i Yeshua, vores Messias, navn.
Jerusalem Assembly House of Redemption er en bibeltro messiansk menighed i Jerusalem, som gennem fællesskab, evangelisation og discipelskab arbejde for at opbygge de troende i Kristus.
Vi er en menighed af både jøder og hedninger, som stræber efter at tjene vores Frelser.
Menigheden er etableret i maj 1991, og menigheden begyndte med bare 13 mennesker, der mødtes i et hjem til bibelstudie og er vokset i dag til et fællesskab af mere end 200 troende fra hele verden.
Vi arbejder under ledelse af Herren Jesus Kristus, og ledes af en fuldtids-senior pastor og er underlagt en ledelse af ældste og diakoner, der tager de udøvende beslutninger vedrørende kirken.
Du kan blive opmuntret og velsignet, når du udforsker vores hjemmeside.
Vi er klar til at hjælpe dig, når du henvender dig til os, og du velkommen til at kontakte os.

Søndag den 30. okt
Så stod den for mit vedkommende på endnu en lejlighed, der skulle renoveres og det blev en opgave for Hanne, Villy og mig. Den tilhørte en enlig etiopisk jøde(mor) med 3 børn tror jeg nok, og måske lidt typisk for den etiopiske kultur, så boede hendes bror der også. Vi malede alle rummene, men det var ikke så slem en lejlighed, som den første vi renoverede. Resten var i suppekøkkenet.

Om aftnen var der ”Joffiaften” – et fælles arrangement for de unge og for os seniorer, og denne gang havde man inviteret en Rabbifrue, som er gift med en Rabbi her, Michael Melchior. Hendes navn var Hannah Melchior, og hun begyndte sin introduktion med at sige at hun havde boet i Jerusalem siden 1986, samme år, som deres Volvo var fra og som de stadig havde. Sjovt ikke? Hun blev sikkert også lidt overrasket over, at jeg havde en helt magen til.

Hun fortalte om dagligdags jødedom, og forklarede alle de mange særlige detaljer med kalot, bederemme, bøn, ægteskab m.m.

Mandag den 31. okt
Ordet og Israel sørger for at det bliver meget varieret og en del af vores program hernede går på at vi deltager i aktiviteter, som skal være med til at berige vores ophold.

I dag havde man inviteret Nicolaj Techov fra DBI og Københavnerkirken til at fortælle os om Kristendommens jødiske rødder, og med udgangspunkt i 2. Mosebog trak han tre vigtige linjer fra GT frem, som på det stærkeste var med til at belyse den nytestamentlige teologi og praksis med tre pointer:
1. Guds hellighed
2. Æren og lovsangen til Gud
3. Afgudsdyrkelse
Om eftermiddagen tog vi en tur til den gamle by og besluttede og for en gåtur på muren fra Damaskusporten til Sions port og derefter gik vi hjem gennem Kedrondalen, forbi de mange udgravninger i Davidsbyen.
Det blev alt sammen en rigtig god oplevelse

Tirsdag den 1. nov
Vi afsluttede renoveringen ad den ”etiopiske” lejlighed og fik som tak for det lov til at smage den etiopiske ”hofret” injera – etiopisk fladbrød/pandekage med wot ovenpå.
Injeradejen står og hæver et par dage, før den bages på få minutter og spises kold, og serveres sammen med wot (en varm sammenkogt ret) og man river et stykke injera af med højre hånd og tager hermed en passende mundfuld wot og putter det hele i munden.
Wot findes i mange variationer, for eksempel med linser, gule ærter, fårekød, hønsekød eller kun grøntsager. Vores var en chilibaseret hønsekødret, men den faldt ikke helt i min smag, men jeg tog mig sammen, selv om det var ved at vende tilbage til min hånd

Onsdag den 2. okt
Så var 3 af os i suppekøkkenet, men herfra har jeg ikke rigtig noget at fortælle udover at det går ud på at skrælle kartofler, agurker, gulerødder, tomater, squash og skære meget af det i tern til salater eller suppe. Om eftermiddagen lavede vi pandekager til de unge fra Joffihuset, som vi har inviteret til at komme hen til os i nr. 29 i morgen torsdag.

Tre andre fik til opgave sammen med Ruben Bernhard at ordne en have for en handicappet jøde, og det var lidt af en barsk omgang med forrevne arme m.m. Irene, Inga og Villy stod for det

Torsdag den 3. nov.
Så stod den på suppekøkken igen for 5 af os, for Villy skulle hjælpe med den sidste oprydning i haven fra i går.
Om aftnen fik vi besøg af de unge fra Joffihuset, og vi fik en hyggelig aften sammen med leg, snak, pandekager, sang og andagt.
Vi gamle fortalte fra vores livshistorie, og de unge fortalte om, hvem de var og hvor de kom fra.

Fredag den 4. nov.
Vi arbejder som nævnt kun fire dage af gangen, og indlagt i vores program er forskellige seværdigheder i Jerusalem, og denne dag kom turen til det verdensberømte holocaustmuseum Yad Vashem, som i Jerusalem blev oprettet af det israelske parlament, Knesset, i 1953 med det formål at dokumentere det jødiske folks historie under Holocaust, og at sikre mindet om hver enkelt af de 6 millioner ofre, og at videregive historien om Holocaust til kommende generationer via Yad Vashems arkiver, bibliotek, skole, museer og samtidig ære de ikke-jøder, der hjalp jøder til at overleve.
Sådan skrev jeg på min Facebook: Det var så i dag vi fik muligheden for at besøge Yad Vashem, (Holocostmuseet i Jerusalem) og museets navn spiller på, at ofrenes navne er skrevet i Guds hånd. Det var en skræmmende og bevægende oplevelse. Jeg kunne ikke andet end græde lidt i afdelingen for de 1½millioner børn, der blev udryddet brutalt under 2. verdenskrig.
Se i øvrigt http://www.youtube.com/user/YadVashem med en række indslag fra museet.

Om aftnen spiste vi det obligatoriske sabbatsmåltid.

Lørdag den 5. nov
Lørdagen er vores søndag, og vi afholdt fra kl. 11 vores egen gudstjeneste. Vi har jo præsten med, og dagen efter er det Alle Helgensdag, en dag, hvor minderne dukker op, så vi sang nogle salmer, der passer til dagen. Den store hvide flok, feks.

Ekskurs om Allehelgensdag
Måske kunne det være godt lige at repetere lidt om Allehelgens og Allesjæles dag, som det også hedder.
1. november er det Allehelgens dag, og helgener hører til i den katolske kirke er vores første tanke, hvor mennesker der har lidt martyrdøden for deres tro,eller en person der har gjort noget godt, kan blive kåret til helgen af paven.
Også i vor tid hænder det, at Paven kårer en afdød til helgen, og de forskellige helgener havde i starten hver deres mindedag, men da man efterhånden havde mange tusinde helgener og martyrer blev det til een dag "Alle helgernes dag" eller"Alle Martyrers dag", hvor man kan mindes alle helgenerne.
Dette skete allerede i det 4. århundrede, hvor man har beviser for, at Allehelgen blev fejret i Antiokia lige efter pinsen.
I 844 blev dagen, 1. november, en helligdag i romerkirken og mange af årets dage har stadig navn efter en helgen.
Når nu helgener havde en dag fik man også en dag til alle de fortabte sjæle, og det blev dagen efter Allehelgens dag, og på den dag - Alle Sjæles dag - var det de almindelige afdøde man mindedes.
Ved reformationens indførelse blev disse 2 dage i den evangeliske kirke
slået sammen til een mindedag for alle de kristne der døde i deres tro, og dagen blev stadig kaldt Allehelgen, selvom man i den protestantiske kirke ikke har helgener, og Allehelgens dag er i dag ”kun” en dag, hvor man mindes alle afdøde, og hvor familie og venner besøger kirkegårdene og sætter med friske blomster/kranse på gravene, og nogle steder er man begyndt at mindes årets døde i kirken med navneoplæsning og sætte levende lys på gravene. Sådan gør man bl. a. i Vamdrup

Om eftermiddagen gik vi en tur til Promenaden eller som den rettere hedder: Haas Promenade, som ligger i vores område Talpiot, nær den FN-hovedkvarteret
Fra dette udsigtspunkt på toppen af en højderyg med udsigt over Jerusalems Gamle By og Det Døde Hav, er der tilknyttet den tradition, at her blev Abraham vist Morijabjerget som stedet, hvor han skulle binde sin dreng, Isak, og ofre ham, som vi kan læse om det i Bibelen i 1. Mos 22.
Gemt under denne højderyg er resterne af en akvædukt bygget af Herodes den Store til at bringe vand i en akvadukt fra syd, til Jerusalem og hans sommerpalads Herodium, og templet.
Området var ingenmandsland i perioden mellem oprettelsen af staten Israel i 1948 og genforeningen af Jerusalem i 1967.
For enden af Promenaden møder vi FN´s Mellemøsten hovedkvarter, som har til huse i den tidligere britiske højkommissærs hovedkvarter.
The Jerusalem Peace Forest gror ned langs skråningen under Promenaden, og byrådet planter et træ i skoven for hvert barn, der fødes i Jerusalem, og som dermed skal repræsentere det evige håb om fred mellem de arabiske og jødiske befolkninger.

Søndag den 6. nov.
4 af os fik lov til at tage med til Tiberias, på en fin tur opad i landet gennem vestbredden og på den måde møde hovedsagelig det arabiske leben undervejs med gartnerier m.m.
Målet var at være med til det: FØRSTE SPADESTIK TIL DANSK HUS, som Torbens Mathisen skriver det på Ordet og Israels hjemmeside. Jeg citerer:

Søndag var en skelsættende dag i Ordet og Israels historie!
Efter flere års forberedelse kunne byggeriet af Ordet og Israels danske hus ved Genesaret Sø endelig sættes i gang.
Ordet og Israels israelske arkitekt, entreprenør og en flok af de nuværende discipelskoleelever og volontører kunne sammen med medarbejderne i Israel tage det første spadestik til de to huse, der tilsammen fremover skal huse Discipelskolen og en bred vifte af kortere og længere kurser for danskere i alle aldre.
Det var et både festligt og højtideligt øjeblik, og begivenheden blev naturligvis markeret med tak og bøn til Gud, om, at Han vil råde på dette sted.

Men undervejs Gjorde vi stop ved Kohav Hayarden National Park, eller Belvoir Fortress, som er Korsfarer fæstning i det nordlige Israel, på en bakke 20 km syd for Genesaret Sø. Den restaurerede fæstning ligger i Belvoir National Park, og det er den bedst bevarede Ridderfæstning i landet.

Belvoir Fortress var en del af den feudale ejendom fra en fransk adelsmand ved navn Velos, der boede i Tiberias. I 1168, solgte Velos det til Korsfarerordenen Hospitallerne og et koncentrisk borg blev bygget på grunden.

Fæstningen fungerede som en væsentlig hindring for den muslimske mål at invadere det korsfarerdominerede og korsfarerkontrollerede kongerige under kong Baldwin IV, som havde hovedsæde i Jerusalem, og som skulle sikre de kristne pilgrimme adgang til de vigtige kristne steder i Israel.

Fæstningen modstod angrebet af de muslimske styrker fra øst i 1180 og igen i 1182, men efter den muslimske krigsherre Saladins sejr over korsfarerne i slaget ved Horns af Hittin, blev Belvoir belejret, og belejringen varede et år og en halv, indtil forsvarerne overgav sig den 5 Jan, 1189, og fæstningen Belvoir blev ødelagt i 1217-18 af de muslimske herskere, der frygtede en generobring af fæstningen af korsfarerne. I 1240 blev Belvoir afstået til korsridderne efter aftale, men manglende midler tillod ikke en restaurering af fæstningsværket og fæstningen kom igen under muslimsk kontrol.

Israel har et Department of Antiquities, og under det en afdeling for undersøgelse af Korsfarerslotte under ledelse af Joshua Prawer. Den mest markante opdagelse var på Belvoir. Mellem 1963 og 1968 blev der foretaget udgravninger på slottet. Før undersøgelserne, havde det været antaget, at Belvoir var en simpel borg, med blot et enkelt kabinet, men resultatet af opdagelsen i 1960'erne var, at det viste den komplekse karakter af de tidlige militære arkitekturer i kongeriget Jerusalem under kong Baldwin IV. Belvoirs design bar ligheder med et romersk fort: den indre kabinet var rektangulært med tårne i hjørnerne.

Belvoir er et tidligt eksempel på den koncentriske slotsplanen, som blev meget brugt i senere korsfarerslotte. Slottet var meget symmetrisk, med en rektangulær ydervæg, forstærket med firkantede tårne i hjørnerne og på hver side, der omgiver et firkantet indre kabinet med fire hjørnetårne og en mod vest væggen. Hvælvinger på den indvendige side af begge vægge gav plads for opbevaring af gods m.m. og ydede beskyttelse under bombardementer. Slottet var omgivet af en tørvoldgrav 20 meter (66 fod) bred og 12 meter (39 fod) dyb.

Så har jeg opdateret lidt (2. opdatering) på vores

Kære venner, så er der lidt nyheder herfra igen.
Først lidt, som Villy Thorup gerne vil dele med jer:

Uge 41/42
v. Villy Thorup

Uge 41 - torsdag gik vi rundt i den gamle by, herunder fulgte vi Via Dolorosa (Jesu lidelsesvej) Det blev til en gåtur på 11.5 km.

Fredag var vi på udflugt - besøg i en drypstenshule - Soreq Cave - og badning i Middelhavet (28 grader varmt vand). Vi holdt sabbatsaften fredag aften sammen med lederparret hernede for Ordet og Israel - Ida og Mathias og fik forklaret hvordan man gør som jøde.

Lørdag til gudstjeneste i en messiansk menighed (jøder der er blevet kristne). Der var 3 dåb af voksne menesker. Om eftermiddagen en mindre tur heromkring til området ved kibbutz Ramat Rachel, hvor der er en olivenlund, hvorfra man kan se til Betlehem og svagt skimte det døde hav.

Det blev således en ferieuge, grundet at det er helligdage (løvhyttefest) til minde om udvandringen fra ægypten, som egentlig er derfra man regner Israel som nation, så mange steder ser man at folk bor i løvhytter.
Som højtid kan man næsten samenligne det med vores jul - en rigtig familiefest.

Uge 42 - søndag, mandag og tirsdag arbejder vi i suppekøkken og lejligheder.

I suppekøkkenet snitter vi agurker, tomater og grønpeber i meget små stykker til salat. Skrælning af kartofler m.v. til suppe. Der er servering for 200 mennesker der spiser der, og ca 1300 bliver bespist ud af huset.

Det er meget forskelligt hvormange frivillige der arbejder der fra dag til dag, de kommer fra alle mulige steder i verden, der kan være fra 10 til 50.

Lejligheden som Villy, Irene og Niels Peder har været i de sidste dage er blevet malet, gjort grundig rent og skabe er sat i stand hos en ælder jødisk bedstemor der er indvandret fra Etiopien.

Tirsdag eftermidag kiggede vi på den store Jerusalemmarch som er et festoptog med f.eks soldater, hundefører, hvori også deltager kristne fra mange lande, som er i Jerusalem til den årlige Løvhyttefest.

I onsdags var vi på vandretur til Betlehem hvor vi besøgte fødselskirken,

og selvfølgelig kom vi også igennem muren som skiller - sikkerhedsmuren indtil det palæstinensiske område.

I går tog vi bussen til Oliebjerget og gik derfra ned til den gamle by gennem Gethsemane have.

Lidt fra min dagbog
v. Niels Peder Nielsen

Mandag den 17. okt.
Dagen begyndte kl. 8.00, hvor vi tog ud til vores etiopiske familie, der havde et meget stort behov for at få malet, repareret skabe m.m. og få gjort ren. Jeg kan ikke huske at jeg har oplevet magen til snavset lejlighed, fyldt med kakkelakker, snavs og affald overalt – i skabe og skuffer, kalk i baderum m.m.
Men vi gjorde det, fordi vi tror, at det er godt at lære at tjene og det er godt at huske på, at ”hvad I gør mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig” som Jesus siger et sted

Facebookindslag: Min kone beskylder mig for at være bange for kakkelakker. Men det modbeviser billedet af den døde kakkelak med benene i vejret. Den har jeg helt selv taget et billede af. Fingeren til sammenligning er dog ikke min. Jeg turde jeg ikke selv lægge finger til. Fingeren tilhører min makker udi lejlighedsrenovering - en rigtig modig mand, der hedder Filip.

Tirsdag den 18. okt
Det var dagen, hvor vort hold (Villy, Irene, Filip og NP) under ledelse af Ruben Bernhard gjorde lejlighedsrenoveringen hos vores lille etiopiske mor færdig. Arbejdet bestod i maling af hele lejligheden, rengøring af køkken og bad, reparation af skabe, låger, tøjskab, vinduer, skabe, elinstallationer, nyt toiletsæde, badeforhæng m.m. Resultatetet blev ganske godt, og dateren var med den sidste dag, og vi tror at der vil være nogle ting, der nu vil være lidt/noget anderledes for hende.
Om eftermiddagen deltog vi i den årlige Jerusalem March, hvor rigtig mange forskellige virksomheder, foreninger deltog og ikke mindst rigtig rigtig mange kristne fra alle mulige lande deltog i forbindelses med løvhyttefesten. Det var en sator oplevelse at se alle de tilkendegivelser overfor Israel, som alle deltagerne i marchen gav udtryk for.

Onsdag den 19. okt.
Vi havde en fridag, og den benyttede vi til at gå en tur på ca. 16 km til Betlehem. Det blev en rigtig god oplevelse at se stedet, hvor Jesus blev født og også godt at møde palæstinensernes forsøg på virkelig at få gang i hjulene på trods af den lidt uhyggelige mur, der er blevet bygget og den lidt voldsomme måde man kropsvisiterer de palæstinensere, der arbejder i Israel.
Det var ikke tilladt for israelere at rejse ind i Betlehem, og heller ikke palæstinensere at rejse ind i Israel uden gyldig grund.
Vi besøgte en butik med træskærerarbejde og deres forretning var næsten gået i stå på grund af muren.

Torsdag den 20. okt
Her er lidt jeg har hugget fra Irenes Facebookprofil, og det dækker ret godt hvad vi har oplevet i dag:
I dag er sidste dag i Sukkot. Vi havde en dejlig formiddag herhjemme med morgen/formiddagskaffe på terrassen - og en bibeltekst, som blev til en hel bibeltime, da alle blev inspireret af den.
I eftermiddag tog vi bus ind til "byen" og gik op på oliebjerget, nød udsigten, hyggede os lidt over en dromedar. På nedturen så vi bl.a. Getsemane have med de ældgamle oliventræer, måske helt fra Jesu tid. Vi var i Fadervor kirken, hvor Fadervor står på alverdens sprog. Vi spiste dejlig middag på en armensk restaurant og gik endelig ind til grædemuren, hvor der var "Toraens glædesfest", dermed sluttede Sukkot.

Fredag den 21. okt
Det var en af de dage, som ikke havde noget bestemt program, og de fleste af os brugte den til at læse, få ordnet vasketøj, skrevet mails, ordnet billeder m.m.
Fredag aften, når de første tre stjerner ses på himlen indvarsles sabbatten, og vi holder sabbat lidt i stil med jødernes sabbat, og vi bruger ritualet, som man bruger her i Joffihuset og hos os i Seniorhuset.
Her er ritualet:
Shabbatsmåltid
Shabatten, hviledagen, bliver af jøder anset som den væsentligste og mest værdifulde højtid. Den indledes allerede fredag aften med synagogegudstjeneste og derefter går man hjem til et lækkert shabbatsmåltid krydret med lovsigelse, bøn og sang.
Vi holder et messiansk shabbatsmåltid. Det betyder at vi har føjet Yeshua HaMeshiah (Jesu Kristi) perspektiver til.

1. Mos. 2, 2-3:
På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede Gud efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

2. Mos 20,9-10:
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Du må ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt hvad de rummer, men på den Syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

Gud befaler, at vi skal holde hviledagen hellig, ligesom han selv hvilede på den syvende dag. På den syvende dag kan vi ligeledes hvile ud efter en ofte hektisk arbejdsuge, både på det fysiske og mentale plan - og for at have tid til at blive styrket åndelig.
Foruden det, har Herren givet os shabatten, som en påmindelse om den kommende Sabbats-hvile. Der skal de, som bekender Jesus Messias som konge, være sammen med ham på den nye jord.

Hebr 4,8-11:
For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag. Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine. Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.

Lysene
I jødiske hjem tændes 2 lys lige før solnedgang, som regel af moderen. Dette gøres for at symbolisere overgangen fra den almindelige uge til hviledagen. Desuden står lysene for ordene ”Shamor” – du skal tage vare på…… og ”Zachor” – du skal huske…..
Vi vil her desuden tænde de 2 lys fordi Jesus Messias er verdens lys, og fordi vi skal være lys for ham i denne verden.
(Baruch ata Adonai Eloheinu, melech ha-olam, asher kidshanu b’mitzvohtav, vetzivanu lehiot or legoyim, venatan-lanu Yeshua meshichenu, haor laolam)
Velsignet er du O, Herre vor Gud, universets konge som har helliget os ved dine befalinger og befalet os at være lys for verden og som har givet os Yeshua vores frelser, verdens lys.

Vinen
Der skænkes vin op i et enkelt bæger

Sal 104,13-15:
Du vander bjergene fra din højsal, jorden mættes med frugten af dit værk. Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde. Deres ansigt glinser af olie, og brødet giver mennesket nye kræfter.

Manden løfter vinen og beder velsignelsen:
(Baruch atah Adonai Eloheinu, melekh ha-olam, borei pri hagaffen)
Velsignet er Du O, Herre vor Gud, universets konge, som skaber vinstokkens frugt.

Brødet
Challot er dækket med et stykke klæde, som symboliserer at mannaen faldt som dug. De to brød symboliserer den dobbelte portion af manna.
Sal. 78,23-25
Så gav Han befaling til skyerne deroppe, Han åbnede himlens døre og lod det regne over dem med manna, korn fra himlem gav Han dem at spise; mennesker spiste engles brød, Han sendte dem føde, så de blev mætte.
2 mos 16,22a +23a
Den sjette dag samlede de dobbelt så meget, to omer til hver... Det er det, Herren har befalet: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for Herren.
Husfaderen flytter klædet og beder velsignelsen:
(Baruch ata Adonai Eloheinu, melech ha-olam, ha-motzi lechem min ha’aretz)

Velsignet er du, O Herre vor Gud, universets konge, som bringer brød frem af jorden.
Brødet brækkes og deles ud. Vi skærer det ikke ud fordi vi vil huske den evige sabbatshvile, hvor Jesus Messias skal være konge og alle våben, sværd og knive skal smeltes om til plovjern og markredskaber. Es 2,4.
Brødet kan dyppes i salt. En af traditionerne siger at det er for at huske på at Gud sagde til Adam, at han i sit ansigts sved skulle spise sit brød.

Shabbat Shalom!!!

Lørdag 22. okt.
Jeg har ikke før nævnt, at vi i efterårsferien fik besøg af en menighedstur, arrangeret af Felix rejser under ledelse af Hanne og Leif Toft, med hovedsagelig folk fra vores menighed – Oasefælleskabet - i Silkeborg.
Sammen med lederen af Ordet og Israels arbejde her i Jerusalem blev det aftalt, at vi kom med på en enkelt dagVi kørte ned gennem Judæaørkenen, forbi Jeriko og første stop var det smukke naturreservat Ein Gedi - et af de steder, hvor David og kong Saul mødte hinanden som fjender. Vi gik en spændende tur op til Davidskilden og vandfaldet.
Efter et frokoststop kørte vi til klippefæstningen Masada, hvor jødiske frihedkæmpere år 73 efter romernes angreb begik selvmord for ikke at falde i fjendens hænder.
Vi sluttede af med at bade i Det døde Hav, hvilket er en helt speciel oplevelse pga. det saltholdige vand. Vi kunne også tage et sundt og mineralholdigt sundhedsmudderbad.
På hjemvejen stoppede chaufføren og vi så på afstand Qumranhulerne, hvor de fantastiske fund af dødehavsrullerne blev gjort i 1947 og hvor udgravningerne af Essener-munkenes boplads findes.

Søndag den 23. okt.
Så var der endnu en lejlighed, der stod for tur. Det var en etiopisk familie med 7 børn. Alene at se, hvordan man i en beskeden lejlighed får plads til 7 børn var en oplevelse.
Men Villy, Ruben og jeg gik ombord i det , flyttede møbler m.m. og malede hele stuen/køkkenet, og ved 14,30 tiden kom børne hjem fra skolen og pludselig var der et kontrolleret mylder med de mange børn. Vi fik tyrkisk kaffe (den med grums i bunden af koppen) og det blev alt sammen serveret fra et lille ”kaffebord” fint lavet til de små koppere, kander m.m. det var uhøfligt at drikke mindre end tre kopper af de ganske små kopper.

Den første uge i Jerusalem 10 - 16. okt. 2011

2011-10-16T18:53:00.001+01:00

Dette er begyndelsen til de ugentlige rapporter om vores tur til Jerusalem

Mandag den 10. okt.
Tiden gik med at rejse, og vi havde en fin tur, blot med lidt forsinkelse, men vi ankom til Jerusalem kl. 2 om natten, så ingen problemer der.

Tirsdag den 11. okt.
Det var dagen, der gik med at indrette sig, få informationer og blive vist lidt rundt i området.

Onsdag den 12. okt.
Det var vores første arbejdsdag. Jeg fik så nederdrægtig ondt i ryggen ved at sidde i den lokale sofa, og jeg kunne ikke komme med på arbejdet i suppekøkkenet. Dog synes jeg at jeg var frisk nok til at tage med på en rundtur i Mea Shearim (de ortodokse jøders kvarter). Her var de ortodokse i fuld sving med at forberede sig til Sukkot – Løvhyttefesten – som krævede forskellige ingredienser: Fejlfri citron m.m.

Torsdag den 13. okt.
Denne dag er en halv helligdag, som optakt til Løvhyttefesten, så vi skulle ikke på arbejde, men besluttede os for en gåtur til den gamle bydel i Jerusalem, og vi gik meget omkring, så The West Wall (Grædemuren) og vi fulgte i Jesu sidste fodspor og så og fotograferede næsten alle 14 stop på Jesu lidelses vandring endende i Gravkirken, som var stoppende fuld af turister mm., så der var ikke så megen tid til refleksion og meditation. Det fik vi dog mulighed for i Gravhaven (Gordons Golgata) inden turen gik hjemad på apostlenes heste, en tur på ca. 14. km.

Grædemuren

Fra Via Dolorosa

Kan I høre Irene råbe: Han er opstanden?

Fredag den 14. okt.
Vi arbejder fire dage om ugen, og derfor var der en ”normal” fridag, og den blev brugt på en skøn og god måde. Ruben Bernhard hentede os kl. 9.00, og ville først vise os Soreq Cave, en fantastisk drypstenhule i nærheden af Beit Shemesh.
Derefter tog Ruben os med til det skønneste strandområde man kan tænke sig lidt syd for Tel Aviv. Vandet var 28 grader og vi var alle vilde med at bade og lege i bølgerne. Om aftnen kl. 18 fejrede vi shabath med et shabathsmåltid efter forskrifterne og underledes af Ida og Mathias (værtsparret i Joffihuset)

Fra drypstenshulen

Det er mig den tykke, der ligger på maven

Har jeg ikke en smuk kone, en hel skønhedsåbenbaring

Lørdag den 15. okt
Shabbath, som vi fejrede i Jerusalem Assembly (en messiansk menighed, hvor der var tre dåb og en meget entusiastisk forkynder og gudstjenesteleder, som blev tolket til engelsk.
Eftermiddagen bød for nogle på en tur andre (bl. a. mig) kæmpede med at få Facebook til at makke ret.
Det voldte virkelig mange problemer og hele tre gange blev jeg smidt af, så vi venter jeg lidt med at skrive direkte på Facebook.

Søndag den 16. okt.
Søndagen er her arbejdsdag og vi blev delt i to hold - tre til suppekøkkenet og tre til lejlighedsrenovering hos en fattig etiopisk enke med to sønner. Det så forfærdelig ud, og jeg ”stjæler lige hvad Irene har skrevet på sin Facebookprofil: Det er søndag, så vores arbejdsuge er startet. I dag har vi påbegyndt maling og småreparation af en lejlighed tilhørende en etiopisk jødisk familie, måske en enke med voksne børn. Det var kun kvinden, der var hjemme. Niels Peder ville på et tidspunkt gøre rent i køkkenskabene, men opgav, da han så alle kakkelakkerne. Måske samler han mod til i morgen. Men hvor det pyntede at få malet lofter og vægge. Villy er maler, så arbejdet skrider hurtigt frem. Niels Peder fik sat bagbeklædningen fast på et skab, så det igen stod i vinkel, og hylderne kunne sættes på plads. Desværre var lågerne brækket af, men de er heller ikke så nødvendige. Jo, det er nemt at gøre forholdene bedre, end de var. Kvinden smilede, da vi tog hjem. Annalise, Inga og Hanne tog bussen alene ind til suppekøkkenet, og måtte bede en bøn, inden de fandt stedet, men nu har Hanne taget et billede af alle gadeskiltene, så nu skal de nok finde frem.

Fænomenet Breivik

2011-08-09T09:58:00.000+01:00

Lad mig slå fast med det samme. Det er en frygtelig ulyksalig hændelse det ganske Norge har været udsat for i juli måned, og der har været sagt og skrevet så meget om det, om grunden, om motiverne osv, og jeg har slet ingen forudsætninger for at forstå eller forklare, hvorfor det er sket, men der var alligevel et eller andet, der sagde ja inden i mig, da jeg læste Anders Blichfeldts tanker og betragtninger i KD 6. august 2011, og jeg sender det hermed videre på min BLOG til orientering, reflektion og eftertanke.
Vurder selv

Fænomenet Breivik.

Sagens kerne er ikke ideologisk
De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste, skriver Anders Blichfeldt om terrorister som Anders Breivik, Valerie Solanas og James Earl Ray

Anders Blichfeldt | 6. august 2011

Det begynder med en personligt krænket rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet, skriver sognepræst Anders Blichfeldt

Begge parter deler samme præmis for udvekslingen – noget i retning af, hvad Politiken udtrykte i sin leder den 25. juli, at ”... fredagens koldblodige grusomhed var ligesom islamistisk terror næret af ... forestillinger om islam. Mens al-Qaeda og deres ligesindede ser sig selv som Guds soldater i en retfærdig krig, ser den norske terrorist sig som frihedskæmper for sit land og for en nordisk kultur, der er truet på eksistensen af islam”.

Og så kører medierne ellers i studier af Breiviks 1500 siders ordgyderier. Eller den kører i studier af højre- og venstrefløjsretorik, ligesom den tidligere har kørt i islam- og koranstudier efter 11. september 2001.

Disse emner er ikke irrelevante. De er bare ikke sagens kerne. Tillad mig at blære mig lidt: Jeg har gennem mange år haft sære læsevaner. Jeg har læst Unabomberens manifest, Valerie Solanas ditto, jeg har læst biografier om James Earl Ray, Lee Harvey Oswald, Charles Manson. Jeg har set en dramadokumentarisk film om John Wilkes Booth. Og nu følger jeg med i nyhedssagaen om Breivik.

De har noget til fælles alle til hobe, disse ”mørkets celebrities”.

De er alle højt profilerede mordere. Og de erklærer alle, at de gjorde det i en højere sags tjeneste. Flere af dem har beredvilligt udtrykt sig offentligt om deres ”ideologier”, der viser sig at være en samling fikse idéer og monomane forestillinger.

Og hver gang kan jeg se, at ”i begyndelsen var hadet”. Det begynder med personlige krænkelser af overvældende grusomhed, ofte fra barndommen af. Det begynder med livsødelæggende skuffelser og uindfriede ambitioner. Det begynder med et vraget, marginaliseret individ. Nu har vi så en rebel, der mangler en sag. Og den finder han eller hun på markedet for populære synspunkter – racisme i Sydstaterne, syret hippie-apokalyptik, tidlig radikal storby-feminisme eller andet.

NU GÆLDER DET om at lægge en plan og skaffe sig våben, så vores fortabte sjæl fra den sociale ødemark kan gøre regnskabet op med menneskeheden og samfundet. Og det gør rebellen ved at angribe samfundets dyrebare og elskede figurer eller institutioner: præsidenten, filmens eller musikkens stjerner, regeringshovedkvarteret.

Men først skal vi lige blogge og skrive og bånde sange og efterlade diverse optegnelser, gerne kryptiske, med indbyggede urimeligheder, der kan få dem til at tage sig gådefulde ud. Vi skal lige posere for kameraet med skydevåben og lægge det på You-Tube eller sende det til pressen vel vidende, at i morgen, efter udåden, vil verden se og bemærke mig, ansigtet fra marginen. Ham den glemte, ham den foragtede, ham, ingen gad have med at gøre.

Nu er det tid til handling. Bang bang, kan I høre mig nu? Og glad og tilfreds, endelig med fred i mit plagede sind, kan jeg lade mig transportere til fængslet i forventning om en kæmpe retssag, hvor jeg kan optræde og få endnu mere opmærksomhed. Oh, giv mig lov til at optræde i hjemmelavet teateruniform. Giv mig pen og papir til min forsvarstale ...

Min indsigt er: ”any old song will do” for sådan en vred taber. Han vælger måske nok ud fra iboende sympatier, men islam eller sydstatsracisme eller nordisk kultur er ikke hans egentlige motiv. Det viser sig i de forskellige ”manifester” ved nærlæsning. Ingen af dem giver mening (ville en nationalsindet nordmand gøre sådan mod sit land? Ville én, der hader Arbeiderpartiet, booste dets popularitet, som Breivik har gjort? – bare til et eksempel).

Det står endnu tilbage at afdække Breiviks personlige historie. Men jeg tør godt vove den påstand, at han næppe har oplevet sig selv accepteret og elsket for sin egen skyld. Og jeg påstår tillige, at hvis Breiviks sympatier havde ligget hos den yderligtgående venstrefløj, ville han stadig have begået sin terrorhandling.

Hans ”manifest” ville i så fald have bestået af 1500 sider revolutionær pseudofilosofi. Hans selvlavede uniform ville have været parti-sanagtig. Og de anklagende betragtninger om farlig retorik ville være kommet fra højre side af salen. Hvis Breivik havde været islamisk konvertit, ville hans manifest have bestået af korancitater og opfordringer til jihad. Og vi ville alle være engageret i en hed debat om islam, islamisme og Palæstinas skæbne, der nu har krævet menneskeliv i Norge.

Og vi ville tage fejl, som Sørine Gotfredsen tager fejl. Breiviks handling har i grunden intet med ”rationaler” om multikulturalisme at gøre. Lige så lidt som fodbold er kernen i fodboldhooliganisme.

Anders Blichfeldt,
sognepræst,
Gl. Holebyvej 4, Holeby

Troskab og utroskab

2011-08-02T06:30:00.000+01:00

Parforholdet er under pres i disse år, et pres, som gør, at det, der skulle være en stor velsignelse og som Stasi og John Eldridge siger det i deres bog Kærlighed og krig:
Lad os nu slå dette fast: Ægteskabet er hjertets tilflugtssted og fristed.
I dit ægteskab får du et andet menneskes hjerte betroet. Uanset hvad dit livs store mission ellers vil indeholde af udfordringer, så har du hver eneste time af hver eneste dag til opgave at elske og forsvare det hjerte, der banker ved din side.
Ægteskabet består i det privilegium og den ære, det er at leve så tæt på hjertet, som to mennesker kan komme. Ingen andre i verden har så enestående muligheder for at trænge dybt ind i hinandens hjerter som to ægtefæller. I ægteskabet inviteres vi ind i vores ægte-fællers hemmelige eksistens, deres sandeste jeg. Vi får et eksklusivt kendskab til deres nuancer, deres særlige smag, deres form for humor, deres yndlingsaversioner. De bliver vores fortrolige og betror os deres håb og drømme, deres sår og deres frygt.

Ind i det problematiske, som ægteskabet kan blive for mange og ikke mindst på grund af en dysfunktionel seksualitet er det velgørende at læse hvad Samvirkes redaktør og valgmenighedspræst Keld Dahhlmann siger om det kontroversielle emne. Døm selv

Den eneste ene og et par stykker mere

Moralsk tager vi skarp afstand fra alle former for utroskab, hvis talen falder på emnet til middagsselskabet, men cirka halvdelen af os har leget med tanken – eller mere end det.

