Min kone og jeg har sammen afsluttet læsningen af Magnus Malms profetiske bog: Fodspor i glastrappen, og jeg har lyst til at dele et lille afsnit fra bogen om lammelse og nedfrysning
Lammer vores evne
Fra Magnus Malms bog: Fodspor i glastrappen s. 248-251
I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløshed en tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.
Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!
Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres afGud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?
Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.
Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden.
Irenæus skriver: "Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda, at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366
Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.
Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.
Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering af kærligheden, en lovisk tilstoppelse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og tilsølet af syndens hverdagsvirkelighed?
Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år.
Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod.
Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil.
Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.
Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.
Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.
Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.
Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.
Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.
Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.
Nedfrysningen er fuldført.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar