At være et ordentligt menneske

Jeg læste forleden Indre Missions Tidende, og da jeg læste Frank Risbjerg Kristensens indlæg: AT VÆRE ET ORDENTLIGT MENNESKE slog det mig, hvor ualmindelig ret han havde i sine betragtninger, og jeg tillader mig, med kildeangivelse, at bringe hans gode ord her på min BLOG. Læs selv om du er enig med han.

At være et ordentligt menneske

En udfordring til at undersøge, om det billede, vi har af os selv, svarer til den måde, vi lever på

Af Frank Risbjerg Kristensen

Hvordan står det egentlig til med den personlige kristne identitet, integritet og selvforståelse hos os? Hvor dybt ned stikker rødderne? Hvor meget definerer troen på Jesus reelt mine valg, mine værdier, mine prioriteringer; og ikke mindst mit syn på mig selv, på mit livsprojekt og mine medmennesker?

Er jeg ordentligt funderet i den identitet og livsramme, som Jesus har placeret mig i? Og er det den identitet og livsramme, som jeg så virkelig lever og handler ud af?

Ordentlighed

Jeg læste sidste vinter en bog af historikeren Henrik Jensen, som jeg siden ikke har kunnet ryste af mig. Bogen hedder "Det ordentlige menneske".

Der er tale om en debatbog, hvor Henrik Jensen skarpt analyserer, hvad der ser ud til at være sket med os danskere (hele den vestlige kultur) og vores måde at indrette os i livet på i en tidsepoke hen over de sidste godt 100 år. Han er ude i et frontalt opgør med offer- og selvmedlidenhedsmentalitet, egoisme, forbrugerisme, ansvarsflugt, selvrealiseringsjagt og meget mere af samme skuffe.

Han ender i bogen ret hurtigt med at konkludere, at vi danskere nærmest alle ser ud til at være på flugt fra god, gammeldags ordentlighed i livet og fra det at være forpligtede i forhold til samfundet og til hinanden med katastrofale følger for os selv, fællesskaberne og samfundet.

Fra pligt til rettighed

Med fare for at forenkle Henrik Jensens skarpe pointer vover jeg at liste nogle af de facts op, som han kommer frem til omkring det, der er sket med os danskere hen over de sidste 100 år:

Vi er langt hen ad vejen gået fra at være en "pligt- og ansvarskultur" til at være en "rettigheds- og lystkultur".

Vi er gået fra at være samfundsborgere til at være samfunds(for)brugere. Vi er gået fra at ville yde til at ville nyde. Vi er gået fra mest at være forpligtede på fællesskabet, hinanden og fælles normer til mest at være forpligtede på os selv og vore egne behov og selvrealisering (se skema).

Se, nu er Henrik Jensens hovedanliggende ikke specielt kristent funderet. Han er mest på jagt efter at få os danskere råbt op, så vi kan se, hvad vi har gang i, og så vi kan få lukket det ordentlige menneske ud, som vi godt og grundig har fået lukket inde og tabt.

Det er med andre ord et forsøg på at få genfundet nogle basale grundværdier omkring det at være samfund, individ og i fællesskab, der sættes i spil og til debat.

Hvad med os?

Men hvad har det så med os kristne at gøre? Vi er vel alle stadig som kristne helt funderede i venstrespalten i skemaet - godt og grundigt? Vi kan vel hurtigt tjekke venstrespalten af og sætte flueben ved de enkelte punkter:

- Gud sætter rammen for mit liv; jeg er ikke min egen højeste autoritet. Gud holder mig fast i, hvad jeg skal være og gøre/ikke gøre i mit liv.

- Jeg står til ansvar over for Gud i forhold til, hvad jeg vælger, prioriterer og gør i mit liv.

- Jeg tager Guds normer og værdier ind over mig; satser på at gøre Guds værdier og normer til mine egne.

- Jeg er klar til at give afkald og udskyde behov - for næstens skyld, for evangeliets skyld, for samfundets skyld, for Guds skyld.

- Jeg er gennemsigtig for mig selv og Gud; har selvindsigt og selverkendelse nok til at tage min skyld på mig - i forhold til Gud, andre mennesker og mig selv.

Én ting er dog, hvad vi gerne vil kunne sætte flueben ved, fordi vi ved, at det præcis er dét her, det kristne liv går ud på og har udgangspunkt i. Noget andet er, hvad der reelt er i "udbrud" i vores liv, og hvad vi lever ud af og praktiserer.

Der er for mig at se rigtig meget, der tyder på, at vi kristne faktisk også er ret inficerede af højrespaltens måde at praktisere liv og selvrealisering på. Der er rigtig meget i vore kristne miljøer, som giver antydninger om, at vi også bakser rigtig meget med at finde vores plads i livet; og at højrespaltens måde at tænke, leve og handle på har rigtig godt tag i os.

Tid for et selvtjek

Med fare for at moralisere og komme til at pege for meget fingre vil jeg vove at tegne konturerne af nogle symptomer (også hos mig selv!).

Vi er måske mere lyst- og behovsstyrede i vores tilgang til andre mennesker og det kristne fællesskab, end vi bryder os om at indse. Overvej følgende tanke: "Fællesskabet skal honorere mine behov og mine individuelle krav, ellers zapper jeg da videre til det næste fællesskab, som jeg kan (for)bruge." Vi står også i fare for at forbruge hinanden mere end at berige hinanden i vore kristne fællesskaber.

Vi er måske heller ikke så gode til at udskyde eller give afkald på konkret behovsopfyldelse, som vi selv tror. Dankortet og dets behovsopfyldende lyksaligheder ser generelt ud til at blive brugt lige så målrettet og flittigt i den kristnes hænder. Hvor mange har f.eks. brug for og lyst til at give afkald på noget (materielle goder eller events og fritidsoplevelser) for at kunne give til konkret missions- eller humanitært arbejde? Vi synes jo heller ikke, det er særlig nemt og sjovt at skulle udskyde konkrete behov, for vi har jo brug for og ret til at …

Vi er måske heller ikke altid så bundne til Guds autoritative ord og værdier, som vi selv går rundt og hævder. Det er som om, der i vor tid skal mere til end det konkrete ord fra Gud, før Gud virkelig får bøjet vore viljer ind under hans Ords autoritet.

Det er ligesom ikke altid helt nok længere, at Gud faktisk tydeligt siger, hvad han mener, skal være gældende i mit liv. F.eks.: "Gud siger godt nok, at jeg ikke må stjæle; hverken fra det enkelte menneske eller fra fællesskabet, men … sort arbejde er jo da ikke direkte at stjæle, og for øvrigt stjæler staten alt for mange af mine penge i skat." Men - sort arbejde er at stjæle!

Mange af os gør vel i at erkende, at vi har en veludviklet trang til at ville være selvbestemmende i forhold til værdier og forpligtende, moralske normer fra Gud med os i bagagen. Vi gør vel i at erkende, at vi har en indre trang til at gennemføre en meget subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig.

Vi er på mange måder et produkt af den selvcentrerede og selvhævdende livsstil, som vi er omgivet af; godt hjulpet på vej af synden i os, som vedvarende kæmper for at være autonom og selvhævdende.

Vejen frem

Som afrunding har jeg lyst til at vinkle dette ind i vores kristne sammenhæng. Vejen frem i det morads, vi som kristne også er inficeret af, er ikke at synge med på en sang om, at det er "synd for os kristne", at vi er så inficerede af samfundets påvirkninger af os. Vejen frem er derimod at bekende den synd og de misvækster, som vi lader slå rødder i vore liv, og som vi reelt står med og lader styre os.

Vejen frem er (sammen) at vandre ind i Guds ord og tale til os og bøje os vor det. Vejen frem er at finde trøsten, opmuntringen, formaningen og hjælpen til at få ryddet op dér. Vejen frem er ikke at gå i gang med at rydde op i ukrudtet i egen kraft.

Vejen frem er at lade Guds ord under Helligåndens lederskab føre os til opgør med det uholdbare og finde ind i fornyet glæde ved at leve i og ud af Guds værdier og den ramme, som Gud sætter for livet.

Før var vi som borgere/individer
Religiøst funderede

Nu er vi som borgere/individer
Sekulariserede

Før var vi som borgere/individer
Pligtbaserede (Jeg skal være/gøre)

Nu er vi som borgere/individer
Rettighedsbaserede (Jeg har ret til)

Før var vi som borgere/individer
Rodfæstede i en personlig ansvarlighed

Nu er vi som borgere/individer
Rodfæstede i sociale årsager og sammenhænge

Før var vi som borgere/individer
Styrede af objektive, givne regler

Nu er vi som borgere/individer
Styrede af en subjektiv fortolkning og udlægning af, hvad der skal gælde for mig

Før var vi som borgere/individer
Selvkontrollerede

Nu er vi som borgere/individer
Selvhævdende

Før var vi som borgere/individer
Klar til at give afkald og udskyde behov

Nu er vi som borgere/individer
Lystorienterede; behovsorienterede; der skal være behovsopfyldelse her og nu

Før var vi som borgere/individer
Skyldbevidste (det er min skyld)

Nu er vi som borgere/individer
Skyldbenægtende (det er de andres eller samfundets skyld)

Fra "Det ordentlige menneske" Kristeligt Dagblads Forlag, 2009

Artikel bragt i: IMT 2010 nr. 46
Forfatter: Frank Kristensen