Af Louise Skøtt Gadeberg | 28. juli 2011

Utroskab er en mærkelig størrelse

Et par hurtige søgninger på internettet afslører, at utroskab er noget, vi danskere går op i – på forskellig vis. På Facebook tager vi afstand fra udenomsroderi i grupper som »Rigtige mænd er ikke utro« og »For os kvinder, der ikke er utro«, og samtidig myldrer internetportaler som scor.dk, sexdating.dk og victoriamilan.dk af liv. Her kan du som gift eller samlevende partner gøre livet mere levende med en affære – og det er både nemt, bekvemt og 100 procent anonymt. Og antallet af profiler stiger støt.
En undersøgelse fra Berlingske fra 2008 viste, at en tredjedel af danskerne har været deres partner utro en eller flere gange. I 2010 skrev Ekstra Bladet, at hele 53 procent af danskerne ikke har rent mel i partnerposen.

I blogs, læserbreve og artikler raser meningsdannere – alt fra præster til unge singlemødre – mod de forførende reklamer for disse utroskabsportaler, fordi de legaliserer utroskab. Andre argumenterer for, at monogamiet er forældet, og at det er vores natur ikke at kunne holde nallerne fra andre end ægtefællen.
Nogle blogger og chatter om, hvor vidunderlig deres utroskab er, og hvor berigende det er for deres ægteskab. Andre igen beklager deres nød og søger råd og vejledning til, hvordan de dog skal komme på rette spor med deres hjertes udkårne, efter at understellet for en tid har taget over.
Utroskab er en mærkelig størrelse, for hvorfor gør vi det, og kan vi overhovedet undgå at ende i en anden end ægtefællens seng?

Vi skjuler vores seksualitet

Hun er klar i spyttet og siger det ligeud: Åben og ærlig kommunikation er roden til et sundt, seksuelt og stabilt parforhold. Det er Joan Ørting, sexolog og kognitiv terapeut, slet ikke i tvivl om. At vi ikke melder ud om vores utilfredsstillede behov i tide, er årsagen til, at vi ender derude, hvor en kollega eller hende den nye i sportsklubben ligner den eneste løsning på det brændende begær, som mange naturligvis ikke kan blive ved med at undertrykke år efter år.
Sexologen mener, at der er flere grunde til, at vi holder vores seksuelle vejr, indtil børnene er store, og ikke melder åbent ud til vores partner, at vi altså har brug for mere end et hurtigt knald om måneden.

Vi tvivler på os selv

»Grundlæggende har vi mennesker svært ved at tro på, at sådan som vi er og virker seksuelt, er naturligt og godt nok. Når vi oplever, at vores partner for eksempel ikke er med på at lege nye lege i sengen, så holder vi også vores andre fantasier skjult – afvisningen får os til at tvivle på os selv,« siger Joan Ørting.
Ingrid Ann Watson er psykolog og samlivsterapeut. Hun undrer sig over dobbeltmoralen ved utroskab – at man går ud og gør noget, man ikke ville ønske, ens partner gjorde mod en selv. Derfor er vi så optagede af at holde det skjult og ikke tale om lysten i stedet.

»Hvis det derhjemme er kørt af sporet eller er gået i stå, så kan vi ikke lade være at reagere på udefrakommende impulser og flirt. Men utroskab er og bliver den nemme løsning i stedet for at løse problemerne hjemme eller gå hver til sit,« konstaterer hun.
Lad os grave lidt dybere i det der med seksualiteten og tilfredsstillelsen af den.

Svært at holde liv i flammen

Hverdagen er travl og fyldt med mere eller mindre spændende gøremål for de fleste, hvilket i sagens natur gør det jævnt kompliceret at holde ild i flammen på lagnerne år efter år. Vi sætter ikke nok tid af til at tale sammen og nå hinanden mentalt i vores stressede hverdag, og ingen eller dårlig kommunikation fører ofte til ingen eller dårlig lagengymnastik.
»Vi har simpelthen for travlt til at få talt ordentligt sammen, og så ender vi med at bolle for lidt – for så at ende med at bolle nogle andre,« starter Ingrid Ann Watson, der har hørt den historie mange gange i sin samlivsterapisofa.

»Kvinder savner ofte intimitet derhjemme – de mangler en at tale med, en til at lukke dem op, for kvinder får først rigtig lyst til sex, når de åbnes med kommunikation og omsorg. Når de føler sig hørt og trygge, bliver de modige og villige. Spændende sex skabes i et trygt miljø, hvor der plads til leg, og hvor han siger, »du er sindssygt fræk, når du…«,« forklarer samlivsterapeuten og understreger, at det ikke er mændenes skyld, at dobbeltsengen ikke fungerer.

Smid svesken på disken

»Det går begge veje. Helt klart. Vi klæder os lækkert på, når vi skal på arbejde, men når vi kommer hjem, smider vi det lækre outfit og trækker halvsvedige i forvasket joggingtøj og går i haven. Men hvorfor? Undersøgelser viser, at det ofte er på arbejdspladsen, vi møder den, vi har en affære med, for pludselig er der en, der hver dag bemærker, hvor lækre vi ser ud.«
Ingrid Ann Watson råder konkret til, at man hver eftermiddag tager en halv times intens voksensnak uden mobiler og med ungerne foran tv’et med en pakke kiks. Det åbner op for følelserne, når vi taler sammen.

Joan Ørting er enig. Smid svesken på disken og få snakken om, hvad der mangler i jeres forhold, råder hun. Jo før, jo bedre.

»Inden I ender i en grim skilsmisse, så gå hjem og sig: »Søde skat. Jeg går og gør mig lækker for regnskabschefen hver morgen, men jeg ønsker ikke at være dig utro. Hjælp mig med at tale om, hvad vi kan gøre for, at jeg får mere lyst til dig igen, så jeg ikke ødelægger vores forhold med ham. For det er dig, jeg elsker.« Find en fælles løsning på et fælles problem. Vær modig.«

Løgn er værre end sex

Uanset hvem der har lavet hvad, med hvem, hvordan og hvor ofte, så er der en rød tråd gennem det hele: Løgnen.
»De fleste lykkelige parforhold kan komme over et sidespring. Men det er løgnen, der sårer. Det er den, der bryder venskabspagten og tilliden i parforholdet, og den er grundstenen for forholdet. Når den ene part bryder den fortrolighed, så er der risiko for seriøst sårede følelser. Og det er ikke sikkert, de kan heles,« advarer Joan Ørting, der selv lever med en elsker ved siden af sit parforhold, hvor de har givet hinanden seksuelt fri. Men det er en konstellation, de færreste magter i praksis, advarer hun.

Oftest er det dog mænd, trods alt, der klager over for lidt og uinteressant sex, konstaterer Ingrid Ann Watson.
»Bliver han sultet længe nok, overbeviser han sig selv om, at det er okay, at han har sex med andre – for det er jo hans natur! Og der er flere og flere kvinder, der også har det sådan. Men mange glemmer at tone rent flag hjemme i ægtesengen først. Det handler om at give den anden chancen for at komme ind i kampen – det er for nemt bare at være sammen med en anden uden at tage konfrontationen.«

Ha’ en affære

Et af de sites, der opfordrer og, efter kritikernes mening, legaliserer utroskab, er victoriamilan.dk. Mantraet her lyder: »Er du gift? Savner du spænding? Så gør livet mere levende med en affære...«.
60.000 danskere savner tilsyneladende spænding og har allerede oprettet en profil på sitet, hvis mål er 200.000 danske brugere inden årsskiftet, udtaler Sigurd Vedal fra Victoria Milan til flere medier.
Sitets eksistens og massive markedsføring i gadebilledet har sat utroskab på dagsordenen i kantiner og ved middagsborde. Fra at utroskab var noget, vi undgik at tale om, så er det pludselig på alles læber.
Keld Dahlmann er valgmenighedspræst i Aarhus, og han er forarget over reklamer for utroskab i det offentlige rum. Ikke fordi det handler om sex, men fordi et firma vil lave penge på at lokke gifte mennesker til at svigte deres partner – bare fordi det ægteskabelige liv i en periode ikke når de høje oktaver.

Prisen for utroskab er høj

»Vi lever i et samfund med høj grad af personlig frihed til at indrette vort liv, som vi vil, og det vil jeg til enhver tid forsvare. Men skilsmissestatistikken viser jo fint, at vi ikke har brug for hjælp til at ødelægge vores ægteskaber, men det modsatte. Prisen for utroskab er høj, og mange undersøgelser viser jo, at unge stadig drømmer om at finde den eneste ene – ingen drømmer om at skifte partneren ud hvert tredje år resten af livet. For hvem skal så passe på os, når vi bliver gamle?« spørger han retorisk.

Keld Dahlmann mener, at sites som Victoriamilan.dk dukker op, fordi vi alle er produkter af den moderne markedskultur og er vant til at forbruge løs. Også af mennesker. Og det er fint for præsten, selvom han ikke selv tror på en adskillelse af kærlighedsrelationen og seksualiteten i et parforhold. Man har sex med et helt menneske og ikke bare en krop.
»Som præst har jeg tit anbefalet folk at bruge deres seksuelle energi i deres ægteskab og forbedre forholdet ved at prioritere at have sex. At gøre livet mere levende og have en affære – med ægtefællen.«

Et holdbart forhold

1 Elsk dig selv som din næste
Sørg for at få det, du vil have. Hvis du vil have omsorg eller berøring fra din partner, så bed om det, i stedet for at give og give og forvente at få igen. Vær bevidst om dine behov og arbejd på at få dem opfyldt.

2 Tal, så I forstår hinanden
Kvinder og mænd kommunikerer forskelligt, kvinder taler i cirkler om emnet, og mænd vil til sagens kerne. Øv dig på at sige, hvad du mener, uden at lægge fingre imellem.

3 Tvivl ødelægger
Vil du blive, eller vil du gå? Det valg tager du i princippet hver dag. At være i tvivl ødelægger dig langsomt, så vær dit ansvar bevidst og vælg!

4 Du har ikke altid ret
Forsøg at diskutere med din hjerne og ikke med dine følelser. Lad være med at bebrejde – meld ud, hvad du har brug for.

5 Kys jer ud af krisen
Intet kan løse op for vrede og uenighed som kys og sex. Du kan vælge at være vred og vende ryggen til, eller du kan vælge at åbne dit hjerte for en nærhed, der måske kan hjælpe jer nærmere en løsning.

6 Tro på dit parforhold
Invester alle følelser i dit ægteskab. Tru aldrig med skilsmisse og giv aldrig udtryk for tvivl om forholdets holdbarhed – det får alle med åbent hjerte til at trække sig.

7 Græsset er ikke grønnere
Gør dig klart, at de fleste parforhold kræver hårdt arbejde. Sådan bliver det også med den næste store kærlighed. Alle har deres at kæmpe med, synligt for andre eller ej. Også selv om de ser lykkeligere ud end jer.

8 Lær at leve med uløste problemer
Ikke alle uenigheder eller problemer kan løses. Forsøg, så godt I kan, men lad det hvile, hvis det ikke kan lade sig gøre. I er forskellige individer, der skal elske hinanden højere end skænderier og uenigheder.

Kilde: Elsk ham igen – sådan får I kærligheden tilbage i jeres parforhold af Ingrid Ann Watson, Gads forlag.

Et "skæv" vinkel på abortdebatten

2011-06-15T10:05:00.000+01:00

Det er ukendt, hvor følgende beretning kommer fra, men jeg har klippet den en af mine venner på Facebook - fra engelsk ganske vist - og den følger hermed i dansk oversættelse!

En bekymret kvinde gik til sin gynækolog og sagde:

»Doktor, jeg har et alvorligt problem, og har desperat brug for din hjælp! Min baby er ikke engang 1 år gammel, og jeg er gravid igen. Jeg ønsker ikke børn så tæt sammen.

Så lægen sagde: "Ok, og hvad vil du have jeg skal gøre?"

Hun sagde: »Jeg vil have dig til slutte min graviditet, og jeg regner med din hjælp med det. '

Lægen tænkte lidt, og efter lidt tavshed sagde han til damen: "Jeg tror, jeg har en bedre løsning på dit problem. Det er mindre farligt for dig. '

Hun smilede og tænkte, at lægen skulle acceptere hendes anmodning.

Derefter fortsatte han: »Ser du, for at du ikke skal tage dig af 2 babyer på samme tid, så lad os dræbe den ene i dine arme. På denne måde kan du hvile lidt før den anden bliver født. Hvis vi skal dræbe en af dem, er det ligegyldigt, hvilken af dem det er. Der vil ikke være nogen risiko for din krop, hvis du vælger at dræbe den i dine arme.

Damen var forfærdet og sagde: »Nej læge! Hvor forfærdeligt! Det er en forbrydelse at dræbe et barn!

"Det er jeg enig i", svarede lægen. »Men du syntes at være OK med det, så jeg troede måske det var den bedste løsning."

Lægen smilede, da han blev klar over, at hun forstod hans pointe.

Han overbeviste en mor om, at der ikke er nogen forskel på at dræbe et barn, der allerede er blevet født, og en, der stadig er i livmoderen.

Forbrydelsen er den samme!

-Ukendt

Nedfrysningen er begyndt.

2011-03-17T08:26:00.003Z

Min kone og jeg har sammen afsluttet læsningen af Magnus Malms profetiske bog: Fodspor i glastrappen, og jeg har lyst til at dele et lille afsnit fra bogen om lammelse og nedfrysning

Lammer vores evne

Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden.
Irenæus skriver: "Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366
Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppelse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år.
Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod.
Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil.
Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.
Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.
Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.
Nedfrysningen er fuldført.

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd,"

2011-03-03T15:17:00.005Z

Jeg har en lidt ambivalent holdning til medlem af Folketinget Naser Khader, men jeg synes ganske ofte, at han er i stand til at løfte nogle sandheder af sig, som han tilsyneladende kan slippe godt fra, og som har en større vægt, end hvis andre ikke muslimer sagde det.
Det slog mig da jeg 3. marts 2011 i KD læste en artikel om muslimsk dobbeltmoral.

Læs og døm døm selv

“Det er ikke mig, der er en dårlig muslim!”
Naser Khader | 3. marts 2011

"Islamisternes hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd," mener folketingsmedlem (K) Naser Khader
Igen og igen bliver det skudt mig i skoene af ortodokse muslimer, der for nogens vedkommende går mere op i det ydre og demonstrative end de indre værdier, at jeg enten ikke er en rigtig muslim, eller at jeg er en dårlig muslim.

Måske er jeg en dårlig muslim, fordi jeg ikke gør det, som andre kan se. Jeg har ikke langt skæg, går ikke med bedeperlekrans, beder ikke fem gange i døgnet, faster ikke, drikker alkohol og har børn med to forskellige ikke-muslimer, som jeg ikke har været gift med.

Måske er det fordi, jeg er så ’integreret’ i det danske samfund, at jeg ikke er bange for at kritisere min egen religion, når jeg støder på noget, der kan forbedres, påpege den dobbelmoral og det hykleri som præger en del af mine trosfæller? Måske er det i virkeligheden min brug af ytringsfriheden til at kritisere mine ’egne’, der virker allermest stødende på folk?

Hvordan kan kriminelle være mere hellige?
Personligt har jeg ingen problemer med min levevis og kan sagtens kombinere det med min muslimske baggrund. Og går mere op i de indre værdier end de ydre demonstrative. Hvad der til gengæld undrer mig, er alle de eksempler på såkaldte ’ægte’ muslimer, der lyver, snyder, stjæler og begår kriminalitet af værste skuffe.

Det er folk, der betragter sig selv som hellige, men som udsætter andre for både brutalitet og mord, og det er folk, som forbryder sig mod langt flere af de religiøse forskrifter end jeg gør. Hvordan kan de være hellige, mens jeg ikke er en rigtig muslim?

Hvordan kan kriminalitet, umenneskelighed, undertrykkelse, tvang, mord og brutalitet være mindre synder end, alkohol, barbering, kritik af traditioner (hvoraf mange ikke engang er religiøst funderet, men i stedet stammer fra lokale og regionale traditioner), kampen for lighed, frihed, værdighed, selvstændighed, ytringsfrihed, medmenneskelighed?

For mig er det et paradoks, hvordan jeg (af nogle) er blevet udråbt til den dårlige muslim i denne sammenhæng.

Hykleriske muslimer tager hash
Det mest velkendte eksempel er vel terroristerne fra terrorangrebet i New York 11. september 2001. Men eksemplerne er mange og af forskellig karakter. Også herhjemme er der mange små hverdagseksempler, som viser, hvor hykleriske anklagerne er.

Det sker kun alt for ofte, når jeg kører gennem Christianshavn, at jeg bliver tilråbt med de værste ukvemsord af unge arabisktalende muslimer, der kritiserer mig for ikke at være en rigtig muslim, og for ikke at have læst Koranen ordentligt.

Det paradoksale er, at de selvsamme unge fortsætter direkte ind på Christiania for at købe både hash og drikke øl. Her er alkohol og euforiserende stoffer og kriminalitet altså foreneligt med god moral og islam?

Et andet påfaldende eksempel herhjemmefra er lederen af Blågårdsbanden ”Lille A”, der ud over at være indblandet i rockerkriminalitet også er ortodoks muslim og aktiv i Hiz-ut-Tahrir. En altså umiddelbart kriminel type, der finder mening i religionen og endda trækker HA-rockeren Brian Sandberg med til religiøst vækkelsesmøde i Hizb Ut-Tahrir (fremgår af bogen ”Gangster”).

Her skulle salg af hash og anden rockerkriminalitet altså være foreneligt med islam?

Islamister hylder religion, men misbruger den
Senest har Gaddafi på den internationale scene beskyldt Al-Qaeda for at stå bag urolighederne i Libyen og i samme ombæring beskyldt Al-Qaeda for at forsyne demonstranterne med narko og alkohol. Altså et fundamentalistisk, muslimsk terrornetværk, der efter sigende søger at fremme deres sag ved at donere både euforiserende stoffer og beruselsens eliksir.

Selvfølgelig har jeg kun hovedrysten til overs for denne påstand. Den understreger blot hvor fjernt fra befolkningen og fra tingenes tilstande Gaddafi i virkeligheden lever. Demonstranterne er hverken Al-Qaeda-medlemmer, -sympatisører eller lignende, de er mennesker på jagt efter et bedre liv.

Men når det er sagt, har Gaddafis regime i mange år været så stærkt undertrykkende, at de ekstremister, der i de sidste mange år har været tvunget til at gå under jorden i Al-Qaeda-lignende netværk, er nogle, vi med god grund bør frygte.

Religiøs fanatisme og kriminalitet er farlig cocktail
Fælles for disse islamister er, at de hylder religion og islam, samtidig med at de begår større eller mindre kriminalitet i direkte modstrid med islams ånd. Deres hykleri og dobbeltmoralske adfærd er et klart misbrug af religionen og religionens ånd.

For mig at se er der tale om en farlig cocktail af religiøse fanatikere, tidligere og nuværende kriminelle, rodløse unge og andre, der søger mening i livet, eller gerne vil pådutte andre deres. Formentlig vil vi i fremtiden se flere eksempler på det religiøse hykleri. Det kunne være interessant at forske mere i disse tendenser til religiøs fanatisme og kriminalitet.

Naser Khader er folketingsmedlem (K) og kommentarskribent ved religion.dk.

Danmark er ikke på korstog

2011-01-12T08:35:00.008Z

Jeg lytter (læser) altid meget opmærksomt, når sognepræst Jesper Bacher siger noget/skriver noget.
Denne gang har han taget fat om det hotte problem - om vores indsats i Afghanistan er en religionskrig, som antydet af nogen her til lands, eller det er en legitim og væbnet værn og modstand mod det onde.

Døm selv . Jeg lader Jesper Bacher "tale", som han gør det i KD 11. jan 2011

Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud, skriver sognepræst, Jesper Bacher. Det er myndighedernes opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd, skriver sognepræst Jesper Bacher

HER I AVISEN kunne man den 6. januar læse, at Danmarks biskopper føler anledning til at understrege, at den danske krigsindsats ikke er en religionskrig, og der tænkes vel for tiden særligt på indsatsen i Afghanistan.

Ja, så er det sagt, om end Taleban og åndsfællerne i Hizb-ut-Tahrir ser anderledes på tingene, men hine tidselgemytter regner bispekollegiet nok heller ikke med at få i tale.

Rigtigt er det under alle omstændigheder. Danmark er ikke på korstog, men det udelukker ikke, at krigsindsatsen kan ses i lyset af Guds bud. Det er nemlig myndighedernes/øvrighedens opgave at tjene Gud, og det gøres, hvor der hævdes lov og ret til værn mod volds- og ufredsmænd.

Som Paulus siger: "Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde." (Romerbrevet 13, 4).

I Afghanistan var situationen som bekendt den, at Taleban havde grebet magten og forsynet terrorister med et fristed, som blev brugt til træning og planlægning af morderiske anslag mod omverdenen. Det måtte de berørte lande, og deres allierede selvfølgelig reagere på. En mere elementær øvrigheds- eller myndighedsopgave gives ikke.

Jeg skal ikke gøre mig klog på de taktiske og strategiske tiltag i den anledning, men da fejlbarlighed hører mennesker til, er den international styrke i Afghanistan og de ansvarlige politikere heller ikke undtaget. Det ændrer ikke ved, at myndighederne er kaldet til at drage sværdet, eller at en luthersk feltpræst kan velsigne soldaten i hans gerning og bede for sejr på den afghanske slagmark. Ikke for Kristi skyld, han har sejret, ej heller for at glorificere vennen og dæmonisere fjenden, men for at der dog må blive lagt en dæmper på vold og mord, og Afghanistan blive stabiliseret til gavn for verdens sikkerhed og tålelige livsvilkår for den stedlige befolkning.

I skriftet "Kan soldater også have Guds nåde?" siger Martin Luther noget om, hvordan man bør anspore soldater før slaget: "Kære kammerater! Vi er alle samlet her i pligttro og lydig tjeneste mod vor fyrste, sådan som vi efter Guds vilje og ordning har pligt til at hjælpe vores herre med liv og ejendom, selv om vi over for Gud er lige så arme syndere som vores fjender. Men dog ved vi – eller vi er i hvert fald ikke bedre underrettet – at vores fyrste har retten på sin side i denne sag. Og dermed er vi sikre og visse på, at vi tjener Gud selv med denne tjeneste og lydighed."

Ikke en ringe feltprædiken, som slutter: "Nu Gud i vold og til kamp med glæde!"

Jesper Bacher, sognepræst, Rubbeløkkevej 10, Rødby

Den danske Muhammed er en nisse

2010-12-20T09:07:00.002Z

Jeg lytter altid godt efter, når Iben Tranholm har noget på hjerte, og hendes kommentar til "nissesagen" i Løkken er velgørende, og jeg tillader mig at lægge hendes kommentar på min blog. Læs selv
Niels Peder Nielsen

Iben Thranholm | 17. december 2010 KD

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen, skriver Iben Thranholm, teolog og journalist

Selvom det snart er jul, er Fanden løs i Løkken. Frikirkepræst Jon Knudsen hængte forleden en stofnisse i en galge fra gavlen på Løkken Frikirke. Om halsen bar nissen et skilt med teksten: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen ...", da præsten mener, at nisser ikke er venlige julevæsener, men derimod er husånder, der besidder dæmoniske kræfter.

Det har fremkaldt stærke reaktioner i den lille idylliske ferieby ved Vesterhavet. Faktisk har det vakt sådan et røre, at en person har stjålet den aflivede nisse, at kirken har måttet sætte privat vagtværn på for at undgå hærværk på kirken. Børnene i byen hylder nissetyven som en helt. Måske er der alligevel noget om snakken med, at man skal passe på med, hvordan man omgås nisserne. Det kan åbenbart gå gruelig galt.

Før danerne blev kristne, var nissen en uhyggelig skikkelse, som tilhørte mørkets rige. Hvis et dyr døde af uforklarlige årsager, høsten slog fejl, eller anden ulykke indtraf, kunne det let være nissen, der var på spil.

For at undgå ulykker satte man mad ud til nissen for at formilde ham. Det er præcis, hvad sangen "På loftet sidder nissen med sin julegrød" handler om. I sangen beskrives han som god og sød, men sådan så man ikke på ham i folkeovertroens dage. Der levede folk i frygt for nissen.

Den samme skræk for nisser finder man også i udtrykket "nissen flytter med". Det vil sige, at noget ulykkeligt eller måske ligefrem dæmonisk kan forfølge et menneske, uanset hvor det bevæger sig hen i livet. Nissen bliver ved at plage. At nisserne i moderne tid er blevet søde og børnevenlige, er en forvanskning.

Nissedyrkelsen er et udpræget dansk fænomen. Vender man blikket mod de kristne nabolande mod syd, ser man ikke skyggen af de skæggede, rødklædte væsener. Her er det julekrybben, som er i centrum. Ikke bare i kirker, men også i private hjem. I Norden har julekrybben aldrig kunnet udkonkurrere nisserne.

Set i lyset af kristendommen har Jon Knudsen derfor helt ret. Kristendommen kom for at befri mennesket fra mørkets magter og fra væsener, som havde ondt i sinde. Nisserne repræsenterer derfor et åndeligt univers, som kristendommen kom for at overvinde.

Når det så er sagt, må man samtidig også sige, at selve aktionen med at hænge nissen i en galge ikke fremmer budskabet. Et drab, også selvom det kun er på en dukke, strider imod kristen tro. Dæmoniske kræfter kan kun bekæmpes med dåb, bøn og faste og ikke ved provokation. Det får kun ånderne til at gå til modangreb.

Men det burde i princippet ikke vække så voldsomme modreaktioner i befolkningen, at en kristen kirke blot gør det, som den er sat på jorden for – nemlig at knuse mørkets magt.

For det, som måske vækker allermest opsigt ved sagen, er, at den har medført alvorlige trusler mod Jon Knudsen. I et af tilfældene måtte det anmeldes til politiet. Og som sagt har kirken set sig nødsaget til at have et vagtværn for at undgå hærværk mod kirken. Præsten må også slukke for sin telefon om natten for at undgå chikane.

Sammenstødet mellem den nissehadende præst og hans modstandere har måske ikke samme omfang, men er afgjort af samme dynamik som Muhammed-krisen. Den danske Muhammed er en nisse.

Velvidende at mange danskere umiddelbart vil sammenligne troen på Gud med troen på nisser, som socialdemokraten Ritt Bjerregård også gjorde engang, så er der alligevel åbenbart gevaldig forskel. Alt imens man passivt accepterer, at kristendommen får mindre og mindre plads i det offentlige rum, kæmper man bravt for nisserne. Hvad siger det om nationens åndelige tilstand?

Selvom vi af politikere og meningsdannerne hjernevaskes med, at vi lever i et sekulært, hvis ikke sekularistisk, samfund, så peger sammenstødet mellem præsten og nisseforkæmperne på, at det ikke holder stik.

Hvordan kan man finde på at true med vold over en hængt stofnisse i et samfund, hvor man bryster sig af at tænke rationelt og videnskabeligt? Og hvorfor er der stort set ingen, der løfter et øjenbryn, hvis korset enten fjernes fra det offentlige rum, eller Jesus udsættes for grov og vulgær satire?

Den engelske biskop Less-lie Newbigin (1909-1998) måtte, da han vendte hjem til Europa efter en lang årrække som missionær i Indien, konstatere, at han ikke kom tilbage til et sekulært samfund, men til et hedensk samfund. Samfundet var ikke uden gud, opdagede han, men fuldt af falske guder.

Nisser spiller naturligvis ikke nogen synderlig rolle i danskernes hverdag og deres spiritualitet, men den voldsomme aggression mod den, som vover at konfrontere hedenskabet, som nisserne er en del af, vidner om, at samfundet slet ikke er så sekulært og rationelt, som det bilder sig ind at være.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

At være et ordentligt menneske

2010-11-15T13:14:00.003Z

Jeg læste forleden Indre Missions Tidende, og da jeg læste Frank Risbjerg Kristensens indlæg: AT VÆRE ET ORDENTLIGT MENNESKE slog det mig, hvor ualmindelig ret han havde i sine betragtninger, og jeg tillader mig, med kildeangivelse, at bringe hans gode ord her på min BLOG. Læs selv om du er enig med han.

At være et ordentligt menneske

En udfordring til at undersøge, om det billede, vi har af os selv, svarer til den måde, vi lever på

Af Frank Risbjerg Kristensen

Hvordan står det egentlig til med den personlige kristne identitet, integritet og selvforståelse hos os? Hvor dybt ned stikker rødderne? Hvor meget definerer troen på Jesus reelt mine valg, mine værdier, mine prioriteringer; og ikke mindst mit syn på mig selv, på mit livsprojekt og mine medmennesker?

Er jeg ordentligt funderet i den identitet og livsramme, som Jesus har placeret mig i? Og er det den identitet og livsramme, som jeg så virkelig lever og handler ud af?

Ordentlighed

Jeg læste sidste vinter en bog af historikeren Henrik Jensen, som jeg siden ikke har kunnet ryste af mig. Bogen hedder "Det ordentlige menneske".

Der er tale om en debatbog, hvor Henrik Jensen skarpt analyserer, hvad der ser ud til at være sket med os danskere (hele den vestlige kultur) og vores måde at indrette os i livet på i en tidsepoke hen over de sidste godt 100 år. Han er ude i et frontalt opgør med offer- og selvmedlidenhedsmentalitet, egoisme, forbrugerisme, ansvarsflugt, selvrealiseringsjagt og meget mere af samme skuffe.

Han ender i bogen ret hurtigt med at konkludere, at vi danskere nærmest alle ser ud til at være på flugt fra god, gammeldags ordentlighed i livet og fra det at være forpligtede i forhold til samfundet og til hinanden med katastrofale følger for os selv, fællesskaberne og samfundet.

Fra pligt til rettighed

Med fare for at forenkle Henrik Jensens skarpe pointer vover jeg at liste nogle af de facts op, som han kommer frem til omkring det, der er sket med os danskere hen over de sidste 100 år:

Vi er langt hen ad vejen gået fra at være en "pligt- og ansvarskultur" til at være en "rettigheds- og lystkultur".

Vi er gået fra at være samfundsborgere til at være samfunds(for)brugere. Vi er gået fra at ville yde til at ville nyde. Vi er gået fra mest at være forpligtede på fællesskabet, hinanden og fælles normer til mest at være forpligtede på os selv og vore egne behov og selvrealisering (se skema).

Se, nu er Henrik Jensens hovedanliggende ikke specielt kristent funderet. Han er mest på jagt efter at få os danskere råbt op, så vi kan se, hvad vi har gang i, og så vi kan få lukket det ordentlige menneske ud, som vi godt og grundig har fået lukket inde og tabt.

Det er med andre ord et forsøg på at få genfundet nogle basale grundværdier omkring det at være samfund, individ og i fællesskab, der sættes i spil og til debat.

Hvad med os?

Men hvad har det så med os kristne at gøre? Vi er vel alle stadig som kristne helt funderede i venstrespalten i skemaet - godt og grundigt? Vi kan vel hurtigt tjekke venstrespalten af og sætte flueben ved de enkelte punkter:

- Gud sætter rammen for mit liv; jeg er ikke min egen højeste autoritet. Gud holder mig fast i, hvad jeg skal være og gøre/ikke gøre i mit liv.

- Jeg står til ansvar over for Gud i forhold til, hvad jeg vælger, prioriterer og gør i mit liv.

- Jeg tager Guds normer og værdier ind over mig; satser på at gøre Guds værdier og normer til mine egne.

- Jeg er klar til at give afkald og udskyde behov - for næstens skyld, for evangeliets skyld, for samfundets skyld, for Guds skyld.

- Jeg er gennemsigtig for mig selv og Gud; har selvindsigt og selverkendelse nok til at tage min skyld på mig - i forhold til Gud, andre mennesker og mig selv.

Én ting er dog, hvad vi gerne vil kunne sætte flueben ved, fordi vi ved, at det præcis er dét her, det kristne liv går ud på og har udgangspunkt i. Noget andet er, hvad der reelt er i "udbrud" i vores liv, og hvad vi lever ud af og praktiserer.

Der er for mig at se rigtig meget, der tyder på, at vi kristne faktisk også er ret inficerede af højrespaltens måde at praktisere liv og selvrealisering på. Der er rigtig meget i vore kristne miljøer, som giver antydninger om, at vi også bakser rigtig meget med at finde vores plads i livet; og at højrespaltens måde at tænke, leve og handle på har rigtig godt tag i os.

Tid for et selvtjek

Med fare for at moralisere og komme til at pege for meget fingre vil jeg vove at tegne konturerne af nogle symptomer (også hos mig selv!).

Vi er måske mere lyst- og behovsstyrede i vores tilgang til andre mennesker og det kristne fællesskab, end vi bryder os om at indse. Overvej følgende tanke: "Fællesskabet skal honorere mine behov og mine individuelle krav, ellers zapper jeg da videre til det næste fællesskab, som jeg kan (for)bruge." Vi står også i fare for at forbruge hinanden mere end at berige hinanden i vore kristne fællesskaber.

Vi er måske heller ikke så gode til at udskyde eller give afkald på konkret behovsopfyldelse, som vi selv tror. Dankortet og dets behovsopfyldende lyksaligheder ser generelt ud til at blive brugt lige så målrettet og flittigt i den kristnes hænder. Hvor mange har f.eks. brug for og lyst til at give afkald på noget (materielle goder eller events og fritidsoplevelser) for at kunne give til konkret missions- eller humanitært arbejde? Vi synes jo heller ikke, det er særlig nemt og sjovt at skulle udskyde konkrete behov, for vi har jo brug for og ret til at …

Vi er måske heller ikke altid så bundne til Guds autoritative ord og værdier, som vi selv går rundt og hævder. Det er som om, der i vor tid skal mere til end det konkrete ord fra Gud, før Gud virkelig får bøjet vore viljer ind under hans Ords autoritet.

Det er ligesom ikke altid helt nok længere, at Gud faktisk tydeligt siger, hvad han mener, skal være gældende i mit liv. F.eks.: "Gud siger godt nok, at jeg ikke må stjæle; hverken fra det enkelte menneske eller fra fællesskabet, men … sort arbejde er jo da ikke direkte at stjæle, og for øvrigt stjæler staten alt for mange af mine penge i skat." Men - sort arbejde er at stjæle!

Mange af os gør vel i at erkende, at vi har en veludviklet trang til at ville være selvbestemmende i forhold til værdier og forpligtende, moralske normer fra Gud med os i bagagen. Vi gør vel i at erkende, at vi har en indre trang til at gennemføre en meget subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig.

Vi er på mange måder et produkt af den selvcentrerede og selvhævdende livsstil, som vi er omgivet af; godt hjulpet på vej af synden i os, som vedvarende kæmper for at være autonom og selvhævdende.

Vejen frem

Som afrunding har jeg lyst til at vinkle dette ind i vores kristne sammenhæng. Vejen frem i det morads, vi som kristne også er inficeret af, er ikke at synge med på en sang om, at det er "synd for os kristne", at vi er så inficerede af samfundets påvirkninger af os. Vejen frem er derimod at bekende den synd og de misvækster, som vi lader slå rødder i vore liv, og som vi reelt står med og lader styre os.

Vejen frem er (sammen) at vandre ind i Guds ord og tale til os og bøje os vor det. Vejen frem er at finde trøsten, opmuntringen, formaningen og hjælpen til at få ryddet op dér. Vejen frem er ikke at gå i gang med at rydde op i ukrudtet i egen kraft.

Vejen frem er at lade Guds ord under Helligåndens lederskab føre os til opgør med det uholdbare og finde ind i fornyet glæde ved at leve i og ud af Guds værdier og den ramme, som Gud sætter for livet.

