13. september 2009

Danmark (kristen) versus Saudi Arabien (muslimsk)

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har svært ved at opsnappe alt, hvad der foregår i den malstrøm at nyheder, meninger og debatter, der ruller forbi i uanede mængder og med en substand af mere eller mindre nærværende lødighed.
Men ofte hjælper en "råt for usødet stil" til med at fange min opmærksomhed og få mig til at reagere.
En sådan "provokation" blev jeg løbet op af, da jeg, efter et kirkeligt kursus om det fortræffelige i at indrette en kirke med klynger i forskellige størrelser, sank tilbage i en stol i vores lille lejlighed i Århus midtby med en flok gamle KDer i hænderne og læste den gode Jens Ole Christensens Tankeeksperiment om en dansker, der bliver halshugget for st skifte religion.
Læs her hans overvejelser


I DAG VIL JEG GERNE invitere læseren med i et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at verden var skruet sammen, så følgende historie kunne lade sig gøre:

En muslimsk forretningsmand kommer til Danmark for at arbejde i en periode. Til sin overraskelse oplever han i tolden i Kastrup at få konfiskeret sit medbragte eksemplar af Koranen. Det er nemlig ikke tilladt at indføre den bog i det kristne Danmark. Da han den følgende fredag spørger en forretningsforbindelse om, hvor han kan gå i moské, får han at vide, at moskéer er forbudt i Danmark. Der findes muligvis nogle få muslimske forsamlinger – camoufleret som fødselsdagsselskaber og studiekredse – men officielt ved ingen noget om det.

Den følgende weekend får han lyst til at besøge den hellige by Hillerød. Byen med den store kirkegang, de mange missionshuse, den store frikirke og de to højskoler. Man kan endog opleve noget så etnisk som en aktiv grundtvigsk frimenighed. Så den by er virkelig et besøg værd for den, der interesserer sig for dansk kristendom. Men han stoppes ved bygrænsen. Ingen ikke-kristen må komme ind.

Da han senere samme weekend forsøger at komme ind i Københavns Domkirke for at se Thorvaldsens "Kristus", bliver han også stoppet med samme begrundelse.

I ugerne efter diskuterer han en hel del religion med sin gode forretningsforbindelse og oplever sluttelig det, som glæder ethvert religiøst hjerte. Manden vil være muslim og afslutter en samtale med ordene: "Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet ?"

Dagen efter er både vores muslimske ven og hans danske forretningsforbindelse arresteret. Efter en summarisk rettergang bliver danskeren halshugget. Muslimen bliver efter et længere tovtrækkeri udvist til sit fædreland.

INDRØMMET: Jeg har ikke selv fået idéen til denne historie, men har modelleret den over en tilsvarende, fortalt af den finske præst Risto Soramies ("Islam klappar på", Paavo Norkko 2007). Men det interessante er, at hvis man spejlvender den og bytter Danmark ud med Saudi-Arabien og islam med kristendommen, så er det nutidens virkelighed, der er beskrevet.

Med forskellige variationer – og mildninger – vil lignende forhold gøre sig gældende i andre muslimske lande.

Og hermed er beskrevet en afgørende ubalance i forhold til åndsfrihed, hvor det helt skarpe spørgsmål er: Er det tilladt at skifte religion, vel at mærke bort fra majoritetsreligionen?

Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ønsker de beskrevne forhold indført i Danmark.

Og de 200.000 danske muslimer kan glæde sig over, at det er sådan.

Til dem og deres ledere kan vi uden at ryste på stemmen sige: "Majoriteten af den danske befolkning vil give jer fuld frihed til at dyrke jeres religion. I er velkomne til at agitere for den og med glæde tage imod jeres nyomvendte. I må klæde jer og spise i overensstemmelse med jeres religion.

Og nogle af os vil kæmpe til vores sidste dag for jeres gode ret til dette. Naser Khader (K) – og andre, der ikke forstår dansk åndsfrihed – skal få kamp til stregen, når de forsøger at beklikke jeres ret. Det gælder også retten til at finansiere jeres moskéer fra Iran eller et hvilket som helst andet sted. (En del af os har nemlig finansieret kirker, skoler og hospitaler mange steder på Jorden og agter at blive ved med det).

Her kan I regne med ubrydelig støtte.

Og vi mærker, at I glæder jer over det.

Nogle af jer mødte faktisk op til en kristen støttegudstjeneste – for øvrigt netop i den hellige by Hillerød – i forbindelse med sagen om de udviste irakere. Det forlyder, at I forlod lokalet under altergangen, men det lever vi fint med.

Når nogle af jeres ledere – for eksempel danske Abdul Wahid Pedersen – forsvarer jeres rettigheder, lyder han næsten som et ægte barn af den grundtvigske frihedstradition. Det er sød musik i vores ører. Men vi savner, at I siger med klar og tydelig stemme – på dansk og arabisk – at de samme frihedsrettigheder skal gælde i de lande, der har muslimsk majoritet.

Og vi forventer, at I gør det konkret. Altså: at det skal være tilladt at bygge kirker og indføre bibler i Saudi-Arabien. At man ikke skal udsættes for repressalier, hvis man vender sig fra islam til Kristus i Egypten og Iran. At islam i Mellemøsten må udsættes for samme kritik, som vi giver mennesker lov til at rejse mod kristendommen.

Det betyder altså noget for, om vi kan betragte jer som redelige mennesker, at vi oplever dette.

Forestillingen om, at Abdul Wahid Pedersens og andres "grundtvigianisme" er taktisk bestemt, er nemlig efterhånden ubehageligt nærliggende."

Lidt af en øjeåbner, hva?!
Niels Peder Nielsen

Ingen kommentarer: