Tanker i forbindelse med en høstgudstjeneste

Jeg har holdt mange høstgudstjenester i min tid som præst i 28 år.
Jeg sad og kiggede lidt i mine gamle prædikener og faldt så over en høstgudstjenste for et par år siden, og jeg har lyst til at dele den med dig, der evnt læser lidt på min BLOG.

Der er på denne høstgudstjenestedag, som sædvanlig flot pyntet her i Hjarup kirke, og det er også en rigtig festdag i dag, hvor vi er samlet til takkegudstjeneste for udbyttet både på marker og i haver, og som også alterringen og udsmykningen vidner om.
Jeg har ikke altid brugt den anbefalede tekst som afsæt for min prædiken ved vor årlige høstgudstjeneste, men i år sætter dagens tekst unægtelig høstgudstjenesten i relief i lyset af bl. a. tekstens anliggende om ikke at bekymre sig, hvilket jo meget forstærkes af hvad vi ser rundt om os - frugterne - men også af det, der gemmer sig hos landmændene - som alle har oplevet en mangedobling af indsatsen, i gennemsnit ca. 30-40 gange indsatsen :-) altså meget bedre end at sætte penge i banken, hvor man sikkert kun får 1½ % af indsatsen.
Hvis vi satte 10 kr i banken ville vi efter et år kun kunne hæve 10 kr + 15 ører, men hvis afkastet i banken var ligeså stort som hos landmanden ville vi kunne hæve 300-400 kr. (Nu kan jeg høre landmændene protestere og tale om omkostninger osv. ja ja men det lader sig ikke modsige, at tilvæksten er så stor, som jeg nævnte)

Og en sådan synlig kæmpevelsignelse, som høsten er et udtryk for, burde jo kunne slukke den bekymrende ild, som brænder i vort indre, og der er da også et eller andet i os, der ønsker, at vi kunne have det, som Jesus opfordrer os til, nemlig at leve bekymringsløs som fuglen og liljen, og at enhver bekymring blev tavs, og at hjertet blev stille.
Men der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille, for der er konstant en uro, der ulmer og vokser - over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele - hvordan skal det nu gå i dag? ? kan jeg nu nå alt det som jeg har planlagt? - slår jeg nu til? ? er mit tøj nu pænt nok ? og hvad nu hvis dem på min arbejdsplads ikke synes at jeg er dygtig nok? - får jeg nu en høj nok karakter til min eksamen? ? for hvad vil alle andre dog ellers tænke om mig? - er jeg dum eller hvad? - eller som mangen husmor har bekymret sig over ? inden hun skulle have gæster på besøg.: "åh ? er min mad nu god nok"? ? " eller åh - jeg når det aldrig"! - osv. osv.
tarer Tillad Tillad Altsammen - når vi tænker efter - egnt blot små ubetydelige ting ? som man kan gå og rode med i sit indre ? bekymre sig over ? og belemre, belaste ja evnt ødelægge sit liv med - og altsammen bekymringer, som vi kan fornemme Jesus siger, at vi skal lade ligge.
-------
Men når Jesus siger, at vi ikke skal være bekymrede , er det så fordi han ikke selv beskæftigede sig med det flygtige (mad og klæder), eller ikke forstår, at det flygtige er en nødvendig del af vort liv?

Når Jesus siger, som han gør, er det så, fordi han lever i en anden - mere ubekymret - tid en vores, en tid uden Al Quida, narko, global opvarmning, store regnmængder, oversvømmelser, jordskælv, alvorlige sygdomme, vold og trusler om krig?
Nej - når Jesus siger det han gør, så er det ikke fordi han ikke kender til alt det som vore hænder har så fast et greb om, det flygtige, for det havde hans tid også.
Men han gør det ved at pege på, at det flygtige, selv om det forgår (som græsset) dog hele tiden kommer igen, og igen, og igen., Det kan vi, siger Jesus, aflæse gennem skaberværkets vidunderlige processer, at det hele hele tiden fornys i samme hast, som det går under, og at der derfor egnt slet ikke er nogen grund til at bekymre sig, når regnestykket gøres op, for der kommer igen en frugtsæson, igen en høstsæson. Det har vi tusinder af års erfaringer med at sådan er det, og at naturen rytme er måden Gud viser sin skabning, at han elsker den højt, og at vi igen og igen derved skal se, at han gennem sine gode gaver viser os, at vi er hans hjertebørn, og at han er vor himmelske Far, og at det er ham, der får kornet til at gro!
Ham, der giver det lille sædekorn livskimen! Ham, der giver det lille sædekorn viljen til at lægge an til en ny, lille grøn spire, i stedet for blot at forrådne!

Så alt andet lige, så er en høstgudstjeneste en påmindelse om, at vi ikke skal bekymre os, og i de 27 år jeg har holdt høstgudstjenste, har det altid været med en klar oplevelse af, at vi for vore øjne sammen har set noget stort ske, og at han som elsker os fuldendt, vil, at vi derigennem kan og skal kende hans kærlighed, som igen kan og skal give os en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore ellers måske nok så fortumlede og bekymrede liv.
Og altsammen er det billeder på, at hans kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb, og at vi igen og igen kan og skal se Guds bestandige kærlighed i praksis, ikke blot i forhold til det med maden, men også det, der mætter sjælen, og at der også er sørget for den side af Guds omsorg, en omsorg, som Jesus har taget sig af og tager sig af, når han giver mennesker en fremtid og et håb ved at tilgive menensker, ved at helbrede mennesker, gøre døde levende og sætte mennesker fri fra dæmoniske kræfter - og derved satte og sætter dem (og os) fri til at søge Guds rige, sætter os fri til at tro på, at Jesus er Guds søn, vor frelser, og at alt andet blot er noget vi har fået i tilgift - føden, klæderne og fremtiden, og at vi ikke skal bekymre os for i morgen, om i morgen, for netop i morgen kan igen og igen findes og opleves som en Guds gave, og derfor skal vi ikke være bekymrede.
Og netop derfor samles vi til en takkegudstjenste, fordi oplevelsen af Gud og glæden ved Gud ikke er fuldkommen, før vi har fundet takken og tilbedelsen frem, for netop uden takken og tilbedelsen af Gud ville vi ellers glemme den store Gud ved vor side og derved ville vi komme til at leve i frygt og bekymring.

Vi har brug for takken, så vi ikke glemmer Gud og i stedet lever selvoptaget.
Vi har brug for takken, fordi vi ellers ville miste sansen for underne og taknemmeligheden og i stedet daske gennem livet med skyklapper på.
Vi har brug for takken fordi vor naturlige tilbøjelighed trækker os i retning af selvtilstrækkelighed og stædig uafhængighed - og det er usundt, og fører os på afveje i forhold til den Gud, som elsker mig.
Amen