Før var vi som borgere/individer
Religiøst funderede

Nu er vi som borgere/individer
Sekulariserede

Før var vi som borgere/individer
Pligtbaserede (Jeg skal være/gøre)

Nu er vi som borgere/individer
Rettighedsbaserede (Jeg har ret til)

Før var vi som borgere/individer
Rodfæstede i en personlig ansvarlighed

Nu er vi som borgere/individer
Rodfæstede i sociale årsager og sammenhænge

Før var vi som borgere/individer
Styrede af objektive, givne regler

Nu er vi som borgere/individer
Styrede af en subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig

Før var vi som borgere/individer
Selvkontrollerede

Nu er vi som borgere/individer
Selvhævdende

Før var vi som borgere/individer
Klar til at give afkald og udskyde behov

Nu er vi som borgere/individer
Lystorienterede; behovsorienterede; der skal være behovsopfyldelse her og nu

Før var vi som borgere/individer
Skyldbevidste (det er min skyld)

Nu er vi som borgere/individer
Skyldbenægtende (det er de andres eller samfundets skyld)

Fra "Det ordentlige menneske" Kristeligt Dagblads Forlag, 2009

Artikel bragt i: IMT 2010 nr. 46
Forfatter: Frank Kristensen

Et par perspektiver på Halloween

2010-10-25T09:35:00.004+01:00

Der er sikkert en del af jer som er lidt ambivalente i jeres forhold til Halloween, og har det lidt sådan - På den ene og på den anden side. Sådan har jeg det selv, og derfor har det været lidt af en øjeåbner for mig at læse et par holdninger til Halloween.
Det første er Inge Tranholms perspektiv i KD og Hanne Dahls perspektiv i Udfordringen, og måske kan min opstilling i det følgende få tungen til at holde sig lige i munden.
Niels Peder Nielsen

En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende, skriver dagens debattør.

Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween, spørger teolog og journalist Iben Thranholm

Fra KD 22. oktober 2010
OM GODT EN UGES TID vil mange danske hjem, skoler og institutioner danne rammer om hyggelig komsammen, men med uhyggen som samlingspunkt. Børnene vil tage del i festlighederne udklædt som skeletter, spøgelser, onde ånder, vampyrer og hekse. Der vil være pyntet op med genfærd, dødningehoveder og edderkoppespind, og ved døren vil lysende græskar skåret ud med et djævelsk udtryk i ansigtet hilse velkommen.

Aftenens højdepunkt nås, når børnehekse og skeletter stemmer dørklokker og truer med forskellige former for terror, hvis ikke de får slik. Det drejer sig om den årlige fejring af halloween, aftenen før allehelgensdag, hvor Fanden bogstaveligt talt er løs overalt i landet.

Spørgsmålet er, om det bare en uskyldig fastelavnslignende fest, eller om halloween bliver mere og mere gyselig år for år og er ved at forvandle sig til en ren dødskult?

Da jeg var barn, var det sjovt at fortælle spøgelseshistorier, for ingen troede på dem. Det var bare en gyserhistorie. Sådan er det ikke mere. Spøgelseshistorier har i dag indtaget en helt anden plads i børns univers gennem fantasylitteraturen som for eksempel den amerikanske ungdomsbestseller "Twilight", der handler om vampyrer, og ugeblade for piger som "Witch" (heks).

De fører nutidens børn dybt ind i, hvordan mørkets magter opererer og efterlader børnene med en fascination af det okkulte. Derfor ligger det også lige for, at børnene klæder sig ud som og efterligner disse dæmoniske væsener, som de har kontakt med gennem litteratur, computerspil og på tv og film.

Halloween er en sammentrækning af ordene All Hallows Eve, som på dansk betyder allehelgensaften. Her fejres alle kendte og ukendte helgener overalt i den kristne kirke hos katolikker, protestanter og ortodokse. Skikken kan spores helt tilbage til den tidlige kirke, som overtog skikken fra kelterne i Irland, Skotland og Wales i den hedenske tid. Kelterne afsluttede året på en dag, de kaldte Samhain. Her holdt man en stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten.

Man brændte også bål for at udrense det gamle og give plads til genfødsel og frugtbarhed. Senere overtog den kristne kirke traditionen og gjorde Samhain til en helgenfejring, nemlig allehelgen, hvor man mindedes alle kirkens helgener. Selvom man aftenen før allehelgen kan gå på kirkegården og tænde lys for de døde, er det alligevel ikke dødens, men livets fest, der fejres. En helgen er et menneske, der er overgået fra det jordiske liv til det evige liv hos Gud. Helgener minder om, at livet går videre efter døden.

Man kunne let fristes til at beskylde nutidens gyselige halloween-fester for at være en direkte tilbagevenden til hedenskabet. Men det er for let. For kelterne var Samhain ikke bare en aften, hvor genfærdene blev sluppet løs, og destruktive og dæmoniske kræfter fik frit løb som i vore dage. For det første ærede man de døde. Hvor mange børn lærer at ære deres forfædre ved halloween-fester? Desuden brændte kelterne som sagt bål denne aften for at rense ud og give plads til nyt liv. Derfor var det samtidigt – som den senere kristne fejring også betonede – en stor fejring af livet.

Hvor er hyldesten til livet henne i vore dages fejring af halloween? Så vidt jeg kan se ingen steder. Der er heller ingen, der klæder sig ud som helgener. I stedet for dyrkes død og ondskab.

Måske får halloween netop dette udtryk, fordi vi lever i en kultur, der hylder døden langt mere end livet. En årlig fejring af døden passer ganske glimrende ind i en kultur, der mener, at aktiv dødshjælp, abort og fosterdiagnostik er udtryk for barmhjertighed, værdighed og er kulturfremmende.

Dertil kommer, at vi ikke kan reproducere os selv rent befolkningsmæssigt. Europæerne får simpelthen ikke børn nok. Også her stikker manglen på lyst til liv sit dystre hoved frem. Så hvordan skulle halloween i vore dage blive andet end en forherligelse af døden og ikke livet?

I England går et kirkeligt ordensfælleskab, der sig kalder for Cor et Lumen Christi (Kristi hjerte og lys), imod tendensen med at fejre halloween med død og frygt som fortegn. De vil introducere "Lysets nat". De opfordrer til, at man på halloween-aftenen stiller levende lys og eventuelt også et ikon i stuevinduet ud mod gaden for at minde om, at Jesus er verdens lys og har overvundet døden. Også danskere, der sætter livet højere end døden, kan sætte et levende lys i vinduet. Det kan samtidig lyse vejen op for de børnespøgelser, der flakker hvileløst rundt i natten på jagt efter godbidder.

Her er et andet perspektiv på Halloween hentet fra Udfordringen torsdag den 21. okt (uge42)
Af journalist Af Teresa Suetta

Halloween – dødekult eller opstandelsesfest?

Halloween nærmer sig. Ethvert supermarked har græskar til salg, og legetøjsbutikkerne ser frem til en god omsætning. Nu skal der sælges djævle-og zombiedragter. Og børnene glæder sig, for en fest med udklædning, græskarlygter og uhyggeligt slik taler til ethvert barn.
Som kristen voksen kan man have sine betænkeligheder over for Halloween: For hvad er det egentlig, man lader børnene fejre? Halloween er oprindelig en førkristen keltisk fest. Det har i hvert fald ingenting med kristendom at gøre!

Frimenighedspræst Hanne Dahl arrangerede en ”kristen haloweenfest”, inspireret af Grundtvigs salme: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
Kan vi som kristne voksne og forældre erobre den kristne fest tilbage, samtidig med at børnene oplever en sjov og spændende fest?

Halloween kan ”generobres”
Det mener frimenighedspræst Hanne Dahl, Morsø Frimenighed, bestemt godt vi kan. For Hanne Dahl er Halloween-problemet ikke noget nyt. Allerede i 1999, da hun var helt nyansat præst i Vesthimmerlands Frimenighed, stod hun over for den udfordring at lade børnene fejre Halloween samtidig med, at det skete på en måde, hun som kristen og præst kunne stå inde for.
Dén Halloween fik Hanne Dahl lavet et materiale til, som hun siden har arbejdet videre på til brug for konfirmand- og anden kirkelig undervisning.
Hanne Dahl tog initiativ til et stort anlagt Halloween-projekt. Hun inviterede et antal friskoler til at være med. Hanne Dahl selv var hovedkraften sammen med friskolelærer og keramiker Lise Seier Petersen.
- Ideen bag det hele var jo, at man skulle bruge den amerikanske tradition med Halloween og græskarhoveder til at lave noget kristeligt set fornuftigt. Det kan vi nemlig sagtens! Vi kan give festen et kristent indhold i stedet for det dér monsterindhold.
I modsætning til alle de monstre, der er i Halloween - det er jo noget uhyggeligt – så behøver vi ikke som kristne at fortælle en uhyggelig historie om døden, siger Hanne Dahl.

Halloween som påskefortælling
Hun mener, det er vigtigt at pointere, at hvis man skal fortælle om Halloween (eller Allehelgen) på en kristen måde, så kommer man ikke udenom at snakke om påske.
- Det er selvfølgelig i lyset af påsken, at Halloween ikke bliver en monsterfest men bliver en opstandelsesfest.
- Dét, der inspirerede mig, var Grundtvigs digt ”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” (nr. 213 i Den danske Salmebog).
”I kvæld blev der banket på Helvedes Port” er et fantastisk digt. Det er et påske-lørdagsdigt. Det handler om, hvad der skete fra Jesus døde fredag og til han genopstod søndag morgen. Og digtet tager os sådan set med igennem hele syndefaldshistorien og opstandelsen.

Med Jesus i dødsriget
I digtet går Jesus ned i dødsriget, og dér møder han Adam og Eva. Han tilgiver Eva sin brøde, og i det øjeblik hvor han møder Eva og tilgiver hende, begynder alting at blive godt.
Det billede Grundtvig bruger er, at Jesus træder ned i Dødsriget (Helvede). Det er hernede, alle monstrene bor. Det er dem, vi ser Halloweens aften!
Men, de bor der kun, indtil Jesus har været der! Det vil sige til Langfredag. Da begynder Jesus sin nedstigning til Dødsriget, og da forsvinder alle monstrene. Da Jesus kommer ned i Helvede, tvinger han monstrene til at holde op med at være monstre. Han får alt det onde til at vige. Og så vandrer han igennem Helvede.
Grundtvig-digtet inspirerede til en Halloween-fest i Thingbæk Kalkminer i 1999.

Totalteater mellem himmel og helvede
- Vi kom på den idé, at man kunne opføre digtet som et totalteater. Vi lod digtet udspille sig i Thingbæk kalkminer (ved Rold Skov, red).
Her kan man gå ind i den ene ende og ud i den anden. Og så havde hver skole nogle vers af digtet, som de skulle dramatisere hver deres sted i minen. De, der var med i totalteateret – publikum - blev ført igennem Helvede for så at stige op i Paradiset.
Der var det helt særlige moment, at bagindgangen til Thingbæk kalkminer er lukket med en stor port. Jeg kunne se det for mig: ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Det var dér, der blev banket på, da Jesus steg ned i Helvede.
Vi havde organiseret det sådan, at vi solgte billetter til bestemte tidspunkter. Så skulle folk stå ved indgangen, og så var der nogle børn, der førte dem igennem. Børnene var en slags herolder – fortællere - og de fortalte publikum, hvad der skulle ske. Vi fik så mange ”tilskuere”, vi overhovedet kunne få - jeg tror, der var 2000. Det var udelukkende af hensyn til sikkerheden i minerne, at vi ikke kunne byde flere indenfor.

Dæmonerne har mistet magten
Hanne Dahl opsummerer pointen – eller erfaringerne om man vil – fra Halloween 1999 i Thingbæk Kalkminer på denne måde.
- Dæmonerne og de onde ting hører ikke hjemme i en kristen forestillingsverden. De har ingen magt længere, efter at Jesus er kommet her!
Hvis vi ser på, hvordan vi i ”traditionel forstand” holder Allehelgen, ja så har vi en Allehelgens-gudstjeneste. Her læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Det er jo en fin skik, at vi mindes de døde. Vi mindes dem, fordi de er henfaret i Herren. For dem er der håb: De er lovet en glædelig genopstandelse!

Jesus opløser monstrene
Hanne Dahl har så meget på hjerte. Hendes inspirationskilde var ikke kun salmen ”I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
En anden ting, der inspirerede hende, var et billede i Viborg domkirke. Oppe i korbuen er der et Jesus-billede, malet af Joakim Skovgaard. På billedet har Jesus været nede i Dødsriget, som er illustreret ved en grotte. Når man kigger ind i grotten, ser man en klippehule, hvorfra de døde kommer ud. De døde er selvfølgelig viklet ind i ligklæder. De, der står længst tilbage, er som mumier. Deres ansigter er ikke genkendelige, men efterhånden som de døde vandrer ud i lyset, opløses det mumieagtige. Deres mumiehoveder forvandles til at være ansigter. De kommer ud i lyset, og dér – sammen med Jesus - bliver de mennesker igen.

Idé til andre...?
- Vores Thingbæk Kalkmine projekt er jo ikke bare noget, man gør. Det tager lang tid at arrangere og koster mange penge.
Men det indholdsmæssige i det står jo meget klart og lige til at gå til:
Tag en salme som ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” og gå den igennem.
Jeg ønsker sådan, at vi kunne tage udgangspunkt i, at Halloween er blevet en populær fest, men at vi bruger den til at få noget påske fortalt.
Halloween på kristen grund er meningsløs uden påskefortællingen. Uden påskefortællingen bliver det en ren monsterfest!

Er kristendommen blevet for usynlig?

2010-08-21T12:42:00.003+01:00

Vi skal sikkert vænne os til et større pres på de kristne værdier og måske trækker det op til en form for kristendomsforfølgelse, eller lidt i den retning, og måske er det et af endetidstegnene, hvem ved?
Det er i hvert fald tankevækkende, hvad Kurt Ravenkilde skriver i ugens udgave af Udfordringen

Niels Peder Nielsen

Er kristendommen
blevet for usynlig?

Korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med Jesus.

På vej hjem fra en ferie i Provence kørte vi igennem Schweiz og ind i Tyskland ved byen Konstanz og gjorde ophold ved Bodensøen, da vi skulle besøge den meget smukke blomsterø: Mainau. På vej ud til øen studsede jeg, da jeg fik øje på en jernskulptur, som jeg aldrig havde set før andre steder.

Når man rejser i Syd-Europa, så er det helt naturligt at se krucifikser ved vejkanten.
Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kors, der er anbragt på bjergtoppene, der alle er symboler på kristendommen og dens ophav, tømmermandens søn fra Nazareth, Jesus Kristus, for vi befinder os i såkaldte kristne lande, hvor man ikke er bange for at skilte med sin kristne tro.

Korset under angreb

Men korset som symbol er i dag under angreb. Det begyndte i 2009 med, at en kvinde klagede over, at hendes døtre i en italiensk folkeskole kunne se krucifikser med den kristne Jesus.
Det skal her oplyses, at korset er et abstrakt symbol, medens krucifikset er en konkret og detaljeret fremstilling af Jesus i dødsøjeblikket. Men denne moders ønske er nu blevet en sag for Menneskerettighedsdomstolen, der endnu engang skal tage stilling til, om der må hænge kors i de italienske skoler.
Spørgsmålet er, som en tidligere dansk statsminister proklamerede, om ”religion skal ud af det offentlige rum”.
Det er eksempelvis tilfældet i Frankrig. Jeg er netop kommet hjem fra en rejse til Frankrigs grønne hjerte, og vores rejseleder oplyste, at i Frankrig er tro helt en privatsag.
Der er ingen kristne symboler i de franske skoler. Men jeg lagde dog mærke til, at også hvor vi opholdt os, var der krucifikser og kors ved vejkanten og på bjergtoppe.
Noget kunne tyde på, at man ikke sådan bare kan dræbe tro. Det er måske derfor nok stadigvæk sandt, hvad den danske digter Nis Petersen påstod i 1942:
”Det er min overbevisning, at der er ingen magt, der kan slå kristendommen ned her på jorden. Lad os sige, at der ligger en dynge lig på gaden i Moskva, nogle hundrede stykker. Gå hen og undersøg dem, og du vil under tøjet finde små kors og madonnabilleder.”
Da det blev sagt, forsøgte den kommunistiske og ateistiske stat af al magt at udrydde al tro.

Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.

Men tilbage til jernskulpturen ved Bodensøen. Det, der gjorde stort indtryk på mig, var, at kunstneren ikke kun som sædvanligt havde et kors, et krucifiks med Jesus, men også havde lavet de to kors med de to røvere.
Flot, for de to repræsenterer os alle, der på hver vores måde er skydige i synd, med den forskel, at den ene ikke ville erkende sin synd og derfor ikke følte noget behov for Jesus, der jo bare fysisk burde redde ham, mens den anden indrømmede sine fejl og følte et behov for Jesus som sin personlige frelser.
Denne skulptur havde bare det hele.
Men korset er ikke det eneste symbol på Jesus. En dag vi var på vej hjem fra Odense og holder for rødt, siger jeg pludselig til min kone: ”De, der holder foran os, er kristne.” Hvorfor? Fordi de bag på bilen havde klistret en fisk.
I forbindelse med et besøg i katakomberne i Rom, hvor de kristne jo under de store kristenforfølgelser bl.a. begravede deres døde, bemærkede jeg, at der flere steder var malet fisk på væggene.

Som i Ben Hur

Også filmskabere af store amerikanske film som ”Ben Hur” og ”Men jeg så ham dø”, hvor kristenforfølgelser var en del af handlingen, forstod fiskens betydning som kontakmiddel kristne imellem.
Det er min opfattelse, at det først var efter at kristendommen i 321 under kejser Konstantin blev til statsreligion, de kristne turde bruge korset som det kristne symbol.
Den romerske kejser opfattede sig selv som Gud. Hidtil havde man haft problemer med det uregerlige folk, jøderne, der stædigt holdt fast ved at tro på deres Gud som den eneste monoteistiske Gud. Og nu kommer så tilhængerne af misdæderen Jesus Kristus, der blev korsfæstet, og påstår i fuld alvor, at han var Gud.
Det kunne kejseren ikke leve med, og derfor fik vi de store kristenforfølgelser, der havde den betydning, at kristne ikke tegnede et kors, når de mødte en fremmed, men en fisk i sandet - bl.a. i en scene i en af de ovennævnte film, husker jeg.
I dag er det nok kun kristne, der tænker over det, når de et sted ser en fisk.

Fiskens symbol

Også nogle af Udfordringens læsere bruger en fisk som symbol og kontaktskaber på deres biler eller cykler. Klistermærket fås gratis ved henvendelse til Udfordringen.
Da jeg i efteråret besøgte en af Mosel-byerne, Trier, bemærkede jeg et hus med navnet: ”Haus der Bibel.” Under navnet var tegnet en opslået Bibel, over hvilken man havde tegnet en fiskesignatur.
Men, hvorfor det symbol? Fordi der er en tæt forbindelse mellem Jesus og fisk. Jesus var menneskefisker og ønskede, at han efterfølgere også skulle være menneskefiskere.
På græsk hedder fisk ichtys. Og hvis man tager forbogstaverne i Jesus Christus Guds Søn Frelser - Jesus CHristos, Theu Uios, Soter (græsk) - så giver det netop ichtys.
Under den romerske magt brugte man fisken som symbol af frygt for at blive forfulgt.
Men, hvordan føler vi kristne det så i dag? Skammer vi os over at tro på korsets gåde?
Er kristendommen så meget under angreb, at den er ved at blive væk?
Føler vi det lettest at lade stå til, som den ene røver, uden vilje til at ville indrømme vor skyld, som er tydelig, når vi forsøger at spejle os i Jesus? Eller er vi som den anden røver og erkender ærligt, at vi er syndere, der har
behov for den personlige frelser i skikkelse af den person, der hang i midten på omtalte skulptur?

Tilføjet til udfordringen.dk: 18.08.2010, 12:24
Artiklen bragt i Udfordringen uge 33/2010

Går det ad Pommern til?

2010-06-11T08:05:00.003+01:00

Jeg har en bekendt, som jeg sætter meget pris på, og som jeg har stor tillid til, når han beskriver forhold i kirken, men også når han vurderer tingene. Han hedder Mogens Mogensen.
Jeg har ikke kunnet dy mig for at klippe en vurdering fra ham i tilknytning til en folkekirkelige missionskonference, som i disse dage afholdes på Nyborg Strand. Se nedenfor hvad han skriver.

Går det ad Pommern til?

Hvad ser vi? Hvordan vurderer vi det, som vi ser? Hvordan handler i på basis heraf? Denne model præsenterede Peter Lodberg som opsamling på den 4. folkekirkelige missionskonference på Hotel Nyborg Strand, som samlede omkring hundrede deltagere. Blandt dem var tre biskopper, præster, universitetsteologer, menighedsrådsmedlemmer, organisationsleder mm.

Den afrikanske missionsteolog Lamin Sanneh fra Yale hjalp os til at se, hvordan mission har været med til at forandre verden i de sidste 100 år efter den store missionskonference i Edinburgh i juni 1910. Det er ikke det 19. Årh. , men det 20. Årh., som har været det århundrede, som har oplevet den største spredning af kristendommen. I 1910 var 82% af alle kristne europæere eller nordamerikanere, i dag er det kun 1/3. Sanneh mindede om, at kristendommen i modsætning til islam er en oversættelsesbevægelse, og at missionsbevægelser alle deres svagheder og fejl til trods har været med til at give lokale sprog og kulturer værdighed. Samtidig understregede han, at udsigterne for den kristne bevægelse været lysere end de er i dag. Mission er stadig at søge i kærlighed at overbevise mennesker om, at Gud i sin kærlighed er kommet os nær i Jesus Kristus.

Den anden hovedtaler, Michael Herbst, fra et luthersk menighedsudviklingsinsitut ved universitetet i Greifsvald i det tidligere Østtyskland, hjalp deltagerne med at få øje på udfordringerne fra sekulariseringen. I Østtyskland er 75 % af befolkningen praktisk taget uden forbindelse med kirke og kristendom. Umiddelbart ville man forvente, at sekulariseringen var et resultat af 50 års kommunistisk styre, og det havde da også øvet sin markante indflydelse, men forarbejdet var gjort i de forudgående årtier, hvor kirken udelukkende havde stolet på ritualerne som kontakt til befolkningen uden at tilbyde noget egentligt menighedsliv.

Efter ”die Wende” i 1989, havde kirken forventet at folk var vendt tilbage til kirken, men det var ikke sket. Tværtimod, havde kirken mistet medlemmer ved emigration til Vesttyskland. Herbst redegjorde for udviklingen i Pommern, hvor sekulariseringen havde været så stærk, at de fleste ikke blot havde glemt kristendommen, men også glemt, at de havde glemt det. Tilbage var en næsten bundløs uvidenhed og ligegyldighed mht. kristendom og kirke. I den lutherske kirke i Pommern var medlemstallet faldet fr 700.000 i 1959 til 97.000 i dag og der var eksempler på præster, som skulle tage sig af 18 små menigheder med samt kirker og kirkgårde.

Der var imidlertid delte meninger mht. deltagernes syn på udfordringerne og vurderingerne af dem og også spørgsmålet om, hvordan man skulle handle for at tage udfordringerne op. Lamin Sanneh og flere andre medvirkende udtrykte betænkelighed ved islams indflydelse og så islam som den største udfordring. Min vurdering var imidlertid, at sekulariseringen er en større og sværere udfordring for kirken i dag, da den truer med at opløse kirken indefra. Jeg kan derfor være nervøs for om det for kirken i Danmark skal gå ad Pommern til.

Ud fra sin forskning i menighedsudvikling arbejdede Michael Herbst sammen med præster og menigheder i Pommern om at vende udviklingen. Konklusionerne fra dette arbejde var, at der ikke først og fremmest er brug for strategier, men for mennesker som er glade for deres kristne tro, og som elsker at dele den med andre, og for en kirkekultur, hvor kirkens liv er præget af gæstfrihed og åbenhed for andre. Præster må uddannes og trænes til at blive missionale præster og menigheder må have hjælp til en missional udvikling. Endelig er det vigtigt med et dåbskatemumenat for voksne, som ønsker at lære den kristne tro at kende.

I det lys gør det måske alligevel ikke så meget, hvis det i Danmark skulle begynde at gå ad Pommern til.

Hotel Nyborg Strand, torsdag, den 10. juni 2010 Mogens S. Mogensen

Vi skal ikke være blåøjede overfor muslimernes tilsyneladende positive hensigter i forhold til religionsfriheden

2010-04-20T08:20:00.005+01:00

Det har forhåbentlig lange udsigter med Tyrkiets indlemmelse i EU, for selv om man på papiret har religionsfrihed, så er praksis noget helt andet. Jeg har ved selvsyn på NordCypern set kirker omdannet til moskeer, men jeg var ikke klar over, at det stod så galt til, som vi kunne læse om det i KD 19. april 2010.
Jeg synes vi skal tænke os godt og grundig om inden vi anerkender en selvstændig stat på NordCypern, for det er en undertrykkelse af de kristne af værste skuffe, og som viser et retvisende billede af muslimernes grundholdninger til anderledes tænkende religiøse grupperinger. Læs selv mit uddrag fra artiklen

Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen. - Wikimedia

Rikke Albrechtsen skriver bl. a. fra Bruxelles
Den cypriotiske ærkebiskop, repræsentanter fra de cypriotiske maronitter og armeniere samt politikere og ledende cypriotiske embedsfolk vil have EU-eliten til at blande sig i den konflikt, som de har haft siden øens deling i 1974 om adgangen til kirker, klostre og kirkegårde i den tyrkisk-cypriotiske, nordlige del og den kristne befolknings mulighed for at praktisere deres religion. De fleste af de kristne helligdomme er i massivt forfald.
Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet har irettesat tyrkerne for at stå i vejen for religionsfriheden for de kristne på øen.
– Mere end 520 græsk-ortodokse kirker og 17 klostre i de besatte byer og landsbyer er blevet plyndret, vandaliseret og i nogle tilfælde jævnet med jorden. 80 kirker er blevet lavet om til moskéer, 28 bliver brugt af den tyrkiske hær til opbevaring og barakker, seks er blevet til museer, mens andre bruges som kulturhuse, teatre, stalde, lader, værksteder, hoteller og i et enkelt tilfælde også til lighus, sagde biskop Porfyrios af Neapolis til forsamlingen.
--
Det menes, at omkring 15.000 ikoner, kalke, helligskrifter, mosaikker, vægmalerier og relikvier af forskellig art er blevet fjernet fra kirkerne, hvoraf en del nu florerer på det sorte marked for kunst.
--
Men de udtrykte også stor bekymring over den begrænsede adgang til helligdommene i det nordlige Cypern, både for de få kristne, der stadig bor der, og de fraflyttede, der måtte ønske at se til deres begravede døde eller opholde sig i de kirker, som de har tilhørt før.

Medarrangør af konferencen, det tyske parlamentsmedlem Hans-Gert Pöttering fra CDU, støttede en hård kurs over for tyrkerne.
– Vi må insistere på, at kristne, hvor end i verden de er, oplever den samme grad af respekt for deres religiøse frihed, som vi giver muslimer i Europa, om de er i Saudi-Arabien, Cypern eller Tyrkiet. Og det må vi gøre klart for alle, understregede Pöttering, der er tidligere formand for forsamlingen.

Household - Oikos - storfamilie

2010-04-10T13:12:00.004+01:00

Vi er nogen, der gennem en tid blevet udfordret i forskellige kirkelige sammenhænge, senest på KPN samlingen i Norsminde, på den opfattelse, om kernefamilien, som snæver kernefamilie med hække osv., på sigt kan overleve.
Man værner om kernefamilien, forsøger at give den gode kår, for at den skal overleve, men sagen er måske nærmere den, at den "isolerende" holdning, dør den af. Derfor er det meget interessant at læse i dagens KD, at storfamilierne måske er på veje til bage i en ny form. Det lyder spændende. Læs hvad Freja Bech-Jessen skriver

Storfamilien er på vej tilbage
10. apr 2010 00:00 Flere end 10.000 danske børn lever sammen med både deres forældre og bedsteforældre, og endnu flere drømmer om at samle alle generationer under samme tag

Af Freja Bech-Jessen

Far, mor og børn og bedstreforældre.
Det er igen blevet mere almindeligt at bo tre generationer under samme tag.-

Midt i en tid, hvor singler, registrerede parforhold og kludetæppefamilier i stigende grad karakteriserer det danske familiemønster, lader det til, at den mest traditionelle af alle familieformer – tregenerationsfamilien – trives i bedste velgående. Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 10.000 danske familier i dag har indrettet sig, så de bor tre generationer i én bolig. Og endnu flere drømmer om at forene far, mor, børn og bedsteforældre under samme tag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget, viser, at 675.000 af landets voksne i dag nærer ønske om en boform, hvor mindst tre af familiens generationer deler adresse.

– Det moderne menneske har indrettet sig med en hektisk hverdag, hvor der ikke er meget plads til at pleje familiefællesskabet. Det kan få flere til at ønske at knytte den ældre generation til sig og skabe mere nærvær, tid og overskud, siger seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI-Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Mogens Christoffersen har i en årrække forsket i familiens udvikling gennem tiderne, og han kan godt forstå, hvorfor storfamiliekonstruktionen, der ellers havde sin storhedstid for mere end 100 år siden, appellerer til den moderne familie i dag. Hjælp til børnepasning, tryghed i alderdommen og tættere relationer er bare nogle af fordelene. Alligevel kan drømmen om den store familie hurtigt forvandle sig til et mareridt, advarer han.

– Både de yngre og måske især de ældre risikerer at sætte deres autonomi over styr, når de flytter sammen med børn og børnebørn. Og de forskellige familiemedlemmer kan hurtigt komme til at blande sig i hinandens privatliv. Det er bestemt ikke kun en uproblematisk konstellation, siger han og understreger, at storfamiliens nyvundne popularitet hviler på nogle ganske andre præmisser i dag, end den gjorde for 1oo år siden.

– Dengang boede man sammen af nød. I dag er der groft sagt tre typer storfamilier: indvandrerfamilien, der bor sammen af kulturelle grunde, familier med unge teenageforældre, der bliver boende hjemme, og så den voksende gruppe af danskere, der flytter sammen ud fra et ønske om et mere harmonisk familieliv, siger Mogens Christoffersen.

Harmonisk familieliv kræver plads, lyder det fra ejendomsmæglerne, der har oplevet en stigende efterspørgsel på boliger med plads til den udvidede familie.

– Det er ikke sådan, at man vil spise farmor eller mormor af med et værelse med lys og vand. Køberne efterspørger store boliger, der kan indrettes i to separate afdelinger, så man kan være sammen og hjælpe hinanden i hverdagen, men samtidig kan værne om sit privatliv, siger Niels Carstensen, kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Er det rimelig pressedækning eller er det hetz?

2010-04-02T10:44:00.004+01:00

Jeg er ikke skabskatolik, som nogen måske på grund af mine to sidste indlæg kunne fornemme, men jeg har det ikke godt med den hetz, som jeg synes pressen efterhånden udøver mod den katolske kirke, en hetz, en mistænkeliggørelse, som kommer til at ligge som en bestemmende bærebølge, så man glemmer de mange gode ting, som den milliardstore kirke trods alt også gør.
Men vi andre bliver også mistænkeliggjort, og derfor tror jeg hetzen mod den katolske kirke skader hele den kristne kirke, og derfor blev jeg glad for at læse Kirsten Kjærulffs indlæg i KD forleden dag, og jeg sætter den gerne på min blog, som en tilkendegivelse af, at jeg faktisk støtter hendes nuancerede måde at se det på.
Niels Peder Nielsen

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs

Af Kirsten Kjærulff
31. mar 2010 11:04 "Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.

Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.

Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags ”retssag” mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judas’er, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.

Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb – på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.

Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. ”Nettet strammes om Pave Bendikt VI” , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.

Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.

Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.

Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.

Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. ”Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst… Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.”

I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.

Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den

Munk giver råd om sex

2010-01-06T09:57:00.003Z

Ja så har man set det med. Fantastisk at en munk, der ikke selv har gjort nogle seksuelle erfaringer kan sige så meget godt om det ægteskabelige samlivs måske mest indviklede men også mest fantastiske oplevelsesmæssige univers.
Tag dig tid til at læse hans råd:

Niels Peder Nielsen

Munk giver råd om sex
Fra KD 04. jan 2010 00:00

Sex er en vigtig del af ægteskabet, mener fader Ksawery

Fader Ksawery er blevet en flittig gæst ved diverse polske tv-programmer og talkshow efter udgivelsen af bogen "Sex som du ikke kender det. Til ægtepar som elsker Gud".

Et liv i cølibat er ikke ensbetydende med, at man ikke ved noget om sex. I hvert fald ikke for franciskanermunk Ksawery Knotz fra klostret i Stalowa Wola, nord for Krakow i det sydlige Polen.

Fader Ksawery mener, at sex er en vigtig del af livet og en fremragende måde, hvorpå ægtepar kan opnå en metafysisk enhed med Gud på. Derfor har han skrevet bogen "Sex som du ikke kender det. Til ægtepar som elsker Gud". Bogen, der er blevet en bestseller i Polen, er ikke en sexguide, som belyser forskellige samlejestillinger eller teknikker, snarere en spirituel vejledning gennem erotikkens verden. Fader Ksawery fandt ud af, at mange polakker var i tvivl om, hvordan man som katolik har et seksuelt liv, som er i overensstemmelse med Gud.

– Den romersk-katolske kirke berører normalt ikke spørgsmål om sex, og det efterlader mange troende i tvivl. Men et ægteskab er ikke noget, der bliver realiseret i løbet af bryllupsritualet i kirken ved at udveksle ringe, men i ægtefolks dagligdag gennem samtaler, indkøb, madlavning og naturligvis også i sengen. Folk spørger mig ofte om, hvad de må, og hvad de ikke må, hvad der er rigtig sex, og hvad der er forkert sex, og det fik mig til at forstå, at der var et stort behov for at belyse disse spørgsmål, siger fader Ksawery.

Et franciskanerkloster er normalt ikke et sted, man forbinder med erotikkens verden, og en samtale om sex inden for klostrets mure føles umiddelbart unaturlig. Emnet erotik er dog ganske naturligt for fader Ksawery, som med lethed og smil på læben forklarer, hvorfor sex ikke skal være et tabu, som katolikker aldrig taler om.

– Sex er en naturlig del af et ægteskab og en måde, som ægtefolk kan komme tættere på hinanden og Gud på. Det handler naturligvis om at respektere hinanden og lytte til hinanden, være åbne for hinandens ønsker. Det handler om at leve et godt liv i samhørighed, og det betyder også på det seksuelle plan. Sex gør et forhold stærkere, men det gør også, at man får større samhørighed med Gud. Gud er med i forholdet, og et seksuelt liv er en god måde, man kan komme nærmere på Gud på, siger fader Ksawery.

Fader Ksawery har lagt vægt på, at bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, så så mange som muligt får glæde af at læse bogen.

– Det er meget vigtigt for mig, at bogen henvender sig til alle, at emnerne er nemme at forstå, samt at der ikke er noget, der er udeladt eller tabuiseret. Derfor bruger jeg helt bevidst ord som for eksempel penis, vagina, orgasme og oralsex, siger fader Ksawery.

Fader Ksawery mener, at erotik mellem to ægtefæller passende kan sammenlignes med en fodboldkamp, hvor der både er regler, men også mulighed for at udfolde sig og gøre forskellige ting. Han mener, at det gælder om at fokusere på friheden og mulighederne frem for at tænke på begrænsningerne og understreger, at det er ganske normalt og fuldt legalt, at folk leder efter, hvad der er godt for dem og bruger forskellige teknikker eller samlejestillinger til at opnå det. Det handler om at leve et godt liv sammen, og hvordan man bedst opnår det er op til det enkelte ægtepar.

– I en fodboldkamp gælder der visse spilleregler. Man må for eksempel ikke bruge hænder og ikke spille uden for banen. Det, der sker på banen, er til gengæld vidt forskelligt fra kamp til kamp. Kampene har en forskellig kvalitet og stil. Spillerne bruger forskellige teknikker og taktikker, nogle kampe er spændende og underholdende, andre er kedelige og håbløse. Det samme gælder for seksuelt samvær mellem to ægtefæller, og hvis man respekterer de grundlæggende spilleregler, er der uanede muligheder for det, der sker. Seksuelt liv gør et hvert forhold unikt og er med til at forstærke forholdet, siger Ksawery Knotz.

Blandt det forbudte i sex hører ifølge fader Ksawery for eksempel brugen af diverse former for prævention. Det ser han som ødelæggende for harmonien mellem to ægtefæller. I stedet forslår fader Ksawery at følge kvindens cyklus som en naturlig måde at beskytte sig mod uønsket graviditet.

Fader Ksawery har indsamlet sin viden i gennem for-tællinger fra andre, men han mener ikke, at det gør hans ekspertise mindre værd.

– Jeg har talt med mange ægtepar, som fortalte mig om deres problemer og deres seksuelle liv. Igennem disse samtaler har jeg fået en dyb indsigt i erotikkens verden og det, der optager folk, siger han.

Bogen er inden sin udgivelse blevet blåstemplet af den katolske kirke i Polen, og fader Ksawery understreger, at også her blev bogen positivt modtaget, og intet er blevet censureret væk.

– Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Man vil naturligvis altid kunne finde nogen, der er imod bogen, men bogen er blevet accepteret af polske biskopper, og der er intet i teksten, som er blevet sorteret fra, siger han.

Bogen er blevet meget populær i Polen, og fader Ksawery glæder sig over den modtagelse, den har fået blandt polske katolikker.

– Folk er glade for, at nogen tog emnet op og taler åbent om det. I den romersk-katolske kirke har sex altid været et tabu og nærmest en synd, og det har været med til, at mange var usikre på sex, siger han.

Ksawery Knotz er 44 år og har været munk i de seneste 25 år. Efter at bogen blev udgivet, har han måttet vinke farvel til fordybelsen og et stille liv på klostret. Bogen er blevet så populær, at fader Ksawery er en flittig gæst ved diverse polske tv-programmer og talkshow, samt ofte deltager i interview med diverse polske og udenlandske medier. Derudover driver fader Ksawery en hjemmeside, hvor folk kan finde supplerende oplysninger om sex, stille spørgsmål og debattere.

Men et forholdsvis travlt liv passer ifølge Ksawery Knotz godt sammen med livet som franciskanermunk.

– Franciskanermunke har aldrig levet lukket inde på deres klostre. Vi kan godt lide at komme ud, tale med mennesker og i det hele taget være tæt på andre, siger Ksawery Knotz, som på spørgsmålet om bogens emne ikke var en fristelse for ham, svarer:

– Jeg blev naturligvis fristet, da jeg skrev bogen, men jeg har valgt et liv i cølibat. Det er mit valg, og så er jeg nødt til at bekæmpe fristelserne. De fleste mennesker bliver fristet af et eller andet mange gange i gennem deres liv. Det er ganske naturligt, siger fader Ksawery.

Oversættelser af fader Ksawerys bog er indtil videre udkommet i England og Tjekkiet, mens en udgivelse i Sydafrika er på vej.

- Vi skal have forbud mod minareter

2009-12-03T18:31:00.003Z

Jeg bliver altid glad for at møde mennesker, som siger tingene ukompliceret og forståeligt. Så kan det godt være, at man er uenig med dem, ja, men man har da i det mindste forstået, hvad de har sagt eller skrevet.
I KD 3. dec. 09 læste jeg et synspunkt af teolog og debattør Katrine Winkel Holm, og hvor hun har den lille/store pointe, at pege på, at et ja til minareter, til store moskeer, uden tvivl er vejen for en islamisering af det til enhver tid bestående samfund.
Har hun ret i det? Læs selv følgende, som jeg har sakset fra KD.
Niels Peder Nielsen

02. dec 2009 00:30 Når muslimer fortolker forbudet mod minareter i Schweiz som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen, skriver teolog og debattør Katrine Winkel Holm

Katrine Winkel Holm

Vi skal have et forbud mod minareter. Schweiz har vist os vejen og skåret kagen, eller schweizer-osten, præcis som den skal skæres: Ja til moskeer, nej til minareter. Ja til religionsfrihed, nej til religionslighed.

Europæiske meningsdannere, der uden grund benævnes "eliter" - de aner jo sjældent det ringeste om islam, kristendom og Vestens lange historie - fordømmer over én kam det lille modige alpeland. Og muslimer som Naveed Baig forsøger her på siden at fremstille søndagens ja som et ja til stenkastning mod moskeer og almindelig muslim-hetz.

Under niveau, hr. fængsels-imam! Det kan godt være det er sådanne argumenter dit store forbillede, euro-islamisten Tariq Ramadan benytter. Men det gør ikke metoderne kønnere. Prøv i stedet at høre, hvad partiet, der foreslog afstemningen selv giver som begrundelse for forbuddet:

»Forbuddet mod minareter er at opfatte som et umisforståeligt afslag på denne form for islam [politisk islam], med den religiøse lov sharia, der er i direkte konflikt med grundlæggende friheder og rettigheder, der er garanteret i den schweiziske grundlov. Alle personer, der bor i Schweiz, bør respektere vores grundlov. De, der forsøger at bruge minareten som et tveægget politisk sværd for at pånøde os en anden lov, shariaen, hører ikke til i vores land«.

Det, schweizerne altså i virkeligheden siger, er, at deres nej til minareter er nej til politisk islam. Nej til sharia. Og hvem kan være uenig i det?

Så når muslimer fortolker nej'et som et nej til islam som sådan, så siger de i virkeligheden, at islam og sharia hører sammen. At islam ikke kan eksistere uden minareter og højlydt bøn, der dominerer hele området og dermed markerer at her regerer islam.

Jamen, hvis det er rigtigt, så har de da selv leveret argumentet for et minaret-forbud: Hvis vil vi bevare Vesten med alt hvad vi står for: Med frie selvstændige kvinder, med kirkeklokkeklang i det offentlige rum, med verdslige love og frihed til tro og vantro, så skal vi i gang med at forsvare os mod islamiseringen. Ikke i morgen, men i dag.

Jo, muslimer må praktisere deres tro –men på vores vilkår. Hvis Naveed Baig f.eks. vil følge Koranen og tage sig fire koner, så siger vi nej. Der er forbud mod flerkoneri. På dette punkt kan han ikke praktisere sin tro. Det samme med minareter.

Byg moskeer som jøder gennem århundreder har bygget synagoger: Bedehuse, hvor man kan samles i tro på sin gud – men ikke i mastodont-byggerier, der vil dominere området og virkeliggøre visionen, som Tyrkiets præsident engang luftede:
»Demokratiet er kun det tog, vi vil stige på for at nå vores mål.
Moskeerne er vores kaserner, minareterne er vores bajonetter, moskeernes kupler er vores hjelme, og de troende er vores soldater«.
Dejligt, ikke?

En tysk kommentator skrev for nylig: Schweizerne har taget det første skridt mod islamiseringen. Vi bør gå i deres fodspor.

- Jeg ser frem til, at kirken bliver fattig

2009-11-24T07:30:00.009Z

Det er ikke just toner vi hører som noget positivt, men det slog mig alligevel meget, da jeg læste gårdsdagens Kristeligt Dagblad (23. nov 2009)om betydningen af at blive fattig, fattig i ordets både fysiske og åndelige forstand.
Jesus taler i bjerprædikenen om, at "salige er de fattige, for de skal arve Guds rige".
Jeg har en fornemmelse af, at denne verden og dens tænkning bestemmer så meget af vores måde at agere på som kristen, at vi (næsten) helt glemmer hvordan det åndelige univers, som Jesu præcenterer for os, ser ud, og det synes jeg Olle Carlsson er ved at røre ret så meget ved.
Men læs selv og bedøm selv, om han er helt galt afmarcheret.
Niels Peder Nielsen

- Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm, findes der en meget stærk åndelig interesse, og kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet, siger sognepræst Olle Carlsson. - Magnus Laupa/Kontinent.

23. nov 2009 00:00 Den åndelige vækkelse begynder først, når den svenske kirke helt løsriver sig fra statens trygge favn, mener sognepræst Olle Carlsson, der står bag en af Sveriges mest besøgte folkekirkelige gudstjenester, allehelgenmessen

Af Tobias Stern Johansen

Hvordan klarer den svenske kirke sig 10 år efter adskillelsen fra staten?

- Kirken er blevet vitaliseret, efter at den ikke længere i samme grad hviler i staten. Jo mere adskilt, jo bedre bliver kirkens arbejde. Men der er stadig et stykke vej endnu til fuldkommen adskillelse. Kirkeafgiften opkræves stadig over skattebilletten. Sammenlignet med andre trossamfund har den svenske kirke en meget solid økonomi, og det er også en del af vores problem. Som alle organisationer, der har penge, bliver kirken passiv, fordi der ikke stilles krav om, at man tænker nyt. Der er gudstjenester med den samme liturgi over hele landet, men der kommer ingen mennesker. Så længe staten stadig pumper penge ind i kirken, er der ikke nogen, der tvinges til at forandre den. Derfor ønsker jeg mig en fattig kirke. Kirken bør i sagens natur ikke være rig.

- Som kirke har vi også stadig det problem, at vi ikke ved, om vi er et trossamfund eller en myndighed. Vi præster fungerer som tjenestemænd, og administrationen i kirken er unødigt stor. Det var et kulturchok for mig at blive præst i Katarina Sogn, for den ene kirke, Allehelgenkirken, har en lille administration, bruger ni procent af sognets budget og har 90 procent af sognets kirkegængere, mens Katarinakirken har en kæmpestor administration, men næsten ingen folk i kirken.

Hvad er den svenske kirkes største udfordring i dag?

Selvom den etablerede kristendom nærmest er ophørt med at eksistere her i Stockholm og i store dele af Sverige, findes der en meget stærk åndelig interesse. Mennesker mediterer, går til yoga og læser selvhjælpslitteratur. Kirken bør blive mødested for denne åndelige åbenhed og vitalitet. Men der er en kløft mellem kirken og almindelige mennesker. Mange føler sig hjemme i kristendommen, men den højttravende form signalerer, at kirken ikke er interesseret i mennesker. Den svenske kirke har gjort meget op med Bibelen, og om Gud eksisterer er ikke så vigtigt, men formen er hellig!

Skal kirken smide hele sin traditionelle liturgi over bord?

- Der skal være frihed til at finde det liturgiske udtryk, der bedst møder de mennesker, der er omkring kirken. Så længe kirken formidler det samme gudsbillede - at Gud er en uendeligt elskende Gud, der har vist sig i Jesus Kristus - bør der være plads til lige så mange forskellige liturgier, som der er mennesker.

Du er selv ansat af den svenske kirke. Ser du nogen fordele ved kirken?

- Jeg elsker den svenske kirkes åbenhed. Det, der er sket i Allehelgenkirken, hvor folk kan være, uanset hvad de mener og tror, kunne aldrig være sket i en almindelig frikirke. Den svenske kirke har en åbenhed over for mennesker uanset deres tro eller seksuelle orientering. Det er en styrke ved kirken, som ligger dybt i den svenske folkesjæl.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har

2009-11-03T11:37:00.003Z

Det er ikke altid at læsning af Kristeligt Dagblad hidser mig særlig meget op eller for den sags skyld blot kalder på følelserne.
Men det synes jeg dagens læsning af KD gjorde. (Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fældede en tåre underlæsningen.)Det gjorde stort indtryk på mig at læse festpræstens beretning om livet i Armadillolejren og især soldaternes reaktion på præstens tilstedeværelse.
Læs selv hvad jeg har "sakset" fra dagens KD

Velsignelsen er ingen garanti, men det er det stærkeste, jeg har
03. nov 2009 00:00

Arbejdet som feltpræst i Afghanistans Helmand-provins er på samme tid taknemmeligt og benhårdt. Soldaterne er flittige kirkegængere, men når en af dem falder, er det ligeså smertefuldt som at miste en af sine egne

Af Freja Bech-Jessen

Den gråskæggede mand strækker sine arme mod himlen og slår korsets tegn i en velsignelse over den konvoj af soldater, der i enorme pansrede køretøjer forlader den fremskudte lejr Armadillo for at køre på patrulje i det uvejsomme ørkenland, der strækker sig i kilometervis forude.

John, der er lejrens feltpræst, har overtaget traditionen med velsignelsen fra sin forgænger, og den er efterhånden så indgroet, at soldaterne vægrer sig ved at forlade lejren uden. Derfor er det med stor skepsis, at beboerne i lejren ser frem til den orlov, deres præst er i gang med at forberede. Han skal kun være væk i et par uger for at se sin kone og sine voksne børn hjemme i Viborg, men det huer ikke soldaterne i Armadillo.

– Et par af drengene har spurgt, hvad de skal stille op uden en velsignelse. Jeg har forklaret, at en velsignelse er langtidsholdbar og ikke løber ud. De ved lige så vel som jeg, at velsignelsen ikke er en garanti, men at det er det stærkeste, jeg har. Det er en forvisning om, at Gud altid er med dem, og at de aldrig er alene – heller ikke i døden. Den slags betyder noget, når man bor på kanten af den grønne zone, siger John.

Selvom han er vellidt hjemme i Viborg, har han endnu aldrig oplevet, at sognebørnene derhjemme på samme måde har modsat sig, at han rejser væk i et par uger. Og det er netop forskellen på præstegerningen i Danmark og i Afghanistan. Derhjemme er hans tilstedeværelse først og fremmest påkrævet i lykkelige tider og i sorgens stund. I Helmand er hver- dagen sat på spidsen. Her kan der hvert øjeblik opstå behov for en præst.

– I lejren er kontakten til sognebørnene konstant. Vi spiser sammen, sover sammen, går på toilet sammen, ryger en cigaret sammen og vender dagens begivenheder. Soldaterne behøver ikke opsøge mig i kirken for at få en snak, men kan trække mig til side i løbet af dagen. Og det er der forbløffende mange, der gør. Erfaringerne med, at de unge vælger kirken fra, bliver gjort til skamme i Armadillo, fortæller John.

Han ved godt, at de interimistiske søndagsgudstjenesters store popularitet måske også kan skyldes, at der ikke er så mange andre underholdningsindslag i den lille lejr i den sydlige Helmand-provins, men han tror ikke, at det er forklaringen.

– Livet er mere intenst og rummer flere store spørgsmål, når man er i krig, og de unge mænd, der lægger krop og sjæl til, har brug for perspektiv for at rumme mange af de ting, de oplever. Nogle af dem finder det, de søger, i troen, siger han.

John forsøger at komme de unge mænd i møde ved at skabe anderledes gudstjenester med musik af Jimmy Hendrix, tv-2 og U2, men holder samtidig fast i klassiske salmer. Især "Altid frejdig når du går" har haft en central placering i hans prædikener. Og soldaterne i lejren bærer hans ord med sig – i bogstaveligste forstand. En soldat har tatoveret det sidste vers på sin krop: "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller" står der i svungne bogstaver på hans ene ben, mens andre bærer versene på lamineret papir i deres lommer.

Selvom følelsen af at gøre en forskel som præst hver dag er meningsfuld og tilfredsstillende, er arbejdet i en krigszone ikke uproblematisk. Soldaterne vender tilbage fra fronten med flossede følelser og et tumult af tanker, som de har brug for hjælp til at rede ud. Chokket over at miste en ven bundfældes ikke bare som sorg, men kan også komme til udtryk som uoverkommelig angst for at gå samme skæbne i møde eller i overdøvende raseri og blind hævntørst.

– Ønsket om hævn er ofte en helt naturlig del af det at miste. Men den bliver problematisk, når den gør én blind. Soldaterne skal vide, at det er i orden at rumme de følelser og give udtryk for dem, men de skal samtidig have hjælp, hvis de ikke kan slippe dem igen. Hvis hævnen tager over, kan det blive farligt, fordi man ikke kan se klart, siger John, der også møder soldater, som føler en voldsom skam og skyldfølelse over ikke at kunne redde en kammerat.

– Soldaterne er så tæt knyttede og så indstillede på ikke at svigte hinanden og holdet, at de kan have meget svært ved at rumme, når det alligevel går galt. De ved, at de og kammeraterne løber en stor risiko, men de har alligevel svært ved at tilgive sig selv, når de vender hjem uden en kammerat, siger han.

Det er også her, den største udfordring ligger for præsten selv. Selvom det kan være hårdt at begrave et menneske derhjemme – et barn eller en voksen, som er død alt for tidlig – så er døden i Armadillo sværere at bære også for præsten.

– Som feltpræst følger jeg et hold af soldater tæt. Jeg lærer dem at kende hjemme i Danmark, mens både jeg og soldaterne er i træning til missionen, og følger dem, fra de lander i Afghanistan, til de tager hjem igen. På den måde kommer man meget tæt på hinanden, og jeg må indrømme, at det rammer mig hårdt, når en soldat bliver såret eller slået ihjel. Jeg kan ikke bruge den professionelle distance, der er – og skal være – derhjemme til noget som helst i Afghanistan. Her må jeg acceptere, at jeg også bliver personligt ramt af sorgen. Det kan ikke være anderledes, siger John.

Han ser imidlertid ingen problemer i sit virke som præst midt i en politisk mission. Uanset sine egne holdninger til krigen i Afghanistan og Danmarks rolle i den, så er han her udelukkende for soldaterne. Han hverken kan eller skal tage stilling til det arbejde, de laver, eller den opgave, de er sendt ud for at løse.

– Når soldaterne forlader lejren, er det netop dem, jeg lyser velsignelsen over og ikke missionen, siger han.

John var på vej til Danmark og sad i Camp Bastion og ventede på sit fly, da soldaterne i Armadillo mistede endnu en kammerat, sergent Michael Ebert. Han valgte at udskyde sin orlov og rejste med helikopter tilbage til Armadillo for at holde mindegudstjeneste over den faldne soldat og for sammen med de efterladte kammerater at bære kisten om bord på flyet hjem til Danmark.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Kæmpe klimabedrag. Nu vokser isen faktisk igen i Arktis

2009-10-06T09:04:00.005+01:00

Dette radarbillede fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA viser koncentrationen af is omkring Nordpolen. - AFP/NASA/Scanpix.

Man kan godt i disse tider blive ret så forvirret når så mange eksperter taler så mange kloge ord, ord, som kan være forældede i morgen.
Det slog mig, da jeg læste et indlæg i KD 03. okt 2009.
Her skriver sognepræst Bent Kim Jepsen fra Sabro noget som medierne ikke skriver ret meget om, nemlig at det måske er ret så usikkert om der foregår en global opvarmning i det hele taget eller om det blot er noget af naturens "normale" rytme, der PT pågår. Døm selv.
Niels Peder Nielsen

Af Bent Kim Jepsen
I september 2007 var isen omkring Nordpolen i Arktis smeltet til det mindste, der nogensinde er registreret af forskere. Samme efterår var medierne enige om, at det var den menneskeskabte klimaforandring, der var skyld i, at isen smeltede.

Der var enighed mellem en stor gruppe klimaforskere og medierne om, at den menneskeskabte globale opvarmning var meget værre end FN's klimapanel, IPCC, havde forudsagt i deres klimamodeller.

En af overskrifterne i efteråret 2007 lød således: "Ny forskning tyder nu på, at 2007 ikke var et særtilfælde, men at vi allerede i 2013 risikerer totalt isfrit Arktis om sommeren."

EN AMERIKANSK forskergruppe, ledet af professor Wieslaw Maslowski, havde ved hjælp af mere realistiske computersimulationer med meget høj opløsning fundet frem til, at de hidtidige modeller i høj grad synes at have undervurderet afsmeltningens hastighed. Disse modeller pegede således først på et isfrit Arktis i sidste halvdel af dette århundrede, mest sandsynligt omkring 2070. Forskellen beror ifølge Maslowski især på, at hans model i højere grad har taget højde for varmtvandsstrømmene fra de områder af Stille- og Atlanterhavet, der grænser op til det arktiske bassin. Medierne blev det efterår fulde af historier om isbjørne, der kæmpede for livet. Isbjørnene skulle svømme flere hundrede kilometer for at finde is. Isbjørneungen Knut i Berlins Zoo blev et kæmpe tilløbsstykke som truet dyreart.

Forretningsfolk talte det efterår om at oprette sejlruter over Nordpolen. Der ville blive isfrit flere måneder hver sommer. Interessen for at udvinde olie og andre råstoffer fra Arktis' undergrund fik landene omkring Nordpolen til at gøre territoriale krav på havbunden. Herhjemme blev det kommende klimatopmøde i København gjort til mødet, der skulle redde jorden.

Det var alt sammen i 2007. Nu er vi to år senere blevet meget klogere på isen omkring Nordpolen. Allerede sidste år smeltede der mindre is end i 2007. Og nu i år er der hele en million kvadratkilometer mere is omkring Nordpolen end i 2007. Hvis videnskaben og medierne havde ret i efteråret 2007, så vil det sige, at den menneskeskabte globale opvarmning nu er stoppet.

PROFESSOR I OCEANOGRAFI og direktør for Nansen-centeret i Bergen Ola M. Johannessen påpeger i dag, at isen ikke smeltede i 2007 på grund af den menneskeskabte udledning af CO2. Isen smeltede som følge af naturlige omstændigheder. "Der var mange, som pustede sig op og snakkede om menneskeskabt global opvarmning. Men her var der helt klart tale om meget kraftige naturlige variationer," siger professor Johannessen.

Det er bedrag, når man siger, at isbjørne er en truet dyreart på grund af menneskeskabt klimaforandring. Det er bedrag, når man siger, at Arktis bliver isfri til sejlads i 2013. Der kommer ingen sejlruter foreløbig. Det bliver heller ikke nemmere at udvinde olie og andre råstoffer i Arktis.

I disse år fryser der nemlig mere og mere vand til is omkring Nordpolen. Det er sandheden. Men sandheden skaffer ikke midler til klimaforskere, sælger ikke aviser og giver ikke politikere en høj moralsk profil ved et klimatopmøde.

FN's klimapanel, IPCC, er nærmere sandheden end videnskabelige dommedagsprofeter, selvom panelets klimamodeller langtfra har alle relevante forudsætninger med i beregningerne.

Bent Kim Jepsen,
sognepræst,
Fårupvej 102, Sabro

Tanker i forbindelse med en høstgudstjeneste

2009-09-17T11:45:00.003+01:00

Jeg har holdt mange høstgudstjenester i min tid som præst i 28 år.
Jeg sad og kiggede lidt i mine gamle prædikener og faldt så over en høstgudstjenste for et par år siden, og jeg har lyst til at dele den med dig, der evnt læser lidt på min BLOG.

Der er på denne høstgudstjenestedag, som sædvanlig flot pyntet her i Hjarup kirke, og det er også en rigtig festdag i dag, hvor vi er samlet til takkegudstjeneste for udbyttet både på marker og i haver, og som også alterringen og udsmykningen vidner om.
Jeg har ikke altid brugt den anbefalede tekst som afsæt for min prædiken ved vor årlige høstgudstjeneste, men i år sætter dagens tekst unægtelig høstgudstjenesten i relief i lyset af bl. a. tekstens anliggende om ikke at bekymre sig, hvilket jo meget forstærkes af hvad vi ser rundt om os - frugterne - men også af det, der gemmer sig hos landmændene - som alle har oplevet en mangedobling af indsatsen, i gennemsnit ca. 30-40 gange indsatsen :-) altså meget bedre end at sætte penge i banken, hvor man sikkert kun får 1½ % af indsatsen.
Hvis vi satte 10 kr i banken ville vi efter et år kun kunne hæve 10 kr + 15 ører, men hvis afkastet i banken var ligeså stort som hos landmanden ville vi kunne hæve 300-400 kr. (Nu kan jeg høre landmændene protestere og tale om omkostninger osv. ja ja men det lader sig ikke modsige, at tilvæksten er så stor, som jeg nævnte)

Og en sådan synlig kæmpevelsignelse, som høsten er et udtryk for, burde jo kunne slukke den bekymrende ild, som brænder i vort indre, og der er da også et eller andet i os, der ønsker, at vi kunne have det, som Jesus opfordrer os til, nemlig at leve bekymringsløs som fuglen og liljen, og at enhver bekymring blev tavs, og at hjertet blev stille.
Men der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille, for der er konstant en uro, der ulmer og vokser - over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele - hvordan skal det nu gå i dag? ? kan jeg nu nå alt det som jeg har planlagt? - slår jeg nu til? ? er mit tøj nu pænt nok ? og hvad nu hvis dem på min arbejdsplads ikke synes at jeg er dygtig nok? - får jeg nu en høj nok karakter til min eksamen? ? for hvad vil alle andre dog ellers tænke om mig? - er jeg dum eller hvad? - eller som mangen husmor har bekymret sig over ? inden hun skulle have gæster på besøg.: "åh ? er min mad nu god nok"? ? " eller åh - jeg når det aldrig"! - osv. osv.
tarer Tillad Tillad Altsammen - når vi tænker efter - egnt blot små ubetydelige ting ? som man kan gå og rode med i sit indre ? bekymre sig over ? og belemre, belaste ja evnt ødelægge sit liv med - og altsammen bekymringer, som vi kan fornemme Jesus siger, at vi skal lade ligge.
-------
Men når Jesus siger, at vi ikke skal være bekymrede , er det så fordi han ikke selv beskæftigede sig med det flygtige (mad og klæder), eller ikke forstår, at det flygtige er en nødvendig del af vort liv?

Når Jesus siger, som han gør, er det så, fordi han lever i en anden - mere ubekymret - tid en vores, en tid uden Al Quida, narko, global opvarmning, store regnmængder, oversvømmelser, jordskælv, alvorlige sygdomme, vold og trusler om krig?
Nej - når Jesus siger det han gør, så er det ikke fordi han ikke kender til alt det som vore hænder har så fast et greb om, det flygtige, for det havde hans tid også.
Men han gør det ved at pege på, at det flygtige, selv om det forgår (som græsset) dog hele tiden kommer igen, og igen, og igen., Det kan vi, siger Jesus, aflæse gennem skaberværkets vidunderlige processer, at det hele hele tiden fornys i samme hast, som det går under, og at der derfor egnt slet ikke er nogen grund til at bekymre sig, når regnestykket gøres op, for der kommer igen en frugtsæson, igen en høstsæson. Det har vi tusinder af års erfaringer med at sådan er det, og at naturen rytme er måden Gud viser sin skabning, at han elsker den højt, og at vi igen og igen derved skal se, at han gennem sine gode gaver viser os, at vi er hans hjertebørn, og at han er vor himmelske Far, og at det er ham, der får kornet til at gro!
Ham, der giver det lille sædekorn livskimen! Ham, der giver det lille sædekorn viljen til at lægge an til en ny, lille grøn spire, i stedet for blot at forrådne!

Så alt andet lige, så er en høstgudstjeneste en påmindelse om, at vi ikke skal bekymre os, og i de 27 år jeg har holdt høstgudstjenste, har det altid været med en klar oplevelse af, at vi for vore øjne sammen har set noget stort ske, og at han som elsker os fuldendt, vil, at vi derigennem kan og skal kende hans kærlighed, som igen kan og skal give os en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore ellers måske nok så fortumlede og bekymrede liv.
Og altsammen er det billeder på, at hans kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb, og at vi igen og igen kan og skal se Guds bestandige kærlighed i praksis, ikke blot i forhold til det med maden, men også det, der mætter sjælen, og at der også er sørget for den side af Guds omsorg, en omsorg, som Jesus har taget sig af og tager sig af, når han giver mennesker en fremtid og et håb ved at tilgive menensker, ved at helbrede mennesker, gøre døde levende og sætte mennesker fri fra dæmoniske kræfter - og derved satte og sætter dem (og os) fri til at søge Guds rige, sætter os fri til at tro på, at Jesus er Guds søn, vor frelser, og at alt andet blot er noget vi har fået i tilgift - føden, klæderne og fremtiden, og at vi ikke skal bekymre os for i morgen, om i morgen, for netop i morgen kan igen og igen findes og opleves som en Guds gave, og derfor skal vi ikke være bekymrede.
Og netop derfor samles vi til en takkegudstjenste, fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi har fundet takken og tilbedelsen frem, for netop uden takken og tilbedelsen af Gud ville vi ellers glemme den store Gud ved vor side og derved ville vi komme til at leve i frygt og bekymring.

Vi har brug for takken, så vi ikke glemmer Gud og i stedet lever selvoptaget.
Vi har brug for takken, fordi vi ellers ville miste sansen for underne og taknemmeligheden og i stedet daske gennem livet med skyklapper på.
Vi har brug for takken fordi vor naturlige tilbøjelighed trækker os i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed - og det er usundt, og fører os på afveje i forhold til den Gud, som elsker mig.
Amen

Danmark (kristen) versus Saudi Arabien (muslimsk)

2009-09-13T07:28:00.004+01:00

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har svært ved at opsnappe alt, hvad der foregår i den malstrøm at nyheder, meninger og debatter, der ruller forbi i uanede mængder og med en substand af mere eller mindre nærværende lødighed.
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser

I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:

En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.

Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.

Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.

I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"

Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.

INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.

Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.

Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?

Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.

Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.

Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.

Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).

Her kan I regne med ubrydelig støtte.

Og vi mærker, at I glæder jer over det.

Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.

Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.

Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.

Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.

Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."

Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen

Skyggemission

2009-09-03T10:04:00.002+01:00

Min kone og jeg læser lige nu sammen den nyeste bog af John Ortberg. Bogen hedder Når spillet slutter, og plottet i bogen er at pege på det kendte faktum, at livet slutter. Det er selvsagt ikke så revolutionerende en tanke, men i den forbindelse gør Ortberg sig mange tanker om, hvordan man så skal bruge den relativ korte tid man får tildelt på denne jord, og det er givende og spændende læsning, skal jeg hilse og sige.

John Ortberg er også god til at "opfinde" ord, som er meget rammende.
Hvad mener I om ordet Skyggemission?

Jeg citerer lidt fra bogen i en sammenhæng, hvor en del mænd har været på en "slip din indre behårede kriger løs mandeweekend" og her får mændene lov til at fortælle om fortydelser, skam fiaskoer, dybe sår, osv. (Jeg skal spare jer for bekendelserne - rå stof) - men jeg gengiver noget af Ortbergs reflektioner. (Senere beskriver han Skyggemissioner i Bibelen, men det må vente til en anden god gang)

Herfra ordret citat fra bogen:

En af de tanker, som satte sig fast hos mig, var ideen om, at vi alle har en "skyggemission". Carl Jung (hvis far var præst) talte om vores skyggeside: de tanke- og handlingsmønstre, der forråder vores inderste værdier - som fører til fortrydelse og skyld. Jeg ved, at Jung brugte det i en sekulariseret forstand uden at tale om Guds tilstedeværelse eller vores behov for tilgivelse. Men jeg synes, billedet med skyggen er nyttigt. Det beskriver den følelse af skjulthed, uklarhed og forvirring, som min synd medfører.

Lige som vi alle har en mission - en måde at bidrage til Guds rige på, som vi er blevet skabt og udrustet til - har vi også det, vi kan kalde for en skyggemission. Min skyggemission er det, jeg vil gøre med mit liv, hvis jeg sætter det på automatpilot. Den består af de aktiviteter, som jeg vil drages mod, hvis jeg tillader mine naturlige fristelser og egoisme at tage over. Alle har en skyggemission.

Som eksempel sagde en af lederne på mandeweekenden: "Min skyggemission er at se fjernsyn og onanere, mens verden går ad helvede til." En nervøs latter gik igennem mændene i rundkredsen.

"Jeg siger det en gang mere," sagde manden, "men denne gang skal I høre efter uden at grine." Og så sagde han det igen: "Min skyggernission er at se fjernsyn..." Denne gang var stilheden eftertænksom. Vi tænkte alle det samme: Hvor let kan vores liv ikke glide ind i sådan en egoistisk, ligegyldig beskæftigelse. Han var ikke fristet til at være Adolf Hitler eller Saddam Hussein. Manden ville have bekæmpet den slags direkte ondskab. Det var skyggernissionens banalitet, der gjorde den så mulig.

Vores skyggemissioner er delvist formet af vores kultur. Den rige tåbe i Jesu historie havde en tydelig skyggemission: at bygge større lader og lægge rigeligt forråd til side til mange år. At tage let på livet: spise, drikke og være glad.

Frodos mission i Ringenes Herre-trilogien er at være ringbæreren, at velsigne Midgård ved at kaste ringen i Dommedagsbjergets spalter. Den sværeste del af hans mission er ikke at besejre de ydre fjender. Den sværeste del er at forsage skyggernissionen: at gøre krav på ringen selv og søge sin egen magt og ære.

Det er enormt nyttigt at være tydelig omkring sin egen skyggemission og sætte navn på den, fordi når jeg ser den, som den er, indser jeg, hvor lidt jeg har lyst til at bruge mit liv på den. Når spillet er slut, har vores skyggermissioner alle samme resultat: fortvivlelse.

Så er jeg selv på igen.
Hvis du et øjeblik tænker efter. Hvad er så din skyggemission?
NP

Skyggemission

2009-09-03T10:04:00.000+01:00

Tanker i forbindelse med afviste irakere

2009-08-26T08:01:00.003+01:00

Forventeligt vil det danske folk dele sig i mindst to lejre, når snakken går om de afviste irakere og politistormen på Brorsons kirke - og ikke mindst - den hårdhændede behandling visse demonstranter fik, og det er da heller ikke så let at skulle tage stilling, for alt er jo foregået i fuld offentlighed, og vi lever i en retstat, hvor tingene foregår på en demokratisk tilpasset måde. Dermed være ikke sagt, at så er beslutningerne rigtige, men det gør det sværere at skulle opponere.
Men en vinkel, som vi ikke så tit møder synes jeg fremgår af et hyrdebrev, som en af præsterne ved Århus Valgmenighed (Keld Dahlmann)har sendt til de menigheder, som ÅVM relaterer til og her gør Keld Dahlmann opmærksom på en detalje, som vi ikke må overse i en tid, der blive mere og mere "hjerteløs"

Han skriver bl. a.

Vi er i disse uger vidne til politiske begivenheder, som optager mange – også i vore menigheder – fordi disse begivenheder udfordrer os på nogle meget grundlæggende værdier i vort samfund.
Når vi i medierne hører om rydningen af Brorson Kirke og hører om desperate skæbner så er det let at kritisere politiet. Eller blive provokeret af mangel på respekt for kirkerummet. Men det flytter blot fokus fra selve sagen: hvordan vil vi som samfund tage vare på den som er svag og trænger hjælp? Man kan ikke krænke et kirkerum, men man kan krænke mennesker. Det sidste er det egentlig afgørende i denne sag. Her har vi som disciple et ansvar i at solidarisere os med nødlidende,så vidt det står til os. Jeg kender naturligvis ikke enkeltsagerne, men personer som jeg har tillid er tæt på asylansøgerne og kan bekræfte at langt flere burde have ophold af humanitære grunde.
Uffe Elleman Jensen siger i dag til Kristelig Dagblad at ”frygt og skræmmebilleder er hovedingredienserne i dansk værdipolitik lige nu” og henviser til Naser Khaders forslag. Forslaget indgår i række forslag og politiske udmeldinger de seneste år, som kendetegner den totalitære sekularisme og ateisme. Frygten for politisk-religiøs fundamentalisme er forståelig, men det er langt farligere at dæmonisere en hel muslimsk befolkningsgruppe, ligesom det skete med de europæiske jøder i 30érne. Desuden er mange uvidende om at mange flygtninge har kristen baggrund og ikke flygter fra religion men for retten til at udleve deres religion offentligt. Det er rystende at netop den ret anfægtes af danske politikere i vor tid. Når man i fuld alvor vil foreslå at religion ikke må praktiseres på offentlige uddannelsesinstitutioner savner man grundlæggende viden hvilken ressource troen er for både enkeltpersoner og samfund. Tænk bare påhvad f.eks. den kristne studenterbevægelse har betydet forfolkeoplysning og velfærd.
I dag var jeg til møde i Skt. Hans Kirke i Odense, som oprindelig blev grundlagt som klosterkirke med tilhørende hospital. Det afspejler den historiske virkelighed overalt i Europa. Hvis du går ind i en katedral i en større by, kan du få hundrede meter derfra finde en anden gammel bygning som tjente som hospital. Tilbedelse af Gud og forkyndelse af Guds Ord gik hånd i hånd med barmhjertighed og omsorg for næsten. Gudsbillede og menneskesyn hang sammen. Som disciple af Jesus er vi kaldede til at leve i – og kæmpe for – denne sammenhæng som ”lys og salt” i samfundet.
Lad os derfor med frimodighed i Herren:

· Bede for flygtninge og indvandrere, der kommer til vort land
· Bede for at muslimer må møde Jesus og tale om tro med dem
· Bede for enhver kristen politiker og embedsmand om styrke til at holde fast i sit værdigrundlag
· Bede for at åndsfrihed bevares i vort samfund
· Åbent møde mennesker fra andre kulturer og tale godt om dem
· Bidrage med læserbreve, debatindlæg osv. i medierne, på blogs osv.
. Deltage i debatten på studiet, arbejdspladsen og stå op for vor kristne tro og menneskesyn

”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode” Rom 12,21

Keld Dahlmann

Ødselhed

2009-08-10T08:52:00.003+01:00

Jeg ved ikke om I har det sådan, men jeg kan af og til "nåes" gennem tanker, ord og udtalelser, som andre kommer med i forskellige sammenhænge.
Da jeg i fredags i Kristeligt Dagblad læste Henrik Højlunds prædiken " - om at vinde sig venner ved hjælp af den uretfærdige Mammon", da slog det mig, at den radikale måde at se det på, havde jeg ikke tænkt over det på, og jeg måtte reflektere noget over min egen måde at reagere med Mommoms midler.
Jeg tillader mig at citere hele hans prædiken og spørger dig om du ikke også "får noget til hjertet" gennem hans prædiken.
Her er den så i sin fylde.
Niels Peder Nielsen

(Hentet fra Søndagsordet 08. aug 2009 00:00 9. søndag efter trinitatis (KD))

Luk. 16, 1-9

Ødselhed

Af Henrik Højlund

Jesu lignelse om den utro godsforvalter er skæv som det skæve tårn i Pisa. Og lige netop derfor – som også det skæve tårn i Pisa – lokkende og udfordrende.

Tag bare slutsætningen: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." Første del er nem nok at forstå. Jodle-Birge sang ganske vist: "Rigtige venner kan ej købes for penge", men med gavmildhed kommer man nu langt. Sidste del er det værre med. Skulle man virkelig kunne købe sig til venner i de evige boliger? Sagt på en anden måde: Kan man få mennesker med til Himlen ved hjælp af penge?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Forstået lige ud ad landevejen er det vel temmelig ligetil. Ligeså sikkert som amen i kirken og doping i cykelsport er det, at intet vidner stærkere om vor himmelske Fars barmhjertighed og ødsle nådefuldhed, end når hans børn lever på samme måde. Rundhåndet og ødselt med alt, hvad de ejer.

Hvis vi tager et hurtigt vue over kirkehistorien fra de første århundreder til i dag, står det klart, at et af de mest overbevisende argumenter for den kristne tro har været den ødsle næstekærlighed.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilket kæmpe indtryk det gjorde, da kristne var udsat for en særlig voldsom forfølgelse i år 250 i blandt andet den romerske storby Karthago, og der kort efter udbryder en pestepidemi, alt går i opløsning i byen, ingen plejede de syge eller begravede de døde – bortset fra de kristne med biskop Cyprian i spidsen.

De tog sig af de syge med al risiko for selv at blive smittet og dø. De rige kristne stillede penge til rådighed. Cyprian skrev: "Vores liv skal svare til vores fødsel. Og så sandt vi er genfødt af Gud, må vi heller ikke fornægte vores nye art, men vise vores gode afstamning fra så god en Far ved at efterfølge hans godhed."

Vi har ikke pest og hungersnød, men vores penge er der gode muligheder for at give til nødstedte andre steder på kloden, og herhjemme har vi har mange ensomme og venneløse at ødsle vores tid på. Ingen af os kan være noget for alle, men enhver af os kan være et spejl af Guds godhed. Og derved gøre det betydeligt mere tillokkende for dem at vende blikket i samme retning som os – mod de evige boliger.

Kirkehistorikeren Euseb skrev om en episode, der lignede den i Karthago, at hedningerne "priste de kristnes Gud, og overbevist af selve gerningerne indrømmede de, at de kristne alene var i sandhed fromme og gudfrygtige."

Søndagsordet bliver skrevet på skift af præsterne Else Hviid fra London, Mikkel Wold fra København, Birgitte Graakjær Hjort fra Århus og Henrik Højlund fra Løsning

Åndelig ledsagelse i ægteskabet

2009-06-23T10:05:00.004+01:00

Vi er næsten færdig med bogen: At vandre sammen - Om åndeligt venskab og åndelig vejledning af David G. Benner, og jeg vil gerne citere lidt fra den om venskab, om åndelig ledsagelse i ægteskabet
Niels Peder Nielsen

For nylig holdt jeg en forelæsning om ægtefæller som sjælevenner og blev overrasket over at møde voldsomme protester mod denne tanke fra en kristen psykolog blandt publikum. Hun indvendte, at ægtepar i forvejen er udsat for et stort pres for at få deres ægteskab til at fungere, uden at man også skal tilføje den romantiske forventning om at være sjælevenner. Hun opfordrede mig indtrængende til at være realistisk og droppe den slags højtflyvende idealer.
Ikke overraskende afslørede den videre diskussion med denne kvinde, at hendes eget ægteskab led af en alvorlig mangel på intimitet. Endvidere havde hun for længst opgivet håbet om, at denne nærhed nogensinde ville vende tilbage. Det, hun betragtede som det ideelle ægteskab, var et pragmatisk partnerskab - et funktionelt forhold, der på bedste vis skulle støtte forældre skabet og styringen af husholdningen. Det synes jeg var en skræmmende forestilling.
Det er desværre ret almindeligt, at man på denne måde resignerer og reducerer sine forventninger. Det må imidlertid ikke stå i vejen for de enorme muligheder, der er for åndeligt venskab i ægteskabet.
Tag ikke fejl, åndeligt venskab mellem ægtefæller er et højt ideal. Inden for ægteskabet, med de mange niveauer af intimitet, der kan og bør findes, kan åndeligt venskab ikke eksistere isoleret fra et mere generelt sjælevenskab. .
Man bør imidlertid ikke opgive idealerne, bare fordi de er vanskelige eller endog sommetider umulige at opnå.

AT STØTTE UDVIKLINGEN AF ET SJÆLEVENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER

Opnå er imidlertid ikke helt det rette ord at bruge for at beskrive udviklingen af et sjælevenskab. Et sådant forhold er altid en gave, man skal tage imod, ikke bare et mål, man skal nå. Det bedste, vi kan gøre, er at opmuntre udviklingen af det og takke Gud, hvis han i sin nåde velsigner os med et sådant venskab.
Bedre end at gifte sig i håbet om, at min ægtefælle vil blive min sjæleven, er det dog først at stimulere udviklingen af et ægte venskab og så gifte sig som en måde at videreudvikle venskabet på. Forelskelse kan ikke automatisk konverteres til venskab. Venskab kræver pleje. Par, som prøver at udvikle ægte nærhed på en række områder i livet - og ikke bare drages mod ægteskabet af deres lidenskaber - er godt på vej til at få en sjæleven, ikke bare en partner i et romantisk forhold eller en ægtefælle.
At man er tiltrukket af hinanden og umiddelbart på bølgelængde er ikke et tilstrækkeligt grundlag for ægteskabet. De første frugter af et ægte venskab er en langt bedre indikator for et ægteskabs fremtid end den brændende lidenskab.
Et ægteskab vil aldrig automatisk blive til et sjælevenskab.
Det nytter heller ikke noget at kræve, at min ægtefælle skal være min sjæleven. Alene følelsen af at have ret til et ægteskabeligt sjælevenskab kan modarbejde, at det rent faktisk opstår. Ganske enkelt er der ingenting, jeg kan gøre for at skabe et sjælevenskab. Men jeg kan nære den jord, som et sådant forhold kan vokse frem af. Det gør jeg ved at dyrke tre ting: respekt, fravær af kontrol og dialog.

Respekt
Det lyder enkelt at respektere min ægtefælle, og dog er det ekstremt krævende. Sommetider forveksler vi respekt med følelsen af kærlighed. Ægte kærlighed indebærer respekt, men det er skræmmende, hvor mange mennesker der føler en eller anden form for kærlighed til deres ægtefælle og dog kun udviser et ret lavt niveau af respekt.
Respekt for min ægtefælle begynder med respekt for hendes selvstændighed. Kærlighed, der bygger på sammensmeltning en form for udviskning af grænserne mellem min ægtefælle og mig - er ikke kærlighed, men narcissistisk selvtilfredsstillelse. Som allerede nævnt: Hvis jeg skal elske et andet menneske, må jeg først respektere, at han eller hun er adskilt fra mig.
Selv betegnelsen min mand eller min kone rummer potentielt farlige bibetydninger af et ejerforhold. Vores mænd og koner er ikke vores ejendele. De er heller ikke en forlængelse af os selv. Min kone er adskilt fra mig. Og før det står helt fast i min bevidsthed, kan jeg aldrig gå videre til at nyde frugterne af et ægte venskab.
En bevidsthed om selvstændighed er måske endnu mere vigtigt i et sjælevenskab med ens ægtefælle end for folk, der ikke er gift. Intimiteten i ægteskabet gør os mere tilbøjelige til at se vores ægtefælle som en forlængelse af os selv. Den bibelske metafor for ægteskabet med at være et kød betyder ikke en sammensmeltning af to mennesker, sådan at den ene eller de begge mister deres identitet. Billedet med at blive et kød bekræfter dybden i den fælles intimitet, som Gud har til hensigt, at vi skal have. Det skal imidlertid aldrig forstås sådan, at to mennesker bliver til et menneske. Sunde sjælevenskaber giver plads til hinanden midt i intimiteten. Grundlaget for et ægte åndeligt venskab er et fællesskab, der respekterer selvstændigheden.
Nært forbundet hermed har vi en anden dimension af den respekt, som er afgørende for udviklingen af et sjælevenskab, nemlig respekten for, at min ægtefælle er unik. Unik betyder mere end adskilt. Det betyder også anderledes. Respekt for denne status som unik er ikke en modstræbende indrømmelse af noget, jeg er kommet til at indse, at jeg ikke kan lave om på.
Det betyder at respektere og bekræfte denne særegenhed. Det betyder at opgive ethvert forsøg på at lave om på hende, så hun bliver ligesom mig. Dybest set betyder det at værdsætte hendes unikke personlighed ved at nære og støtte den.
Det er forbløffende, hvor ofte mænd er lykkeligt uvidende om deres kones unikke personlighed. De lægger ikke mærke til det mønster af personlig smag, holdninger og værdier, der ligger bag tilpasningen til deres egne. De ser heller ikke, at disse forskelle afspejler konturerne af et menneske, som er helt anderledes end dem. Undtagelsen er selvfølgelig, når en sådan mand skændes med sin kone. I det øjeblik er han bekymret over forskellene, bebrejder sin kone for, at hun er anderledes, og giver det skylden for alle deres problemer. Hustruer kan selvfølgelig gøre sig skyldige i det samme. Den udfordring, som både mænd og kvinder står overfor, er den samme - i kærlighed at være opmærksom på de måder, hvorpå vores ægtefælle er forskellig fra os, og dernæst respektere disse forskelle.
Det kristne grundlag for at respektere en ægtefælles selvstændighed og unikke personlighed er at se ham eller hende med Guds øjne. I kapitel 2 bemærkede vi vigtigheden af, at vi i dialogen ser et andet menneske med Guds øjne. Grunden er, at et sådant perspektiv tjener som grundlag for respekt. Så snart jeg ser min ægtefælle med Guds øjne, ser jeg hende som Guds enestående skabning, som fra evighed er kaldet til at være det ganske særlige udtryk af Guds ansigt, som hun er. Derfor er hun naturligvis også adskilt fra mig. Og naturligvis er hendes selvstændighed og unikke personlighed ting, jeg bør værdsætte. Hvis Gud værdsætter disse særlige træk, hvordan kan jeg så undlade at gøre det? Det er grundlaget for min respekt for hendes unikke personlighed.
Når jeg ser min kone med Guds øjne, ser jeg hende i Gud og Gud i hende. Det hjælper mig til at træde et skridt tilbage og giver os den plads, vi har brug for i vores fællesskab. Det beskytter mig også mod at se hende som en ting, jeg ejer. Hun er Guds særlige skabning, som midlertidigt er lånt ud til mig til den særlige form for nærhed, det er at være et kød i et ægteskabeligt sjælevenskab.
At se en ægtefælle med Guds øjne indebærer også følsomhed over for hans eller hendes åndelige rejse. At være opmærksom på denne rejse er grundlæggende i det åndelige venskab, eftersom det er det, der gør det muligt for ægtefæller at rejse sammen. At rejse sammen som sjælevenner betyder ikke bare at være fælles om forældrerollen eller andre ansvarsområder i hjemmet. Det betyder at støtte hinandens åndelige rejse. Og opmærksomhed på dette område kommer af at se ens ægtefælle, sådan som Gud ser ham eller hende.
Du spørger måske, hvordan du kan se din ægtefælle, som Gud gør det. Dette perspektiv kommer hm gennem bøn. Engagement i min kones åndelige rejse får mig til at bede regelmæssigt for hende om, at jeg vil hmne mærke Andens nærvær og aktivitet i hendes liv og dermed støtte og aldrig komme i vejen for Helligånden. Jo mere jeg beder for hende, jo mere ser jeg hende, sådan som Gud ser hende - med kærlighedens øjne og med omsorg for hendes åndelige vækst. Jeg begynder også at hllnne fornemme Guds vision for hende. Andeligt venskab er at gå ind i denne vision - at være opmærksom på at fremme den på enhver mulig måde.
Denne gave, at kunne se Helligånden virke, er en vigtig del af alle ægte åndelige venskaber. Sjælevenner er opmærksomme på Helligåndens aktivitet i hinandens liv. Ved hjælp af denne opmærksomhed hjælper de også hinanden til at være mere opmærksomme på Helligåndens nærvær og ledelse. Denne opmærksomhed på Andens nærvær udgør grundlaget i den kristnes respekt for sin ægtefælle som en selvstændig og unik person.
At se Gud i sin ægtefælle er et syn, der forvandler. En af de virkelig forbløffende tekster i Det Nye Testamente er Jesu påstand om, at når vi møder et andet menneske i nød, møder vi Kristus. I :Matt 25,31-46 lærer Jesus os, at hans vigtigste nærvær efter opstandelsen i verden i dag er i det menneske, som er i nød. At se sin kone med Guds øjne er en stærk måde ikke bare at se hendes værdi på, men også hendes behov. I det perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hendes knusthed og hendes behov. Det er Kristus i hende.

I modsætning til, hvad man skulle forvente, viser universets Herre sig ikke først og fremmest for os i oplevelser af succes og magt, men i knusthed og nød. At se min ægtefælle, sådan som Gud ser hende, er derfor at se Kristus i hende. Det danner grundlag for den respekt, jeg forsøger at vise hende som min åndelige ven.

Fravær af kontrol.
Et andet element, som er grundlæggende for udviklingen af et ægteskabeligt sjælevenskab, er fravær af kontrol. Det begynder med at opgive enhver dagsorden om at forandre den anden. Vi er ofte fristet til at tænke, at kærlighed giver os ret til at arbejde frem mod det, vi opfatter som en forbedring hos vores ægtefælle. ::\len det er manipulation. Det har ingen plads i et ægte sjælevenskab.
Ådelige venner elsker hinanden, som de er. At se hinanden med Guds øjne betyder, at man i stadig højere grad ser glimt af, hvad Gud gør i ens ægtefælle, når han kalder ham eller hende til helhed og hellighed. Min rolle er hverken at komme med en dagsorden om forandring eller at sikre, at den forandring sker. Ansvaret for de to ting ligger hos Helligånden. Fravær af kontrol betyder også fravær af ejerfornemmelser.
Hvis min ægtefælle ikke er en genstand, som jeg ejer, men et menneske, jeg deler en rejse med, hvilken plads har da ejerskabsfølelser? Sådanne følelser afspejler altid et behov for personligt sjælearbejde, fordi de afslører, at man har en nedbrydende dagsorden, der går ud på at kontrollere andre.
Et endnu tydeligere tegn på ønsket om at kontrollere er enhver form for tvang eller manipulation. Det forbløffer mig, at Gud, som har al magt til rådighed, nægter at bruge den magt til at få mig til at gøre det, han ønsker, jeg skal gøre. Guds selvbeherskelse er et glimrende forbillede for sjælevenner. Men mange af os går ofte ubevidst gennem hverdagen og flytter rundt med folk, som var de ting, og bruger den magt og indflydelse, vi har, til at få andre til at gøre det, vi mener, de bør gøre. Så er det ikke overraskende, at det også breder sig til ægteskabet.

Selv i gode ægteskaber opfører ægtefællerne sig ofte på en måde, der har til formål at lægge pres på den anden. Det er manipulation. U anset om det kommer til udtryk som følelsesmæssig manipulation eller fysisk tvang, er det altid nedbrydende. Ægte åndelige venskaber visner under tvang og manipulation. De blomstrer op, når man giver afkald på en sådan kontrol.

Dialog.
Dialog er det vigtigste, som sjælevenner rent faktisk gør sammen. Men alle ægtepar taler jo sammen og lytter - i det mindste til en vis grad - også til hinanden. Hvordan adskiller den dialog, der stimulerer åndeligt venskab, sig fra den samtale, som andre par har?
Dialog begynder med aktiv lytten. Det kræver en opmærksomhed og et engagement, der er forskelligt fra det, vi typisk giver hinanden, når vi påstår, at vi lytter. Vi er alt for gode til at lytte med et halvt øre, mens vi fortsætter med at være travlt optaget af andre ting. Vi falder alt for ofte tilbage i den dårlige vane med at "lytte" til hinanden, mens vi fortsætter med at læse avisen, arbejde på computeren eller være i gang med andre opgaver mentalt eller fysisk.
Par, som er på vej til at skabe et sjælevenskab, er indstillet på virkelig at lytte til hinanden. De kender vigtigheden af at tage tid til at sætte sig ned og se hinanden i øjnene under en vigtig samtale. De er begyndt at blive bedre til at lægge andre tanker fra sig, som tager opmærksomheden, og oprigtigt stille sig til rådighed for deres ægtefælle. Og de har lært, at det er hårdt arbejde, som vil kræve vedvarende engagement og disciplin.
Det andet kendetegn ved den dialog, der stimulerer sjælevenskaber, er, at det er en dialog, som parret inderligt værdsætter. :Mens mange par gør en indsats for at opretholde kommunikationen, fordi de ved, det er vigtigt, taler og lytter de, der er på vej til at blive sjælevenner, med hinanden, simpelthen fordi de nyder den andens tilstedeværelse. Deres ægtefælle er så tiltrækkende, at de ønsker at lære ham eller hende bedre at kende.

De vil også gerne dele ting om sig selv og udforske livet sammen med deres partner.
Længsel, nysgerrighed og lidenskab driver dialogen. Det er vejen til nye steder, ny forståelse og nye perspektiver på en selv og verden. Ingen behøver fortælle et sådant par, at dialog er en god ting. De længes efter at bruge tid på at tale sammen på grund af den indbyggede belønning, der ligger i det. Det betyder ikke, at disse mennesker bruger al deres tid på at tale med hinanden eller bare på at være sammen. Ægteskabet kræver en rytme af samtale og stilhed, samvær og adskilthed. Ægtefæller, der dyrker åndeligt venskab, værdsætter alle disse ting.
Ægtefæller, som gør fremskridt mod åndeligt venskab, tager chancer i deres dialog. De deler deres virkelige følelser og holdninger. De holder ikke kortene tæt ind til kroppen. Fordi de stoler på deres ægtefælle og er ved at lære at føle sig stadig mere tryg i at være sårbar over for ham eller hende, deler de sider af sig selv, som de ellers ville skjule. Sommetider viser de den enorme tillid at fortælle om følelser af skam og skyld, som ellers giver dem mest lyst til at flygte og gemme sig. Når sjælevenner opdager, at afsløringen af sådanne følelser belønnes med større selvindsigt og nærhed, får det dem til at løbe risikoen ved at dele mere og mere af sig selv.
Det betyder ikke, at man fortæller alt. Husk på, at der er et privat sted, selv i de allernæreste menneskelige forhold. Forsøg på at dele alt overhovedet er naive og vil hurtigt overbelaste kredsløbet. Men sjælevenner tør lukke hinanden ind i de områder af sig selv, der normalt er så private, at vi vælger at ignorere dem.
En af de risici, der er forbundet med dialog, er risikoen for forandring. Ægte dialog kræver, at jeg skal være villig til at ændre mit synspunkt. Hvis jeg ikke er åben for den mulighed, så kan jeg højst gå ind i en samtale om mit synspunkt eller en debat eller diskussion som et forsøg på at overbevise den anden. Dialog kræver, at begge parter er villige til at se sig selv og verden på en ny måde.
Hver gang jeg går ind i en ægte dialog med min kone, er der noget i mig, der bliver forandret. Hun og hendes erfaring bliver en del af mig. Det kan føre til en forandring i mine holdninger eller følelser. Men på et dybere plan kan det også føre til en forandring i, hvordan jeg ser på verden, på hende, på de spørgsmål, vi arbejder med, og endog på mig selv. En sådan vækst og forandring er en del af rejsen.
Frygt for forandringens risiko får nogle mennesker til at gå i sikkerhed på en af de mange bekvemmelige stationer på rejsen. l\len det betyder, at de ikke er i stand til at opleve nærheden og de belønninger, der følger med et åndeligt venskab med deres ægtefælle.

EKSTASEN I DEN ÅNDELIGE FORENING

Jeg har allerede nævnt, hvordan intimitetssfærer naturligt breder sig, og når det sker, styrker de hinanden. Kristne singler, som prøver at leve inden for Bibelens etiske rammer, vil sætte grænser for deres seksuelle intimitet, eftersom dens fulde udtryk er begrænset til ægteskabet. Ægtefællers sjæleintimitet kræver ingen begrænsninger af den art og giver plads for den størst mulige udvikling af intimitet på alle den menneskelige erfarings områder.
Højsangen (eller som den undertiden kaldes: Salomos højsang) er en hyldest til den erotiske kærligheds udsøgte skønhed, særligt som den udtrykkes i ægteskabet. Højsangen er fyldt med rige hentydninger til længsler, lidenskab og ekstase. Den udgør et af alle tiders største kærlighedsdigte. Og den findes i Bibelen!
Seksualiteten er Guds gave, ligesom dialog og venskab. Og når disse ting mødes i ægteskabet, er resultatet en intimitet, som ikke har nogen lige. Med ordene fra Højsangen er den "dejligere end vin" (1,2) og "stærk som døden" (8,6); "dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand" (8,6). "Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort.
Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?" (8,7). Så umålelig værdi har kærligheden!

Det er meningen, at seksualiteten skal udgore en vigtig del af det ægteskabelige sjælevenskab. Høj sangen bør ikke bare betragtes som en allegorisk beskrivelse af forholdet mellem Kristus og kirken. Det er en poetisk hyldest til den erotiske kærlighed i den åndelige forening af to mennesker i et sjælevenskab i ægteskabet.
Men seksualiteten i ægteskabet kan aldrig gøre sig håb om at nå de højdepunkter af ekstase og lidenskab, der beskrives i Højsangen, med mindre den forenes med respekt og dialog.
Ægte seksuel intimitet kan ikke forekomme uden intimitet på en lang række andre områder i livet. Samleje rummer muligheden for ikke bare at være en forening af to kroppe, men foreningen af to sjæle. Er det ikke tilfældet, reduceres seksualiteten til sensualitet. Kun når den placeres i den rige sammenvævning af andre former for ikke-erotisk fællesskab, har den mulighed for at nå sit fulde potentiale.
Seksuel lidenskab er et fuldstændig utilstrækkeligt grundlag for et sjælevenskab mellem ægtefæller. Det er imidlertid en utrolig rig og livs forstærkende krone på værket.

ÅNDELIGT VENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER

Jeg begyndte dette kapitel med at hævde, at ægteskabet giver enestående muligheder for åndeligt venskab. Susan og Pauls historie er en glimrende illustration af denne mulighed.
~fan kan let se, at Susan og Paul har et sjælevenskab og ikke bare et velfungerende ægteskab. Det er endda sådan, at de, der kender dem, ikke kan undgå at bemærke, hvor trygge de er i hinandens selskab, at der ikke er nogen form for fjendtlighed i deres samvær, dybden af deres gensidige kærlighed og respekt, og hvor meget de nyder at være sammen. En af grundene til, at disse ting er så tydelige hos dem, er, at Paul og Susan har været gift i næsten 40 år. De mange, lange år, hvor de har givet næring til udviklingen af et sjælevenskab, har haft masser af tid til at bære frugt, og denne frugt er blevet moden og tydeligvis noget ganske særligt.

Tidlige mønstre. Paul og Susan er nu henholdsvis 62 og 64, og de blev gift, da de var i starten af 20'erne, lige efter at han blev færdig med sin ingeniøruddannelse. Susan var allerede i gang med at arbejde som lærer, og i begyndelsen af deres ægteskab arbejdede de begge meget for at blive etableret i deres job. Venner, som kendte dem på det tidspunkt i deres ægteskab, beskriver dem som tydeligvis forelskede, men ikke nævneværdigt forskellige fra ethvert andet ungt par. Det passer også med, hvordan Paul og Susan selv husker denne periode i deres ægteskab.
N år de ser tilbage, mener de, at de begge formentlig var mere fokuserede på deres arbejde, end de burde have været, men de elskede hinanden højt og havde sat sig for at opbygge et ægteskab, der ville holde.
En af de ting, de gjorde for at opnå dette, blevet mønster i deres forhold, som varer ved endnu i dag. Fra de første år af deres ægteskab besluttede Susan og Paul at sætte kvalitetstid af hver uge til at arbejde videre på at lære hinanden at kende.
I de første år tog det form af en stille aften om ugen, hvor de rykkede telefonstikket ud, sad længe over aftensmaden og brugte flere timer på at blive opdateret om, hvad der skete i hinandens liv.
Da det første af deres tre børn kom til verden, blev det vanskeligere at gennemføre. :Men bortset fra nogle enkelte uger, hvor dage og nætter med hektiske krav flød over i hinanden uden ophold, indeholdt de fleste uger i de fleste måneder i de fleste år den ene hellige aften, hvor de var sammen om i hvert fald en times god dialog. Da børnene blev lidt større, og Susan og Pauls indkomst gjorde det muligt for dem at spise ude oftere, blev mønstret en ugentlig middag på en stille restaurant, de godt kunne lide. Det holder de stadig fast ved. Det vigtigste ved aftenen er imidlertid ikke middagen, men den mulighed for lang, afslappet sjælesamtale, som de får.
Jeg gætter på, at det mere end noget andet er det, der er grunden til, at Paul og Susan har et så trygt og afslappet forhold til hinanden. Bare det, at man overlever 40 års ægteskab, er ikke nok til at garantere, at man også udvikler et åndeligt venskab.
Mindre tid er på den anden side mere end tilstrækkeligt, hvis den tid er blevet investeret i at udvikle en sjælelig intimitet, der bygger på respekt og fravær af manipulation og kontrol.
Jeg nævnte, at Susan og Paul nyder hinandens selskab. Når det er så tydeligt for andre, skyldes det også, at de er sammen med andre meget af tiden. De har altid sat stor pris på deres venner og brugt masser af tid sammen med dem. Deres kærlighed til hinanden har aldrig været noget eksklusivt, der får dem til at trække sig tilbage fra andre. Den lader snarere til at give dem energi til at engagere sig i andre.
:Men i modsætning til nogle par, der er sammen med andre for at undgå at være alene sammen, elsker Susan og Paul også at bruge tid på hinanden. I mange år har de valgt at køre i bil, når de skulle andre steder hen i landet. Det giver dem lange, uafbrudte dage sammen på vejen; noget de begge sætter stor pris på. Disse ture er blevet deres sædvanlige ferieform - turen i sig selv er en del af ferien, ikke bare måden at komme et sted hen på.
Bilture er eventyr, og ethvert par, som har prøvet det, kender de mange mulige frustrationer på den slags rejser. Det, at Paul og Susan elsker at tage på sådanne ture sammen, har altid for mig været et vidunderligt tegn på deres venskab.
En anden bemærkelsesværdig egenskab ved deres venskab er deres fælles sans for humor. De har begge to et glimt i øjet, som afspejler, at de altid er parat til at tage sig selv og deres oplevelser let. Det gør, at de kan se det sjove i situationer, der ellers ville se alvorlige ud. De ler begge to let sammen med andre, og når de er sammen, er deres humor smittende. I modsætning til indforstået humor, der lukker andre ude, flyder deres humor over på en måde, der trækker andre med i den, i stedet for at skubbe dem væk.

Rigtige mennesker/ rigtige kampe.
Paul og Susan har ikke det perfekte ægteskab, og deres venskab er heller ikke som taget ud af en lægeroman. De er rigtige mennesker, og deres forhold har været udsat for udfordringer. Fordi de ikke har behov for at idealisere hinanden, sig selv eller deres forhold, kan de tale åbent om disse udfordringer med dem, de kender og har tillid til. Over for deres vennekreds har de ikke behov for at fremstå som perfekte.
Paul kan ærligt beskrive, hvor meget det krævede af ham ikke at lægge afstand til sin kone, efter at han havde den deprimerende oplevelse sent i livet at blive fyret fra sit job. I denne tid kæmpede han med depression og oplevede, at han for første gang i sit liv trak sig tilbage fra dem, han elskede, og som elskede ham. Det var nyt og forvirrende for både ham og Susan. :\Ien deres faste beslutning om at blive ved med at tale sammen om det, der foregik i deres liv, sikrede, at denne kamp i sidste ende bare styrkede deres ægteskab.
Susans største kamp var for nogle år siden, da man fandt en kræftsvulst i hendes ene bryst. Eftersom hun tilsyneladende klarede behandlingen, prøverne og uvisheden så godt, blev hendes venner overraskede, da hun fortalte os, hvor vred hun var på Paul uden nogen logisk grund. :\Ien igen betød hendes trofasthed i ægteskabet og hendes faste beslutning om at være ærlig og åben over for sin sjæleven, at også dette i sidste ende hLln styrkede deres forhold.
På mange måder fremstår Paul og Susan som et menneske.
De passer så godt sammen, at det er svært at forestille sig, at de kan være hver for sig. Men det mest sandsynlige er jo, at den ene af dem vil dø før den anden, og at de så vil blive skilt ad. Hvordan vil de klare det, især eftersom de har været så tæt sammen, og deres liv har været så tæt vævet ind i hinanden?
Jeg tror, de vil klare det godt. Selvom de oplever en intimitet, der ligger tæt op af det bibelske ideal om at være et kød, så er de jo rent faktisk to selvstændige mennesker. Det har de lært at respektere, ikke bare acceptere. Der er ingen ejerfornemmelser i deres forhold. Der er heller ingen kontrol. I stedet støtter hver af dem den andens personlige rejse og er afklaret omkring, at den er forskellig fra deres egen.
Af en mand af sin generation og kulturbaggrund at være har Paul klaret dette utrolig godt. Han har altid opmuntret Susan til at have sine egne venner, til at forblive aktiv i de organisationer, der knytter sig til hendes egne interesser, og at tage på åndelige retræter som en måde at arbejde med sin åndelige rejse på.
Selvom Susan opmuntrede Paul til at gøre det samme, havde han brug for, at der blev skubbet mere på, før han fulgte dette råd. Af natur er han tilfreds og forholdsvis passiv. Derfor har Susan altid været nødt til at opmuntre ham til at blive ved med at leve sit eget liv, adskilt fra deres fælles liv. I de senere år er han blevet bedre til det. l\iu deltager han i en mandegruppe i kirken, som han tidligere havde undladt at være med i til fordel for fælles aktiviteter med Susan. Efter at et helbredstjek viste, at han havde forhøjet kolesteroltal og for højt blodtryk, startede han også i et fitnesscenter og er begyndt at finde mandlige venner der.
Det venskab, som Paul og Susan har, er noget særligt, men ikke enestående. Denne form for venskab er heller ikke begrænset til folk, som har været gift i mange år. ~len deres venskab minder mig om, at et sjælevenskab ikke automatisk er en del af ægteskabet, selv ikke et godt ægteskab.
Alt for mange mennesker har et stabilt, men utilfredsstillende ægteskab. De stiller sig tilfreds med for lidt. Drømme om at være hinandens sjælevenner virker for idealistiske, så de stiller sig tilfreds med mere beskedne krav som at opretholde en pæn facade og have et rimeligt mål af nærhed. Ægteskabelige sjælevenskaber er krævende, men de er mulige. Som Susan og Paul er et eksempel på, kræver de ikke fuldkommenhed - bare hårdt arbejde, og at man satser på det.
Ægteskabet er på mange måder den ideelle sammenhæng til sjælevenskaber. Tragisk nok bliver muligheden bare sjældent realiseret. Folk stiller sig tilfreds med et ægteskab, der overlever, eller hvor de bare har mindst mulig konflikt og mest mulig lykke. Ægtepar, der er sjælevenner, nægter at stille sig tilfreds med det. De har muligheden for at opleve den ekstase, der følger med en åndelig forening, som kombinerer dialog og intimitet inden for en lang række af livets områder.

Det er ingredienserne i et sjælevenskab inden for ægteskabet.
Dets glæder og velsignelser er nogle af Guds bedste gaver.

ÅNDELIG VEJLEDNING I ÆGTESKABET

Jeg har ikke beskrevet detaljerne omkring de åndelige samtaler, der er mellem Susan og Paul, for jeg kender dem ikke. Der er imidlertid et ægteskab, hvor jeg kender detaljerne tilstrækkelig til at have noget at dele. Her kommer - skrevet i samarbejde med min kone - historien om vores eget forsøg på at kombinere åndeligt venskab og åndelig vejledning.
De fleste mennesker, som ved, at Juliet og jeg har prøvet at give hinanden åndelig vejledning, har reageret med en blanding af forbløffelse, bekymring og interesse. En typisk reaktion har været, at det lyder spændende, men at det afgjort ikke ville fungere i deres eget ægteskab. I\;ogle har udtrykt bekymring over, hvad de opfatter som uklare grænser og en risiko for at overbelaste det følelsesmæssige system. Mange har udtrykt stor interesse for det, vi forsøger at gøre.
Indtil for nylig har vi generelt været tøvende over for at dele ret meget af dette med andre. Til trods for, at vi begge er meget ude i offentligheden, har ingen af os det godt med at tiltrække os opmærksomhed. Vi ønsker langtfra at stille os op som nogen, der har det perfekte ægteskab, og vi er smerteligt bevidst om vores nederlag med hensyn til åndelig ledsagelse og intimitet.
~len vi nyder dog velsignelsen af et sjælevenskab. Juliet er og har i mange år været min nærmeste ven. Og jeg er så privilegeret at være det samme for hende. Det førte til, at vi begyndte at prøve at give hinanden åndelig vejledning. På opfordring fra nogle, som har lært af disse bestræbelser, og i håbet om, at det kan opmuntre andre til at gøre deres egne forsøg, når jeg fortæller dette til et bredere publikLlm, vil jeg fremlægge det følgende for at illustrere mulighederne for åndelig vejledning i ægteskabet.

AT OPBYGGE ET SJÆLEVENSKAB

Ingen af os ville karakterisere de første år af vores ægteskab sådan, at vi havde et ægte sjælevenskab. Vi var dybt forelskede, og det var nogle skønne år af vores rejse sammen. Men selvom vi nok lagde grundlaget for et solidt ægteskab, ville det være vildledende at antyde, at vi rent faktisk oplevede sjælelig intimitet. Vi blev revet med af de tidlige stadier af familieudviklingen og sad fast i vores unge kærlighed og det pres, man oplever i begyndelsen af sin karriere. Vi var på vej til at udvikle mønstre med en større intimitet på en række områder af livet, men det var bestemt ikke noget, vi opnåede fra det ene øjeblik til det andet.
Rejsen mod åndelig intimitet gik ikke altid glat. I de første år fungerede det aldrig for os at holde andagt sammen - hverken som par eller senere som familie. Talrige forsøg gjorde os bare mere og mere frustrerede. Til sidst opgav vi at prøve. Det var sikkert fornuftigt, i hvert fald på det tidspunkt i vores fælles liv.
Vi opgav imidlertid aldrig dialogen. Og vores dialog rummede altid lange og givende drøftelser af vores indre verden og erfaring, altid med den åndelige erfaring i centrum. Vi arbejdede hårdt for at opdyrke en følelsesmæssig intimitet, fordi vi indså, at uden den ville vores åndelige intimitet altid være begrænset. Intellektuel intimitet kom let, da vi altid har været ivrige læsere, og vi diskuterede det meste af det, vi læste. Vi dyrkede også den vane regelmæssigt at se film og snakke om dem. At have gjort det gennem flere årtier har skabt en vidunderligt frugtbar grobund for åndelig dialog.
Jeg må imidlertid med skam indrømme, at vi først genoptog regelmæssig fælles bøn, da vi nærmede os det stadium i familielivet, hvor børnene var fløjet fra reden. Da vi kun havde et barn, kom vi forholdsvis hurtigt til dette punkt. Men det varede stadig længere, end det ideelt burde have gjort. På dette tidspunkt var vi begyndt at være fælles om at lede retræter for andre, og at lede disse retræter var vores første erfaring med gensidig åndelig vejledning.

Guidede retræter.
Juliet så værdien i regelmæssige personlige retræter, før jeg selv gjorde det. Hun bad mig om hjælp til at strukturere den første. Hun planlagde en uges ensomhed i omgivelser flere timers kørsel fra, hvor vi boede. Hun bad mig hjælpe med at finde noget læsestof og nogle områder til at reflektere over under bøn, som kunne hjælpe hende til at finde fOhLls i det, hun håbede at få arbejdet med rent åndeligt i de dage, hun var væk.
Vi drøftede dette og bad over det en tid, før denne første retræte. Jeg opfordrede hende til at lytte til Helligåndens ledelse i hendes liv. Jeg bad hende også om at pege på, hvad hun mest af alt ønskede fra Gud. På baggrund heraf fandt hun efterhånden frem til en bog, som hun ville gøre til en central del af sit fokus i ugen (Thomas Mertons New Seeds of Contemplation), et tema, som hun gerne ville arbejde med i sit bibelstudium og reflektere over under bøn (at kende Gud med sanserne og ikke kun med sin forstand), og en struktur (daglige vandreture og tider med læsning, bøn og åndelig dagbog). Vi blev enige om, at jeg ville slutte mig til hende den sidste dag, for at vi kunne bruge nogen tid på at bearbejde hendes oplevelser.
Dette første forsøg med åndelig vejledning gik udmærket, i betragtning af hvor lidt vi vidste om det, vi lavede. Det, vi gjorde rigtigt ved denne første erfaring, var at stole på Helligåndens vejledning. Helligånden, som man altid kan stole på i rollen som åndelig vejleder, ledte Juliet til og igennem en meget værdifuld erfaring af Gud i de fem dage. Og det privilegium, jeg havde ved at dele det med hende, styrkede vores åndelige venskab meget.
Snart blev det min tur. Jeg begyndte at planlægge en tredages sejltur alene på Lake Ontario. Men i modsætning til andre sejlture, jeg havde foretaget alene for udfordringens skyld, skulle denne struktureres som en åndelig retræte. Nu var det Juliets tur til at hjælpe mig med forberedelserne. Og da jeg kom tilbage, var det hendes tur til at hjælpe mig med at blive "debriefet", da jeg fortalte hende om mine oplevelser med Gud på denne første retræte.

Mønsteret var nu på plads. Juliet foretog jævnlige retræter på land under en eller anden form, og jeg begyndte på det, der er blevet til en ti-årig tradition for sejlretræter på vandet - ankret op i en lagune på en ø om natten og alene med min Gud på vandet i løbet af dagen. Og vi blev ved med at give hinanden åndelig vejledning omkring disse erfaringer.

Vaner for sjælelivet.
I disse år fortsatte vi med jævnligt at tale sammen om det, der skete i vores indre verden. I årevis har vi begge haft for vane at slutte dagen med at sidde i sengen og skrive dagbog hver for sig. ~fens vi gør det, deler vi ofte opdagelser, ny indsigt og åndelige kampe. Vores dialog med Gud i vores dagbøger udvides ofte til dialog med hinanden. Vi giver aldrig den anden vores dagbog og respekterer altid, at de repræsenterer noget meget personligt, men vi fortæller ofte hinanden om noget af det, vi har skrevet i dem.
I flere år har vi også begge praktiseret den daglige bevidsthedsransagelse som en del af vores aftenritual. Når vi reflekterer over vores oplevelse af Guds nærvær hos os i løbet af dagen, taler vi ofte sammen om det. Af og til beder vi sammen som afslutning på dagen, men det er stadig ret sjældent.
Vi er ikke åndelige kæmper. Vi prøver bare at dyrke vaner, der stimulerer både vores åndelige venskab og vores egen og hinandens sjæl.

Strukturerede samtaler.
Den seneste udvikling har været, at vi har aftalt faste møder, hvor Juliet giver mig åndelig vejledning Hun havde allerede en anden åndelig vejleder, så hun havde ikke brug for mig til en sådan fast rølle. Hun fortæller mig imidlertid hyppigt om sine erfaringer med den åndelige vejledning, og vi beder sammen om ting, som hun arbejder med, som en del af den.
Jeg havde ikke haft en formel aftale med nogen om regelmæssig åndelig vejledning i en årrække. Jeg spurgte hende derfor, om vi kunne mødes en gang om måneden til åndelig vejledning. Efter sammen med mig at have fimdet ud af, hvad jeg gerne ville have fra Gud og håbede på at få ud af vejledningen, gik hun med til det. Vi har nu gjort det i næsten to år - med en vis frustration, men også med stort udbytte fra min side.
Den største frustration har også været på min side. Jeg er ofte usikker på, hvad jeg skal fortælle over aftensmaden, og hvad jeg skal gemme til vores faste månedlige møder. Nogle ting kræver, at man fortæller om det med det samme - både velsignelser og kampe. Andre ting er det bedre at gemme, til man har god tid i den time, som Juliet har sat af til under bøn at lytte til min erfaring af Guds And. Det har ikke altid været enkelt at finde ud af, hvad der var hvad. Til tider har det varet lidt Kunstigt at skulle skelne. Men frustrationen har været begrænset i sammenligning med velsignelserne.
Juliet begynder og slutter hvert af vores åndelige vejledningsmøder med at bede for mig. Så opfordrer hun mig til at fortælle hende noget om min erfaring af Gud i den seneste tid. Det gør jeg normalt ved at kigge i min dagbog og læse noget af det seneste, jeg har skrevet. Ved disse månedlige møder - i modsætning til vores daglige samtaler - har jeg mulighed for at reflektere over mine seneste åndelige oplevelser i et større perspektiv. Det giver rig lejlighed til at reflektere under bøn over, hvad jeg tror, Gud har været ved at lære mig, og hvordan jeg har reageret på det. Det er også en vidunderlig mulighed for at reflektere over mønstrene i mit åndelige liv.
Sommetider varer disse samtaler ikke længere end 20 minutter. Sjældent varer de mere end en time. Undertiden har jeg så meget at fortælle, at jeg er ved at revne. Andre gange holder jeg mere aftalen som en disciplin, der er god for min sjæl, end som en tid, jeg ser meget frem til. Jeg oplever imidlertid aldrig mindre end et varmt og velkomment møde med Gud og en påmindelse om min kones omsorg for min åndelige velfærd.
Indtil nu har vi modstået fristelsen til at gøre disse møder mere gensidige. Jeg beder ikke for hende, når vi har dem. Hun beder for mig. Denne tid er sat af til mig. Hun er der for mig og hLln for mig. Hvis og når hun gerne vil have mig til at give hende regelmæssig åndelig vejledning, vil vi gøre det på et andet tidspunkt. Selvom det virker muligt at give hinanden gensidig åndelig vejledning, er der ingen af os, der kan se, hvordan det h.'1mne undgå at blive alvorligt udvande t, hvis vi skulle kombinere vejledning af hinanden ved en enkelt lejlighed.
Det, vi gør, er ikke specielt enestående og bestemt ikke nogen illustration af et ideelt mønster.Mange par er utvivlsomt bedre til at give hinanden åndelig vejledning. Jeg kender et par, som har en "date" hver aften for at dele deres erfaring af Gud i dagens løb. Andre gør sikkert det samme på den ene eller den anden måde. Vores struktur fungerer godt for os lige nu, men det er ikke sikkert, at vi fortsætter sådan på ubestemt tid. Jeg håber, at vi kan opmuntre andre til at dele deres erfaringer ved selv at dele vores.
Forskellige stadier i ægteskabet byder på forskellige udfordringer og muligheder for åndeligt venskab og vejledning. De første år i ægteskabet er det perfekte tidspunkt til at lægge grunden for et ægte venskab. Hvis åndelig intimitet er vævet ind i stoffet af andre former for intimitet, er et ægtepar godt på vej til at udvikle et forhold, der burde være i stand til at styrke dem på deres fælles rejse gennem et helt liv: Forsøg på at lave formelle aftaler om at give hinanden åndelig vejledning er det dog formentlig for tidligt at begynde med i de første år.
Senere stadier i ægteskabet rummer udfordringer i sig selv, men generelt giver de bedre muligheder for åndelig vejledning.
Hvert par må selv finde frem til mønstret for, hvordan de kan gøre det. Det, som min kone og jeg har forsøgt, kræver formentlig et ægteskab, hvor man er lige. .Andre mønstre for ægteskabet vil nok kræve en vis modificering af det, vi har gjort. .i\fen åndelig intimitet kan forekomme i ethvert ægteskab, hvis begge parter ønsker det og er villige til at løbe de risici, den indebærer.

REFLEKSIONER OVER ÅNDELIG LEDSAGELSE I ÆGTESKABET

Ægteskabet giver rige og enestående muligheder for både åndeligt venskab og åndelig vejledning. Det grundlag, som disse muligheder altid må bygge på, er et sjælevenskab i ægteskabet.

* Hvis du er gift, så reflekter over det venskab, som er mellem dig og din ægtefælle. Hvordan har det ændret sig gennem de år, I har kendt hinanden? Hvad kunne I gøre for at styrke det? Overvej disse spørgsmål og skriv om dem i din dagbog, og prøv så at finde en lejlighed til at drøfte dem med din ægtefælle.

For par, som har et rimeligt grundlag af tryghed og modenhed, er der spændende muligheder i tanken om at udvikle et mere formelt åndeligt vejledningsforhold.
* Hvilke muligheder ser I for jer selv med hensyn til åndelig vejledning i ægteskabet - hvis I overhovedet ser nogen?
Drøft dette med din ægtefælle, og undersøg sammen, hvordan I hmne implementere i hvert fald nogle aspekter af åndelig vejledning i jeres forhold. Overvej at tale med et andet par om det og se, hvad I kunne gøre for at opmuntre hinanden til dette.

Ægteskabet er noget så intimt og personligt, at det ville være forkert i jeres venskab bare at efterligne det mønster, som I har set hos andre. I skal heller ikke forvente, at I bare kan tage noget, I læser i en bog - denne eller enhver anden - og bruge det. Hvert enkelt par må selv udarbejde et mønster for sjælelig intimitet, der passer til dem. Det skal bygge på deres personlighed, baggrund, åndelige længsler og en række andre faktorer.
Men hvis noget i dette kapitel fænger dig, så vær dristig nok til at drøfte det med din mand eller kone. Løb den risiko at dele dine åndelige længsler, for når du gør det, deler du din ånd.
Løb den risiko at dele din frygt, for når du gør det, deler du din sjæl. Løb den risiko at dele dit indre jeg, for når du gør det, øger du mulighederne for et ægte åndeligt venskab.

Kirkens liturgi

2009-06-09T10:52:00.001+01:00

Det har i lange tider skabt debatter om gudstjenesteformen i den danske Folkekirke og fornylig var der en lille snak på et inspirationsforum, jeg selv er med på, og jeg synes det er værd at dele disse tanker med flere, så det være hermed gjort.
Niels Peder

Torsten Borbye Nielsen skriver en åbent spørgsmål til en del kolleger i kirken

Kære venner i præstenetværket.

Jeg skal i juni i 2 dage undervise nyere præster på Præsternes Efteruddannelse med emnet musikalsk fornyelse i gudstjeneste- og kirkeliv.

Hvis I har nogle gode input og tanker - også gode råd, jeg kan give videre f.eks. om samarbejde med organister, som ikke nødvendigvis altid er vilde med at tænke anderledes om musikken - så er de meget velkomne!

Har I nogle erfaringer med f.eks. alternative gudstjenester eller andet, hvor I eller andre har brugt (levende eller elektronisk) musik, sange, lovsange og salmer på andre måder i dynamik med prædiken, læsning, stilhed, forbøn, meditation, dans og bevægelse, billeder osv.?

Så ville jeg være taknemmelig, hvis I ville dele ud af jeres erfaringer (gerne både gode og dårlige).

Tak for hjælpen,

Hertil svarer Helge Maagaard
Kære Torsten

Min erfaring fra adskillelige vikariater er:

Det handler om relationen præst – organist.

Derfor:

Brug/forvent tid i begyndelsen på at bygge et godt forhold til organisten.

Gør noget ud af det!

Både personligt og fagligt.

Brug ekstra tid omkring musik til salmer i begyndelsen, for at kunne arbejde sammen.

Respekter organistens smag/valg i musik fuldt ud, men vær til stadighed ved din egen (evt. anderledes smag og begrundelse for valg).

Respekter organisten for deres faglighed / evner. Og erkend også med dig selv, hvis organisten ikke tænder på det samme, som dig, og eventuelt ikke kan det, du selv ville ønske.

Vær både på skrift og i tale i begyndelsen bevidst foreslående og afprøvende frem for bestemmende og dirigerende eller ’statement’-agtig.

Men vær parat til at tage beslutning/vise hvor du gerne vil hen og vælge, sådan gør vi (denne gang), når/hvis bolden bliver kastet tilbage.

- har oplevet organister spille og være med på ting, de ellers ikke normalt var/gjorde..

Med venlige hilsner Helge Maagaard Kst. sognepræst i Grindsted indtil 31. maj 2009

Senere kommer Jens Arne Skjøtt med et indput
Et godt indlæg Helge.

Her i Ølsted er der ingen fast organist. Sognemedhjælperen står for at finde den/de der skal stå for det musikalske ved gudstjenesten.

1. Her i sognet sparer det ca. 50.000 kr. på årsbasis i løn til organisten, da der betales fra gang til gang.

2. De sparrede penge bruges til at forny gudstjenesten ved at forskellige grupper kommer ind og holder en form for koncert under gudstjenesten og samtidig spiller til salmerne. Eller en a-capellagudstjeneste, hvor gruppen fortæller om sin sang, synger selv og styrer salmesangen.

3. Der kan være solooptræden med et instrument, og den samme står for musikken til salmerne

4. Det giver også mulighed for at synge nogle lovsange, hvor klaveret er på. (det mestrer sognemedhjælperen)

5. Endelig en gudstjeneste, hvor det er klaveret der hele vejen igennem står for musikken.

6. Her til pinsegudstjenesten bruges både orgel og klaver, en cornet ledsager orgelet og ind imellem er der et par piger der synger solo.

7. Uden fast organist, synes vi det giver rigtig mange muligheder for at bryde den faste liturgi og rytme, samtidig med, at vi altid ved specielle gudstjenester for ungdomsklubberne med forældre bruger både salmesang og lovsang, men det er klaveret der spiller.

Det var vist lige det der tiggede ind her lørdag morgen.

God weekend
Jens Arne

Helge Pahus slutter med denne melding

Dejligt med den mulighed, Torsten!

Jeg har en kronik liggende i computeren, måske får jeg aldrig sendt den. Men den frigørelse fra Folkekirken, som er i gang i undergrunden, og som Folkekirkens ledelse næppe véd om, skyldes to ting: en dogmatisk utryghed ved kirkens ledelse. Og/eller: et ønske om en anderledes gudstjeneste.

Og her er det især musikstilen, der er ødelæggende mange steder.

Efter at jeg blevet pensioneret, har jeg været til et hav af gudstjenester, i frikirker og folkekirker. Gudstjenestesituationen i Folkekirken er kritisk, prædikenen kan ofte være OK, men indpakningen - ja, den går bare ikke længere. Et liturgisk dyb gudstjeneste, som den katolske eller armenske (jeg er lige hjemkommet fra Armenien :-) kan give mening, men den danske højmesse er jo blot en afsyngelse af salmer og deltagelse i en klassisk koncert; ja, mange steder er menigheden gidsel i de professionelles afsyngelse af salmer og afspilning af klassisk musik. Det er dybt tragisk, og resultatet er som alle véd: mange steder er jeg omtrent den yngste deltager i gudstjenesten...

Det går ikke længere. Der skal et regulært oprør / ulydighed til. Jeg siger ikke at gudstjenesten skal stilles på hovedet, ofte er det måske i første omgang bare lidt der skal til (dejligt i Boholte kirke at se Torbjørn Stålander indflette to guitarsange; og folket nyder det). Men faktum er, at den mekanisk-profesionelle gudstjeneste er stendød. Den armenske gudstjeneste er ikke blevet ændret de sidste 800 år, men den danske højmesse kan ikke holde så længe....

Gad vide hvor mange danskere der elsker at høre motetter. Åh, suk. Det er i al fald ikke noget for mine venner i jernbaneklubben. Gudstjenesten skal ikke forfladiges, men for folkets skyld skal musikrammen ændres. Den nuværende musikstil er ikke engang særlig hellig. Der skal nok skiftes en hel generation af kirkemusikere, men de kirkemusikere, der kun er i kirken for at holde "koncert", kan måske få særlige kirker at holde gudstjeneste i.

En flot lille idé: Sorgenfri kirke, som ikke er "karismatisk", men dog levende og interessant, har en organist, utvivlsomt klassisk skolet, men han lader orgelet hvile til et eller to af versene i hver salme. Og sangen løfter sig højt. Så der findes altså også organister, der har syn for at salmer er til for at menigheden skal synge! Jeg bøjer mig i respekt.

Tja - hvem tilhører gudstjenesten og hvad vil "kirken" egentlig med den? Blessings, Torsten ... go for it!

Helge Pahus

Sporten ud af det offentlige rum!?

2009-06-03T08:16:00.003+01:00

På søndag skal jeg prædike over Nikodemus og hans natoplevelse med Jesus, og vi møder her en Nikodemus, der i de sene nattetimer forsøger at få hold på livets store spørgsmål, og vi kan sikkert alle nikke genkendende til, at vi ofte om natten får ro til at tænke tanker vi ikke "har tid til" i løbet af dagen.
I mine "nattetanker" tænker jeg nogle gange, om vi da helt har mistet hovedet, og af den grund opsætter de skøreste og mest mærkværdige regler, som nu den nye "regel" på nogle gymnasier, at unge kristne ikke må samles i et rum og drøfte troen og dens betydning for livet og samfundet.
Derfor var det for mig ganske velgørende at læse et debatindlæg i KD af Leif Andersen og jeg bringer hermed - til eftertanke - hans - efter mine begreber - gode og vise tanker om den sag"
Niels Peder Nielsen

DEBAT

Absurd mantra. Sporten ud af det offentlige rum!
Af Leif Andersen

Jamen så tag dog skridtet fuldt ud: Forbyd sport i det offentlige rum! Det er jo ikke alle, der bryder sig om det. Nogle brækker også et og andet. Enkelte bliver faktisk radikale og voldelige. Og andre bliver vel også sårede og kede af, at de ikke kan følge trit med sportsidioterne. Lad dog folk nusse med deres sekteriske boldinteresser i det private rum og så videre.

Sjældent er et politisk mantra blevet så skamredet: "Religion ud af det offentlige rum". Nu bruges det gudhjælpemig som begrundelse for, at religiøse grupper ikke må samles i al stilfærdighed på gymnasierne!

Selvom jeg nødig indrømmer det, rummede Anders Fogh Rasmussens mantra faktisk en pointe: Det sociale og politiske liv må ikke tages som gidsel af ekstremisme, og religion må ikke vride armen om på den demokratiske proces. Men hvad i alverden har det at gøre med, at kristne eller muslimer ikke længere må samles til bøn på deres gymnasium? Eller at der ikke længere må debatteres religion uden for klasseværelset?

Jeg begyndte på Aalborghus Statsgymnasium i 1968, hvor det føg om ørerne med meninger, plakater, tosserier, protestmøder og politik. Meget var hysterisk, andet var umodent, og noget var vildt og ugennemtænkt. Enkelte blev faktisk radikale og udemokratiske. Skulle plakaterne og protestmøderne så have været forbudt?

Hvis jeg var gymnasiast i dag, var jeg nok blevet rimelig mopset: Hvorfor skal vi beskyttes? Skal lærerne kontrollere al debat? Var det ikke en pointe med gymnasielivet, at vi skulle opøves til en fri debat? Introduceres til et åbent samfund?

Helt ærligt: Det giver mindelser om nogle snerpede friskoleekstremisters idéer om, at børn bare skal beskyttes mod "verden derude". Så er kulturchokket i hvert fald sikret, når de en dag kommer ud af drivhuset.

Engang var idealet for det offentlige rum, at det var rummeligt! Det var, hvad vi kæmpede for. Det var, hvad vi forsøgte at eksportere til resten af verden som demokratiets hjørnesten: forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, "kæmpe til døden for din ret til at sige det, jeg er uenig i" og alt det dyre.

Men efterhånden er religionskritikken det eneste religiøse, det offentlige rum kan rumme! Fogh vovede villigt en diplomatisk og international krise for at sikre, at det offentlige rum skulle kunne rumme religionskritik, karikaturtegninger og forhånelse. Men var pointen så, at religionen derefter skulle vende den anden kind til, holde kæft og krybe langs panelerne i sit eget private rum?

Det er så absurd, at det (lidt mere seriøst end den idé med sporten) kun kan sammenlignes med en idé om at lukke politik ud af det offentlige rum: Gymnasiaster må ikke møde meninger. Gymnasiet skal være et rent konsensusmiljø. Ufarligt og sterilt.

Jeg syntes, det var hårdt at gå i gymnasiet. Vi fik jo høvl! Folk var uenige! De rev vore plakater ned og tegnede overskæg på Jesus. Men det var med til at danne os. Det lærte os at samtale. Og det lærte os vilkårene ved at leve i et moderne, frit samfund.

De her nye skræk- og snerpethedsbeslutninger må jo være taget af folk i en alder, der - rent matematisk - indebærer, at de i deres egen gymnasietid nød godt af stor frihed til debat og brydning af meninger. Men det har de åbenbart glemt alt om i dag.

Jeg vil ikke påstå, at jeg slet ikke forstår skrækken for politisk eller religiøs radikalisering af unge. Ekstremisme er ikke noget smukt syn. Og man kan på skolerne sikkert ikke administrativt skelne mellem fredelige grupper og radikale grupper. Men er marginalisering og fortielse virkelig en god afradikaliseringstaktik? Er det dén kultur, vi vil være forbillede i og eksportere til resten af verden?

Og har de gode rektorer og lærere mon faktisk undersøgt, hvor mange gymnasiaster, der reelt er bange for eller bliver sårede af at møde religion og politik på deres studiested? Er gymnasiaster i dag virkelig så utrygge ved meninger?

Næh, hvis jeg var gymnasiast, ville jeg nok af sådan en snerpet konsensuskultur uddrage denne morale: Det offentlige rum må udelukkende rumme det ufarlige! Det må kun rumme det, alle er enige om. Er det dét, der er meningen med et liberalt, demokratisk ?offentligt rum"?

Leif Andersen,
lektor og rejsepræst
I C Lembrechts Alle 30
Hvidovre

Fra Kristeligt Dagblad 02. jun 2009 00:00

Dæmoner og besættelser

2009-05-14T08:33:00.004+01:00

Med jævne mellemrum popper det op. Det om dæmoner og dæmonbesættelser.
Stort set alle kulturer har sådanne oplevelser med kræfter, som vi i en kristen kultur kalder for dæmoner, fordi Bibelen giver disse onde kræfter og væsner det navn.
Selvfølgelig vil det altid skabe rav i den, når man tager noget så upolitisk korrekt frem som at tale om Djævelen, dæmonerne og, for den sags skyld, den evige straf, fortabelsen og Helvede.

Personligt tror jeg at den manglende erkendelse af disse kræfters tilstedeværelse måske får til resultat, at vi ufrivilligt kommer til at lægge under for dem, og hvad værre er, blive ofre for deres hærgen.

Jeg mener, at Evangelists klare erkendelse af dæmoners tilstedeværelse er rigtig, men at "kulturen", formen, omkring bekæmpelsen af dæmonerne måske er for voldsom, og vi skal også fortælle hinanden, at det ikke er bekæmpelsens voldsomhed, der "virker", men derimod Guds kraft og den har ofte sin egen, undertiden stille, form.

Jeg bringer nedenfor en beretning fra KD om Ole Skærbæk Madsens mere stilfærdige tilgang til det samme emne.

Niels Peder

Når dæmonuddrivelser finder sted i folkekirken

12. maj 2009 17:26 Et tv-indslag om Evangelist har fået danskerne til at snakke om dæmonuddrivelser. Men det er faktisk en almindelig praksis for flere folkekirkepræster. En af dem er Ole Skjerbæk Madsen

Af Kim Schou

I medierne bliver dæmonuddrivelser ofte kædet sammen med religiøse bevægelser som Evangelist. Det skete senest i tv-programmet ’Operation X’ mandag den 11. maj.

Men dæmonuddrivelser finder også sted i folkekirken.

I ’Operation X’ ses folk fra Evangelist drive ’dæmoner’ ud af folk. Det sker med råb og skrål.

Sådan foregår det ikke, når tidligere sognepræst Ole Skjebæk Madsen uddriver onde ånder. Det har han gjort siden 1970’erne.

Som eksempel på en djævleuddrivelse fortæller han om et møde med en mand, der havde forsøgt at tage kontakt til en afdød.

- Bagefter oplevede han, at ånden klæbede til ham. Han ønskede at være fri for den, fortæller Ole Skjerbæk Madsen, der i dag er missionspræst i Bethlehemskirken.

- Jeg spurgte: Tror du, Jesus kan hjælpe dig? Så bad jeg helt enkelt om, at Jesus måtte komme ind i hans hjerte.

- Så sagde jeg til ånden: ”Nu henviser jeg dig til Jesus Kristus”. Og så forlod ånden ham.

Det skete uden stor dramatik. Men sådan er det ikke altid, forklarer Ole Skjerbæk Madsen.

- Når jeg står over for de lidt større ting, beder jeg Gud om at sende engle, der kan stå som et værn mod voldsomhed. Jeg har nemlig haft tilfælde, hvor det blev lidt for voldsomt.

Dæmonbesatte kommer til ham
Ole Skjerbæk Madsen skrev i kølvandet på filmen ”Eksorcisten” fra 1973 et åbent brev til biskopperne om, at man burde tage en kirkelig vejledning fra 1685 op igen. Hans bekymring var, at flere og flere ville eksperimentere med det okkulte. Og dermed blive besat.

Det gav medieomtale. Siden kom mange mennesker til ham og fortalte, at de følte sig besatte.

- Jeg har aldrig betragtet det som om, at jeg havde særlige evner til det her. Det var mere nødtvungent, fordi folk kom til mig, siger Ole Skjerbæk Madsen.

Han beskriver ’dæmoner’ som faldne engle.

- Det er engle, der har gjort oprør mod Gud og prøver at lede mennesker væk fra et gudsforhold og sunde relationer til andre mennesker, siger han og forklarer, at dæmonbesættelser sker frivilligt.

- Man skal selv indvillige i det. Det kræver en form for bevidst engagement, hvor man har påkaldt de åndelige kræfter. Så kan man risikere at blive overtaget af de kræfter, man har påkaldt.

’En stille og rolig ting’
For at komme af med dæmonen er der kun en mulighed, og det er at kræve det onde væk. Personen skal ønske at blive fri, mener han.

- Essensen i en udfrielse er at lave en slags konfirmation eller lede personen til tro eller dåb. Jeg spørger, om personen forsager djævlen og alt hans væsen, og jeg spørger til troen. Så kan de på den måde sige fra, fortæller Ole Skjerbæk Madsen.

Der er også ting, der kan være dæmoniske men ikke har noget at gøre med faldne engle, forklarer han.

- Det kan være forestillinger, der tager magten fra én. Nogle har mærkelige oplevelser i deres hjem, eller måske føler de sig plaget af tanker. Så kan det ligne psykiske problemer, men ikke nødvendigvis være det.

- I de tilfælde er det ikke særlig godt at bruge en konfrontatorisk stil. Det er vigtigere at lede mennesker til Guds kærlighed. At holde fokus på Jesus i stedet, for så kommer der en indre frihed, der gør, at det andet forsvinder stort set af sig selv.

- Hvis en by er belejret, så lever indbyggerne i frygt. Men hvis kongen kommer ind i byen og rejser sit banner, så får de modet tilbage, og belejrerne flygter. Det synes jeg er et godt billede af en sund måde at møde folk, der føler sig plaget af dæmoner. Man inviterer Jesus, beder om at Han må komme ind i deres liv, så de møder Guds kærlighed, og så vil det være et tegn over for det onde om, at det skal vige bort. Det er en stille og rolig ting, siger han.

Fra KD 12. maj 2009

Om at bære frugt

2009-05-09T08:53:00.002+01:00

For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,9f

Det er en tekst, som går lidt tæt på, men jeg har alligevel mod til at sige lidt om det, fordi jeg har læst en spændende bog af David Murrow: Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd)

Bære god frugt
Jesus nævner i sædemandslignelsen et stort udbytte 30, 60 eller hele 100 fold.

Menighedsmæssigt ligner det ikke de 30-100 fold
I dag kommer der hvert år typisk kun en person til tro for hver 85 kirkegængere. (Amerikansk undersøgelse)
Det er et høstudbytte på langt mindre end en fold.

Murrow nævner i sin bog , hvordan han har regnet lidt på tallene i sin egne kirke i USA
Jeg stod og regnede lidt. Det år havde vores kirke haft 104 almindelige gudstjenester, 7 særtjenester, 250 bibeltimer for voksne, 600 udvalgsmøder og omkring 1.000 cellegruppemøder. Med al denne aktivitet og et budget på 750.000 dollar var det lykkedes os at frembringe præcis nul flere voksne, der ville følge Jesus Kristus. Vi samledes, vi tilbad og vi elskede hinanden, men vi frembragte ingen frugt. I det øjeblik følte jeg mig som Sisyfos, og kirken var min sten.
(Sisyfos er i græsk mytologi en helt og en tidligere konge af Korinth, søn af Aiolos og Enarete, og var dømt til at han til evig tid skulle rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han er næsten ved toppen ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod. Han må så begynde forfra - et sisyfosarbejde).

Selv i kirker, der virkelig får lokket folk til, bliver der måske intet udbytte.
Pastor G. F. Watkins konstaterede således, at selvom mennesker i tusindvis kom til omvendelse i hans unge kirke, så var det meget få, der blev hængende. "Det var som en flodbølge af mennesker, der skyllede ind i kirken, og så skyllede ud ad bagdøren og blev borte."19

Jesus sagde, at vores opgave var at bære frugt: varig frugt (Joh 15,16).
Selvfølgelig er antal omvendelser og udviklingen i medlemstallet ikke de eneste mål for menighedens produktivitet.
Nogle siger, at kristendommens sande frugt består i livsforandring:
Mennesker, der bliver mere som Jesus. Hvordan klarer vi os så i den henseende?

Murrow nævner nogle undersøgelser:

1. Halvdelen af alle kirkegængere i USA indrømmer åbent, at de ikke vokser i troen.
2. Kun halvdelen siger, at de ofte tager en udfordring til at forandre sig med hjem fra gudstjenesten.

George Barna siger videre:

Kun få medlemmer af menigheden har et bibelsk verdensbillede; halvdelen af de mennesker [der kommer i kirkerne] er ikke åndeligt velfunderede eller modne; børnene flygter fra kirkerne i rekordstore tal; de fleste af dem, der kommer til gudstjeneste, indrømmer, at de ikke får nogen kontakt med Cud; skilsmisseraten blandt kristne er efterhånden den samme som blandt ikke-kristne ... og den gennemsnitlige kirkegænger bruger mere tid på at se fjernsyn hver dag, end han sammenlagt bruger på åndelige sysler en hel uge 20

Nogle kirker bærer rigtig mange frugter, men den sørgelige sandhed er, at rigtig mange kirker ingen frugt bærer.
Det er selv følgelig lidt nedslående, at de fleste menigheder ikke har den gennemslagskraft, Gud ønsker, de skal have.
Vi høster heller ikke det udbytte af forvandlede liv, som ifølge Jesus var hensigten med hans kirke.

Hvordan lykkes det os at skjule denne skandaløse mangel på resultater? Nogle kirker har simpelthen omdefineret, hvad det vil sige at bære frugt.
For dem er succes kriteriet blevet det samme som ved en familiegenforening: Hvor mange fra familien mødte op, og hvordan kom de ud af det med hinanden? En stor, harmonisk forsamling defineres som et godt udbytte af kirkens anstrengelser.
Jo mere vi mødes og forsamles og elsker hinanden, jo mere frugt synes vi, vores arbejde har båret.

Barna siger, at "ved kirker, der vokser, bliver et programs succes vurderet ud fra, hvor mange liv det forandrer. Det står i modsætning til de stagnerende kirker, hvor et programs succes normalt vurderes ud fra, hvor mange mennesker det får involveret."21

Hvorfor bærer vores menigheder så lidt frugt? Det kan selvfølgelig have åndelige årsager manglende bøn, tro, udholdenhed, tillid og så videre. Selv trofaste, bedende menigheder kan imidlertid opleve mangel på frugt, fordi de ikke tør tage det smertefulde, men nødvendige skridt at tynde ud i deres aktiviteter.

Udtynding, det manglende led i frugtproduktionen
Gulerødsprocessen
Der står på posen, at gulerødderne er klar til høst efter cirka 90 dage, og skal de blive store og fine skal de tyndes ud til en indbyrdes afstand på 5 til 10 centimeter.
Man kan ikke vurdere det på gulerodstoppen, for den er næsten altid lige stor om der er lille rod eller ej.

1. Menighedsmæssigt
Sådan er det desværre også i mange af vores kirker: Det ser godt nok ud på overfladen, men udbyttet er for småt.
Det kan være fordi, vi har for meget på programmet. Gennem årene kommer der nye aktiviteter til, men vi glemmer at tynde ud i de eksisterende. Derfor bliver listen over aktiviteter bare ved med at vokse.

Hvordan tynder man så ud i sine aktiviteter?
Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer hvert år sine aktiviteter ud fra, hvor megen frugt de bærer, og skærer så de dårligste 10 procent væk. Der er ingen hellige køer. Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre menneskers liv, bliver slagtet.
Rick Warren fra kirken i Saddleback siger direkte: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22

Jesus sagde: "Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt" (Joh 15,2).

For ellers falder hammeren:
”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.*

2. Personligt
Hvordan orienterer jeg mig selv? Ja nu er menigheden jo ikke andet en enkeltpersoner - dig og mig, og det er nok her tingene skal begynde.
Hvordan tynder jeg så ud i mine egne aktiviteter og prioriteter? Man kan roligt vurdere som Fellowship Bible Church i Arkansas vurderer det på, og hvert år skære 10% væk, eller kan vi?
Enhver aktivitet, der ikke i tilstrækkelig grad er med til at forandre mit liv skal ”slagtes”

Rick Warren fra kirken i Saddleback rammer os jo også som en pil: "Gør det af med enhver aktivitet, der ikke opfylder et formål."22

Er det for langt ude?

Niels Peder Nielsen

Påsken og korset

2009-04-08T08:53:00.005+01:00

Jeg kan godt opleve, at påsken efterhånden ikke mere siger folk så meget.
Det er for de fleste en ferieanledning, nogle dage off fra det almindelige ræs, men påsken er noget andet og mere.
Påsken har bl. a. Korset, Jesu kors, som centrum, og det er måske ikke så ligetil hvad det betyder, men jeg forsøger mig alligevel med nogle hovedlinier i det nedenstående.

Niels Peder Nielsen

Påsken og korset.

1. Korset udtrykker en historisk kendsgerning.
Det hedder i Hebr. 12,2 at han ”udholdt korset uden at ænse dets skam”
Den apostoliske trosbekendelses ord "pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet", understreger at vi her står overfor en historisk kendsgerning. Evangeliet er fjernt fra at være en slags tidløs gnosis eller filosofi.

Det er knyttet til tidsfæstede historiske hændelser.

Det var hans "jordiske legeme" (ved Kristi legemlige død) ,som døde, Kol. 1,22. " Han blev dræbt i kødet" 1. Pet. 3.18.

De jødiske rabbinere, kristendommens bitre modstandere, kalder ham med spottenavnet "den hængte", og fortæller om hans korsdød dagen før påske.

Den romerske historieskriveren Tacitus skriver: "Kristus, som de kristne har fået sit navn efter, blev under Tiberius' regering henrettet af landshøvdingen Pontius Pilatus.

Jesus varslede selv sine disciple om, at den død han skulle lide i Jerusalem ikke ville blive den jødiske form for dødsstraf ved stening. men den romerske dødsstraf - ved korsfæstelse. Mat. 20. 18-19: »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, v19 og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.«

Sådan krævede også folkehoben det af Pilatus, da de råbte: Lad ham korsfæste!

2. Korset står i centrum af det guddommelige frelses-drama.
Derfor har også den apostoliske forkyndelse af evangeliet Kristi kors som sit centrum.

Korset er i N.T. udtryk for hovedsummen av evangeliet, det frelsende budskab. Paulus karakteriserer evangeliet som "Ordet om korset" 1. Kor. 1,18.

Dette er det ene sande evangelium, og han erklærer: ”- for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” 2,2. Ordet om korset er en ”Guds kraft tíl frelse”, 1,18;

Korsets frelseskraft ligger gemt i den hemmelighed, at Kristi død er en offerdød, en soningsdød.

Kristi død er stedfortrædende straflidelse under Guds vredesdom over synden, Rom. 3,24-25;

Jesus lider så grænseløst, fordi han gav sig hen til en straf i alles sted.

Jesus ser det sådan, at Gud selv skal slå ham (sml. Jesu ord: " Jeg (Gud) vil slå hyrden, - fra Sak. 13,7 i Mat. 26,31, og Jesu kamp med sin Fader i Getsemane). Gud rækker ham lidelseskalken, dybest set. Jesus har ordene i Es. 53 nærværende: " Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom”. (v. 10). ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” Gal. 3,13.

3. På korset skete forligelsen med Gud, Ef. 2,16.
"Han stiftede fred ved hans korses blod", Kol. 1,20. Her hvor menneskelig ondskab når sit højdepunkt, åbenbarer Gud dybet af sin nåde og kærlighed, for "men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.". Rom. 5,8.

Videre hedder det ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden”, 1. Pet. 2,24.

Ved Kristi kors får den, som tror, syndernes forladelse (retfærdiggørelse) Ef. 1.7: Kol. 1.13, for der er skyldbrevet gjort til intet. 2,14. Ved Kristi kors ophæves ikke bare lovens forbandelse over lovbruddene. Gal. 3.13. men loven som partsordning sættes også ud af kraft. Ef. 2.15; Rom. 7.4.

4. På korset forenes den troende med Kristus i hans død.
Dette fremstilles i to noget forskellige betydninger.

Først i forbindelse med efterfølger-motivet.

Den som vil følge efter ham må tage sit kors op, Mat. 16.21.

Den troende er korsfæstet i forhold til synden, Rom. 6.2; kødet, Gal. 5,24, det gamle menneske, Rom. 6.6, verden Gal. 6.14. loven. Rom. 7.4;

Der er her ikke tale om en psykologisk indflydelse af Kristi eksempel. men om den grundlæggende virkning som oprettelsen af dødssamfundet med den korsfæstede har for hele den troendes senere etiske liv.

Dernæst er det forenings-motivet.

Den troende er ikke bare Kristi efterfølger, han er blevet forenet med ham til ligheden med hans død., Rom. 6.5, han er død med Kristus., 6,8, begravet med ham ved dåben til døden. 6.4. og oprejst med Kristus Kol 3,1.

5 Videre bliver korset sat ind i en universel og kosmisk sammenhæng.
Ved korset er gærdets skillevæg, fjendskabet mellem jøder og hedninger revet ned, Ef. 2,14-16, ved at den gammeltestamentlige lovpagt afvikles.

Det er også Guds plan, at hele hans splittede skabning på ny skal forenes i Kristus. Ef. 1,10 - at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset, Kol. 1.20.

De onde åndemagter er besejret ved Kristi værk på korset. - han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus., Kol. 2,15, jfr. Joh. 12,31-32.

Som en triumfator som efter sin sejer lader de besejrede fyrster og deres afvæbnede stridsfolk marchere bundne ved sin triumfvogn, ser hele universet nu Kristi sejer over al fjendens vælde.

Ikke i sin almagts åbenbaring knuste Gud syndens oprør - det skete ved Sønnens dybe fornedrelse, Fil. 2, 5-11.

Det er Lammet som har sejret og får universelt herredømme, Ap. 5,12-13, jfr. 12,11. Guds dårskab og Guds svaghed, viste sig at være "Guds kraft og Guds visdom", 1. Kor. 1,24-25.

6. Korset er anstød og dårskab for menneskene.
Det anstødelige for vantroen er at Kristus døde som sonoffer for verdens synd, og at mennesker kan bliver frelst bare ved tro på denne hans soningsdød.

Det er korset som frelsens tegn som er det store anstød og den store dårskab.

Til dette knytter sig så i anden række det anstødelige ved korset - fordi det er et symbol på vanære og fornedrelse.

For jøder er korset et anstød. Det bliver det, fordi det som er karakteristisk for jøderne i religiøse spørgsmål er, at de søger tegn.

Sådan havde Gud før stadfæstet sit ord til dem gennem hele den gamle pagts tid, og de ventet at Gud på denne måde skulle udpege og identificere deres Messias for dem.

Dette skete faktisk også. Apgj. 2, 23: Joh. 14.11; 15.24, jfr. 7.3 1: 12.37.

Men jøderne var ikke tilfreds med de tegn Gud er for den søgende tro.

De krævede tegn for vantroen - sensationelle himmeltegn efter eget ønske og påfund.

Jesus sagde, at sådanne tegn ikke skulle gis dem, og det eneste tegn, de skulle få, var profeten Jonas' tegn: v38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mat. 12,38-40.

Jesus varsler altså, at det sidste store afgørende tegn på hans Messias-værdighed er hans død og opstandelse, jfr. Rom. 1,4.

Men hans død var en korsdød, og det eneste korset syntes at tale om var nederlag. En korsfæstet Messias skuffede alle deres forventninger.

Dertil kom, at for jøderne var korset ikke bare en fornedrelse, det var en forbandelse. Forbandet er hver den som hænger på et træ. Gal. 3,13; 5. Mos. 21,23. Kristus døde udenfor lejren, Hebr. 13, 12-13, udstødt fra sit folk - og regnet blandt ugerningsmænd., Mrk. 15,28.

Hvordan kunne så en som hang på et kors under Guds forbandelse være kilden til al frelse og velsignelse?

For hedninger er korset en dårskab, I. Kor. 1,23.

De visdomssøgende grækere står som repræsentanter for folkeverdenen udenfor Israel, 1,22.

Den visdomslære som de søger, må være et vel opbygget filosofisk system som tilfredsstiller deres logiske sans og harmonerer med deres opfattelse af verden og tilværelsen. Og dette tankesystem må fremsættes i den filosofiske terminologi som de var vant til, og satte så højt, afslebet og finpudset gennem århundreders lærde diskussioner. Ordet om korset, dette budskab som måtte opfattes sådan at de kunne blive frelst bare ved at tro på en korsfæstet jøde, syntes fuldstændig absurd. Alligevel siger Paulus at en korsfæstet Kristus er det eneste frelsesbudskab, han vil vide af. 2.2.

Evangeliet har intet behov for hjælp af visdoms overtalende ord.. 2,4, det skaber al sin fremgang ud fra sin egen iboende sandhed og ånds kraft, 2,5

Askeonsdagsgudstjeneste 25. februar kl. 19.00 2009 i Oasefællesskabet i Silkeborg

2009-02-26T08:54:00.003Z

Fakta om fastetiden
Jeg vil gerne henvise til det lille hæfte, som vi har udgivet i anledning af fasten.
Der står rigtig mange gode ting, som man kan blive klog af om fasten
Jeg vil dog mere tage mit udgangspunkt i visse sider, som Peter Haldorff berører i sin lille bog om faste - Vejledning om Fasten - Vis den

PP Indledning: At faste er en menneskelig nødvendighed.
Citat fra Peter Halldorfs bog:
I den kristne historie - såvel som den jødiske - har fasten altid haft en naturlig plads. Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også mulighed for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl.
Den kristne brug af fasten hviler på erkendelsen af menneskets svimlende kapacitet. Vi er i stand til at gøre det mest forfærdelige. Men vi bærer også Guds billede. Hvad der bliver ud af vores liv, har dog intet at gøre med vores evne til at tage os selv i nakken, men kun med hvilke magter vi allierer os. Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave.
Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os der vælger hvordan vi vil forvalte dem.
Det er her fasten kommer ind i billedet.
At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave det er at være menneske.

Når det er sagt, vil jeg gerne pege på vinkler i den periode, som står foran os indtil påske og kommer med nogle headlines - overskrifter

PP 1. Fasten nærer “inderlighedens kamp”.

Og det hænger sammen med det fasten gør ved os.
Bagagen bliver lettere, målet klarere og længselen mere inderlig.
Fasten er en åndelig rejse, hvis mål er påsken - eller i overført betydning: Et liv der er gennemlyst af Kristi opstandelse.

PP Og fasten, den lille kamp, om man vil gør, at vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryder med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd, og fasten udgør på den måde en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen«) Fil 2,12.

Det er en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke bevare troen i denne verden og modnes til at blive det han er: et billede af sin skaber.

PP 2. Fasten tillader en beskæring af livet

Enhver haveejer ved, at det svære ved beskæring er at den skal foretages på de gode planter. Det er ikke ukrudt vi taler om, når vi skal beskære, men derimod de planter vi ønsker at have i vores have.
At beskære er at acceptere begrænsningens princip. Det er nødvendigt at tilpasse mængden af planter til det område vi har til rådighed, ellers bliver høsten knap og ynkelig.
Det samme gælder i vores indre have, og det jordstykke der er vores liv, kan ikke rumme et ubegrænset antal planter.

PP Drøftelser i smågrupper: Hvad tænker du måske lige nu på som noget, der kan beskæres i dit liv? (3 minutter)

PP 3. I fasten åbnes der for nye muligheder for at Ånden leder os»Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen« (Matt 4,1), fortæller Matthæusevangeliet.
Her skulle fasten virke forberedende for ham før en opgave som ventede.
Vores personlige faste eller askese er et instrument så at sige for Ånden, vil jeg sige.

PP Det kan handle om at søge klarhed eller åndelig kraft før vigtige valg eller beslutninger - under kriser eller ved konflikter, eller blot som et led i en almindelig åndelig proces.

PP Peter Haldorff nævner det lidt selvmodsigelige: Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.

l løbet af fastetiden støtter vi hinanden i mådehold, vi skærper blikket og får værktøjer til at arbejde med både krop og sjæl.
Fastetiden kalder mig til at tage fat på arbejdet i den del af Guds vingård som er mit liv, med større intensitet.

PP 4. Fasten er med til at trække grænser i vore liv

Faste hører vi ofte sammen med et andet begreb, nemlig askese, som ikke i sin grundbetydning forbindes med at sulte sig og plage og foragte sin krop.
Nej ordet blev oprindeligt brugt i helt profane sammenhænge, fx inden for idræt eller i militæret.
Dets betydning er slet og ret træning.
Ved at bruge dette ord i den “åndelige vejledning” viser ørkenfædrene i 300tallet at virkelig fremgang forudsætter øvelse.
Og den øvelse jeg tænker mest på her, er den øvelse, den træning, der indebærer at man trækker en grænse for sit liv.

PP Og det er i forhold til det gode i livet vi har behov for at trække grænser.
Det der er givet af Gud i skabelsen og beriger livet, skal ikke belægges med skyld, og jeg tænker på de helt basale naturlige behov: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.
Men hvis de naturlige behov bliver brugt forkert eller bliver konkurrenter til vores dybere åndelige behov, så virker de imod deres hensigt; så bidrager de ikke til et godt og rigt liv.

Derfor begynder enhver faste med at vi ser på vores liv og vores måde at leve på.

PP Drøftelser i det stille: Vi stiller spørgsmål til os selv: Hvad i mit liv risikerer at tage for meget plads? Hvad trækker mig let i en retning jeg ikke ønsker? Hvad et det der må dø en lille smule for at jeg skal kunne leve mere helhjertet?

PP 4. Små praktiske “fastehints”

Peter halldorf nævner flere typer af faste

PP A. En »partiel« faste.

Den indebærer, at man skærer ned på nogle bestemte ting. Blandt mange kristne er det almindeligt at afstå fra kød i fasteperioderne.

PP Ved kun at spise vegetarisk mad i fastetiden vender man så at sige tilbage til verdens »paradisiske« tilstand - før syndefaldet.
Så enkle ting som at afstå fra pålægget på brødet, desserten efter middagen, kaffen efter maden, chips foran fjernsynet kan være en anden måde at være tilbageholdende under fasten.

Foragt ikke den lille, målbevidste gennemførte forandring!
Så påminder vi vor sjæl om og vænner vor krop til at »mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4,4).

PP B. En længere faste.

Den der har øvet sig på fastens vej og dermed har lært kroppens reaktioner at kende, kan med tiden prøve at faste i flere dage.
I det tilfælde kan det være klogt at nedtrappe fødetindtagelsen et par dage før man indleder selve fasten.
På den måde mindskes en del af det første ubehag, der ellers er normalt i fastens første dage, fx hovedpine og utilpashed noget der er en følge af at kroppen under en faste gennemgår en »renselsesproces« når den tømmes for affaldsstoffer.
Efter cirka to-tre dage indtræder normalt et velbefindende hvor man føler sig lettere i tanken og bedre kan koncentrere sig.
Nu høster man frugten af sin faste.

PP I kombination med et mere intenst bønsliv og en større fordybelse i Bibelens tekster og kristen litteratur bidrager fasten til at det indre menneske »udvider sig«.
Gud bliver større, og en positiv »ligegyldighed« indfinder sig i forhold til meget af det der hører til i den forgængelige verden.

(Hvis man vælger en længere fasteperiode er det vigtigt at man er ved godt helbred, såvel fysisk som mentalt. Den der tager medicin eller er syg, bør rådføre sig med sin læge inden han begynder en faste).

PP C. En ørets og øjets faste

En fortalte engang, hvordan han på den første dag i fasten, askeonsdag, trak stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab.
En anden sagde: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.«
I den unge kirke lagde man frem for alt vægt på mavens og tungens faste - to områder, hvor der næsten altid kan findes anledning til mådehold.
Frådseri nævnes ofte først blandt dødssynderne og tungen beskrives i Bibelen som »fuld af dødbringende gift« (Jak 3,8).

PP I vores tid er øjets og ørets faste mindst lige så vigtig.
Medierne, som forgifter vores hjerner, flimmeret af billeder, som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage kan være det.
Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv.

Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme.
Måske er det ikke en tilfældighed, at Bibelens sidste bog - den der handler om tidens ende - gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb 2,7).
At fylde ørerne med (u)lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.

PP Faste kan derfor også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås.
Ikke af foragt for mennesker, men af respekt.
Faste på disse områder hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre, at man kan høre sig selv tænke, at man ser på den, der taler til os.

PP D. Faste med fokus på behov eller begær?

Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner.
Hvis jeg vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære.
Behovet er blevet et begær.
På samme måde fungerer den gode »afhængighed« eller vaner.
Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det der opbygger.
Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær.

PP Behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge.
Men et behov der bliver rettet mod noget forkert eller får en fejlagtig proportion i mit liv bliver til et begær, hvorved kroppens og sindets “begærlige” behov behersker mig i stedet for at berige mit liv.

PP 5. Fastens fokus på den åndelige læsning og bøn

PP Mennesket er en visuel skabning. Kærligheden er blik - at se den anden og at lade sig blive set. l et dybsindigt ord i sin bjergprædiken lader Jesus os ane at øjet er det vigtigste hos mennesket: »Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst« (Matt 6,22).
“Troen sidder ikke i tanken, den sidder i øjet” siger Peter Halldorf på hans lidt underfundige måde, og ved at se Gud begynder mennesket at ligne Gud (1 Joh 3,2). »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« (Matt 5,8)

Via åndelig læsning får vi del i livets brød under fasten. Det er en lyttende form for læsning af især Bibelen. Hvad har Gud at sige til mig? Formålet med læsningen er altså ikke at forøge lærdommen, men at forvandle hjertet. Denne læsemåde er i familie med bønnen og bevæger sig ofte ubemærket over i bøn. En af de sikreste måder at blive ven med Bibelen er netop ved at bede med dens ord. Så læser vi ikke for at finde argumenter for troen, men fordi læsningen skal gøre noget med os.
At fx gennemlæse et helt skrift i Bibelen langsomt og forfra - kan være en udmærket målsætning for fasten. En anden kan være at følge en bibellæseplan.
Det hjælper mig til at vende øret mod Gud på en meningsfuld måde under fasten. Desuden er det godt at læse en (en er nok) anden kristen bog som du måske længe har tænkt på at læse, men ikke har taget dig tid til. Læs langsomt - korte stykker ad gangen - så ordene kan synke ind i hjertet

Drøftelse: Er der noget, du synes du vil tage action på - handle på - på baggrund at det vi har hørt?

Klæder det biskopperne med denne ensidighed?

2009-01-28T13:28:00.004Z

Af og til falder man over personer, som bare rammer noget af det mange måske ubevidst går og tænker på og som man ikke kan sætte ord på.
Forleden læste jeg et indlæg af provst Knud Henning Hansen, som filosoferer lidt over hvad biskopperne på kirkens vegne mener de skal skal offentligt udtale sig om og hvad de ikke skal udtale sig om - selv om de burde.
Læs selv provsten reflektioner.
Niels Peder Nielsen

Folkekirken og den offentlige mening

Af Provst Knud Henning Hansen, tidligere Østerlars-Gudhjem

Den danske Folkekirke er ingen sekt. Den har ingen teologiske særstandpunkter. Den er hele folkets kirke - ergo mener den det, folket mener. Ingen kan tale på kirkens vegne, hedder det, for den har ingen mening ud over den offentlige mening.

Krigen i Gaza
Det gør det lettere, for så ved den, hvad den skal sige - og behøver ikke tænke dybere over tingene.
Det er vel det udgangspunkt de otte ud af ti biskopper har haft, når de nu har mandet sig op til en udtalelse om Gazakrigen - på Folkekirkens vegne.
Og så mener de det samme som Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og mange fra Venstre og De konservative: En ensidig fordømmelse af lsrael p.g.a. konflikten i Gaza. -
Skidt med at de lukker det ene øje. De har fulgt den offentlige mening. Israelerne har bombet en børneklinik i Gaza, som nogle biskopper har anbefalet danske kirkegængere at støtte økonomisk. At børneklinikken var tom og ingen kom noget til, ændrer ikke ved bispernes indignation.

Gemte sig i moskeer
Der er ikke et ord om baggrunden for Israels voldsomme reaktion i Gaza: At Hamas gennem 14 dage havde bombarderet Israel med op mod tusind raketter. Israel har overtrådt Geneve-konventionerne, siger de, rnen de glemmer, at Hamas har overtrådt nøjagtig de samme konventioner ved at bruge kvinder og børn som skjolde, hvad også en jurist i international ret har fremført.
En bevidst kynisk strategi har det været for Hamas at gemme sig i moskeer, skoler, hospitaler, børnehaver og hvor civile er trængt sammen.
Forleden var der en lille pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen.
Samme aften var der en langt mere talrig moddemonstration for palæstinenserne som havde en truende, voldelig karakter. Her lød råbene: ”Død og lemlæstelse over alle jøder i hele verden, død over demokratiet, død over Danmark”. Utvetydige racistiske og antidemokratiske ytringer.
Jeg har ikke hørt nogen fra kirken tale imod dette jødehad.

200 mio. forfulgte kristne
Gennem en årrække har verden været vidne til en gigantisk forfølgelse. 200 millioner kristne er forfulgt i socialistiske og muslimske stater. Der er tale om henrettelser likvideringer, fjernelse af børn fra forældre, tvangslejre. nedbrænding af huse og andet.
I efteråret bragte Kristeligt Dagblad en meqet tankevækkende kronik af teologen og journalisten Iben Tranholm, hvor hun gjorde rede for forfølgelsernes omfang og karakter.

Ingen reaktion!
Ligeledes bragte Kristeligt Dagblad i adventstiden en artikel om katolske hjælpeorganisationers beskrivelse af omfanget af forfølgelserne af kristne verden over.
Man skulle tro, at en så omfattende forfølgelse af trosfæller kom en ved.
Internt står Folkekirken over for en helt uoverstigelig udfordring, nemlig afvandringen og nedgangen i dåbstallet og den stadig stigende ligegyldighed overfor gudstjenestelivet.
Denne udfordring burde være et hovedtema for alle biskopper og præster.

Striden om Fadervor
På det sidste har ateisterne og de såkaldte humanister “lugtet blod”.
De har taget statsministerens bandbulle mod religiøse symboler og ytringer i det offentlige rum til indtægt.
Det er lidt komisk, at de kulturradikale, som ellers foraqter statsministeren bruger netop det synspunkt. Nu vil de have standset 'det meget “farlige“ Fadervor og salmesang i skoler hvor det endnu er sædvane.
Det er jo tankevækkende at debatten om Fadervor blev udløst af en klage fra en mor, som er medlem af Folkekirken - og som har ladet sit barn døbe.
Kunne det ikke give anledning til at forklare den danske befolkning, hvad den kristne dåb indebærer: At der faktisk er noget der hedder dåbsliv og trosliv?
Det ville gøre godt med udtalelser der fortæller, at evangeliet har noget at sige det moderne menneske i hverdagen? At det er demokratiets forudsætning.
At det giver tryghed og glæde! At det stiller krav til sanddruhed og redelighed! At det kan få os til at begynde på ny på tilgivelsens vilkår. Noget, der bryder sekularismen. Vi trænger til opmuntring og støtte til alle, der formidler genuin, evangelisk luthersk kristendom!

Er Hamas af samme skuffe som Taleban?

2009-01-27T12:09:00.006Z

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal mene, men den 23. januar 2009 kunne man læse en ret så åbenhjertig kronik i Jyllands Posten af virksomhedskonsulent Poul Højlund fra Kjellerup. Døm selv og vurder selv. Har han ret, har vi med en umenneskelighed af dimensioner, som trodser enhver beskrivelse at gøre.
Niels Peder Nielsen

Kronik: Støt palæstinenserne, støt Israel
POUL HØJLUND konsulent, Kjellerup

Offentliggjort i JP 23.01.09 kl. 20:20

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side, skriver Poul Højlund.

Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.

En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.

Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.

Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.

Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.

Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.

Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?

Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der »jo altid er ballade i Mellemøsten«. Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at »Israel er skurken«. Intet turde være en større løgn.

Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.

Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-”journalister”. Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.

De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.

Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.

Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.

Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.

Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.

Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?

Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.

Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?

Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.

Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?

Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.

Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.

Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?

Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?

Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige ”fredsdemonstrationer” entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.

Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.

Den store humanistiske karakterbog

2009-01-23T07:45:00.005Z

Jeg har selv oplevet en vis skævvridning i debatten om Gazakonflikten, og jeg er måske lidt ensidig på min BLOG ved at lade dem komme til orde, som i en vis udstrækning taler Israels sag, men det mener jeg mig i min gode ret til, fordi jeg gerne vil give debatten bredde og et ret focus.
Jeg tillader mig derfor at bringe en artikel af Adam Holm fra TV2, en artikel bragt i Politiken den 9. jan.

Den store humanistiske karakterbog
Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?
Af ADAM HOLM

Adam Holm er ph.d., journalist, DR 2

Det klinger sært gammeldags. Som noget fra Giro 413. »Vi bringer en hilsen fra ’Israels venner’, som takker for en herlig aften. De samlede efterfølgende ind i Onkel Arons kalot og vil nu gerne høre Hava Nagila«.

Støvet eller ej, taktløst eller ej, det giver mere mening end længe at finde udtrykket frem af gemmerne og værne om det.

Indrømmet, det sker ikke uden at tage en dyb indånding. Vi ved jo, hvad Israels navn nu forbindes med. Blodige dage i Gaza. Say no more. Eller rettere: Say some more!

Vi rammes nemlig bestandigt på den følelsesmæssige centralnerve dér, hvor det analytiske beredskab kobles fra. Det er hjerteskærende at se fotografierne af de dræbte palæstinensiske børn. Er man selv forælder, kræver det ikke en rejse på tværs af kultur, religion og geografi at sætte sig ind i de sørgende palæstinenseres afsindige ulykke. Det er så bedrøveligt, som det kan være.

Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skrive det lille ord ’men’ efter denne konstatering, eller om de uhyrlige handlinger lukker for al videre tale om motiver og årsager. Moralsk set – uden at ville tærske pseudofilosofisk langhalm på, hvis moral det i så fald måtte være – er det vanskeligt.

At skrive noget i retning af »De mange dræbte børn og civile voksne palæstinensere er naturligvis dybt sørgeligt, men ... « giver ikke point i den store humanistiske karakterbog.

Hvis Israels blodige angreb i Gaza ses som statsterrorisme vendt imod en forfærdet og undertrykt befolkning, er det bare at stoppe al videre læsning her. Store dele af den danske venstrefløj og nogle af vores hjemlige muslimske organisationer tænker sådan. Jeg er uenig. Og jeg er bekymret af samme grund.

Ikke at mine forestillinger har en etisk forrang frem for det modsatte synspunkt. Nej, bekymret, fordi tilsyneladende stadig færre i debatten her til lands, sådan som den har udfoldet sig i flere af dagbladene – fra det store Europa er der i øvrigt tilsvarende tegn at spore – gider forholde sig til det israelske argument, den side af sagen, hvor ’men’ er en nødvendig tilføjelse.

Hvorfor dog egentlig? Er det ikke kun ret og rimeligt, at et land beskytter sine borgere mod angreb udefra?

Israels fremfærd i Gaza er til diskussion. Det skal de også være. Ødelæggelsen af vigtige dele af infrastrukturen i Gaza, afskæring af forsyningslinjerne, den voksende humanitære krise, manglen på medicin, vand og elektricitet, er det retfærdige handlinger over for en allerede ualmindeligt hårdt prøvet befolkning?

Kun en hjerteløs satan vil mene, at dét er retfærdigt. Og jeg er indbildsk nok til at hverken tro mig hjerteløs eller satanisk. Så hvordan krigen har været forsvarlig, måske ligefrem ’retfærdig’?

Der eksisterer jo ingen reel trussel mod Israel, sådan som adskillige kritikere herhjemme synes at mene. Ingen trussel? Adskillige tusinde raketter affyret mod områder i det sydlige Israel. Har det intet af sige?

Tag til Israel og spørg folk uden for de største byer, hvordan det er at leve i landet, og mange vil svare, at de føler sig fanget i en konstant krigstilstand, en situation med permanent mobilisering, og derfor reagerer en stor del af israelerne ikke længere efter standarder, vi vil betegne som normale.

Den europæiske udlægning lyder gerne som følger: Palæstinenserne ydmyges og forhånes, det er derfor kun naturligt, at de tyr til vold, mens jøder, som selv har været så hårdt ramt, burde vide bedre. Altså er budskabet til Israels jødiske befolkning: I, der enten selv har oplevet pogromer, udryddelseslejre og fordrivelse eller er efterkommere i andet og tredje, måske endda fjerde slægtled efter ofrene for Holocaust, I må simpelthen lære at styre jer, når nogen atter vil jer til livs!

Hvabehar!? Det er ikke bare grov kynisme, men hykleri i mesterklassen.

Det er to generationer siden, at millioner af jøder blev myrdet i Europa. Hvorfor? Fordi de var jøder. Intet andet. Uden skelen til hverken køn, alder, politiske tilhørsforhold, seksuel orientering eller graden af religiøsitet.

På den baggrund, som jo ikke kun er nogle få falmede billeder i et fotoalbum, men levende historie for de fleste israelere, hersker der en foruroligende omgang med den historiske lære mange andre steder.

Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?

Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs. Det gør eksempelvis avisen Ha’aretz, men selv når den på lederplads lader fordømmelserne hagle ned over de formastelige i den politiske top og militære ledelse, husker den at sondre mellem Israel, jøder, den israelske hær osv.

Det er disse nuanceringer, som Ha’aretz bærer på rygraden, der ofte mangler i de europæiske medier, og som derfor gør det til en vanskelig, men så meget desto vigtigere manøvre at føje et ’men’ til historierne fra Gaza.

Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.

Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme?

Se på vores egne tiltag her på kontinentet. Adskillige europæiske lande, herunder Danmark, har i kølvandet på 11. september 2001 vedtaget kontroversielle terrorlovgivninger. Og overvågningen af mistænkelige personer og grupper er blevet kraftigt forøget.

Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen.

Angrebet på Gaza gør næppe underværker i så henseende, ja det gør formentlig kun ondt værre, men et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.

Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.

Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.

Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.

Der er altid en risiko for, at et samfund i krig mister fornemmelsen for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Historien viser os, at mange af denne verdens mønsterdemokratier i krigstider har handlet på en måde, der var uforenelig med deres egne værdisæt.

Israel er bestemt ikke bedre end mange andre lande, der har oplevet en spænding mellem at være et frit land og et land i en dødelig konflikt, men heller ikke værre. Hvis det er regeringen i Jerusalem, som er problemet i den kritiske europæiske vurdering af, hvor problemet ligger, så vil det være klædeligt at forsøge at finde ud af, om befolkningen deler dens opfattelse i måden krigen føres på.

Hvad forestiller man sig egentlig? At der er folkefest i Tel Avivs gader, traditionel kædedans i Jerusalem, offentlig hyldest af de heltemodige tropper i Haifa? At Israels jødiske befolkning, fraset de få hændervridende ’peaceniks’, sidder og godter sig over palæstinensernes ulykkelige tab, alt i mens de ringer til den krigsopviglende jødiske lobby i USA og stolt overbringer dem resultatet: »Shalom guys, vi har dræbt tusinder af deres, mens de kun har fået en snes af vores!«. Er det dét?

Okay, karikaturen er tyk, men mindre kan også gøre det. Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres.

De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder!

I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.

Hamas er ikke bare en national frihedsbevægelse, sådan som visse romantikere bilder sig ind. Læs den fremragende palæstinensiske journalist Zaki Chehabs bog ’Inside Hamas’ (2007). Chehab, som man bestemt ikke kan beskylde for at være en åndelig stikirenddreng for Israel, viser, hvordan Hamas fortsat står ved sit charter fra 1988, der tilsiger, at kampen først er tilendebragt den dag, islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det Døde Hav til Middelhavet.

Jo, der er visse pragmatiske åbninger her og hisset, og Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne.

Men intet peger på, at det får dem til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere.

Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn«. Det er Israels fjende lige nu. En fjende, der nyder støtte fra Hizbollah i det sydlige Libanon, det stærke muslimske broderskab i Egypten, islamisterne i Jordan og vigtigst af alle, fra præstestyret i Teheran.

Selvsamme land, hvis præsident Mahmoud Ahmadinejad flere gange har bedyret, at Israel er en fejl på landkortet, der bør korrigeres, men at jøder da skal være velkomne til at leve under islamisk overherredømme. Det er en del af grundlaget for at føje et ’men’ til, når talen falder på Israels overgreb.

Som bekendt er det fra ens rigtige venner, at sandheden skal høres. Og der er, som allerede antydet, en del at lade Israel høre. De mange år i rollen som brutal besættelsesmagt tager sig ikke pænt ud på cv’et. Men den forstandige kritik, man altid må rette mod et land, der kalder sig for demokratisk, er i de senere år taget gevaldigt til med krav om boykotkampagner af alt fra israelske akademiske artikler til avokado.

I dele af det politiske liv, i interesseorganisationer og blandt globaliseringsmodstandere er det naturligt at placere Israels politik over for palæstinenserne i en særlig kategori stemplet som racisme og etniske udrensninger. Den underliggende antagelse: hvis jøderne med deres lidelseshistorie kan udsætte andre for ’præcis det samme’, så må de på ironisk vis i dag indtage rollen som nazister, dvs. ondskaben i en ny forklædning.

Det er derfor, at dele af venstrefløjen, opbragte muslimer og Vatikanet taler om, at Israel har omdannet Gaza til en veritabel kz-lejr, og at den israelske kanontorden er den dystre første sats i et velkomponeret folkemord.

Det er en konstruktion, der har til formål at sige, at hvis jøderne kan agere lige så bestialsk som deres egne bødler, så har omverdenen sonet sin skyld.

Jødernes moralske trumfkort (læs: Auschwitz) er endegyldigt spillet af hænde. Så vidt kritikerne. Beklager, men det er skudt over målet, og hvad værre er, ensidigheden skræmmer. Hvorfor skaber Israels gøren og laden så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus?

Mit problem er, at jeg ikke kan huske, hvem på den danske venstrefløj – højrefløjen med for den sags skyld – der protesterede, demonstrerede og petitionerede, da russiske tropper i løbet af kort tid lagde Grosnyj i ruiner og forskelsløst dræbte i tusindvis af kvinder, børn og mænd.

Jeg har heller ingen klar erindring om, hvor koret af vrede stemmer lod sig høre, da serbiske styrker under Slobodan Milosevic begik krigsforbrydelser mod kroater og bosniske muslimer. Hvem talte om ’proportionsløse’ angreb dengang? Det er klart for enhver – nej, måske ikke enhver, men så de fleste – at der kun er én vej ud af miseren, en skilsmisse mellem israelere og palæstinensere i form af en tostatsløsning.

Det er ikke just en overrumplende vision. En tostatsløsning? Bravo, Einstein! Men har du et bud på, hvordan vi kommer derhen? På hvis betingelser? Og med hvilke konsekvenser? I al enkelhed: Nej, men det har andre og klogere mennesker på begge side af konflikten heldigvis. De har været tæt på før, og de skal nok komme det igen, men først må våbnene tie for alvor og dernæst argumenterne komme til deres ret. Også for Israels vedkommende. Helst uden det apologetiske ’men’.

Hvad er sandhed?

2009-01-03T08:55:00.002Z

Ja det er jo det gamle spørgsmål, som også kom på tale, da Jesus var i forhør hos Pilatus. I disse tider, hvor vi bombarderes med "sandheder" fra alle sider, må vi nok sande, hvad en journalist engang nogenlunde sagde sådan: Sandheden er det første der ofres, når der er krig. Og det er ikke nemt at finde sandheden i den konflikt, som lige nu står på mellem Israel og Gaza, men jeg oplever at følgende leder i Jyllandsposten er med til at rykke sandheden derhen, hvor den rettelig hører hjemme, men det er der sikkert mange, der er uenig med mig i, men læs selv:

Leder: Israels kamp

Offentliggjort 29.12.08 kl. 03:00

Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel - omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet - befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet.

Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt »Nok er nok«.

Man kan diskutere proportionerne i det militære svar, om end det må anerkendes, at Israel synes at tage de hensyn til Gazas civilbefolkning, som selve krigens natur ellers vanskeliggør: Ifølge nyhedsbureauer er ca. 180 af de omkring 250 dræbte regulære Hamas-krigere.

Men der er grund til hele tiden at minde om disse grundlæggende forhold i den endeløse krig mellem Israel og de terrororganisationer, som omgiver landet, fordi der i så ulykkelig en konflikt hurtigt opstår en falsk symmetri, udmøntet i formuleringen: »De er lige gode om det. Ingen har noget at lade den anden høre«.

Dét er og bliver en manipulation; et moralsk og intellektuelt knæfald for volden og terroren. De to parter er netop ikke lige gode om det. Volden går én vej - og udløser så et svar. Israel har gennem årene givet sine fjender alle chancer. De er blevet afvist. Volden er tværtimod blevet optrappet:

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig ud af Sydlibanon. Har det ført til fred? Nej, raketterne regnede fortsat ned over Israel, så et militært svar på denne front blev uudgåeligt forrige sommer.

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig i 2005 ud af Gaza. Har det ført til fred? Nej, raketter og mortérgranater har lige siden regnet ned over Israel - ifølge israelske opgørelser 6.300 raketter og granater i dette tidsrum(!). Et militært svar er også her uundgåeligt.

Gaza er én stor tragedie. De humanitære forhold er forfærdelige. Halvanden million mennesker er presset sammen på et areal som Langeland. Alle samfundsstrukturer er brudt sammen. Det eneste, der fungerer, er åbenbart det militære apparat og viljen til konstant at udfordre Israel.

Er det Israels skyld? Hvornår stiller det internationale samfund de skiftende palæstinensiske regimer til ansvar? I årtier har Vesten pumpet et svimlende milliardbeløb i Gaza. Også Danmark har bidraget rundhåndet med midler, som var tiltænkt almindelige palæstinensere og et forsøg på at gøre regionen mere selvhjulpen. Hvad er der blevet af pengene? Ja, efterhånden har verdenssamfundet fundet ud af, hvad den bundkorrupte Yassir Arafat brugte milliarderne til. Han flottede sig med et to-cifret antal sikkerhedstjenester, foruden at hans privatkonti i udlandet blev holdt løbende forsynet.

Hvad Hamas bruger kræfterne og donorpengene til står efterhånden også klart. Der er bygget op mod 700 tunneler under grænsen til Egypten, som bruges til at smugle våben ind i Gaza, og man har kastet sig ud i en sideløbende kamp på liv og død mod den konkurrerende Fatah-organisation.

Israel kan ikke have noget ansvar for, at skiftende palæstinensiske ledelseskliker i den grad tager sin egen befolkning som gidsler i en formørket, fundamentalistisk kamp. Israel udgør reelt en vestlig forpost i denne kamp, hvilket understreges af, at på alle Israels fronter trækker Iran i trådene.

Vi skal forstå Israels situation. Men venner skal naturligvis også kritiseres, når der er grund til det.

Hvor langt er dette fra sandheden, tættere på eller længere fra? Døm selv.
Niels Peder Nielsen

Tankevækkende tanker om, hvorfor kvinden så mange steder lider - fordi de er kvinder!

2008-12-28T19:54:00.005Z

Jeg læser lige nu en spændende og udfordrende bog af Stasi og John Eldredge - Bedårende - de feminine hjerte, og her blev jeg fanget af en for mig original tankegang, og sikkert ret så rigtig tankegang, og jeg gengiver fra et afsnit fra bogen, hvor forfatterne på en provokerende måde antyder, hvorfor kvinden "er jaget vildt"!

ET SÆRLIGT HAD

Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,12)

Krigen mod kvinden - dens lange historie og dens kvalmende brutalitet - kan kun forklares ud fra de onde, åndelige kræfter, Bibelen advarer os imod. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at mænd (og visse kvinder, som deltager i angrebene på deres kønsfæller) ikke skal holdes ansvarlige for deres måde at behandle kvinder på, overhovedet ikke. Dermed være blot sagt, at ingen forklaring på de angreb, Evas døtre udsættes for, er fyldestgørende, hvis ikke den åbner vores øjne for, at Mørkets Fyrste nærer et ganske særligt had til kvinden.
Lad os atter engang vende opmærksomheden mod det, der skete i Edens have.
Det, vi skal lægge mærke til, er, hvem den Onde er ude efter.
Hvor vælger Satan at sætte sit angreb mod menneskeheden ind?
Han kunne have angrebet Adam, men det gjorde han ikke.
Satan vender blikket mod Eva og går direkte efter hende.
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor han vælger Eva?
Måske er det, fordi han - som det rovdyr, han er - vælger det svageste bytte. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, for Satan er beregnende og gennemført hensynsløs.
For os at se har Satan imidlertid også en anden grund til at angribe menneskeheden gennem Eva.
Du ved måske, at Satan oprindeligt hed Lucifer eller Morgenens Søn. Navnet vidner om en herlighed, en stråleglans eller et særligt lys ved ham. Det vidner om fordums storhed.
Mange mener, at Lucifer ligefrem var øverstbefalende for Guds hær af engle, vogter af Guds herlighed.

Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven Alle slags ædelsten sad på din dragt rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd; udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig den dag, du blev skabt Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten (Ez 28,12 14)

Af fuldendt skønhed. Det er nøgleordene. Lucifer var fabelagtig. Han var blændende. Og det blev hans fald. Stoltheden slog rod i Lucifers hjerte. Den vældige engel begyndte at føle, at han blev snydt for noget. Han begyndte at synes, at det egentlig var ham, Lucifer, der skulle tilbedes frem for Gud.
Pludselig var han ikke længere tilfreds med at spille en ædel rolle i Guds historie; han ville have historien til at handle om ham selv. Han ville være stjernen. Han ville selv have al opmærksomheden og beundringen ("Lille spejl på væggen der - ")

Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans (Ez 28,17)

Satans skønhed blev hans fald. Nu søger han hævn ved at angribe og ødelægge skønheden. Overalt i skaberværket hærger han med landminer, olieudslip, brande, Tjernobyl. Som en psykopat, der hader stor kunst, prøver han at vandalisere al den skønhed i verden, der vidner om Guds herlighed.
Det er derfor, han hader Eva mere end noget andet.
Hun er bedårende og enestående vidunderlig. Hun er det, han ikke længere kan være. Hun er en inkarnation af Guds egen skønhed. Mere end noget andet i skaberværket afspejler hun sin Skabers herlighed. Hun forfører hele verden på Guds vegne, og derfor hader Satan hende med en jalousi, vi slet ikke kan forestille os.
Og det er ikke alt. Den Onde hader også Eva, fordi hun giver liv. Det er kvinden, der bærer og føder børnene, ikke manden. Kvinden nærer livet og bringer det til verden, ikke bare i en rent fysisk forstand, men også på alle andre måder sjæleligt, åndeligt og i relationer mellem mennesker. Satan har været en morder - lige fra starten (Joh 8,44). Han bringer død og fordærv, og hans rige er dødens rige. Menneskeofringer, folkemord, Holocaust, abort - det er alt sammen hans opfindelser. Eva er den største menneskelige trussel imod ham, for Eva bringer liv. Hun er en ,livredder' og en livgiver. Eva betyder simpelthen ,liv' eller ,giver af liv'. "Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker" (l Mos 3,20)
De to ting tilsammen: at Eva legemliggør Guds skønhed og giver liv til verden, er mere end Satans onde hjerte kan bære. Derfor angriber han Eva med et særligt, brændende had. Det vidner historien også med al tydelighed om. Kan du se det?
Tænk på de store eventyr og historier. I så godt som dem alle går skurken efter heltens store kærlighed. Han vender skytset mod skønheden. Magus går efter Cora i Den sidste mohikaner. Longshanks går efter Murron i Braveheart. Commodus går efter Maximus' kone i Gladiator. Heksen angriber Tornerose. Stedsøstrene angriber Askepot. Satan går efter Eva.
Det forklarer ikke så lidt. Vi siger det ikke for at skræmme dig, men for at du skal se din livshistorie i et nyt og afslørende lys. De fleste af os går jo som nævnt rundt og tror, at det, der overgik os, på en eller anden måde var vores egen skyld - at vi fik, hvad vi fortjente.
Hvis bare du havde været smukkere eller klogere eller havde anstrengt dig mere eller gjort mere for at behage andre, så ville det nok ikke være sket. Så ville de have elsket dig. Så ville de ikke have gjort dig fortræd.
Du er en af de mange kvinder, der skammer sig og tror, at det på en eller anden måde er din egen skyld, at du ikke er mere elsket og beundret og eftertragtet, end du er. Du kan ikke tro på, at du har en afgørende rolle at spille i et stort eventyr. Du kan ikke tro, at du har en skønhed at åbenbare. Det budskab, der følger med vores sår, er så godt som altid det samme: "Det her er din skyld. Det er, hvad du fortjener."
Derfor er det så befriende pludselig at indse, at det forholder sig lige modsat. Du blev såret og angrebet, netop fordi du er vidunderlig, og fordi du udgør en alvorlig trussel mod mørkets og dødens fyrste. Du blev såret, fordi du på en helt enestående måde legemliggør Guds herlighed i denne verden.
Satan og alle hans håndlangere og nyttige idioter hader dig og angriber dig på grund af din skønhed og din livgivende magt.

Har forfatterne ret?
Niels Peder Nielsen

Underlighed og inderlighed - underholdning og holdning

2008-10-30T07:14:00.001Z

Jeg læste forleden et interview med entertaineren Flemming Jensen, der er blevet dialogambassadør for Danmission.

Han siger det underfundigt sådan (kursiveringen er mine)

Vi har i kirken et forum, hvor vi kan tale om de ting der er vigtige i livet, og hvor vi ikke blot lader os drive bevidstløst med strømmen. Vi er i vores tid blevet så fokuseret på Underligheden, hvor vi måske hellere skulle være optaget af Inderlighed.
På samme måde med Underholdning, der har fået høj prioritet - hvorimod Holdning er nedprioriteret.
Vores kultur er kort sagt blevet til adspredelse, hvor den hellere skulle være koncentration. Derfor er det, der naturligt foregår i det kristne rum, en mulighed for os til at kunne begive os ind i inderligheden og koncentrationen.

Har han ret i det?

En dumsmart reklame for menighedsrådsvalget 2008?

2008-09-29T16:43:00.000+01:00

Helt fra starten og introduktionen af plakattegningen vedr. Menighedsrådsvalget 2008 har jeg haft den mening, at det var lidt useriøs, og nemt kunne virke anderledes end tiltænkt.
Det blev bekræftet for mig, da jeg læste Frederik Riis´s indlæg i Jydske Vestkysten, og som jeg bringer her med fare for at han "falder over mig", men jeg synes også han har en pointe. Her er hvad han sriver

Af borgerjournalist Frederik Riis, Kolding
Det er vigtigt at debatere kirken, og de etiske og moralske spørgsmål den afstedkommer. Det er sikkert bare en tastefejl. Men af en eller anden grund, er det første af de her indlæg forsvundet fra 'oversigten', så jeg siger det lige igen.
Det jeg sagde var, at kampagnen var moralsk betænkelig, idet vi, via klovnenæsen, fik skudt noget i skoene, vi ganske enkelt ikke er skyld i. Det er ikke os som befolkning der har sat næsen på præsten, og vi har heller ingen intention om at gøre det.

Kampagnen vender vores fraværenhed, overfor kirken, til en akt af bespottelse. Og det er ikke fair. Vi har ikke gjort nar. Vi er bare blevet væk. Det er to hvidt forskellige ting.

Det er muligt at kirken føler sig fornærmet over, at vi ikke læser doktrinerne mere indgående, at vi holder pjat-brylluper i kirkerummet, og at vi lader børnene have materielt fikserede konfirmationsfester. Men selv i disse tilfælde, er det dog stadig meningen, at kirken skal stå for det 'alvorlige'. Hvad den 'alvor' så end er, er den IKKE en klovnenæse.

Hvis kirkerummet materialiserer sig som flot og dyr kulisse, bliver det naturligvis også, med tiden, brugt som en kulisse. Jesus var ikke til store guld-lysestager, det er kommet til siden hen. Og selvom det er nok så traditionsrigt, at kommunikere det spirituelle pompøse, med det materielle og visuelt pompøse, kan man jo ikke undre sig over konsekvensen: At det materielle lynhurtigt kommer i fokus.

Alle religiøse institutioner der indeholder de fire grundkomponenter: Orakel, Præst, Facilitet og Doktrin har behov for at udtrykke storhed. Men storheden kan jo udtrykkes på mange mange andre måder: En levende debat, gode idéer, musikken, velgørenhed (ud af huset), og en smule selvironi... Og når det forsvinder, bliver vi væk fra kirken.

Men klovnenæsen er ikke vores moralske hovedpine, og vi gider ikke flere billige tricks - kære kirke - arvesynden er rigeligt...

Har han ret? Er der noget om snakken og træder man med reklamen nogen unødigt på manchetterne
Niels Peder Nielsen

Nyt og gammelt - igen og igen

2008-09-12T09:09:00.001+01:00

Ordene af Jesus om nyt og gammelt er noget vi altid skal forholde os til. Jeg har nedenstående nogle betragtninger, som du kan være enig eller uenig med mig i ud fra følgende ord af Jesus

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!" Mark.2,14-22

Der er noget der springer i øjne og som kalder på vores focusering:
1. Den nye vin
2. De nye lædersække.
Hvad er det egentlig for to størrelser?

1. Den nye vin - det er, jeg har nær sagt selvfølgelig, Jesus selv. Han er den nye vin i kød og blod. Hans liv, hans ord, hans død og opstandelse er den nye vin, der altid skal sætte dagsordenen for os, for kirken, menigheden og verden. I sammenhængen med de ord, jeg har læst, kan vi forstå, hvad den nye vin er
1. Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.
Den nye vin er kaldet til at følge Jesus, og her skal alle være med, så mange som muligt
2. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Den nye vin er at “syge” skal møde den store læge, og blír raske - at “syndere” møder den Jesus, der kan tilgive synd og blive renset fra synd, skyld og skam.
3. "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Den nye vin er Jesus i blandt os. Vi skal ikke lede efter ham, og vi skal tilbede og ære ham i vore liv, som den levende og nærværende.
I forbindelse med denne tekst bad jeg Jesus om et anliggende og en klar pointe, og jeg fornemmede at han svarede: “Der skal være plads til mig og det jeg vil.”
Gentag det
Derfor skal vi altid være vågne på en række områder og give Jesus plads, for han ønsker førstepladsen, han ønsker dagsordenen altid - for missionen, evangelisationen, lovsangen, bønnen, tjenesterne, nådegaverne, forbønnen, osv osv

2. De nye lædersække
er - jeg havde nær sagt selvfølgelig - formerne, sammenhængen, rammerne, hvor Guds folk samles, udtænker strategier osv.
Vinsækkene skal kunne rumme og indeholde den sprudlende og livskraftige vin, Guds kraft og virkelighed, som vi stadig har i blandt os, så vi til stadighed kan erfare den nye vins kraft og saft, og erfare, at han stadig kommer os i møde med det focus, der altid er hans: de ufrelste, de faldne, de forslåede, børnene, de unge, de syge og gamle, så han konstant kan ,,spise med os" toldere og syndere, og dele sig selv med os, så vi i alt hvad vi foretager os, kan give plads for “Jesus og det han vil”.

Det er faktisk ret så vigtigt, at vinsækkene er de rigtige, så vinen ikke går til spilde
Jeg vil godt lige, at vi et øjeblik tager et nærkik på vinsækssituationen i den senmoderne tid vi lever i.
Nogen af de initiativer, som tás på det “vinsæksmæssige” område har fået en fællesnævner og samles ret ofte under en fælles betegnelse: Emerging Churches..
Ordet kan bedst oversættes med: Fremspirende kirker - hele tiden er på vej kirker. Ifølge ordbogen: Nyfrembrydende, netop opstået, på vej op, dynamisk og i stadig forandring.
Birger Nygaard har arbejdet med de nye strømninger gennem lang tid, og han sír at “det er en fællesbetegnelse for meget forskelligartede grupper af nye menighedsinitiativer, som søger at være kirke på nye måder i det postmoderne samfund.”
Hans rapport kan man læse om på hjemmesiden
--------
I en tid, hvor det kniber med at få folk til at gå i kirke, er det mange steder blevet et centralt projekt at få flere til at gå i kirke. Der er stigende enighed om, at menighedsråd skal søge at lægge mere vægt på det indholdsmæssige. Murstenene er jo ikke det vigtigste, men vi vil gerne have flere til at benytte sig af ”kirkens tilbud”. Villigheden til at komme “brugerne” i møde gennem særligt tilpassede programmer til forskellige segmenter er steget betragteligt de seneste år. Der er en stigende erkendelse af, at højmessen ikke kan dække alle behov. Kirken har begivet sig ud på markedet med en bred vifte af tilbud fra babysalmesang, spaghettigudstjenester , stillemeditationer eller som vi her i Hjarup, der har fire gudstjenestetyper. Altsammen har det sit udgangspunkt i den store tendens til tilbagegang for traditionel kirke og kristenhed, dels som følge af den stadigt tiltagende sekularisering; dels som følge af tendensen i retning af, at “selvet” bliver det sakrale projekt og "Gud" og religion som sådan kun får statistroller i forsøgene på personlig selvudvikling.
Opbruddet i kirken sker rundt omkring, hvis man kigger godt efter.
De seneste årtier har leveret en lang række forsøg på at skabe fornyelse i kirken lige fra aktivisme-prægede forsøg på gudstjenestefornyelse til karismatiske fornyelsesbevægelser, som feks. Dansk Oase, New Wine osv. Faren her kan være, at man har det med at lukke sig om sig selv, og på et tidspunkt størkne i en vis form, hvorved man selv bliver det, som man tidligere måske kritiserede - en stilart, der bliver sig selv nok.
------
Men hvilke træk skal “holdes i kog” hvis der skal komme noget positivt ud af bestræbelserne for at være kirke i den “senmodernistiske” kultur
Iflg. Gibbs' og Bolger's, der har skrevet en bog: Emerging Churches (Baker 2005) er der ni væsentlige kendetegn, som mere eller mindre præger disse nye kirkelige tiltag.

1) En identifikation med Jesu liv, og hvor man lader sig inspirere af Jesu eget liv og virke.
Kirkens mission har med vores livsstil mere end en særlig profession og aktivitet at gøre.
Eks.: WWJD

2) Man forsøger at transformere et sekulært rum.
Der er en tilbøjelighed til, at man deler verden op i hellige rum (kirken, kirkelige centre), hvor Gud er nær og at der er rum, tider og aktiviteter, som alene er sekulære og uden Guds nærvær. Sportshaller, diskoteker osv
Mange nye tiltag arbejder for, at hele livet kan leves helligt (overalt) og kan leves overalt til Guds ære , og det betyder, at alle steder kan gøres til helligt rum. Arbejdspladsen og fodboldklubben er ikke gudløst område, men også steder, hvor troen og efterfølgelsen kan udleves.
Eks.: Fabriksgudstjenester - friluftsgudstjenester

3) Et fælles liv
Det er kendetegnende, at en ungdomskultur, hvor fællesskab ofte føles meget skrøbeligt (i lyset af forældres skilsmissekultur m.v.) lægger meget vægt på fællesskabet. Ikke et institutionaliseret, formelt, postuleret fællesskab, men en kultur af netværk og relation, hvor venskaber er “bærende” (SMSkulturen - streetracere osv.
På samme måde kan venskabet og fælleskabet blive en del af den Gudsrigekultur, man ønsker at fremme. Kirken som folk og bevægelse bliver dermed mere prægnant end kirken som sted. Det ligger i en flydende netværkskultur, at sådanne fællesskaber løbende skifter karakter og udtryksformer. Det er stadig for tidligt at sige, at emerging churches på lang sigt virkelig vil lykkes i det at skabe stabile fællesskaber. Men længselen er tydelig.
Eks: Cellebaserede menigheder, venskabsevangelisation

4) Åben modtagelse af den fremmede
Nedrivningen af skellet mellem kirken og kulturen medfører en ny åbenhed over for den fremmede. Kirkens hjemsted er der, hvor den fremmede er og lever. Den fremmede er ikke bare objekter for kristen mission, men inviteres åbent til at være en del af fællesskabet. Samtidig med at bevægelsen har en stærk missional intention.
Eks. ALPHA, indvandrergudstjenester osv

5) Tjeneste for andre med gavmildhed
Emerging churches bruger mindre tid på at opbygge og vedligeholde en kirkelig parallelkultur med dertil hørende ressourcekrævende institutioner. Hermed bliver der mere tid og kraft til rådighed for at være til rådighed for tjeneste i kulturen/samfundet. Det er en værdi, at vi som kirke skal bidrage til det samfund, vi er en del af. Programmet er således ikke "at få folk til at gå i kirke", men at få kirken som Guds folk til at bære Guds riges værdier ind i almindeligt hverdagsliv. Dette kan give sig udtryk på mangfoldige måder inden for diakoni, social tjeneste, kunstneriske bidrag, indsats for unge, m.v.
Eks: Noise, Rock Solid bilvask osv

6) Deltage som medvirkende
Her handler ikke primært om de enkeltes kirkemedlemmers mange behov for tryghed og tilfredsstillelse. Tværtimod tror man, at der er behov for at blive befriet fra selvoptagetheden til fordel for et liv i tjeneste og gavmildhed. Kirken er et sted, hvor alle deltager i tjeneste for Gud og næsten.
Eks.: Vores menighed - helt ærligt

7) Skabende virksomhed (brug af kunstarter m.v.)
Det ligger som en helt naturlig del af den postmoderne kultur, at man udtrykker sig gennem et væld af kunstarter og medier. Det er bl.a. i denne ibrugtagning af samtidens udtryksformer, at man skaber helligt rum af noget, som ikke i udgangspunktet forbindes med noget kirkeligt. Kreativ udfoldelses til Guds ære ses i sig selv som en del af kristen gudstjeneste.

8) Ledelse - en sag for hele fællesskabet
Der er stadig en tro på lederskab, men samtidig et opgør med autoritære kirkelige systemer, som mere er udtryk for menneskelig magtudøvelse end guddommelig orden. I takt med tiden lægges mere vægt på netværk end hierarkier. Menighedens vision er ikke så meget overtagelse af en leders strategiplan. Men visionen vokser frem ud af fællesskabets midte - og den udføres ved hjælp af fællesskabets mangfoldige gaver og evner.
Eks. De karismatiske menigheders vægtlægning på udrustning af ledere (ledelsesmæssigt og nådegavemæssigt)

9) Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spiritualitetsformer
Der er formmæssigt en stor grad af innovation i denne bevægelse. Men man trækker i meget høj grad på brede dele af den lange kirkelige tradition som fundament. Der er stor indlevelse i liturgiske traditioner. Nadverens centrale betydning vægtlægges bredt i bevægelsen. Klassiske åndelige discipliner (bøn, faste, retræte, lectio divina, m.v.) tages i brug. Og der er plads til det holistiske, det mystiske, åndelig vejledningstraditioner, monastisk spiritualitet m.v.
Eks: I skandinavisk sammenhæng ser vi dette komme til udtryk i den svenske Pilgrim-bevægelse med Peter Halldorf i spidsen.

I den anglikanske kirke i England (Church og England) er man kommet langt mht. disse anliggender, og en officiel kirkelig kommission har arbejdet med hvad man kalder Mission-shaped Church. Fra denne gruppe har man analyseret mange forskellige nye former, som menigheder antager i dag. Nye eksempler på "fresh expressions of church" indføjes løbende på hjemmesiden www.freshexpressions.org.uk Og man er nu så langt, at man ændrer på kirke-lovene for at give plads til disse nye udtryk for kirke inden for den anglikanske kirkes strukturer, så man herved hjælper sådanne udtryk til at blive en del af den kirkelige orden og tilsyn og hermed undgå at disse fornyelsestiltag ender som marginaliserede grupper uden hjemstedsret. Det ville være ønskeligt om noget lignende kunne ske i Norge og Danmark.

Stormløb mod det 3. bud

2008-08-09T07:26:00.001+01:00

Det løbes storm på mange værdier i vor tid. En af de helt store "værdisamlinger", som vi trods alt alligevel stadig "kender til", er DE TI BUD.
Og jeg skal love for at der løbes storm mod dem, ja jeg har nær sagt fra en kant af. Forhenværende biskop Jan Lindhardt har en god pointe ang. det tredje bud, og jeg håber ikke han tager mig det ilde op, at jeg citerer ham her på min BLOG

Af Jan Lindhardt

08. aug 00:00 Kan man se bort fra lukkeloven og helligdagspåbuddet, blot fordi 48 procent af befolkningen og Bilka synes det?

SÅ HAR DET SIDSTE PARTI i Folketinget smidt handsken og opgivet at forsvare lukkeloven. De Konservative går pludselig med brask og bram ind for dens afskaffelse. Det har længe været misvisende, at partiet kaldte sig ”konservativt”. Hvad det er blevet i stedet, er der vist ingen, der ved.

Dansk Folkeparti har for længst gjort det. Her kan man ikke skelne vælgere fra kunder, og derfor skal lukkeloven afskaffes. Venstre, Danmarks liberale parti, har for længst gjort det samme. Her hersker princippet at ”lyst er lov”, og hvis der er kunder til søndagsåbent, så skal man naturligvis (!) have åbent. Det mener Bilka, halvdelen af forbrugerne og derfor også Venstre.

Nogenlunde den samme indstilling findes hos resten af Folketingets partier. Også Socialdemokraterne? Ja, også dem, selvom de hidtil har stået tøvende sammen med De Konservative i dette spørgsmål.

Jeg skal ikke gentage alle argumenterne for at beholde resterne af en lukkelov, men blot i al korthed nævne de vigtigste: betydningen af at have helligdage i et samfund og ikke blot fridage. De første er vi fælles om, de sidste er private.

Og spørgsmålet er, hvor meget privatliv man kan have, hvis man stadig skal bevare illusionen om at have et samfund. Det er ikke uden grund, at ”privat” i antikken betød ”idiotisk.” Hertil kommer hensynet til de ansatte, der invalideres i deres samvær med familie og venner.

Så meget, så skidt, men der er én ting, der undrer, og det er, hvor det kirkelige landskab er henne. Det drejer sig dog om det 3. bud i loven: ”Du skal holde hviledagen hellig”.

Ikke mindst Indre Mission, Danmarks bibeltro kirkelige retning – hvor bliver de af i debatten? De er optaget af andre ting, for eksempel at gøre præster til mænd. Her er man pludselig meget bibeltro, skønt man ikke har andet at støtte sig på end en irriteret bemærkning fra Paulus om, at kvinder skal tie i forsamlinger.

For nogen tid siden kørte jeg i taxa, hvor chaufføren havde en GPS, der kunne vise ham vej. På et vist tidspunkt adlød han ikke den venlige dame med en kultiveret, let nordkøbenhavnsk stemme, og hun blev derfor ved med at sige ”Hold til højre” – ”Hold til højre”. Men taxamanden havde nu bestemt, at han ville køre ligeud, og til sidst råbte han: ”så hold dog kæft, kælling!”. Sådan kan vel alle mænd have det med det modsatte, temmeligt snakkende køn, og det har åbenbart også grebet Paulus i et kort, ubevogtet øjeblik. Men at lave teologi på en uoverlagt bemærkning turde være letsindigt. Det er hverken Paulus eller det omtalte køn tjent med.

Derimod er det jo noget helt andet med det 3. bud i loven. Moses er blevet kaldt op på Sinai bjerg for at modtage buddet sammen med de ni andre. Man kan derfor ikke sige, at det blot er en uoverlagt bemærkning, som man kan læse hen over, som det passer én. Gud overvejede sagen grundigt, og det varede derfor længe, inden Moses kom ned fra bjerget igen.

Derfor er buddene faktisk et led i den kristne forkyndelse for os lutheranere som for andre kirker. Luther fremsagde dem hver aften, inden han lagde sig til at sove, sammen med trosbekendelsen, fadervor. Det viser, at buddene for ham hørte med til troen. Han tog dem derfor også med i sin katekismus.

En ting er Indre Mission, som læser Bibelen, som de selv vil. Det gør vi andre også til en vis grad, men forhåbentlig ikke med Missionens tilfældighed. Noget andet er: Hvad siger resten af det kirkelige landskab og dets ledere? Om mange ting i Bibelen kan man sige, at de er blevet uaktuelle.

Kvinderne går ikke længere med tørklæde, selvom Paulus anbefaler det. Men kan man se bort fra lukkeloven og helligdagspåbuddet, blot fordi 48 procent af befolkningen og Bilka synes det? I øvrigt ville de 48 procent sikkert dale betydeligt, hvis man inddrog nogle af de videre perspektiver i spørgeundersøgelsen. Bilka vil derimod fortsat være stålsat, må man gå ud fra.

Har Jan Lindhardt en pointe her?
Jeg føler mig i hvert fald ramt, også selv om nogle i IM vil betakke sig for en som mig fra Dansk Oase

Spotte Helligånden

2008-08-05T11:22:00.000+01:00

Denne søndags tekst er for de fleste præster en vanskelig tekst, og jeg citerer lidt fra den:
Matt 12: Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Jeg fornemmer i mit hjerte, at det anliggende Jesus havde overfor dem og os er følgende:
- Det er i orden, at I siger mangt og meget dårligt om mig, men I skal vide dette:
- Helligånden gør Guds værk. Når ører og øjne åbnes, så er det Helligåndens værk
- når en ond ånd drives ud er det Helligåndens værk, der viser, at det ondes magt er brudt og knust
- når helbredelser af forskellig slags sker, er det Helligåndens værk, der åbenbarer at Guds rige er kommer nær.
- når nådegaver uddeles og mennesker udrustes til at gøre noget ekstraordinært, er det Helligånden i aktion på min befaling med det formål at Guds rige skal vokse og udvides helt til verdens ende.
- når mine ord lyder, taler Helligånden for at I kan modtage og erfare frelsen og for at I kan opleve at få et nyt liv, for jeg er den frelser Gud har sendt til jer og mine tegn og undere underbygger det jeg siger og I skal blot tage imod det, så bli´r I frelst.
Os, der er samlet her i dag står ca. samme sted som alle tilhørerne dengang. Der var mange, der glædede sig og tog imod, ja blev frelste, for at bruge det ord, eller kom til tro på, at Jesus var Guds søn og verdens frelser, og i deres hjerter tog de imod. Sådan vil reaktionen også være i dag her i dag i Vamdrup kirke. Vi kan præcis gøre det samme i dag. Sige:
- Jeg tror på det, der står i Bibelen om Jesus Guds søn.
- Jeg tror på det han har sagt.
- Jeg tror på det han har gjort af store ting gennem sine undere. Jeg tror, at han er opstået fra de døde påskemorgen og at han forinden skærtorsdag indstiftede livets måltid og langfredag på Golgatas kors sonede min og hele verdens synd.
Har man det sådan, går man herfra i dag med fred, glæde og tro i sit hjerte og med en vished om, at man er et Guds barn og findes i nådens stand.

Men der er også et men
For Jesus havde nogel alvorlige ord til sin samtid, til farisæerene eller hvem det var. Til dem sagde han ca sådan her:
Men samtidig skal I vide, at når I taler imod det, der sker for øjnene af jer, spotter det, prøver at bortforklare det, ja, så skal I vide, at det fører jer til et punkt, hvor der ikke længere er tilgivelse. Mærk jer mine ord.
Men med alvor og en vis smerte må jeg sige, at det ikke kan afvises, at der også i dag kan sidde personer der siger: Jeg tror ikke en dyt på det, der bli´r sagt i dag.

Har jeg ret i, atdet er en alvorlig sag

Følgeskab med Gud - at tage sit kors op

2008-06-28T10:35:00.004+01:00

Velfærdskristendommen koster kun lidt eller ingenting. Den tillader os at være som alle andre. Men som Peter Haldorff tankevækkende siger det i samme bog:
"Som et rusmiddel kan den afstumpe vores indre liv, dæmpe vores passion og lulle os ind i en behagelig sløvhed, hvor overskuddet til at give af os selv bliver mindre og mindre for hver dag, der går" -
-------------
Med tiden bliver vi gode til at dulme vores egen samvittighed. Vi er blevet åndelig sløve, og selv når vi læser Johannes Åbenbarings advarsel om ikke at svigte sin første kærlighed (Åb 2,4), må vi erkende, at det næppe har med en afkølet tro at gøre. Nej, det er sikkert mere villigheden til at give afkald, der er afkølet, ja måske er ved at dø.
Modet til at tage sit kors op, følge Jesus og betale prisen er ikke længere tilstede.
Cantalamessa omtaler i sin bog Livet i Kristus tre måder vi kan forholde os til Jesu død og en af dem er Jesu død som et eksempel:"FOR således elskede Gud verden, at han gav..." (Joh 3,16). Den kærlighed, der ikke er klar til at give noget, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved. Paulus siger om Jesus, at han "gav afkald" (Fil 2,7). Hans vej var lydighedens, en vej, der førte ham til korset.
Han var "lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Fil 2,8). Selv Jesus bad engang om at få lov til at slippe. "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi" (Matt 26,39).
Jesus var lige så meget menneske som hvem som helst af os, og noget inden i ham skreg ud i protest - ønskede at slippe - ville gå en anden vej.
Men inden han nåede til "amen" i sin bøn, sagde han: "Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Selv Jesus måtte "lære lydighed af det, han led" (Hebr 5,8).
Så vidt Cantalamessa og den pris, som Jesu måtte betale - altsammen en pris, som mange andre efter ham har måttet betale.

Er lydighed og følgeskab noget der er blevet en fremmed ting for os i dag?

Niels Peder Nielsen

Grundlov, flag, EU og Guds lov

2008-06-13T10:32:00.004+01:00

I denne uge blev jeg nok lidt provokeret af følgende indlæg i Udfordringen

I både min kones og min familie har det været holdt i hævd at hejse vort smukke korsbanner ved alle højtidelige lejligheder, ved glæde helt til tops og ved sorg - på halv. Traditionen tro gik jeg kl. 8,30 ud for at hejse flaget. Da det var på halv, stoppede jeg spontant: Er det korrekt at sætte det helt til tops? De senere års regeringer har ringeagtet vor Grundlov, har tilsidesat den og har bevidst overtrådt den. Er Grundloven ikke død?En halv time senere fik jeg en e-mail fra en kær veninde, som i en menneskealder trofast har kæmpet for alt, hvad der er ædelt og dansk. Hendes brev røber samme tanker. Jeg vil lade hendes ord tale:”Så er det grundlovsdag; men denne grundlovsdag er anderledes end alle tidligere. EU-love står over alle nationale love. Derfor var Kronprins Frederik også for nylig i Bruxelles ’for at se, hvor de love laves, som han skal underskrive’. Danmark er degraderet til en slags vasalstat under den feudalstat, som Fogh Rasmussen åbenbart stræber efter at blive leder af. – ”Præsident Fogh”? Der burde i dag hænges kranse på alle de mange statuer i dronningeriget af grundlovsgiveren, Frederik den Syvende.Farvel du danske Grundlov! Din korte klare tekst til værn for land og borgere er skrottet til fordel for et misk-mask, som skal omfatte 27 landes forskellige kulturelle synspunkter. Hilsen – Gertrud.”For nogle dage siden udtalte en gammel frihedskæmper i en telefonsamtale: ”Danmarks ulykke er, at vort folk med regeringen i spidsen har mistet troen på Gud. Derfor famler de i blinde”.Hvordan kan Danmark leve under Guds vejledning og velsignelse, som det har gjort i tusinde år, når vor regering og folk bander ham ud af det offentlige rum? Ja, desuden baner vej for fremmede guder?(Forkortet, red.)

Jørgen D. Grønbæk,Holstebrovej 65,7800 Skive.

Men har de ret?
Kom blot med kommentarer

Albaniensturen 2007

2007-05-11T18:41:00.000+01:00

-Vi har været i Albanien på en ferietur og har man lyst til at se lidt billeder så tryk HER

Respons på Kirkelejren

2007-04-18T16:29:00.000+01:00

Kære allesammen.
Jeg vil gerne forsøge mig med at udnytte "blogteknikken" til at evaluere på Kirkelejren 2007.
Vi har været ca. 80 afsted på Skovgården på Fyn, og det var efter mine begreber en forrygende oplevelse med gode ord fra Jan Honningdal, et fænomenalt køkken og et varmt og godt fællesskab over hele linien. Børnene havde det godt, ligeså KLUKKERNE og de unge, og så har alle vi andre det også godt.
Man kan godt mærke, at vi er en menighed i vækst, både aldersmæssigt, men også i tal, og det er dejligt. Klukkerne og de unge er selv ved at "tage ved nu"
Vi var også begunstiget med rigtig godt vejr.

Jeg har, stærkt udfordret af en af vore unge pionerere Peter Flansmose, der har sin egen webgalleri med billeder, besluttet mig for også at få mit eget webgalleri, som jeg hermed prøvekører i en helt åben version. Her kan du se den http://picasaweb.google.dk/hjarupkirke (klik på linket). Så kan du genopfriske lidt fra lejren.
Det jeg har stor lyst til, er at du nedenfor giver din kommentar til lejren, så jeg kan bruge min blog til en åben evaluering. Jeg kommer selv lige med et eksemplem på hvordan det kan gøres.
Niels Peder

Bededagsarrangement i Hjarup kirke

2007-04-18T12:44:00.000+01:00

Bededag 2007. 12 timers Faste, Bøn og Stilhed - i Hjarup kirke d. 4. Maj 2007

Det blev efter mine begreber en stor succes. Ikke sådan at forstå, at der kom kanonmange, men indholdet time for time var ganske udbytterigt.

Har en eller anden lyst til at give sit besyv med, så tryk på kommentarer nedenfor.

Niels Peder